Biografier True crime

Jeg er her jo er fortællingen om Zandra Alex Berthelsen, der blev landskendt som den ældste pige i Tønder-sagen. Start din læsning her

zandra Alex Berthelsen jeg er her jo

Zandra Alex Berthelsen: “Kald mig aldrig Tønder-pigen igen“. Læs et uddrag af Jeg er her jo herunder.


En sommerdag i 2005 blev Zandra Alex Berthelsen pludselig landskendt. Som den ældste af pigerne fra Tønder-sagen, og som offer for seksuelle overgreb og psykisk terror af så grov karakter, at det rystede en hel nation.

I Jeg er her jo fortæller hun for første gang om sin livshistorie.

LÆS OGSÅ: Jeg er her jo – Kald mig aldrig Tønder-pigen igen. Stærk biografi fra Zandra Alex Berthelsen

Bogen er på en gang ubærlig, voldsom og livsbekræftende læsning om en ung kvinde, der formår at veksle et grusomt livsvilkår til en enorm drivkraft og livsvilje.

Læs et uddrag af Jeg er her jo herunder.

Du kan købe Jeg er her jo online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.




Jeg er her jo

Zandra Alex Berthelsen


HUN GRÆDER NÆSTEN ALDRIG

Hun holder af mennesker, selvom hun ved, hvad de er i stand til, og hun drømmer om en masse – men helst ikke om natten. De er noget af det værste, nætterne. I mørket føles det, som om alting kan ske. Alt det, der aldrig må ske. Så måske sover hun slet ikke, selvom hun er udmattet.

Kroppen kan ikke finde ro. Den husker, at det var om natten, han kom. At hun sommetider vågnede i sit eget opkast og sin egen afføring, fordi hun var blevet tvunget til at spise mere mad, end en barnekrop kan rumme, og fordi det ikke var tilladt at forlade værelset for at gå på toilettet. Måske var det en af de dage, hvor hun uden at vide det havde bedt om mere, end de havde at give af, hendes forældre. Kroppen husker, at han havde råderetten. Hendes far.

Hun er et ungt menneske nu. Hun ser sund og stærk ud. Hun er smuk og levende i sit blik. Hun er sky, hvis du nærmer dig for hurtigt. Hun bestemmer selv, om du må være der. Hun er begavet, indsigtsfuld og skrøbelig. Hun er fuld af en kærlighed, hun på en måde ikke kan rumme. Den føles fremmed, og hvis du siger, at hun er elsket, kigger hun væk. Det er dig, der skal bevise, at hun må være her.

Zandra Berthelsen er ikke kun den ældste af pigerne fra Tønder-sagen, hun er en ung kvinde på 27 år, og hun er født ind i et misbrug, vi ikke vil vide af. Hun var mere krop end sjæl, da hun var barn, og det er svært at træde ud af historien om de begivenheder, de fleste har svært ved at forstå. Zandra var den lille pige, der blev misbrugt af sin far og forladt af sin mor. Hun var det barn, systemet overså. Hun blev voldtaget, ydmyget og udstillet. Hendes krop blev ødelagt for altid.

De forærede den væk til fremmede i bytte for pizza og småpenge. Hun var pigen med sirlige fletninger og en allestedsnærværende frygt for at træde ved siden af. Hun var god til at holde på andres hemmeligheder. Det er hun stadig.

Hun er storesøster og datter – og hun var forsidestof i årevis, da hendes barndom blev et offentligt anliggende under overskriften ”Danmarkshistoriens største sag om seksuelt misbrug af børn”. Hun var barnet. Og hun er stadig en del af historien, men der er altid to sider af en sag. Og ingen vil for altid være den ældste af pigerne fra Tønder.

Overskrifterne er en del af hende, men hun er endelig blevet en anden. Hun er den ældste af de to piger, som voksede op i et hus i Tønder hos en mor og en far, der forbrød sig mod hende, men hun er også en ung kvinde, der har fundet ord for, hvad hun kan – og hvem hun egentlig er. Hun er en god historie, hvis man tager sig tid til at lytte.

Og det skal vi gøre, siger hun. Lad os nu for fanden tale om det, som det er – så der ikke er flere børn, der skal vokse op på forsiden af Ekstra Bladet som en god historie, der har meget lidt hold i en virkelighed, ingen har gidet fakta-tjekke. Måske, tænker hun, er der ingen, der har skænket det en tanke, da de læste med. Det kan man håbe, for ellers kan det virke næsten hjerteløst.

De var 14 og 11 år gamle, da den værste overskrift gik viralt. Den, der placerede skylden hos Zandra. Hun føler, at aviserne var med til at præge et helt samfunds holdning til hende. At de har et medansvar for omverdenens blik på hende; at hun var sådan en, man kunne gøre med, hvad man ville. Det var hun ikke længere, og det bliver hun aldrig igen.

I dag bor Zandra i en lille lejlighed på 31 kvadratmeter i en mindre by på Sjælland. Hun bor alene, men omgivet af mennesker, der har langt mindre at kæmpe med. Hun er enestående. Det kan hun godt mærke – og der er til stadighed noget absurd i at vandre rundt i diskussioner om parkeringstilladelser og tøjvask. Man farer let vild i den verden, når man er født fremmed for den.

Hun misunder os med mellemrum det ubekymrede, og hun har taget kampen op for at nærme sig alt det, vi synes er selvfølgeligt. Hun må fare med lempe. Frygten for at træde ved siden af er hun opdraget til at være på vagt over for.

Hun har kæmpet hårdt. Lænet sig tilbage i en heroinrus og et øjebliks syntetisk sjælefred, fordi det føltes som det, der gav mest mening. Den flugt kan man få brug for, når man godt forstår, hvad der er på spil. Når man genkender smerten i de andres øjne. Når man har brug for at slukke et øjeblik, hvis ikke en evighed. Når man kan se, at alle dem, der er uddannet til at tage vare på din skrøbelighed, er bange for at tage fat.

Berøringsangsten er ækel. Man får brug for at være i en verden, hvor ingenting giver mening – bare et øjeblik.

Zandra har været en del af systemet i årevis. Hun blev fjernet fra sin far, da hun var 11 år gammel, et år efter at hendes mor forlod hende og hendes søster. Hendes far blev anholdt og dømt for de overgreb, han efter kort tid tilstod, og hun har siden boet på et opholdssted, i en plejefamilie og hos en kontaktperson, sovet på sofaen hos en terapeut og i månedsvis været indlagt på psykiatriske afdelinger. Hun har været socialt hjemløs. Og hun har sjældent følt sig som sig selv undervejs.

Det gør hun i større grad nu. Nu bor hun i sin egen lejlighed. Det er første gang, hun selv har valgt det meste. Hun vågner oftere og oftere med en fornemmelse af, at hun er glad. Hun går kilometer efter kilometer hver dag. Ved vandet og i byen – men helst, når alle andre er gået hjem. Hendes yndlingsfarve er stadig blå. Det har den været, siden hun var helt lille. Det husker hun. Også.

Hun har ikke brug for alverden. Hun har indrettet sig minimalistisk, og selvom hun godt kan føle sig ensom, mærker hun mere end nogensinde, at hun er afholdt. Hun lever og sanser. Hun er til stede i verden. Nysgerrigt, stadig for sjældent legende eller let, men hun går mere modigt på opdagelse i sig selv og i dem, der kommer stadig tættere på.

Hun fik psykofarmaka første gang, da hun var 14 år gammel, men hun har ikke taget nogen form for medicin siden 2018. Hun vil ikke længere leve et liv, der føles tåget. Hun vil i stedet se alt det i øjnene, hun havde brug for at flygte fra. Hun tror på, at det, der kan gøre mennesker syge i sjælen, sjældent er vilkåret – det er livsløgnen, vi bygger ovenpå.

Det er ikke synd for hende, at hun blev misbrugt af sin far. Ikke mere. Det er synd for hende, at vi er så uvillige til at lade hende være andet end den grusomme historie. Sket er sket, siger hun. Det må man få det absolut bedste ud af.

Hun har besluttet sig for, at hun vil passe på sig selv og sin krop på den mindst indgribende måde. Hun går op i at leve rent og sundt – også mentalt. Hendes lejlighed er ryddelig og ren. Lys og enkel. Men indimellem er hun virkelig ensom, siger hun, og måske handler det også om, at hun sommetider vælger at være det.

Hun kan stadig tvivle på andre menneskers grunde til at være i hendes liv; hun kan ikke altid gennemskue, om de er der af medlidenhed eller dårlig samvittighed. Hun bryder sig ikke om nogen af delene. Hun bryder sig om det øjeblik, hvor man møder et menneske, der spørger og bliver for at høre svaret. Dem, der virkelig lytter. Hun tager sig tid til de særlige samtaler; dem, der handler om noget. Dem, man har på de dage, hvor regnen siler ned og vasker verden sprød og fin igen.

Den er smuk, siger hun – verden. Det har hun blik for. Endelig.

”Der kan være noget sært smertefuldt i at opdage, at man faktisk er holdt af. Og jeg kommer nemt til at overse det; at nogen holder af mig. Det er en af de konsekvenser, min barndom har. Jeg er ikke vokset op i kærlighed.

Det er svært for mig at fornemme det subtile i relationer – og jeg kan ikke altid være i følelsen af at være elsket. Jeg kan godt komme til at reagere ved at afvise folk, når de kommer tæt på. Når jeg kan mærke, at jeg risikerer noget ved at gå længere ind i en relation. Jeg er så bange for at miste igen. Jeg kommer nemt til at intellektualisere alting.

Og så sker det pludselig en aften, at jeg bryder helt sammen. Så kommer angsten buldrende. Panikken og en masse følelser, der er nye og fremmede, men som jeg egentlig godt kan mærke vil mig noget godt.

Jeg øver mig hele tiden i at se de følelser i øjnene, men jeg bliver også usikker – og så kan det godt føles, som om mit intellekt slår mig ned. Jeg føler ikke bare kærligheden. Jeg har brug for at forstå den. Udfordringen for mig er, at der jo er én identitet i den her verden, jeg kender ud og ind: pigen, der er troubled. Hende, der flygter fra noget og er vred og fuld af håbløshed.

Den del af mig har en risikovillighed, der gør, at det hele ikke betyder så meget. Det er jo alligevel noget lort, det hele. Det ved jeg hvordan føles. Jeg ved, hvem man er, når man er eks-misbruger. Jeg ved, hvordan en psykiatrisk patient har det, og det kan godt føles trygt at gå ind i den identitet. Så er der ikke så meget eller så mange, jeg skal forholde mig til. Der er ingen, der forventer alverden af den pige jo.

Problemet er, at det i virkeligheden ikke er den, jeg er. Men universet har en syg humor – for hvis du begynder at se tingene i øjnene, bliver du testet på det. Hvis du siger, at man selv har et ansvar for at tage vare på tilværelsen, kan du være ret sikker på, at du bliver udfordret på, om du er i stand til det. Og dét siger jeg.

Man har et ansvar for sin egen situation. Jeg øver mig i at tænke, at jeg også er et menneske, der gerne må kigge forbi til kaffe hos en bekendt. At der er noget, jeg kan bidrage med. At jeg ikke er til besvær. Jeg bliver usikker, når jeg er i den verden, I andre synes er selvfølgelig, men jeg ved godt, at jeg skal spejle mig i den. Finde min plads.

Jeg ved også godt, at det vigtige er, at man har nogen ved sin side, når livet er svært. For det er det. Og det er okay, man skal bare ikke være alene i det. Omvendt kan jeg også blive bange for, hvem jeg er for andre, hvis jeg ikke er hende, de kan tage sig af. Hvis jeg er et menneske med holdninger til, hvad jeg vil og ikke vil. Bliver de, hvis jeg på mange måder er stærk nok til at klare mig selv?

Min plejefar, Henning, sagde, man skulle samle på sine guldkorn. At man skulle skrive alt det, man oplever som sine succeser, ned i en guldkornsbog. Jeg lavede en mental bog og begyndte at samle på de stunder, jeg synes er værd at tage med videre. Den bog bruger jeg, når jeg føler mig overrumplet. Og det gør jeg tit. Allermest, når andre mennesker vil fratage mig min frie vilje. Når nogen mener, at jeg ikke må have en holdning eller fortælle, hvordan jeg oplever verden.

Meningen kan måske være god nok. De vil hjælpe. Systemet står klar med åbne arme, synes de, men systemet kunne ikke redde mig. Det kunne de mennesker, jeg gav plads og lov. Nogle af dem er en del af systemet, men de er ikke systemet. Det sidste gør forskellen. Jeg vil gerne dele min historie, men kun med dem, der lytter.

Det er svært, når folk ikke lytter, men når jeg fortæller historien alligevel, er det, fordi det er den eneste måde, man kan få nogen til at lytte på. Bogen giver mig en stemme. Og jeg får mulighed for at lette mit hjerte. Vi kan ikke holde op med at tale om det, der er svært, fordi vi er bange for reaktionen. Jeg er træt af, at der bliver stille, når jeg sætter mig ved bordet. Jeg har brug for, at vi taler om tingene.

Min plejemor, Else, lyttede. Det kan jeg godt se, men måske først nu. Vi havde ikke noget ubesværet forhold til hinanden. Jeg var i opposition, tror jeg. Det er svært at tro på, at du godt må være her, hvis du altid er blevet stuvet af vejen eller er blevet brugt som en, der kun tjente et formål for andre.

Jeg havde hele tiden brug for, at hun skulle forsikre mig om, at hun var der. At hun blev. Hun svarede mig altid, at hun ville være der, indtil den dag hun døde. Hun tog døden alvorligt som et vilkår, der ikke er til forhandling, og det har jeg lært meget af. Erkendelsen af, at ikke alt er i vores magt. Døden kommer en dag – indtil da har vi livet at gøre godt med. Hvad kan vi bruge det til? Hvordan veksler vi det vilkår, vi har fået? Jeg kan mærke, at det kan man godt.”

De mennesker, der er blevet til en del af hendes verden, dem, hun fandt fodfæste hos undervejs, har de vakte sanser til fælles. Den plejemor, der intuitivt fornemmede hendes sindstilstand en tilfældig tirsdag i maj, pigen, hun delte gadelys og modløst mørke med, pædagogen, der turde sige, at det er svært at rumme, at der er voksne, som har behandlet hende så følelseskoldt – socialrådgiveren, der lyttede, og kvinden, hun elskede, men forlod – hende, der måske i virkeligheden forstod alt det, man ikke kan få sagt. De mennesker er en del af den, hun er.

Zandra hader i sidste ende ikke nogen eller noget. Hun har fantaseret om at slå sin far ihjel og om at hævne sig på alle de mænd, der ødelagde hende engang, og hun har kæmpet for at få en relation til sin mor, men hun gav endelig slip, da det gik op for hende, at det var det rigtige at gøre. Hun foragter deres handlinger, men hun forsøger altid at forstå.

Og hvis en terapeut med dyre briller og en samfundsverificeret kandidatgrad siger til dig, at du er ”alt, alt for eleveret i dine følelser” – og skriver det ind i en tyk sagsmappe med dit personnummer på, og du ved, at det sagsnummer vandrer rundt i et system, der er skabt på en idé om, at det er det og dem, der ved bedst, så gør det en forskel. Især hvis du forstår, at det er fagsprog for, at du er for meget. At du griner for højt eller lever for larmende.

Så får du svært ved bare at være den, du egentlig er. Så bliver det en del af din bevidsthed; at du er hende, der aldrig har lært, hvad der er passende i systemets øjne. Måske ser du, at samfundet balancerer på kanten af et system, der ikke tåler modsigelse. At vi bliver usikre på, hvem vi selv er, hvis vi ikke er alt det, vi har aftalt med hinanden at vi skal være. Måske klæder det verden, hvis vi griner højt, når vi har lyst – og måske er det ikke så farligt at være skrøbelige for øjnene af hinanden.

Hun siger, at livet fortjener en chance. Ellers er der ikke nogen mening med døden. Og vi kan ikke vide noget som helst, så vi må tage chancen. Vi må være som nysgerrige børn, der løber legende ud i en tilværelse, der er det hele. Vi må række ud efter hinanden og tro på, at vi kan bære at lære. Kærligheden koster.

Vi vinder, i det øjeblik vi alligevel tør tro på, at den kan vare en evighed. At vi er hinandens uanset. Vi snubler. Vi får skrabede knæ og knubs, der giver ar – men uden dem ville vi aldrig kunne værdsætte alt det, der også er. Det sidste må være, siger hun, det, der betyder noget.

Hun er taknemmelig for de mennesker, der ser og lytter. Hun tager sig tid og følges med dem, der kan dufte regnen. Hun er glad for, at der er plads til at være i det, der gør ondt. Taknemmelighed er et væsentligt begreb, siger hun. Hun mærker den. Hun kan dufte regnen, fordi hun har prøvet at være et sted i tilværelsen, hvor der var slukket for alle sanser. Hun kan nøjes, og hun er god til at værdsætte de små ting, der i virkeligheden kan føles som det største.

Man har et valg. Altid. Det er hun sikker på. Og når alt falder sammen, ved hun, at det er, fordi hun mangler en brik i puslespillet. Så leder hun, så hun kan få samlet sit verdensbillede. Hun finder ord og mennesker og meninger undervejs. Hun lærer hurtigt – og selvom hun føler sig anderledes, ved hun godt, at det kan være nok til at gøre en forskel. Hun er noget for nogen allerede.

Hun har blik for eventyret. Hun ser verden med nye øjne. Hun nyder kaffen. Hun går i stå i sensommersolen. Hun ser lyset. Livsløgnen opstår, siger hun, når vi forsøger at tæmme tankerne. Når vi tror på, at vi lige nu er alt det, vi nogensinde kan blive. Mind over matter. Sætningen er en overskrift, vi skal hæfte os ved. Det er hun sikker på. Verden er, hvad du tør gøre den til.

Vi forestiller os så meget, men hun har levet det. Det her er ikke kun et eventyr, og ingen kan vide, hvordan det hele ender, for det er heller ikke et mareridt, som forsvinder i lyset af en ny dag. Det er der altid som en erfaring, hun har med sig. Et vilkår, hun veksler.

Og hun har stået der, hvor alle tænker hun måske stod. På broen med udsigt til et buldrende tog, som i ly af natten lignede en løsning. Og så ser vi på hende med blanke øjne og føler en sorg, hun ikke synes vi har ret til. Det er ikke vores, og det er uklædeligt, når vi forsøger at mase den ned over et menneske, der mest af alt er blevet til som et produkt af sensationslyst og vantro. Hvem tror du egentlig hun er? Vil du virkelig vide det? Zandra er sig selv, og det er kvalmt, føler hun, når vi siger, at det er synd. Hvad fanden ved vi om dét?

Nu er hun her. Hun har levet i helvede på jord. Og det findes. I et mørkt hus i en stille gade, hvor ingen ser, at voksne mænd gør vold på hendes krop for øjnene af de mennesker, som alle vil sige er dem, hun kan regne med. Din mor og far; det er dem, der skal værne dig mod alt ondt. Hun er gået i stykker. Hendes krop er aldrig blevet hel igen. Sjælen kæmper hun med. Og mod.

Men hun græder sjældent. Der er noget i kontroltabet, som får det hele til at sitre af uro. Hvad sker der, hvis hun ikke får hold på følelserne igen? Hun har øvet sig i årevis på at være ked af det – og hun har sine grunde, men hun trives bedst med at være i kontrol. Hun har en hård skal. En facade, der får det hele til at hænge sammen.

Så hun lever insisterende i øjeblikket og et nærvær, man kan misunde. Hun laver mad, som dufter og tager tid. Hun ved, at det sidste ikke er givet. Tiden, den har hun foran sig – og det er ikke en selvfølge, når man flere gange har lænet sig ind i døden. Hun læser og lytter til sine omgivelser. Hun hæfter sig ved lyset og ved alt det, hun håber på. Hun går i terapi, og hun har en tæt relation til socialrådgiveren i den kommune, hun bor i, fordi man ikke slipper taget i de børn, man ellers overså for længe.

Hun hader, når nogen eller noget minder hende om, at hun ikke har et valg. Hun hader fornemmelsen af at traske rundt i det, vi insisterer på skal være hendes historie, for vi kommer aldrig til at forstå den, siger hun, hvis vi ikke tør se hele virkeligheden i øjnene. Hende.

Der findes mennesker, der ikke evner at tage vare på børn. Der findes systemer, der maser mennesker ned i kasser, der er for små og for usmidige. Man bliver ikke sig selv på et bosted for børn, der har det svært. Man bliver de andre.

Mennesker tør måske sjældent nøjes med at være dem, de egentlig er – og hvis man er født til at være noget og ikke nogen, er tvivlen sandsynligvis grundlæggende. Men man får også en mulighed forærende, og den har hun blik for; hun kan ikke være andre end sig selv.

Zandra har måske været et menneske i spirehvile. Hvis vi skylder hende noget, er det at lytte. Hævnen er hendes, men hun vil ikke have den. Hun vil have lov til at være her. Hun vil være sig selv, ikke en god historie eller et offer for et vilkår. Hvis du siger, det er synd, skal du forstå, hvad det handler om. Så skal du turde være i hendes erfaring – og den handler ikke kun om et barn, der blev voldtaget så brutalt, at hendes underliv gik i stykker af det.

Den handler om at se sin far i øjnene og forstå, at den betegnelse skal man gøre sig fortjent til. Ellers er det bare et ord. Den handler om at mærke, at på mave-tarm-kirurgisk på Hvidovre bliver lægen perpleks, når han skal undersøge dig, og så tænker du, at han måske også læser aviser.

Den handler om at begribe, at der findes mødre, der forsøger at vaske deres egen skam af børn så insisterende, at huden bliver følelsesløs af det, og så handler det om at forsøge at forstå, at du aldrig helt kommer til at begribe, hvordan hun holdt fast i sig selv og nænsomheden undervejs. Men at hun gjorde.

… og så, imellem alt det andet er der glimt af nærvær og af mennesker, som ser, hvad det hele kunne handle om. Måske bliver de, måske skal de videre, men alle de, der kan dufte regnen, finder på et tidspunkt hinanden.


NÅR MAN LUKKER EN DØR …

Der bliver hamret på døren, og hun har en klar fornemmelse af, at der foregår noget usædvanligt uden for huset. De bor ikke i et hus, hvor nogen kigger uanmeldt forbi til kaffe. De bor et sted, hvor man laver en aftale, inden man kommer.

Det lille velholdte hus er omgivet af lys og luft, og udefra ser det hyggeligere ud, end det i virkeligheden er. Byen er lille og stille, og man gør sig umage med ikke at blande sig i hinandens sager. Ingen undrer sig over de nedrullede gardiner herude – de fleste har dem. Der er en have, man kan lege i, når man får lov – men der er også træer og buske, som omkranser grunden, så forbipasserende ubesværet kan undgå at se, hvor lidt der bliver leget i den have.

Hun har igen siddet og halvsovet op ad sofaen den eftermiddag. Hun er 11 år gammel, og det er en måned siden, hun var med til at brænde dildoer, stiletterne, han forlangte at hun gik rundt i, analkæder, billeder af hendes kønsdele, reb, som forskellige mænd har bundet hende med, og pornofilm i brændeovnen.

Der var meget, og det stank, men hun gjorde det, fordi hendes far sagde, hun skulle. Målrettet og effektivt som vanligt. En opgave, der skulle udføres. Zandras far har besluttet sig for, at det er det smarteste at gøre, efter at en fremmed har sendt ham en besked om, at han har planer om at melde det, der sker i huset, til politiet. Beskeden må være sendt af nogen, som ved, hvad der foregår.

I dag kan hun ikke huske ordlyden præcist, men hun kan huske, at beskeden gør hendes far nervøs.

Den gør også hende nervøs … og så på den anden side … Når nogen skriver, at de vil kontakte politiet og sende de sociale myndigheder efter dem, kan det umuligt varsle noget, der er værre end den virkelighed, hun lever i. Hun har en eller anden fornemmelse af, at det måske ikke er det værste, der kan ske. Hendes far viser hende beskeden og spørger, hvad hun tænker det kan handle om. Hun ved godt, at hun skal holde sine tanker for sig selv, så hun undlader at svare. Hun gør bare, hvad der bliver sagt. Det er det klogeste.

Det banker på igen. De, der står udenfor, har ikke tænkt sig at forsvinde, og hun møver sig forsigtigt væk for ikke at vække sin far. Han ligger på sofaen og sover tungt. Måske har han drukket virkelig tæt den dag. Måske er han ædru. Det gør ikke altid den store forskel, og der er intet usædvanligt ved, at Zandra bliver beordret til at sidde ved siden af ham, imens han sover.

Det er et vilkår. At hun skal holde sig tæt på ham. At det meget ofte ikke er tilladt for hende at sove. Og det bliver siden hen svært at skelne alle begivenhederne fra hinanden, for når hendes far om lidt åbner døren, starter et kaos, der viser sig at vare i årevis. Sindet har for vane at skærme os ved at fortrænge noget af det, der har gjort os mest ondt undervejs – så selvom Zandras hukommelse er usædvanlig god, er der ting og hændelser undervejs, der mudrer sammen til noget, hun kan have svært ved at skelne præcist fra hinanden.

Men hun husker, at hun var skrækslagen. Den følelse glemmer hun nok aldrig. Når det har gjort allermest ondt, når voksne mænd har misbrugt hende uden blik for hendes smerte, og når hun har ligget i sin seng om eftermiddagen med en følelse af at være gået i stykker, har hun ofte bedt til Gud om, at nogen ville gribe ind og være den forandring, hun ikke helt vidste hvad kunne være. Nu er de der. Og det er både uvirkeligt, surrealistisk og sindssygt skræmmende.

Udenfor er der nogen, der bevæger sig rundt om huset. De siger, at det er politiet. Og at de skal lukke op. Hun aner ikke, om det er rigtigt, men hun er bange. Uanset hvem der er uden for huset, kan hun godt fornemme, at noget sandsynligvis kommer til at forandre sig den dag.

Det er den 24. august 2005, Zandras far bliver anholdt i et hus i Solderup uden for Tønder. Her bor han alene med sine to piger på 11 og 8 år. Det er ikke et hjem. Det er et hus, og det er indrettet lidt tilfældigt og til voksne. Man overlever inde bag de nedrullede persienner – man spiser ikke lørdagsslik eller aftensmad ved spisebordet. Man er til for andres skyld. I starten af august har politiet modtaget et anonymt tip, som i tre uger har fået dem til at overvåge huset og aflytte telefonerne.

Zandra har, fra hun er omkring tre år gammel, været udsat for overgreb og voldsomt omsorgssvigt, og nu er der nogen, der har sagt det højt. Vold, trusler og seksuelt misbrug er den største del af hendes hverdag. Da hun er fem år gammel, har hendes far fuldbyrdet samleje med hende. Første gang. Han har drukket hende fuld. Han serverer kirsebærvin og likør og beder hende om at drikke. Hun er ved at kaste op af smagen – men hun skal blive ved, siger han, og pludselig har hun drukket så meget, at hun får et blackout.

Hun vågner ved, at han hælder øl ud over hende. Hun ligger på sofaen, og alt i hende gør ondt. Måske drikker han hende fuld i et forsøg på at gøre det lettere for sig selv at se hende i øjnene bagefter. Måske tror han, at hun glemmer det igen. Det gør hun aldrig.

Hendes mor ser den anden vej eller kigger apatisk til. I årevis. Hun har en skizofrenidiagnose og er, ligesom Zandras far, førtidspensionist. Og så har hun noget, der føles som afsky over for sine to børn. Hun har sex med forskellige mænd, når hun bliver bedt om det af faderen, og hun går nøgen rundt i huset, fordi sådan foretrækker Zandras far det, og det er ham, der bestemmer i det hus.

Hun er ikke i huset den sensommereftermiddag, hvor politiet banker insisterende på. Hun har holdt sig væk, siden hun et år tidligere er blevet indlagt på hospitalet, fordi Zandras far har tævet hende så voldsomt, at nogen er nødt til at ringe efter en ambulance. Zandra har aldrig fundet ud af, hvem der ringede efter ambulancen; hun husker bare, at den holdt udenfor, en dag hun vendte hjem fra skole, og at det var sidste gang, hun så sin mor i det hus.

Fra den dag overtager Zandra hendes pligter. Alle sammen. Også som den, der skal lægge krop til, når mænd i alle aldre responderer på de kontaktannoncer, Zandras far får hende til at indrykke i Den Blå Avis. Det er hende, der tømmer postkassen og læser de svarbreve op, som mændene sender, men det er hendes far, der beslutter, hvilken bunke de havner i – mændene. Dem, han synes om, får lov til at komme på besøg i huset.

Den seneste måned har der været færre mænd. Den sms-be- sked gjorde hendes far forskrækket. Han har været utryg og opfarende, men hun har ikke skullet stille sin krop til rådighed for andre end ham, siden den kom. Hans utryghed er grunden til, at de har brændt sexlegetøjet, men i dag har der alligevel været to mænd forbi. Af politiaflytningen fremgår det, at den ene af dem betalte 200 kroner for hende den dag. Stanken fra den anden klæber til hendes erindring endnu – 16 år senere; den 74-årige Gerhard Trip har en kvalm lugt, hun aldrig glemmer, og han befamler hendes bryster uden skam.

Zandras mor tager på krisecenter, da hun bliver udskrevet fra hospitalet. Hun opsøger ikke pigerne, og hun giver ikke andre chancen for at redde dem ud af deres helvede ved at fortælle nogen, hvad der foregår hjemme i huset. Hun flygter bare ud af det og ind i sin egen virkelighed.

Det handler ikke kun om de afstumpede mænd, der forbrød sig mod Zandra. Det handler også om, at forældre, der er så syge i sindet, fædre, der stiller deres børns krop til rådighed i bytte for pizza og småpenge, ikke evner at tage vare på et eneste af de basale behov, som alle børn har. Et barns anatomi er ikke skabt til, at voksne mænd trænger ind i hende – og hendes selvværd bliver smadret, når hun bliver tvunget til at ydmyge sig selv ved at tage deres pik i munden.

Smagen af deres sæd ødelægger hende, fordi hun aldrig er for lille til at mærke, hvor forkert det føles. De efterlader ar på sjæl og krop, og hvis du er rigtig uheldig, sætter det sig som en infektion, som resten af dit liv vil være væskende bylder, som en praktiserende læge løbende udskriver penicillin imod. Hvis du er heldig, kan det midlertidigt fjerne den del af såret, der er synligt.

Men du får blivende ar af at vokse op som et uønsket barn. Det er så grundlæggende naturstridigt, at ens forældre er dem, der gør skade på dig. Ethvert barn er kodet til at række ud efter dem, når de basale behov skal dækkes. Hvis de spærrer dig inde på et værelse og giver dig afføringsmiddel for at styre, hvornår du går på toilettet, bryder det med alt det, barnet biologisk er indrettet til. Hvis du ikke kan regne med dem, kan du ikke regne med noget som helst.

Og der var aldrig nogen, der pustede på skrammen, når Zandra slog sig. Ingen, der opmuntrede hende til at læse og lytte og mærke verden. Det gav aldrig mening at drømme om alt det, børn drømmer om – for hun var en krop, og der var ikke tid til at lege livet prøvende frem.

Hun kan ikke vide, at den augustdag i 2005 bliver den sidste i det hus. Hun kan heller ikke vide, at forude venter der afgrundsdyb fortvivlelse, et uoverskueligt antal adresser, elektrochok, plejefamilier, afhængighed og en ekstrem skrøbelighed, der måske er et særligt livsvilkår, når man vokser op i en verden, hvor man er til for andres skyld.

”Jeg kan huske, at det hele var meget smukt, da vi kørte derfra. Det er underligt, men jeg kan virkelig huske den fornemmelse. Måske fordi det hele var så absurd. Det var en varm dag. Der var varmt inde i huset, og der lugtede røget. Solen skinnede sådan sensommerlyst. Min far lå og sov på sofaen. Han ville altid have, at jeg skulle sidde ved hans ben, når han sov, så han kunne holde styr på mig. Jeg turde ikke andet. Når han sagde ’bliv siddende’, så sad man.

Jeg forsøgte at sove lidt, og jeg må have blundet, for jeg vågnede ved, at det bankede på. Jeg var nøgen. Det var jeg ofte. Det var noget, min far besluttede; om jeg måtte have tøj på. Der havde ikke været andre mænd i huset i næsten en måned, men lige den dag havde der været to mænd – og den ene var det der gamle, ulækre svin. Jeg husker så tydeligt hans lugt og det der net, han altid havde sin alkohol i. Det stank.

Sommetider drak de mig fra sans og samling, men ellers var det til min far, den alkohol, han havde med. Jeg gjorde mig umage med ikke at vække min far, for det turde jeg ikke. Jeg forsøgte at regne ud, hvad der var det rigtige at gøre, men de blev jo ved med at banke på, så til sidst vækkede jeg ham alligevel. De gentog, at det var politiet, og at vi skulle lukke op. Han sagde, at jeg skulle gå ud og åbne.

Jeg kan huske, at jeg kravlede langs med køkkenskufferne, fordi der var sådan et lille vindue ude ved bryggerset, som jeg tænkte at jeg kunne kigge ud ad for at se, hvem det var. De blev ved med at sige, at det var politiet, men jeg kravlede og håbede, at de ikke kunne se mig.

Mine forældre har altid lært mig, at myndighederne og folk fra kommunen er farlige, så hvis man forestiller sig, at jeg var lettet og tænkte, at jeg endelig var reddet, så er det helt forkert. Jeg var simpelthen så bange. Jeg husker også meget tydeligt den der fornemmelse af, at det hele var helt uvirkeligt, og så alligevel var der også en fornemmelse af at … altså, selvfølgelig måtte de komme en dag …

Vi havde altid fået at vide, at der ville komme nogen efter os, hvis ikke vi holdt kæft. Min far sagde engang, at han ville sælge mig til et bordel i Esbjerg, hvis jeg ikke gjorde, som han bad mig om, så jeg var god til at holde mund. Nu var de der alligevel, men det var ikke vores skyld. Vi holdt altid kæft.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg blev virkelig bange, da jeg nåede hen til vinduet og kunne se, at det var sandt. Jeg sagde til min far, at det var rigtigt nok; det var politiet, der stod udenfor, og på en eller anden måde kunne jeg fornemme, at huset måtte være omringet. Jeg følte mig virkelig trængt op i en krog. Min far sagde, at jeg skulle gå ovenpå, så jeg kravlede op ad trappen. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at nu kunne betjentene nok se gennem vinduet, at jeg ikke havde noget tøj på. Jeg kan også huske, at jeg tænkte, at det nok ikke var så godt.

Til sidst løb jeg bare. Jeg spænede og skyndte mig ind på min lillesøsters værelse for at sige til hende, at hun skulle komme med mig. Måske ville hun ikke, jeg kan ikke huske det, men det endte i alt fald med, at jeg fik hende med ind på mit værelse, hvor jeg besluttede mig for, at jeg ville gemme hende i en sengeskuffe. Og så stillede jeg mig selv hen til vinduet. Jeg husker ikke lydene, men jeg husker fornemmelsen af, at huset fyldtes med mennesker. Et mylder af mennesker. Og jeg ville bare væk.

Jeg tænkte, at jeg kunne springe ud ad vinduet, og jeg må have gjort forsøget, for jeg kan huske fornemmelsen af, at der var en betjent, der tog fat i mig. Hun trak mig tilbage. De havde selvfølgelig sendt en kvinde.

Jeg skreg på min far. Det husker jeg. Jeg husker ikke alt fra den dag, noget af det er sort, men jeg kan huske, at jeg kaldte på ham. Den kvindelige betjent sagde til mig, at jeg skulle med dem nu, og at jeg måtte tage en lille smule tøj med. Jeg ved ikke, om jeg havde fået noget tøj på, eller om jeg måske bare havde fået et håndklæde omkring mig, men jeg kan huske, at betjenten, Sonja, hed hun, spurgte, hvorfor jeg var nøgen.

Jeg sagde til hende, at det var, fordi jeg havde været i bad. Det troede hun ikke på, for der var helt tørt ude i brusekabinen, sagde hun. Det tog mig to sekunder at finde på et svar. Jeg fortalte hende, at jeg havde tørret op efter mig. Jeg var skrækslagen. Jeg frygtede for mit liv – og helt ærligt, på det tidspunkt havde døden været at foretrække.

Jeg vidste godt, at vi ikke fik lov til at blive i huset, og jeg indvilligede i at tage med, men jeg ville meget gerne have fat i min dagbog først. Den lå i en skuffe i sådan et gammelt skrivebord, der stod på mit værelse. Der var lås på skuffen, og det kunne jeg godt lide. Det der med, at der var et sted, der kun var mit.

Dagbogen havde jeg fået af min mor, så den betød virkelig meget for mig, men jeg måtte ikke tage den med. Det forstod jeg ingenting af, men jeg forstår det i dag. De læste i den dagbog for at se, om de kunne finde beviser imod min far, men det kunne de ikke. Jeg kunne aldrig have fundet på at skrive om noget af det, der skete. Jeg skrev selvfølgelig i koder, som kun jeg vidste hvad betød.”

Hun må heller ikke tage sin telefon med. Den ligger på en radiator, og den er, føler hun, hendes forbindelse til en verden, hun godt kan mærke hun er på vej ud af. Det er den telefon, de mænd, der har besøgt huset, har ringet på. Det er den, der giver hende mulighed for at holde fast i en virkelighed, hun kender. Og alt andet virker på en måde uoverskueligt. Hun er modig og forsøger at skjule den, men de har falkeblikke, betjentene – og deres øjne hviler hele tiden på hende. De siger til hende, at hun skal lade telefonen ligge, og til sidst tager de den fra hende.

De mennesker, der er kommet for at hente Zandra og hendes søster, gør, hvad de skal, men derfor er det alligevel en voldsom oplevelse, når hele ens verdensbillede ændrer sig på et øjeblik. Den kvindelige betjent er sød og omsorgsfuld, men Zandra har lært, at hun skal være på vagt over for mennesker, der arbejder i systemet.

Måske er det derfor, hun skriger. Det bliver hun ved med. Hendes søster, som er tre år yngre, reagerer helt anderledes, hun gør, hvad hun får besked på, men Zandra modsætter sig og går i panik, da hun af betjentene og en familiekonsulent fra kommunen bliver sat ind i en bil. Måske tvinger de hende, det husker hun ikke, men hun kan huske, at hun forsøger at komme væk. Hun vil ud af den bil.

De beder hende om at være stille, men hun skriger hele vejen ud til den aflastningsfamilie, hun er kommet hos gennem de sidste fire år. De ved godt, at pigerne kommer, og da de er blevet sat af, spørger familien hende, om hun vil have aftensmad. Det er virkelig underligt, at det er det, de spørger om, synes Zandra.

Hun lægger mærke til, at klokken er 19.30, og at der er meget lyst udenfor, da de kører fra huset. Hun når ikke at sige noget til sin far, men en af betjentene fortæller hende, at han skal i arresten. Hun har ingen idé om, hvad det er, men hun ville sådan ønske, at hun havde nået at hoppe ud ad det vindue.

Hun ser det hele i billeder, når hun taler om det – og selvom det er den dag, hun har fortalt om flest gange i sit liv, er det stadig noget af det sværeste at tale om. Det er oplagt at tænke, at den 24. august 2005 må have føltes som en befrielse for Zandra. Det føltes som alt andet. Hun var fuld af frygt over alt det fremmede, der ventede forude – og det var en barsk dag. Hun fik ikke sagt farvel til sin far – og det var han trods alt. Hendes far.

Dagen efter i skolen fortæller hun hele lortet. At hendes far er kommet i fængsel, og at hun og hendes søster nu bor hos deres plejefamilie. Hun har aldrig sagt særlig meget, når hun var sammen med de andre på skolen, og nu råber hun det ud i hele klassen. På en eller anden måde hjælper det.




Zandra Alex Berthelsen: Jeg er her jo

En sommeraften i 2005 banker politiet på døren til et hus i Solderup lidt uden for Tønder. Indenfor sidder 11-årige Zandra og halvsover nøgen op ad sin far, der ligger halvfuld i sofaen. Politiet tager hende og hendes søster med ud af huset.

Hendes far kommer i fængsel, og deres fælles historie bliver forsidestof. De fleste kan huske historien om den ældste af pigerne fra Tønder-sagen, men hvem var hun – og findes hun i dag?

Zandra Alex Berthelsen har levet tusinde liv og på en måde ikke et eneste. Som barn blev hun seksuelt misbrugt, som ung blev hun systemets sag – og som voksen forsøger hun at finde fodfæste i en tilværelse, hvor hun hver dag skal insistere på at være sig selv.

Nu sætter hun selv ord på den opvækst, der på mange måder kom til at føles som hendes skæbne, men aldrig som den, hun egentlig er.

Du kan købe Jeg er her jo online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.