Indefra

Lindhardt og Ringhof vil lave bogradio på ledig FM-kanal

Foto: Thomas A.

Lindhardt og Ringhof melder sig nu også i kampen om den ledige FM-kanal, som kommer i udbud til efteråret. Forlaget har udarbejdet et programkoncept for ”Danmarks originale bogradio”, som kan blive et seriøst alternativ til Danmarks Radio.

”Både Knud Romer og Hassan Preisler fra Radio 24syv er i forvejen forfattere på Lindhardt og Ringhof. Den erfaring vil vi selvfølgelig trække på. Men vi har også forfattere som Mich Vraa, der bor på Fyn, og Bent Haller, som bor i Nordjylland, så vi ikke risikerer, at det hele ender med at blive noget københavneri,” siger Lindhardt og Ringhofs administrerende direktør Lars Boesgaard:

”Vi ønsker en brancheløsning, som er i direkte kontakt med slutbrugerne ved at åbne vores radio op, så andre forlags forfattere også har programmer. F.eks. vil vi høre Jens Smærup Sørensen, om han vil lave et program, der kun omhandler nordjyske noveller, som foregår i et landbrugssamfund mellem 1950 og 1960.”

Direktøren mener, at den stigende interesse for lydbøger let kan overføres til radiomediet, og han ser muligheder for ekspansion med radiokanaler i både Sverige, Norge, Tyskland og Polen gennem Lindhardt og Ringhofs digitale forlag, SAGA.

”Vi vil ikke stå tilbage for Aarhus Universitetsforlag, som er med i det konsortium af regionale mediehuse, som byder ind på frekvensen,” siger han.

Af konceptbeskrivelsen fremgår det bl.a., at der ud over timenyheder fra forlagsverdenen, skal være oplæsning fra kogebøger, og programmet ”Leif og MORDopolet”, hvor selvudgivere kan få svar på krimi-dilemmaer fra studievært Leif Davidsen og et panel af Danmarks førende krimiforfattere som Lone Theils, Steffen Jacobsen, Annemette Hancock og Stefan Ahnhem.

”Vores bud er at finde et attraktivt lejemål i Lumsås og indrette en radiostation der. Der er gode tilkørselsforhold fra København og let at komme til med færgen fra Århus. Der er godt nok kun 101 kilometer fra Lumsås til København, hvis man beregner med Kraks ruteplanlægger, men vi vil de kommende uger undersøge, om Kulturministeriet er indstillet på at dispensere for de sidste ni kilometer. Vi kan også lade vores studieværter køre en lille omvej over Fårevejle for at komme op på 110 kilometer, men vi er ikke helt klar over, om hvorvidt det skal være i fugleflugtslinje,” siger Lars Boesgaard.

Læs mere om Lindhardt og Ringhofs radiokanal her:

Søren Anker Madsen (f. 1969) er journalist, pressechef på Lindhardt og Ringhof og med i Svikmøllens redaktion. Han er desuden en alsidig forfatter, som både skriver bøger til børn og voksne samt til teater og revyer.