Saga

Digital serie om livet i prostitutionsbranchen

Digital serie om livet i prostitutionsbranchen

I næste uge udkommer Lotte Dalgaards barske og hjertevarme serie om Louise fra Nørrebro, som allerede fra barnsben lærer at række hånden frem for at få penge af de mænd, der forgriber sig på hende. Senere vælger hun selv prostitutionsvejen. Eller gør hun? For hvem er hun, hvis hun ikke er luder? Og kan hun overhovedet andet end at sælge sex?

Hvorfor har du valgt at udgive fortællingen som en digital serie i fem afsnit?

Jeg elsker serier og glæder mig hver uge til næste afsnit af yndlingsserierne på diverse streamingtjenester. Så jeg synes, ideen med skrevne historier i flere afsnit er god. Desuden kan jeg selv godt lide at skrive i mange forskellige genrer og på forskellige platforme. Som journalist skriver jeg artikler i diverse blade. Som manuskriptforfatter skriver jeg film, og som forfatter har jeg både skrevet interviewbøger og fiktion. Det er sjovt også at prøve at udkomme på denne måde i afsnit, der gerne skulle holde læseren til ilden flere uger i træk.

Min debutkrimi udkom i 2014, og jeg oplevede en presset bogbranche, hvor vi forfattere skal kæmpe om en plads på boghandlernes hylder. Læserne kan købe billige bøger i supermarkederne, boghandlerne er påpasselige med at købe for stort et varelager ind, forlæggerne tør ikke satse på at trykke en masse bøger, der måske ikke bliver solgt osv. Så de litterære digitale platforme og fortællinger i serieformat er en god mulighed for os forfattere til at komme bredere ud til læserne.

Hvordan kan det være, at du har valgt at beskæftige dig med emnet prostitution?

Efter at have skrevet en krimitrilogi og tre interviewbøger havde jeg gået med løse tanker om at skrive en fortælling, der blander dokumentar og fiktion. Da jeg mødte tidligere prostitueret Marlene Rommerdahl Simoni, kendt fra TV2-dokumentaren Mit liv som luder, som åbnede op for sin livshistorie en aften, vi sad til samme arrangement, fik jeg lyst til at fortælle hendes historie. Hun gav mig frie hænder til at dramatisere de oplevelser, hun efterfølgende fortalte mig om fra sit liv i prostitutionsbranchen. Jeg valgte denne form frem for at skrive en biografi, blandt andet fordi der er mange detaljer, Marlene af gode grunde har fortrængt, men også fordi en biografi involverer en masse mennesker, både familie, kunder og kolleger, og ingen af os var interesserede i at støde nogen. Så de overordnede hændelser i serien er taget fra Marlenes liv, og resten har jeg selv opfundet, hvilket for mig har været en spændende måde at arbejde på.

Hvilken oplevelse har du haft med at skrive til et digitalt format?

Jeg synes, det har været sjovt, hvis man ser bort fra emnet, selvfølgelig, som absolut ikke er sjovt, men nok nærmere tankevækkende og livsbekræftende. Men selve processen kan jeg godt lide. Ikke mindst fordi det er en ny måde at arbejde på for mig. Jeg har blandet interview og fiktion med måden at tænke på, når man skriver manuskripter, fordi hvert afsnit skal være en lille historie i historien, ligesom scenerne i en film.

Derudover kan jeg godt lide, at der ikke går ret længe, fra jeg er færdig med historien, til den udkommer. Jeg satte det sidste punktum midt i marts, så blev historien redigeret og indtalt til lydbog, der blev lavet forsider mm., og allerede i begyndelsen af maj udkommer den. Det er en meget længere proces, når man laver fysiske bøger og trykker et oplag, der skal distribueres ud til boghandlere. Det er jo også nemmere for læserne, som kan sidde hjemme i sofaen og klikke sig frem til netop den gode historie, de har lyst til at læse eller høre lige nu, frem for at skulle opsøge en fysisk boghandel og komme hjem med en bog, de måske alligevel ikke kan lide. For ikke at tale om alle de hyldemeter, der skal bruges!

Når det er sagt, elsker jeg faktisk selv at sidde med en fysisk bog i hånden. Jeg synes bare, det er dejligt, at der er kommet flere muligheder, og at de, der ikke er glade for at læse eller ikke føler, de har tiden til at sætte sig med en bog eller en tv-serie, kan lytte til bøger og serier, mens de kører bil, gør rent eller dyrker motion. Det giver som nævnt os forfattere muligheden for at nå bredere ud, og det giver læserne/lytterne mulighed for at lære flere forfattere at kende.

Det første afsnit af Oplært til prostitution udkommer som e-bog og lydbog den 9. maj 2019, og der frigives et nyt afsnit de fire efterfølgende torsdage.

Du kan købe Oplært til prostitution her.

_________________________________________________________________________

Digital serie om livet i prostitutionsbranchen

Lotte Dalgaard (f. 1967) er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Hun har arbejdet freelance for Jyllands-Posten, TV 2/Bornholm, Magasinet Sundhed m.fl. og undervist på Medieskolen Lyngby. Hun har udgivet krimierne Tvillingesagen (2014), Det svageste led (2015) og Lucy (2017) samt to interviewbøger og en biografi.