Tidligere kriminalkommissær Ove Pedersen ser i Kommissæren – mit liv som efterforsker tilbage på sit politilivs store – og grumme – sager. Her kan du læse et uddrag fra bogen om politiarbejdet under og efter tragedien på Roskilde Festival i år 2000.
Fra dobbeltdrabet på Femøren og mordet på rockerpræsidenten Makrel, som han fulgte på første hånd. Til sagen om pigen fra Kundby, der ville bombe sin skoleklasse i islams navn.
Gennem en enestående karriere i dansk politi har Ove Pedersen set det kriminelle Danmark i alle dets afskygninger. Han lærte sit fag fra bunden i drabsafdelingen i København i 1980’erne. Og takkede af som “Roskildes Wallander” i 2016 – som chef for personfarlig kriminalitet i sin egen politikreds.
Bogen er en letlæst, øjenåbnende rejse gennem tre årtiers efterforskninger og opklaringer. Det er historien om blodige drab og ubærlige tragedier, men også en krønike om en svunden tids politi, fortalt med lune og slet skjult længsel. Ove Pedersen tager læseren med tilbage til en tid før teleoplysninger og timeregistrering. En tid, hvor dedikerede efterforskere blev på sagen, til forbryderen var i nettet. En tid, hvor kommissæren gik forrest – og aldrig på kompromis.
Musikken startede torsdag den 29. juni 2000 klokken 17.30, der var solgt 74.000 billetter, og oven i det var der omkring 30.000 frivillige, mediefolk og andre personer på Dyrskuepladsen. Roskilde Festival var – og er – en kæmpestor begivenhed.
Jeg er fast inventar. Første gang jeg deltog, var i 1971, hvor arrangementet hed Sound Festival og havde bands som Alrune Rod, Burnin Red Ivanhoe og Gasolin’ på plakaten. Jeg var 16 år gammel og snød mig ind sammen med en kammerat fra roklubben. Vi sprang simpelthen over hegnet ved staldområdet. Siden da har jeg haft lovlig adgang til festivalen via mit frivillige arbejde for foreninger og som uniformeret politimand, efterforsker og efterforskningsleder på festivalen. Den eneste gang, jeg ikke var med, var i 1977, hvor jeg var lovligt undskyldt: Jeg blev gift den 2. juli det år. Midt under festivalen. Datoen var bestemt ikke min idé, og at have bryllupsdag midt under festivalafviklingen de følgende 40 år har ikke været uden udfordringer. Festivalperioden er nu heldigvis rykket en uge frem.
I år 2000 var jeg med i en for mig ny funktion. I december måned året forinden var jeg blevet udnævnt som vicekriminalkommissær og leder af narkotikaafdelingen ved kriminalpolitiet i Roskilde. Det var min første lederstilling i politiet. Jeg var spændt, ikke mindst fordi jeg skulle udfylde et par store sko. Erik Jensen havde siddet på posten i hele 17 år. Han gik på pension, da jeg overtog stillingen.
Foruden narkoafdelingen skulle jeg også lede alt civilt politi på Roskilde Festival, så jeg var tidligt gået i gang med at forberede mig på sommerens store opgave. Som nyuddannet leder havde jeg lært, at man skulle lave en grundig plan for en så stor »aktion«, som festivalen var. Jeg havde udarbejdet en meget fin og tyk plan. Så da hegnet omkring campingområdet blev væltet klokken otte om morgenen den 24. juni, lørdagen før selve musikfestivalens start, var vi klar. I første omgang med en ordenspolitivagt, som holdt til på Slagteriskolen tæt på festivalpladsen, og fra om mandagen med en kriminalpolitivagt, der var placeret i kantinen i pavillonerne i Jernbanegade lige ved siden af Ting- og Arresthuset inde i Roskilde, hvor kriminalpolitiet havde base til daglig. Fra disse to steder skulle politiaktionen på festivalen styres igennem de næste 10 dage, med hjælp fra flere andre politikredse, blandt andre Københavns Politi. Vi havde også allerede i en del år haft udenlandske politifolk i byen til at støtte i festivalperioden for en hurtig og smidig kontakt til udenlandske politimyndigheder. Dette år var der assistance fra Sverige, Norge, Finland samt Tyskland, og netop det skulle vise sig at blive meget værdifuldt.
Vores fokus i de første dage var især at kontrollere for narko. Jeg var personligt med, da det hele startede op, og det var tydeligt, at det rigtige træk var at begynde med at undersøge festivalgæsterne allerede på parkeringspladsen foran campingområdet. Der blev patruljeret i området med narkohunde, som hurtigt kunne snuse sig frem til de ulovlige stoffer. Ud med de personer, der var i bilen, og ind med en hund, som så gennemgik hele bilen.
Der var bid i mange biler. Vi anholdt en hel del for besiddelse af hash. Og havde de anholdte allerede nået at slå lejr inde i campingområdet, skulle vi ind og finde deres telt og ejendele, samle det sammen og have det med. Lidt af en opgave blandt 73.999 andre gæsters personlige ejendele, når den anholdte nu kun kunne huske, at han boede i et gult telt. Det var ofte en sjaskvåd og mudret dynge, vi efter en del strabadser slæbte med hjem til kriminalpolitiet. Og effekterne måtte vi opbevare i carporten, for de var uegnede til at komme indenfor i lokaler, hvor mennesker også skulle opholde sig.
De mest besværlige sager var dog dem, hvor de anholdte skulle udvises af Danmark. De blev som alle andre afhørt, fik en bøde, som altid passede nogenlunde med det pengebeløb, de havde i lommen, minus udgiften til en togbillet. Men bagefter skulle de for en dels vedkommende fragtes til Sverigesfærgen i Dragør og sendes direkte hjem. Det var nemlig først weekenden efter, at Øresundsbroen åbnede. Vi kørte en del ture mellem Roskilde og havnen i Dragør. Og vi vidste godt, at de udviste festivalgæster formentlig ville stå på Roskilde Festival igen to timer senere. Men det var, hvad vi kunne gøre, og hvis de blev taget i en kontrol igen, jamen så blev de udvist i endnu længere tid.
Tyske statsborgere og andre europæere, der blev udvist, blev kørt til færgen i Rødby og sendt ud af Danmark den vej. Og sandelig om ikke også nogle få af disse kom retur til Roskilde igen. Af gode grunde kunne de dog ikke returnere inden for to timer.
Men som sagt: Jeg var ekstra spændt. Det her var jo en prøve på, om alt det, jeg havde forberedt og skrevet ned på papir, også virkede i virkeligheden. Jeg havde flere gange deltaget i festivalarbejdet som kriminalassistent, og rigtig mange af de øvrige betjente havde deltaget år efter år under den tidligere leder. Der var en aura af »sådan plejer vi at gøre«. Jeg skulle kæmpe lidt for at få min version af festivalplanen igennem. Og selv om man laver planer og forbereder sig, så er situationen altid kaotisk, når Roskilde Festival går i luften. Folk farer ind på campingområdet for at finde en plet jord til deres telt, og nogle gange kommer de ikke væk fra det telt de første mange dage. Nogle når faktisk ikke længere end teltområdet og kommer aldrig ind og hører musik. De fester igennem ved deres telt på Danmarks suverænt største campingplads, mens det ene verdensnavn afløser det andet ovre på koncertpladsen.
Da musikken startede torsdag den 29. juni, begyndte jeg at gå til møde tre gange i døgnet: klokken 12, klokken 18 og til midnat. Det gik fint det første døgn. Næste dag, fredag den 30. juni, tilbragte jeg en stor del af dagen i kriminalpolitiets lokaler i Jernbanegade med at sikre, at de mange sager og ikke mindst de mange små mængder af konfiskeret hash blev ekspederet videre. Om aftenen kørte jeg hjem til Glim, en lille flække sydvest for Roskilde, som ligger ret tæt på Dyrskuepladsen. Lige denne uge havde jeg meget kort til arbejde og kunne nå hjem og spise aftensmad sammen med min hustru, Marianne, inden jeg atter skulle tilbage til midnatsmødet. Vores yngste datter var ikke hjemme. Hun var på festivalen, ligesom de fleste andre unge fra Roskilde – og ligesom sin storesøster, vores ældste datter, som var flyttet hjemmefra og boede for sig selv i en lejlighed inde i Roskilde.
Viserne på det store ur i afdelingen viste 23.20, da jeg igen var retur i kriminalpolitiets bygning. Det summede af liv, mere end det plejede på en almindelig fredag aften, og sådan er det i Roskilde, når festivalen står på: Alt summer.
Før midnatsmødet skulle jeg snakke med de folk, der havde været på vagt i løbet af eftermiddagen og aftenen for at høre, om der havde været noget, jeg skulle have med på midnatsmødet, hvor festivalledelsen var med. Det kunne være unormalt mange tyverier, store beslag af narkotika eller farlige piller, stoffer eller svampe, der var konstateret i omløb på campingområdet. Eller i nogle tilfælde sager med kvinder, der var blevet voldtaget i deres telte.
Jeg husker tydeligt, at en politiradio i et hjørne af rummet pludselig begyndte at give en masse lyd fra sig. Fra det sædvanlige stemmeleje steg tempoet og styrken. Der var hektiske, høje stemmer, stress – og tydeligvis noget galt.
Uret viste 23.32. Jeg spidsede ører. En kvindestemme, som tilhørte en vagthavende i politivagten på Slagteriskolen, fortalte om alvorlig tilskadekomst og mange døde i området ved Orange Scene.
Adrenalinen susede ud i min krop.
Vi måtte derud. Nu.
Jeg kiggede rundt på folkene, der sad bøjet over skrivebordene og sagde hurtigt til dem, at de skulle samle sig sammen og komme af sted. Selv fór jeg ud ad døren. I løb ud til min civile tjenestebil i gården, hurtigt ud påJernbanegade og direkte ud mod festivalen.
I år 2000 var mobiltelefoner ikke hvermandseje. Jeg havde dog én, og den klikkede jeg fast i holderen ved instrumentbrættet og ringede straks til min hustru. En modbydelig tanke var formet i mit hoved: Var vores døtre, Mette og Tina, blandt dem, der var kommet til skade?
Marianne tog telefonen, men kunne ikke gøre mig mindre bekymret. Hun vidste ikke, hvor på festivalen vores piger var, og hun var i tvivl, om hun kunne få fat i dem. Men de havde hver sin mobiltelefon, og hun ville forsøge. Vi lovede at give hinanden besked, når – eller hvis – en af os fik fat i dem. Turen fra Jernbanegade til Orange Scene tager normalt 10 minutter, men selv i en bil uden blå blink og horn kørte jeg derud på fem-seks minutter. Fremme ved indgangen til parkeringspladsen bag Orange Scene måtte jeg diskutere lidt med en vagt for at få lov til at køre ind, men han gav sig, da han så mit politiskilt. Bilen kastede jeg i et hjørne, så den ikke stod i vejen for ambulancerne, som i det samme kom kørende til med hornene og blinkene tændt.
Fremme på festivalpladsen og på vej til fods ind i området ringede jeg igen hjem til Marianne for at spørge, om hun havde fået fat i pigerne. Det var vigtigt for mig at få afklaret. Men svaret trøstede mig på ingen måde. Hun havde ikke kunnet få kontakt med nogen af dem. Siden har Marianne fortalt mig, at hun, da vi ringede af, og hun overlod mig til arbejdet, gik i gang med at støvsuge hele stuehuset på gården i Glim. Hun var så nervøs, at hun på ingen måde kunne falde til ro, selv om det var hen omkring midnat.
Mange har efterfølgende spurgt mig, hvordan det var at møde op bag Orange Scene den aften, vel vidende at der var sket noget forfærdeligt. Jeg kan sige så meget, at det var et syn, jeg aldrig glemmer. Det støvregnede, og vandtågen reflekterede de blå blink rundt, så der stort set var blå blink, vor end man så hen. Mentalt var jeg forberedt på, at det var noget voldsomt, jeg skulle ud til, men alligevel.
Jeg husker råbene. Om alt muligt, men mest om at gøre noget.
»Kom herover!« »Kør derhen!« »Tag fat her!«
Alt var mudret på grund af regnen, og der lå store jernplader, som var lagt ud til lastbilerne, der skulle køre scenegear frem til Orange Scene. Hver gang en ambulance eller et andet køretøj ramte pladerne, lød den genkendelige lyd af metal, der ligesom klapper.
Jeg løb ind bag Orange Scene. Et område, jeg kendte godt fra tiden op til denne aften. Med det samme så jeg, at det var helt galt fat: Lægeteltet var fyldt op, og der kom hele tiden nogen, som bar på livløse eller tilskadekomne mennesker. På jorden lå også nogle personer med tæpper over sig. Jeg formodede, at det var de døde, der var talt om over radioen.
Det skulle vise sig kun at være en flig af katastrofen.
Jeg bevægede mig ud foran Orange Scene for at få overblik over pladsen, hvor et kaotisk hav af mennesker befandt sig. Grædende, forstenede, chokerede mennesker blandet med tusinder af berusede koncertgæster, der ikke havde fattet, at de dinglede rundt midt i en katastrofe.
Jeg kunne hurtigt konstatere, at det her ikke handlede om, at nogen var blevet skudt eller stukket ihjel. Også ude foran lå der personer med hjertestop, som læger forsøgte at genoplive. Jeg stoppede en af de uniformerede politifolk, jeg kendte, og spurgte ham, hvad der var sket. Han sagde, at de tilskadekomne var blevet mast og trampet på under det amerikanske rockband Pearl Jams koncert. Ingen meldinger om slåskamp eller andet kriminelt. Det var, som det var fremgået af meldingen, jeg havde hørt over radioen inde på stationen: Der var blevet trukket livløse mennesker ind over barrieren i buen foran Orange Scene.
Inde i lægeteltet bag scenen lå der døde, og overalt arbejdede politipersonale, frivillige vagter, sygeplejersker og læger desperat med at give livløse unge kroppe hjertemassage.
Igen fór tanken igennem mig: Hvem var de? Var det mine piger på 18 og 22 år? Jeg turde i første omgang ikke linde på tæpperne for at se på ansigterne, og det nagede mig. Det var frygten, der gnavede. Det var svært at koncentrere sig, men det lykkedes mig at skubbe de fortvivlende tanker lidt væk og samle mig om opgaven: Jeg stod midt i noget, jeg ikke havde prøvet før. Jeg havde ingen uddannelse og erfaring i præcis dette scenarie, men på den anden side: Orange Scene var ét stort gerningssted, og så var det ellers bare at gå i gang fra en ende af. Ulykkesstedet skulle ryddes for mennesker og undersøges, som var det et gerningssted for en kriminel handling.
I starten var det ganske og aldeles umuligt. Der var ikke som sådan panik foran scenen, men alle havde travlt, og der var panik at spore i øjnene på mange af de mennesker, man traf. Det var en særdeles svær situation, også fordi mange ikke ville acceptere, at koncerterne var slut. Heller ikke selv om det blev meldt ud over højttaleranlægget.
Efter Pearl Jam skulle et andet megaband, The Cure, have spillet, og det var et band, mange havde købt Roskilde-billetten for at se. Derfor ville de ikke forlade pladsen.
Meget hurtigt efter min ankomst mødte jeg bag scenen en ordenspolitileder i uniform fra Københavns Politikreds. Han havde taget teten, som den første politileder på stedet. Han havde i fin stil styret alt i det første kaos, der var opstået. Først og fremmest at få givet den livreddende førstehjælp til de mennesker, der var kommet til skade. En nødvendig opgave var også, at området bag scenen skulle deles op, så der var et sted til de svært tilskadekomne, et til de mindre tilskadekomne – og et til de døde.
Jeg vidste, at vi hurtigt måtte finde et sted til de døde. De kunne ikke bare ligge frit fremme. Vi fandt en pavillon af træ – nærmest et transportabelt skur, hvor der lå nogle mennesker og sov. De blev brutalt vækket og sendt ud i natten, og så begyndte vi ellers at bære de døde ind.
Jeg hjalp selv med at bære en enkelt af de døde ind i pavillonen. Vi var tre-fire mand, som bar ham, og jeg havde fat i det ene ben. Han havde haft en del tøj på, for det var som sagt ualmindelig køligt for årstiden. Både hans og vores tøj var smurt ind i mudder, og han havde stadig slangen fra forsøget på genoplivning i sin mund. Det var voldsomt at se.
Ellers var min rolle den nat at lede efterforskningen af ulykken. Vi skulle først og fremmest tale med de tilskadekomne og have dem registreret, så de ikke bare forsvandt ud i natten efter endt behandling. Vi skulle have mulighed for at afhøre dem mere indgående senere. De fem afdøde mænd, der var registreret på dette tidspunkt, skulle også identificeres, og det fik jeg nogle af mine egne folk til at gøre. Det handler om at komme de pårørende i forkøbet og give dem besked, før de aner uråd på anden vis.
Først kiggede vi i de afdødes lommer for at se, om der skulle være identifikationspapirer, som kunne afsløre et navn. Det var ikke nogen synderlig behagelig tjans, men det er en opgave, som skal løses hurtigst muligt.
I min plan for politiaktionen under Roskilde Festival havde jeg meget nøje beskrevet, at alle civile politifolk, som kom ud på festivalpladsen, skulle medbringe en gul vest, de kunne tage på, i tilfælde af at der skete noget stort og uvarslet på festivalen. På den måde ville vi hurtigt kunne skille politifolk ud fra civile borgere.
Den eneste, der havde glemt sin vest, det var selvfølgelig mig – chefen selv. Flot. Jeg af alle måtte låne den gule vest af en af mine medarbejdere. Han stod for at afhøre nogle af de tilskadekomne vidner, og det foregik i et telt for lettere tilskadekomne, så det gik nok. Jeg befandt mig til gengæld uden for skuret med de afdøde, og der kom hele tiden mennesker op til mig for at få svar på deres spørgsmål. Alene fordi jeg nu stod iført den gule vest med ordet »Politi« trykt bagpå.
»Hvem er kommet til skade?« »Hvem er de døde?« »Jeg kan ikke finde min ven, ved du, hvor han er?« Alle mulige spørgsmål kom i min retning.
Jeg havde lyst til at svare, at jeg var lige så bekymret som dem. At jeg havde hovedet fuldt af ængstelse. At mine to døtre var et sted på festivalen, og at jeg stadig ikke vidste, om der var sket noget med dem.
Sådan havde vi det nok alle den nat. Alle kendte nogen, der havde stået foran Orange Scene, da Pearl Jam spillede, og alle havde brug for at vide, at deres kære ikke var kommet til skade. Men det kunne jeg ikke fortælle nogen, for jeg anede det simpelthen ikke. Jeg vidste stadig ikke ret meget om katastrofens omfang, og hvem det var, der lå døde og tilskadekomne bag scenen. Det var en nat fuld af fortvivlelse.
Efter noget, der føltes som en evighed, fik vi en melding om, at der også var kommet døde ind til Roskilde Sygehus. Flere unge mænd – tre i alt. Umiddelbart var der ikke oplysninger om flere døde. Yderligere to var hårdt kvæstede, og derudover var der 10 lettere tilskadekomne, mens 23 andre havde uoplyste skader.
Det virker måske hårdt og brutalt, når jeg fortæller, at denne melding om, at dødsfaldene drejede sig om unge mænd, løsnede op for mine personlige spændinger. Men jeg fik ro på mig selv, for nu vidste jeg, at mine døtre ikke kunne være blandt de døde.
I timerne efter ulykken var mange fremme ved mikrofonen på Orange Scene for at få publikum til at forlade stedet. Men intet hjalp, og det var heller ikke muligt for os politifolk at rydde pladsen foran Orange Scene med de få mand, vi havde til rådighed. Derfor blev der rekvireret en bus med betjente fra København, som kørte med udrykning til Orange Scene. Endelig var vi nok til at rydde pladsen for festivalgæster og afspærre området. Da var klokken 02.30.
Kulden krøb ind på mig. En frisk kold vind fejede ind over pladsen. Det regnede, og selv om det var midt i den lyse sommernat, krøb termometret kun lige op over de 10 grader. Jeg havde hentet en sort regnjakke i bilen. Min tynde sommerjakke, som jeg havde haft på i starten, var slet ikke nok til, at jeg kunne holde varmen. For at se scenariet for sig, skal man forestille sig at være kold og våd, omgivet af blå blink, der hele tiden virrer for ens øjne, og mennesker i krise. Der lyder gråd, nogle skriger, og der er også dem, der bare er helt stille.
Det var virkelig en speciel situation at stå i. Selvfølgelig har man som politimand før stået i den slags situationer, med folk i sorg og chok omkring sig. Men ikke i denne skala. Alle professionelle bag og foran Orange Scene var dybt berørte af det, der foregik.
Inden pladsen var ryddet helt, husker jeg mig selv stående med en kriminaltekniker ved min side. Han havde fået at vide, at det var mig, der var efterforskningsleder på stedet. Nu var han mødt og var klar til at gå i gang, sagde han.
Jeg tror, jeg svarede ham noget i stil med: »Det var godt nok hurtigt, det er vist ikke mig, der har tilkaldt dig. Lige nu har jeg slet ikke styr på, hvad din opgave er.«
Da området var tømt for publikum, gik han og jeg dog op på Orange Scene og kiggede ud.
Hvordan skulle den mudrede plads, som området foran scenen efterhånden var omdannet til, nogensinde kunne give os svar på noget som helst?
Men vi måtte i gang. Kriminalteknikeren og jeg aftalte, at vi måtte dele ulykkesstedet op i felter, som så skulle undersøges, ét efter ét. 28 felter blev det til, hvert felt blev delt op med en rød-hvid minestrimmel, som enten blev lagt på jorden eller bundet på de orange bølgebrydere – de jernstænger, som var sat i jorden på tværs af pladsen for at forhindre koncertgæsterne i at falde i bølger, når mennesketrykket mod scenen tog til under en koncert.
Med de mange opkald løb min mobiltelefon hurtigt tør for strøm den nat. Jeg var nødt til at få en politiradio sendt ud på pladsen, så jeg igen kunne få kontakt med omverdenen. I forvejen havde det nærmest ikke været til at få signal på sin telefon på festivalpladsen på grund af for få sendemaster.
Det var i sandhed en anden tidsalder for mobiltelefoner dengang. De holdt ikke længe på en opladning, og man kunne stort set ikke bruge dem til andet end at ringe med. Det må også sige lidt om, hvor lidt man brugte mobiltelefoner dengang, at jeg under planlægningen af festivalen kun havde fået stillet to mobiltelefoner og to personsøgere til rådighed fra Rigspolitiet – til hele min gruppe. Det var, hvad vi havde. Derudover havde et par af kriminalassistenterne deres egne mobiltelefoner, som vi nu brugte i denne hektiske situation.
Mogens Sørensen, der fungerede som kriminalinspektør, mens vores sædvanlige kriminalinspektør, Jørgen Kappel, var på ferie, kom ud til mig på festivalområdet, hvor han fik en kort orientering om episoden, før han kørte retur til politistationen. På politistationen var der oprettet en såkaldt KSN, en kommandostation, som det er normalt ved større hændelser. Her sad Mogens Sørensen som kriminalpolitiets repræsentant, mens der på festivalpladsen blev oprettet en kommandocentral, en KST, der hvor vi plejede at holde de daglige møder med festivalledelsen. Politiledere fra politistationen kom til og samledes med festivalledelsen og andre myndighedspersoner i et håb om at danne sig et overblik.
På et tidspunkt var jeg selv henne i KST’en for at låne en fastnettelefon, så jeg kunne ringe ind på politistationen i Kornerups Vænge. Ved samme lejlighed bad jeg den vagthavende om at få nogen til at ringe hjem til Marianne.
Var der noget nyt om vores piger? Var de blandt de sårede? Havde hun fået fat i dem?
Svaret lettede: Marianne havde endelig fået kontakt med dem begge to. Mette havde stået ved Orange Scene, da ulykken skete, men godt langt tilbage, uden for det såkaldte pit-område. Lillesøster Tina havde forladt festivalpladsen tidligere på aftenen.
Jeg blev efterhånden mig selv indeni efter den melding.
Resultaterne af de mange vidneafhøringer ude på stedet gav ikke det store overblik i starten. Der var ikke mange, der vidste præcis, hvad der var sket. Men det kunne slås fast, at musikken på et tidspunkt var blevet stoppet, hvorefter forsangeren i Pearl Jam, Eddie Vedder, var gået frem til scenekanten og havde bedt publikum om at gå tre skridt bagud.
Mere vidste vi ikke. Sikkerhedspersonalet i buen foran scenen havde konstateret, at dem, der var blevet løftet ind over frontbuehegnet, var livløse. Nogle havde formentlig været døde i lang tid. Det var et faktum, som var forfærdeligt for dem, som havde forsøgt at genoplive de livløse. Jeg kender til politifolk, som havde ligget på knæ og forsøgt genoplivning på nogle af de livløse kroppe, indtil lægen kom hen til dem og sagde: »Det dér kan I godt stoppe, han er død.« Det har været svært.
Personligt var jeg ikke en del af selve livredningen, og efterforskerne og jeg havde også den fordel, at vi havde en vis fornemmelse af, hvad vi ville komme frem til. Det var der mange andre involverede den nat, som ikke havde. Der var frivillige vagter, som ikke var uddannet til at håndtere ulykker. Der var beredskabsfolk, som bare blev kastet ud i det. De havde måske oplevet noget, som tangerede dette, men ikke i antallet af døde. Og slet ikke så unge.
Jeg sørgede for at holde lidt øje med de folk, jeg havde med derud. Spurgte til, hvordan de havde det. Hvordan jeg selv havde det, var der ikke lige nogen, der spurgte til. Ikke før jeg på et tidspunkt løb ind i Susanne, som er gift med en af mine kammerater fra roklubben. Hun er sygeplejerske og spurgte med det samme, hun så mig: »Hvordan har du det, Ove?«
Jeg sagde til hende, at jeg mente, jeg havde det godt nok. Men det var ikke sandt.
Jeg var max presset, både psykisk og fagligt. Alle betingelser for at få det akut dårligt var til stede. Vi politifolk var kolde og pressede på alle fronter. Rigtig mange mennesker modtog krisehjælp den nat. Bare ikke os. Det havde vi ikke tid til. Først da det blev lyst om morgenen, tog vi tilbage på politistationen inde i Roskilde. Her blev der skrevet nogle rapporter og lavet en overlevering, før vi udmattede kørte hjem.
Marianne omfavnede mig, da jeg vaklede ud af bilen den formiddag. Men jeg kunne ikke sove, det var helt umuligt, så vi satte os i stedet og talte sammen et par timer. Så var jeg klar igen. Jeg rejste mig, tog et bad, fik lidt at spise og fik noget rent tøj på. Og så ind på stationen igen. Resten af folkene, der havde været med efter ulykken, havde ligesom jeg været hjemme og vende, men også de havde haft svært ved at sove. Vi kunne lige så godt arbejde videre sammen.
Hos kriminalpolitiet var alt tilgængeligt personale kaldt på arbejde og sat på efterforskningen og de mange praktiske gøremål i forbindelse med ulykken. Som assistance var der også kommet en del politifolk til fra andre politikredse, og de sad ved vores skriveborde. Jeg fik hurtigt forklaret de nye, at nu var vi tilbage og skulle bruge vores kontorer. Det var fair nok, de havde lånt dem, men vi skulle have dem tilbage, for vores planer og papirer lå ved vores pladser. Vi havde en festival, vi skulle passe på. Musikken ville snart starte op igen. Der var de samme opgaver som for et døgn siden. Så kunne de andre politifolk tage sig af alle opgaverne omkring ulykkens efterforskning.
»Tænk ikke mere på det,« fik vi at vide.
Men det var umuligt. Vi sad midt i det hele, og alle omkring os arbejdede med ulykken. Så vi hørte og så alt, hvad der foregik. I løbet af formiddagen konstaterede man, at politikredsens telefonomstilling slet ikke kunne klare alle de opkald, som kom ind. Overalt i Danmark ringede hundredvis af bekymrede forældre, der havde børn på Roskilde Festival, og spørgsmålene handlede om en eneste ting: Er mit barn blandt de døde eller svært tilskadekomne?
De administrative medarbejdere, som var sat til at løse opgaven, fik det sindssygt dårligt af at tale med alle disse mennesker i krise. De havde ingen forudsætninger for det. Heldigvis er det anderledes og betydeligt bedre på det område i dag. Personalet er uddannet og klar til at håndtere mennesker i chok og sorg.
Efter at have været forbi kriminalpolitiet om formiddagen mødtes jeg med Marianne. Vi gik ad Maglegårdsvej ud over Holbækmotorvejen og ned til festivalpladsen. Jeg havde skaffet hende et festivalarmbånd, så vi kunne gå en runde sammen omkring Orange Scene. Det var vigtigt for mig at vise hende de steder, jeg tidligere på dagen havde fortalt hende om, da jeg kom hjem efter ulykken. Det var vigtigt, at hun kunne se situationen for sig og forstod, hvad det var, jeg havde oplevet.
Vi gik rundt i området en times tid og forlod så festivalpladsen.
Det første, Marianne gjorde, da hun kom hjem igen, var at klippe festivalarmbåndet af.
Senere lørdag holdt festivalens ledelse pressemøde sammen med en række myndighedspersoner. Her var udmeldingen: »Vi har besluttet at fortsætte festivalen, men vi er ikke 110 procent sikre på, det er den rigtige beslutning. Vi vil temmelig sikkert blive kritiseret, fordi vi fortsætter, men det ville vi også, hvis vi besluttede at stoppe.«
Man forklarede videre, at festivalens op mod 100.000 deltagere ikke bare skulle sendes hjem. De skulle være sammen i sorgen. Der blev arrangeret krisehjælp, og biskop Jan Lindhardt åbnede lørdag Orange Scene. 92 koncerter manglede at blive afviklet, da musikken startede igen på pladsen lørdag aften.
Personligt kunne jeg ikke slippe ulykken af tankerne og hørte ikke noget. Jeg har siden læst, at to af de helt store navne nægtede at spille: Pet Shop Boys og Oasis.
Politimester Kornerup var omsorgsfuld og sendte en mail til alle sine medarbejdere lørdag eftermiddag. Han takkede for den kompetente og engagerede måde, den uventede politiopgave var blevet løst på – på trods af det anstrengende og følelsesmæssige pres, vi havde været under. Det var en rigtig dejlig mail at få af politikredsens øverste chef. Han var en leder med stor empati.
Kriminalteknikerne brugte hele lørdag morgen på at undersøge området foran Orange Scene, og de var stadig i gang, da vi mødte ind igen. Hvert af de 28 felter blev gennemgået minutiøst, og alting blev sikret og kørt ind til politistationen, hvor selve registreringen begyndte. Personlige ejendele, sko, jakker, papirer – alle mulige ting blev noteret.
Den mest akutte opgave var imidlertid at finde ud af, hvem de døde var. Det var vigtigt for at kunne underrette de pårørende og berolige andre pårørende, som ikke havde hørt fra deres børn på festivalen. Telefonboksene på festivalen trak lange køer af unge mennesker, som ville ringe hjem til deres familier. På Roskilde Amts Sygehus blev der oprettet en identifikationscentral i cafeteriaet, hvor urolige pårørende kunne få svar på, om de uidentificerede afdøde mænd var deres kære.
Vi fandt hurtigt ud af, at der var flere udlændinge blandt de døde. Her fik vi uvurderlig hjælp fra de assisterende politifolk fra de nordiske lande og Tyskland. De sørgede for, at vi fik en sikker identifikation af de udenlandske statsborgere blandt de døde, og at der skete underretning til de rette pårørende. Der var også andre komplikationer. En af de afdøde havde for eksempel nogle papirer i lommen, som ikke stammede fra ham selv, og det var ikke så ligetil at finde ud af, hvem han så egentlig var. De pårørende til ejermanden af identifikationspapirerne fik i første omgang et chok, da politiet troppede op, men heldigvis havde papirernes ejermand selv nået at ringe hjem, så det hurtigt kunne konstateres, at han ikke var omkommet.
En anden vigtig opgave var sammenstykningen af vidneforklaringerne, så forløbet kunne fastlægges.
Hvornår startede ulykken? Hvor startede den? Hvad fik den til at starte? Det var ikke noget, vi bare lige fik styr på.
Søndag mødte vi ind, før festivalgæsterne vågnede, og før musikken startede igen. Orange Scene er egentlig et lukket område, også for politifolk, men vi fik lov til at gå derind, så vi kunne se nærmere på de områder, vi havde set natten til lørdag, badet i blå blink.
Det var en overskyet, grå, våd og grim morgen. Det eneste, der lyste op, var det orange telt med scenen. Og selvfølgelig de mange blomster og lys, som var lagt til minde om de døde. Den øde plads i dagslyset gav os nogle andre, mere nuancerede billeder af det, der var foregået, og vi fik en god snak sammen.
Jeg tror, vi alle fik det lidt mindre dårligt med det, vi havde oplevet, inden vores festivalopgaver fortsatte. Det var heldigvis også, som om der var lagt en dæmper på antallet af stoffer oven på ulykken. Som om festivalen klingede af på lavt blus. Imens gik medierne amok i historier. Efter en lørdag i chok var forsiderne på søndagsaviserne ryddet, og der blev skrevet spalte op og spalte ned om alt det hændte, og hvem de første otte ofre var. Tre var danskere – to på 17 og én på 22 år. Tre var svenskere – én på 20 og to på 22 år. En tysk mand på 26 år var omkommet, ligesom en hollænder på 23 år. Fem dage efter ulykken blev der slukket for den respirator, der holdt en 24-årig mand fra Australien i live. Man havde blot ventet på, at hans forældre kom til Danmark, så de kunne tage ordentlig afsked. Han var ikke kommet til bevidsthed på noget tidspunkt. Med ham nåede dødstallet op på ni. Den anden hårdt kvæstede var en kvinde, som kom sig.
Jeg syntes, det var svært at kapere mediernes genfortælling af alt det, vi havde oplevet helt tæt på. Det gav et ubehageligt sug i maven, hver gang jeg så en overskrift.
Senere søndag udtalte vicepolitimester Bendt Rungstrøm sig til B.T. Han fortalte offentligheden, at vi endnu manglede en række vidneafhøringer for at få klarlagt omstændighederne omkring ulykken. Men han forventede, at der ville være et overblik efter et par dage. Det kom til at vare noget længere tid.
Festivalen i år 2000 blev lukket og slukket af det danske topband D-A-D. Der havde været mange rygter og snak frem og tilbage. Ville de mon spille? Det gjorde de. Jeg så det ikke selv, men jeg har læst beskrevet, hvordan forsanger Jesper Binzer dedikerede koncerten og nummeret »Something Good« til de afdøde. Inden bandet lukkede festivalen med storhittet »It’s After Dark«, sagde bassist Stig Pedersen: »Lad os gøre det bedre næste år.«
Året efter ulykken på Roskilde Festival blev der lavet en lille mindelund med ni sten og ni træer ved festivalpladsen nær Orange Scene til at mindes de afdøde. (Foto: Jonas Langvad Nilsson/ Ritzau Scanpix)
Vi var mange, der tog på ferie i ugerne efter Roskilde Festival. For mit eget vedkommende bestod ferien i, at jeg skulle være leder for et hold unge mennesker fra Roskilde Roklub, Roskilde Sejlklub og Vikingeskibsmuseet, der skulle deltage i et ro- og sejlstævne i de to franske havnebyer Douarnenez og Brest ved Atlanterhavskysten. De unge skulle tørne ud i museumsbåden Solidarité, der er bygget på Vikingeskibsmuseets værft som en kopi af en langbåd fra Napoleons tid.
Vi gjorde klar og forlod nogle få dage efter festivalens afslutning Roskilde for at tage på en 24-timers bustur til Frankrig. Måske ikke den mest geniale situation at bringe mig selv i efter det, jeg havde oplevet, og det blev da heller ikke til meget søvn på denne lange, ukomfortable tur ned igennem Europa. Lettere blev min ferie ikke af, at en af vores drenge på en af de første dage kom alvorligt til skade under en ro-konkurrence. Han blev lammet i hele underkroppen, og vi fik ham i hast hentet med ambulance og kørt til det lokale sygehus. Jeg var som turleder hos ham på hospitalet en stor del af tiden, og jeg havde travlt med at finde en ansat, som kunne tale engelsk. Mit franske rækker ikke langt.
Vi var bekymrede og nervøse for den unge mands førlighed, og det blev nogle lange dage på sygehuset med telefonopkald fra en telefonboks til SOS International hjemme i Danmark. Drengen fik selv underrettet sine forældre, og heldigvis fik han det lidt bedre efter et par dage. Godt var det dog ikke. Han måtte flyves hjem for videre behandling.
Jeg rejste videre til Brest, da drengen var sendt hjem til Danmark, og kunne godt mærke, at jeg begyndte at have et noget tyndslidt sind oven på festivalulykken og nu dette. Drengen kom sig heldigvis fuldstændigt. Måske en nerve havde siddet i klemme i ryggen. Vi åndede lettede op – men det var først senere.
Efter en uges tid ved Atlanterhavet blev jeg ringet op hjemmefra. Det var Marianne. Hun ville fortælle, at hun havde givet mit mobilnummer videre til min chef, kriminalinspektør Jørgen Kappel, som nu var kommet retur fra sin ferie. Dengang fik man i en stilling som min installeret en betalt tjeneste-fastnettelefon på sin bopæl, så man var til rådighed for arbejdsgiveren. Men den telefon var jo ikke meget bevendt, når man som jeg havde forladt hjemmet og var taget på ferie. Numrene til mobiltelefonerne, som flere af os efterforskere havde købt for egne penge, var ikke kendt af chefen.
Men kriminalinspektøren havde altså skaffet sig mit og ringede nu og spurgte pænt, om jeg ikke kunne slette min sidste ferieuge – den tredje – og så møde på arbejde om mandagen, når jeg var retur i Danmark.
Sådan måtte det blive. Jørgen Kappel ville gerne have, at jeg overtog rollen som efterforskningsleder for ulykken på Roskilde Festival. Jeg husker, at han sagde: »Det her bliver den største mediesag, dansk politi nogensinde har oplevet.« Det fik han bestemt ret i.
Jørgen Kappel sagde også, at der ikke måtte kunne stilles spørgsmålstegn ved noget som helst, når efterforskningen var afsluttet. Det ville jeg gøre mit bedste for.
Jeg fik stillet nogle gode folk til rådighed – hele den narkotikaafdeling, jeg et halvt år tidligere var blevet leder af, samt et par ekstra erfarne efterforskere. Vi startede med at samle os og holde et møde, for der fandtes ingen manual, vi kunne følge. Ingen af os havde prøvet noget lignende før.
Hvordan skulle vi gribe det an?
Der var selvfølgelig nogle tekniske undersøgelser, vi skulle have sat i gang. De skulle hjælpe os med at beskrive, hvad der var sket og hvordan.
Jordbunden skulle undersøges. Vi havde selv mærket, at underlaget på pladsen var vådt og mudret. Havde jorden været så glat, at den ikke var til at stå fast på, og var det derfor, koncertgæsterne var væltet og kommet til at ligge oven på hinanden?
Vejret kunne også være en faktor. Havde det spillet ind, at det var koldt og regnfuldt?
Og kunne lyden under koncerten have haft indflydelse på, at folk havde opført sig anderledes foran Orange Scene? Vidner berettede, at lyden havde været dårlig og alt for lav. Var det for bedre at kunne høre, at folk havde presset sådan på? Kunne bassen have været skruet for højt op, så højt, at det kunne give skader på de forreste koncertgæster? Alt måtte undersøges.
Både medlemmerne af Pearl Jam og nogle lokale lydteknikkere fortalte dog sidenhen, at de havde tjekket lyden undervejs, og at den havde været normal, omkring de 100 dB.
Hvad med luften, altså forholdet mellem ilt og CO2? Nogle eksperter kontaktede os uopfordret og fortalte om deres viden om ilt og CO2, blandt andet at man udskiller mere CO2 end ellers, når man har drukket alkohol. Står man presset helt tæt sammen foran en scene til en koncert, så er der nærmest ingen ilt fra skuldrene og ned. Vidner fortalte også, at de havde haft svært ved at trække vejret, når de var faldet ned på jorden.
Luftens sammensætning viste sig dog at være uden betydning. Resultaterne af obduktionerne på Retsmedicinsk Institut i København viste, at dødsårsagen for alle de omkomne var kvælning på grund af sammenpresning af brystkassen. Det var forfærdelige historier, de unge mennesker kunne fortælle, da vi gik i gang med at afhøre de mange vidner. Vi hørte, hvordan de unge havde ligget i bunker oven på hinanden ude på pladsen, mens folk under og over dem var omkommet. De havde ligget i fem-seks lag af mennesker, fra mudderet forneden og opefter.
Vidneafhøringerne var et kæmpe arbejde. Efterforskerne måtte rejse rundt i hele Danmark og Norden, ja faktisk rundt i hele Europa, for vidnerne var selvfølgelig for længst rejst hjem efter festivalen. Og det gjorde ikke opgaven mindre kompliceret, at vi skrev år 2000. Elektronisk databehandling var endnu på kravlestadiet dengang, i hvert fald i dansk politi. Vi rådede over det såkaldte PDER 2000 – et simpelt edb-program, som var efterfølgeren til de klassiske kartotekskasser med kort i pap, som jeg havde lært at arbejde med, da jeg var ansat ved drabsafdelingen i København i 80’erne. I PDER 2000-systemet var der langt til vor tids højteknologiske databehandling med mulighed for samkøring af oplysninger og sammenligning af sager. Og her stod vi med afhøringer og genafhøringer af i alt 977 personer – alt i alt over 1.000 afhøringer.
Hurtigt stod det dog klart for os, at de fleste døde havde befundet sig i det, vi kaldte felt 13 på vores oversigt. Det var en firkant foran frontbuehegnet, lige til højre for midten af scenen, set fra publikums side. De døde havde ligget et par meter fra hegnet, og derfor havde sikkerhedspersonalet haft svært ved at få fat i dem.
Et stort problem i efterforskningsarbejdet var at fastlægge tidspunkter. Hvad havde klokken været, da ulykken indtraf? Hvor længe havde de døde og tilskadekomne ligget der? Vi taler som sagt om en tid, hvor mobiltelefoner ikke var allemandseje. Det var ikke noget, alle havde i lommen, og slet ikke noget, man kiggede på eller filmede med under en koncert. Så ingen af vidnerne kunne huske noget kvalificeret om tidspunkter. Til gengæld kunne de huske, hvilke musiknumre der var blevet spillet fra scenen. Det skulle vise sig at være en stor hjælp.
Via Pearl Jams advokat fik vi udleveret lydoptagelser fra koncerten på et kassettebånd, og ud fra det kunne vi regne os frem til ulykkens indtræffen. Der var 49 minutter og 51 sekunders koncert samt 31 minutter og 6 sekunders tale fra scenen, efter at musikken var blevet slukket. Det var meget brugbart. Først og fremmest kunne vi slå fast, hvornår koncerten var startet og sluttet, hvilken rækkefølge bandet havde spillet sine numre i, og hvor lang tid hvert nummer havde varet.
Vi brugte rigtig meget tid på at afspille og gennemsøge musikken, så vi til sidst kunne alle numrene udenad. Tidsskemaet, vi fik fastlagt, viste, at Pearl Jam klokken 22.34.39 gik ind på Orange Scene. Klokken 22.35.15 slog bandet de første toner i nummeret »Corduroy« an. Sluttidspunktet for musikken blev fastlagt ret sent i vores undersøgelse, og det var først, da vi havde afhørt et vidne, som kunne fortælle nogle interessante detaljer om et mobiltelefonopkald.
Imens det opkald var i gang, var Pearl Jams forsanger, Eddie Vedder, gået frem til mikrofonen og havde sagt noget om, at der skete noget foran scenen. Det havde modtageren af mobilopkaldet fra Roskilde kunnet høre, hvorefter de havde afsluttet samtalen. Vi fandt sluttidspunktet ved at gå til den kvindelige modtagers mobilselskab, for de kunne se, hvornår samtalen var afsluttet. Telefonen var blevet afbrudt klokken 23.19 – i øvrigt samme tidspunkt, hvor jeg intetanende var mødt ind på politigården i Roskilde.
Da tidsskemaet og afhøringerne havde givet os et overblik, tegnede der sig et uhyggeligt billede. Der var gået ulidelig lang tid, fra de første koncertdeltagere var faldet på det mudrede underlag, til alarmopkaldet indløb hos politiet.
Klokken 23.04.00 røg de første ned i mudderet og begyndte at forme en menneskebunke et par meter fra frontbuehegnet foran scenen, efter at en bølge blandt koncertgæsterne havde skubbet de forreste omkuld. Det skete, mens Pearl Jam spillede nummeret »Better Man«. Bunken var opstået midt i en tyk mur af mennesker, og lagene blev bare flere og flere, når en af de mange crowdsurfere efterfølgende sejlede af sted over havet af menneskehænder, indtil han eller hun faldt ned i hullet, hvor ingen kunne gribe.
Bunken voksede hurtigt til omkring 30 personer, med en diameter på omkring tre meter. De lå lag på lag, filtret ind i hinanden. Der var naturligvis panik. Folk råbte og skreg og kæmpede for deres liv. Bad om at få hjælp.
I dokumentarfilmen Nine Rocks har koncertgængeren Tor Nygård Kolding levende beskrevet sin oplevelse af at være en af personerne i den store bunke:
»Jeg havner rigtig dybt nede i bunken. På et tidspunkt ligger jeg næsten nederst. Jeg ligger oven på en, der er stort set livløs. Jeg vil skyde på, der er to, måske tre mennesker oven på mig. På et tidspunkt begynder jeg at miste bevidstheden. Jeg kan huske, jeg tænker, at jeg bare har lyst til at sove. Men så går det pludselig op for mig, at det jo er på den måde, folk dør. Dér bliver jeg bare ramt af en eller anden panik. Med de sidste kræfter, jeg overhovedet har, får jeg rejst mig op oven på ham, der ligger under mig, og med vægten af alle dem over mig får jeg kæmpet mig op i toppen af bunken igen. På det her tidspunkt er der stadig panik øverst oppe. Folk flår i én for at komme op. Mine bukser bliver flået af mig og hænger nede omkring anklerne. Langsomt slipper folks kræfter op. Jeg tror måske, jeg besvimer en gang igen … Og jeg bliver så reddet ud af bunken.«
Klokken 23.18.05 begyndte nummeret »Daughter«, og lige inden Pearl Jam skulle til at starte på »Alive«, blev koncerten afbrudt. Klokken 23.24.30 gik Eddie Vedder frem og talte til publikum, og klokken 23.32.06 kom det første opkald til politiets 112.
28 minutter gik der, fra de første i menneskemængden faldt, til anmeldelsen skete. Derfor havde nogle ligget døde i lang tid, før de blev fundet.
Uden at gå ind i detaljerne i de enkelte afhøringer kan jeg fortælle, at vi naturligvis også afhørte de personer, som havde ligget i menneskebunkerne og overlevede. Det var den ene skrækkelige fortælling efter den anden. Unge, som havde ligget og gispet efter vejret, mens andre omkring dem døde. Jeg husker blandt andet en, som fortalte, at han var kommet til at ligge under jernbøjlen på en bølgebryder og havde talt med en over ham, som siden døde. Han havde også talt med en under, som døde af sine kvæstelser. Men vidnet havde overlevet, fordi han lå først under bøjlen. Den tog trykket for ham.
»Jo længere ned jeg kommer i menneskestakken, jo mere livløse bliver de. Da jeg når ned i andetsidste lag, går det op for mig, at der er altså nogen, der er døde nu,« fortalte en vagtmand fra frontbuen senere til TV3.
På et lille videoklip filmet langt fra scenen kunne vi se, hvordan Eddie Vedder havde taget sin mikrofon og var gået frem til scenekanten. Han bad de cirka 50.000 mennesker foran scenen om at træde tilbage.
Ordene var noget i retning af: »Jeg må fortælle jer noget. Det har intet med musik at gøre. Det har med personers sikkerhed at gøre … Der ser ud til at være et problem heroppe foran, og vi må holde en pause på fem minutter. Mens vi stopper, så vil jeg være jeres bedste ven. Så gør mig en tjeneste, for nogle af jeres venner er kommet til skade. Vil I træde tre skridt tilbage? Jeg tæller til tre.«
I de næste fire minutter og 50 sekunder opfordrede Eddie Vedder igen og igen publikum til at rykke bagud. Og til at tjekke, om der var nogen under dem. »Træd tre skridt tilbage, når jeg siger til … Én, to, tre.«
Til sidst sagde han: »Oh fuck, you guys, please, I really need your help.«
Så bad han om at få lyset på publikum tændt.
Det var tydeligt på optagelserne, at der ikke var mange, der havde registreret alvoren i Eddie Vedders ord. Det kunne man høre og se på publikums reaktion. Kun ganske få opfattede, hvad han havde sagt.
Efter sin magtesløse appel knælede den kendte forsanger på scenen med ansigtet vredet i vantro. Han tog sin hånd op til ansigtet og så fortvivlet ud. På et tidspunkt ved jeg, at han kunne følge med i, hvordan en livløs fan fik førstehjælp og hjertemassage i koncertgraven lige for øjnene af ham.
Eddie Vedder græd åbenlyst. Det var nok først dér, de fleste blandt publikum begyndte at forstå, at noget var galt.
Vi fik fat i flere af de billeder, lydoptagelser og film, de inkarnerede fans af Pearl Jam havde lavet. Der ligger en del af dem på nettet den dag i dag, også af Eddie Vedders tale til publikum. Jeg har faktisk en del gange i årenes løb lyttet til den, så jeg kan den næsten udenad efterhånden.
»On the count of three, step back – three, two, one,« nærmest messer han.
Ud fra bandets sætliste og de mange optagelser fik vi slået fast, at den tragiske koncert på Orange Scene den regnvåde aften i juni 2000 sluttede efter nummeret »Daughter«. Noget af teksten i den legendariske sang fra 1992 lyder:
Don’t call me daughter, not fit to The picture kept will remind me Don’t call me daughter, not fit to The picture kept will remind me Don’t call me … She holds the hand that holds her down She will … rise above …
Det var uhyggeligt at læse teksten til den sang med detaljerne om ulykken i baghovedet. Og som sagt: Næste nummer på sætlisten, »Alive«, kom aldrig i gang.
Kort tid efter ulykken udsendte Pearl Jam en pressemeddelelse, hvor der blandt andet stod: »Det er så smertefuldt … Jeg tror, vi venter på, at nogen kan vække os og sige, at det bare var et frygteligt mareridt … Det er så tragisk … Der er ingen ord. Knust, Pearl Jam.«
Læs videre i Kommissæren – køb bogen online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.
Tidligere kriminalkommissær Ove Pedersen ser i Kommissæren – mit liv som efterforsker tilbage på sit politilivs store – og grumme – sager. Her kan du læse et uddrag fra bogen om politiarbejdet under og efter tragedien på Roskilde Festival i år 2000.
Fra dobbeltdrabet på Femøren og mordet på rockerpræsidenten Makrel, som han fulgte på første hånd. Til sagen om pigen fra Kundby, der ville bombe sin skoleklasse i islams navn.
Gennem en enestående karriere i dansk politi har Ove Pedersen set det kriminelle Danmark i alle dets afskygninger. Han lærte sit fag fra bunden i drabsafdelingen i København i 1980’erne. Og takkede af som “Roskildes Wallander” i 2016 – som chef for personfarlig kriminalitet i sin egen politikreds.
LÆS OGSÅ: 7 nye krimier du skal glæde dig til at læse i løbet af efteråret
Bogen er en letlæst, øjenåbnende rejse gennem tre årtiers efterforskninger og opklaringer. Det er historien om blodige drab og ubærlige tragedier, men også en krønike om en svunden tids politi, fortalt med lune og slet skjult længsel. Ove Pedersen tager læseren med tilbage til en tid før teleoplysninger og timeregistrering. En tid, hvor dedikerede efterforskere blev på sagen, til forbryderen var i nettet. En tid, hvor kommissæren gik forrest – og aldrig på kompromis.
Du kan købe Kommissæren online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.
Ove Pedersen
Kommissæren
Kapitel 1: Tragedien på Roskilde Festival
Musikken startede torsdag den 29. juni 2000 klokken 17.30, der var solgt 74.000 billetter, og oven i det var der omkring 30.000 frivillige, mediefolk og andre personer på Dyrskuepladsen. Roskilde Festival var – og er – en kæmpestor begivenhed.
Jeg er fast inventar. Første gang jeg deltog, var i 1971, hvor arrangementet hed Sound Festival og havde bands som Alrune Rod, Burnin Red Ivanhoe og Gasolin’ på plakaten. Jeg var 16 år gammel og snød mig ind sammen med en kammerat fra roklubben. Vi sprang simpelthen over hegnet ved staldområdet. Siden da har jeg haft lovlig adgang til festivalen via mit frivillige arbejde for foreninger og som uniformeret politimand, efterforsker og efterforskningsleder på festivalen. Den eneste gang,
jeg ikke var med, var i 1977, hvor jeg var lovligt undskyldt: Jeg blev gift den 2. juli det år. Midt under festivalen. Datoen var bestemt ikke min idé, og at have bryllupsdag midt under festivalafviklingen de følgende 40 år har ikke været uden udfordringer. Festivalperioden er nu heldigvis rykket en uge frem.
I år 2000 var jeg med i en for mig ny funktion. I december måned året forinden var jeg blevet udnævnt som vicekriminalkommissær og leder af narkotikaafdelingen ved kriminalpolitiet i Roskilde. Det var min første lederstilling i politiet. Jeg var spændt, ikke mindst fordi jeg skulle udfylde et par store sko. Erik Jensen havde siddet på posten i hele 17 år. Han gik på pension, da jeg overtog stillingen.
Foruden narkoafdelingen skulle jeg også lede alt civilt politi på Roskilde Festival, så jeg var tidligt gået i gang med at forberede mig på sommerens store opgave. Som nyuddannet leder havde jeg lært, at man skulle lave en grundig plan for en så stor »aktion«, som festivalen var. Jeg havde udarbejdet en meget fin og tyk plan. Så da hegnet omkring campingområdet blev væltet klokken otte om morgenen den 24. juni, lørdagen før selve musikfestivalens start, var vi klar. I første omgang
med en ordenspolitivagt, som holdt til på Slagteriskolen tæt på festivalpladsen, og fra om mandagen med en kriminalpolitivagt, der var placeret i kantinen i pavillonerne i Jernbanegade lige ved siden af Ting- og Arresthuset inde i Roskilde, hvor kriminalpolitiet havde base til daglig. Fra disse to steder skulle politiaktionen på festivalen styres igennem de næste 10 dage, med hjælp fra flere andre politikredse, blandt andre Københavns Politi. Vi havde også allerede i en del år haft udenlandske politifolk i byen til at støtte i festivalperioden for en hurtig og smidig kontakt til udenlandske politimyndigheder. Dette år var der assistance fra Sverige, Norge, Finland samt Tyskland, og netop det skulle vise sig at blive meget værdifuldt.
Vores fokus i de første dage var især at kontrollere for narko. Jeg var personligt med, da det hele startede op, og det var tydeligt, at det rigtige træk var at begynde med at undersøge festivalgæsterne allerede på parkeringspladsen foran campingområdet. Der blev patruljeret i området med narkohunde, som hurtigt kunne snuse sig frem til de ulovlige stoffer. Ud med de personer, der var i bilen, og ind med en hund, som så gennemgik hele bilen.
Der var bid i mange biler. Vi anholdt en hel del for besiddelse af hash. Og havde de anholdte allerede nået at slå lejr inde i campingområdet, skulle vi ind og finde deres telt og ejendele, samle det sammen og have det med. Lidt af en opgave blandt 73.999 andre gæsters personlige ejendele, når den anholdte nu kun kunne huske, at han boede i et gult telt. Det var ofte en sjaskvåd og mudret dynge, vi efter en del strabadser slæbte med hjem til kriminalpolitiet. Og effekterne måtte vi opbevare i carporten, for de var uegnede til at komme indenfor i lokaler, hvor mennesker også skulle opholde sig.
De mest besværlige sager var dog dem, hvor de anholdte skulle udvises af Danmark. De blev som alle andre afhørt, fik en bøde, som altid passede nogenlunde med det pengebeløb, de havde i lommen, minus udgiften til en togbillet. Men bagefter skulle de for en dels vedkommende fragtes til Sverigesfærgen i Dragør og sendes direkte hjem. Det var nemlig først weekenden efter, at Øresundsbroen åbnede. Vi kørte en del ture mellem Roskilde og havnen i Dragør. Og vi vidste godt, at de udviste festivalgæster formentlig ville stå på Roskilde Festival igen to timer senere. Men det var, hvad vi kunne gøre, og hvis de blev taget i en kontrol igen, jamen så blev de udvist i endnu længere tid.
Tyske statsborgere og andre europæere, der blev udvist, blev kørt til færgen i Rødby og sendt ud af Danmark den vej. Og sandelig om ikke også nogle få af disse kom retur til Roskilde igen. Af gode grunde kunne de dog ikke returnere inden for to timer.
Men som sagt: Jeg var ekstra spændt. Det her var jo en prøve på, om alt det, jeg havde forberedt og skrevet ned på papir, også virkede i virkeligheden. Jeg havde flere gange deltaget i festivalarbejdet som kriminalassistent, og rigtig mange af de øvrige betjente havde deltaget år efter år under den tidligere leder. Der var en aura af »sådan plejer vi at gøre«. Jeg skulle kæmpe lidt for at få min version af festivalplanen igennem. Og selv om man laver planer og forbereder sig, så er situationen altid kaotisk, når Roskilde Festival går i luften. Folk farer ind på campingområdet for at finde en plet jord til deres telt, og nogle gange kommer de ikke væk fra det telt de første mange dage. Nogle når faktisk ikke længere end teltområdet og kommer aldrig ind og hører musik. De fester igennem ved deres telt på Danmarks suverænt største campingplads, mens det ene verdensnavn afløser det andet ovre på koncertpladsen.
Da musikken startede torsdag den 29. juni, begyndte jeg at gå til møde tre gange i døgnet: klokken 12, klokken 18 og til midnat. Det gik fint det første døgn. Næste dag, fredag den 30. juni, tilbragte jeg en stor del af dagen i kriminalpolitiets lokaler i Jernbanegade med at sikre, at de mange sager og ikke mindst de mange små mængder af konfiskeret hash blev ekspederet
videre. Om aftenen kørte jeg hjem til Glim, en lille flække sydvest for Roskilde, som ligger ret tæt på Dyrskuepladsen. Lige denne uge havde jeg meget kort til arbejde og kunne nå hjem og spise aftensmad sammen med min hustru, Marianne, inden jeg atter skulle tilbage til midnatsmødet. Vores yngste datter var ikke hjemme. Hun var på festivalen, ligesom de fleste andre unge fra Roskilde – og ligesom sin storesøster, vores ældste datter,
som var flyttet hjemmefra og boede for sig selv i en lejlighed inde i Roskilde.
Viserne på det store ur i afdelingen viste 23.20, da jeg igen var retur i kriminalpolitiets bygning. Det summede af liv, mere end det plejede på en almindelig fredag aften, og sådan er det i Roskilde, når festivalen står på: Alt summer.
Før midnatsmødet skulle jeg snakke med de folk, der havde været på vagt i løbet af eftermiddagen og aftenen for at høre, om der havde været noget, jeg skulle have med på midnatsmødet, hvor festivalledelsen var med. Det kunne være unormalt mange tyverier, store beslag af narkotika eller farlige piller, stoffer eller svampe, der var konstateret i omløb på campingområdet.
Eller i nogle tilfælde sager med kvinder, der var blevet voldtaget i deres telte.
Jeg husker tydeligt, at en politiradio i et hjørne af rummet pludselig begyndte at give en masse lyd fra sig. Fra det sædvanlige stemmeleje steg tempoet og styrken. Der var hektiske, høje stemmer, stress – og tydeligvis noget galt.
Uret viste 23.32. Jeg spidsede ører. En kvindestemme, som tilhørte en vagthavende i politivagten på Slagteriskolen, fortalte om alvorlig tilskadekomst og mange døde i området ved Orange Scene.
Adrenalinen susede ud i min krop.
Vi måtte derud. Nu.
Jeg kiggede rundt på folkene, der sad bøjet over skrivebordene og sagde hurtigt til dem, at de skulle samle sig sammen og komme af sted. Selv fór jeg ud ad døren. I løb ud til min civile tjenestebil i gården, hurtigt ud påJernbanegade og direkte ud mod festivalen.
I år 2000 var mobiltelefoner ikke hvermandseje. Jeg havde dog én, og den klikkede jeg fast i holderen ved instrumentbrættet og ringede straks til min hustru. En modbydelig tanke var formet i mit hoved: Var vores døtre, Mette og Tina, blandt dem, der var kommet til skade?
Marianne tog telefonen, men kunne ikke gøre mig mindre bekymret. Hun vidste ikke, hvor på festivalen vores piger var, og hun var i tvivl, om hun kunne få fat i dem. Men de havde hver sin mobiltelefon, og hun ville forsøge. Vi lovede at give hinanden besked, når – eller hvis – en af os fik fat i dem. Turen fra Jernbanegade til Orange Scene tager normalt 10 minutter, men selv i en bil uden blå blink og horn kørte jeg derud på fem-seks minutter. Fremme ved indgangen til parkeringspladsen bag Orange Scene måtte jeg diskutere lidt med en vagt for at få lov til at køre ind, men han gav sig, da han så mit politiskilt. Bilen kastede jeg i et hjørne, så den ikke stod i vejen for ambulancerne, som i det samme kom kørende til med hornene og blinkene tændt.
Fremme på festivalpladsen og på vej til fods ind i området ringede jeg igen hjem til Marianne for at spørge, om hun havde fået fat i pigerne. Det var vigtigt for mig at få afklaret. Men svaret trøstede mig på ingen måde. Hun havde ikke kunnet få kontakt med nogen af dem. Siden har Marianne fortalt mig, at hun, da vi ringede af, og hun overlod mig til arbejdet, gik i gang med at støvsuge hele stuehuset på gården i Glim. Hun var så nervøs, at hun på ingen måde kunne falde til ro, selv om det var hen omkring midnat.
Mange har efterfølgende spurgt mig, hvordan det var at møde op bag Orange Scene den aften, vel vidende at der var sket noget forfærdeligt. Jeg kan sige så meget, at det var et syn, jeg aldrig glemmer. Det støvregnede, og vandtågen reflekterede de blå blink rundt, så der stort set var blå blink, vor end man så hen. Mentalt var jeg forberedt på, at det var noget voldsomt,
jeg skulle ud til, men alligevel.
Jeg husker råbene. Om alt muligt, men mest om at gøre noget.
»Kom herover!«
»Kør derhen!«
»Tag fat her!«
Alt var mudret på grund af regnen, og der lå store jernplader, som var lagt ud til lastbilerne, der skulle køre scenegear frem til Orange Scene. Hver gang en ambulance eller et andet køretøj ramte pladerne, lød den genkendelige lyd af metal, der ligesom klapper.
Jeg løb ind bag Orange Scene. Et område, jeg kendte godt fra tiden op til denne aften. Med det samme så jeg, at det var helt galt fat: Lægeteltet var fyldt op, og der kom hele tiden nogen, som bar på livløse eller tilskadekomne mennesker. På jorden lå også nogle personer med tæpper over sig. Jeg formodede, at det var de døde, der var talt om over radioen.
Det skulle vise sig kun at være en flig af katastrofen.
Jeg bevægede mig ud foran Orange Scene for at få overblik over pladsen, hvor et kaotisk hav af mennesker befandt sig. Grædende, forstenede, chokerede mennesker blandet med tusinder af berusede koncertgæster, der ikke havde fattet, at de dinglede rundt midt i en katastrofe.
Jeg kunne hurtigt konstatere, at det her ikke handlede om, at nogen var blevet skudt eller stukket ihjel. Også ude foran lå der personer med hjertestop, som læger forsøgte at genoplive. Jeg stoppede en af de uniformerede politifolk, jeg kendte, og spurgte ham, hvad der var sket. Han sagde, at de tilskadekomne var blevet mast og trampet på under det amerikanske rockband Pearl Jams koncert. Ingen meldinger om slåskamp eller andet kriminelt. Det var, som det var fremgået af meldingen, jeg havde hørt over radioen inde på stationen: Der var blevet trukket livløse mennesker ind over barrieren i buen foran Orange Scene.
Inde i lægeteltet bag scenen lå der døde, og overalt arbejdede politipersonale, frivillige vagter, sygeplejersker og læger desperat med at give livløse unge kroppe hjertemassage.
Igen fór tanken igennem mig: Hvem var de? Var det mine piger på 18 og 22 år? Jeg turde i første omgang ikke linde på tæpperne for at se på ansigterne, og det nagede mig. Det var frygten, der gnavede. Det var svært at koncentrere sig, men det lykkedes mig at skubbe de fortvivlende tanker lidt væk og samle mig om opgaven: Jeg stod midt i noget, jeg ikke havde prøvet før. Jeg havde ingen uddannelse og erfaring i præcis dette scenarie, men på den anden side: Orange Scene var ét stort gerningssted, og så var det ellers bare at gå i gang fra en ende af. Ulykkesstedet skulle ryddes for mennesker og undersøges, som var det et gerningssted for en kriminel handling.
I starten var det ganske og aldeles umuligt. Der var ikke som sådan panik foran scenen, men alle havde travlt, og der var panik at spore i øjnene på mange af de mennesker, man traf. Det var en særdeles svær situation, også fordi mange ikke ville acceptere, at koncerterne var slut. Heller ikke selv om det blev meldt ud over højttaleranlægget.
Efter Pearl Jam skulle et andet megaband, The Cure, have spillet, og det var et band, mange havde købt Roskilde-billetten for at se. Derfor ville de ikke forlade pladsen.
Meget hurtigt efter min ankomst mødte jeg bag scenen en ordenspolitileder i uniform fra Københavns Politikreds. Han havde taget teten, som den første politileder på stedet. Han havde i fin stil styret alt i det første kaos, der var opstået. Først og fremmest at få givet den livreddende førstehjælp til de mennesker, der var kommet til skade. En nødvendig opgave var også, at området bag scenen skulle deles op, så der var et sted til de svært tilskadekomne, et til de mindre tilskadekomne – og et til de døde.
Jeg vidste, at vi hurtigt måtte finde et sted til de døde. De kunne ikke bare ligge frit fremme. Vi fandt en pavillon af træ – nærmest et transportabelt skur, hvor der lå nogle mennesker og sov. De blev brutalt vækket og sendt ud i natten, og så begyndte vi ellers at bære de døde ind.
Jeg hjalp selv med at bære en enkelt af de døde ind i pavillonen. Vi var tre-fire mand, som bar ham, og jeg havde fat i det ene ben. Han havde haft en del tøj på, for det var som sagt ualmindelig køligt for årstiden. Både hans og vores tøj var smurt ind i mudder, og han havde stadig slangen fra forsøget på genoplivning i sin mund. Det var voldsomt at se.
Ellers var min rolle den nat at lede efterforskningen af ulykken. Vi skulle først og fremmest tale med de tilskadekomne og have dem registreret, så de ikke bare forsvandt ud i natten efter endt behandling. Vi skulle have mulighed for at afhøre dem mere indgående senere. De fem afdøde mænd, der var registreret på dette tidspunkt, skulle også identificeres, og det fik jeg nogle af mine egne folk til at gøre. Det handler om at komme de pårørende i forkøbet og give dem besked, før de aner uråd på anden vis.
Først kiggede vi i de afdødes lommer for at se, om der skulle være identifikationspapirer, som kunne afsløre et navn. Det var ikke nogen synderlig behagelig tjans, men det er en opgave, som skal løses hurtigst muligt.
I min plan for politiaktionen under Roskilde Festival havde jeg meget nøje beskrevet, at alle civile politifolk, som kom ud på festivalpladsen, skulle medbringe en gul vest, de kunne tage på, i tilfælde af at der skete noget stort og uvarslet på festivalen. På den måde ville vi hurtigt kunne skille politifolk ud fra civile borgere.
Den eneste, der havde glemt sin vest, det var selvfølgelig mig – chefen selv. Flot. Jeg af alle måtte låne den gule vest af en af mine medarbejdere. Han stod for at afhøre nogle af de tilskadekomne vidner, og det foregik i et telt for lettere tilskadekomne, så det gik nok. Jeg befandt mig til gengæld uden for skuret med de afdøde, og der kom hele tiden mennesker op til mig for at få svar på deres spørgsmål. Alene fordi jeg nu stod iført den gule vest med ordet »Politi« trykt bagpå.
»Hvem er kommet til skade?«
»Hvem er de døde?«
»Jeg kan ikke finde min ven, ved du, hvor han er?«
Alle mulige spørgsmål kom i min retning.
Jeg havde lyst til at svare, at jeg var lige så bekymret som dem. At jeg havde hovedet fuldt af ængstelse. At mine to døtre var et sted på festivalen, og at jeg stadig ikke vidste, om der var sket noget med dem.
Sådan havde vi det nok alle den nat. Alle kendte nogen, der havde stået foran Orange Scene, da Pearl Jam spillede, og alle havde brug for at vide, at deres kære ikke var kommet til skade. Men det kunne jeg ikke fortælle nogen, for jeg anede det simpelthen ikke. Jeg vidste stadig ikke ret meget om katastrofens omfang, og hvem det var, der lå døde og tilskadekomne bag scenen. Det var en nat fuld af fortvivlelse.
Efter noget, der føltes som en evighed, fik vi en melding om, at der også var kommet døde ind til Roskilde Sygehus. Flere unge mænd – tre i alt. Umiddelbart var der ikke oplysninger om flere døde. Yderligere to var hårdt kvæstede, og derudover var der 10 lettere tilskadekomne, mens 23 andre havde uoplyste skader.
Det virker måske hårdt og brutalt, når jeg fortæller, at denne melding om, at dødsfaldene drejede sig om unge mænd, løsnede op for mine personlige spændinger. Men jeg fik ro på mig selv, for nu vidste jeg, at mine døtre ikke kunne være blandt de døde.
I timerne efter ulykken var mange fremme ved mikrofonen på Orange Scene for at få publikum til at forlade stedet. Men intet hjalp, og det var heller ikke muligt for os politifolk at rydde pladsen foran Orange Scene med de få mand, vi havde til rådighed. Derfor blev der rekvireret en bus med betjente fra København, som kørte med udrykning til Orange Scene. Endelig var vi nok til at rydde pladsen for festivalgæster og afspærre området. Da
var klokken 02.30.
Kulden krøb ind på mig. En frisk kold vind fejede ind over pladsen. Det regnede, og selv om det var midt i den lyse sommernat, krøb termometret kun lige op over de 10 grader. Jeg havde hentet en sort regnjakke i bilen. Min tynde sommerjakke, som jeg havde haft på i starten, var slet ikke nok til, at jeg kunne holde varmen. For at se scenariet for sig, skal man forestille sig at være kold og våd, omgivet af blå blink, der hele tiden virrer for ens øjne, og mennesker i krise. Der lyder gråd, nogle skriger, og der er også dem, der bare er helt stille.
Det var virkelig en speciel situation at stå i. Selvfølgelig har man som politimand før stået i den slags situationer, med folk i sorg og chok omkring sig. Men ikke i denne skala. Alle professionelle bag og foran Orange Scene var dybt berørte af det, der foregik.
Inden pladsen var ryddet helt, husker jeg mig selv stående med en kriminaltekniker ved min side. Han havde fået at vide, at det var mig, der var efterforskningsleder på stedet. Nu var han mødt og var klar til at gå i gang, sagde han.
Jeg tror, jeg svarede ham noget i stil med: »Det var godt nok hurtigt, det er vist ikke mig, der har tilkaldt dig. Lige nu har jeg slet ikke styr på, hvad din opgave er.«
Da området var tømt for publikum, gik han og jeg dog op på Orange Scene og kiggede ud.
Hvordan skulle den mudrede plads, som området foran scenen efterhånden var omdannet til, nogensinde kunne give os svar på noget som helst?
Men vi måtte i gang. Kriminalteknikeren og jeg aftalte, at vi måtte dele ulykkesstedet op i felter, som så skulle undersøges, ét efter ét. 28 felter blev det til, hvert felt blev delt op med en rød-hvid minestrimmel, som enten blev lagt på jorden eller bundet på de orange bølgebrydere – de jernstænger, som var sat i jorden på tværs af pladsen for at forhindre koncertgæsterne i at falde i bølger, når mennesketrykket mod scenen tog til under en koncert.
Med de mange opkald løb min mobiltelefon hurtigt tør for strøm den nat. Jeg var nødt til at få en politiradio sendt ud på pladsen, så jeg igen kunne få kontakt med omverdenen. I forvejen havde det nærmest ikke været til at få signal på sin telefon på festivalpladsen på grund af for få sendemaster.
Det var i sandhed en anden tidsalder for mobiltelefoner dengang. De holdt ikke længe på en opladning, og man kunne stort set ikke bruge dem til andet end at ringe med. Det må også sige lidt om, hvor lidt man brugte mobiltelefoner dengang, at jeg under planlægningen af festivalen kun havde fået stillet to mobiltelefoner og to personsøgere til rådighed fra Rigspolitiet – til hele min gruppe. Det var, hvad vi havde. Derudover havde et par af kriminalassistenterne deres egne mobiltelefoner, som vi nu brugte i denne hektiske situation.
Mogens Sørensen, der fungerede som kriminalinspektør, mens vores sædvanlige kriminalinspektør, Jørgen Kappel, var på ferie, kom ud til mig på festivalområdet, hvor han fik en kort orientering om episoden, før han kørte retur til politistationen. På politistationen var der oprettet en såkaldt KSN, en kommandostation, som det er normalt ved større hændelser. Her sad Mogens Sørensen som kriminalpolitiets repræsentant, mens der på festivalpladsen blev oprettet en kommandocentral, en KST, der hvor vi plejede at holde de daglige møder med festivalledelsen. Politiledere fra politistationen kom til og samledes med festivalledelsen og andre myndighedspersoner i et håb om at danne sig et overblik.
På et tidspunkt var jeg selv henne i KST’en for at låne en fastnettelefon, så jeg kunne ringe ind på politistationen i Kornerups Vænge. Ved samme lejlighed bad jeg den vagthavende om at få nogen til at ringe hjem til Marianne.
Var der noget nyt om vores piger?
Var de blandt de sårede?
Havde hun fået fat i dem?
Svaret lettede: Marianne havde endelig fået kontakt med dem begge to. Mette havde stået ved Orange Scene, da ulykken skete, men godt langt tilbage, uden for det såkaldte pit-område. Lillesøster Tina havde forladt festivalpladsen tidligere på aftenen.
Jeg blev efterhånden mig selv indeni efter den melding.
Resultaterne af de mange vidneafhøringer ude på stedet gav ikke det store overblik i starten. Der var ikke mange, der vidste præcis, hvad der var sket. Men det kunne slås fast, at musikken på et tidspunkt var blevet stoppet, hvorefter forsangeren i Pearl Jam, Eddie Vedder, var gået frem til scenekanten og havde bedt publikum om at gå tre skridt bagud.
Mere vidste vi ikke. Sikkerhedspersonalet i buen foran scenen havde konstateret, at dem, der var blevet løftet ind over frontbuehegnet, var livløse. Nogle havde formentlig været døde i lang tid. Det var et faktum, som var forfærdeligt for dem, som havde forsøgt at genoplive de livløse. Jeg kender til politifolk, som havde ligget på knæ og forsøgt genoplivning på nogle af de livløse kroppe, indtil lægen kom hen til dem og sagde: »Det dér kan I godt stoppe, han er død.« Det har været svært.
Personligt var jeg ikke en del af selve livredningen, og efterforskerne og jeg havde også den fordel, at vi havde en vis fornemmelse af, hvad vi ville komme frem til. Det var der mange andre involverede den nat, som ikke havde. Der var frivillige vagter, som ikke var uddannet til at håndtere ulykker. Der var beredskabsfolk, som bare blev kastet ud i det. De havde måske oplevet noget, som tangerede dette, men ikke i antallet af døde. Og slet ikke så unge.
Jeg sørgede for at holde lidt øje med de folk, jeg havde med derud. Spurgte til, hvordan de havde det. Hvordan jeg selv havde det, var der ikke lige nogen, der spurgte til. Ikke før jeg på et tidspunkt løb ind i Susanne, som er gift med en af mine kammerater fra roklubben. Hun er sygeplejerske og spurgte med det samme, hun så mig: »Hvordan har du det, Ove?«
Jeg sagde til hende, at jeg mente, jeg havde det godt nok.
Men det var ikke sandt.
Jeg var max presset, både psykisk og fagligt. Alle betingelser for at få det akut dårligt var til stede. Vi politifolk var kolde og pressede på alle fronter. Rigtig mange mennesker modtog krisehjælp den nat. Bare ikke os. Det havde vi ikke tid til. Først da det blev lyst om morgenen, tog vi tilbage på politistationen inde i Roskilde. Her blev der skrevet nogle rapporter og lavet en overlevering, før vi udmattede kørte hjem.
Marianne omfavnede mig, da jeg vaklede ud af bilen den formiddag. Men jeg kunne ikke sove, det var helt umuligt, så vi satte os i stedet og talte sammen et par timer. Så var jeg klar igen. Jeg rejste mig, tog et bad, fik lidt at spise og fik noget rent tøj på. Og så ind på stationen igen. Resten af folkene, der havde været med efter ulykken, havde ligesom jeg været hjemme og vende, men også de havde haft svært ved at sove. Vi kunne lige
så godt arbejde videre sammen.
Hos kriminalpolitiet var alt tilgængeligt personale kaldt på arbejde og sat på efterforskningen og de mange praktiske gøremål i forbindelse med ulykken. Som assistance var der også kommet en del politifolk til fra andre politikredse, og de sad ved vores skriveborde. Jeg fik hurtigt forklaret de nye, at nu var vi tilbage og skulle bruge vores kontorer. Det var fair nok, de havde lånt dem, men vi skulle have dem tilbage, for vores planer og papirer lå ved vores pladser. Vi havde en festival, vi skulle passe på. Musikken ville snart starte op igen. Der var de samme opgaver som for et døgn siden. Så kunne de andre politifolk tage sig af alle opgaverne omkring ulykkens efterforskning.
»Tænk ikke mere på det,« fik vi at vide.
Men det var umuligt. Vi sad midt i det hele, og alle omkring os arbejdede med ulykken. Så vi hørte og så alt, hvad der foregik. I løbet af formiddagen konstaterede man, at politikredsens telefonomstilling slet ikke kunne klare alle de opkald, som kom ind. Overalt i Danmark ringede hundredvis af bekymrede forældre, der havde børn på Roskilde Festival, og spørgsmålene
handlede om en eneste ting: Er mit barn blandt de døde eller svært tilskadekomne?
De administrative medarbejdere, som var sat til at løse opgaven, fik det sindssygt dårligt af at tale med alle disse mennesker i krise. De havde ingen forudsætninger for det. Heldigvis er det anderledes og betydeligt bedre på det område i dag. Personalet er uddannet og klar til at håndtere mennesker i chok og sorg.
Efter at have været forbi kriminalpolitiet om formiddagen mødtes jeg med Marianne. Vi gik ad Maglegårdsvej ud over Holbækmotorvejen og ned til festivalpladsen. Jeg havde skaffet hende et festivalarmbånd, så vi kunne gå en runde sammen omkring Orange Scene. Det var vigtigt for mig at vise hende de steder, jeg tidligere på dagen havde fortalt hende om, da jeg kom hjem efter ulykken. Det var vigtigt, at hun kunne se situationen for sig og forstod, hvad det var, jeg havde oplevet.
Vi gik rundt i området en times tid og forlod så festivalpladsen.
Det første, Marianne gjorde, da hun kom hjem igen, var at klippe festivalarmbåndet af.
Senere lørdag holdt festivalens ledelse pressemøde sammen med en række myndighedspersoner. Her var udmeldingen: »Vi har besluttet at fortsætte festivalen, men vi er ikke 110 procent sikre på, det er den rigtige beslutning. Vi vil temmelig sikkert blive kritiseret, fordi vi fortsætter, men det ville vi også, hvis vi besluttede at stoppe.«
Man forklarede videre, at festivalens op mod 100.000 deltagere ikke bare skulle sendes hjem. De skulle være sammen i sorgen. Der blev arrangeret krisehjælp, og biskop Jan Lindhardt åbnede lørdag Orange Scene. 92 koncerter manglede at blive afviklet, da musikken startede igen på pladsen lørdag aften.
Personligt kunne jeg ikke slippe ulykken af tankerne og hørte ikke noget. Jeg har siden læst, at to af de helt store navne nægtede at spille: Pet Shop Boys og Oasis.
Politimester Kornerup var omsorgsfuld og sendte en mail til alle sine medarbejdere lørdag eftermiddag. Han takkede for den kompetente og engagerede måde, den uventede politiopgave var blevet løst på – på trods af det anstrengende og følelsesmæssige pres, vi havde været under. Det var en rigtig dejlig mail at få af politikredsens øverste chef. Han var en leder
med stor empati.
Kriminalteknikerne brugte hele lørdag morgen på at undersøge området foran Orange Scene, og de var stadig i gang, da vi mødte ind igen. Hvert af de 28 felter blev gennemgået minutiøst, og alting blev sikret og kørt ind til politistationen, hvor selve registreringen begyndte. Personlige ejendele, sko, jakker, papirer – alle mulige ting blev noteret.
Den mest akutte opgave var imidlertid at finde ud af, hvem de døde var. Det var vigtigt for at kunne underrette de pårørende og berolige andre pårørende, som ikke havde hørt fra deres børn på festivalen. Telefonboksene på festivalen trak lange køer af unge mennesker, som ville ringe hjem til deres familier. På Roskilde Amts Sygehus blev der oprettet en identifikationscentral i cafeteriaet, hvor urolige pårørende kunne få svar på, om de uidentificerede afdøde mænd var deres kære.
Vi fandt hurtigt ud af, at der var flere udlændinge blandt de døde. Her fik vi uvurderlig hjælp fra de assisterende politifolk fra de nordiske lande og Tyskland. De sørgede for, at vi fik en sikker identifikation af de udenlandske statsborgere blandt de døde, og at der skete underretning til de rette pårørende. Der var også andre komplikationer. En af de afdøde havde for eksempel nogle papirer i lommen, som ikke stammede fra ham selv, og det var ikke så ligetil at finde ud af, hvem han så egentlig var. De pårørende til ejermanden af identifikationspapirerne fik i første omgang et chok, da politiet troppede op, men heldigvis havde papirernes ejermand selv nået at ringe hjem, så det hurtigt kunne konstateres, at han ikke var omkommet.
En anden vigtig opgave var sammenstykningen af vidneforklaringerne, så forløbet kunne fastlægges.
Hvornår startede ulykken?
Hvor startede den?
Hvad fik den til at starte?
Det var ikke noget, vi bare lige fik styr på.
Søndag mødte vi ind, før festivalgæsterne vågnede, og før musikken startede igen. Orange Scene er egentlig et lukket område, også for politifolk, men vi fik lov til at gå derind, så vi kunne se nærmere på de områder, vi havde set natten til lørdag, badet i blå blink.
Det var en overskyet, grå, våd og grim morgen. Det eneste, der lyste op, var det orange telt med scenen. Og selvfølgelig de mange blomster og lys, som var lagt til minde om de døde. Den øde plads i dagslyset gav os nogle andre, mere nuancerede billeder af det, der var foregået, og vi fik en god snak sammen.
Jeg tror, vi alle fik det lidt mindre dårligt med det, vi havde oplevet, inden vores festivalopgaver fortsatte. Det var heldigvis også, som om der var lagt en dæmper på antallet af stoffer oven på ulykken. Som om festivalen klingede af på lavt blus. Imens gik medierne amok i historier. Efter en lørdag i chok var forsiderne på søndagsaviserne ryddet, og der blev skrevet
spalte op og spalte ned om alt det hændte, og hvem de første otte ofre var. Tre var danskere – to på 17 og én på 22 år. Tre var svenskere – én på 20 og to på 22 år. En tysk mand på 26 år var omkommet, ligesom en hollænder på 23 år. Fem dage efter ulykken blev der slukket for den respirator, der holdt en 24-årig mand fra Australien i live. Man havde blot ventet på, at hans forældre kom til Danmark, så de kunne tage ordentlig afsked. Han var ikke kommet til bevidsthed på noget tidspunkt. Med ham nåede dødstallet op på ni. Den anden hårdt kvæstede var en kvinde, som kom sig.
Jeg syntes, det var svært at kapere mediernes genfortælling af alt det, vi havde oplevet helt tæt på. Det gav et ubehageligt sug i maven, hver gang jeg så en overskrift.
Senere søndag udtalte vicepolitimester Bendt Rungstrøm sig til B.T. Han fortalte offentligheden, at vi endnu manglede en række vidneafhøringer for at få klarlagt omstændighederne omkring ulykken. Men han forventede, at der ville være et overblik efter et par dage. Det kom til at vare noget længere tid.
Festivalen i år 2000 blev lukket og slukket af det danske topband D-A-D. Der havde været mange rygter og snak frem og tilbage. Ville de mon spille? Det gjorde de. Jeg så det ikke selv, men jeg har læst beskrevet, hvordan forsanger Jesper Binzer dedikerede koncerten og nummeret »Something Good« til de afdøde. Inden bandet lukkede festivalen med storhittet
»It’s After Dark«, sagde bassist Stig Pedersen: »Lad os gøre det bedre næste år.«
med ni sten og ni træer ved festivalpladsen nær Orange Scene til at mindes de afdøde.
(Foto: Jonas Langvad Nilsson/ Ritzau Scanpix)
Vi var mange, der tog på ferie i ugerne efter Roskilde Festival. For mit eget vedkommende bestod ferien i, at jeg skulle være leder for et hold unge mennesker fra Roskilde Roklub, Roskilde Sejlklub og Vikingeskibsmuseet, der skulle deltage i et ro- og sejlstævne i de to franske havnebyer Douarnenez og Brest ved Atlanterhavskysten. De unge skulle tørne ud i museumsbåden Solidarité, der er bygget på Vikingeskibsmuseets værft som en kopi af en langbåd fra Napoleons tid.
Vi gjorde klar og forlod nogle få dage efter festivalens afslutning Roskilde for at tage på en 24-timers bustur til Frankrig. Måske ikke den mest geniale situation at bringe mig selv i efter det, jeg havde oplevet, og det blev da heller ikke til meget søvn på denne lange, ukomfortable tur ned igennem Europa. Lettere blev min ferie ikke af, at en af vores drenge på en af de første dage kom alvorligt til skade under en ro-konkurrence. Han blev lammet i hele underkroppen, og vi fik ham i hast hentet med ambulance og kørt til det lokale sygehus. Jeg var som turleder hos ham på hospitalet en stor del af tiden, og jeg havde travlt med at finde en ansat, som kunne tale engelsk. Mit franske rækker ikke langt.
Vi var bekymrede og nervøse for den unge mands førlighed, og det blev nogle lange dage på sygehuset med telefonopkald fra en telefonboks til SOS International hjemme i Danmark. Drengen fik selv underrettet sine forældre, og heldigvis fik han det lidt bedre efter et par dage. Godt var det dog ikke. Han måtte flyves hjem for videre behandling.
Jeg rejste videre til Brest, da drengen var sendt hjem til Danmark, og kunne godt mærke, at jeg begyndte at have et noget tyndslidt sind oven på festivalulykken og nu dette. Drengen kom sig heldigvis fuldstændigt. Måske en nerve havde siddet i klemme i ryggen. Vi åndede lettede op – men det var først senere.
Efter en uges tid ved Atlanterhavet blev jeg ringet op hjemmefra. Det var Marianne. Hun ville fortælle, at hun havde givet mit mobilnummer videre til min chef, kriminalinspektør Jørgen Kappel, som nu var kommet retur fra sin ferie. Dengang fik man i en stilling som min installeret en betalt tjeneste-fastnettelefon på sin bopæl, så man var til rådighed for arbejdsgiveren. Men den telefon var jo ikke meget bevendt, når man som jeg havde forladt hjemmet og var taget på ferie. Numrene til mobiltelefonerne, som flere af os efterforskere havde købt for egne penge,
var ikke kendt af chefen.
Men kriminalinspektøren havde altså skaffet sig mit og ringede nu og spurgte pænt, om jeg ikke kunne slette min sidste ferieuge – den tredje – og så møde på arbejde om mandagen, når jeg var retur i Danmark.
Sådan måtte det blive. Jørgen Kappel ville gerne have, at jeg overtog rollen som efterforskningsleder for ulykken på Roskilde Festival. Jeg husker, at han sagde: »Det her bliver den største mediesag, dansk politi nogensinde har oplevet.« Det fik han bestemt ret i.
Jørgen Kappel sagde også, at der ikke måtte kunne stilles spørgsmålstegn ved noget som helst, når efterforskningen var afsluttet. Det ville jeg gøre mit bedste for.
Jeg fik stillet nogle gode folk til rådighed – hele den narkotikaafdeling, jeg et halvt år tidligere var blevet leder af, samt et par ekstra erfarne efterforskere. Vi startede med at samle os og holde et møde, for der fandtes ingen manual, vi kunne følge. Ingen af os havde prøvet noget lignende før.
Hvordan skulle vi gribe det an?
Der var selvfølgelig nogle tekniske undersøgelser, vi skulle have sat i gang. De skulle hjælpe os med at beskrive, hvad der var sket og hvordan.
Jordbunden skulle undersøges. Vi havde selv mærket, at underlaget på pladsen var vådt og mudret. Havde jorden været så glat, at den ikke var til at stå fast på, og var det derfor, koncertgæsterne var væltet og kommet til at ligge oven på hinanden?
Vejret kunne også være en faktor. Havde det spillet ind, at det var koldt og regnfuldt?
Og kunne lyden under koncerten have haft indflydelse på, at folk havde opført sig anderledes foran Orange Scene? Vidner berettede, at lyden havde været dårlig og alt for lav. Var det for bedre at kunne høre, at folk havde presset sådan på? Kunne bassen have været skruet for højt op, så højt, at det kunne give skader på de forreste koncertgæster? Alt måtte undersøges.
Både medlemmerne af Pearl Jam og nogle lokale lydteknikkere fortalte dog sidenhen, at de havde tjekket lyden undervejs, og at den havde været normal, omkring de 100 dB.
Hvad med luften, altså forholdet mellem ilt og CO2? Nogle eksperter kontaktede os uopfordret og fortalte om deres viden om ilt og CO2, blandt andet at man udskiller mere CO2 end ellers, når man har drukket alkohol. Står man presset helt tæt sammen foran en scene til en koncert, så er der nærmest ingen ilt fra skuldrene og ned. Vidner fortalte også, at de havde haft svært ved at trække vejret, når de var faldet ned på jorden.
Luftens sammensætning viste sig dog at være uden betydning. Resultaterne af obduktionerne på Retsmedicinsk Institut i København viste, at dødsårsagen for alle de omkomne var kvælning på grund af sammenpresning af brystkassen. Det var forfærdelige historier, de unge mennesker kunne fortælle, da vi gik i gang med at afhøre de mange vidner. Vi hørte, hvordan de unge havde ligget i bunker oven på hinanden ude på pladsen, mens folk under og over dem var omkommet. De havde ligget i fem-seks lag af mennesker, fra mudderet forneden og opefter.
Vidneafhøringerne var et kæmpe arbejde. Efterforskerne måtte rejse rundt i hele Danmark og Norden, ja faktisk rundt i hele Europa, for vidnerne var selvfølgelig for længst rejst hjem efter festivalen. Og det gjorde ikke opgaven mindre kompliceret, at vi skrev år 2000. Elektronisk databehandling var endnu på kravlestadiet dengang, i hvert fald i dansk politi. Vi rådede over det såkaldte PDER 2000 – et simpelt edb-program, som var efterfølgeren til de klassiske kartotekskasser med kort i pap, som jeg havde lært at arbejde med, da jeg var ansat ved drabsafdelingen i København i 80’erne. I PDER 2000-systemet var der langt til vor tids højteknologiske databehandling med mulighed for samkøring af oplysninger og sammenligning af sager. Og her stod vi med afhøringer og genafhøringer af i alt 977 personer – alt i alt over 1.000 afhøringer.
Hurtigt stod det dog klart for os, at de fleste døde havde befundet sig i det, vi kaldte felt 13 på vores oversigt. Det var en firkant foran frontbuehegnet, lige til højre for midten af scenen, set fra publikums side. De døde havde ligget et par meter fra hegnet, og derfor havde sikkerhedspersonalet haft svært ved at få fat i dem.
Et stort problem i efterforskningsarbejdet var at fastlægge tidspunkter. Hvad havde klokken været, da ulykken indtraf? Hvor længe havde de døde og tilskadekomne ligget der? Vi taler som sagt om en tid, hvor mobiltelefoner ikke var allemandseje. Det var ikke noget, alle havde i lommen, og slet ikke noget, man kiggede på eller filmede med under en koncert. Så ingen af vidnerne kunne huske noget kvalificeret om tidspunkter. Til gengæld kunne de huske, hvilke musiknumre der var blevet spillet fra scenen. Det skulle vise sig at være en stor hjælp.
Via Pearl Jams advokat fik vi udleveret lydoptagelser fra koncerten på et kassettebånd, og ud fra det kunne vi regne os frem til ulykkens indtræffen. Der var 49 minutter og 51 sekunders koncert samt 31 minutter og 6 sekunders tale fra scenen, efter at musikken var blevet slukket. Det var meget brugbart. Først og fremmest kunne vi slå fast, hvornår koncerten var startet og sluttet, hvilken rækkefølge bandet havde spillet sine numre i, og hvor lang tid hvert nummer havde varet.
Vi brugte rigtig meget tid på at afspille og gennemsøge musikken, så vi til sidst kunne alle numrene udenad. Tidsskemaet, vi fik fastlagt, viste, at Pearl Jam klokken 22.34.39 gik ind på Orange Scene. Klokken 22.35.15 slog bandet de første toner i nummeret »Corduroy« an. Sluttidspunktet for musikken blev fastlagt ret sent i vores undersøgelse, og det var først, da vi havde afhørt et vidne, som kunne fortælle nogle interessante detaljer om et mobiltelefonopkald.
Imens det opkald var i gang, var Pearl Jams forsanger, Eddie Vedder, gået frem til mikrofonen og havde sagt noget om, at der skete noget foran scenen. Det havde modtageren af mobilopkaldet fra Roskilde kunnet høre, hvorefter de havde afsluttet samtalen. Vi fandt sluttidspunktet ved at gå til den kvindelige modtagers mobilselskab, for de kunne se, hvornår samtalen var afsluttet. Telefonen var blevet afbrudt klokken 23.19 – i øvrigt samme tidspunkt, hvor jeg intetanende var mødt ind på politigården i Roskilde.
Da tidsskemaet og afhøringerne havde givet os et overblik, tegnede der sig et uhyggeligt billede. Der var gået ulidelig lang tid, fra de første koncertdeltagere var faldet på det mudrede underlag, til alarmopkaldet indløb hos politiet.
Klokken 23.04.00 røg de første ned i mudderet og begyndte at forme en menneskebunke et par meter fra frontbuehegnet foran scenen, efter at en bølge blandt koncertgæsterne havde skubbet de forreste omkuld. Det skete, mens Pearl Jam spillede nummeret »Better Man«. Bunken var opstået midt i en tyk mur af mennesker, og lagene blev bare flere og flere, når en af de mange crowdsurfere efterfølgende sejlede af sted over havet af menneskehænder, indtil han eller hun faldt ned i hullet, hvor
ingen kunne gribe.
Bunken voksede hurtigt til omkring 30 personer, med en diameter på omkring tre meter. De lå lag på lag, filtret ind i hinanden. Der var naturligvis panik. Folk råbte og skreg og kæmpede for deres liv. Bad om at få hjælp.
I dokumentarfilmen Nine Rocks har koncertgængeren Tor Nygård Kolding levende beskrevet sin oplevelse af at være en af personerne i den store bunke:
»Jeg havner rigtig dybt nede i bunken. På et tidspunkt ligger jeg næsten nederst. Jeg ligger oven på en, der er stort set livløs. Jeg vil skyde på, der er to, måske tre mennesker oven på mig. På et tidspunkt begynder jeg at miste bevidstheden. Jeg kan huske, jeg tænker, at jeg bare har lyst til at sove. Men så går det pludselig op for mig, at det jo er på den måde, folk dør. Dér bliver jeg bare ramt af en eller anden panik. Med de sidste kræfter, jeg overhovedet har, får jeg rejst mig op oven på ham, der ligger under mig, og med vægten af alle dem over mig får jeg kæmpet mig op i toppen af bunken igen. På det her tidspunkt er der stadig panik øverst oppe. Folk flår i én for at komme op. Mine bukser bliver flået af mig og hænger nede omkring anklerne. Langsomt slipper folks kræfter op. Jeg tror måske, jeg besvimer en gang igen … Og jeg bliver så reddet ud af bunken.«
Klokken 23.18.05 begyndte nummeret »Daughter«, og lige inden Pearl Jam skulle til at starte på »Alive«, blev koncerten afbrudt. Klokken 23.24.30 gik Eddie Vedder frem og talte til publikum, og klokken 23.32.06 kom det første opkald til politiets 112.
28 minutter gik der, fra de første i menneskemængden faldt, til anmeldelsen skete. Derfor havde nogle ligget døde i lang tid, før de blev fundet.
Uden at gå ind i detaljerne i de enkelte afhøringer kan jeg fortælle,
at vi naturligvis også afhørte de personer, som havde ligget i menneskebunkerne og overlevede. Det var den ene skrækkelige fortælling efter den anden. Unge, som havde ligget og gispet efter vejret, mens andre omkring dem døde. Jeg husker blandt andet en, som fortalte, at han var kommet til at ligge under jernbøjlen på en bølgebryder og havde talt med en over ham, som siden døde. Han havde også talt med en under, som døde af sine kvæstelser. Men vidnet havde overlevet, fordi han lå først under bøjlen. Den tog trykket for ham.
»Jo længere ned jeg kommer i menneskestakken, jo mere livløse bliver de. Da jeg når ned i andetsidste lag, går det op for mig, at der er altså nogen, der er døde nu,« fortalte en vagtmand fra frontbuen senere til TV3.
På et lille videoklip filmet langt fra scenen kunne vi se, hvordan Eddie Vedder havde taget sin mikrofon og var gået frem til scenekanten. Han bad de cirka 50.000 mennesker foran scenen om at træde tilbage.
Ordene var noget i retning af:
»Jeg må fortælle jer noget. Det har intet med musik at gøre. Det har med personers sikkerhed at gøre … Der ser ud til at være et problem heroppe foran, og vi må holde en pause på fem minutter. Mens vi stopper, så vil jeg være jeres bedste ven. Så gør mig en tjeneste, for nogle af jeres venner er kommet til skade. Vil I træde tre skridt tilbage? Jeg tæller til tre.«
I de næste fire minutter og 50 sekunder opfordrede Eddie Vedder igen og igen publikum til at rykke bagud. Og til at tjekke, om der var nogen under dem. »Træd tre skridt tilbage, når jeg siger til … Én, to, tre.«
Til sidst sagde han: »Oh fuck, you guys, please, I really need your help.«
Så bad han om at få lyset på publikum tændt.
Det var tydeligt på optagelserne, at der ikke var mange, der havde registreret alvoren i Eddie Vedders ord. Det kunne man høre og se på publikums reaktion. Kun ganske få opfattede, hvad han havde sagt.
Efter sin magtesløse appel knælede den kendte forsanger på scenen med ansigtet vredet i vantro. Han tog sin hånd op til ansigtet og så fortvivlet ud. På et tidspunkt ved jeg, at han kunne følge med i, hvordan en livløs fan fik førstehjælp og hjertemassage i koncertgraven lige for øjnene af ham.
Eddie Vedder græd åbenlyst. Det var nok først dér, de fleste blandt publikum begyndte at forstå, at noget var galt.
Vi fik fat i flere af de billeder, lydoptagelser og film, de inkarnerede
fans af Pearl Jam havde lavet. Der ligger en del af dem på nettet den dag i dag, også af Eddie Vedders tale til publikum. Jeg har faktisk en del gange i årenes løb lyttet til den, så jeg kan den næsten udenad efterhånden.
»On the count of three, step back – three, two, one,« nærmest messer han.
Ud fra bandets sætliste og de mange optagelser fik vi slået fast, at den tragiske koncert på Orange Scene den regnvåde aften i juni 2000 sluttede efter nummeret »Daughter«. Noget af teksten i den legendariske sang fra 1992 lyder:
Don’t call me daughter, not fit to
The picture kept will remind me
Don’t call me daughter, not fit to
The picture kept will remind me
Don’t call me …
She holds the hand that holds her down
She will … rise above …
Det var uhyggeligt at læse teksten til den sang med detaljerne om ulykken i baghovedet. Og som sagt: Næste nummer på sætlisten, »Alive«, kom aldrig i gang.
Kort tid efter ulykken udsendte Pearl Jam en pressemeddelelse, hvor der blandt andet stod: »Det er så smertefuldt … Jeg tror, vi venter på, at nogen kan vække os og sige, at det bare var et frygteligt mareridt … Det er så tragisk … Der er ingen ord. Knust, Pearl Jam.«
Læs videre i Kommissæren – køb bogen online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: