Aktuelt Bent Haller Fiktion

Bent Haller hædret med Ordkraftprisen 2023

Bent Haller hædret med Ordkraftprisen 2023

Bent Haller er blevet hædret med Ordkraftprisen for sit mangeårige forfatterskab, hvor seneste bog – Stuepigen og kranføreren – netop er udkommet på Lindhardt og Ringhof.

Bent Haller er ved åbningsceremonien på årets Ordkraft i Aalborg netop blevet hædret med Ordkraftprisen 2023 for sit 50 år lange forfatterskab. I begrundelsen for at give årets pris til Bent Haller lød det blandt andet fra direktør for AKKC Nicolaj Holm:

”Der er så mange værker at tage af – deriblandt flere, som allerede nu må betegnes som klassikere for mere end én generation. Du inddrager læserne i dine beskrivelser og dine tanker, og det er meget svært at løsrive sig fra dine sider.”

“At få en pris er noget helt specielt”

Bent Haller selv takkede både Ordkraft for skulderklappet og Statens Kunstfond for at give ham den håndsrækning tilbage i 70’erne, der har været medvirkende til, at han i dag har skrevet bøger i 50 år:

”Jeg har meget at sige tak for. Mit forfatterskab er 50 år gammelt, og jeg er en af de få forfattere herhjemme, som altid har kunnet leve af at skrive.

Det er ikke min egen fortjeneste udelukkende. Jeg fik hjælp helt tilbage i 70’erne fra en hæderkronet og socialdemokratisk konstruktion, som hedder Statens Kunstfond. Jeg fik det på det helt rigtige tidspunkt. Statens Kunstfond er ikke bare en foræring – det er en igangsætter.

I dag har jeg i høj grad betalt pengene tilbage via skat, og sådan skal det også være. (…) At få en pris er noget helt specielt. Den gives af nogen, som har sat sig ind i ens forfatterskab, og som synes, at man fortjener et skulderklap. Så det siger jeg tusind tak for. Og her er tak ikke noget fattigt ord.”

LÆS OGSÅ: Bent Haller skriver for at leve: Mandag er en pragtfuld dag!


Stuepigen og kranføreren:

Bent Haller hædret med Ordkraftprisen 2023

♥️♥️♥️♥️ ”En rørende ægteskabshistorie og en fængslende danmarksfortælling” – Politiken

Bent Haller forener i denne roman provinshistorie, danmarkshistorie og arbejderklassehistorie i en stærk historie om et parforhold, et ægteskab, og et familieliv på godt og ondt.

Børge tager på kirkegården for at sige farvel til sin afdøde kone Tove, før han for sidste gang klatrer til vejrs i sin elskede kran nede på havnen, hvor skibsværftet engang lå, og han har arbejdet hele sit liv. Her ser han tilbage på sit liv, som han har besluttet sig for at ende i kranen under himlen. Børge er vokset op på en gård langt ude på landet, men flytter under krigen til Frederikshavn, hvor han får arbejde som rigger på værftet. Han flytter ind i kælderen hos grosserer Villadsen, hvor den frimodige Tove arbejder som stuepige. Hun er involveret i modstandskampen, det samme bliver Børge – og stormende forelsket bliver han også. Tove er et uregerligt gemyt, rastløs og frisindet, men hendes sind rummer også mørkere undertoner – måske farvet af en dyster hemmelighed fra krigens år.

Du kan købe Stuepigen og kranføreren i din lokale boghandel eller online hos fx Bog&idé.