De elskende fra Prag er en uforglemmelig kærlighedshistorie i skyggen af Anden Verdenskrig. Læs i de første kapitler af den stærke og hjerteskærende historie af Alyson Richman her.
Ved sit barnebarns bryllup genkender Josef en kvinde, som han ikke har se i 60 år og troede var død i Auschwitz. Hvad skete der, efter de sidste gang så hinanden i Prag i 1940?
LÆS OGSÅ: Alyson Richman skriver historiske romaner, der griber dig om hjertet
Lenka og Josef gifter sig, lige inden Anden Verdenskrig bryder ud. Men kort tid efter bliver de skilt fra hinanden, da Josefs skib forliser, og Lenka ender i koncentrationslejr. Ingen af dem er klar over, at den anden fortsat er i live, men minderne om kærligheden imellem dem hjælper dem igennem sorgen og håbløsheden. Nu, et helt liv senere, står de pludselig ansigt til ansigt …
Alyson Richman
De elskende fra Prag
På dansk ved
Louise Urth Olsen
Kapitel 1
New York City
2000
Han har klædt sig omhyggeligt på til lejligheden, hans jakkesæt er nypresset, hans sko skinner. Da han stod og barberede sig, vendte og drejede han ansigtet foran spejlet, så han var sikker på, han ikke overså ét eneste skæghår. Tidligere samme eftermiddag købte han endda brillantine, der dufter af citron, til at glatte de få krøller, han har tilbage.
Han har kun ét barnebarn, en dreng, og han har glædet sig til hans bryllup i flere måneder nu. Han har kun mødt bruden et par gange, men han kunne lide hende ved det allerførste møde. Hun er skarp og charmerende, har nemt til latter og emmer af klassisk elegance. Han havde ikke forstået, hvor sjældent det er i dag, før hun sad der over for ham med hans barnebarn i hånden.
Selv nu, på vej ind i restauranten til prøvemiddagen, har han det, som er han blevet slynget tilbage i tiden ved synet af den unge kvinde. Han bemærker, at nogle af gæsterne uden at tænke over det tager sig til halsen ved synet af den unge kvinde. Hendes hals, der strækker sig op fra udskæringen i fløjlskjolen, er så smuk og lang, som er hun trådt lige ud af et Klimt-maleri. Hendes hår er samlet i en løs knude, og to små sommerfugle med glitrende følehorn sidder i hendes hår lige over det højre øre, som er de lige landet i den røde manke.
Hans barnebarn har arvet hans mørke ustyrlige krøller. Og han er en iøjnefaldende modsætning til sin kommende brud, der synes at svæve ind i rummet, mens han står og tripper nervøst. Det ser ud, som om han ville have det langt bedre med en bog i hånden end et glas champagne. Men der er en lethed mellem dem, en balance, der får det til at se ud, som om de er som skabt for hinanden. De er begge kloge, højtuddannede andengenerationsamerikanere. Deres stemmer har ikke det mindste spor af den accent, deres bedsteforældres engelsk altid har haft. Bryllupsannoncen i New York Times den søndag morgen vil lyde:
Eleanor Tanz blev gift med Jason Baum i går på Rainbow Room i Rockefeller Center på Manhattan. Rabbineren Stephen Schwartz forrettede vielsen. Bruden, der er 26 år gammel, er uddannet fra Amherst College og arbejder i afdelingen for kunsthåndværk i auktionshuset Christie’s. Brudens far, dr. Jeremy Tanz, er onkolog på Memorial Sloan-Kettering Hospital på Manhattan. Hendes mor, Elisa Tanz, arbejder som ergoterapeut på en af de lokale skoler i New York City. Brudgommen, der er 28 år gammel, er uddannet på Brown University og Yale Law School, og er nu partner i Cahill Gordon & Reindel. Hans far, Benjamin Baum, var indtil for nylig sagfører hos Cravath, Swaine & Moore i New York City. Brudgommens mor, Rebekkah Baum, er pensioneret skolelærer. Parret mødet hinanden gennem fælles venner.
Ved hovedbordet bliver de enlige bedsteforældre på begge sider præsenteret for hinanden for første gang. Brudgommens bedstefar bliver atter betaget af synet af kvinden foran sig. Hun er årtier ældre end sit barnebarn, men der er noget bekendt ved hende. Han bemærkede det, i samme øjeblik han så hendes øjne.
„Jeg kender Dem et eller andet sted fra,“ får han til sidst sagt, og det er, som om han taler til et genfærd og ikke en kvinde, han lige har mødt. Hans krop reagerer instinktivt, og han forstår det ikke. Han fortryder, at han drak glas nummer to. Hans mave vender sig. Han kan knap trække vejret.
„De må tage fejl,“ siger hun høfligt. Hun vil ikke virke uforskammet, men også hun har glædet sig til sit barnebarns bryllup i flere måneder og vil ikke lade sig forstyrre i aftenens festligheder. Som hun sidder der og betragter den unge kvinde, der cirkulerer rundt blandt gæsterne, som hun ser de mange kinder, der vender sig mod hende, klar til et let kys, og konvolutterne, der bliver lagt i Jasons hånd, må hun knibe sig selv i armen for at forvisse sig om, at hun er i live og i stand til at opleve det hele.
Men den gamle mand ved siden af hende giver ikke op så let.
„Jeg er overbevist om, at jeg har set Dem før,“ gentager han.
Hun vender sig om, og han kan se hendes ansigt endnu tydeligere. De dunede kinder. Det sølvfarvede hår. Det isblå blik.
Men det er de mørkeblå aftegninger, han kan ane gennem hendes gennemsigtige ærme, der får blodet til at fryse til is i hans årer.
„Deres ærme …“ Hans hånd skælver, da han rækker frem og rører silken.
Hendes ansigt trækker sig sammen, da han berører hendes håndled, ubehaget glider hen over hendes ansigt.
„Deres ærme, må jeg?“ Han ved, at han er uforskammet.
Hun kigger direkte på ham.
„Må jeg se Deres arm?“ siger han. „Hvis De vil være så venlig.“ Denne gang lyder hans stemme næsten desperat.
Hun stirrer på ham nu, hendes blik viger ikke fra hans. Som er hun i trance, hiver hun op i sit ærme. Og der på underarmen, ved siden af et lille modermærke, står seks tal, tatoveret ind i huden.
„Kan De huske mig nu?“ siger han dirrende.
Hun kigger atter på ham, som materialiserer et spøgelse sig for hende i samme øjeblik.
„Lenka, det er mig,“ siger han så. „Josef. Din mand.“
Kapitel 2
New York City
2000
Hun har taget tegningen ud af paprøret aftenen før, har foldet den ud, som var det et gammelt landkort. Hun har haft den med sig overalt i mere end tres år. Først lå den skjult i gamle kufferter, så lå den rullet sammen inde i et metalrør og begravet i en kælder, og til sidst blev den skubbet ind bag nogle æsker og kasser i et tætproppet skab.
Tegningen består af tynde sorte streger og røde, lidt bredere strøg. En særlig energi stråler fra hver streg; tegneren har villet fange scenen så hurtigt som muligt.
Hun har altid haft en følelse af, at tegningen er hellig, for hellig til at blive hængt op, som om lys og luft, ja, måske endda beskuerens blik ville være for meget for tegningens sarte overflade. Så den er forblevet i en lufttæt beholder, låst inde, ligesom Lenkas tanker. Flere uger før, en aften, hvor hun lå i sengen, havde hun besluttet sig for, at tegningen skulle være hendes bryllupsgave til sit barnebarn og hendes gom.
LENKA
Når Vltava fryser til is, bliver den som perlemor. Da jeg var barn, så jeg mænd redde svaner, der var fanget i det frosne vand, de hakkede dem fri med isspyd, så de atter kunne svømme frit.
Jeg blev døbt Lenka Josefina Maizel og var den førstefødte datter af en glashandler i Prag. Vi boede på Smetanovo nábřeži-dosseringen i en enorm lejlighed med panoramavinduer, der skuede ud over floden og broen. Væggene var beklædt med rød velour og guldindrammede spejle, der var en salon med udskårne møbler og min smukke mor, der duftede af liljekonvaller året rundt. Jeg vender stadig tilbage til min barndom, som var den en drøm. Palačinka med abrikosmarmelade, varm chokolade og skøjteløb på Vltava. Mit hår samlet under en hue af rævepels, når det sneede.
Vi så vores spejlbilleder overalt: i spejlene, i ruderne, i floden under os og i de buede overflader på min fars glasvarer. Min mor havde et skab fyldt med glas til enhver lejlighed. Der var champagneglas med smukke raderinger af blomster, vinbægre med guldkant og matteret stilk, og der var rubinrøde vandglas, som farvede lyset lyserødt, når man holdt dem op i solen.
Min far elskede skønhed og smukke genstande, og han var overbevist om, at hans profession skabte begge dele ved brug af udsøgt og perfekt afmålt kemi. Man havde brug for mere end blot sand og kvarts for at lave glas. Man havde brug for ild og luft. „En glaspuster bringer både kærlighed og liv ind i verden,“ sagde han engang i et rum fuldt af middagsgæster. Han hævede et af vandglassene på bordet. „Næste gang I løfter jeres glas, så tænk på de læber, der har skabt den elegante form, I nu drikker af, tænk på, hvor mange glas der er blevet knust og genbrugt for at lave disse tolv perfekte glas.“
Hver en gæst betragtede ham henført, mens han drejede glasset i lyset. Det var ikke hans mening at indtage rampelyset, han elskede blot, at en håndværker kunne skabe en genstand, der på én og samme tid var stærk og skrøbelig, gennemsigtig og alligevel i stand til at reflektere farve. For ham var der både en skønhed i den helt glatte overflade og i den, der var dækket af blide bølger.
Hans forretning bragte ham rundt i hele Europa, men han trådte altid ind ad vores hoveddør, lige så ulastelig som han var trådt ud ad den. Med hvid og glat skjorte, duftende af cedertræ og nelliker.
„Milačku,“ sagde han på tjekkisk, når han greb min mor om livet med sine store hænder. „Elskede.“
„Lasko Moje,“ svarede hun altid, når hans læber rørte hendes. „Min elskede.“
Min far var stadig forelsket i hende, selv efter mere end ti års ægteskab. Han vendte ofte hjem med gaver, han kun havde købt, fordi de mindede ham om hende. En lille cloisonnéfugl med delikate emaljevinger dukkede pludselig op ved siden af hendes vinglas, en medaljon med små sandperler i en velouræske lå på hendes hovedpude. Min yndlingsgave var en radio i træ med et vidunderligt mønster af en sol, hvis stråler strakte sig ud fra midten, og som han havde overrasket min mor med efter en tur til Wien.
Når jeg tænker på mine første fem år, ser jeg altid for mig min fars hånd på knapperne på radioen. De sorte hår på hans fingre, når han drejede på kanalvælgeren, på jagt efter en af de få radiokanaler, der spillede jazz, en eksotisk og munter stilart, man først lige var begyndt at sende ud med radiobølgerne dengang i 1924.
Jeg kan se ham dreje hovedet og smile til os, hans arm er rakt ud mod min mor og mig. Jeg kan fornemme varmen fra hans kind, da han løftede mig op og lagde mine ben om livet på ham, mens han med den anden hånd snurrede min mor rundt i et dansetrin.
Jeg kan dufte den krydrede vin fra de smukke pokaler en kold januaraften. Vores høje vinduer var dækket af frost på ydersiden, men indenfor var der lunt og godt. Lange orange stråler fra stearinlysene dansede hen over ansigterne på de mænd og kvinder, der var rykket sammen i salonen for at høre den strygekvartet, min far havde bedt komme og spille den aften. Der stod min mor i midten. Hendes lange hvide arm var strakt ud efter en kanapé. Hun havde et nyt armbånd om håndleddet, et kys fra min far på kinden. Og jeg tittede frem fra mit værelse, betragtede i smug deres glamour, deres lethed.
Der var også stille aftener. Vi sad alle tre rundt om et lille spillebord. Chopin på grammofonen. Min mor, der hastigt vendte sine kort, så kun jeg kunne se dem. Et smil på hendes læber. Min far, der lod, som om han rynkede panden, da han lod min mor vinde.
Om aftenen blev jeg puttet af min mor, der bad mig lukke øjnene. „Forestil dig vandets farve,“ hviskede hun i mit øre. Andre gange forslog hun isens farve. Eller sneens. Jeg faldt i søvn til tanken om farver, der skifter i sollyset. Jeg lærte at forestille mig de forskellige nuancer af blå; den smukke lavendelblå, den mest sarte lyseblå. Og når jeg faldt i søvn, kredsede mine drømme om forandringernes farverige mysterium.
*
En morgen ankom en ung kvinde, Lucie, med et brev i hånden. Hun rakte konvolutten til min far, og han læste det højt for min mor. Pigen har ikke nogen tidligere erfaring som barnepige, havde hans kollega skrevet, men hun er et naturtalent sammen med børn, og hun er mere end pålidelig.
Min første erindring om Lucie er, at hun så meget yngre ud end de atten. Hun lignede næsten et barn; det var, som om hendes krop var alt for lille til hendes frakke og kjole. Men da hun satte sig på hug for at sige goddag til mig, blev jeg med det samme ramt af den varme, der strømmede fra hendes fremstrakte hånd. Hver morgen ankom hun til vores hoveddør med en svag duft af kanel og æggesnaps, som om hun var friskbagt brød, der blev afleveret på vores trappetrin, varmt og duftende – en liflig pakke, det var umuligt at takke nej til.
Lucie var ikke den store skønhed. Hun var som en arkitekts streger; lige og kantede med rette vinkler. Det så ud, som om hendes skarpe kindben var udskåret med hammer og mejsel, hendes øjne var store og sorte, hendes læber smalle. Men hun besad en egen magi, som en nymfe fra den mørke skov, hentet direkte ud af siderne i et gammelt eventyr. Efter kun at have arbejdet for os et par dage var vi alle fortryllet af hende. Når hun fortalte historier, tegnede hun med en finger i luften som en harpenist, der spillede på imaginære strenge. Når der var pligter, som skulle overstås, nynnede hun de sange, hun havde hørt sin egen mor synge.
Mine forældre behandlede ikke Lucie som en tjenestepige, men som et medlem af vores udvidede familie. Hun spiste alle sine måltider sammen med os, sad rundt om det store middagsbord, der altid var overdådigt dækket med alt for meget mad. Vi var ikke kosher, men vi drak aldrig mælk, når vi spiste en ret, der indeholdt kød. I løbet af den første uge, Lucie var hos os, begik hun den fejl at skænke et glas mælk op til mig sammen med min gullasch, og min mor må have gjort hende opmærksom på, at vi ikke blandede de to madvarer, for jeg kan ikke huske, at hun nogensinde gjorde det igen.
Min verden blev langt mindre beskyttet og væsentlig sjovere efter Lucies ankomst. Hun lærte mig alt muligt – at fange en løvfrø og fiske fra en af broerne over Vltava. Hun var en mester i at fortælle historier, hun skabte karaktererne ud fra de mennesker, vi mødte i løbet af dagen. Manden, der solgte is ved uret i den gamle bydel, dukkede måske op som troldmand i godnathistorien. En kvinde, vi købte æbler af på markedet, forvandlede sig til en aldrende prinsesse, der aldrig var kommet sig over et knust hjerte.
Jeg har tit tænkt på, om det mon var Lucie eller min mor, der opdagede, at jeg havde talent for at tegne. Som jeg husker det, er det min mor, der rækker mig min første æske farveblyanter, og det er Lucie, der senere køber de første tuber maling til mig.
Jeg ved, at det var Lucie, der begyndte at tage mig med over i parken med en skitsebog og en dåse med blyanter. Hun bredte et tæppe ud nær den lille dam, hvor drengene sejlede med deres papirskibe, og lå på ryggen og så skyerne drive hen over himlen, mens jeg tegnede på det ene ark efter det andet.
I begyndelsen tegnede jeg dyr. Kaniner. Egern. En fugl med rødt bryst. Men snart forsøgte jeg at tegne Lucie, så manden på bænken, der læste en avis. Senere blev det til lidt mere ambitiøse projekter, for eksempel en mor med en barnevogn. Ingen af mine allerførste tegninger var særligt gode. Men som ethvert andet barn, der er ved at lære at tegne, blev jeg kun bedre ved at blive ved med at øve mig. Og efterhånden lykkedes det min hånd at omsætte mine observationer.
Når vi havde været udenfor i flere timer, og jeg var færdig med at tegne, rullede Lucie mine tegninger sammen og tog dem med hjem. Min mor ville spørge, hvordan dagen havde været, og Lucie hængte de tegninger, hun allerbedst kunne lide, op på køkkenvæggen. Min mor betragtede mine værker og trak mig ind i et knus. Jeg var knap seks, første gang jeg hørte hende sige: „Lenka, jeg var ligesom dig, dengang jeg var på din alder, jeg havde altid en blyant og et stykke papir i hånden.“ Det var første gang nogensinde, jeg hørte min mor sammenligne os, og jeg må sige, at for et barn, der med sit mørke hår og blege øjne lignede sin far langt mere end sin elegante mor, ramte glæden over, at vi havde noget tilfælles, lige i hjertet.
*
Den første vinter, Lucie var hos os, ville min mor gerne forære hende en gave, for at vise sin taknemmelighed. Jeg kan huske, at min mor og far talte om det. „Gør det, du synes er bedst, milačku,“ sagde han fraværende, mens han læste avis. Han gav hende altid frie tøjler, når det kom til gaver, men hun følte alligevel, at hun var nødt til at bede om lov, inden hun gjorde noget. Det endte med, at hun fik syet en kort kappe til Lucie i blå uld med lilla bort. Jeg kan stadig se Lucies ansigt for mig, da hun pakkede den op, hun havde kun tøvende taget imod gaven, og hun blev næsten flov over ekstravagancen.
„Lenka får også snart en,“ sagde min mor blidt. „Hvor bliver I et smukt par, når I står på skøjter på Vltava.“
Den aften tog min mor mig med hen til vinduet, så vi kunne se Lucie på vej hen mod sporvognen.
„Jeg er nok nødt til at bestille en kappe til dig i morgen,“ sagde hun og rørte min skulder.
Vi smilede begge, som vi stod der og betragtede Lucie. Hun havde syntes flere centimeter højere, da hun trådte ud i aftenen i sin elegante kappe.
*
Selvom vores hjem altid var fyldt med den melodiske lyd af klirrende glas og mine farvestrålende tegninger, hang der en stille, men håndgribelig sorg i luften. Når Lucie gik om aftenen, og kokken pakkede sin taske, syntes vores lejlighed alt for stor til os tre. Værelset ved siden af mit blev fyldt med kasser, kurve og stakke af gamle bøger. Selv min gamle vugge og barnevogn blev puffet ind i et hjørne, dækket af hvide lagner som to spøgelser, glemt og stuvet af vejen.
Der var flere dage i træk og lange perioder, hvor jeg kun kan huske, at jeg så Lucie. Min mor spiste stort set alle sine måltider på sit værelse, og når hun dukkede op, var hendes ansigt oppustet og rødmosset. Det var tydeligt, at hun havde grædt. Når min far kom hjem, spurgte han dæmpet stuepigen, hvordan dagen var gået. Han kastede et hurtigt blik på den urørte mad og den kolde te på bakken uden for min mors værelse og forsøgte desperat at sprede lidt lys i det mørke hus.
Jeg kan huske, at Lucie bad mig om ikke at spørge til episoderne. Hun mødte ind tidligere om morgenen, prøvede at adsprede mig med de få ting, hun havde taget med hjemmefra. En dag viste hun mig et fotografi af sig selv som seksårig ved siden af en pony. En anden gang var det en kæde med glasperler, hun flettede ind i mit hår som en blomsterkrans af snoet vedbend. Hun bandt et skærf af blå silke rundt om min kjole, og vi legede, at jeg var en prinsesse, der en dag ville regere over et kongerige, hvor alle skulle hviske. Den eneste lyd, vi tillod, var lyden af vores knitrende kjoler, når vi dansede rundt på værelset.
Om aftenen kom familielægen. Han lukkede stille døren ind til min mors værelse og talte dæmpet til hende. Jeg betragtede dem, ude af stand til at begribe, hvad det var, min mor fejlede, som forhindrede hende i at gå uden for en dør en hel dag.
Da jeg blev ældre, stod det klart, at mørket skyldtes mine forældres vanskeligheder med at få endnu et barn. Vi undgik at snakke om familier, hvor der var mange børn, og jeg lærte ikke at ønske mig en lillebror eller -søster, for de få gange, jeg havde nævnt det, var min mor brudt sammen i gråd.
Noget ændrede sig hjemme hos os, da jeg var fyldt syv. Min mor havde et maveonde, der varede flere uger, og så vendte farven med ét tilbage i hendes kinder. I ugerne, der fulgte, stoppede hun med at gå med de tætsiddende kjoler og jakker, der var på mode. Hun valgte i stedet tøj, der var mere løst og flagrende. Hun var fredfyldt, og hendes bevægelser blev mere langsomme, mere forsigtige. Men det var først, da hendes mave blev rund, at hun og min far fortalte mig, at de skulle have endnu et barn.
Man skulle tro, at min mor og far efter alle de år ville have fejret, at jeg skulle have en bror eller søster. Men de var så varsomme, bange for, at selv den mindste glæde eller begejstring ville bringe uheld.
Det var en jødisk sædvane; angsten for at kaste en forbandelse over ens lykke, og Lucie var forvirret til at begynde med. Hver gang hun forsøge at tale om graviditeten, svarede min mor undvigende.
„Hvor er du smuk, og hvor ser du sund ud,“ sagde hun til min mor.
Til hvilket min mor blot smilede og nikkede.
„De siger, at man venter en pige, hvis man har trang til ost,“ sagde Lucie. „Og hvis man har lyst til kød, er det en dreng.“
Og igen: kun et smil og et nik fra min mor.
Lucie tilbød endda at hjælpe med at indrette børneværelset i god tid inden fødslen, og så forklarede min mor hende endelig, hvorfor hun tøvede med at gøre noget klar, før babyen var født.
„Vi sætter pris på alle dine gode ønsker og tilbud om at hjælpe,“ sagde min mor blidt, „men vi vil ikke have al for megen opmærksomhed på babyen, ikke endnu.“
Det lod til, at Lucie med det samme forstod, hvad det var, min mor sagde.
„Der er folk ude på landet, som tror det samme,“ sagde hun, som om min mors opførsel med ét gav mening.
Lucie forsøgte dog stadig at udtrykke sin glæde over mine forældres nyhed, blot uden at sige det direkte. Da syrenerne blomstrede det forår, kom hun med hænderne fulde af de duftende grene, pakket omhyggeligt ind i strimler af fugtig musselin, og stillede dem i vaser rundtom i lejligheden. Jeg betragtede min mor, nu med en tiltagende rund mave, der gik rundt i stuerne og smilede, som om deres skarpe duft havde hensat hende i trance.
Indimellem kom Lucie med en kurv fuld af mørkt brød, som hendes mor havde bagt, og stillede den på køkkenbordet sammen med et glas hjemmeslynget honning.
Men det var først efter fødslen, at hun kom med den allermest værdifulde gave.
Min søster Marta blev født ved solnedgang. Lægen kom ind i stuen, hvor min far og jeg sad sammen i sofaen og Lucie i en af stolene i tuftet velour.
„Du har fået endnu en smuk datter,“ sagde han til min far.
Min far slog hænderne sammen og skyndte sig ind i soveværelset. Lucie indtog hans plads i sofaen og tog min hånd.
„Så har du fået en søster,“ sagde hun stille. „Sikke en gave.“
Vi ventede på, at min far kom og sagde, at jeg gerne måtte se dem.
Han vendte tilbage et par minutter senere og sagde, at vi begge gerne måtte komme ind til dem.
„Lenka, kom og hils på din lillesøster.“
Lucie puffede til mig. Det var en unødvendig gestus; jeg kunne være sprunget op fra stolen. Det eneste, jeg havde lyst til, var at storme ind på min mors værelse og kysse både hende og den lille ny.
„Lenka …“ Min mor kiggede op fra bylten i sin favn og smilede til mig i døråbningen. „Kom.“
Hun klappede på sengen, mens hun holdt fast i den lille tæt svøbte baby på den anden arm.
Jeg kiggede ærefrygtigt på dem begge, men jeg kan også huske et lille stik af jalousi i hjertet, da jeg bøjede mig frem og så de små totter af rødt hår på min søsters lillebitte hoved.
„Tillykke!“ sagde Lucie, da hun trådte ind og kyssede min mor på begge kinder.
Hun forsvandt ud af værelset og vendte tilbage et par minutter senere med en stak broderet sengetøj i favnen. Hele vejen rundt i kanten var syet tunger med lyserød tråd.
„Jeg har gemt det inde bagerst i skabet,“ sagde hun. „Jeg har broderet et sæt i både blåt og lyserødt, bare for en sikkerheds skyld.“
Min mor lo. „Du tænker da også på alt, Lucie,“ sagde hun, da Lucie lagde linnedet på sengebordet.
„Nå, jeg vil lade dig og Lenka alene med den lille lidt.“ Hun smilede og klappede mig på hovedet.
Jeg kiggede på min nye søster. Hun var min mor i miniatureudgave. Den lille runde hage, de lysegrønne øjne, det samme hår.
Men min reaktion var slet ikke som ventet. Tårerne steg op i øjnene, min hals trak sig sammen. Og det føltes, som havde nogen stukket en hånd ind i min brystkasse og knuget hårdt om mit hjerte. Det eneste, jeg kunne tænke, var, at jeg ville blive erstattet, glemt, og at mine forældres opmærksomhed nu kun ville koncentrere sig om det lille væsen med engleansigt og bittesmå fingre.
Det var selvfølgelig ikke det, der skete, men angsten greb mig ikke desto mindre. Og jeg vil tro, det var derfor, jeg klyngede mig til Lucie de første par måneder af Martas liv.
Efterhånden indså jeg dog, at Martas ankomst ikke betød, at jeg ville blive erstattet. Snart sad jeg med hende i favnen. Jeg læste mine yndlingsbøger højt for hende og sang de sange, der havde lullet mig i søvn.
Jeg opdagede også, at min nye søster var den perfekte model for mine ambitiøse portrætmalerier. Jeg lod mig inspirere af Martas første milepæle. Jeg begyndte med hendes lure i barnevognen, gik videre til hendes første forsøg på at kravle på stranden en sommerdag. Jeg elskede at male hende i akvarel. Det var så nemt at gengive hendes kinders runding og hendes buttede arme og ben med de blide farver.
Jeg elskede også at male hende med oliefarver. Martas hud havde samme lyse tone som fløde, og hendes hår var som paprika. De træk, hun havde haft som helt nyfødt, blev kun tydeligere, efterhånden som hendes babyfedt forsvandt. Marta havde den samme høje pande som min mor – og hendes lige næse og opadvendte mundvige. Jeg så Marta vokse, og det var næsten som at være vidne til min mors forvandling fra lille til stor pige.
Marta blev mere og mere uafhængig, for hver dag der gik. Lucie skulle ikke længere på knæ for at hjælpe hende med skoene eller give hende rent tøj på, fordi hun havde fået pletter på kjolen. Hendes engang så buttede lille krop blev længere, og trangen til at give udtryk for sin egen mening voksede også.
Men vores forhold ændrede sig, efterhånden som Marta blev ældre. Hun var ikke længere en lille dukke, jeg kunne klæde på og lege, at jeg bestemte over. Vi var rivaler. Og vi kæmpede ikke kun om mine forældres opmærksomhed, men også om Lucies. Og selvom der var mere end syv år mellem os, så mundhuggedes vi, og Marta fik ofte et hysterisk anfald, hvis hun ikke fik sin vilje.
Da Marta fyldte otte, havde vi dog én ting tilfælles, og det var, at vi begge mere end noget elskede at tale om Lucies kærlighedsliv.
Når vi kom hjem fra skole, kunne vi bruge timer på at finde ud af, om hun havde en kæreste. Jeg ville snage i, hvem der havde givet hende den lille guldkæde, der pludselig hang om halsen på hende, eller det nye silketørklæde, hun gemte bag kraven på sin kappe. Og Marta ville spørge hende, om han var smuk og rig, inden hun brød ud i tårer og tiggede Lucie om at love, at hun aldrig ville forlade os, uanset hvad der skete.
Kapitel 3
LENKA
I efteråret 1934 fortalte Lucie, at hun skulle giftes med en ung mand ved navn Petr, som hun havde kendt, siden de var børn, og som nu havde fået arbejde som ekspedient på et apotek nær hendes forældres hjem i Karlín. Min mor tog nyheden, som var det hendes egen datter, der bekendtgjorde, at hun var blevet forlovet.
Da Lucie mødte ind dagen efter, stod min mor og hendes syerske, Gizela, allerede og ventede på hende med flere ruller hvid silke stående op ad væggen.
„Vi vil sy en brudekjole til dig,“ annoncerede min mor. „Og jeg vil ikke høre tale om andet.“
„Tag tøjet af, ind til korset og underkjole,“ beordrede Gizela.
Hun tog tre nåle i nålepuden og rullede målebåndet ud. Først målte hun Lucies buste, så livet og til sidst hendes hofter.
Lucie sitrede, som hun stod der stille i sit undertøj.
„Det behøver I altså virkelig ikke. Jeg tager bare den kjole på, min søster blev gift i. Petr er ligeglad med, om den er brugt eller plettet!“
„Vi vil ikke høre tale om det!“ sagde min mor, rystede på hovedet og gik over til Lucie, der var i færd med hastigt at klæde sig på. De kys, hun gav hende, lignede dem, hun gav mig og Marta.
*
Lucie bar sin families blondeslør, en enkel tildækning, der nåede lige til kravebenene. Hendes blomsterkrans var bundet af margueritter og vilde roser. Hendes buket var en blanding af asters og gule blade. Hun gik så smuk ned ad midtergangen med sin far under armen, de sorte lokker var kunstnerisk arrangeret under hendes hovedpynt, og hendes blik var rettet lige frem.
Vi græd allesammen, da de afgav deres ægteskabsløfter. Petr var lige så ung som Lucie, ikke mere end femogtyve, og jeg var så glad på deres vegne. Der var noget smukt i, hvor forskellige de var. Han var meget højere end hun med grove træk og kraftigt, lyst hår. Jeg lagde mærke til, hvor store hans hænder var, da han løftede Lucies slør, og hvor lille hendes ansigt var, da han løftede hendes hage. Hans kys var let og eftertænksomt, så stille og blidt. Jeg så min mor tage min fars hånd og smile til ham, som om hun mindedes deres egen bryllupsdag.
De forlod kirken for at tage til receptionen hjemme hos Lucies forældre. Det var et rustikt hus med fritliggende bjælker og rødt tegltag. Krogede æbletræer og duftende pæretræer var allerede i blomst i haven. Et hvidt telt var rejst midt i det hele, om stængerne var bundet brede gule bånd. På en lille interimistisk scene sad fire mænd og spillede polka.
Det var første gang, jeg var i Lucies barndomshjem. Hun havde været hos min familie i flere år, og alligevel vidste jeg så lidt om hendes liv uden for det, hun havde hos os. Vi var lige så tæt forbundne som en familie, men havde altid vores fire vægge eller byen som baggrundskulisse. Nu så vi for første gang Lucie i hendes rette omgivelser, sammen med sin familie og sine venner. Fra et hjørne af haven så jeg hendes søstre, så, at de lignede hinanden. De fine træk, de lige kindben, den skarpe hage. Lucie og hendes far var de eneste med tykt sort hår, resten af familien var lys og blond. De var en larmende, højrøstet flok sammenlignet med os. Der var store kander med mährisk øl og slivovice; hjemmelavet blommevin. Der var fade med rustik landbomad, sauerkraut og pølser og den traditionelle stuvning med melboller.
Marta og jeg klappede og lo med alle de andre, da vi dannede en ring om Lucie og Petr. Folk hujede; de ville, at den ceremonielle tallerken skulle knuses nu. Det var en tjekkisk tradition ikke så fjern fra den jødiske, hvor brudgommen knuser et glas. Men i modsætning til det jødiske ritual, der symboliserer det, der er overgået jøderne historisk set, heriblandt sorgen over ødelæggelsen af det jødiske tempel i Jerusalem, så symboliserede det tjekkiske, at det nygifte par nu var en enhed. Da tallerkenen var blevet smadret, fik Petr en kost og Lucie en fejebakke, og sammen fejede de skårene op for at illustrere deres fælles fremtid.
*
Lucie blev kun hos os et år, efter at hun var blevet gift. Hun blev gravid i marts, og den daglige tur til Prag blev for anstrengende for hende. Da var Marta ni år gammel, og jeg ansøgte om optagelse på kunstakademiet. Men vi savnede hende meget. Hun kom og besøgte os mindst en gang om måneden, hendes mave tittede ud under den blå kappe fra min mor, som hun stadig bar pligttro. Hun var rund som en lille bolle, hendes kinder var rosenrøde, og hendes hår mere skinnende end nogensinde.
„Hvis jeg får en pige, skal hun hedde Eliška efter dig,“ sagde hun til min mor. De var nu forbundne i den hemmelige loge af mødre, som Marta og jeg stod udenfor og betragtede.
Lucies krop forandrede sig under graviditeten, og endelig begyndte også min at ændre sig. Jeg havde holdt vejret et stykke tid, mens jeg ventede på, at min krop skulle indhente de andre pigers – der alle syntes at udvikle sig tidligere end jeg. I løbet af efteråret brugte jeg mere og mere tid foran spejlet. Jeg granskede mit spejlbillede, den lille pige trak sig tilbage, og en kvindes ansigt og krop dukkede op til overfladen. Mit ansigt, der engang havde været buttet af hvalpefedt, var nu smallere og mere kantet, og min krop var mere blød, mere kurvet. Og under et sidste kup af min krop var det, som om mine bryster voksede adskillige centimeter på en nat, og jeg opdagede snart, at jeg ikke længere kunne knappe flere af mine bluser.
En del af mig ville gerne overgive mig til alle forandringerne, ville gerne overgive mig fuldstændigt til min nye fremtræden. En dag kom jeg hjem fra skole med et modemagasin og pegede på et billede af Greta Garbo. „Åh, mama,“ tiggede jeg, „må jeg ikke nok klippe mit hår?“ Jeg ville så gerne være voksen hurtigt, jeg tænkte kun på at forvandle mig til en amerikansk filmstjerne i løbet af et øjeblik. Min mor satte tekoppen fra sig og tog bladet. Hun smilede. „Jeg synes, du skal beholde dine fletninger lidt endnu, Lenka,“ sagde hun, og hendes stemme var vemodig. „Det har taget dig flere år at få så langt hår.“
Så mine fletninger blev. Min mor derimod bød nogle af de nye trends, der kom til Prag, velkommen. Hun elskede den nye mode med bukser med vide ben og stram talje. Hun købte tøj til både sig selv og mig, og hun fik endda Gizela til at sy adskillige bukser til os efter en mønsterbog, hun bestilte fra Paris.
På trods af at jeg havde et skab fuldt af nyt, moderne tøj, lykkedes det ikke at ændre min opfattelse af mig selv. Jeg havde det stadig, som om jeg var fanget i en akavet ubehjælpsomhed. Jeg ville gerne være mere selvsikker, mere feminin, men jeg følte mig kun utiltrækkende og usikker. Min krop syntes fuldstændig fremmed for mig. I flere år havde jeg kigget på en pige med fletninger og en krop, der lignede en påklædningsdukkes. Og nu, hvor puberteten forandrede den, blev jeg endnu mere bevidst om, hvordan jeg bevægede mig, især når jeg talte. Jeg foldede armene foran brystet, hvor jeg før havde gestikuleret frit. Selv mine hofter syntes at være i vejen, når jeg troede, jeg kunne klemme mig ind mellem to stole.
Jeg forsøgte at koncentrere mig om portfolien til kunstakademiet. Det var håndgribeligt, og der lå min selvtillid. Jeg var det seneste år gået fra enkle akvareller og pastelfarver til glæden ved oliemaling. Når jeg ikke lavede lektier, brugte jeg tiden på at male eller tegne. Vores stue var fuld af indrammede portrætter, jeg havde malet gennem årene. De små skitser, jeg havde lavet af Marta, da hun var helt lille, hang nu sammen med et stort portræt, jeg havde malet af hende i den hvide kjole med blåt skærf, hun havde haft på til Lucies bryllup.
Jeg håbede, at mine portrætter viste mere end blot motivets fysiske fremtoning, men også dets følelser og tanker. Hænderne, øjnene og kroppen var som delene i et urværk, og det eneste, jeg skulle, var at arrangere dem som netop det, så kunne jeg portrættere deres indre liv. Jeg forestillede mig, at jeg var El Greco, mens jeg fik min far placeret i sin smukt udskårne stol. Det røde velourbetrukne sæde stod i kontrast til hans sorte jakkesæt. Jeg malede hans pæne hænder med de blå årer og flettede fingre, der lå så roligt i hans skød. Jeg malede hans blågrønne øjne, der genspejlede lyset. Hans sorte overskæg over den lukkede, eftertænksomme mund. Min mor tilbød også at sidde model.
Hendes navn, Eliška, betyder „ræv“, når det bliver forkortet til Liška, og det yndede min far kærligt at kalde hende. Det tænkte jeg på, mens jeg malede hende. Jeg bad hende tage en helt enkel hverdagskjole på i hvid stivet bomuld med hulsøm i udskæringen og i ærmekanten. Det var sådan, jeg allerbedst kunne lide hende, uden det sædvanlige pudrede ansigt eller den elegante garderobe. Min mor, enkel og naturlig. Når hendes blege hud var bar, kunne man se, hun havde fregner, ligesom havregryn, der flød rundt i en skål mælk.
Hun var altid stille, når hun havde set et af mine færdige malerier. Som om hun ville sige noget, men holdt det tilbage.
Hun talte aldrig om dengang, hun selv gik på kunstskole, hendes liv som studerende var omgærdet med en vis mystik. Hun viste ikke ét eneste af de malerier, hun havde lavet, inden hun blev gift. Jeg vidste, hvor de var, for jeg var faldet over dem omkring den tid, hvor hun fortalte, at hun var gravid med Marta. Lucie og jeg havde været nede i kælderrummet for at lede efter en cykelpumpe til min cykel. Hver lejlighed i bygningen havde et lille bur, og min mor havde givet os nøglen til vores. Jeg havde aldrig været nede i kælderen, og det var som en mørk grotte fyldt med folks skidt og ragelse. Der var gamle møbler dækket med tungt hvidt stof, læderkufferter og kasser i stabler, der nåede loftet.
Lucie tog nøglen og låste vores bur op. Min fars cykel stod derinde, sammen med mærkede kasser fulde af porcelæn og endnu flere kasser med glas. Vi fandt cykelpumpen. Den lå ved siden af flere lærreder, som stod lænet op ad væggen dækket af et hvidt lagen.
Lucie flyttede dem helt forsigtigt. „Jeg tror, det er din mors,“ hviskede hun, selvom vi var de eneste dernede. Hendes fingre bladrede varsomt gennem malerierne, så vi kunne se dem allesammen.
Min mors billeder chokerede mig. De var ikke elegante og omhyggelige kopier af de store mestres eller fine landskabsbilleder fra de tjekkiske egne. De var sensuelle og mørke, paletten var blommefarvet og dyb ravgul. Der var et maleri af en kvinde, der lå henslængt på en divan med den ene blege arm under hovedet og bar overkrop og to lyserøde brystvorter og et tæppe draperet over hendes krydsede ben.
Jeg tænkte på billederne senere hen. Den bohemeagtige kvinde, der havde malet dem, inden hun blev nogens hustru og mor, var ikke min mor, der styrede en husholdning ovenpå. Jeg forsøgte at revidere mit billede af hende, prøvede at forestille mig hende som ung kunststuderende og i favnen på min far, da de lige havde mødt hinanden, og jeg spekulerede på, om den del af hende var forsvundet fuldstændigt, eller om den indimellem kiggede frem, når Marta og jeg sov tungt.
Lucie nævnte aldrig billederne igen. Men mange år senere, da jeg forsøgte at danne mig et fuldkomment billede af min mor, så dukkede de op igen. Det var umuligt for mig at slette bevidstheden om kontrasten mellem denne kvinde og hendes malerier.
*
Jeg blev optaget på kunstakademiet i Prag i 1936, da jeg var sytten år gammel. Jeg gik til skole hver morgen med min skitsebog under armen og en trækasse fyldt med tuber med oliemaling og pensler med zobelhår. Der var femten studerende i klassen, deraf fem piger, og jeg blev hurtigt gode venner med to af dem, Věruška og Elsa. Begge piger var jøder, og vi havde mange fælles venner fra grundskolen. Et par uger inde i første semester inviterede Věruška mig med hjem til sabbatten. Jeg vidste meget lidt om hendes familie, ud over at hendes far og farfar begge var læger, og hendes storebror Josef gik på universitetet.
Josef. Jeg kan stadig se ham så tydeligt for mig, da han kom hjem den aften. Han var gennemblødt, hans sorte hår var blankt af regn, og hans store grønne øjne havde samme farve som forvitret kobber. Jeg stod ude i gangen, da han kom, stuepigen havde lige lirket jakken af mine skuldre, og han trådte ind ad hoveddøren, da jeg var ved at vende mig om og gå hen mod stuen.
„Josef,“ sagde han og smilede, da han stillede sin taske fra sig og gav stuepigen sin frakke. Så rakte han hånden frem mod mig og lukkede sin brede hånd om min.
Det lykkedes mig at fremstamme mit navn og smile til ham. Men jeg kæmpede med min konstante generthed, og hans selvsikkerhed og gode udseende havde gjort mig stum.
„Lenka, der er du!“ udbrød Věruška, da hun kom farende ud i gangen. Hun havde skiftet tøj, siden hun kom hjem fra skole, til en smuk bordeauxfarvet kjole. Hun kastede sig om halsen på mig og kyssede mig.
„Jeg kan se, du allerede har mødt min bror.“ Hun gik over og nev Josef i kinden.
Jeg rødmede.
„Věruška.“ Han lo og tjattede hende væk. „Gå ud og sig til mor og far, at jeg er klar om et øjeblik.“
Hun nikkede, og jeg fulgte efter hende ned ad gangen til en stor stue, hvor hendes forældre sad fordybet i samtale.
Familien Kohns lejlighed var ikke ulig vores. Der var velkendte antikke røde velourbeklædte vægge, mørkebrune tagbjælker og brede franske døre. Men der var noget dystert over huset, der gjorde mig urolig.
Mit blik gled hen over salonen. Hele vejen rundt langs væggene var der vidnesbyrd om familiens lærde liv. Store medicinske tidsskrifter tungt bundet ind stod side om side på hylderne sammen med en stor samling af læderindbundne bøger. Indrammede diplomer fra Charles University og et hædersbevis fra den tjekkiske lægeforening hang på væggene. Et imponerende standur slog et slag, og i et hjørne stod et lille flygel. I sofaen sad Věruškas mor med et broderi i skødet. Mrs. Kohn var lille og rund og bar en helt enkel kjole, der skjulte hendes bløde og buttede figur. På hendes fyldige barm hang et par læsebriller i en kæde, og hendes hår var samlet i en diskret og praktisk knude i nakken.
Věruškas far var også min fars diametrale modsætning. Min fars øjne udstrålede varme, men dr. Jacob Kohns var kølige. Når han endelig kiggede op fra sin bog, var det tydeligt, at han målte vedkommende, der stod foran ham.
„Lenka Maizel,“ sagde jeg. Mit blik faldt på dr. Kohns perfekte hvide hænder, neglene var rene og omhyggeligt filet, så slap han bogen og rejste sig for at sige goddag.
„Tak for at du vil gøre os selskab i aften,“ sagde han. Hans stemme var stram og behersket. Jeg vidste fra min mor, at dr. Kohn var en anerkendt fødselslæge. „Min hustru, Anna …“ Han rørte let hendes skulder.
Věruškas mor smilede og rakte hånden frem. „Vi er glade for at holde shabbat med dig, Lenka.“ Hendes stemme var formel og afmålt.
„Tak. Og tak for invitationen.“
Dr. Kohn nikkede og gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig.
Věruška var i sit vanlige kåde humør og dumpede ned i en af de dybe, røde sofaer. Jeg glattede let min kjole og satte mig ved siden af hende.
„Så du studerer kunst sammen med vores Ruška,“ sagde hendes mor.
„Ja, det gør jeg. Og jeg er i godt selskab. Jeres Věruška er det største talent i klassen.“
Både dr. Kohn og mrs. Kohn smilede.
„Jeg er sikker på, du selv er beskeden, Lenka,“ hørte jeg en blid, dæmpet stemme sige bag mig. Det var Josef, der var kommet ind i stuen og nu stod bag sin søster og mig.
„Det er et nobelt træk, beskedenhed,“ tilføjede dr. Kohn. Han foldede atter hænderne.
„Nej, det er sandt. Věruška har det bedste øje i klassen.“ Jeg klappede hende på benet. „Vi er allesammen så misundelige.“
„Hvordan kan I dog være det?“ spurgte Josef påtaget forvirret.
„Åh, få ham til at stoppe, mama,“ protesterede Věruška. „Han er tyve år gammel, og han driller mig stadig!“
Josef og jeg kiggede på hinanden. Han smilede. Jeg rødmede. Og for første gang i mit liv kunne jeg pludselig ikke trække vejret.
Vil du læse resten af historien om Lenka og Josef?
Lenka og Josef møder hinanden i Prag lige inden anden verdenskrig bryder ud. De forelsker sig og gifter sig hurtigt, men de liv sammen bliver en kort stund, da de tvinges fra hinanden af krigen.
Josef sætter kurs mod New York med sin familie og vil have Lenka med, men hun bliver i Prag med sine forældre, indtil de har mulighed for at følge efter sammen. På vej over Atlanten forliser det skib, som Josef rejser med, men han overlever. Lenka kommer i koncentrationslejr, først Theresienstadt og sidenhen Auschwitz. Begge er de uvidende om, at den anden stadig er i live, men minderne om deres kærlighed hjælper dem igennem sorg og håbløshed. Et langt liv senere står de pludselig ansigt til ansigt. Skæbnen har ført dem sammen igen, fra de første lykkelige ungdomsår i førkrigstidens Prag, over nazismens skrækregime i Europa og til et nyt liv som jødisk immigrant i USA.
De elskende i Prag er historien om den første store kærlighed, om mindernes og kunstens lindrende kraft, om menneskers mod og udholdenhed i svære tider.
De elskende fra Prag er en uforglemmelig kærlighedshistorie i skyggen af Anden Verdenskrig. Læs i de første kapitler af den stærke og hjerteskærende historie af Alyson Richman her.
Ved sit barnebarns bryllup genkender Josef en kvinde, som han ikke har se i 60 år og troede var død i Auschwitz. Hvad skete der, efter de sidste gang så hinanden i Prag i 1940?
LÆS OGSÅ: Alyson Richman skriver historiske romaner, der griber dig om hjertet
Lenka og Josef gifter sig, lige inden Anden Verdenskrig bryder ud. Men kort tid efter bliver de skilt fra hinanden, da Josefs skib forliser, og Lenka ender i koncentrationslejr. Ingen af dem er klar over, at den anden fortsat er i live, men minderne om kærligheden imellem dem hjælper dem igennem sorgen og håbløsheden. Nu, et helt liv senere, står de pludselig ansigt til ansigt …
Du kan købe De elskende fra Prag online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Alyson Richman
De elskende fra Prag
På dansk ved
Louise Urth Olsen
Kapitel 1
New York City
2000
Han har klædt sig omhyggeligt på til lejligheden, hans jakkesæt er nypresset, hans sko skinner. Da han stod og barberede sig, vendte og drejede han ansigtet foran spejlet, så han var sikker på, han ikke overså ét eneste skæghår. Tidligere samme eftermiddag købte han endda brillantine, der dufter af citron, til at glatte de få krøller, han har tilbage.
Han har kun ét barnebarn, en dreng, og han har glædet sig til hans bryllup i flere måneder nu. Han har kun mødt bruden et par gange, men han kunne lide hende ved det allerførste møde. Hun er skarp og charmerende, har nemt til latter og emmer af klassisk elegance. Han havde ikke forstået, hvor sjældent det er i dag, før hun sad der over for ham med hans barnebarn i hånden.
Selv nu, på vej ind i restauranten til prøvemiddagen, har han det, som er han blevet slynget tilbage i tiden ved synet af den unge kvinde. Han bemærker, at nogle af gæsterne uden at tænke over det tager sig til halsen ved synet af den unge kvinde. Hendes hals, der strækker sig op fra udskæringen i fløjlskjolen, er så smuk og lang, som er hun trådt lige ud af et Klimt-maleri. Hendes hår er samlet i en løs knude, og to små sommerfugle med glitrende følehorn sidder i hendes hår lige over det højre øre, som er de lige landet i den røde manke.
Hans barnebarn har arvet hans mørke ustyrlige krøller. Og han er en iøjnefaldende modsætning til sin kommende brud, der synes at svæve ind i rummet, mens han står og tripper nervøst. Det ser ud, som om han ville have det langt bedre med en bog i hånden end et glas champagne. Men der er en lethed mellem dem, en balance, der får det til at se ud, som om de er som skabt for hinanden. De er begge kloge, højtuddannede andengenerationsamerikanere. Deres stemmer har ikke det mindste spor af den accent, deres bedsteforældres engelsk altid har haft. Bryllupsannoncen i New York Times den søndag morgen vil lyde:
Eleanor Tanz blev gift med Jason Baum i går på Rainbow Room i Rockefeller Center på Manhattan. Rabbineren Stephen Schwartz forrettede vielsen. Bruden, der er 26 år gammel, er uddannet fra Amherst College og arbejder i afdelingen for kunsthåndværk i auktionshuset Christie’s. Brudens far, dr. Jeremy Tanz, er onkolog på Memorial Sloan-Kettering Hospital på Manhattan. Hendes mor, Elisa Tanz, arbejder som ergoterapeut på en af de lokale skoler i New York City. Brudgommen, der er 28 år gammel, er uddannet på Brown University og Yale Law School, og er nu partner i Cahill Gordon & Reindel. Hans far, Benjamin Baum, var indtil for nylig sagfører hos Cravath, Swaine & Moore i New York City. Brudgommens mor, Rebekkah Baum, er pensioneret skolelærer. Parret mødet hinanden gennem fælles venner.
Ved hovedbordet bliver de enlige bedsteforældre på begge sider præsenteret for hinanden for første gang. Brudgommens bedstefar bliver atter betaget af synet af kvinden foran sig. Hun er årtier ældre end sit barnebarn, men der er noget bekendt ved hende. Han bemærkede det, i samme øjeblik han så hendes øjne.
„Jeg kender Dem et eller andet sted fra,“ får han til sidst sagt, og det er, som om han taler til et genfærd og ikke en kvinde, han lige har mødt. Hans krop reagerer instinktivt, og han forstår det ikke. Han fortryder, at han drak glas nummer to. Hans mave vender sig. Han kan knap trække vejret.
„De må tage fejl,“ siger hun høfligt. Hun vil ikke virke uforskammet, men også hun har glædet sig til sit barnebarns bryllup i flere måneder og vil ikke lade sig forstyrre i aftenens festligheder. Som hun sidder der og betragter den unge kvinde, der cirkulerer rundt blandt gæsterne, som hun ser de mange kinder, der vender sig mod hende, klar til et let kys, og konvolutterne, der bliver lagt i Jasons hånd, må hun knibe sig selv i armen for at forvisse sig om, at hun er i live og i stand til at opleve det hele.
Men den gamle mand ved siden af hende giver ikke op så let.
„Jeg er overbevist om, at jeg har set Dem før,“ gentager han.
Hun vender sig om, og han kan se hendes ansigt endnu tydeligere. De dunede kinder. Det sølvfarvede hår. Det isblå blik.
Men det er de mørkeblå aftegninger, han kan ane gennem hendes gennemsigtige ærme, der får blodet til at fryse til is i hans årer.
„Deres ærme …“ Hans hånd skælver, da han rækker frem og rører silken.
Hendes ansigt trækker sig sammen, da han berører hendes håndled, ubehaget glider hen over hendes ansigt.
„Deres ærme, må jeg?“ Han ved, at han er uforskammet.
Hun kigger direkte på ham.
„Må jeg se Deres arm?“ siger han. „Hvis De vil være så venlig.“ Denne gang lyder hans stemme næsten desperat.
Hun stirrer på ham nu, hendes blik viger ikke fra hans. Som er hun i trance, hiver hun op i sit ærme. Og der på underarmen, ved siden af et lille modermærke, står seks tal, tatoveret ind i huden.
„Kan De huske mig nu?“ siger han dirrende.
Hun kigger atter på ham, som materialiserer et spøgelse sig for hende i samme øjeblik.
„Lenka, det er mig,“ siger han så. „Josef. Din mand.“
Kapitel 2
New York City
2000
Hun har taget tegningen ud af paprøret aftenen før, har foldet den ud, som var det et gammelt landkort. Hun har haft den med sig overalt i mere end tres år. Først lå den skjult i gamle kufferter, så lå den rullet sammen inde i et metalrør og begravet i en kælder, og til sidst blev den skubbet ind bag nogle æsker og kasser i et tætproppet skab.
Tegningen består af tynde sorte streger og røde, lidt bredere strøg. En særlig energi stråler fra hver streg; tegneren har villet fange scenen så hurtigt som muligt.
Hun har altid haft en følelse af, at tegningen er hellig, for hellig til at blive hængt op, som om lys og luft, ja, måske endda beskuerens blik ville være for meget for tegningens sarte overflade. Så den er forblevet i en lufttæt beholder, låst inde, ligesom Lenkas tanker. Flere uger før, en aften, hvor hun lå i sengen, havde hun besluttet sig for, at tegningen skulle være hendes bryllupsgave til sit barnebarn og hendes gom.
LENKA
Når Vltava fryser til is, bliver den som perlemor. Da jeg var barn, så jeg mænd redde svaner, der var fanget i det frosne vand, de hakkede dem fri med isspyd, så de atter kunne svømme frit.
Jeg blev døbt Lenka Josefina Maizel og var den førstefødte datter af en glashandler i Prag. Vi boede på Smetanovo nábřeži-dosseringen i en enorm lejlighed med panoramavinduer, der skuede ud over floden og broen. Væggene var beklædt med rød velour og guldindrammede spejle, der var en salon med udskårne møbler og min smukke mor, der duftede af liljekonvaller året rundt. Jeg vender stadig tilbage til min barndom, som var den en drøm. Palačinka med abrikosmarmelade, varm chokolade og skøjteløb på Vltava. Mit hår samlet under en hue af rævepels, når det sneede.
Vi så vores spejlbilleder overalt: i spejlene, i ruderne, i floden under os og i de buede overflader på min fars glasvarer. Min mor havde et skab fyldt med glas til enhver lejlighed. Der var champagneglas med smukke raderinger af blomster, vinbægre med guldkant og matteret stilk, og der var rubinrøde vandglas, som farvede lyset lyserødt, når man holdt dem op i solen.
Min far elskede skønhed og smukke genstande, og han var overbevist om, at hans profession skabte begge dele ved brug af udsøgt og perfekt afmålt kemi. Man havde brug for mere end blot sand og kvarts for at lave glas. Man havde brug for ild og luft. „En glaspuster bringer både kærlighed og liv ind i verden,“ sagde han engang i et rum fuldt af middagsgæster. Han hævede et af vandglassene på bordet. „Næste gang I løfter jeres glas, så tænk på de læber, der har skabt den elegante form, I nu drikker af, tænk på, hvor mange glas der er blevet knust og genbrugt for at lave disse tolv perfekte glas.“
Hver en gæst betragtede ham henført, mens han drejede glasset i lyset. Det var ikke hans mening at indtage rampelyset, han elskede blot, at en håndværker kunne skabe en genstand, der på én og samme tid var stærk og skrøbelig, gennemsigtig og alligevel i stand til at reflektere farve. For ham var der både en skønhed i den helt glatte overflade og i den, der var dækket af blide bølger.
Hans forretning bragte ham rundt i hele Europa, men han trådte altid ind ad vores hoveddør, lige så ulastelig som han var trådt ud ad den. Med hvid og glat skjorte, duftende af cedertræ og nelliker.
„Milačku,“ sagde han på tjekkisk, når han greb min mor om livet med sine store hænder. „Elskede.“
„Lasko Moje,“ svarede hun altid, når hans læber rørte hendes. „Min elskede.“
Min far var stadig forelsket i hende, selv efter mere end ti års ægteskab. Han vendte ofte hjem med gaver, han kun havde købt, fordi de mindede ham om hende. En lille cloisonnéfugl med delikate emaljevinger dukkede pludselig op ved siden af hendes vinglas, en medaljon med små sandperler i en velouræske lå på hendes hovedpude. Min yndlingsgave var en radio i træ med et vidunderligt mønster af en sol, hvis stråler strakte sig ud fra midten, og som han havde overrasket min mor med efter en tur til Wien.
Når jeg tænker på mine første fem år, ser jeg altid for mig min fars hånd på knapperne på radioen. De sorte hår på hans fingre, når han drejede på kanalvælgeren, på jagt efter en af de få radiokanaler, der spillede jazz, en eksotisk og munter stilart, man først lige var begyndt at sende ud med radiobølgerne dengang i 1924.
Jeg kan se ham dreje hovedet og smile til os, hans arm er rakt ud mod min mor og mig. Jeg kan fornemme varmen fra hans kind, da han løftede mig op og lagde mine ben om livet på ham, mens han med den anden hånd snurrede min mor rundt i et dansetrin.
Jeg kan dufte den krydrede vin fra de smukke pokaler en kold januaraften. Vores høje vinduer var dækket af frost på ydersiden, men indenfor var der lunt og godt. Lange orange stråler fra stearinlysene dansede hen over ansigterne på de mænd og kvinder, der var rykket sammen i salonen for at høre den strygekvartet, min far havde bedt komme og spille den aften. Der stod min mor i midten. Hendes lange hvide arm var strakt ud efter en kanapé. Hun havde et nyt armbånd om håndleddet, et kys fra min far på kinden. Og jeg tittede frem fra mit værelse, betragtede i smug deres glamour, deres lethed.
Der var også stille aftener. Vi sad alle tre rundt om et lille spillebord. Chopin på grammofonen. Min mor, der hastigt vendte sine kort, så kun jeg kunne se dem. Et smil på hendes læber. Min far, der lod, som om han rynkede panden, da han lod min mor vinde.
Om aftenen blev jeg puttet af min mor, der bad mig lukke øjnene. „Forestil dig vandets farve,“ hviskede hun i mit øre. Andre gange forslog hun isens farve. Eller sneens. Jeg faldt i søvn til tanken om farver, der skifter i sollyset. Jeg lærte at forestille mig de forskellige nuancer af blå; den smukke lavendelblå, den mest sarte lyseblå. Og når jeg faldt i søvn, kredsede mine drømme om forandringernes farverige mysterium.
*
En morgen ankom en ung kvinde, Lucie, med et brev i hånden. Hun rakte konvolutten til min far, og han læste det højt for min mor. Pigen har ikke nogen tidligere erfaring som barnepige, havde hans kollega skrevet, men hun er et naturtalent sammen med børn, og hun er mere end pålidelig.
Min første erindring om Lucie er, at hun så meget yngre ud end de atten. Hun lignede næsten et barn; det var, som om hendes krop var alt for lille til hendes frakke og kjole. Men da hun satte sig på hug for at sige goddag til mig, blev jeg med det samme ramt af den varme, der strømmede fra hendes fremstrakte hånd. Hver morgen ankom hun til vores hoveddør med en svag duft af kanel og æggesnaps, som om hun var friskbagt brød, der blev afleveret på vores trappetrin, varmt og duftende – en liflig pakke, det var umuligt at takke nej til.
Lucie var ikke den store skønhed. Hun var som en arkitekts streger; lige og kantede med rette vinkler. Det så ud, som om hendes skarpe kindben var udskåret med hammer og mejsel, hendes øjne var store og sorte, hendes læber smalle. Men hun besad en egen magi, som en nymfe fra den mørke skov, hentet direkte ud af siderne i et gammelt eventyr. Efter kun at have arbejdet for os et par dage var vi alle fortryllet af hende. Når hun fortalte historier, tegnede hun med en finger i luften som en harpenist, der spillede på imaginære strenge. Når der var pligter, som skulle overstås, nynnede hun de sange, hun havde hørt sin egen mor synge.
Mine forældre behandlede ikke Lucie som en tjenestepige, men som et medlem af vores udvidede familie. Hun spiste alle sine måltider sammen med os, sad rundt om det store middagsbord, der altid var overdådigt dækket med alt for meget mad. Vi var ikke kosher, men vi drak aldrig mælk, når vi spiste en ret, der indeholdt kød. I løbet af den første uge, Lucie var hos os, begik hun den fejl at skænke et glas mælk op til mig sammen med min gullasch, og min mor må have gjort hende opmærksom på, at vi ikke blandede de to madvarer, for jeg kan ikke huske, at hun nogensinde gjorde det igen.
Min verden blev langt mindre beskyttet og væsentlig sjovere efter Lucies ankomst. Hun lærte mig alt muligt – at fange en løvfrø og fiske fra en af broerne over Vltava. Hun var en mester i at fortælle historier, hun skabte karaktererne ud fra de mennesker, vi mødte i løbet af dagen. Manden, der solgte is ved uret i den gamle bydel, dukkede måske op som troldmand i godnathistorien. En kvinde, vi købte æbler af på markedet, forvandlede sig til en aldrende prinsesse, der aldrig var kommet sig over et knust hjerte.
Jeg har tit tænkt på, om det mon var Lucie eller min mor, der opdagede, at jeg havde talent for at tegne. Som jeg husker det, er det min mor, der rækker mig min første æske farveblyanter, og det er Lucie, der senere køber de første tuber maling til mig.
Jeg ved, at det var Lucie, der begyndte at tage mig med over i parken med en skitsebog og en dåse med blyanter. Hun bredte et tæppe ud nær den lille dam, hvor drengene sejlede med deres papirskibe, og lå på ryggen og så skyerne drive hen over himlen, mens jeg tegnede på det ene ark efter det andet.
I begyndelsen tegnede jeg dyr. Kaniner. Egern. En fugl med rødt bryst. Men snart forsøgte jeg at tegne Lucie, så manden på bænken, der læste en avis. Senere blev det til lidt mere ambitiøse projekter, for eksempel en mor med en barnevogn. Ingen af mine allerførste tegninger var særligt gode. Men som ethvert andet barn, der er ved at lære at tegne, blev jeg kun bedre ved at blive ved med at øve mig. Og efterhånden lykkedes det min hånd at omsætte mine observationer.
Når vi havde været udenfor i flere timer, og jeg var færdig med at tegne, rullede Lucie mine tegninger sammen og tog dem med hjem. Min mor ville spørge, hvordan dagen havde været, og Lucie hængte de tegninger, hun allerbedst kunne lide, op på køkkenvæggen. Min mor betragtede mine værker og trak mig ind i et knus. Jeg var knap seks, første gang jeg hørte hende sige: „Lenka, jeg var ligesom dig, dengang jeg var på din alder, jeg havde altid en blyant og et stykke papir i hånden.“ Det var første gang nogensinde, jeg hørte min mor sammenligne os, og jeg må sige, at for et barn, der med sit mørke hår og blege øjne lignede sin far langt mere end sin elegante mor, ramte glæden over, at vi havde noget tilfælles, lige i hjertet.
*
Den første vinter, Lucie var hos os, ville min mor gerne forære hende en gave, for at vise sin taknemmelighed. Jeg kan huske, at min mor og far talte om det. „Gør det, du synes er bedst, milačku,“ sagde han fraværende, mens han læste avis. Han gav hende altid frie tøjler, når det kom til gaver, men hun følte alligevel, at hun var nødt til at bede om lov, inden hun gjorde noget. Det endte med, at hun fik syet en kort kappe til Lucie i blå uld med lilla bort. Jeg kan stadig se Lucies ansigt for mig, da hun pakkede den op, hun havde kun tøvende taget imod gaven, og hun blev næsten flov over ekstravagancen.
„Lenka får også snart en,“ sagde min mor blidt. „Hvor bliver I et smukt par, når I står på skøjter på Vltava.“
Den aften tog min mor mig med hen til vinduet, så vi kunne se Lucie på vej hen mod sporvognen.
„Jeg er nok nødt til at bestille en kappe til dig i morgen,“ sagde hun og rørte min skulder.
Vi smilede begge, som vi stod der og betragtede Lucie. Hun havde syntes flere centimeter højere, da hun trådte ud i aftenen i sin elegante kappe.
*
Selvom vores hjem altid var fyldt med den melodiske lyd af klirrende glas og mine farvestrålende tegninger, hang der en stille, men håndgribelig sorg i luften. Når Lucie gik om aftenen, og kokken pakkede sin taske, syntes vores lejlighed alt for stor til os tre. Værelset ved siden af mit blev fyldt med kasser, kurve og stakke af gamle bøger. Selv min gamle vugge og barnevogn blev puffet ind i et hjørne, dækket af hvide lagner som to spøgelser, glemt og stuvet af vejen.
Der var flere dage i træk og lange perioder, hvor jeg kun kan huske, at jeg så Lucie. Min mor spiste stort set alle sine måltider på sit værelse, og når hun dukkede op, var hendes ansigt oppustet og rødmosset. Det var tydeligt, at hun havde grædt. Når min far kom hjem, spurgte han dæmpet stuepigen, hvordan dagen var gået. Han kastede et hurtigt blik på den urørte mad og den kolde te på bakken uden for min mors værelse og forsøgte desperat at sprede lidt lys i det mørke hus.
Jeg kan huske, at Lucie bad mig om ikke at spørge til episoderne. Hun mødte ind tidligere om morgenen, prøvede at adsprede mig med de få ting, hun havde taget med hjemmefra. En dag viste hun mig et fotografi af sig selv som seksårig ved siden af en pony. En anden gang var det en kæde med glasperler, hun flettede ind i mit hår som en blomsterkrans af snoet vedbend. Hun bandt et skærf af blå silke rundt om min kjole, og vi legede, at jeg var en prinsesse, der en dag ville regere over et kongerige, hvor alle skulle hviske. Den eneste lyd, vi tillod, var lyden af vores knitrende kjoler, når vi dansede rundt på værelset.
Om aftenen kom familielægen. Han lukkede stille døren ind til min mors værelse og talte dæmpet til hende. Jeg betragtede dem, ude af stand til at begribe, hvad det var, min mor fejlede, som forhindrede hende i at gå uden for en dør en hel dag.
Da jeg blev ældre, stod det klart, at mørket skyldtes mine forældres vanskeligheder med at få endnu et barn. Vi undgik at snakke om familier, hvor der var mange børn, og jeg lærte ikke at ønske mig en lillebror eller -søster, for de få gange, jeg havde nævnt det, var min mor brudt sammen i gråd.
Noget ændrede sig hjemme hos os, da jeg var fyldt syv. Min mor havde et maveonde, der varede flere uger, og så vendte farven med ét tilbage i hendes kinder. I ugerne, der fulgte, stoppede hun med at gå med de tætsiddende kjoler og jakker, der var på mode. Hun valgte i stedet tøj, der var mere løst og flagrende. Hun var fredfyldt, og hendes bevægelser blev mere langsomme, mere forsigtige. Men det var først, da hendes mave blev rund, at hun og min far fortalte mig, at de skulle have endnu et barn.
Man skulle tro, at min mor og far efter alle de år ville have fejret, at jeg skulle have en bror eller søster. Men de var så varsomme, bange for, at selv den mindste glæde eller begejstring ville bringe uheld.
Det var en jødisk sædvane; angsten for at kaste en forbandelse over ens lykke, og Lucie var forvirret til at begynde med. Hver gang hun forsøge at tale om graviditeten, svarede min mor undvigende.
„Hvor er du smuk, og hvor ser du sund ud,“ sagde hun til min mor.
Til hvilket min mor blot smilede og nikkede.
„De siger, at man venter en pige, hvis man har trang til ost,“ sagde Lucie. „Og hvis man har lyst til kød, er det en dreng.“
Og igen: kun et smil og et nik fra min mor.
Lucie tilbød endda at hjælpe med at indrette børneværelset i god tid inden fødslen, og så forklarede min mor hende endelig, hvorfor hun tøvede med at gøre noget klar, før babyen var født.
„Vi sætter pris på alle dine gode ønsker og tilbud om at hjælpe,“ sagde min mor blidt, „men vi vil ikke have al for megen opmærksomhed på babyen, ikke endnu.“
Det lod til, at Lucie med det samme forstod, hvad det var, min mor sagde.
„Der er folk ude på landet, som tror det samme,“ sagde hun, som om min mors opførsel med ét gav mening.
Lucie forsøgte dog stadig at udtrykke sin glæde over mine forældres nyhed, blot uden at sige det direkte. Da syrenerne blomstrede det forår, kom hun med hænderne fulde af de duftende grene, pakket omhyggeligt ind i strimler af fugtig musselin, og stillede dem i vaser rundtom i lejligheden. Jeg betragtede min mor, nu med en tiltagende rund mave, der gik rundt i stuerne og smilede, som om deres skarpe duft havde hensat hende i trance.
Indimellem kom Lucie med en kurv fuld af mørkt brød, som hendes mor havde bagt, og stillede den på køkkenbordet sammen med et glas hjemmeslynget honning.
Men det var først efter fødslen, at hun kom med den allermest værdifulde gave.
Min søster Marta blev født ved solnedgang. Lægen kom ind i stuen, hvor min far og jeg sad sammen i sofaen og Lucie i en af stolene i tuftet velour.
„Du har fået endnu en smuk datter,“ sagde han til min far.
Min far slog hænderne sammen og skyndte sig ind i soveværelset. Lucie indtog hans plads i sofaen og tog min hånd.
„Så har du fået en søster,“ sagde hun stille. „Sikke en gave.“
Vi ventede på, at min far kom og sagde, at jeg gerne måtte se dem.
Han vendte tilbage et par minutter senere og sagde, at vi begge gerne måtte komme ind til dem.
„Lenka, kom og hils på din lillesøster.“
Lucie puffede til mig. Det var en unødvendig gestus; jeg kunne være sprunget op fra stolen. Det eneste, jeg havde lyst til, var at storme ind på min mors værelse og kysse både hende og den lille ny.
„Lenka …“ Min mor kiggede op fra bylten i sin favn og smilede til mig i døråbningen. „Kom.“
Hun klappede på sengen, mens hun holdt fast i den lille tæt svøbte baby på den anden arm.
Jeg kiggede ærefrygtigt på dem begge, men jeg kan også huske et lille stik af jalousi i hjertet, da jeg bøjede mig frem og så de små totter af rødt hår på min søsters lillebitte hoved.
„Tillykke!“ sagde Lucie, da hun trådte ind og kyssede min mor på begge kinder.
Hun forsvandt ud af værelset og vendte tilbage et par minutter senere med en stak broderet sengetøj i favnen. Hele vejen rundt i kanten var syet tunger med lyserød tråd.
„Jeg har gemt det inde bagerst i skabet,“ sagde hun. „Jeg har broderet et sæt i både blåt og lyserødt, bare for en sikkerheds skyld.“
Min mor lo. „Du tænker da også på alt, Lucie,“ sagde hun, da Lucie lagde linnedet på sengebordet.
„Nå, jeg vil lade dig og Lenka alene med den lille lidt.“ Hun smilede og klappede mig på hovedet.
Jeg kiggede på min nye søster. Hun var min mor i miniatureudgave. Den lille runde hage, de lysegrønne øjne, det samme hår.
Men min reaktion var slet ikke som ventet. Tårerne steg op i øjnene, min hals trak sig sammen. Og det føltes, som havde nogen stukket en hånd ind i min brystkasse og knuget hårdt om mit hjerte. Det eneste, jeg kunne tænke, var, at jeg ville blive erstattet, glemt, og at mine forældres opmærksomhed nu kun ville koncentrere sig om det lille væsen med engleansigt og bittesmå fingre.
Det var selvfølgelig ikke det, der skete, men angsten greb mig ikke desto mindre. Og jeg vil tro, det var derfor, jeg klyngede mig til Lucie de første par måneder af Martas liv.
Efterhånden indså jeg dog, at Martas ankomst ikke betød, at jeg ville blive erstattet. Snart sad jeg med hende i favnen. Jeg læste mine yndlingsbøger højt for hende og sang de sange, der havde lullet mig i søvn.
Jeg opdagede også, at min nye søster var den perfekte model for mine ambitiøse portrætmalerier. Jeg lod mig inspirere af Martas første milepæle. Jeg begyndte med hendes lure i barnevognen, gik videre til hendes første forsøg på at kravle på stranden en sommerdag. Jeg elskede at male hende i akvarel. Det var så nemt at gengive hendes kinders runding og hendes buttede arme og ben med de blide farver.
Jeg elskede også at male hende med oliefarver. Martas hud havde samme lyse tone som fløde, og hendes hår var som paprika. De træk, hun havde haft som helt nyfødt, blev kun tydeligere, efterhånden som hendes babyfedt forsvandt. Marta havde den samme høje pande som min mor – og hendes lige næse og opadvendte mundvige. Jeg så Marta vokse, og det var næsten som at være vidne til min mors forvandling fra lille til stor pige.
Marta blev mere og mere uafhængig, for hver dag der gik. Lucie skulle ikke længere på knæ for at hjælpe hende med skoene eller give hende rent tøj på, fordi hun havde fået pletter på kjolen. Hendes engang så buttede lille krop blev længere, og trangen til at give udtryk for sin egen mening voksede også.
Men vores forhold ændrede sig, efterhånden som Marta blev ældre. Hun var ikke længere en lille dukke, jeg kunne klæde på og lege, at jeg bestemte over. Vi var rivaler. Og vi kæmpede ikke kun om mine forældres opmærksomhed, men også om Lucies. Og selvom der var mere end syv år mellem os, så mundhuggedes vi, og Marta fik ofte et hysterisk anfald, hvis hun ikke fik sin vilje.
Da Marta fyldte otte, havde vi dog én ting tilfælles, og det var, at vi begge mere end noget elskede at tale om Lucies kærlighedsliv.
Når vi kom hjem fra skole, kunne vi bruge timer på at finde ud af, om hun havde en kæreste. Jeg ville snage i, hvem der havde givet hende den lille guldkæde, der pludselig hang om halsen på hende, eller det nye silketørklæde, hun gemte bag kraven på sin kappe. Og Marta ville spørge hende, om han var smuk og rig, inden hun brød ud i tårer og tiggede Lucie om at love, at hun aldrig ville forlade os, uanset hvad der skete.
Kapitel 3
LENKA
I efteråret 1934 fortalte Lucie, at hun skulle giftes med en ung mand ved navn Petr, som hun havde kendt, siden de var børn, og som nu havde fået arbejde som ekspedient på et apotek nær hendes forældres hjem i Karlín. Min mor tog nyheden, som var det hendes egen datter, der bekendtgjorde, at hun var blevet forlovet.
Da Lucie mødte ind dagen efter, stod min mor og hendes syerske, Gizela, allerede og ventede på hende med flere ruller hvid silke stående op ad væggen.
„Vi vil sy en brudekjole til dig,“ annoncerede min mor. „Og jeg vil ikke høre tale om andet.“
„Tag tøjet af, ind til korset og underkjole,“ beordrede Gizela.
Hun tog tre nåle i nålepuden og rullede målebåndet ud. Først målte hun Lucies buste, så livet og til sidst hendes hofter.
Lucie sitrede, som hun stod der stille i sit undertøj.
„Det behøver I altså virkelig ikke. Jeg tager bare den kjole på, min søster blev gift i. Petr er ligeglad med, om den er brugt eller plettet!“
„Vi vil ikke høre tale om det!“ sagde min mor, rystede på hovedet og gik over til Lucie, der var i færd med hastigt at klæde sig på. De kys, hun gav hende, lignede dem, hun gav mig og Marta.
*
Lucie bar sin families blondeslør, en enkel tildækning, der nåede lige til kravebenene. Hendes blomsterkrans var bundet af margueritter og vilde roser. Hendes buket var en blanding af asters og gule blade. Hun gik så smuk ned ad midtergangen med sin far under armen, de sorte lokker var kunstnerisk arrangeret under hendes hovedpynt, og hendes blik var rettet lige frem.
Vi græd allesammen, da de afgav deres ægteskabsløfter. Petr var lige så ung som Lucie, ikke mere end femogtyve, og jeg var så glad på deres vegne. Der var noget smukt i, hvor forskellige de var. Han var meget højere end hun med grove træk og kraftigt, lyst hår. Jeg lagde mærke til, hvor store hans hænder var, da han løftede Lucies slør, og hvor lille hendes ansigt var, da han løftede hendes hage. Hans kys var let og eftertænksomt, så stille og blidt. Jeg så min mor tage min fars hånd og smile til ham, som om hun mindedes deres egen bryllupsdag.
De forlod kirken for at tage til receptionen hjemme hos Lucies forældre. Det var et rustikt hus med fritliggende bjælker og rødt tegltag. Krogede æbletræer og duftende pæretræer var allerede i blomst i haven. Et hvidt telt var rejst midt i det hele, om stængerne var bundet brede gule bånd. På en lille interimistisk scene sad fire mænd og spillede polka.
Det var første gang, jeg var i Lucies barndomshjem. Hun havde været hos min familie i flere år, og alligevel vidste jeg så lidt om hendes liv uden for det, hun havde hos os. Vi var lige så tæt forbundne som en familie, men havde altid vores fire vægge eller byen som baggrundskulisse. Nu så vi for første gang Lucie i hendes rette omgivelser, sammen med sin familie og sine venner. Fra et hjørne af haven så jeg hendes søstre, så, at de lignede hinanden. De fine træk, de lige kindben, den skarpe hage. Lucie og hendes far var de eneste med tykt sort hår, resten af familien var lys og blond. De var en larmende, højrøstet flok sammenlignet med os. Der var store kander med mährisk øl og slivovice; hjemmelavet blommevin. Der var fade med rustik landbomad, sauerkraut og pølser og den traditionelle stuvning med melboller.
Marta og jeg klappede og lo med alle de andre, da vi dannede en ring om Lucie og Petr. Folk hujede; de ville, at den ceremonielle tallerken skulle knuses nu. Det var en tjekkisk tradition ikke så fjern fra den jødiske, hvor brudgommen knuser et glas. Men i modsætning til det jødiske ritual, der symboliserer det, der er overgået jøderne historisk set, heriblandt sorgen over ødelæggelsen af det jødiske tempel i Jerusalem, så symboliserede det tjekkiske, at det nygifte par nu var en enhed. Da tallerkenen var blevet smadret, fik Petr en kost og Lucie en fejebakke, og sammen fejede de skårene op for at illustrere deres fælles fremtid.
*
Lucie blev kun hos os et år, efter at hun var blevet gift. Hun blev gravid i marts, og den daglige tur til Prag blev for anstrengende for hende. Da var Marta ni år gammel, og jeg ansøgte om optagelse på kunstakademiet. Men vi savnede hende meget. Hun kom og besøgte os mindst en gang om måneden, hendes mave tittede ud under den blå kappe fra min mor, som hun stadig bar pligttro. Hun var rund som en lille bolle, hendes kinder var rosenrøde, og hendes hår mere skinnende end nogensinde.
„Hvis jeg får en pige, skal hun hedde Eliška efter dig,“ sagde hun til min mor. De var nu forbundne i den hemmelige loge af mødre, som Marta og jeg stod udenfor og betragtede.
Lucies krop forandrede sig under graviditeten, og endelig begyndte også min at ændre sig. Jeg havde holdt vejret et stykke tid, mens jeg ventede på, at min krop skulle indhente de andre pigers – der alle syntes at udvikle sig tidligere end jeg. I løbet af efteråret brugte jeg mere og mere tid foran spejlet. Jeg granskede mit spejlbillede, den lille pige trak sig tilbage, og en kvindes ansigt og krop dukkede op til overfladen. Mit ansigt, der engang havde været buttet af hvalpefedt, var nu smallere og mere kantet, og min krop var mere blød, mere kurvet. Og under et sidste kup af min krop var det, som om mine bryster voksede adskillige centimeter på en nat, og jeg opdagede snart, at jeg ikke længere kunne knappe flere af mine bluser.
En del af mig ville gerne overgive mig til alle forandringerne, ville gerne overgive mig fuldstændigt til min nye fremtræden. En dag kom jeg hjem fra skole med et modemagasin og pegede på et billede af Greta Garbo. „Åh, mama,“ tiggede jeg, „må jeg ikke nok klippe mit hår?“ Jeg ville så gerne være voksen hurtigt, jeg tænkte kun på at forvandle mig til en amerikansk filmstjerne i løbet af et øjeblik. Min mor satte tekoppen fra sig og tog bladet. Hun smilede. „Jeg synes, du skal beholde dine fletninger lidt endnu, Lenka,“ sagde hun, og hendes stemme var vemodig. „Det har taget dig flere år at få så langt hår.“
Så mine fletninger blev. Min mor derimod bød nogle af de nye trends, der kom til Prag, velkommen. Hun elskede den nye mode med bukser med vide ben og stram talje. Hun købte tøj til både sig selv og mig, og hun fik endda Gizela til at sy adskillige bukser til os efter en mønsterbog, hun bestilte fra Paris.
På trods af at jeg havde et skab fuldt af nyt, moderne tøj, lykkedes det ikke at ændre min opfattelse af mig selv. Jeg havde det stadig, som om jeg var fanget i en akavet ubehjælpsomhed. Jeg ville gerne være mere selvsikker, mere feminin, men jeg følte mig kun utiltrækkende og usikker. Min krop syntes fuldstændig fremmed for mig. I flere år havde jeg kigget på en pige med fletninger og en krop, der lignede en påklædningsdukkes. Og nu, hvor puberteten forandrede den, blev jeg endnu mere bevidst om, hvordan jeg bevægede mig, især når jeg talte. Jeg foldede armene foran brystet, hvor jeg før havde gestikuleret frit. Selv mine hofter syntes at være i vejen, når jeg troede, jeg kunne klemme mig ind mellem to stole.
Jeg forsøgte at koncentrere mig om portfolien til kunstakademiet. Det var håndgribeligt, og der lå min selvtillid. Jeg var det seneste år gået fra enkle akvareller og pastelfarver til glæden ved oliemaling. Når jeg ikke lavede lektier, brugte jeg tiden på at male eller tegne. Vores stue var fuld af indrammede portrætter, jeg havde malet gennem årene. De små skitser, jeg havde lavet af Marta, da hun var helt lille, hang nu sammen med et stort portræt, jeg havde malet af hende i den hvide kjole med blåt skærf, hun havde haft på til Lucies bryllup.
Jeg håbede, at mine portrætter viste mere end blot motivets fysiske fremtoning, men også dets følelser og tanker. Hænderne, øjnene og kroppen var som delene i et urværk, og det eneste, jeg skulle, var at arrangere dem som netop det, så kunne jeg portrættere deres indre liv. Jeg forestillede mig, at jeg var El Greco, mens jeg fik min far placeret i sin smukt udskårne stol. Det røde velourbetrukne sæde stod i kontrast til hans sorte jakkesæt. Jeg malede hans pæne hænder med de blå årer og flettede fingre, der lå så roligt i hans skød. Jeg malede hans blågrønne øjne, der genspejlede lyset. Hans sorte overskæg over den lukkede, eftertænksomme mund. Min mor tilbød også at sidde model.
Hendes navn, Eliška, betyder „ræv“, når det bliver forkortet til Liška, og det yndede min far kærligt at kalde hende. Det tænkte jeg på, mens jeg malede hende. Jeg bad hende tage en helt enkel hverdagskjole på i hvid stivet bomuld med hulsøm i udskæringen og i ærmekanten. Det var sådan, jeg allerbedst kunne lide hende, uden det sædvanlige pudrede ansigt eller den elegante garderobe. Min mor, enkel og naturlig. Når hendes blege hud var bar, kunne man se, hun havde fregner, ligesom havregryn, der flød rundt i en skål mælk.
Hun var altid stille, når hun havde set et af mine færdige malerier. Som om hun ville sige noget, men holdt det tilbage.
Hun talte aldrig om dengang, hun selv gik på kunstskole, hendes liv som studerende var omgærdet med en vis mystik. Hun viste ikke ét eneste af de malerier, hun havde lavet, inden hun blev gift. Jeg vidste, hvor de var, for jeg var faldet over dem omkring den tid, hvor hun fortalte, at hun var gravid med Marta. Lucie og jeg havde været nede i kælderrummet for at lede efter en cykelpumpe til min cykel. Hver lejlighed i bygningen havde et lille bur, og min mor havde givet os nøglen til vores. Jeg havde aldrig været nede i kælderen, og det var som en mørk grotte fyldt med folks skidt og ragelse. Der var gamle møbler dækket med tungt hvidt stof, læderkufferter og kasser i stabler, der nåede loftet.
Lucie tog nøglen og låste vores bur op. Min fars cykel stod derinde, sammen med mærkede kasser fulde af porcelæn og endnu flere kasser med glas. Vi fandt cykelpumpen. Den lå ved siden af flere lærreder, som stod lænet op ad væggen dækket af et hvidt lagen.
Lucie flyttede dem helt forsigtigt. „Jeg tror, det er din mors,“ hviskede hun, selvom vi var de eneste dernede. Hendes fingre bladrede varsomt gennem malerierne, så vi kunne se dem allesammen.
Min mors billeder chokerede mig. De var ikke elegante og omhyggelige kopier af de store mestres eller fine landskabsbilleder fra de tjekkiske egne. De var sensuelle og mørke, paletten var blommefarvet og dyb ravgul. Der var et maleri af en kvinde, der lå henslængt på en divan med den ene blege arm under hovedet og bar overkrop og to lyserøde brystvorter og et tæppe draperet over hendes krydsede ben.
Jeg tænkte på billederne senere hen. Den bohemeagtige kvinde, der havde malet dem, inden hun blev nogens hustru og mor, var ikke min mor, der styrede en husholdning ovenpå. Jeg forsøgte at revidere mit billede af hende, prøvede at forestille mig hende som ung kunststuderende og i favnen på min far, da de lige havde mødt hinanden, og jeg spekulerede på, om den del af hende var forsvundet fuldstændigt, eller om den indimellem kiggede frem, når Marta og jeg sov tungt.
Lucie nævnte aldrig billederne igen. Men mange år senere, da jeg forsøgte at danne mig et fuldkomment billede af min mor, så dukkede de op igen. Det var umuligt for mig at slette bevidstheden om kontrasten mellem denne kvinde og hendes malerier.
*
Jeg blev optaget på kunstakademiet i Prag i 1936, da jeg var sytten år gammel. Jeg gik til skole hver morgen med min skitsebog under armen og en trækasse fyldt med tuber med oliemaling og pensler med zobelhår. Der var femten studerende i klassen, deraf fem piger, og jeg blev hurtigt gode venner med to af dem, Věruška og Elsa. Begge piger var jøder, og vi havde mange fælles venner fra grundskolen. Et par uger inde i første semester inviterede Věruška mig med hjem til sabbatten. Jeg vidste meget lidt om hendes familie, ud over at hendes far og farfar begge var læger, og hendes storebror Josef gik på universitetet.
Josef. Jeg kan stadig se ham så tydeligt for mig, da han kom hjem den aften. Han var gennemblødt, hans sorte hår var blankt af regn, og hans store grønne øjne havde samme farve som forvitret kobber. Jeg stod ude i gangen, da han kom, stuepigen havde lige lirket jakken af mine skuldre, og han trådte ind ad hoveddøren, da jeg var ved at vende mig om og gå hen mod stuen.
„Josef,“ sagde han og smilede, da han stillede sin taske fra sig og gav stuepigen sin frakke. Så rakte han hånden frem mod mig og lukkede sin brede hånd om min.
Det lykkedes mig at fremstamme mit navn og smile til ham. Men jeg kæmpede med min konstante generthed, og hans selvsikkerhed og gode udseende havde gjort mig stum.
„Lenka, der er du!“ udbrød Věruška, da hun kom farende ud i gangen. Hun havde skiftet tøj, siden hun kom hjem fra skole, til en smuk bordeauxfarvet kjole. Hun kastede sig om halsen på mig og kyssede mig.
„Jeg kan se, du allerede har mødt min bror.“ Hun gik over og nev Josef i kinden.
Jeg rødmede.
„Věruška.“ Han lo og tjattede hende væk. „Gå ud og sig til mor og far, at jeg er klar om et øjeblik.“
Hun nikkede, og jeg fulgte efter hende ned ad gangen til en stor stue, hvor hendes forældre sad fordybet i samtale.
Familien Kohns lejlighed var ikke ulig vores. Der var velkendte antikke røde velourbeklædte vægge, mørkebrune tagbjælker og brede franske døre. Men der var noget dystert over huset, der gjorde mig urolig.
Mit blik gled hen over salonen. Hele vejen rundt langs væggene var der vidnesbyrd om familiens lærde liv. Store medicinske tidsskrifter tungt bundet ind stod side om side på hylderne sammen med en stor samling af læderindbundne bøger. Indrammede diplomer fra Charles University og et hædersbevis fra den tjekkiske lægeforening hang på væggene. Et imponerende standur slog et slag, og i et hjørne stod et lille flygel. I sofaen sad Věruškas mor med et broderi i skødet. Mrs. Kohn var lille og rund og bar en helt enkel kjole, der skjulte hendes bløde og buttede figur. På hendes fyldige barm hang et par læsebriller i en kæde, og hendes hår var samlet i en diskret og praktisk knude i nakken.
Věruškas far var også min fars diametrale modsætning. Min fars øjne udstrålede varme, men dr. Jacob Kohns var kølige. Når han endelig kiggede op fra sin bog, var det tydeligt, at han målte vedkommende, der stod foran ham.
„Lenka Maizel,“ sagde jeg. Mit blik faldt på dr. Kohns perfekte hvide hænder, neglene var rene og omhyggeligt filet, så slap han bogen og rejste sig for at sige goddag.
„Tak for at du vil gøre os selskab i aften,“ sagde han. Hans stemme var stram og behersket. Jeg vidste fra min mor, at dr. Kohn var en anerkendt fødselslæge. „Min hustru, Anna …“ Han rørte let hendes skulder.
Věruškas mor smilede og rakte hånden frem. „Vi er glade for at holde shabbat med dig, Lenka.“ Hendes stemme var formel og afmålt.
„Tak. Og tak for invitationen.“
Dr. Kohn nikkede og gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig.
Věruška var i sit vanlige kåde humør og dumpede ned i en af de dybe, røde sofaer. Jeg glattede let min kjole og satte mig ved siden af hende.
„Så du studerer kunst sammen med vores Ruška,“ sagde hendes mor.
„Ja, det gør jeg. Og jeg er i godt selskab. Jeres Věruška er det største talent i klassen.“
Både dr. Kohn og mrs. Kohn smilede.
„Jeg er sikker på, du selv er beskeden, Lenka,“ hørte jeg en blid, dæmpet stemme sige bag mig. Det var Josef, der var kommet ind i stuen og nu stod bag sin søster og mig.
„Det er et nobelt træk, beskedenhed,“ tilføjede dr. Kohn. Han foldede atter hænderne.
„Nej, det er sandt. Věruška har det bedste øje i klassen.“ Jeg klappede hende på benet. „Vi er allesammen så misundelige.“
„Hvordan kan I dog være det?“ spurgte Josef påtaget forvirret.
„Åh, få ham til at stoppe, mama,“ protesterede Věruška. „Han er tyve år gammel, og han driller mig stadig!“
Josef og jeg kiggede på hinanden. Han smilede. Jeg rødmede. Og for første gang i mit liv kunne jeg pludselig ikke trække vejret.
Vil du læse resten af historien om Lenka og Josef?
Lenka og Josef møder hinanden i Prag lige inden anden verdenskrig bryder ud. De forelsker sig og gifter sig hurtigt, men de liv sammen bliver en kort stund, da de tvinges fra hinanden af krigen.
Josef sætter kurs mod New York med sin familie og vil have Lenka med, men hun bliver i Prag med sine forældre, indtil de har mulighed for at følge efter sammen. På vej over Atlanten forliser det skib, som Josef rejser med, men han overlever. Lenka kommer i koncentrationslejr, først Theresienstadt og sidenhen Auschwitz. Begge er de uvidende om, at den anden stadig er i live, men minderne om deres kærlighed hjælper dem igennem sorg og håbløshed. Et langt liv senere står de pludselig ansigt til ansigt. Skæbnen har ført dem sammen igen, fra de første lykkelige ungdomsår i førkrigstidens Prag, over nazismens skrækregime i Europa og til et nyt liv som jødisk immigrant i USA.
De elskende i Prag er historien om den første store kærlighed, om mindernes og kunstens lindrende kraft, om menneskers mod og udholdenhed i svære tider.
Du kan købe De elskende fra Prag online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: