Fagbøger

Joan Ørting: Sex er ikke en stumfilm. Vi skal lære at udtrykke, hvad vi har lyst til

joan orting, joan ørting, de 5 erotiske sprog, de fem erotiske sprog

Hvorfor har jeg sex, og hvad kan jeg lide? Det er spørgsmål, mange aldrig stiller, fordi vi mangler et erotisk ordforråd. Det mener sexolog Joan Ørting, der er aktuel med bogen De 5 erotiske sprog.


Vi lever som på stumfilmens tid, hvor vi tolker på hinandens signaler i stedet for at åbne munden og tale. Mange parforhold ender der, hvor vi bare går i seng med hinanden for at opnå hurtig tilfredsstillelse og udløsning. Men så kan vi jo ligeså godt bare onanere!”

LÆS OGSÅ: De 5 erotiske sprog. Kend dit sprog og vink farvel til kedelig sex

“Hvis man spørger folk om, hvorfor de har sex i deres forhold, så er det sjældent, at svaret er for at få udløsning, men oftest handler det om samhørighed. Men hvis vi ikke kender og spørger til hinandens lyster og behov, så er vi ikke connected, og så ender det sjældent godt. Der er så meget behov for den her bog.”

Det siger sexolog Joan Ørting om, hvorfor hun har skrevet De 5 erotiske sprog.

Et bedre sexliv er vejen til et bedre parforhold

Joan Ørting har en mission, der ligger hende meget på sinde. Hun vil have os til at tale om sex i vores parforhold. Have os til at stille hinanden helt basale spørgsmål om, hvorfor vi har sex, hvad vi fantaserer om, og hvad vi gerne vil opnå med at have sex. Ikke blot for at få et bedre sexliv, men for at få et bedre parforhold.

”Jeg har lyst til at kalde min bog for en bog om det bevidste parforhold. Bevidst på den måde, at vi begynder at stille hinanden nogen spørgsmål til et område af livet, vi ikke plejer at tale om. Når det kommer til sex, så gør vi ofte det, som vi plejer at gøre og som plejer at virke. Det bliver en gentagelse. Det bliver statisk.”

LÆS OGSÅ: En uforglemmelig kærlighedshistorie under Anden Verdenskrig. Smuglæs i De elskende fra Prag

“I gennemsnit varer et samleje 6 minutter og på den tid, skal vi åbenbart begge nå at komme. Men ingen har spurgt, hvad der rent faktisk er grunden til, at vi ligger der med hinanden. Det er sjældent at komme, men noget helt andet, som vi forsømmer at tale om. Og det er fordi, vi mangler et erotisk ordforråd, og så er vi måske også utilpasse i forhold til at tale om sex.

Min bog om de 5 erotiske sprog er en bog, hvor man kan lære at tale om det, uden at det bliver akavet.”

Joan Ørting: Sex er ikke en stumfilm. Vi skal lære at udtrykke, hvad vi har lyst til
Fotograf: Gunnar Merrild

De 5 erotiske sprog – kort fortalt:

”Vi har i mange år troet, at sex kommer fra hjernen og talt meget om fantasier, og det har jeg altid undret mig over, fordi det har aldrig virket for mig. Jeg har aldrig haft en sexfantasi, så jeg var godt klar over, at der fandtes noget andet,” siger Joan Ørting.

LÆS OGSÅ: Roskildes største p*k, Grønærten og en bh-hylde i nakken. Læs i Petra Nagels åbenhjertige biografi her

Sexologen har derfor indkredset fem sprog, der til sammen hjælper med at afklare, hvilke former for sex og forførelse, der fungerer for forskellige mennesker.

Se de 5 sprog her

Sexfantasier. Hvis man har sexfantasier som sprog, har man en stærk forestillingsevne og kan visualisere det, der ophidser en. Det kan være ord, billeder, stemninger og følelser, som man kan pirre sig selv med.  Man er også ofte optaget af porno, dirty talk og legetøj.

Krop og sanser. For en person, der har krop og sanser som sprog, så sidder ekstasen i huden og i kroppen. Man er sanselig og kropsbevidst og tænder på dufte, smage, kys, massage og stemninger og er afhængig af fysisk kontakt, anerkendende berøringer og kærtegn.    

Polaritet. Polaritet er den erotiske energi mellem de to poler, den maskuline og den feminine. Hvis man har polaritet som sit erotiske sprog elsker man flirten, jagter den gode kemi og den intense opmærksomhed, og man kan lide at dyrke og lege med sin feminine eller maskuline side.

Fetich og kinks. Fetich betyder genstand med en magisk betydning, i denne sammenhæng seksuel ladning. Man kan være seksuelt tiltrukket af et materiale, en legemsdel, et objekt, beklædningsgenstand osv. Kinks derimod handler om at bruge magtspil og seksuelle udtryk, der typisk ligger lidt uden for normerne fx rollespil, leg med magt og afmagt og dominans og forvandling og eksperimenter fx ved at besøge en swingerklub, BDSM-klubber eller japansk bondage.

Romantik. Romantik kan også være vejen til sex; sex hvor hjertet skal være med. Hvis man er romantiker, så har man brug for at føle sig forbundet med den anden ligesom forelskelse og samhørighed er vejen til dybere elskov. Romantikeren kan og vil ikke adskille sex og kærlighed. Nærvær er afgørende, og nydelsen ligger i ømheden.  

Vi skal acceptere, at vi ikke er ens

De fleste mennesker har mere end et sprog og vil kunne genkende sig selv i flere af sprogene. Men ifølge Joan Ørting er det sådan, at man har et primært sprog, som er den slags erotik, vi kender bedst og har dyrket mest.

Derudover har vi som regel to sekundære sprog, som hun kalder for vingerne. De fleste par er mødtes i det primære sprog, da de var forelskede, og så vil de ofte gentage det. Det er som regel vingerne, der kan være forskellige i forholdet.

LÆS OGSÅ: 10 bøger du skal læse, når det bliver for koldt til rosé på terrassen

”Vi kan nogle gange godt bedrage os selv og tro, at vi er fuldstændig ens seksuelt, men ligesom med mad, så kan par jo godt være enige om en masse de kan lide, men der kan også være nogen retter, som de hver især kan lide, men som den anden ikke kan lide.

Så når forelskelsesstofferne er forsvundet, vil den erotiske tændingsknap, der ikke bliver næret, senere vise sig som en længsel og en mangel,” siger Joan Ørting.

Vær turist i din partners seksualitet

Og hvad gør man så, hvis man opdager, at ens partner tænder på noget andet end en selv?

”Vi må acceptere, at vi er forskellige. Mit forslag i bogen er, at vi prøver at være turister i hinandens seksualitet en gang imellem. Tager ja-hatten på, viser åbenhed og nysgerrighed og siger til vores partner, at vi gerne vil gå på opdagelse hos den anden for en aften måske. Og husk, at bare fordi man taler om det, behøver det jo ikke blive udført.”

LÆS OGSÅ: 10 erotiske noveller som lydbøger

”Men den øvelse kræver, at hjertet er åbent mellem os. Det kræver connection for, at man er villig til tage det skridt og ikke tage afstand fra det, som man ikke umiddelbart genkender. I min bog er der også øvelser til at connecte med hinanden, fordi åbenheden kan trigge en masse følelser, der kan handle om frygten for afvisning, skam, utilstrækkelighed og angsten for at miste, og som kan få nogen til at undvige eller fryse.

Jeg vil gerne have, at vi lærer at rumme vores følelser i stedet for at vælge frygtvejen, fordi vi er bange for konflikter. Mange føler måske ikke de har redskaberne til at åbne op, men redskaberne får man også i den her bog.”

Joan Ørting: Sex er ikke en stumfilm. Vi skal lære at udtrykke, hvad vi har lyst til
Fotograf: Gunnar Merrild

Sexlivet skal passes som en have

Bogen er fuld af øvelser og spørgsmål, som man kan tage udgangspunkt i, når man vil i gang med at snakke om sex og parforhold med sin partner. Joan Ørting foreslår, at man introducerer en PUS, en Partner Udviklingssamtale – fx hver fredag i en måned, hvor man afsætter tid til hinanden og prioriterer samtalen. Hvis man gør det, kommer parforholdet op på næste niveau, lover Joan Ørting.

”Og man skal ikke være bange for at tale sex ihjel, som nogen måske vil indvende. For hvordan kan man tale noget ihjel, som man ikke engang er begyndt på endnu?”

”Hvis man sætter sig ned over for hinanden og spørger til, hvordan man har været som partner og som sexpartner i den uge, der er gået, og om der er noget, man skal have fokus på i næste uge, så vil man opleve, at man connecter med sin partner på en dybere måde. Det er begyndelsen på at blive mere ærlige og sårbare med hinanden. Det er gevinsten.”

LÆS OGSÅ: 15 bøger der gør dig klogere

”Hvis vi ikke prioriterer parforholdet, så skulle det være det eneste i verden, der bare kører, uden at man giver det opmærksomhed. Selv en have skal plejes og passes. Ellers vokser den jo til. Alt kræver et kærligt fokus, men på en eller anden måde forventer vi, at det med sex bare sker af sig selv. Eller måske at den anden i parforholdet skal tage initiativ til det.” 

Også for singler: Snak om sex på dates

Bogen handler meget folk i parforhold, men kan singler også få noget ud af den?

”Ja, helt klart. Når vi er singler, er det en periode, hvor vi kan lære så meget om os selv. Vi tænker måske, at vi ikke vil ende i det samme, som det seneste forhold, men hvad vil vi så? Det er oplagt at læse bogen som oplæg til næste parforhold,” siger Joan Ørting, der selv er blevet single efter en skilsmisse for nogle år siden.

LÆS OGSÅ: Romaner der giver gåsehud. Læserne er vilde med Colleen Hoover!

”Når vi dater snakker vi om alt muligt: børn, rejser, mad, arbejde, men hvorfor ikke om noget af det allervigtigste? Det er da vigtigt at snakke om seksualitet på vores dates, så vi kan finde ud af, om vi matcher på det område. Det kan man jo gøre på mange måder, også sjove, men alligevel få noget ud af det. Jeg ved i hvert fald, at min næste kæreste, skal ville denne her bog.”


Joan ørting, de 5 erotiske sprog, Lindhart og ringhof

Som par kan man ikke være nyforelskede for altid. Men hvad sker der med sexlivet, når hverdagen sætter ind?

Hvad gør man når gnisten mangler, sexlivet ikke er så lidenskabeligt som før, og man savner erotikken?

I De 5 erotiske sprog dykker sexologen Joan Ørting ned i, hvordan man finder ud af, hvad man tænder på, og hvordan man får delt med sin partner, hvad man har lyst til.

De 5 erotiske sprog giver dig konkrete værktøjer til at få det bedste ud af dit sexliv – hele livet, og du bliver klogere på dig selv, din egen seksualitet og dine lyster.

Du kan finde De 5 erotiske sprog som lydbog eller på dit nærmeste bibliotek.



Hvis du er nysgerrig på mere læsning, kan du finde en liste med 10 frække noveller her.



Jeg arbejder i presseafdelingen, hvor jeg har den fornøjelse at sørge for, at pressen og læserne bliver opmærksomme på de bøger, som forlaget udgiver. Det var vist Troldepus, der var min første litterære forelskelse og siden har der været mange andre, og det bliver bare ved. Jeg har læst dansk litteratur på Københavns Universitet og er siden havnet i forlagsbranchen, hvilket er dejligt og rigtigt.