Danske krimiforfattere Saga

Danske krimiforfattere hitter digitalt i udlandet

De danske krimiforfattere Inger Gammelgaard Madsen og Lotte Petri har fundet et stort udenlandsk publikum til deres e- og lydbøger.

Inger Gammelgaard Madsen og Lotte Petri har succes i udlandet, hvor deres krimier er udkommet digitalt. Det er især serials, lydbøger, der udkommer i flere afsnit, der har gjort Inger Gammelgaard Madsen og Lotte Petri populære udenfor Danmark.

”Totalt har Inger Gammelgaard Madsens serials Brændende skyld og Sanitøren solgt mere end 150.000 eksemplarer udenfor Danmarks grænser. Saga har oversat og udgivet Inger på 19 sprog. Dermed er hun en af de mest oversatte danske forfattere og kan læses på alle nordiske sprog, på Balkan, i Centraleuropa og på de store sprog såsom engelsk, italiensk, tysk og spansk. Endda i Østafrika og Tyrkiet ser vi læsere til Ingers Roland Benito-serie,” siger Lasse Horne, forlagsdirektør for Saga.

LÆS OGSÅ: Lindhardt og Ringhof satser globalt og digitalt

Også Lotte Petri har fundet et internationalt publikum.

”Lotte Petris krimier er hårde, plotdrevne og som skræddersyet til det internationale hardcore crime-publikum. Hendes succesfulde lydbogs-serial Black Notice er oversat og udgivet i Danmark, Polen og Sverige, og yderligere fem oversættelser er under udgivelse til bl.a. engelsk og spansk. Hos Saga har Lotte Petri har også udgivet Djævelens værk, der er under udgivelse i Tyskland, Kroatien og Tjekkiet,” siger Lasse Horne.

”Det er helt tydeligt, at serial-formatet har ramt ned i noget, som læserne kan lide. I stedet for at gå i gang med en murstensroman, passer det bedre ind i manges hverdag med et afsnit af en lydbog. Vi har fået mange henvendelser fra læsere, der ønsker sig flere serials,” siger Mette Caserta, der er redaktionschef hos Saga.

Lotte Petri glæder sig over de muligheder, det internationale e- og lydbogsmarked giver:

”Der er ingen tvivl om, at digitaliseringen har gjort, at jeg kommer hurtigere ud til mange flere læsere. At blive udgivet på bl.a. det engelsksprogede marked giver jo helt fantastiske muligheder,” siger hun.

Inger Gammelgaard Madsen mener også, at digitaliseringen har åbnet nye døre for hendes forfatterskab.

LÆS OGSÅ: Streaming af e- og lydbøger stiger markant under corona-lockdown

”Det har betydet meget at udkomme digitalt i udlandet – uden e- og lydbøger var jeg gået glip af en masse læsere,” siger Inger Gammelgaard Madsen.

Hos Saga ser man frem til at følge Inger Gammelgaard Madsen og Lotte Petris forfatterskaber på det globale e- og lydbogsmarked.

”Vi glæder os til at endnu flere nordic noir-fans verden over får glæde af Inger Gammelgaard Madsen og Lotte Petris bøger,” siger Mette Caserta.