Vindens port er en smuk og medrivende fortælling om en periode i 1300-tallet, hvor den muslimske verden var et blomstrende centrum for videnskab, astronomi og filosofi. Læs et uddrag af Anne-Cathrine Riebnitzskys nye roman her.
Vindens port starter, da Ibrahim Banu Saids søn Ahmad dør. Efter dødsfaldet rammes han af en enorm sorg, men må stadig tage sig af sine forpligtelser som borgherre i Al-Qalat, en berømt fæstning beliggende i det nu spanske område Andalusien.
Ved sin side har Ibrahim Banu Said sine tre hustruer, som han på trods af deres enormt forskellige personligheder alle elsker, på hver deres måde.
LÆS OGSÅ: Anne-Cathrine Riebnitzsky skriver storslået om livet
I byen Al-Qalat trives handlen i stor stil mellem både jøder, muslimer og kristne. Området fungerer som knudepunkt for videnskaben og kulturen, og stedet søges af dygtige videnskabsfolk. Men der nærmer sig en kristen invasion af Al-Qalat, og Ibrahim Banu Said skal finde ud af, hvordan han bedst kan redde sit folk.
Men er borgens ry som uindtagelig sandt? Det skal for alvor blive sat på prøve.
Læs et uddrag fra Vindens port herunder.
Anne-Cathrine Riebnitzsky
Vindens port
KAPITEL 1
Fuldmånen kaster min skygge frem over sandet, fremad i natten. Under mine fødder er bedetæppet blødt og slidt. Lidt sand er trængt op gennem tæppets vævning.
Jeg tøver. Jeg har en fornemmelse af at blive iagttaget. Jeg stivner midt i Maghrib, aftenbønnen. Jeg står stadig op. Jeg er endnu ikke nået til de strofer, hvor jeg knæler. I min tøven mærker jeg, hvordan kroppen af sig selv skifter tyngde; vægten skifter fra fod til fod. Jeg er ude af takt.
Langsomt genoptager jeg bønnen og hvisker de ord, der har fulgt mig, siden jeg var barn. Ord, der vandrer som en karavane ud over mine læber, mens mine øjne betragter himlen. Et øjeblik aner jeg et svagt lys i øst. Måske er det blot et løfte om lys – eller måske er det blot mit håb i mørket.
Jeg går i stå. Jeg når kun halvvejs i bønnen, så sætter jeg mig ned på tæppet. Der er ikke noget krav om, at man beder, når man er på rejse. Og vi har aldrig været meget strenge med bønnen i min familie. Faktisk er det alt for sent til Maghrib, og endnu er det ikke tid til morgenbønnen, Fajr. Det er ikke så lyst, at en sort tråd kan skelnes fra en hvid.
Jeg husker Mekka, som jeg er på vej hjem fra. Jeg ser kureren, der møder mig: en støvet rejsende, der har redet længe og hurtigt for at finde mig. Hans hånd mangler en finger. Det er mærkeligt med en kurer, der mangler en finger. Hvilken forbrydelse har han begået? Hvorfor har bødlen fjernet en enkelt finger? Ikke en hel hånd. Måske tyveri af en slags. Eller noget, han har fortiet?
Jeg tager imod den lille læderrulle og løser snoren. Jeg kan stadig se mine fingre bryde seglet, mens kureren har trukket sig en smule baglæns, sådan som man gør, når man ved, at det overbragte budskab er trist. Jeg glatter det krumme, grove stykke papir uden at ane noget om den straf, der vil åbenbare sig i ordene hjemmefra.
Så falder jeg på knæ.
Jeg kan kun hviske min søns navn: Ahmad.
Addis, min førstehustru, fandt mig sådan: liggende på knæ, knust af ord, der havde rejst så langt. Min eneste søn, min eneste arving. Ahmad var både min søn og min store stolthed. Han havde nået en alder, hvor han af og til var min ven. Jeg var netop begyndt at ane konturerne af den mand, han ville blive.
Min stemme er ru, og jeg har grædt. Min mave gør ondt. Min krop føles tung og mærkeligt tom på samme tid. Jeg sadlede Storm og red ud i ørkenen for at få fred for mine kvinder. Jeg har dem alle med på rejsen.
Jeg ønsker intet andet end at vende hjem til Al-Qalat. Jeg har en smerte indeni, et dybt sår, der knytter sig til lyden af min søns navn. Ahmad. Hvorfor skulle han dø? Min eneste søn.
Qalat eller Cala betyder fæstning, og min er så berømt, at den ofte blot bliver kaldt Al-Qalat, fæstningen, eller Alcala på det lokale sprog. Se, så forskellige er vi trods alt heller ikke. Af og til lyder vi trods alt lidt som hinanden. Fjender, venner, handlende.
Al-Qalat Banu Said er ikke den største eller den mest prangende by. Men hun er smuk som en brud. Om natten ligner hun en dronning, knejsende højt på bjerget med månen som krone og alle stjernerne glitrende omkring sig, som min oldefar skrev i et digt. Vinmarkerne løber ned ad bjerget som bølgende mørkt, tykt hår. Ja, vinmarker. Vi drikker vin. Det gør vi i Al-Andalus. Det gør de ikke så meget østpå. Ser du, der har vi atter noget tilfælles.
Jeg ser til venstre hen mod en stor sandmile, som jeg skal over for at komme tilbage til herberget. Månen hænger lavt over sandets krumme ryg. Bag sandryggen ligger den by, hvor vi i går gjorde holdt. Der ligger Addis og jamrer over sin søns død. Addis betyder blomst. I starten var hun sød. Hun duftede sødt. De sidste mange år har hun været bitter og lukket som et hyben.
Min anden hustru, Sawda, har rank ryg, og hun er klog nok til ikke at være skadefro. Alligevel fik hendes ansigt et sælsomt lys ved nyheden. Hun har født mig tre døtre og er atter med barn. Hun håber naturligvis på en søn. Hun håber meget mere, end jeg gør.
Min tredje kvinde, Nubis, den sorte, var stort set uforandret ved nyheden. Evigt uforanderlig, tavs og sørgmodig. Hun er gold og vogter på, om ændringen i vores hus får nogen betydning for hende.
Ahmad var et forsigtigt barn. Han var ikke som Fatima, min førstefødte, der var frygtløs, og som jeg måtte skælde ud, til hun blev mere, som piger bør være. Han var heller ikke som Amina, min næste datter, der iagttog verden omkring sig og traf sine egne beslutninger. Ahmad var på mange måder, som mine døtre burde have været. Forsigtig, kærlig og med store, tindrende, mørke øjne.
Jeg forsøgte at opdrage ham til krigskunst. Han var fem år, da jeg gav ham et lille sværd, som han bar stolt. Allerede samme dag skar han sig i låret og græd hjerteskærende. Addis slog ham. Kun en enkelt gang og ikke hårdt, men hårdt nok til at han forbavset tav et øjeblik. Så græd han endnu højere.
Jeg tog ham ud af huset. Jeg satte ham foran mig på hesten. Vi red gennem byen, over torvepladserne, ned forbi staldene og ud gennem Vindens Port, ned ad bjerget og væk fra byen. Vi red gennem skovene ned mod bøndernes marker, og jeg viste ham en ørn, der jagtede en hare i græsset et stykke borte.
På det tidspunkt havde hestens bevægelser og min stemme for længst dæmpet hans gråd. Ahmad var et lyttende barn. En dreng, der sad i halmen hos hestene og fortalte dem historier. Ahmad blev kun tretten år, men han skrev digte og reciterede smukt. Det er en kunst, vi sætter meget højt. Den mand, der kan skrive og tale smukt, er mere værd end ham, der fører sit sværd smukt og slår mange fjender ihjel.
En sagte prusten får mig til at se op. Jeg anstrenger mig, til det gnistrer for mine øjne, men jeg ser kun stjerner, sære lysprikker og sandet, der virker lyseblåt i måneskinnet. Jeg hørte lyden af en hest; det ved jeg. Jeg lytter til natten og prøver at se med mine forgrædte øjne, der svider. Er der nogen i nærheden af mig?
Min hals er som efter en sandstorm. Lyden af den fremmede hest er der igen. En dæmpet lyd fra en strube. Det er lyden af en hest, der kalder på sin flok, tænker jeg.
Storm har løftet hovedet og spilet næseborene ud. Men han svarer ikke. Han er en klog hest. Jeg ser i samme retning som ham. Fuldmånen hænger nu lavt over sandet, som en stor sølvmønt med et forgrædt ansigt. Over månen skinner stjernerne stadig, men der er færre nu. Et stykke til venstre for månen ser jeg et omrids i halvmørket: et hestehoved på vej op over sandmilen.
Hvis jeg skulle blive overfaldet nu, så gør det mig ingenting. Når blot de slår mig ihjel. Jeg slipper for smerten ved min søns død.
Jeg har rejst mig op. Jeg er klar til at råbe til Storm, så han kan stikke af. Det er bedre, at han vender hjem til min familie uden mig, end at han falder i de forkerte hænder. Jeg stirrer ud i natten. Men hesten fra før er forsvundet.
Da jeg næste gang ser op, tror jeg et øjeblik, at der er to måner: fuldmånen og en mørk klode, der skygger for den lyse. Jeg tænker, at vanviddet har fået tag i mig for alvor. Så tager hesten endnu et skridt fremad og bliver til en sort silhuet, der næsten fylder fuldmånen ud. Hoppen står med den hvide måne glødende omkring sig.
Det er, som om månen velsigner hende og omkranser føllet i hendes mave med en gylden strålekrans. Jeg stirrer på hoppen. Hun er den tykkeste hest, jeg nogensinde har set.
Hun skridter tøvende og langsomt ned ad sandskråningen mod mig. Da hun træder ud på sandet foran mig, er hun en lys hest, lysere end sandet, men med mørke øjenomgivelser og mørk mule. Hendes mave er udspilet, og hendes hoved hænger lavt. Hun er alene. Der er ikke nogen med hende, hverken andre heste eller mennesker.
Storm spidser ører. Han ser på hende og hilser med et dæmpet prust. Han svinger dovent med sin lange, sorte hale og snuser i luften hen mod hende. Jeg tænker ikke, at han har mere interesse i hende end som så. Han er kastreret for længe siden, en vallak. En mere modig og stabil krigshest end ham skal man lede længe efter.
Hoppen tøver. Hun har et lille, ædelt hoved. Næseryggen buer lidt indad. Benene er lange og fine. Hun løfter det ene bagben og tramper irriteret og slår med halen. Jeg kigger på den store, runde mave. Hun skal fole snart.
Hvorfor går hun rundt herude alene? Hun må være stukket af fra den, der ejer hende.
Hun nærmer sig langsomt. Hun er ikke bange for bålet og ikke bange for mig. Jeg går lidt frem mod hende, mens jeg taler sagte:
”Gør det ondt? Du skal ikke være nervøs.”
Hun standser et lille stykke fra mig og står med hængende hoved. Hun har svedt, kan jeg se. Hendes ører flakker hid og did. Hun har en endnu lidt smal bringe. Hun er ung.
”Er det dit første føl?” mumler jeg. ”Du skal ikke være bange. Jeg har prøvet det mange gange før. Det bliver et fint føl.” Jeg går nærmere, til jeg står kun et par skridt fra hende. Hun er ikke en skimmel, men ensartet i farven, måske hvid eller lys grå eller gullig.
Der hænger en lille tovstump ned fra hendes hovedtøj, der virker spinkelt og hastigt sammenflikket. Hun ånder tungt, og en skælven farer gennem hendes krop. Måske er hun tørstig. Jeg skæver bagud mod bålet. Storm står med front mod dette nye væsen. Han ved ikke, hvad han skal mene. Han hviler som regel på tre ben og halvsover, så snart han kan, men lige nu står han fast på alle fire.
Hoppen udstøder et dybt suk. På hendes flanke kan jeg se, at føllet bevæger sig derinde. Hun kigger bagud på sin krop. Så løfter hun igen det ene bagben og tramper irriteret. Det gør sikkert ondt. Og hun forstår ikke, hvad der foregår. Jeg bøjer mig forsigtigt og ser ind under hendes mave. På det mørke yver sidder to hvide fedtpropper. Jeg ryster på hovedet. Hun skal fole meget snart. Jeg prøver at gå tættere på, men hun trækker sig baglæns.
”Godt, som du vil.”
Jeg vender ryggen til hende og går tilbage til mit bål. Jeg har ikke engang et drikkeskind med til min egen hest. Så langt tænkte jeg ikke. Jeg sætter mig i sandet og ser på hende.
En hoppe, der skal fole.
Allah er uforudsigelig. Jeg græder over Ahmad, og Allah beder mig bringe et føl til verden.
Hoppen strækker besværet hovedet fremad, som om hun prøver at forlænge sin egen krop og give plads til alt det, der ikke længere kan være i hende. Hun går langsomt hen mod mig. Et skridt, og to mere. Hun løfter overlæben op, og jeg kan se hendes tænder. Jeg stirrer på hovedtøjet og den stump tov, der hænger ned. Tovet er bidt over. Jeg kniber øjnene sammen. Det er et fattigt hovedtøj. Noget, en bonde har bundet sammen.
Det giver ingen mening. Hvordan skulle en fattig bonde få fat i sådan en hoppe? Hun er et fint dyr, ikke en arbejdshest.
Hun drejer hovedet og ser over mod en lille slugt, hvor et par enetræer gror, og hvor jeg samlede brænde til mit bål. På hendes kind er der en lille, mørk stribe. Det ligner nogle dråber blod. Et øjeblik i halvmørket forekommer det mig, at hun har et lille hak i det ene øre.
Har nogen stjålet hende og skåret et simpelt hak i hendes øre for at føje hende ind i deres flok? At mærke hende som deres. Jeg stirrer ind i gløderne og lader hende være. Hun må selv vælge mig til. Det er nu engang sådan, man gør med heste. En smuk og ædel hoppe med en dårlig grime og et klodset hak i øret. Det er ikke normalt. Men uanset hvem hendes ejer er, vil vedkommende værdsætte, at jeg hjælper føllet til verden.
Jeg sidder stadig med glødernes varme mod mit ansigt, da hun første gang lægger sig langsomt ned på knæ, som om også denne bevægelse gør ondt. Mulen rører næsten sandet, og maven hviler stor og tyk et øjeblik, inden hun atter kommer på benene og går en smule væk. Hun slår irriteret med halen. Jeg kan se den kridhvide fosterhinde, der titter frem under hendes hale. Så forsvinder føllet ind i hende igen. Hun går rundt om sig selv og kommer tilbage og stiller sig hos mig.
Jeg bliver siddende.
”Jeg kan sagtens hjælpe dig,” hvisker jeg. ”Jeg ved godt, at du er bange, og at du ikke forstår, hvad der sker, men Storm ved altså ikke så meget om den slags. Det nytter ikke, at du kigger på ham. Han står slet ikke sammen med mine hopper. Men hvis de var her, så kunne de selvfølgelig fortælle dig om det hele.”
Hoppen tramper igen i sandet. Først med det ene forben, så med det andet, og til sidst et irriteret, træt spark med det ene bagben.
”Jeg har hørt hopperne snakke sammen, når en af de andre skal fole. De ved alle sammen, at noget er på færde. Man kan høre og mærke det på dem. Dels at det kan være lidt farligt, men også at det er en meget glædelig begivenhed.”
Vi har en fin stald i Al-Qalat. Loftet er malet blåt med stjerner på, og der er malet palmer på væggene. Jeg går derhen hver eneste aften. Det er det bedste øjeblik på dagen. Ofte gik Ahmad med mig. Da han var lille, tog han altid min hånd. De senere år har jeg fra tid til anden forestillet mig, hvordan det ville være, når jeg en dag måtte støtte mig til hans arm. Når han var den stærke og jeg måtte lade mig hjælpe hen i stalden.
Vejen skråner fra mit palads ned mod stalden, og gaden snor sig lidt. Uden for stalden kan man se solen gå ned over de fjerneste bjerge. Vi har vidunderlige solnedgange. Længere end i Mekka og mere farverige. Himlen bliver gylden og lyserød og orange over de blå bjerge.
Når jeg standser for at se solnedgangen, kan jeg høre hestene, der gumler tilfredse og pruster. De lyder så tilpas. Det er trygt at lugte dem og høre deres lyde. Roen falder på stalden, når det bliver mørkt og byens porte er lukkede. Vagterne går deres runder. Roen falder på menneskene. Det er det bedste øjeblik på dagen.
De nætter, hvor jeg venter et nyt føl, sover jeg ofte på en simpel seng i stalden. Jeg er forventningsfuld. Det kan være opfyldelsen af års drømme og planer om, hvilke hingste og hvilke hopper der nu forener deres styrke. En modig hoppe og en hurtig hingst. En særlig let og yndefuld hoppe og en særlig udholdende hingst. Hopperne er også spændte. De småsover indimellem, men når den nye kommer, står de fleste op i deres båse med udspilede næsebor og snuser ud i luften, mens de lytter og med dæmpede prust hilser på den lille nye.
”Stalden,” hvisker jeg. ”Og bjergene. Hvor jeg længes efter at se bjergene igen.”
Jeg er træt af ørkensand. Jeg hører ikke hjemme her. Jeg hører hjemme i bjergene med rislende kilder og egetræer under en himmel, hvor ørne, gribbe og ravne jager harer og småfugle, og hvor hjorte og vilde geder forsvinder i elegante spring.
Hoppens ene øre er vendt mod mig, og det andet drejer rundt mod ørkenen.
”Du bliver glad for dit føl, ” hvisker jeg. ”Det kommer til at fylde hele din dag og hele din nat, og mærkeligt nok bliver du så glad for dit føl, at du vil æde kød og blod for at forsvare det. Kan du forestille dig det? Jeg ved, det lyder mærkeligt, men du vil finde på sære ting for at forsvare det liv, der kommer ud til dig lige om lidt.”
Hun løfter halen. Jeg hører vandet gå. Sandet opfanger det. En svag, sukkende lyd kommer fra hende, så går hun lidt væk. Jeg har rejst mig på knæ for bedre at kunne se.
Hun lægger sig ned. Under hendes hale kommer den hvide fosterhinde atter til syne. En fosterhinde er mere hvid end en perle, og den har en endnu finere glans. Fire lange ben og en lille krop gemmer sig derinde. Hoppen ligger på siden. Hun ser op, som om hun overvejer at rejse sig igen. Så lægger hun sig helt fladt ned. Hun er mere træt, end godt er.
”Du klarer det fint,” hvisker jeg.
Hun løfter hovedet og ser bagud mod sin krop. En spæd lyd undslipper hendes strube. Som om hun allerede nu taler til føllet.
”Det går fint,” hvisker jeg med bange anelser.
Kom nu, tænker jeg. Om nødvendigt må jeg krybe hen til hende og tage fat i føllets forben og trække til. Men det er bedst, hvis hoppen selv kan.
Pludselig kommer en trækning over hende, og meget mere af den hvide pose er fremme. Jeg regner med, at det meste af føllets krop nu er ude, men bagbenene er stadig derinde. Jeg stirrer på hende. Så langt, så godt. Hoppen kalder igen med den svageste lyse vrinsken, blot en hvisken.
”Det er godt. Du er så dygtig,” siger jeg. ”Det bliver et fint føl. Se, den bevæger sig derinde.”
Føllet prøver nu selv at komme fri, men en fosterhinde er umådelig stærk. Man skal have fat med begge hænder og rykke til. Helst skal hoppen selv bide hul og hjælpe føllet ud. Men hun er meget træt. Føllet risikerer at blive kvalt.
Jeg rejser mig fra min knælende stilling.
Hun ser på mig og fnyser lidt.
Det bliver en hurtig beslutning. Jeg er fremme i få skridt, knuger om den silkeglatte, hvide hinde og rykker hul. Jeg tager fat i føllets forben og trækker. Kroppen glider længere frem. Jeg trækker hinden en smule til side og skynder mig hurtigt baglæns.
Et lille, mørkt hoved kigger frem. Hoppen kigger på føllet, og den spæde lyd af hendes kald glider atter ud i mørket. Føllet kæmper med hoved og forben. Det vil op. Det har en lille, rund pande, små, spidse ører, og resten er mørkt og vådt og krøllet. Så endelig er alle fire ben ude. Føllet ligger der med sine lange ben og kigger på sin mor. Hoppen lægger sig fladt ned et øjeblik, som om hun lige skal have luft.
Jeg kigger hurtigt rundt. Fødsler tiltrækker ulve, vilde hunde og gribbe. Jeg spejder mod sandryggene efter hurtige, årvågne skygger. Da jeg atter ser hen på hoppen, står hun op. Fosterhin- den hænger som et slør under hendes hale, og hun er nysgerrigt i gang med at slikke sit føl og snuse til det.
”Se, jeg sagde det jo. Det blev et fint føl,” hvisker jeg. Bag mig er solen begyndt at stå op.
KAPITEL 2
Det føles godt at se mod solopgangen. På hele vores lange pilgrimsfærd har solen været mit faste holdepunkt.
Det er et af privilegierne ved at bo i det land, hvor jeg er født og vokset op: at det ligger mod vest. Hver morgen, når jeg vender mit ansigt mod Mekka for at bede, ser jeg himlen rødme. Inden længe bader solens stråler mit ansigt, som om Allah selv kommer mig i møde.
De kristne fra de nordlige kongeriger, fra Aragon og Castilla de Leon, kalder vores land Iberia. Vi kalder det Al-Andalus. Det er det smukkeste og rigeste land, man kan forestille sig. Det er, som om selv Allah er særlig tilfreds i Al-Andalus.
Denne morgen, morgenen efter beskeden om min søns død, et par dagsrejser nord for Mekka, beder jeg ikke. Mit tæppe ligger ved bålet, fuldt af sand. På det øjeblik det tager solen at stå op og forvandle natten til dag, fyldes mine øjne af nye indtryk. Hoppen har en besynderlig lys gylden farve, som jeg aldrig har set før. Hun har samme farve som nyt, lyst guld. Eller som en moden kornmark, hvis toppe er hvide af solen, omtrent sådan som kornmarkerne må se ud nu hjemme omkring min fæstning.
Hoppens mule og øjne er mørke. Hun ser vagtsomt på mig. Føllet kæmper stadig med at komme op. Det kan godt tage noget tid. Dets små hove er meget flossede. Der ligger stumper af hov alle steder. Det er også normalt. Hoppen slikker føllet og hvisker til det med små, spæde lyde. Føllet er stadig mørkt og vådt, og jeg er spændt på farven. Det har en lille, hvid stjerne i panden.
Jeg drikker en smule vand fra en slunken skindsæk. Jeg kan se, at hun kan lugte vandet. Jeg nærmer mig forsigtigt.
”Du kommer til at drikke af min hånd. Forstår du det? Jeg har ikke noget drikkeskind med. End ikke til Storm.”
Hun lægger vredt ørerne tilbage og drejer sig lynhurtigt og stiller sig mellem mig og føllet.
”Rolig nu. Jeg tager ikke dit føl. Jeg gør det ikke noget.”
Jeg fugter mine fingre med vand og rækker dem frem. Hun bliver stædigt stående. Havde det været en af mine egne hopper, ville jeg gerne have set efter, om det er et hoppeføl eller et hingsteføl. Men hoppen er jo ikke min. Og hun stoler ikke på mig.
Jeg venter med fremstrakt hånd. Hun strækker hals. På bringen er hun våd af sved fra nattens anstrengelser. Dér er hun gammelt guld eller bronze. En besynderlig farve. Endelig kommer hendes mule helt tæt på, og hun suger vandet væk fra mine fingre. Jeg hælder lidt vand i min hånd. Hun suger også det væk og træder nu tættere på. Jeg giver hende det sidste vand, jeg har. Føllet er endelig kommet på benene og står med hovedet under hendes mave og dier.
Jeg sadler Storm. Vi må tilbage til byen. Hoppen må have vand, og dens ejer må findes. Omend det ikke er nogen stor by, ved jeg ikke, hvordan hun vil reagere på gadens liv med mennesker, kameler, heste og æsler. Jeg har ikke noget reb med, så jeg kan ikke binde hende. Jeg ved heller ikke, om hun vil følge med.
Jeg svinger benet over Storms ryg og skridter langsomt af sted. Da jeg ser over skulderen, følger hun tøvende efter mig.
Føllet stavrer af sted. Det falder af og til, men kommer hurtigt op igen. Fosterhinden er væk. Jeg rider en omgang rundt om hende. Hinden ligger heller ikke i sandet.
”Der kan du se,” mumler jeg. ”Du vil æde kød og blod for at beskytte dit føl.”
Storm vender sit øre bagud mod mig, men han bliver hurtigt klar over, at det ikke er ham, jeg taler til. Af sig selv skridter han tilbage mod byen.
Allerede på lang afstand genkender jeg den slanke skikkelse i udkanten af byen. Der er en særlig rankhed over Nubis. Hun ejer en uindtagelig stolthed, der står i skarp kontrast til den ringe sum, jeg gav for hende. De blå klæder flagrer om hende i morgenlyset. Hun er urokkelig som en bygning. Jeg aner ikke, om hun er kommet for at finde mig, eller om hun er ude at hente vand. Kvinder har så mange sære gøremål.
”Godmorgen, Nubis,” siger jeg og møder hendes blik. Det hvide i hendes øjne er anderledes, end det er i andre menneskers øjne. Mere hvidt mod den sorte hud.
”Godmorgen,” svarer hun roligt. Hun rører sig ikke, betragter mig blot.
Jeg tøver. Undrer mig over, hvorfor hun står her og venter.
”Har du fundet en brønd i denne gudsforladte flække?” spørger jeg og springer af Storm.
”Ja. Skal jeg vande dine heste?” spørger hun.
”Ja tak.” Jeg rækker hende Storms tøjler. Et øjeblik står vi helt tæt. Nubis dufter helt særligt, og det beruser mig altid. Det vækker altid en enorm lyst i mig. Nogle gange helt imod min vilje. Jeg ser i hendes sorte øjne. Lyset skal falde rigtigt, for at man overhovedet kan se hendes pupiller.
”Man vander planter, Nubis,” hvisker jeg. ”Heste og mennesker giver man vand.”
Hun nikker. Hun siger det forkert hver gang. Jeg tror, det er en måde at komme i kontakt med mig på. Min stolte, sorte kvinde. Den lavest rangerende blandt mine hustruer, men måske hende, jeg respekterer mest.
Jeg går til fods hen til det lille torv foran det herberg, hvor vi bor. Det var næsten mørkt, da vi endelig ankom. Addis græder så meget, at alting tager længere tid. Foran herberget finder jeg ejeren, en lidt snusket mand med et krøllet, gråligt skæg.
”Hvornår påtænker I at rejse videre?” spørger han hændervridende. ”Der kommer så mange gæster denne vej fra Mekka,” tilføjer han. Hans øjne er trætte. Jeg tænker, at Addis har grædt så voldsomt hele natten, at han gerne vil af med os. De andre gæster har nok klaget.
”Gør dig ingen bekymringer. Vi fortsætter i dag,” svarer jeg.
Hans ansigt lyser op af lettelse, og han er allerede på vej videre, da jeg spørger:
”Sig mig, har nogen her i byen mistet en hoppe for nylig?” ”En hoppe? Hvilken slags hoppe?” spørger han straks. ”Altså har ingen mistet nogen hoppe. Det ville du vel vide?” ”Jeg tror … Jeg har hørt om nogen. Kan du beskrive den?”
Han plirrer med øjnene. ”Jeg vil da gerne hjælpe,” tilføjer han. ”Den er sort,” svarer jeg.
”Min nabo mistede en sort hoppe, men det er jo flere uger siden. Er det virkelig sandt?” Han slår hænderne sammen og ser spørgende på mig.
Jeg ryster opgivende på hovedet. Det er noget nyt, jeg har erfaret under denne pilgrimsrejse. At mennesker er mere løgnagtige på steder, hvor mange kommer forbi og kun få vender tilbage. Her kender ingen rigtig hinanden. Moral er noget andet i mindre byer, hvor alle kender hinanden. I min by straffer vi endda løgne hårdt.
Jeg skrår over torvet og går i retning mod moskeen.
Bønnen er allerede forbi, men i søjlegangene er der stadig mange mennesker. Jeg ser mig omkring. Jeg kender ingen af dem, og mange er vel rejsende ligesom mig.
Jeg spørger en ældre mand, der sidder i en af nicherne langs væggen. Han er fra byen, men så vidt han ved, har ingen mistet en hoppe.
”Måske er den stukket af fra en karavane,” siger manden og ryster på hovedet. Så tilføjer han:
”Du skal ikke fortælle nogen, hvordan den ser ud. De vil bare prøve at snyde dig.”
Jeg spørger flere andre. Ingen savner nogen hoppe. Enkelte forsøger lige så klodset som ejeren af herberget at tiltuske sig en hest ved at opdigte historier.
Jeg sætter mig på en stenbænk under et citrontræ. En vind haster gennem gaden. Visne, hvide blomster drysser ned over mig. En af dem lander på min hånd. Addis, min grædende hustru, Addis, mor til Ahmad. Jeg lukker hånden om den lille blomst. Når Nubis er færdig med at give hestene vand, vil så mange have passeret brønden og have lagt mærke til hoppen med den usædvanlige gyldne farve, at alle og enhver vil kunne komme rendende og påstå, at hoppen er deres.
”Ahmad,” hvisker jeg. Jeg ser op mod citrontræets krone, de blanke, grønne blade og de falmede, hvide blomster. Mit hjerte er mørkt af sorg.
KAPITEL 3
Herbergets atriumgård ligger stille hen. De fleste karavaner drager af sted omtrent ved solopgang og nogle gange før. Jeg ser op og får øje på Sawda på svalegangen. Hendes hånd hviler på den lille, bløde bue på maven, sådan som jeg har set hende stå mange gange den seneste måneds tid. Med et blødt, hemmelighedsfuldt smil.
Sawda ser på mig. Hun har blå øjne. Det var nok disse usædvanlige øjne, jeg faldt for. Og min velstand var stor på det tidspunkt. Og lysten var stor. Ansvaret var mindre. Synet af hendes blå øjne rummer stadig en vis glæde og tilfredshed. Hendes ansigt vækker opmærksomhed. Og hendes ranke holdning. Havde jeg kendt fremtiden, havde jeg måske slet ikke giftet mig med Addis, men ventet på Sawda. Og Nubis.
Jeg går ad den slidte trætrappe op til Sawda og lægger min hånd på hendes.
”Vi rejser videre nu,” siger jeg.
Sawda nikker.
”Skal jeg …?” Hun ser mod Addis’ værelse. ”Nej. Jeg siger det selv.”
Jeg tøver.
”Hvor er alle folk?” spørger jeg.
”De er gået. Der var en stor karavane, der skulle tidligt af sted, kunne jeg forstå.”
Jeg nikker. Jeg kan ikke udsætte det længere. Jeg går de få skridt hen til døren og banker på.
Addis sidder på sengen med udslået hår og forgrædt ansigt. ”Vi rejser videre i dag. Nu til morgen,” siger jeg.
Hun nikker mat. Så rejser hun sig og kalder på en af slaverne. Jeg forlader hendes værelse og lukker døren bag mig. Jeg vil hjem. Jeg vil hjem til min fæstning og min døde dreng. Sawda ser på mig med den ene hånd hvilende på det slidte rækværk og den anden på maven.
”Sawda, gør mig en tjeneste?”
”Ja, selvfølgelig.”
”Pak dine ting. Tal ikke med Addis, før vi er ude af byen. I kvinder har for vane at spørge, hvordan det går. Det er indlysende, hvordan det går. Den snak kan I have i ørkenen. Lad hende ride lidt først. Og hvis hun ikke vil tale, så lad hende være.”
Sawdas mørke øjenbryn svinger et kort øjeblik opad som fuglevinger, og munden svinger nedad. Jeg tænker, at hun er fornærmet. Så nikker hun.
Jeg går ned ad trappen og ud på gaden. To kvinder med vandkrukker går forbi mig i den retning, hvor jeg mødte Nubis. Jeg går samme vej.
Nubis står med Storms tøjler i den ene hånd og en lang, flettet lædersnor i den anden. Hun har bundet lædersnoren i hoppens spinkle grime. Hvor hun har lædersnoren fra, ved jeg ikke. Måske har den været bundet om livet på hende selv inde under gevandterne. Der er ting, Nubis ikke har, som man ville forvente at finde hos en kvinde. Til gengæld er der andre overraskelser gemt hos Nubis. Ting og sager, man ville vente at finde hos en mand. Knive, for eksempel.
Hoppen drikker grådigt, men den værste tørst må være stillet, for hun løfter hovedet og lader vandet sile ud af mulen og plaske ned i stentruget. Føllet står på den fjerne side af hende. Det har mørke ben. Måske er det blot skyggen fra hoppen.
Jeg husker pludselig den første gang, Ahmad gjorde mig rigtig bange. Han var blevet væk, som børn bliver, når de kan gå selv. Jeg fandt ham siddende i stalden inde hos en hoppe, der havde folet samme nat. Han sad ved føllets ben og så op, mens det diede hos hoppen. Den hoppe var kendt for både at bide og sparke, når hun havde føl. Jeg følte en hjerteknusende angst. End ikke inden mit første store slag var jeg så bange, som jeg var i det øjeblik. Sveden sprang på ryggen, mit hjerte buldrede i galop, og jeg var ude af stand til at bevæge mig.
Ahmad pegede op på hoppens yver.
”Mad,” sagde han. Så pegede han på føllet. ”Føl.”
Hans ord brød min angst. Jeg satte mig på hug og kiggede under hoppens mave ind på Ahmad. ”Der er du jo.”
Han så smilende på mig.
”Hvad laver du?” spurgte jeg.
Igen pegede han op på hoppens yver. ”Mad! Føl!”
I samme øjeblik løftede hoppen tøvende det ene bagben.
En hest, der sparker, kan flække en ulvs hoved eller en mands lår. En hest kan slynge et barn ind i en stenvæg.
Ahmad betragtede fascineret hoppens store, kraftige bagben. Hans store smil blev til en klukkende, boblende latter. Langsomt satte hoppen bagbenet ned igen og prustede tilfreds. Hun kunne ikke skræmme ham.
Jeg husker ikke, hvordan jeg fik Ahmad ud. Men hoppen var så rolig i det øjeblik, som jeg ikke husker at have set hende før eller siden. Jeg husker, at hun så undrende på mig, som om hun ville sige: Du havde vel ikke forestillet dig, at jeg ville gøre drengen noget?
Ahmad var en gave til min stald og til mine heste. Ahmad kunne fantastiske ting. Når han fortalte hestene historier og reciterede digte, så var der en fred, der ikke findes magen til noget sted.
Nubis ser på mig.
”Hun har drukket et helt trug.”
”Hun skal ikke have mere nu. Hun risikerer at blive dårlig. Træk hende lidt væk, og giv mig enden af din lædersnor.” Hun rækker mig snoren.
Jeg skærer et stykke af, knap en favn, og binder en grime af det.
Nubis ser på, mens jeg prøver at få hoppen til at stå stille, så jeg kan give hende den nye grime på. Hun undviger og kigger på føllet. Først nu ser jeg det rigtigt. Det er ildrødt, nogenlunde som gløderne i mit bål i nat. Et rødt føl, rødt som ild.
Nubis klikker med tungen, og hoppen kigger øjeblikkelig på hende og strækker hals. Jeg smyger grimen på hende, mens hoppens bløde tunge tømmer Nubis’ hånd.
”Hvad har du bestukket hende med?”
”Dadler,” svarer Nubis. ”Hun må være både træt og sulten.” Jeg stikker hånden i posen ved mit bælte og rækker Nubis et par mønter.
”Køb flere dadler,” siger jeg.
Vi er vores egen lille enhed, vores egen lille karavane, da vi går mod herberget. Vi vandrer mellem alle de andre mennesker, der også er på vej ud, væk og af sted mod deres bestemmelsessteder.
De fleste går samme vej som os. Enkelte kommer imod os, og jeg ser dem betragte os forundret. En høj, stolt sort kvinde med et utilsløret ansigt og en stor krigshest ved sin side. En velhavende mand med en gylden hoppe og et få timer gammelt, gnistrende rødt føl.
Jeg børster den lille stribe indtørret blod af hoppens kind og ser op mod det trekantede hak i hendes øre. Jeg lader blikket glide hen over hendes krop. Hun er stadig tyk. Der vil gå mindst en uge, inden hun bliver sig selv igen. Men hovedet er smukt og ædelt. Måden, hun skridter af sted på, er spændstig, som om kontakt med jorden ikke for alvor er nødvendig.
Jeg prøver at rumme hendes fine ryg og de lange ben i alle detaljer. Nogen har måske brugt år på at planlægge det røde føl, der danser af sted ved hendes side. Der er flere berømte røde hingste på den arabiske halvø. Faren kan også have haft en anden farve, brun måske. Det lille føl er en gåde, som jeg prøver at gætte oprindelsen af. Jeg klapper hoppens hals.
”Jeg kan ikke efterlade jer her,” mumler jeg. ”Jeg må tage jer begge med, og så må jeg udrede sagen, hvis jeg kan. Om Allah vil.”
Vindens Port
Ibrahim Banu Saids liv ændrer sig for altid efter to pilgrimsrejser, hvor han rammes af en stor personlig sorg.
Han forsøger samtidig at være en nådig og klog borgherre for befolkningen i fæstningen Al Salat i Andalusien, og en god mand for sine tre hustruer.
I begyndelsen af 1300-tallet var den muslimske verden førende inden for matematik, filosofi, astronomi og lægevidenskab. Handlen mellem kristne, jøder og muslimer blomstrede i Al Salat, men da en kristen invasion nærmer sig fra nord, bliver borgens ry som uindtagelig sat på prøve. Kan Ibrahim Banu Said redde sit folk?
Du kan købe Vindens Port online eller i din nærmeste boghandel.
Det skal ikke være svært at finde en stor læse oplevelse. Dyk ned i vores liste med bog anbefalinger 2023/2024.
Vindens port er en smuk og medrivende fortælling om en periode i 1300-tallet, hvor den muslimske verden var et blomstrende centrum for videnskab, astronomi og filosofi. Læs et uddrag af Anne-Cathrine Riebnitzskys nye roman her.
Vindens port starter, da Ibrahim Banu Saids søn Ahmad dør. Efter dødsfaldet rammes han af en enorm sorg, men må stadig tage sig af sine forpligtelser som borgherre i Al-Qalat, en berømt fæstning beliggende i det nu spanske område Andalusien.
Ved sin side har Ibrahim Banu Said sine tre hustruer, som han på trods af deres enormt forskellige personligheder alle elsker, på hver deres måde.
LÆS OGSÅ: Anne-Cathrine Riebnitzsky skriver storslået om livet
I byen Al-Qalat trives handlen i stor stil mellem både jøder, muslimer og kristne. Området fungerer som knudepunkt for videnskaben og kulturen, og stedet søges af dygtige videnskabsfolk. Men der nærmer sig en kristen invasion af Al-Qalat, og Ibrahim Banu Said skal finde ud af, hvordan han bedst kan redde sit folk.
Men er borgens ry som uindtagelig sandt? Det skal for alvor blive sat på prøve.
Læs et uddrag fra Vindens port herunder.
Du kan købe Vindens port online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 15 oktober.
Anne-Cathrine Riebnitzsky
Vindens port
KAPITEL 1
Fuldmånen kaster min skygge frem over sandet, fremad i natten. Under mine fødder er bedetæppet blødt og slidt. Lidt sand er trængt op gennem tæppets vævning.
Jeg tøver. Jeg har en fornemmelse af at blive iagttaget. Jeg stivner midt i Maghrib, aftenbønnen. Jeg står stadig op. Jeg er endnu ikke nået til de strofer, hvor jeg knæler. I min tøven mærker jeg, hvordan kroppen af sig selv skifter tyngde; vægten skifter fra fod til fod. Jeg er ude af takt.
Langsomt genoptager jeg bønnen og hvisker de ord, der har fulgt mig, siden jeg var barn. Ord, der vandrer som en karavane ud over mine læber, mens mine øjne betragter himlen. Et øjeblik aner jeg et svagt lys i øst. Måske er det blot et løfte om lys – eller måske er det blot mit håb i mørket.
Jeg går i stå. Jeg når kun halvvejs i bønnen, så sætter jeg mig ned på tæppet. Der er ikke noget krav om, at man beder, når man er på rejse. Og vi har aldrig været meget strenge med bønnen i min familie. Faktisk er det alt for sent til Maghrib, og endnu er det ikke tid til morgenbønnen, Fajr. Det er ikke så lyst, at en sort tråd kan skelnes fra en hvid.
Jeg husker Mekka, som jeg er på vej hjem fra. Jeg ser kureren, der møder mig: en støvet rejsende, der har redet længe og hurtigt for at finde mig. Hans hånd mangler en finger. Det er mærkeligt med en kurer, der mangler en finger. Hvilken forbrydelse har han begået? Hvorfor har bødlen fjernet en enkelt finger? Ikke en hel hånd. Måske tyveri af en slags. Eller noget, han har fortiet?
Jeg tager imod den lille læderrulle og løser snoren. Jeg kan stadig se mine fingre bryde seglet, mens kureren har trukket sig en smule baglæns, sådan som man gør, når man ved, at det overbragte budskab er trist. Jeg glatter det krumme, grove stykke papir uden at ane noget om den straf, der vil åbenbare sig i ordene hjemmefra.
Så falder jeg på knæ.
Jeg kan kun hviske min søns navn: Ahmad.
Addis, min førstehustru, fandt mig sådan: liggende på knæ, knust af ord, der havde rejst så langt. Min eneste søn, min eneste arving. Ahmad var både min søn og min store stolthed. Han havde nået en alder, hvor han af og til var min ven. Jeg var netop begyndt at ane konturerne af den mand, han ville blive.
Min stemme er ru, og jeg har grædt. Min mave gør ondt. Min krop føles tung og mærkeligt tom på samme tid. Jeg sadlede Storm og red ud i ørkenen for at få fred for mine kvinder. Jeg har dem alle med på rejsen.
Jeg ønsker intet andet end at vende hjem til Al-Qalat. Jeg har en smerte indeni, et dybt sår, der knytter sig til lyden af min søns navn. Ahmad. Hvorfor skulle han dø? Min eneste søn.
Qalat eller Cala betyder fæstning, og min er så berømt, at den ofte blot bliver kaldt Al-Qalat, fæstningen, eller Alcala på det lokale sprog. Se, så forskellige er vi trods alt heller ikke. Af og til lyder vi trods alt lidt som hinanden. Fjender, venner, handlende.
Al-Qalat Banu Said er ikke den største eller den mest prangende by. Men hun er smuk som en brud. Om natten ligner hun en dronning, knejsende højt på bjerget med månen som krone og alle stjernerne glitrende omkring sig, som min oldefar skrev i et digt. Vinmarkerne løber ned ad bjerget som bølgende mørkt, tykt hår. Ja, vinmarker. Vi drikker vin. Det gør vi i Al-Andalus. Det gør de ikke så meget østpå. Ser du, der har vi atter noget tilfælles.
Jeg ser til venstre hen mod en stor sandmile, som jeg skal over for at komme tilbage til herberget. Månen hænger lavt over sandets krumme ryg. Bag sandryggen ligger den by, hvor vi i går gjorde holdt. Der ligger Addis og jamrer over sin søns død. Addis betyder blomst. I starten var hun sød. Hun duftede sødt. De sidste mange år har hun været bitter og lukket som et hyben.
Min anden hustru, Sawda, har rank ryg, og hun er klog nok til ikke at være skadefro. Alligevel fik hendes ansigt et sælsomt lys ved nyheden. Hun har født mig tre døtre og er atter med barn. Hun håber naturligvis på en søn. Hun håber meget mere, end jeg gør.
Min tredje kvinde, Nubis, den sorte, var stort set uforandret ved nyheden. Evigt uforanderlig, tavs og sørgmodig. Hun er gold og vogter på, om ændringen i vores hus får nogen betydning for hende.
Ahmad var et forsigtigt barn. Han var ikke som Fatima, min førstefødte, der var frygtløs, og som jeg måtte skælde ud, til hun blev mere, som piger bør være. Han var heller ikke som Amina, min næste datter, der iagttog verden omkring sig og traf sine egne beslutninger. Ahmad var på mange måder, som mine døtre burde have været. Forsigtig, kærlig og med store, tindrende, mørke øjne.
Jeg forsøgte at opdrage ham til krigskunst. Han var fem år, da jeg gav ham et lille sværd, som han bar stolt. Allerede samme dag skar han sig i låret og græd hjerteskærende. Addis slog ham. Kun en enkelt gang og ikke hårdt, men hårdt nok til at han forbavset tav et øjeblik. Så græd han endnu højere.
Jeg tog ham ud af huset. Jeg satte ham foran mig på hesten. Vi red gennem byen, over torvepladserne, ned forbi staldene og ud gennem Vindens Port, ned ad bjerget og væk fra byen. Vi red gennem skovene ned mod bøndernes marker, og jeg viste ham en ørn, der jagtede en hare i græsset et stykke borte.
På det tidspunkt havde hestens bevægelser og min stemme for længst dæmpet hans gråd. Ahmad var et lyttende barn. En dreng, der sad i halmen hos hestene og fortalte dem historier. Ahmad blev kun tretten år, men han skrev digte og reciterede smukt. Det er en kunst, vi sætter meget højt. Den mand, der kan skrive og tale smukt, er mere værd end ham, der fører sit sværd smukt og slår mange fjender ihjel.
En sagte prusten får mig til at se op. Jeg anstrenger mig, til det gnistrer for mine øjne, men jeg ser kun stjerner, sære lysprikker og sandet, der virker lyseblåt i måneskinnet. Jeg hørte lyden af en hest; det ved jeg. Jeg lytter til natten og prøver at se med mine forgrædte øjne, der svider. Er der nogen i nærheden af mig?
Min hals er som efter en sandstorm. Lyden af den fremmede hest er der igen. En dæmpet lyd fra en strube. Det er lyden af en hest, der kalder på sin flok, tænker jeg.
Storm har løftet hovedet og spilet næseborene ud. Men han svarer ikke. Han er en klog hest. Jeg ser i samme retning som ham. Fuldmånen hænger nu lavt over sandet, som en stor sølvmønt med et forgrædt ansigt. Over månen skinner stjernerne stadig, men der er færre nu. Et stykke til venstre for månen ser jeg et omrids i halvmørket: et hestehoved på vej op over sandmilen.
Hvis jeg skulle blive overfaldet nu, så gør det mig ingenting. Når blot de slår mig ihjel. Jeg slipper for smerten ved min søns død.
Jeg har rejst mig op. Jeg er klar til at råbe til Storm, så han kan stikke af. Det er bedre, at han vender hjem til min familie uden mig, end at han falder i de forkerte hænder. Jeg stirrer ud i natten. Men hesten fra før er forsvundet.
Da jeg næste gang ser op, tror jeg et øjeblik, at der er to måner: fuldmånen og en mørk klode, der skygger for den lyse. Jeg tænker, at vanviddet har fået tag i mig for alvor. Så tager hesten endnu et skridt fremad og bliver til en sort silhuet, der næsten fylder fuldmånen ud. Hoppen står med den hvide måne glødende omkring sig.
Det er, som om månen velsigner hende og omkranser føllet i hendes mave med en gylden strålekrans. Jeg stirrer på hoppen. Hun er den tykkeste hest, jeg nogensinde har set.
Hun skridter tøvende og langsomt ned ad sandskråningen mod mig. Da hun træder ud på sandet foran mig, er hun en lys hest, lysere end sandet, men med mørke øjenomgivelser og mørk mule. Hendes mave er udspilet, og hendes hoved hænger lavt. Hun er alene. Der er ikke nogen med hende, hverken andre heste eller mennesker.
Storm spidser ører. Han ser på hende og hilser med et dæmpet prust. Han svinger dovent med sin lange, sorte hale og snuser i luften hen mod hende. Jeg tænker ikke, at han har mere interesse i hende end som så. Han er kastreret for længe siden, en vallak. En mere modig og stabil krigshest end ham skal man lede længe efter.
Hoppen tøver. Hun har et lille, ædelt hoved. Næseryggen buer lidt indad. Benene er lange og fine. Hun løfter det ene bagben og tramper irriteret og slår med halen. Jeg kigger på den store, runde mave. Hun skal fole snart.
Hvorfor går hun rundt herude alene? Hun må være stukket af fra den, der ejer hende.
Hun nærmer sig langsomt. Hun er ikke bange for bålet og ikke bange for mig. Jeg går lidt frem mod hende, mens jeg taler sagte:
”Gør det ondt? Du skal ikke være nervøs.”
Hun standser et lille stykke fra mig og står med hængende hoved. Hun har svedt, kan jeg se. Hendes ører flakker hid og did. Hun har en endnu lidt smal bringe. Hun er ung.
”Er det dit første føl?” mumler jeg. ”Du skal ikke være bange. Jeg har prøvet det mange gange før. Det bliver et fint føl.” Jeg går nærmere, til jeg står kun et par skridt fra hende. Hun er ikke en skimmel, men ensartet i farven, måske hvid eller lys grå eller gullig.
Der hænger en lille tovstump ned fra hendes hovedtøj, der virker spinkelt og hastigt sammenflikket. Hun ånder tungt, og en skælven farer gennem hendes krop. Måske er hun tørstig. Jeg skæver bagud mod bålet. Storm står med front mod dette nye væsen. Han ved ikke, hvad han skal mene. Han hviler som regel på tre ben og halvsover, så snart han kan, men lige nu står han fast på alle fire.
Hoppen udstøder et dybt suk. På hendes flanke kan jeg se, at føllet bevæger sig derinde. Hun kigger bagud på sin krop. Så løfter hun igen det ene bagben og tramper irriteret. Det gør sikkert ondt. Og hun forstår ikke, hvad der foregår. Jeg bøjer mig forsigtigt og ser ind under hendes mave. På det mørke yver sidder to hvide fedtpropper. Jeg ryster på hovedet. Hun skal fole meget snart. Jeg prøver at gå tættere på, men hun trækker sig baglæns.
”Godt, som du vil.”
Jeg vender ryggen til hende og går tilbage til mit bål. Jeg har ikke engang et drikkeskind med til min egen hest. Så langt tænkte jeg ikke. Jeg sætter mig i sandet og ser på hende.
En hoppe, der skal fole.
Allah er uforudsigelig. Jeg græder over Ahmad, og Allah beder mig bringe et føl til verden.
Hoppen strækker besværet hovedet fremad, som om hun prøver at forlænge sin egen krop og give plads til alt det, der ikke længere kan være i hende. Hun går langsomt hen mod mig. Et skridt, og to mere. Hun løfter overlæben op, og jeg kan se hendes tænder. Jeg stirrer på hovedtøjet og den stump tov, der hænger ned. Tovet er bidt over. Jeg kniber øjnene sammen. Det er et fattigt hovedtøj. Noget, en bonde har bundet sammen.
Det giver ingen mening. Hvordan skulle en fattig bonde få fat i sådan en hoppe? Hun er et fint dyr, ikke en arbejdshest.
Hun drejer hovedet og ser over mod en lille slugt, hvor et par enetræer gror, og hvor jeg samlede brænde til mit bål. På hendes kind er der en lille, mørk stribe. Det ligner nogle dråber blod. Et øjeblik i halvmørket forekommer det mig, at hun har et lille hak i det ene øre.
Har nogen stjålet hende og skåret et simpelt hak i hendes øre for at føje hende ind i deres flok? At mærke hende som deres. Jeg stirrer ind i gløderne og lader hende være. Hun må selv vælge mig til. Det er nu engang sådan, man gør med heste. En smuk og ædel hoppe med en dårlig grime og et klodset hak i øret. Det er ikke normalt. Men uanset hvem hendes ejer er, vil vedkommende værdsætte, at jeg hjælper føllet til verden.
Jeg sidder stadig med glødernes varme mod mit ansigt, da hun første gang lægger sig langsomt ned på knæ, som om også denne bevægelse gør ondt. Mulen rører næsten sandet, og maven hviler stor og tyk et øjeblik, inden hun atter kommer på benene og går en smule væk. Hun slår irriteret med halen. Jeg kan se den kridhvide fosterhinde, der titter frem under hendes hale. Så forsvinder føllet ind i hende igen. Hun går rundt om sig selv og kommer tilbage og stiller sig hos mig.
Jeg bliver siddende.
”Jeg kan sagtens hjælpe dig,” hvisker jeg. ”Jeg ved godt, at du er bange, og at du ikke forstår, hvad der sker, men Storm ved altså ikke så meget om den slags. Det nytter ikke, at du kigger på ham. Han står slet ikke sammen med mine hopper. Men hvis de var her, så kunne de selvfølgelig fortælle dig om det hele.”
Hoppen tramper igen i sandet. Først med det ene forben, så med det andet, og til sidst et irriteret, træt spark med det ene bagben.
”Jeg har hørt hopperne snakke sammen, når en af de andre skal fole. De ved alle sammen, at noget er på færde. Man kan høre og mærke det på dem. Dels at det kan være lidt farligt, men også at det er en meget glædelig begivenhed.”
Vi har en fin stald i Al-Qalat. Loftet er malet blåt med stjerner på, og der er malet palmer på væggene. Jeg går derhen hver eneste aften. Det er det bedste øjeblik på dagen. Ofte gik Ahmad med mig. Da han var lille, tog han altid min hånd. De senere år har jeg fra tid til anden forestillet mig, hvordan det ville være, når jeg en dag måtte støtte mig til hans arm. Når han var den stærke og jeg måtte lade mig hjælpe hen i stalden.
Vejen skråner fra mit palads ned mod stalden, og gaden snor sig lidt. Uden for stalden kan man se solen gå ned over de fjerneste bjerge. Vi har vidunderlige solnedgange. Længere end i Mekka og mere farverige. Himlen bliver gylden og lyserød og orange over de blå bjerge.
Når jeg standser for at se solnedgangen, kan jeg høre hestene, der gumler tilfredse og pruster. De lyder så tilpas. Det er trygt at lugte dem og høre deres lyde. Roen falder på stalden, når det bliver mørkt og byens porte er lukkede. Vagterne går deres runder. Roen falder på menneskene. Det er det bedste øjeblik på dagen.
De nætter, hvor jeg venter et nyt føl, sover jeg ofte på en simpel seng i stalden. Jeg er forventningsfuld. Det kan være opfyldelsen af års drømme og planer om, hvilke hingste og hvilke hopper der nu forener deres styrke. En modig hoppe og en hurtig hingst. En særlig let og yndefuld hoppe og en særlig udholdende hingst. Hopperne er også spændte. De småsover indimellem, men når den nye kommer, står de fleste op i deres båse med udspilede næsebor og snuser ud i luften, mens de lytter og med dæmpede prust hilser på den lille nye.
”Stalden,” hvisker jeg. ”Og bjergene. Hvor jeg længes efter at se bjergene igen.”
Jeg er træt af ørkensand. Jeg hører ikke hjemme her. Jeg hører hjemme i bjergene med rislende kilder og egetræer under en himmel, hvor ørne, gribbe og ravne jager harer og småfugle, og hvor hjorte og vilde geder forsvinder i elegante spring.
Hoppens ene øre er vendt mod mig, og det andet drejer rundt mod ørkenen.
”Du bliver glad for dit føl, ” hvisker jeg. ”Det kommer til at fylde hele din dag og hele din nat, og mærkeligt nok bliver du så glad for dit føl, at du vil æde kød og blod for at forsvare det. Kan du forestille dig det? Jeg ved, det lyder mærkeligt, men du vil finde på sære ting for at forsvare det liv, der kommer ud til dig lige om lidt.”
Hun løfter halen. Jeg hører vandet gå. Sandet opfanger det. En svag, sukkende lyd kommer fra hende, så går hun lidt væk. Jeg har rejst mig på knæ for bedre at kunne se.
Hun lægger sig ned. Under hendes hale kommer den hvide fosterhinde atter til syne. En fosterhinde er mere hvid end en perle, og den har en endnu finere glans. Fire lange ben og en lille krop gemmer sig derinde. Hoppen ligger på siden. Hun ser op, som om hun overvejer at rejse sig igen. Så lægger hun sig helt fladt ned. Hun er mere træt, end godt er.
”Du klarer det fint,” hvisker jeg.
Hun løfter hovedet og ser bagud mod sin krop. En spæd lyd undslipper hendes strube. Som om hun allerede nu taler til føllet.
”Det går fint,” hvisker jeg med bange anelser.
Kom nu, tænker jeg. Om nødvendigt må jeg krybe hen til hende og tage fat i føllets forben og trække til. Men det er bedst, hvis hoppen selv kan.
Pludselig kommer en trækning over hende, og meget mere af den hvide pose er fremme. Jeg regner med, at det meste af føllets krop nu er ude, men bagbenene er stadig derinde. Jeg stirrer på hende. Så langt, så godt. Hoppen kalder igen med den svageste lyse vrinsken, blot en hvisken.
”Det er godt. Du er så dygtig,” siger jeg. ”Det bliver et fint føl. Se, den bevæger sig derinde.”
Føllet prøver nu selv at komme fri, men en fosterhinde er umådelig stærk. Man skal have fat med begge hænder og rykke til. Helst skal hoppen selv bide hul og hjælpe føllet ud. Men hun er meget træt. Føllet risikerer at blive kvalt.
Jeg rejser mig fra min knælende stilling.
Hun ser på mig og fnyser lidt.
Det bliver en hurtig beslutning. Jeg er fremme i få skridt, knuger om den silkeglatte, hvide hinde og rykker hul. Jeg tager fat i føllets forben og trækker. Kroppen glider længere frem. Jeg trækker hinden en smule til side og skynder mig hurtigt baglæns.
Et lille, mørkt hoved kigger frem. Hoppen kigger på føllet, og den spæde lyd af hendes kald glider atter ud i mørket. Føllet kæmper med hoved og forben. Det vil op. Det har en lille, rund pande, små, spidse ører, og resten er mørkt og vådt og krøllet. Så endelig er alle fire ben ude. Føllet ligger der med sine lange ben og kigger på sin mor. Hoppen lægger sig fladt ned et øjeblik, som om hun lige skal have luft.
Jeg kigger hurtigt rundt. Fødsler tiltrækker ulve, vilde hunde og gribbe. Jeg spejder mod sandryggene efter hurtige, årvågne skygger. Da jeg atter ser hen på hoppen, står hun op. Fosterhin- den hænger som et slør under hendes hale, og hun er nysgerrigt i gang med at slikke sit føl og snuse til det.
”Se, jeg sagde det jo. Det blev et fint føl,” hvisker jeg. Bag mig er solen begyndt at stå op.
KAPITEL 2
Det føles godt at se mod solopgangen. På hele vores lange pilgrimsfærd har solen været mit faste holdepunkt.
Det er et af privilegierne ved at bo i det land, hvor jeg er født og vokset op: at det ligger mod vest. Hver morgen, når jeg vender mit ansigt mod Mekka for at bede, ser jeg himlen rødme. Inden længe bader solens stråler mit ansigt, som om Allah selv kommer mig i møde.
De kristne fra de nordlige kongeriger, fra Aragon og Castilla de Leon, kalder vores land Iberia. Vi kalder det Al-Andalus. Det er det smukkeste og rigeste land, man kan forestille sig. Det er, som om selv Allah er særlig tilfreds i Al-Andalus.
Denne morgen, morgenen efter beskeden om min søns død, et par dagsrejser nord for Mekka, beder jeg ikke. Mit tæppe ligger ved bålet, fuldt af sand. På det øjeblik det tager solen at stå op og forvandle natten til dag, fyldes mine øjne af nye indtryk. Hoppen har en besynderlig lys gylden farve, som jeg aldrig har set før. Hun har samme farve som nyt, lyst guld. Eller som en moden kornmark, hvis toppe er hvide af solen, omtrent sådan som kornmarkerne må se ud nu hjemme omkring min fæstning.
Hoppens mule og øjne er mørke. Hun ser vagtsomt på mig. Føllet kæmper stadig med at komme op. Det kan godt tage noget tid. Dets små hove er meget flossede. Der ligger stumper af hov alle steder. Det er også normalt. Hoppen slikker føllet og hvisker til det med små, spæde lyde. Føllet er stadig mørkt og vådt, og jeg er spændt på farven. Det har en lille, hvid stjerne i panden.
Jeg drikker en smule vand fra en slunken skindsæk. Jeg kan se, at hun kan lugte vandet. Jeg nærmer mig forsigtigt.
”Du kommer til at drikke af min hånd. Forstår du det? Jeg har ikke noget drikkeskind med. End ikke til Storm.”
Hun lægger vredt ørerne tilbage og drejer sig lynhurtigt og stiller sig mellem mig og føllet.
”Rolig nu. Jeg tager ikke dit føl. Jeg gør det ikke noget.”
Jeg fugter mine fingre med vand og rækker dem frem. Hun bliver stædigt stående. Havde det været en af mine egne hopper, ville jeg gerne have set efter, om det er et hoppeføl eller et hingsteføl. Men hoppen er jo ikke min. Og hun stoler ikke på mig.
Jeg venter med fremstrakt hånd. Hun strækker hals. På bringen er hun våd af sved fra nattens anstrengelser. Dér er hun gammelt guld eller bronze. En besynderlig farve. Endelig kommer hendes mule helt tæt på, og hun suger vandet væk fra mine fingre. Jeg hælder lidt vand i min hånd. Hun suger også det væk og træder nu tættere på. Jeg giver hende det sidste vand, jeg har. Føllet er endelig kommet på benene og står med hovedet under hendes mave og dier.
Jeg sadler Storm. Vi må tilbage til byen. Hoppen må have vand, og dens ejer må findes. Omend det ikke er nogen stor by, ved jeg ikke, hvordan hun vil reagere på gadens liv med mennesker, kameler, heste og æsler. Jeg har ikke noget reb med, så jeg kan ikke binde hende. Jeg ved heller ikke, om hun vil følge med.
Jeg svinger benet over Storms ryg og skridter langsomt af sted. Da jeg ser over skulderen, følger hun tøvende efter mig.
Føllet stavrer af sted. Det falder af og til, men kommer hurtigt op igen. Fosterhinden er væk. Jeg rider en omgang rundt om hende. Hinden ligger heller ikke i sandet.
”Der kan du se,” mumler jeg. ”Du vil æde kød og blod for at beskytte dit føl.”
Storm vender sit øre bagud mod mig, men han bliver hurtigt klar over, at det ikke er ham, jeg taler til. Af sig selv skridter han tilbage mod byen.
Allerede på lang afstand genkender jeg den slanke skikkelse i udkanten af byen. Der er en særlig rankhed over Nubis. Hun ejer en uindtagelig stolthed, der står i skarp kontrast til den ringe sum, jeg gav for hende. De blå klæder flagrer om hende i morgenlyset. Hun er urokkelig som en bygning. Jeg aner ikke, om hun er kommet for at finde mig, eller om hun er ude at hente vand. Kvinder har så mange sære gøremål.
”Godmorgen, Nubis,” siger jeg og møder hendes blik. Det hvide i hendes øjne er anderledes, end det er i andre menneskers øjne. Mere hvidt mod den sorte hud.
”Godmorgen,” svarer hun roligt. Hun rører sig ikke, betragter mig blot.
Jeg tøver. Undrer mig over, hvorfor hun står her og venter.
”Har du fundet en brønd i denne gudsforladte flække?” spørger jeg og springer af Storm.
”Ja. Skal jeg vande dine heste?” spørger hun.
”Ja tak.” Jeg rækker hende Storms tøjler. Et øjeblik står vi helt tæt. Nubis dufter helt særligt, og det beruser mig altid. Det vækker altid en enorm lyst i mig. Nogle gange helt imod min vilje. Jeg ser i hendes sorte øjne. Lyset skal falde rigtigt, for at man overhovedet kan se hendes pupiller.
”Man vander planter, Nubis,” hvisker jeg. ”Heste og mennesker giver man vand.”
Hun nikker. Hun siger det forkert hver gang. Jeg tror, det er en måde at komme i kontakt med mig på. Min stolte, sorte kvinde. Den lavest rangerende blandt mine hustruer, men måske hende, jeg respekterer mest.
Jeg går til fods hen til det lille torv foran det herberg, hvor vi bor. Det var næsten mørkt, da vi endelig ankom. Addis græder så meget, at alting tager længere tid. Foran herberget finder jeg ejeren, en lidt snusket mand med et krøllet, gråligt skæg.
”Hvornår påtænker I at rejse videre?” spørger han hændervridende. ”Der kommer så mange gæster denne vej fra Mekka,” tilføjer han. Hans øjne er trætte. Jeg tænker, at Addis har grædt så voldsomt hele natten, at han gerne vil af med os. De andre gæster har nok klaget.
”Gør dig ingen bekymringer. Vi fortsætter i dag,” svarer jeg.
Hans ansigt lyser op af lettelse, og han er allerede på vej videre, da jeg spørger:
”Sig mig, har nogen her i byen mistet en hoppe for nylig?” ”En hoppe? Hvilken slags hoppe?” spørger han straks. ”Altså har ingen mistet nogen hoppe. Det ville du vel vide?” ”Jeg tror … Jeg har hørt om nogen. Kan du beskrive den?”
Han plirrer med øjnene. ”Jeg vil da gerne hjælpe,” tilføjer han. ”Den er sort,” svarer jeg.
”Min nabo mistede en sort hoppe, men det er jo flere uger siden. Er det virkelig sandt?” Han slår hænderne sammen og ser spørgende på mig.
Jeg ryster opgivende på hovedet. Det er noget nyt, jeg har erfaret under denne pilgrimsrejse. At mennesker er mere løgnagtige på steder, hvor mange kommer forbi og kun få vender tilbage. Her kender ingen rigtig hinanden. Moral er noget andet i mindre byer, hvor alle kender hinanden. I min by straffer vi endda løgne hårdt.
Jeg skrår over torvet og går i retning mod moskeen.
Bønnen er allerede forbi, men i søjlegangene er der stadig mange mennesker. Jeg ser mig omkring. Jeg kender ingen af dem, og mange er vel rejsende ligesom mig.
Jeg spørger en ældre mand, der sidder i en af nicherne langs væggen. Han er fra byen, men så vidt han ved, har ingen mistet en hoppe.
”Måske er den stukket af fra en karavane,” siger manden og ryster på hovedet. Så tilføjer han:
”Du skal ikke fortælle nogen, hvordan den ser ud. De vil bare prøve at snyde dig.”
Jeg spørger flere andre. Ingen savner nogen hoppe. Enkelte forsøger lige så klodset som ejeren af herberget at tiltuske sig en hest ved at opdigte historier.
Jeg sætter mig på en stenbænk under et citrontræ. En vind haster gennem gaden. Visne, hvide blomster drysser ned over mig. En af dem lander på min hånd. Addis, min grædende hustru, Addis, mor til Ahmad. Jeg lukker hånden om den lille blomst. Når Nubis er færdig med at give hestene vand, vil så mange have passeret brønden og have lagt mærke til hoppen med den usædvanlige gyldne farve, at alle og enhver vil kunne komme rendende og påstå, at hoppen er deres.
”Ahmad,” hvisker jeg. Jeg ser op mod citrontræets krone, de blanke, grønne blade og de falmede, hvide blomster. Mit hjerte er mørkt af sorg.
KAPITEL 3
Herbergets atriumgård ligger stille hen. De fleste karavaner drager af sted omtrent ved solopgang og nogle gange før. Jeg ser op og får øje på Sawda på svalegangen. Hendes hånd hviler på den lille, bløde bue på maven, sådan som jeg har set hende stå mange gange den seneste måneds tid. Med et blødt, hemmelighedsfuldt smil.
Sawda ser på mig. Hun har blå øjne. Det var nok disse usædvanlige øjne, jeg faldt for. Og min velstand var stor på det tidspunkt. Og lysten var stor. Ansvaret var mindre. Synet af hendes blå øjne rummer stadig en vis glæde og tilfredshed. Hendes ansigt vækker opmærksomhed. Og hendes ranke holdning. Havde jeg kendt fremtiden, havde jeg måske slet ikke giftet mig med Addis, men ventet på Sawda. Og Nubis.
Jeg går ad den slidte trætrappe op til Sawda og lægger min hånd på hendes.
”Vi rejser videre nu,” siger jeg.
Sawda nikker.
”Skal jeg …?” Hun ser mod Addis’ værelse. ”Nej. Jeg siger det selv.”
Jeg tøver.
”Hvor er alle folk?” spørger jeg.
”De er gået. Der var en stor karavane, der skulle tidligt af sted, kunne jeg forstå.”
Jeg nikker. Jeg kan ikke udsætte det længere. Jeg går de få skridt hen til døren og banker på.
Addis sidder på sengen med udslået hår og forgrædt ansigt. ”Vi rejser videre i dag. Nu til morgen,” siger jeg.
Hun nikker mat. Så rejser hun sig og kalder på en af slaverne. Jeg forlader hendes værelse og lukker døren bag mig. Jeg vil hjem. Jeg vil hjem til min fæstning og min døde dreng. Sawda ser på mig med den ene hånd hvilende på det slidte rækværk og den anden på maven.
”Sawda, gør mig en tjeneste?”
”Ja, selvfølgelig.”
”Pak dine ting. Tal ikke med Addis, før vi er ude af byen. I kvinder har for vane at spørge, hvordan det går. Det er indlysende, hvordan det går. Den snak kan I have i ørkenen. Lad hende ride lidt først. Og hvis hun ikke vil tale, så lad hende være.”
Sawdas mørke øjenbryn svinger et kort øjeblik opad som fuglevinger, og munden svinger nedad. Jeg tænker, at hun er fornærmet. Så nikker hun.
Jeg går ned ad trappen og ud på gaden. To kvinder med vandkrukker går forbi mig i den retning, hvor jeg mødte Nubis. Jeg går samme vej.
Nubis står med Storms tøjler i den ene hånd og en lang, flettet lædersnor i den anden. Hun har bundet lædersnoren i hoppens spinkle grime. Hvor hun har lædersnoren fra, ved jeg ikke. Måske har den været bundet om livet på hende selv inde under gevandterne. Der er ting, Nubis ikke har, som man ville forvente at finde hos en kvinde. Til gengæld er der andre overraskelser gemt hos Nubis. Ting og sager, man ville vente at finde hos en mand. Knive, for eksempel.
Hoppen drikker grådigt, men den værste tørst må være stillet, for hun løfter hovedet og lader vandet sile ud af mulen og plaske ned i stentruget. Føllet står på den fjerne side af hende. Det har mørke ben. Måske er det blot skyggen fra hoppen.
Jeg husker pludselig den første gang, Ahmad gjorde mig rigtig bange. Han var blevet væk, som børn bliver, når de kan gå selv. Jeg fandt ham siddende i stalden inde hos en hoppe, der havde folet samme nat. Han sad ved føllets ben og så op, mens det diede hos hoppen. Den hoppe var kendt for både at bide og sparke, når hun havde føl. Jeg følte en hjerteknusende angst. End ikke inden mit første store slag var jeg så bange, som jeg var i det øjeblik. Sveden sprang på ryggen, mit hjerte buldrede i galop, og jeg var ude af stand til at bevæge mig.
Ahmad pegede op på hoppens yver.
”Mad,” sagde han. Så pegede han på føllet. ”Føl.”
Hans ord brød min angst. Jeg satte mig på hug og kiggede under hoppens mave ind på Ahmad. ”Der er du jo.”
Han så smilende på mig.
”Hvad laver du?” spurgte jeg.
Igen pegede han op på hoppens yver. ”Mad! Føl!”
I samme øjeblik løftede hoppen tøvende det ene bagben.
En hest, der sparker, kan flække en ulvs hoved eller en mands lår. En hest kan slynge et barn ind i en stenvæg.
Ahmad betragtede fascineret hoppens store, kraftige bagben. Hans store smil blev til en klukkende, boblende latter. Langsomt satte hoppen bagbenet ned igen og prustede tilfreds. Hun kunne ikke skræmme ham.
Jeg husker ikke, hvordan jeg fik Ahmad ud. Men hoppen var så rolig i det øjeblik, som jeg ikke husker at have set hende før eller siden. Jeg husker, at hun så undrende på mig, som om hun ville sige: Du havde vel ikke forestillet dig, at jeg ville gøre drengen noget?
Ahmad var en gave til min stald og til mine heste. Ahmad kunne fantastiske ting. Når han fortalte hestene historier og reciterede digte, så var der en fred, der ikke findes magen til noget sted.
Nubis ser på mig.
”Hun har drukket et helt trug.”
”Hun skal ikke have mere nu. Hun risikerer at blive dårlig. Træk hende lidt væk, og giv mig enden af din lædersnor.” Hun rækker mig snoren.
Jeg skærer et stykke af, knap en favn, og binder en grime af det.
Nubis ser på, mens jeg prøver at få hoppen til at stå stille, så jeg kan give hende den nye grime på. Hun undviger og kigger på føllet. Først nu ser jeg det rigtigt. Det er ildrødt, nogenlunde som gløderne i mit bål i nat. Et rødt føl, rødt som ild.
Nubis klikker med tungen, og hoppen kigger øjeblikkelig på hende og strækker hals. Jeg smyger grimen på hende, mens hoppens bløde tunge tømmer Nubis’ hånd.
”Hvad har du bestukket hende med?”
”Dadler,” svarer Nubis. ”Hun må være både træt og sulten.” Jeg stikker hånden i posen ved mit bælte og rækker Nubis et par mønter.
”Køb flere dadler,” siger jeg.
Vi er vores egen lille enhed, vores egen lille karavane, da vi går mod herberget. Vi vandrer mellem alle de andre mennesker, der også er på vej ud, væk og af sted mod deres bestemmelsessteder.
De fleste går samme vej som os. Enkelte kommer imod os, og jeg ser dem betragte os forundret. En høj, stolt sort kvinde med et utilsløret ansigt og en stor krigshest ved sin side. En velhavende mand med en gylden hoppe og et få timer gammelt, gnistrende rødt føl.
Jeg børster den lille stribe indtørret blod af hoppens kind og ser op mod det trekantede hak i hendes øre. Jeg lader blikket glide hen over hendes krop. Hun er stadig tyk. Der vil gå mindst en uge, inden hun bliver sig selv igen. Men hovedet er smukt og ædelt. Måden, hun skridter af sted på, er spændstig, som om kontakt med jorden ikke for alvor er nødvendig.
Jeg prøver at rumme hendes fine ryg og de lange ben i alle detaljer. Nogen har måske brugt år på at planlægge det røde føl, der danser af sted ved hendes side. Der er flere berømte røde hingste på den arabiske halvø. Faren kan også have haft en anden farve, brun måske. Det lille føl er en gåde, som jeg prøver at gætte oprindelsen af. Jeg klapper hoppens hals.
”Jeg kan ikke efterlade jer her,” mumler jeg. ”Jeg må tage jer begge med, og så må jeg udrede sagen, hvis jeg kan. Om Allah vil.”
Vindens Port
Ibrahim Banu Saids liv ændrer sig for altid efter to pilgrimsrejser, hvor han rammes af en stor personlig sorg.
Han forsøger samtidig at være en nådig og klog borgherre for befolkningen i fæstningen Al Salat i Andalusien, og en god mand for sine tre hustruer.
I begyndelsen af 1300-tallet var den muslimske verden førende inden for matematik, filosofi, astronomi og lægevidenskab. Handlen mellem kristne, jøder og muslimer blomstrede i Al Salat, men da en kristen invasion nærmer sig fra nord, bliver borgens ry som uindtagelig sat på prøve. Kan Ibrahim Banu Said redde sit folk?
Du kan købe Vindens Port online eller i din nærmeste boghandel.
Det skal ikke være svært at finde en stor læse oplevelse. Dyk ned i vores liste med bog anbefalinger 2023/2024.
Andre læste også: