Tag på en dystopisk tour de force til år 2687 post Luna, hvor menneskeheden er dybt afhængige af supernettets flimrende stimuli. Læs et uddrag af Månen over Øen her.
Romanen Månen over Øen foregår i år 2687 Post-Luna, hvor mennesker må tage beroligende medicin for at dulme den stærke afhængighed af super-nettet. Smuglæs i den filosofiske dystopi af Anne-Marie Vedsø Olesen her.
LÆS OGSÅ: Her er de nye bøger, vi glæder os til at læse
Anne-Marie Vedsø Olesen
Månen over Øen
Hypatia
Månen eksploderer, hun rutsjer ned ad integralkurven med månestumperne, hun er dronning af kosmos, hendes perverterede dna er den paradoksale redning, eller måske snarere det sidste strå, tallet pi ligger i hendes hukommelse, alt er tilgængeligt, bøjningen af oldgræske verber, løsningen af differentialligningen, bevisførelse i n dimensioner, hun har skuffer af viden, og hun fylder stadig tomme skuffer med nyt, elsker det, evner det, kan samle koncentrationen i en tunnel af psykedeliske farver, hvor hastigheden overstiger lysets, fra engleguder til genfødsel og djævlegrin, kødæderjæger og genetisk modificerede afgrøder-ekspert, en nebula, stjernetåger der føder dansende stjerner, en stringens, linjen af tanker fra førhistorien, hendes navnesøster Hypatia får levende skrællet huden af med muslingeskaller, ide, form, geometri, derpå grundstofferne der splittes og splittes indtil alle faste former opløses til malstrømme i galaksen, sugninger, hvirvelvinde af energier, sorte huller og malerier, minutiøse penselstrøg der gennemborer dagligdagens apokalypse, van Eyck og Bosch og Brueghel, æggeblomme og olie på lærred, åh ægget det uomgængelige, altings begyndelse og fordærv, den fede gule blomme, den klare æggehvide, alle aminosyrerne, molekylære byggeblokke, som ettaller og nuller, ettaller og nuller, alt skuffeindhold kopieres i lange tråde på harddiske, fortolkes i softwaren, bevæger sig i forfinede robotarme, operationer i øjet og hjertet, som ingen hånd længere kan udføre, nu er månen helt splintret, kan universet eksplodere? hun kan ikke redde menneskene, de tror det, men hun har taget skade, og de bliver aldrig som hende, synapserne i deres hjerner er pumpet med forventning om vedvarende højdefyldt rus fra et virvar af samtidige og vidt forskellige underholdningskilder, ikke et kedsommeligt øjeblik så dør de, og dommedagssandheden om koncentration, at indlæring og anstrengelse snor sig uadskilleligt om hinanden som en dobbelthelix, at fokus og singularitet er bevidsthedens tømmerflåde, erkendes alt for sent. Bevidstheden er druknet.
Hun har været vågen længe, men ligger stadig helt stille. Johannes sover. De er begge nøgne.
Hun hader ham. De fleste andre kan hun bare ikke lide, men Johannes er hende modbydelig i sine krav og klynkerier. Dagslyset er gråt. Intet i verden bevæger sig.
Tanketråde rækker bagud, forbinder tider, der er sammenhænge, hun ser dem som lysende flux.
Hun ved, at hun er heldig. Hun er velsignet med roen, med ubevægeligheden. For de andre findes kun rastløsheden.
Hun står op, tager en morgenkåbe på. Lejligheden er malet i grønne nuancer, som alle lejligheder i Superesses enklaver er det. Det er den romantiske illusion om fortidens uspolerede natur som smuk og god, forestillingen har aldrig sluppet sit tag i menneskeheden trods beviser for det modsatte. Lejligheden er lille og praktisk. Der er begrænset plads i de muromkransede enklaver, og hver en kvadratcentimeter må udnyttes. Superesse har ikke bygget i højden siden Den Æstetiske Revolution.
Køkkenets vandhane er ikke begyndt at dryppe, men fugt har samlet sig ved fatningen. Hun tænker på vandmolekyler, hun tænker på, at vandet snart er den sidste naturlige fødevare, hun tænker på Poseidon og havfruer og styrer sine tanker videre ud ad vandmytologiernes bane. Så åbner hun for hanen og fylder et glas. Vand er en del af næsten alle skabelsesberetninger. Hun elsker fortællingernes fantasirigdom.
Han bevæger sig i sengen. Hun vender sig om og ser ham åbne øjnene.
”Hypatia,” siger han søvndrukkent. ”Jeg har brug for dig i dag.”
Hans øjne begynder så småt at bevæge sig. Nystagmus, ryk fra side til side, men han rækker ikke ud efter sit øjenvisir, der ligger på natbordet.
”Jeg skal på Øen i dag,” siger hun.
”Mær.”
Hun ved, han ikke er færdig. Det er kun starten på et udbrud. Hun har ikke noget at bruge det til og forbliver tavs.
Han rabler forudsigeligt løs om hendes egoisme, og hvordan hun har ødelagt Isabel.
Nu begynder han også at sitre. Øjnene kører fra side til side, kroppen ryster. Det kan ikke vare længe, før han bliver nødt til at tage øjenvisiret på.
”Jeg har brug for at lære,” siger han. ”Du må fandeme hjælpe mig. Det er bare den nye manual.”
Tankestrømme flyder rensende igennem hende. Hun er en eksistens i en fortabt verden.
”Det er lige meget,” siger hun. ”Jeg kan ikke engang redde mig selv.”
”Du er uundværlig, det ved du udmærket.”
Han ryster ukontrollabelt nu. Han vil snart gå i kramper.
”Du har selv lige sagt, at jeg var skyld i Isabel. Tag det nu på.”
Endelig rækker han ud efter visiret og sætter det på plads foran øjnene.
Johannes falder øjeblikkelig til ro.
Vil du læse videre?
Månen over Øen er en hæsblæsende filosofisk-dystopisk roman, der tager os med til fremtiden i demokratiet Superesse.
I år 2687 Post-Luna tager Superesses borgere beroligende medicin for at dulme deres dybe afhængighed af Supernettets stimuli. Kun Hypatia, der besidder et særligt gen, kan undvære det konstante rush. Hypatia forlader Superesse og tager ud på en ø, hvor hun bliver hjemsøgt af filosofihistoriens største spørgsmål. Men uanset hvor skarpe svar hun leverer, er der stadig ét spørgsmål, hun ikke kan undslippe: Spørgsmålet om hendes egen datter og det bånd, hun lod briste.
Tag på en dystopisk tour de force til år 2687 post Luna, hvor menneskeheden er dybt afhængige af supernettets flimrende stimuli. Læs et uddrag af Månen over Øen her.
Romanen Månen over Øen foregår i år 2687 Post-Luna, hvor mennesker må tage beroligende medicin for at dulme den stærke afhængighed af super-nettet. Smuglæs i den filosofiske dystopi af Anne-Marie Vedsø Olesen her.
LÆS OGSÅ: Her er de nye bøger, vi glæder os til at læse
Anne-Marie Vedsø Olesen
Månen over Øen
Hypatia
Månen eksploderer, hun rutsjer ned ad integralkurven med månestumperne, hun er dronning af kosmos, hendes perverterede dna er den paradoksale redning, eller måske snarere det sidste strå, tallet pi ligger i hendes hukommelse, alt er tilgængeligt, bøjningen af oldgræske verber, løsningen af differentialligningen, bevisførelse i n dimensioner, hun har skuffer af viden, og hun fylder stadig tomme skuffer med nyt, elsker det, evner det, kan samle koncentrationen i en tunnel af psykedeliske farver, hvor hastigheden overstiger lysets, fra engleguder til genfødsel og djævlegrin, kødæderjæger og genetisk modificerede afgrøder-ekspert, en nebula, stjernetåger der føder dansende stjerner, en stringens, linjen af tanker fra førhistorien, hendes navnesøster Hypatia får levende skrællet huden af med muslingeskaller, ide, form, geometri, derpå grundstofferne der splittes og splittes indtil alle faste former opløses til malstrømme i galaksen, sugninger, hvirvelvinde af energier, sorte huller og malerier, minutiøse penselstrøg der gennemborer dagligdagens apokalypse, van Eyck og Bosch og Brueghel, æggeblomme og olie på lærred, åh ægget det uomgængelige, altings begyndelse og fordærv, den fede gule blomme, den klare æggehvide, alle aminosyrerne, molekylære byggeblokke, som ettaller og nuller, ettaller og nuller, alt skuffeindhold kopieres i lange tråde på harddiske, fortolkes i softwaren, bevæger sig i forfinede robotarme, operationer i øjet og hjertet, som ingen hånd længere kan udføre, nu er månen helt splintret, kan universet eksplodere? hun kan ikke redde menneskene, de tror det, men hun har taget skade, og de bliver aldrig som hende, synapserne i deres hjerner er pumpet med forventning om vedvarende højdefyldt rus fra et virvar af samtidige og vidt forskellige underholdningskilder, ikke et kedsommeligt øjeblik så dør de, og dommedagssandheden om koncentration, at indlæring og anstrengelse snor sig uadskilleligt om hinanden som en dobbelthelix, at fokus og singularitet er bevidsthedens tømmerflåde, erkendes alt for sent. Bevidstheden er druknet.
Hun har været vågen længe, men ligger stadig helt stille. Johannes sover. De er begge nøgne.
Hun hader ham. De fleste andre kan hun bare ikke lide, men Johannes er hende modbydelig i sine krav og klynkerier. Dagslyset er gråt. Intet i verden bevæger sig.
Tanketråde rækker bagud, forbinder tider, der er sammenhænge, hun ser dem som lysende flux.
Hun ved, at hun er heldig. Hun er velsignet med roen, med ubevægeligheden. For de andre findes kun rastløsheden.
Hun står op, tager en morgenkåbe på. Lejligheden er malet i grønne nuancer, som alle lejligheder i Superesses enklaver er det. Det er den romantiske illusion om fortidens uspolerede natur som smuk og god, forestillingen har aldrig sluppet sit tag i menneskeheden trods beviser for det modsatte. Lejligheden er lille og praktisk. Der er begrænset plads i de muromkransede enklaver, og hver en kvadratcentimeter må udnyttes. Superesse har ikke bygget i højden siden Den Æstetiske Revolution.
Køkkenets vandhane er ikke begyndt at dryppe, men fugt har samlet sig ved fatningen. Hun tænker på vandmolekyler, hun tænker på, at vandet snart er den sidste naturlige fødevare, hun tænker på Poseidon og havfruer og styrer sine tanker videre ud ad vandmytologiernes bane. Så åbner hun for hanen og fylder et glas. Vand er en del af næsten alle skabelsesberetninger. Hun elsker fortællingernes fantasirigdom.
Han bevæger sig i sengen. Hun vender sig om og ser ham åbne øjnene.
”Hypatia,” siger han søvndrukkent. ”Jeg har brug for dig i dag.”
Hans øjne begynder så småt at bevæge sig. Nystagmus, ryk fra side til side, men han rækker ikke ud efter sit øjenvisir, der ligger på natbordet.
”Jeg skal på Øen i dag,” siger hun.
”Mær.”
Hun ved, han ikke er færdig. Det er kun starten på et udbrud. Hun har ikke noget at bruge det til og forbliver tavs.
Han rabler forudsigeligt løs om hendes egoisme, og hvordan hun har ødelagt Isabel.
Nu begynder han også at sitre. Øjnene kører fra side til side, kroppen ryster. Det kan ikke vare længe, før han bliver nødt til at tage øjenvisiret på.
”Jeg har brug for at lære,” siger han. ”Du må fandeme hjælpe mig. Det er bare den nye manual.”
Tankestrømme flyder rensende igennem hende. Hun er en eksistens i en fortabt verden.
”Det er lige meget,” siger hun. ”Jeg kan ikke engang redde mig selv.”
”Du er uundværlig, det ved du udmærket.”
Han ryster ukontrollabelt nu. Han vil snart gå i kramper.
”Du har selv lige sagt, at jeg var skyld i Isabel. Tag det nu på.”
Endelig rækker han ud efter visiret og sætter det på plads foran øjnene.
Johannes falder øjeblikkelig til ro.
Vil du læse videre?
Månen over Øen er en hæsblæsende filosofisk-dystopisk roman, der tager os med til fremtiden i demokratiet Superesse.
I år 2687 Post-Luna tager Superesses borgere beroligende medicin for at dulme deres dybe afhængighed af Supernettets stimuli. Kun Hypatia, der besidder et særligt gen, kan undvære det konstante rush. Hypatia forlader Superesse og tager ud på en ø, hvor hun bliver hjemsøgt af filosofihistoriens største spørgsmål. Men uanset hvor skarpe svar hun leverer, er der stadig ét spørgsmål, hun ikke kan undslippe: Spørgsmålet om hendes egen datter og det bånd, hun lod briste.
Du kan købe Månen over Øen online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: