Vi kender godt hendes historie. Men vi kender ikke hende. Zandra Alex Berthelsen, der blev landskendt som den ældste pige i Tønder-sagen, fortæller for første gang hudløst ærligt om sit liv. Fra den barndom, hun aldrig fik, og frem til i dag, hvor hun har valgt livet til.
En augustdag i 2005 blev Zandra Alex Berthelsen (f. 1994) pludselig landskendt. Som den ældste af pigerne fra Tønder-sagen. Som offer for seksuelle overgreb og psykisk terror af så grov karakter, at det rystede en hel nation.
Hør Zandra fortælle om sin bog Jeg er her jo
Siden har stemplet fulgt hende: Pigen fra Tønder-sagen. Forbi plejeforældre og opholdssteder. Ned i misbrug og frem til indlæggelser på psykiatrisk hospital. Men for fire år siden fik Zandra Alex Berthelsen nok. For ingen er for altid bare en af pigerne fra Tønder-sagen, og hun tog en beslutning om at ændre sin livsbane radikalt.
Vi skal turde rumme hinanden
Zandra Alex Berthelsen har med den selvbiografiske bog, baseret på samtaler med journalist Pia Møller Søe, tage ejerskab på sin egen historie, der indtil nu udelukkende har været fortalt af andre. Fortællingen bruger hun til at dykke ned i, hvad der skete i hendes barndom, hvad det har gjort ved hende, og hvad hun kan bidrage til den offentlige samtale med i dag.
”Mit håb er, at min historie kan være med til, at vi lærer noget nyt om hinanden. At vi gør os umage med ikke at sætte mærkater på andre mennesker, og at vi øver os i at finde sprog for alt det, der er svært. Vi må ikke være så lidelsesforskrækkede. Vi må altså turde rumme hinanden – også når det gør ondt, for livet er fucking svært,” som hun skriver i bogen.
For Zandra Alex Berthelsen har selve skriveprocessen været en helende oplevelse, hvor hun har fået sat ord og perspektiv på det, hun har været igennem.
”Bogen er blevet til i et tæt samarbejde med journalist Pia Møller Søe, som jeg har indtalt lange passager fra mit liv til i min telefon – og som vi har kombineret med de mange dagbogsnotater, jeg har taget gennem tiden,” fortæller hun.
Et opgør med kassetænkning i psykiatrien
Jeg er her jo er på en gang ubærlig, voldsom og livsbekræftende læsning om en ung kvinde, der formår at veksle et grusomt livsvilkår til en enorm drivkraft og livsvilje. Det er også en invitation til en samtale om det system, der skal gribe børn og unge som Zandra Alex Berthelsen, hvis forældre ikke formår at tage vare på dem.
”Der findes systemer, der maser mennesker ned i kasser, der er for små og for usmidige. Man bliver ikke sig selv på et bosted for børn, der har det svært. Man bliver de andre. Mennesker tør sjældent nøjes med at være dem, de egentlig er, og hvis man er født til at være noget og ikke nogen, er tvivlen grundlæggende.”
Zandra Alex Berthelsen har med Jeg er her jo et ønske om at starte en offentlig samtale om, hvordan vi taler om og med mennesker med psykiske lidelser.
”Jeg har en oplevelse af et system, der inddeler folk med psykiske lidelser i kasser alt efter diagnose, og det finder jeg meget ødelæggende og forkert. Du er ikke din diagnose, du har en diagnose. Men du er så meget mere og andet end det – noget psykiatrien i dag rummer alt for dårligt. Og det synes jeg, vi skal tage en offentlig samtale om,” siger Zandra Alex Berthelsen og fortsætter:
”Jeg har et indædt ønske om, at min historie kan bruges til noget. Vi bliver alle sammen formet af vores de omgivelser – derfor er det så vigtigt, vi får kigget på psykiatrien og den alt for kassetænkende måde, den fungerer på i dag.”
Drømmen om det almindelige liv
Hun er stadig ved at finde ud af, hvordan hun gerne vil fylde sit liv op med. Hun har haft deltidsjobs, været aktiv i psykiatridebatten – og er det stadig. Holdt foredrag og undervist og har i dag bygget en medicinfri hverdag op.
”Jeg har stadig dårlige dage, men jeg er blevet bedre til at rumme mig selv og mine frustrationer. Det er følelser, de går væk igen, og de er ikke farlige. Det, de fleste lærer som barn af deres forældre, er jeg først ved at lære nu som 28-årig,” siger hun og tilføjer afsluttende:
”Min drøm er et få et helt almindeligt uafhængigt liv. Men jeg vil ikke høre på folk, der siger, at det nok skal lykkes. For det ved de ikke noget om.”
Bogen er blevet til i samarbejde og samtale med journalist Pia Møller Søe.
Jeg er her jo
En sommeraften i 2005 banker politiet på døren til et hus i Solderup lidt uden for Tønder. Indenfor sidder 11-årige Zandra og halvsover nøgen op ad sin far, der ligger halvfuld i sofaen. Politiet tager hende og hendes søster med ud af huset.
Hendes far kommer i fængsel, og deres fælles historie bliver forsidestof. De fleste kan huske historien om den ældste af pigerne fra Tønder-sagen, men hvem var hun – og findes hun i dag?
Zandra Alex Berthelsen har levet tusinde liv og på en måde ikke et eneste. Som barn blev hun seksuelt misbrugt, som ung blev hun systemets sag – og som voksen forsøger hun at finde fodfæste i en tilværelse, hvor hun hver dag skal insistere på at være sig selv.
Nu sætter hun selv ord på den opvækst, der på mange måder kom til at føles som hendes skæbne, men aldrig som den, hun egentlig er.
Vi kender godt hendes historie. Men vi kender ikke hende. Zandra Alex Berthelsen, der blev landskendt som den ældste pige i Tønder-sagen, fortæller for første gang hudløst ærligt om sit liv. Fra den barndom, hun aldrig fik, og frem til i dag, hvor hun har valgt livet til.
En augustdag i 2005 blev Zandra Alex Berthelsen (f. 1994) pludselig landskendt. Som den ældste af pigerne fra Tønder-sagen. Som offer for seksuelle overgreb og psykisk terror af så grov karakter, at det rystede en hel nation.
Hør Zandra fortælle om sin bog Jeg er her jo
Siden har stemplet fulgt hende: Pigen fra Tønder-sagen. Forbi plejeforældre og opholdssteder. Ned i misbrug og frem til indlæggelser på psykiatrisk hospital. Men for fire år siden fik Zandra Alex Berthelsen nok. For ingen er for altid bare en af pigerne fra Tønder-sagen, og hun tog en beslutning om at ændre sin livsbane radikalt.
Vi skal turde rumme hinanden
Zandra Alex Berthelsen har med den selvbiografiske bog, baseret på samtaler med journalist Pia Møller Søe, tage ejerskab på sin egen historie, der indtil nu udelukkende har været fortalt af andre. Fortællingen bruger hun til at dykke ned i, hvad der skete i hendes barndom, hvad det har gjort ved hende, og hvad hun kan bidrage til den offentlige samtale med i dag.
LÆS OGSÅ: Interview i Femina: Hun er blevet kaldt “Tønder-pigen” og har hele sit liv hørt andre tale om hende. Nu fortæller Zandra sin historie
”Mit håb er, at min historie kan være med til, at vi lærer noget nyt om hinanden. At vi gør os umage med ikke at sætte mærkater på andre mennesker, og at vi øver os i at finde sprog for alt det, der er svært. Vi må ikke være så lidelsesforskrækkede. Vi må altså turde rumme hinanden – også når det gør ondt, for livet er fucking svært,” som hun skriver i bogen.
For Zandra Alex Berthelsen har selve skriveprocessen været en helende oplevelse, hvor hun har fået sat ord og perspektiv på det, hun har været igennem.
”Bogen er blevet til i et tæt samarbejde med journalist Pia Møller Søe, som jeg har indtalt lange passager fra mit liv til i min telefon – og som vi har kombineret med de mange dagbogsnotater, jeg har taget gennem tiden,” fortæller hun.
Et opgør med kassetænkning i psykiatrien
Jeg er her jo er på en gang ubærlig, voldsom og livsbekræftende læsning om en ung kvinde, der formår at veksle et grusomt livsvilkår til en enorm drivkraft og livsvilje. Det er også en invitation til en samtale om det system, der skal gribe børn og unge som Zandra Alex Berthelsen, hvis forældre ikke formår at tage vare på dem.
LÆS OGSÅ: Jeg er her jo – Kald mig aldrig Tønder-pigen igen. Stærk biografi fra Zandra Alex Berthelsen
For som hun udtaler i bogen:
”Der findes systemer, der maser mennesker ned i kasser, der er for små og for usmidige. Man bliver ikke sig selv på et bosted for børn, der har det svært. Man bliver de andre. Mennesker tør sjældent nøjes med at være dem, de egentlig er, og hvis man er født til at være noget og ikke nogen, er tvivlen grundlæggende.”
Zandra Alex Berthelsen har med Jeg er her jo et ønske om at starte en offentlig samtale om, hvordan vi taler om og med mennesker med psykiske lidelser.
LÆS OGSÅ: 10 stærke biografier du ikke må gå glip af
”Jeg har en oplevelse af et system, der inddeler folk med psykiske lidelser i kasser alt efter diagnose, og det finder jeg meget ødelæggende og forkert. Du er ikke din diagnose, du har en diagnose. Men du er så meget mere og andet end det – noget psykiatrien i dag rummer alt for dårligt. Og det synes jeg, vi skal tage en offentlig samtale om,” siger Zandra Alex Berthelsen og fortsætter:
”Jeg har et indædt ønske om, at min historie kan bruges til noget. Vi bliver alle sammen formet af vores de omgivelser – derfor er det så vigtigt, vi får kigget på psykiatrien og den alt for kassetænkende måde, den fungerer på i dag.”
Drømmen om det almindelige liv
Hun er stadig ved at finde ud af, hvordan hun gerne vil fylde sit liv op med. Hun har haft deltidsjobs, været aktiv i psykiatridebatten – og er det stadig. Holdt foredrag og undervist og har i dag bygget en medicinfri hverdag op.
LÆS OGSÅ: Nye bøger på vej: Se vores liste med kommende bøger
”Jeg har stadig dårlige dage, men jeg er blevet bedre til at rumme mig selv og mine frustrationer. Det er følelser, de går væk igen, og de er ikke farlige. Det, de fleste lærer som barn af deres forældre, er jeg først ved at lære nu som 28-årig,” siger hun og tilføjer afsluttende:
”Min drøm er et få et helt almindeligt uafhængigt liv. Men jeg vil ikke høre på folk, der siger, at det nok skal lykkes. For det ved de ikke noget om.”
Bogen er blevet til i samarbejde og samtale med journalist Pia Møller Søe.
Jeg er her jo
En sommeraften i 2005 banker politiet på døren til et hus i Solderup lidt uden for Tønder. Indenfor sidder 11-årige Zandra og halvsover nøgen op ad sin far, der ligger halvfuld i sofaen. Politiet tager hende og hendes søster med ud af huset.
Hendes far kommer i fængsel, og deres fælles historie bliver forsidestof. De fleste kan huske historien om den ældste af pigerne fra Tønder-sagen, men hvem var hun – og findes hun i dag?
Zandra Alex Berthelsen har levet tusinde liv og på en måde ikke et eneste. Som barn blev hun seksuelt misbrugt, som ung blev hun systemets sag – og som voksen forsøger hun at finde fodfæste i en tilværelse, hvor hun hver dag skal insistere på at være sig selv.
Nu sætter hun selv ord på den opvækst, der på mange måder kom til at føles som hendes skæbne, men aldrig som den, hun egentlig er.
Du kan købe Jeg er her jo online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: