Aktuelt Fagbøger Samfund og debat

Psykolog Frej Prahl: Det er ekstremt sårbart at stifte familie

Frej Prahl Plads til kærligheden

Når et par bliver forældre, sættes parforholdet under et stort pres. Og mens børnene får al opmærksomheden, glemmer mange at fokusere på parforholdet. Det er helt forkert, mener psykolog Frej Prahl. Hans nye bog er en overlevelsesguide til forældre og en håndsrækning til parret, før det går galt og måske ender i skilsmisse. 

Parforholdskvaliteten er absolut lavest, og skilsmisseprocenten højest i de år, hvor man har små børn. Det siger statistikkerne, og det er, hvad psykolog og parterapeut Frej Prahl oplever fra sine mange års erfaringer med par i parterapi.

Hvorfor er vi så udsatte som par i de år, hvor vi får børn?

”Det er der mange grunde til, men den oplagte grund er, at det generelle pres stiger. Man stopper jo ikke med at arbejde eller gøre alle de andre ting, man gjorde, før man fik børn. Nu skal man så bare det hele på én gang: arbejde, passe børn og så er der lige et parforhold oveni, man skal tage sig af.”

“Det er jo lidt vildt, at vi bare fortsætter vores liv, som om intet var hændt. Al forskning siger, at jo mere pres, der kommer på mennesker i et parforhold, jo sværere bliver dynamikkerne inde i parforholdet. Det er ekstremt sårbart at stifte en familie,” siger Frej Prahl og fortsætter: 

”Det næste stresselement for parforholdet opstår, når parret skal til at opdrage deres børn. De to forældre kommer typisk med hver deres tilgang til opdragelse, og måske er de ikke enige, hvilket skaber grobund for rigtig mange konflikter.”

Psykolog Frej Prahl: Det er ekstremt sårbart at stifte familie
Frej Prahl. Foto: Thomas A.

Komplekst at være forældre

I sin nye bog Plads til kærligheden viser Frej Prahl, hvordan selve forældrerollen er blevet meget mere kompleks end tidligere. Det skyldes til dels, at vi er blevet udstyret med meget mere viden om børneopdragelse og har fået installeret en bevidsthed om, at barndommen er en vigtig fase i et menneskes liv. Denne viden har bare også bevirket, at mange forældre er blevet bange for at gøre noget forkert. Frej Prahl forklarer:    

”Det er blevet så skæbnesvangert med barndommen. Så afgørende og livsdefinerende, hvordan vi går til vores børn, og vi vil så gerne gøre det på den rigtige måde. Det skaber en masse uro og bekymringer om forældreskabet.”

Og presset for at være den gode og ”rigtige” forælder kommer både indefra og udefra.

”Vi er blevet mere psykologiske væsener og er begyndt at forholde os til vores egen barndoms sår, og hvad vi ikke vil give videre til vores egne børn. Derudover er vi blevet bombarderet med alle mulige forestillinger om, hvad der kan ske med vores børn, hvis vi ikke gør det på den helt rigtige måde.”

“Forældre i dag er ret ængstelige, synes jeg. Og det tror jeg helt klart er fordi vi – børnepsykologer, psykologer og selvbestaltede eksperter – har taget meget kompleks viden om tilknytning og om børns udvikling og trivsel og populariseret det og lavet det til hurtige metoder, som bilder forældre ind, at de bare kan gøre sådan og sådan for at gøre det godt. Men usikkerheden opstår, når det, man tror, er ”det rigtige”, føles i strid med ens instinkter. Dermed kommer man i konflikt med sig selv.”

Bliv venner med instinktet

I bogen gør Frej Prahl brug af scener med et fiktivt par, som gennemspiller en masse velkendte episoder fra et familieliv og i et parforhold. Eksemplerne er baseret på hans erfaringer med de par, han har haft i parterapi og fra hans eget forhold med hustruen Vibeke og deres tre børn.

Han viser for eksempel situationer, hvor forældre vakler mellem hvad de instinktivt har lyst til at sige og gøre overfor deres børn, og hvad de tror, de bør gøre for ikke at skade deres barn i henhold til de ting, som de har læst om børneopdragelse. Denne vaklen er skidt for barnet, der tydeligt mærker den voksnes usikkerhed.

”Når vi i bedste mening prøver at gøre noget andet end det, vores indre fortæller os, mærker barnet en uoverensstemmelse. De oplever, at forældrene gør noget, men mærker nogen andre signaler inde bagved. Og det kan faktisk være mere forvirrende for barnet end hvis man sagde: Jeg kan faktisk ikke rumme dig lige nu. Men det bliver forældre enormt skyldsplagede over, fordi de har lært, at sådan må de ikke føle. I mine øjne er det meget bedre at handle på de instinkter, man i første omgang mærkede.”

Psykolog Frej Prahl: Det er ekstremt sårbart at stifte familie
Frej Prahl. Foto: Thomas A.

Folk bliver skilt!

Hvad gør det så ved et parforhold, at der er denne uro omkring børneopdragelsen?

”Jamen, det gør at nogle bliver skilt! Nogle bliver så uenige, at de ikke kan holde hinanden ud, fordi forælderskabet afføder så mange konflikter. I det stereotype eksempel synes kvinden, at manden er for hård i sin opdragelse. Så kommer hun til at underkende ham foran børnene. Han føler sig kastreret, og at hans autoritet bliver punkteret, og så bliver han irriteret på hende. Han savner at blive bakket op, og så trækker han sig fra hende og fra børnene.”

“På den måde forsvinder nærheden og intimiteten mellem dem. Hun føler det på samme måd – hun lukker i overfor ham, fordi hun synes, det er synd for børnene. Sex gider hun slet ikke, og fordi det er så lang tid siden, så er det pludselig nemmere at lade være. Det er en ond spiral, hvor parforholdet eroderer lige så langsomt.”

De voksne bliver fremmede for hinanden

Frej Prahl henviser til videnskab, der viser, at et særligt intenst børnefokus giver flere konflikter i parforholdet. Og det er oftere konsekvensen, når det primært er den ene, der har rettet al fokus på børnene. Det bliver skæbnesvangert, hvis ingen standser op og siger: Kom, lad os prioritere parforholdet.

Nogle beskriver de første år med små børn som en undtagelsestilstand, hvor man bare skal klemme ballerne sammen og stå det igennem, indtil man kommer ud på den anden side. Vil du acceptere den udlægning?

”Nej, det vil jeg ikke, men jeg anerkender, at man kan føle det sådan. Vi har skabt et samfund, hvor vi har så fucking travlt, og det er et pres, der er svært at undslippe. Men når vi derudover også kæmper for at gøre det så godt som muligt for ikke at skade vores børn, er det bare en dårlig cocktail.”

“Mange accepterer på bare, at børnene skal være det primære, mens parforholdet er sekundært. Det er i mine øjne fuldstændig vanvittigt. Forældrene er jo det bærende element i en familie, og stemningen mellem dem er meget vigtig,” siger Frej Prahl, som mange måske kender fra DR’s programserie Fede forhold, hvor han har par i terapi for åben skærm.

Frej Prahl efterlyser, at vi bevæger os hen imod en større ærlighed og sårbarhed mellem parterne i et forhold.

”Vi glemmer at tage os af hinanden, fordi børnene er så umiddelbart krævende og så tænker vi at den anden i forholdet er voksen og må klare sig selv. Men de voksne har også brug for opmærksomhed, nærhed, omsorg og blive anerkendt. Vores behov for nærhed forsvinder ikke, selvom vi undertrykker dem.”

Husk kærligheden, der var engang

Hvad skal man gøre, når overskuddet måske er i bund, og man egentlig helst bare vil sove, når barnet endelig sover, pligterne er overstået, og opvasken er klaret?

”Det er forskelligt, hvad der fungerer for folk, men man skal ikke slå for stort et brød op til at starte med. For eksempel kunne det være at sige, at man har brug for fem minutters nærhed hver aften. Måske kigger man på hinanden eller ligger ved siden af hinanden og mærker, hvad man har været taknemmelig for i løbet af dagen. Det behøver ikke være et lækkert spaophold eller noget andet krævende eller urealistisk.”

Læs mere om Frejl Prahl på hans hjemmeside

”Hvis vi begynder at tage dét alvorligt, som vi har brug for inde i os selv og hos hinanden, tror jeg, vi har nemmere ved at skabe gode øjeblikke. Øjeblikke hvor vi føler os som en enhed og husker den kærlighed, der strømmer under det hele, og som har det med at forsvinde i madpakker og praktikaliteter.”

“Vi skal huske på, at den anden er en frivillig i det her projekt, der også knokler med at få det til at fungere. Se den anden og anerkend det, den anden gør i stedet for at fokusere på det, der mangler.”

Lyst til at samarbejde

Mange par mangler redskaberne til at håndtere det pres, de som småbørnsforældre bliver udsat for. De fleste kastes ind i livet med børn uden rigtigt at vide, hvad de går ind til. Derfor bliver de ofte overvældede af den nye situation. I Plads til kærligheden kan man få en forståelse af, hvorfor tingene går galt, men også redskaber til at arbejde sig ud af problemerne sammen. Og det starter med, at man finder ud af, hvad ens egne længsler er.

”Mange af de par, jeg møder, synes, at deres liv er lidt utilfredsstillende, men de accepterer, at sådan er det jo bare. Men forandringen begynder med et fælles ønske om at blive klogere på sig selv og hinanden – og et ønske om at komme ud af det mudder, man sidder fast i. Det kræver en grundlæggende nysgerrighed for at forstå, hvad der sker og tage ansvar for, at det kan blive bedre. De, som kommer med den tilgang, og som indser, at man som par er et udviklingsfællesskab, har gode odds for at komme videre.”

”Det handler om at forstå, at det ikke er den anden, der er problemet. Mit bedste råd er at kigge på, hvornår man selv føler sig prioriteret og set og har følt samhørighed med sin partner. Det kræver mod at sige, hvad man har brug for og savner hos den anden, men det er vigtigt. Det skal gerne være noget, der kan indfries her og nu – for eksempel en fodmassage, en kompliment eller ros.”

Hvad er dit vigtigste ærinde med bogen?

”Vi er taget til fange af en masse ideer og forestillinger om, hvordan tingene skal være, som blokerer for varme følelser mellem os. Jeg ønsker, at vi sænker skuldrene en smule, og dermed får skabt plads til kærligheden, som min bog jo også hedder.”

“Vi må prøve at få ambitionsniveauet ned i forhold til en masse ting i familielivet, som jeg dybest set ikke tror, vi kan lykkes med. Vi skal have opstillet nogle mere realistiske scenarier for familielivet, der er i overensstemmelse med, hvem vi er, og hvad vi kan. Dermed hjælper vi både os selv og hinanden tættere på et meningsfyldt liv.”


Frejl Prahl: Plads til kærligheden

Psykolog Frej Prahl: Det er ekstremt sårbart at stifte familie

Kærligheden sættes i den grad under pres i et parforhold, når børnene melder sin ankomst. Psykolog og parterapeut Frej Prahl giver i bogen et indblik i de mest almindelige problemer, forældre oplever, og hvordan det kan lade sig gøre at forblive kærester på trods.

Denne bog giver nøglen til at forstå, hvad konflikterne egentlig handler om og hvordan forældre kan komme tættere på hinanden igen. Med inspiration fra emotionsfokuseret parterapi, den nyeste og mest underbyggede metode indenfor parterapi, viser Frej, hvordan forældre finder vej til de mere grundlæggende længsler, som gemmer sig under konflikterne. Sidst men ikke mindst gives der et kvalificeret bud på, hvordan det er muligt at fastholde den seksuelle lyst midt i alt presset.

Du kan købe Plads til kærligheden online hos fx Gucca eller i den nærmeste boghandel.