Væddeløber er Matti Breschels hæsblæsende og humoristiske cykelbog om at gå fra at være en drengerøv med fart i benene til at blive en af verdens bedste cykelryttere. Læs et kapitel fra bogen her.
Han vandt masser af VM-medaljer og løb og kørte med helt fremme i klassikere. Han kom først over målstregen på en Grand Tour-etape, og så har han i 15 år levet på landevejene, som en del af det profesionelle cykelfelt. Han har haft succes, han har haft skuffelser og så har han haft et hav af sjove stunder i sadlen.
I Væddeløber fortæller Matti Breschel om en hæsblæsende karriere og et cykelpræget liv. Han fortæller åbenhjerteligt om sit specielle forhold til sin far, der blandt andet sikrede barnedrømmen om at blive cykelsportsstjerne, men også ødelagde et par døre, når de kom op og slås.
LÆS OGSÅ: Til dig der savner sport. 15 gode bøger om alt fra fodbold til Formel 1
Væddeløber er bare en cykelbog, men også en personlig beretning om cykellivet oplevet indefra. Det er en kærlighedserklæring til cykelsporten på godt og ondt. Og så er det en hyldest til regnvåde dage i et forblæst Flandern, til fortidens helte, til gear og lir og ikke mindst det omrejsende cykelcirkus og alle de røverhistorier, der følger med.
Læs et kapitel fra bogen herunder.
Matti Breschel
Væddeløber
Kapitel 9
TÆT PÅ REGNBUEN
I 2010 skulle det være.
Jeg havde haft en stærk sæson og vundet en semiklassiker.
Jeg havde været tæt på mere end én gang.
Jeg ville være verdensmester.
Drømmen havde jeg haft helt fra starten. På loftet i mit barndomshjem var det i de gamle cykelblade, jeg læste historien om Leif Mortensens VM-sejr på landevej for amatører i 1969, hvor han vandt foran den senere verdensmester for professionelle Jean-Pierre Monseré (der få måneder senere kørte frontalt ind i en modkørende bil og blev dræbt på stedet). Det var også deroppe på loftet, at jeg læste om dengang i 1980’erne, hvor de danske baneryttere Michael Marcussen, Dan Frost og Hans-Henrik Ørsted moste ryttere fra Sovjet og DDR på de skrå betonbaner rundtom i verden. Jeg var en supernørd og fantaserede om selv at blive verdensmester en dag.
Danmark har i mere end 100 år avlet verdensmestre, lige fra banesprinteren Thorvald Ellegaard til Mads Pedersen på landevej i 2019. Om det er cross, mountainbike, bane eller landevej, har vi været på toppen af verden, og jeg har altid haft det sådan, at når jeg møder en tidligere verdensmester i cykling – om det er Amalie Dideriksen, Dan Frost, Leif Mortensen, Alex Petersen, Henrik Djernis eller Michael Mørkøv – så er jeg fuld af beundring. De har i hver deres disciplin opnået den ultimative titel.
Verdensmesterens regnbuefarvede trikot slår alle de andre trøjer i feltet. Bliver du verdensmester, er du konge eller dronning, og ingen når dig til sokkeholderne. Sådan ser jeg det. Regnbuetrøjen symboliserer noget overmenneskeligt, og har du én gang vundet VM, vil du for altid være sikret sider i cykelhistorien som del af en helt særlig og eksklusiv klub af vindere. Alle cykelryttere drømmer om det i kortere eller længere tid, de færreste får chancen eller har evnerne. Jeg ville bytte alt, hvad jeg ejede, for at køre rundt i den smukkeste trøje i feltet, og mens jeg skriver det her, er det tæt på, at jeg også ville give mine børn væk for en VM-titel. Måske ikke helt, men tanken strejfede mig da.
Jeg nåede at køre 14 verdensmesterskaber som junior, U23-rytter og professionel, og jeg husker dem alle, som var det i går. Jeg husker selve løbene, og hvad der gik galt. De små fejl og de dårlige dage. Jeg husker de gyldne ben, hvor jeg slet ikke mærkede kædens kraft og susede afsted. Jeg husker forberedelserne og de efterfølgende middage med rejemadder og halvlunken hvidvin, der smagte af rævepis, og talerne fra formanden for Danmarks Cykle Union eller Post Danmarks marketingschef, som føltes alt for lange, fordi jeg kun tænkte på at drikke mig fuld efter at have levet som en munk længe. VM var efterårets højdepunkt. Jeg forberedte mig ekstra meget til de løb med lange træningslejre og daglig motorpace bag min far eller min italienske træner Pino Toni. Jeg nød at gå i en trancetilstand, hvor jeg ikke afveg fra målet og kun havde for øje at stå øverst på podiet kronet med nationalmelodi, VM-striber på brystet og heltestatus.
Mit første VM var i 2001. Det var i Lissabon. Jeg var førsteårsjunior og var et par måneder forinden blevet dansk mester og havde også vundet et stort World Cup-løb i Belgien, så jeg var fuld af optimisme. Men da vi kom i gang med VM-løbet, hang nerverne uden på tøjet, og jeg var pludselig hunderæd for at sidde i et felt blandt 150 andre ryttere, noget, jeg ikke havde prøvet før. Stik modsat taktikken kastede jeg mig som en panikreaktion ud i et hovedløst udbrud med fem andre ryttere, holdt et par omgange og blev opslugt af feltet og så sat af. Efter løbet var vores landstræner Lars Bonde rasende. Han vidste godt, at han havde med en flok urutinerede drenge at gøre, men han gjorde det klart for mig, at hvis jeg for eftertiden ville gøre mig forhåbninger om at køre med i VM-finalerne, burde jeg ikke gå i udbrud med en flok tredjerangsryttere og brænde tændstikker af på en mission, der var dømt til at fejle. Jeg skulle lære at køre mere afventende og holde mig skarpt til taktikken. Lars Bonde var en fantastisk landstræner og dygtig til at håndtere os danske drenge, der troede, vi kunne det hele. Jeg tog hans ord til mig.
Sideløbende med min udvikling steg Lars Bonde i graderne hos Danmarks Cykle Union, og han var min landstræner fra juniortiden og frem til, at han stoppede som sportschef hos DCU efter OL 2016. Han havde i hele min karriere stor tiltro til mine evner og stolede på mig, hvis jeg fortalte ham, at jeg var i form. Så sørgede han for, at jeg fik den hjælp fra de andre ryttere, jeg havde brug for. På landsholdet havde vi alle mand frie tøjler, så længe vi kunne hjælpe hinanden i finalen. Der skulle sigtekornet så låses fast, og alle trak for den stærkeste rytter blandt os. Det var helt klart landsholdets force, at der ikke var rivaliserende splid, og at vi internt var ærlige over for hinanden. Vi havde sagt ja til at repræsentere Danmark, så det vigtigste var, at vi fik en medalje med hjem, uanset hvem den hang om halsen på. Ingen af os så os selv som større eller vigtigere end helheden.
Det var en helt anden indstilling i forhold til generationen af danske ryttere i 1990’erne, der som en anden flok dilettanter ødelagde det for hinanden med deres rivalisering. Under VM på Sicilien i 1994 var både Rolf Sørensen og Bjarne Riis godt kørende og begge opsat på at vinde, men det endte med, at de modarbejdede hinanden, så de blev nummer seks og ni, i stedet for at vi måske havde fået en dansk verdensmester.
Et andet skrækeksempel var VM i 2005, hvor de to engelske ryttere Charly Wegelius og Tom Southam hjalp det italienske landshold med Mario Cipollini i spidsen i stedet for at agere butlere for deres holdkaptajn, Roger Hammond. Charly og Tom kørte til dagligt på italienske hold og følte ingen form for kærlighed til Hammond eller national stolthed. De to kumpaner sagde ja til at tage del i det italienske føringsarbejde for at køre udbydere ind og gøre løbet hårdt. Charly og Tom havde set sig sure på Hammond, fordi han ikke ville bidrage med en bonus til dem af egen lomme, hvis han vandt, så da de blev tilbudt en italiensk skilling, aftalte de, at de ville skide Hammond et stykke. Det er ikke unormalt, at ryttere arbejder for hinanden på kryds og tværs af landsholdene under VM. Sådan har det altid været. Der er altid en rytter billigt til salg. Problemet for Charly og Tom var, at de blev opdaget. Det er sket mange gange, at en stor nation har købt en mindre nation, men her var det for åbenlyst, og det engelske hold havde endda en mand, der kunne køre med om medaljerne. De måtte efterfølgende stå skoleret for den daværende engelske landstræner Sir Dave Brailsford. De skulle tilbagebetale deres betaling fra italienerne, og de blev bortvist fra det engelske landshold for evigt. Derudover skulle de stå til regnskab for den engelske presse, der slagtede dem. Alt i alt en dårlig dag. Deres daglejertjans gjorde heller ingen forskel. Italienerne fik intet ud af VM-løbet.
Efter den episode gjorde Lars Bonde det klart over for os, at hvis han nogensinde oplevede noget lignende, så fik man omgående sparket og var ikke længere velkommen på det danske landshold. I 2009 havde jeg muligheden for at hjælpe min holdkammerat Fabian Cancellara. Jeg kunne have gjort en forskel for ham i finalen, i Mendrisio i Schweiz, hans hjemland, men om jeg kunne finde på det … fandeme nej. Jeg ville køre min egen chance, og derfor var Fabian min konkurrent den dag.
Når jeg var klædt i de rød-hvide farver, brugte jeg absolut ingen kræfter på holdkammerater, gode venner i feltet eller stjerner med en vis respekt omkring sig. Jeg var kold og kynisk. De skulle også smadres. Jeg kørte kun for mig selv eller mine landsmænd.
I ugen op til VM i 2008 var jeg forbandet træt efter Vuelta a España. Jeg var kommet godt ud af det tre uger lange løb med etapesejren i Madrid, men det havde været en hård udgave, og hverken kroppen eller hovedet kunne kapere mere smerte. Der var kun en uge mellem den sidste etape i Madrid og VM-løbet, som skulle køres i Varese i Norditalien, så det var vigtigt at få ladet batterierne op hurtigst muligt, samtidig med at jeg ikke lod kroppen falde fuldstændig i dvale. Efter tre dage på langs med korte rulleture, som jeg umotiveret slæbte mig igennem, ville jeg åbne for systemet med en lang tur.
Benene gjorde stadig ondt. Jeg følte, at jeg trådte firkanter i pedalerne. Min landsholdsmakker Anders Lund gjorde mig selskab i det kuperede terræn omkring Lucca, hvor vi begge boede. Anders var som altid i højt humør og havde en fantastisk evne til at sprede god energi, men jeg følte mig som en hængt kat og fortalte ham, at jeg ikke troede, at VM ville blive den helt store succesoplevelse. Målet var en top-10-placering. Det virkede fuldstændig uoverskueligt, at jeg skulle køre finale med verdens bedste væddeløbere fire dage senere, så moralen var i bund. Jeg håbede, at jeg bare skulle i gang, men halvvejs på træningsturen var jeg stadig helt død. Anders lagde en plan.
”Hvis vi stopper efter 120 kilometer og får pandekager og kaffe, så kommer de gode ben igen. Jeg kender et godt sted,” sagde han.
Der var ikke noget, jeg hellere ville, så jeg fulgte efter Anders til kystbyen Viareggio, hvor vi satte os på en café. Tilbage på cyklen, efter vi havde drukket vores kaffe og spist to pandekager hver, fik jeg så dårlig mave, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle komme hjem. Tre ugers etapeløb havde hobet sig op, og noget, der føltes som ti kilo overflødig vægt, ville pludselig ud. Der var stadig 50 kilometer tilbage af turen, og det kunne ikke vente. Vi stoppede ved et hotel langs stranden, et af de her femstjernede hoteller, hvor piccoloen byder en velkommen med en døråbner af guld, rød løber og høj hat. Jeg kunne mærke hans afvisende ansigt på lang afstand, og da jeg spurgte, om jeg kunne låne toilettet, var svaret nej. Det var kun forbeholdt hotellets gæster, sagde han arrogant.
Jeg var lige ved at sprænge i luften. Var det ikke, fordi jeg var ved at skide i bukserne, havde jeg måske slået ham med min cykelpumpe. Anders stod ved siden af og grinede.
”Skrid ad helvede til,” sagde jeg, ”bare kør, jeg finder en løsning.”
Anders smuttede, mens jeg ledte videre efter et sted, hvor jeg kunne få ordnet den presserende sag. Bag et cyprestræ i udkanten af Viareggio trådte jeg af på naturens vegne, og med sammenbidt ansigt og bar røv hørte jeg englene synge. Det var et magisk øjeblik. Jeg mærkede, hvordan blodet begyndte at sive ned i benene, og energien var vendt tilbage, da jeg kom op på cyklen igen. Jeg var fyr og flamme. På mit foretrukne testbjerg, Monte Pitoro, som lå på vejen tilbage til Lucca, satte jeg min bedste tid nogensinde.
Anders Lund, Chris Anker Sørensen og jeg ankom til landholdslejren i Varese sent om aftenen to dage før løbet. Hotellet lå et godt stykke fra selve VM-ruten. Indgangen var prydet med dannebrogsflag, og trods den spartanske indretning med klinker og 60-watts-pærer uden lampeskærm var der dømt dansk hygge. Holdet bestod også af Frank Høj, Jakob Fuglsang og Lars Bak. Vi var et forholdsvis ungt landshold uden store stjerner.
Frank Høj var den mest rutinerede og havde deltaget i mange mesterskaber, så han havde erfaringen og vidste alt om, hvordan man skulle gribe VM an. Han var god at støtte sig til før og under løbet, hvor han som regel befandt sig det rigtige sted og var et pejlemærke for mig. VM er ikke som andre cykelløb, fordi det bliver kørt på omgange, som regel med en bakke eller to lagt ind på ruten og små, snoede veje gennem værtsbyen. Dynamikken er anderledes end i for eksempel Flandern Rundt, hvor positionskampen er vigtig, fordi man kører på små dårlige landeveje. Så handler det om at spare energi ved at sidde langt fremme, når der kommer 200 mand, der alle vil først ind på den næste stigning, fordi den kan blive afgørende. En Tour de France-etape er også anderledes end VM, fordi man hele tiden skal holde sig til for at undgå for stort et tidstab i klassementet. Jeg var vild med omgangsløb som VM. Jeg lærte hurtigt omgangen at kende og vidste lige nøjagtig, hvor jeg skulle sidde i feltet – og hvornår – for at spare kræfter til at kunne blande mig i finalen. Jeg havde set mange VM i tv og på YouTube, og jeg havde skrevet mig bag øret, at ryttere, der brugte for meget energi for tidligt i løbet, aldrig blev verdensmestre.
Et trick, jeg kun brugte til VM, var at ”fire” på stigningerne. Jeg havde lært teknikken af Rolf Sørensen, og han havde også fortalt om risikoen ved den. Når vi nærmede os en stigning, skulle en af mine holdkammerater køre mig frem til fronten af feltet, og når jeg så kunne mærke stigningen i benene, satte jeg cyklen på den lille klinge og lod mig stille glide ned gennem feltet, til jeg endte blandt de bagerste. På den måde kunne jeg lukrere på andre ryttere til at trække mig med over toppen og spare på mit eget krudt. Manøvren var også risikabel, fordi feltet kunne knække, jeg kunne blive fanget bag et styrt, og jeg skulle satse på nedkørslen for at komme frem i feltet igen, men jeg var villig til at tage chancen. Det krævede meget af mine holdkammerater at lade mig ”fire”, for de skulle hver eneste gang slide for at få mig til fronten, men de ofrede sig, og deres tillid gav mig et boost.
På papiret var vi ikke det mest frygtindgydende hold og slet ikke i forhold til favoritter som spanierne, der havde bygget holdet op om den tredobbelte verdensmester Óscar Freire, eller italienerne med Alessandro Ballan, Damiano Cunego, Davide Rebellin og den forsvarende verdensmester Paolo Bettini. Danmark blev ikke regnet for noget som helst, og at vi skulle spille en rolle i finalen, havde vi heller ikke selv turdet tro helt på.
VM i 2008 blev et klassisk cykelløb i den forstand, at et udbrud kørte afsted fra starten, hvorefter de stærke hold, her de store nationer, så tog fronten og dermed også påtog sig ansvaret for løbets udvikling. Ret tidligt på ruten kunne jeg mærke, at det tegnede til at blive en magtdemonstration fra gli Azzurri, de azurblå italienere. De kørte forbandet stærkt og lagde et enormt pres på de to stigninger Montello og Salita del Rongie. Jeg overlevede kun ved at fokusere på mig selv. Jeg firede, alt det jeg kunne. De første 160 kilometer af løbet blev jeg mandsopdækket af Anders Lund. Mine lommer var tomme for at spare vægt, så Anders bar på alt, hvad jeg skulle spise undervejs. Når vi skulle frem i feltet, banede han vejen, og han sørgede for, at jeg på intet tidspunkt skulle ud i vinden. Det krævede plads. Anders var en uvurderlig hjælp og tog sin opgave meget seriøst. Han var ikke meget for at bruge sine albuer, når vi kom farende frem i feltet med 60 km/t., men han fandt ud af, at hvis han skreg af sine lungers fulde kraft, så blev de forankørende ryttere så forskrækkede, at de automatisk flyttede sig. Det gjorde ham ikke ligefrem populær, men Anders var fuldstændig ligeglad, for han var på en mission, og han leverede mig til præfinalen. Med 100 kilometer igen slog han ud efter en indsats for mig til topkarakter. Jeg tilsluttede mig de forreste i feltet, hvor Chris Anker, Fuglsang og Frank Høj befandt sig. Vi snakkede ikke sammen, men jeg kunne se, at specielt Chris Anker var ude på ballade. Han var ekstremt velkørende og havde hele tiden blik for situationen. Jeg havde selv en god dag, men jeg tvivlede på, at jeg kunne følge med Paolo Bettini, Alejandro Valverde og Tom Boonen, hvis de først åbnede helt op på den sidste omgang. Min chance lå i at stikke afsted før dem og være på forkant ved at tvinge de store stjerner til at komme bagfra. 30 kilometer fra målstregen åbnede italienerne for alvor ballet på hjemmebanen. På Montello-stigningen stak Luca Paolini afsted, hvilket fik belgierne og spanierne op på mærkerne. Nu var vi for alvor i gang med finalen. Da Paolini kort efter sit angreb blev indhentet, stak Bettini afsted. Den italienske darling og helt store favorit. Jeg sad på det tidspunkt lidt for langt tilbage i feltet til at reagere, men heldigvis blev han hurtigt kørt ind. På det flade stykke mellem de to stigninger tog endnu en italiener over, Maurizio Bruzeghin. ”Æslet” blev han kaldt, fordi han vistnok avlede æsler i sin fritid. Den dag kørte han nu mere som en fuldblods væddeløbshest. Ingen turde angribe, og italienerne holdt et højt tempo hen til Salita del Rongie. På stigningen fortsatte den udmarvende fart, og belgierne med Jurgen Van Goolen og Kevin De Weert deltog nu også i arbejdet. Jeg fik kørt mig frem til den forreste del af feltet, og lige som jeg nåede fronten, stak Alessandro Ballan afsted. Jeg reagerede med det samme og fulgte efter ham. Vi slog hullet og fandt hurtigt ind i et godt samarbejde. Da vi kørte ud på den sidste omgang, de sidste 17 kilometer, var en frontgruppe blevet dannet med Joaquin Rodríguez, Thomas Löfkvist, Fabian Wegmann, Ballan og jeg. Vi havde tilbagelagt 242 kilometer, og jeg kunne godt mærke, at det havde været en lang dag. Jeg forsøgte at holde igen ved ikke at tage for mange stærkmandsføringer. Det måtte andre om. Ballan og Wegmann var de mest aktive.
”Det her kan umuligt være gruppen, der kører om medaljerne,” tænkte jeg.
”Hvor er Bettini, Zabel eller Valverde?”
Vi gik lidt i stå, og bagfra kom en gruppe op til os. Første mand var Robert Gesink fra Holland. Han fortsatte uden om os og satte tempoet op. Chris Anker var også kommet med. Jeg lod mig sive ned igennem gruppen for at danne mig et overblik.
”Hvem er den hurtige i en spurt?”
Greg Van Avermaet havde en frisk etapesejr fra Vuelta a España i benene og kunne være et godt bud på en sejr, men belgieren så lidende ud. Jeg var ikke bange for ham. Han kunne ikke stå distancen og var dum, sagde jeg til mig selv. Engang spurgte han mig om, hvordan det var at bo i Norge. Jeg forklarede ham, at det sikkert var udmærket, men jeg var altså dansker! Gruppen inkluderede også Rebellin og den snu Damiano Cunego, ”Prinsen”. Måske den farligste af dem alle. Cunego havde vundet Giro d’Italia og Lombardiet Rundt og var lynhurtig på stregen, specielt efter et langt og hårdt løb.
Feltet gik i stå bag os.
Det skulle afgøres mellem os i frontgruppen.
En angrebskrig i højre og venstre side af vejen startede. Flere ryttere faldt fra. Chris Anker kørte sin chance og var stadig nærmest ustyrlig, men særligt Rebellin bed sig fast. Jeg koncentrerede mig kun om at holde hjul. De mange forceringer gjorde, at der konstant opstod små huller i gruppen, og jeg var på vagt. En krampe kom snigende, så jeg måtte forsøge at komme med til mål som blind passager.
Da det stod klart, at Chris Anker ikke havde mulighed for at vinde på trods af hans angreb, tog han en rask beslutning om at begynde at føre i gruppen for at hjælpe mig. Jeg havde sandsynligvis kun ét skud i bøssen, og det skulle gemmes til spurten. Larmen fra de italienske tilskuere var øredøvende, tv-helikopteren brummede over os som en kæmpe brumbasse, og den lavthængende sol blændede mine øjne. Det gjorde mig skør og kulret i hovedet. Jeg tænkte ikke længere, men kørte kun på instinktet.
Da vi nærmede os 5.000-metermærket, slog de tre italienere et lille hul. Chris Anker, Rodríguez og østrigeren Christian Pfannberger røg efter dem, mens jeg sad tilbage med de resterende ryttere Gesink, Van Goolen, Nick Nuyens, Wegmann, Löfkvist og ukraineren Andriy Grivko. Angrebet hev mig ud af min underlige tilstand, jeg blev nødt til at reagere, for Chris Ankers gruppe var på vej væk. Grivko satte efter dem. Jeg rykkede med, men det gik ikke hurtigt nok. Mit skud i bøssen måtte fyres af nu.
Det måtte briste eller bære. Ikke mere fedtspilleri. Jeg skød min spurt af med Grivko på hjul, lukkede halvvejs hullet op til de forreste og tvang Grivko frem for at tage føringen for os. Ballan slap gruppen foran og lod sig falde tilbage til os. Jeg prøvede ikke at tænke alt for meget over det. Kun på mig selv. Det var svært. Hvad havde han gang i? Med det samme tog Ballan en føring. Indtil nu havde han været den stærkeste af os alle. Han havde først ageret hjælperytter for Paolo Bettini, så havde han åbnet finalen og kørt sin egen chance. På intet tidspunkt havde han sprunget føringer over. Jeg vidste, at han var en klog rytter, så han bluffede helt sikkert. Ballan var typen, der altid havde et ekstra gear gemt. Ballan slog pludselig ud, og Grivko førte for os de sidste meter frem til den forreste gruppe, der efter angreb på angreb fra forskellige ryttere og lige så mange neutraliseringer af dem havde mistet momentum.
I et øjebliks stilstand skete noget, som jeg stadig ærgrer mig over. Det vil jeg nok gøre til mine dages ende. Ballans slangehug. Det måtte jo ske. Hvorfor så ingen af os det komme? Da vi satte farten ned og kiggede hinanden an, var der simpelthen én rytter, vi ikke havde styr på. Sidste mand i gruppen. Jeg hørte mig selv sige ”fuuuck”, da Ballan kom bragende med en fart, der umuligt kunne svares igen på. Der resterede ikke mere end to-tre kilometer af løbet, og en kæmpe mulighed for at mærke regnbuestriberne mod kroppen var forspildt. Chris Anker forsøgte uden tøven at køre Ballan ind for mig, men det kunne ingen klare den dag. På de sidste meter spurtede Cunego forbi mig, men jeg formåede at holde Rebellin bag mig og kørte over målstregen til en bronzemedalje.
Bagefter kunne jeg hverken se eller høre i et par minutter. Jeg var totalt drænet. Jeg registrerede kun en lettelse over, at løbet var overstået, og var for træt til at forstå, hvad der lige var sket.
Chris Anker var den første, der kom mig i møde. Vi krammede, og jeg stak ham en kæmpe tak. Hold kæft, hvor var han god. Den offervilje han havde vist, var jeg forbløffet over. Den dag lærte jeg noget om offervilje. Og så alligevel ikke. For jeg kunne godt blive forblændet af målstregen, hvis jeg havde sat mig for, at jeg skulle køre for mig selv. Det, som han formåede at gøre, havde jeg svært ved.
Jeg kunne ikke lade være med at føle en snert af skuffelse, da jeg stod på podiets tredje trin og fra tæt hold overværede Ballan blive udråbt som verdensmester, men resultatet styrkede min tro på, at VM-guldet skulle blive mit. En skønne dag.
Året efter blev verdensmesterskabet afholdt i den schweiziske by Mendrisio. Det var den hårdeste VM-rute siden løbet i Colombia i 1995. Højdemeterne har jeg lykkeligt glemt, men det var mange. Jeg vidste, at det ville blive svært at vinde i alpelandet, for løbets profil passede bedre til ryttere med bjergben, men selvom jeg var begrænset af min fysiske formåen, så var det vigtigt at prøve at pleje min selvtillid med en opportunistisk indsats. Nøglen til succes måtte være vægten, tænkte jeg, så jeg gik sulten i seng og var tynd som aldrig før, da starten gik. På papiret havde jeg ingen muligheder for at begå mig i det terræn, og da løbet blev splittet ad på sidste omgang, sad jeg i det tunge selskab med bjergryttere og klassikerspecialister. Fabian Cancellara sprængte det hele på en stigning, og derfra var det ryk på ryk fra forskellige ryttere i frontgruppen, indtil Cadel Evans kørte væk fra dem på nedkørslen og alene til mål. Jeg endte med at blive nummer syv og kom over målstregen 50 sekunder efter den australske klasserytter. Min præstation fik folk i branchen til at spidse mund og lette på hatten. En ting var, at jeg kunne lave ét flot VM-resultat, noget andet var, at jeg gjorde det igen året efter – mod de bedste i verden på en rute, der i sin udformning var udebane for mig. Jeg var rigtig stolt over resultatet set i lyset af det stærke selskab, jeg var oppe imod, og jeg var inde i en god stime, følte jeg. Tredje gang måtte være lykkens gang. Det var i hvert fald, hvad jeg bildte mig selv ind.
I 2010 skulle det altså være.
VM blev afholdt i Australien, i Geelong, en lille by cirka 50 kilometer sydvest for Melbourne. Optakten til løbet var dog ikke forløbet helt optimalt efter mit hoved, for et par måneder tidligere havde jeg meddelt Bjarne Riis, at jeg havde skrevet kontrakt med Rabobank og dermed ikke ville fortsætte på Team Saxo Bank efter årsskiftet. Jeg blev offer for en spøjs tradition i cykelsporten, hvor et hold ikke længere har lyst til at gøre brug af en rytter i den sidste halvdel af sæsonen – kontrakter forhandles som regel hen over sommeren – fordi holdet ikke kan gøre brug af de World Tour-point, rytteren optjener i sæsonen. Dem tager han med ind i den kommende sæson og dermed til det nye hold.
Som straf fik jeg hverken lov til at køre Vuelta a España i august, som jeg foretrak, eller mit alternativ, Tour of Britain, i september. Før VM i oktober måtte jeg tage til takke med to endagsløb, der langtfra gav mig de løbskilometer i kroppen, jeg havde brug for. Efter min deltagelse i Tour de France og Post Danmark Rundt havde jeg holdt en tiltrængt pause, så derfor var det vigtigt for mig med et etapeløb, så jeg kunne teste mig mod de bedste ryttere og få farten skruet op igen, hvis jeg skulle præstere noget ved VM.
Som jeg forstod det, var det ikke Bjarnes beslutning at fjerne mig fra de to etapeløb, men derimod min tidligere holdkammerat Bradley McGees. Han fik mere ansvar som sportsdirektør i de sidste måneder af sæsonen og havde brug for at vise, hvem der bestemte, efter Bjarnes højre hånd, Kim Andersen, var blevet fyret midt i sæsonen, fordi han sideløbende havde arbejdet på at starte det nye storhold Team Leopard Trek i Luxembourg. McGee insisterede på, at Stuart O’Grady skulle have min plads på Vuelta-holdet, mens Baden Cooke kunne køre sin chance under Tour of Britain. Jeg kendte selvfølgelig spillets regler, men jeg så mig sur på særligt Bjarne. Jeg skulle vise ham. Vueltaen ville have været den bedste forberedelse til VM. Jeg sagde ikke noget til ham, men jeg var indebrændt over ikke at have fået chancen. Omvendt kunne jeg bruge den energi fra skuffelsen til noget positivt.
Jeg planlagde min egen træningslejr og fik fløjet min far til Italien. Vi lejede en motorcykel til ham, så jeg kunne køre motorpace bag ham og simulere Vuelta a España. Vi kørte tre dage og så en hviledag, tre dage og så en hviledag. Sådan gik to uger. Hver træning varede fem-seks timer, og vi improviserede undervejs på min hjemegn omkring Lucca. Jeg satte et hårdt tempo, og på stigningerne rykkede jeg i cyklen, som var det forceringer under et etapeløb. Jeg spurtede også og brugte vejskilte som pejlemærker.
Ti dage før VM fløj jeg med Anders Lund fra Milano Malpensa-lufthavnen til Melbourne, hvor vi mødte de andre på et hotel nær Geelong, en soveby i kuperet terræn. Holdet bestod også af Lars Bak, Alex Rasmussen, Michael Mørkøv og Chris Anker Sørensen.
Dagene gik med at restituere og vænne sig til tidsforskellen. Enten sad vi på cyklen, eller også lå vi i sengen. Jeg følte mig klar efter træningslejren med min far, men jeg var ikke helt sikker på mit niveau, når det rigtig gik løs. Den første dag efter ankomsten kunne jeg dog mærke, at benene var der – stor lettelse – og derefter gik jeg ind i min egen boble. Fuld fokus. Jeg kunne ikke se film eller læse bøger uden at tænke på løbet, og det gav mig gåsehud.
VM-starten gik fra Melbournes centrum, og efter 82 kilometer skulle vi køre 11 omgange a 15,9 kilometer i Geelong. Det var ikke helt blevet sommer i Australien endnu, men til trods for et snevejr bare fem dage tidligere havde vi på løbsdagen høj solskin og en temperatur omkring 20 grader. Et kongevejr til cykelløb. Der gik heller ikke lang tid, før nogle ryttere stak afsted. Fem ubetydelige typer prøvede lykken, mens feltet tog sig god tid til at få gang i benene, spist, drukket og tisset af, inden løbet for alvor gik i gang.
Danmark havde kun fået tildelt seks VM-pladser på grund af nationernes rangliste, og derfor var vi ikke blandt de mest talstærke landshold i feltet. Det måtte være op til Spanien, Italien og Australien med deres ni ryttere at køre udbruddet ind, som efterhånden havde fået opbygget et forspring på 20 minutter. Lars Bak havde sagt, at han gerne ville ud at køre cykelløb, men der gjaldt det samme for ham, som der gjorde for de andre: Hvis de kunne mærke, at jeg var presset, skulle de være der for mig. Chris Anker havde ganske vist fået ret frie tøjler. Han skulle være med i den afgørende fase af løbet, køre for et resultat, men han skulle også være klar til at beskytte mig indtil finalen, hvis det var nødvendigt. Det var først og fremmest mig, der blev kørt for på et stærkt landshold.
Efter 60 kilometer kørte kommissærerne op på siden af feltet. Der var vild panik inde i deres bil, og de råbte til os, at hvis ikke holdene begyndte at køre udbryderne ind, så ville udbryderne overlappe feltet med en omgang, så snart vi kom ind til Geelong. Det ville rent ud sagt være en skandale og en lang næse til feltet, for løbet ville nærmest være forbi, hvis det skete. De fem mand forude fik over 23 minutters forspring, inden særligt amerikanerne tog fat og begyndte at rette op på den absurde situation. Tempoet blev voldsomt skruet op, så løbet allerede på den første af 11 barske omgange i Geelong blev hårdt, men det gjorde også, at der kom snor i udbryderne. Italienerne tog over og tog ansvar i feltet, det var deres måde at køre VM på. De ville intimidere, vise, at de ikke var bange for nogen. Jeg kendte mine begrænsninger og holdt fast i den afventende taktik.
Efter nogle omgange i Geelong, hvor farten gik lidt ned, blev jeg med 150 kilometer tilbage af løbet taget med cykelshortsene nede, da spanierne og italienerne satte et angreb ind på den ene af stigningerne på Aphrasia Street. Jeg var i gang med at ”fire” og blev ramt i røven af min egen strategi. Jeg befandt mig i den sidste del af feltet og så til min store forskrækkelse, at det ikke længere var ét felt, men tre mindre grupper. Heldigvis sad Michael Mørkøv og Alex Rasmussen ved siden af mig, og jeg råbte til dem:
”Frem! Og det skal være nu, for helvede!”
Jeg havde sovet i timen og måtte forsøge at rette op på fejlen, koste hvad det ville. Mørkøv og Rasmussen kørte et parløb, som var det sidste time af et seksdagesløb, mens jeg sad klinet til deres baghjul. Alt var splittet til atomer. Jeg blev ramt af noget, der mindede om panik, men Mørkøv og Rasmussen buldrede derudaf. Fem-seks kilometer senere fangede vi feltet igen. Jeg var med i løbet igen og forsøgte at danne mig et overblik.
Jeg talte ryttere, mens jeg bevægede mig op mod fronten af feltet. Hvem manglede, og hvilke af favoritterne var kørt uden mig? Jeg fik kontakt med Anders Lund, og han fik det til omkring 30 mand, der var stukket afsted, blandt andre den største VM-favorit, Philippe Gilbert. Chris Anker havde også sneget sig med, og umiddelbart var det en god situation for os.
Farten i feltet var stadig høj, og den forreste gruppe havde ikke mere end 30 sekunders forspring. Jeg prøvede at bevare roen og holde mig tæt til Anders, men det nagede mig ad helvede til, at jeg ikke kom med, da lyntoget kørte. Gruppen var så stor og stærk, at der var en risiko for, at den ville holde hjem. Det kunne jeg ikke leve med. Jeg var nødt til at komme op til dem, ellers ville jeg ikke have en chance for at vinde. Det blev jeg ved med at sige til mig selv, mens vi nærmede os den næste bakke, The Ridge. En stejl stigning på halvanden kilometer. Lige mig. Jeg kunne lige skimte bagenden af gruppen foran, da vi ramte The Ridge. Jeg indstillede sigtekornet og lagde an til et ryk.
”To minutter for fuldt drøn, så sidder du der.”
Jeg forcerede med et kontant antrit, slog et hul til feltet og kørte med et kæmpe overskud, men det var lige nøjagtigt ikke nok. På nedkørslen trak gruppen foran fra igen. Jeg sad på mellemhånd som en sjas patat. En jagtende kartoffel. Det er et flamsk udtryk, man bruger om en rytter, der ikke kender sin besøgstid. Den følgende omgang lod jeg mig falde tilbage. Duknakket røg jeg ned igennem feltet for at finde min plads i den midterste sektion af de omkring 100 mand. Danilo Hondo, den store tysker med det velfriserede og fedtede hår, kommenterede nedladende på mit lille stunt.
”Bist du dum oder was,” sagde han med et smørret smil og passerede mig.
Jeg havde ikke længere indflydelse på løbet og måtte bare lade det hele gå sin gang. Jeg var ramt på moralen efter at have brugt kræfter på ingenting, så jeg prøvede at samle mig og restituere ved at spise og drikke. På en time indtog jeg otte sukkergels og to flasker med salt og mineraler. Jeg fik kørt den værste mælkesyre ud af benene og begyndte faktisk at nyde løbet. Der var ikke den samme stress som på de første par omgange, og de fleste urutinerede ryttere fra nationer som Marokko, Chile og Uruguay var skilt fra. På de to stigninger var der en euforisk stemning og fest med kolde øl under en blå himmel og førsteklasses underholdning. Tilskuerne fik noget for pengene i Geelong. Ægte væddeløb. Amerikanerne holdt et hårdt tempo for kaptajnen Tyler Farrar, og de var ivrige efter at få det hele samlet igen. Samtidig gad kun få i udbrydergruppen tage seriøse føringer, for angrebet var faldet tidligt i løbet, og antallet af ryttere i udbruddet var højt. De var for mange om at kæmpe om sejren, hvis gruppen kom samlet til målstregen. Det var mit held.
Efter et par omgange blev frontgruppen kørt ind. Der blev organiseret og reorganiseret og mærket efter i benene. Vi nærmede os finalen, 60 kilometer tilbage, og det gjaldt om at være på dupperne. Jeg havde det godt, bevarede mit fokus, og selvom jeg havde brugt kræfter på mit forsøg på at nå de forreste, så troede jeg stadig fuldt og fast på, at jeg kunne vinde. Jeg vidste, at der ikke var plads til flere dumheder fra min side, og jeg besluttede mig for at sidde klistret til Philippe Gilbert. Stjernen kørte stor klinge, når vi andre havde kæden på den lille, og det så let ud for ham. I front var stadig morgenens udbrydere, men jeg skænkede dem ikke en tanke i forhold til sejren. Det var dødsdømt. Ukraineren Oleksandr Kvachuk var kørt fra sine fire følgesvende. Samarbejdet var i opløsning.
På tredjesidste omgang rykkede italieneren Vincenzo Nibali. Han fik feltet til at eksplodere. Chris Anker kørte efter ham med en mindre gruppe, der talte Giovanni Visconti, José Serpa og Koos Moerenhout. I begyndelsen var Filippo Pozzato, Cadel Evans og Philippe Gilbert også med fremme, men gruppen knækkede, og de tre profiler faldt tilbage. Selv havde jeg været i tvivl, da de stak afsted. Skal, skal ikke. Jeg besluttede at vente til sidste omgang. Der ville løbet blive afgjort. Gilbert sendte sine belgiere frem, og da vi kørte ud på sidste omgang, var Chris Anker-gruppen og Nibali blevet hentet. Anders Lund var stadig hos mig og hjalp med at holde en god position hen mod The Ridge. Jeg gjorde mig klar til dagens sidste tur over stigningen, rystede med lårene og stak en tommelfinger hårdt ind i højre læg. En begyndende krampe dirrede i mit bedste ben.
I bunden af The Ridge forcerede Greg Van Avermaet med kaptajnen Gilbert på hjul. Han gik helt amok, rev og flåede i styret, mens feltets cirka 30 ryttere langsomt blev strakt ud som en snor. På det stejleste stykke af stigningen tog Gilbert selv over, og på sin store klinge trak han fra. Flere forsøgte at følge med ham, men de kunne ikke holde hans hjul. Jeg gravede dybt. Mit store kæbeparti var helt udspilet. Jeg så kun bagdækket lige foran mig. Intet andet eksisterede i min verden end det – og følelsen af smerte, smerte, smerte. Jeg formåede at komme over The Ridge i en gruppe med Fränk Schleck, tyske Paul Martens, Evans og Moerenhout og russeren Aleksandr Kolobnev. Gilbert var 12 sekunder foran os. Der var ingen spaniere og ingen italienere at se. Jeg kørte frem med det samme og tog en føring i gruppen for at holde gang i tempoet. Evans var også ivrig efter at få det til at rulle for os. På nedkørslen satte jeg mig som den sidste ned i sadlen og prøvede at få pulsen ned, bare fem slag. Jeg hev efter vejret. Det kradsede i lungerne. Vi kørte gennem en park, hvor vejen et sted lavede et lille slag, en slags chikane, der under normale omstændigheder burde dæmpe farten, men vi fløj alle sammen lige igennem, og den næste bakke kom hurtigt derefter. Jeg havde ikke nået at restituere, den begyndende krampe spøgte stadig. Cadel Evans fortsatte med at forcere, og jeg måtte slippe gruppen. Mine ben var som blylodder. På toppen af bakken blev jeg hentet af et decimeret felt.
Jeg var fyldt med adrenalin og vrede. Der var kørt over 250 kilometer, og løbet var langtfra afgjort. Anders og Chris Anker kom op på siden af mig. Jeg kiggede ikke på dem, men jeg fornemmede dem. To loyale soldater, der havde brug for en ordre. Jeg råbte til dem i en tone, der var hård og kontant.
”Kør, for helvede. Det er sejren, vi kører om.”
Med det samme kørte Chris Anker frem i feltet og tog styringen. Anders kom lidt efter ham og gemte kræfter til de sidste par kilometer, for Chris Anker havde tjek på det. Der var seks kilometer tilbage af VM. Philippe Gilbert var stadig i front, men han kørte nu i en mere huggende stil. Rytterne på mellemhånd fik Chris Anker hurtigt halet ind, løbet var destilleret til en duel mellem verdens bedste endagsrytter og den spinkle jyde fra Hammel. Den store boulevard ind mod målstregen i Geelong indbød til fart, og Chris Anker trykkede pedalerne i bund. Hold kæft, hvor var han stærk. Oksen. Determineret og stædigt kørte Chris Anker meter for meter Gilbert ind på boulevarden. Enkelte ryttere forsøgte at køre kontra, men Chris Anker var bare uindtagelig og lukkede alle nye angreb ned. Vi var nået frem til den afgørelse, jeg havde håbet på. Det, jeg var bedst til. VM skulle afgøres i en spurt.
Jeg brugte mine albuer til at holde min plads i den forreste del af feltet. Der var en heftig kamp frem mod den sidste kilometer af løbet. Jeg kørte ind mellem Óscar Freire og Allan Davis, der forsøgte at lave en sandwich på mig. Jeg flyttede dem med skuldrene, de kunne ikke spærre mig inde. På intet tidspunkt var jeg ude i vinden. Jeg havde pludselig så mange kræfter, at jeg vidste, at jeg kunne vinde. Jeg fandt ind bag Anders Lund, som stadig hang på og skulle køre mig frem til affyring. Greg Van Avermaet placerede sig mellem os, og det fik han lov til. Anders er mindre end mig og gav ikke lige så meget læ som Greg. Vi nærmede os det sidste sving til højre. Opløbssvinget. Chris Anker førte stadig an. Rundt i svinget. Opløbsstrækningen var lang og steg svagt. Niki Terpstra tog chancen og prøvede med et angreb. Chris Anker satte sin fart til maks. for at følge med og slog til sidst ud, det var fuldstændig efter bogen. Nu var det op til Anders at tage over. Han hadede Terpstra.
Hollænderen havde det generelt med at irritere folk på grund af hans overlegne facon og dårlige opførsel på cykel, men det, der virkelig havde gjort Anders vred på ham den dag, skyldtes, at han havde skidt op ad vores autocamper. Han brugte den simpelthen som ryglæn. Anders opdagede ham, da han kort kiggede ud ad vinduet, mens vi satte løbsnumre på vores trøjer. Hvorfor Terpstra gjorde det, aner jeg ikke. Ryttere kan være rene dyr lige før konkurrencen, måske var det presserende, men vi så det som mangel på respekt. Han kunne i det mindste have skidt op ad sin egen vogn.
Nu kørte Anders med alt, hvad den kunne trække, og brugte slipstrømmen fra den lange hollænder. Han rykkede forbi Terpstra, og jeg sad stadig i tredje position bag Avermaet. Jeg bøjede hurtigt hovedet ned under min højre skulder og kunne se Pozzato, Allan Davis og Freire lige bag mig. Hurtige folk. Der var umiddelbart intet farligt at se på min venstre side. Jeg åbnede spurten med 230 meter tilbage af løbet. Passerede Avermaet.
Der var åbent ned mod målstregen, men rent instinktivt trak jeg cyklen lidt til højre på vejen for at kunne lukke af for trioen bag mig, hvis spurten skulle blive for lang.
150 meter tilbage.
Jeg var stadig forrest.
Målstregen var lige derhenne.
Jeg kunne næsten røre den.
100 meter til en VM-titel.
Jeg troede, at jeg ville vinde.
Det var det eneste, jeg tænkte på.
Så kom Thor Hushovd bragende forbi mig på venstre side. Ud af det blå. Nordmanden skød en fart, jeg ikke kunne svare igen på. Sejren var væk. I raseri hamrede jeg knytnæven ned i styret, da jeg krydsede målstregen. Efter løbet blev alt sløret for mig, og jeg kan ikke huske noget fra tiden, indtil vi sad til pressemøde i en lille svedehytte af en hal fyldt med journalister fra hele verden. Thor talte om sejren, og hvor fantastisk det var. Jeg var sukkerkold og skuffet, da en norsk journalist ville høre min reaktion på løbet. Jeg kunne næsten ikke svare ham og havde mest lyst til at vælte det bord, vi sad ved, og nikke Thor en skalle. Han havde kørt et perfekt løb, holdt sig i skindet undervejs og sparet på kræfterne, og det var kommet ham til gode til allersidst, hvor han slog mig med flere cykellængder.
Jeg følte først stolthed og glæde, da jeg mødte mine holdkammerater og den danske delegation på vores hotel. De smilede alle sammen. Sølvmedaljen var trods alt et stort resultat for dansk cykelsport. Jeg ringede til min far, som spurgte, hvad der gik galt. Typisk ham. Efter en middag, hvor vi slappede af med øl og vin, tog vi hen til et diskotek, men der var cykelryttere over det hele. Dem gad vi ikke se og høre på, for vi havde været omgivet af cykelryttere hele dagen, så Anders Lund og jeg drak en sidste øl på hotelværelset.
Jeg var baldret næste dag. I lufthavnen gjorde jeg en undtagelse og opgraderede mig selv til businessclass på flyet hjem til Italien. Det havde jeg fortjent.
Ombord på flyet satte jeg mig til rette i de uvante rammer med god benplads og masser af betjening, og ind i kabinen kom det italienske og det spanske hold. Jeg følte mig som en lille knægt fra Faxe i det selskab af garvede ryttere og stjerner. Det var blandt andre Filippo Pozzato og Óscar Freire, som jeg var sprintet væk fra i finalen. De nikkede anerkendende til mig, og det er en gestus, jeg aldrig glemmer. Deres respekt betød alverden for mig.
Senere på året blev jeg også hædret i Danmark, da jeg blev kåret til Årets Cykelrytter og nomineret til Årets Sportsnavn. Jeg var på toppen af min karriere, og alle mulige folk sagde til mig, at næste gang ville jeg bestige det sidste trin på podiet, men sådan gik det ikke. Jeg kom aldrig tættere på regnbuen. En fjerdeplads ved VM i 2014 blev min højeste placering efter sølvmedaljen, hvor mit cykelliv stod foran et markant skifte.
I sin biografi Væddeløber fortæller Matti Breschel om hvordan han gik fra at være en dreng med krudt i røven, til at være en af verdens bedste cykelryttere.
En fortælling fuld af slemme styrt, kompliceret relationer, blod, sved og tåre – men ikke mindst sjov, ballade og røverhistorier.
I 15 år var Matti Breschel et med cykelsadlen, i regn, torden og solskin, og dette er historien om hvordan det bragte ham VM-medaljer og mange sejre.
Væddeløber er Matti Breschels hæsblæsende og humoristiske cykelbog om at gå fra at være en drengerøv med fart i benene til at blive en af verdens bedste cykelryttere. Læs et kapitel fra bogen her.
Han vandt masser af VM-medaljer og løb og kørte med helt fremme i klassikere. Han kom først over målstregen på en Grand Tour-etape, og så har han i 15 år levet på landevejene, som en del af det profesionelle cykelfelt. Han har haft succes, han har haft skuffelser og så har han haft et hav af sjove stunder i sadlen.
I Væddeløber fortæller Matti Breschel om en hæsblæsende karriere og et cykelpræget liv. Han fortæller åbenhjerteligt om sit specielle forhold til sin far, der blandt andet sikrede barnedrømmen om at blive cykelsportsstjerne, men også ødelagde et par døre, når de kom op og slås.
LÆS OGSÅ: Til dig der savner sport. 15 gode bøger om alt fra fodbold til Formel 1
Væddeløber er bare en cykelbog, men også en personlig beretning om cykellivet oplevet indefra. Det er en kærlighedserklæring til cykelsporten på godt og ondt. Og så er det en hyldest til regnvåde dage i et forblæst Flandern, til fortidens helte, til gear og lir og ikke mindst det omrejsende cykelcirkus og alle de røverhistorier, der følger med.
Læs et kapitel fra bogen herunder.
Du kan købe Væddeløber online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 31 august.
Matti Breschel
Væddeløber
Kapitel 9
TÆT PÅ REGNBUEN
I 2010 skulle det være.
Jeg havde haft en stærk sæson og vundet en semiklassiker.
Jeg havde været tæt på mere end én gang.
Jeg ville være verdensmester.
Drømmen havde jeg haft helt fra starten. På loftet i mit barndomshjem var det i de gamle cykelblade, jeg læste historien om Leif Mortensens VM-sejr på landevej for amatører i 1969, hvor han vandt foran den senere verdensmester for professionelle Jean-Pierre Monseré (der få måneder senere kørte frontalt ind i en modkørende bil og blev dræbt på stedet). Det var også deroppe på loftet, at jeg læste om dengang i 1980’erne, hvor de danske baneryttere Michael Marcussen, Dan Frost og Hans-Henrik Ørsted moste ryttere fra Sovjet og DDR på de skrå betonbaner rundtom i verden. Jeg var en supernørd og fantaserede om selv at blive verdensmester en dag.
Danmark har i mere end 100 år avlet verdensmestre, lige fra banesprinteren Thorvald Ellegaard til Mads Pedersen på landevej i 2019. Om det er cross, mountainbike, bane eller landevej, har vi været på toppen af verden, og jeg har altid haft det sådan, at når jeg møder en tidligere verdensmester i cykling – om det er Amalie Dideriksen, Dan Frost, Leif Mortensen, Alex Petersen, Henrik Djernis eller Michael Mørkøv – så er jeg fuld af beundring. De har i hver deres disciplin opnået den ultimative titel.
Verdensmesterens regnbuefarvede trikot slår alle de andre trøjer i feltet. Bliver du verdensmester, er du konge eller dronning, og ingen når dig til sokkeholderne. Sådan ser jeg det. Regnbuetrøjen symboliserer noget overmenneskeligt, og har du én gang vundet VM, vil du for altid være sikret sider i cykelhistorien som del af en helt særlig og eksklusiv klub af vindere. Alle cykelryttere drømmer om det i kortere eller længere tid, de færreste får chancen eller har evnerne. Jeg ville bytte alt, hvad jeg ejede, for at køre rundt i den smukkeste trøje i feltet, og mens jeg skriver det her, er det tæt på, at jeg også ville give mine børn væk for en VM-titel. Måske ikke helt, men tanken strejfede mig da.
Jeg nåede at køre 14 verdensmesterskaber som junior, U23-rytter og professionel, og jeg husker dem alle, som var det i går. Jeg husker selve løbene, og hvad der gik galt. De små fejl og de dårlige dage. Jeg husker de gyldne ben, hvor jeg slet ikke mærkede kædens kraft og susede afsted. Jeg husker forberedelserne og de efterfølgende middage med rejemadder og halvlunken hvidvin, der smagte af rævepis, og talerne fra formanden for Danmarks Cykle Union eller Post Danmarks marketingschef, som føltes alt for lange, fordi jeg kun tænkte på at drikke mig fuld efter at have levet som en munk længe. VM var efterårets højdepunkt. Jeg forberedte mig ekstra meget til de løb med lange træningslejre og daglig motorpace bag min far eller min italienske træner Pino Toni. Jeg nød at gå i en trancetilstand, hvor jeg ikke afveg fra målet og kun havde for øje at stå øverst på podiet kronet med nationalmelodi, VM-striber på brystet og heltestatus.
Mit første VM var i 2001. Det var i Lissabon. Jeg var førsteårsjunior og var et par måneder forinden blevet dansk mester og havde også vundet et stort World Cup-løb i Belgien, så jeg var fuld af optimisme. Men da vi kom i gang med VM-løbet, hang nerverne uden på tøjet, og jeg var pludselig hunderæd for at sidde i et felt blandt 150 andre ryttere, noget, jeg ikke havde prøvet før. Stik modsat taktikken kastede jeg mig som en panikreaktion ud i et hovedløst udbrud med fem andre ryttere, holdt et par omgange og blev opslugt af feltet og så sat af. Efter løbet var vores landstræner Lars Bonde rasende. Han vidste godt, at han havde med en flok urutinerede drenge at gøre, men han gjorde det klart for mig, at hvis jeg for eftertiden ville gøre mig forhåbninger om at køre med i VM-finalerne, burde jeg ikke gå i udbrud med en flok tredjerangsryttere og brænde tændstikker af på en mission, der var dømt til at fejle. Jeg skulle lære at køre mere afventende og holde mig skarpt til taktikken. Lars Bonde var en fantastisk landstræner og dygtig til at håndtere os danske drenge, der troede, vi kunne det hele. Jeg tog hans ord til mig.
Sideløbende med min udvikling steg Lars Bonde i graderne hos Danmarks Cykle Union, og han var min landstræner fra juniortiden og frem til, at han stoppede som sportschef hos DCU efter OL 2016. Han havde i hele min karriere stor tiltro til mine evner og stolede på mig, hvis jeg fortalte ham, at jeg var i form. Så sørgede han for, at jeg fik den hjælp fra de andre ryttere, jeg havde brug for. På landsholdet havde vi alle mand frie tøjler, så længe vi kunne hjælpe hinanden i finalen. Der skulle sigtekornet så låses fast, og alle trak for den stærkeste rytter blandt os. Det var helt klart landsholdets force, at der ikke var rivaliserende splid, og at vi internt var ærlige over for hinanden. Vi havde sagt ja til at repræsentere Danmark, så det vigtigste var, at vi fik en medalje med hjem, uanset hvem den hang om halsen på. Ingen af os så os selv som større eller vigtigere end helheden.
Det var en helt anden indstilling i forhold til generationen af danske ryttere i 1990’erne, der som en anden flok dilettanter ødelagde det for hinanden med deres rivalisering. Under VM på Sicilien i 1994 var både Rolf Sørensen og Bjarne Riis godt kørende og begge opsat på at vinde, men det endte med, at de modarbejdede hinanden, så de blev nummer seks og ni, i stedet for at vi måske havde fået en dansk verdensmester.
Et andet skrækeksempel var VM i 2005, hvor de to engelske ryttere Charly Wegelius og Tom Southam hjalp det italienske landshold med Mario Cipollini i spidsen i stedet for at agere butlere for deres holdkaptajn, Roger Hammond. Charly og Tom kørte til dagligt på italienske hold og følte ingen form for kærlighed til Hammond eller national stolthed. De to kumpaner sagde ja til at tage del i det italienske føringsarbejde for at køre udbydere ind og gøre løbet hårdt. Charly og Tom havde set sig sure på Hammond, fordi han ikke ville bidrage med en bonus til dem af egen lomme, hvis han vandt, så da de blev tilbudt en italiensk skilling, aftalte de, at de ville skide Hammond et stykke. Det er ikke unormalt, at ryttere arbejder for hinanden på kryds og tværs af landsholdene under VM. Sådan har det altid været. Der er altid en rytter billigt til salg. Problemet for Charly og Tom var, at de blev opdaget. Det er sket mange gange, at en stor nation har købt en mindre nation, men her var det for åbenlyst, og det engelske hold havde endda en mand, der kunne køre med om medaljerne. De måtte efterfølgende stå skoleret for den daværende engelske landstræner Sir Dave Brailsford. De skulle tilbagebetale deres betaling fra italienerne, og de blev bortvist fra det engelske landshold for evigt. Derudover skulle de stå til regnskab for den engelske presse, der slagtede dem. Alt i alt en dårlig dag. Deres daglejertjans gjorde heller ingen forskel. Italienerne fik intet ud af VM-løbet.
Efter den episode gjorde Lars Bonde det klart over for os, at hvis han nogensinde oplevede noget lignende, så fik man omgående sparket og var ikke længere velkommen på det danske landshold. I 2009 havde jeg muligheden for at hjælpe min holdkammerat Fabian Cancellara. Jeg kunne have gjort en forskel for ham i finalen, i Mendrisio i Schweiz, hans hjemland, men om jeg kunne finde på det … fandeme nej. Jeg ville køre min egen chance, og derfor var Fabian min konkurrent den dag.
Når jeg var klædt i de rød-hvide farver, brugte jeg absolut ingen kræfter på holdkammerater, gode venner i feltet eller stjerner med en vis respekt omkring sig. Jeg var kold og kynisk. De skulle også smadres. Jeg kørte kun for mig selv eller mine landsmænd.
I ugen op til VM i 2008 var jeg forbandet træt efter Vuelta a España. Jeg var kommet godt ud af det tre uger lange løb med etapesejren i Madrid, men det havde været en hård udgave, og hverken kroppen eller hovedet kunne kapere mere smerte. Der var kun en uge mellem den sidste etape i Madrid og VM-løbet, som skulle køres i Varese i Norditalien, så det var vigtigt at få ladet batterierne op hurtigst muligt, samtidig med at jeg ikke lod kroppen falde fuldstændig i dvale. Efter tre dage på langs med korte rulleture, som jeg umotiveret slæbte mig igennem, ville jeg åbne for systemet med en lang tur.
Benene gjorde stadig ondt. Jeg følte, at jeg trådte firkanter i pedalerne. Min landsholdsmakker Anders Lund gjorde mig selskab i det kuperede terræn omkring Lucca, hvor vi begge boede. Anders var som altid i højt humør og havde en fantastisk evne til at sprede god energi, men jeg følte mig som en hængt kat og fortalte ham, at jeg ikke troede, at VM ville blive den helt store succesoplevelse. Målet var en top-10-placering. Det virkede fuldstændig uoverskueligt, at jeg skulle køre finale med verdens bedste væddeløbere fire dage senere, så moralen var i bund. Jeg håbede, at jeg bare skulle i gang, men halvvejs på træningsturen var jeg stadig helt død. Anders lagde en plan.
”Hvis vi stopper efter 120 kilometer og får pandekager og kaffe, så kommer de gode ben igen. Jeg kender et godt sted,” sagde han.
Der var ikke noget, jeg hellere ville, så jeg fulgte efter Anders til kystbyen Viareggio, hvor vi satte os på en café. Tilbage på cyklen, efter vi havde drukket vores kaffe og spist to pandekager hver, fik jeg så dårlig mave, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle komme hjem. Tre ugers etapeløb havde hobet sig op, og noget, der føltes som ti kilo overflødig vægt, ville pludselig ud. Der var stadig 50 kilometer tilbage af turen, og det kunne ikke vente. Vi stoppede ved et hotel langs stranden, et af de her femstjernede hoteller, hvor piccoloen byder en velkommen med en døråbner af guld, rød løber og høj hat. Jeg kunne mærke hans afvisende ansigt på lang afstand, og da jeg spurgte, om jeg kunne låne toilettet, var svaret nej. Det var kun forbeholdt hotellets gæster, sagde han arrogant.
Jeg var lige ved at sprænge i luften. Var det ikke, fordi jeg var ved at skide i bukserne, havde jeg måske slået ham med min cykelpumpe. Anders stod ved siden af og grinede.
”Skrid ad helvede til,” sagde jeg, ”bare kør, jeg finder en løsning.”
Anders smuttede, mens jeg ledte videre efter et sted, hvor jeg kunne få ordnet den presserende sag. Bag et cyprestræ i udkanten af Viareggio trådte jeg af på naturens vegne, og med sammenbidt ansigt og bar røv hørte jeg englene synge. Det var et magisk øjeblik. Jeg mærkede, hvordan blodet begyndte at sive ned i benene, og energien var vendt tilbage, da jeg kom op på cyklen igen. Jeg var fyr og flamme. På mit foretrukne testbjerg, Monte Pitoro, som lå på vejen tilbage til Lucca, satte jeg min bedste tid nogensinde.
Anders Lund, Chris Anker Sørensen og jeg ankom til landholdslejren i Varese sent om aftenen to dage før løbet. Hotellet lå et godt stykke fra selve VM-ruten. Indgangen var prydet med dannebrogsflag, og trods den spartanske indretning med klinker og 60-watts-pærer uden lampeskærm var der dømt dansk hygge. Holdet bestod også af Frank Høj, Jakob Fuglsang og Lars Bak. Vi var et forholdsvis ungt landshold uden store stjerner.
Frank Høj var den mest rutinerede og havde deltaget i mange mesterskaber, så han havde erfaringen og vidste alt om, hvordan man skulle gribe VM an. Han var god at støtte sig til før og under løbet, hvor han som regel befandt sig det rigtige sted og var et pejlemærke for mig. VM er ikke som andre cykelløb, fordi det bliver kørt på omgange, som regel med en bakke eller to lagt ind på ruten og små, snoede veje gennem værtsbyen. Dynamikken er anderledes end i for eksempel Flandern Rundt, hvor positionskampen er vigtig, fordi man kører på små dårlige landeveje. Så handler det om at spare energi ved at sidde langt fremme, når der kommer 200 mand, der alle vil først ind på den næste stigning, fordi den kan blive afgørende. En Tour de France-etape er også anderledes end VM, fordi man hele tiden skal holde sig til for at undgå for stort et tidstab i klassementet. Jeg var vild med omgangsløb som VM. Jeg lærte hurtigt omgangen at kende og vidste lige nøjagtig, hvor jeg skulle sidde i feltet – og hvornår – for at spare kræfter til at kunne blande mig i finalen. Jeg havde set mange VM i tv og på YouTube, og jeg havde skrevet mig bag øret, at ryttere, der brugte for meget energi for tidligt i løbet, aldrig blev verdensmestre.
Et trick, jeg kun brugte til VM, var at ”fire” på stigningerne. Jeg havde lært teknikken af Rolf Sørensen, og han havde også fortalt om risikoen ved den. Når vi nærmede os en stigning, skulle en af mine holdkammerater køre mig frem til fronten af feltet, og når jeg så kunne mærke stigningen i benene, satte jeg cyklen på den lille klinge og lod mig stille glide ned gennem feltet, til jeg endte blandt de bagerste. På den måde kunne jeg lukrere på andre ryttere til at trække mig med over toppen og spare på mit eget krudt. Manøvren var også risikabel, fordi feltet kunne knække, jeg kunne blive fanget bag et styrt, og jeg skulle satse på nedkørslen for at komme frem i feltet igen, men jeg var villig til at tage chancen. Det krævede meget af mine holdkammerater at lade mig ”fire”, for de skulle hver eneste gang slide for at få mig til fronten, men de ofrede sig, og deres tillid gav mig et boost.
På papiret var vi ikke det mest frygtindgydende hold og slet ikke i forhold til favoritter som spanierne, der havde bygget holdet op om den tredobbelte verdensmester Óscar Freire, eller italienerne med Alessandro Ballan, Damiano Cunego, Davide Rebellin og den forsvarende verdensmester Paolo Bettini. Danmark blev ikke regnet for noget som helst, og at vi skulle spille en rolle i finalen, havde vi heller ikke selv turdet tro helt på.
VM i 2008 blev et klassisk cykelløb i den forstand, at et udbrud kørte afsted fra starten, hvorefter de stærke hold, her de store nationer, så tog fronten og dermed også påtog sig ansvaret for løbets udvikling. Ret tidligt på ruten kunne jeg mærke, at det tegnede til at blive en magtdemonstration fra gli Azzurri, de azurblå italienere. De kørte forbandet stærkt og lagde et enormt pres på de to stigninger Montello og Salita del Rongie. Jeg overlevede kun ved at fokusere på mig selv. Jeg firede, alt det jeg kunne. De første 160 kilometer af løbet blev jeg mandsopdækket af Anders Lund. Mine lommer var tomme for at spare vægt, så Anders bar på alt, hvad jeg skulle spise undervejs. Når vi skulle frem i feltet, banede han vejen, og han sørgede for, at jeg på intet tidspunkt skulle ud i vinden. Det krævede plads. Anders var en uvurderlig hjælp og tog sin opgave meget seriøst. Han var ikke meget for at bruge sine albuer, når vi kom farende frem i feltet med 60 km/t., men han fandt ud af, at hvis han skreg af sine lungers fulde kraft, så blev de forankørende ryttere så forskrækkede, at de automatisk flyttede sig. Det gjorde ham ikke ligefrem populær, men Anders var fuldstændig ligeglad, for han var på en mission, og han leverede mig til præfinalen. Med 100 kilometer igen slog han ud efter en indsats for mig til topkarakter. Jeg tilsluttede mig de forreste i feltet, hvor Chris Anker, Fuglsang og Frank Høj befandt sig. Vi snakkede ikke sammen, men jeg kunne se, at specielt Chris Anker var ude på ballade. Han var ekstremt velkørende og havde hele tiden blik for situationen. Jeg havde selv en god dag, men jeg tvivlede på, at jeg kunne følge med Paolo Bettini, Alejandro Valverde og Tom Boonen, hvis de først åbnede helt op på den sidste omgang. Min chance lå i at stikke afsted før dem og være på forkant ved at tvinge de store stjerner til at komme bagfra. 30 kilometer fra målstregen åbnede italienerne for alvor ballet på hjemmebanen. På Montello-stigningen stak Luca Paolini afsted, hvilket fik belgierne og spanierne op på mærkerne. Nu var vi for alvor i gang med finalen. Da Paolini kort efter sit angreb blev indhentet, stak Bettini afsted. Den italienske darling og helt store favorit. Jeg sad på det tidspunkt lidt for langt tilbage i feltet til at reagere, men heldigvis blev han hurtigt kørt ind. På det flade stykke mellem de to stigninger tog endnu en italiener over, Maurizio Bruzeghin. ”Æslet” blev han kaldt, fordi han vistnok avlede æsler i sin fritid. Den dag kørte han nu mere som en fuldblods væddeløbshest. Ingen turde angribe, og italienerne holdt et højt tempo hen til Salita del Rongie. På stigningen fortsatte den udmarvende fart, og belgierne med Jurgen Van Goolen og Kevin De Weert deltog nu også i arbejdet. Jeg fik kørt mig frem til den forreste del af feltet, og lige som jeg nåede fronten, stak Alessandro Ballan afsted. Jeg reagerede med det samme og fulgte efter ham. Vi slog hullet og fandt hurtigt ind i et godt samarbejde. Da vi kørte ud på den sidste omgang, de sidste 17 kilometer, var en frontgruppe blevet dannet med Joaquin Rodríguez, Thomas Löfkvist, Fabian Wegmann, Ballan og jeg. Vi havde tilbagelagt 242 kilometer, og jeg kunne godt mærke, at det havde været en lang dag. Jeg forsøgte at holde igen ved ikke at tage for mange stærkmandsføringer. Det måtte andre om. Ballan og Wegmann var de mest aktive.
”Det her kan umuligt være gruppen, der kører om medaljerne,” tænkte jeg.
”Hvor er Bettini, Zabel eller Valverde?”
Vi gik lidt i stå, og bagfra kom en gruppe op til os. Første mand var Robert Gesink fra Holland. Han fortsatte uden om os og satte tempoet op. Chris Anker var også kommet med. Jeg lod mig sive ned igennem gruppen for at danne mig et overblik.
”Hvem er den hurtige i en spurt?”
Greg Van Avermaet havde en frisk etapesejr fra Vuelta a España i benene og kunne være et godt bud på en sejr, men belgieren så lidende ud. Jeg var ikke bange for ham. Han kunne ikke stå distancen og var dum, sagde jeg til mig selv. Engang spurgte han mig om, hvordan det var at bo i Norge. Jeg forklarede ham, at det sikkert var udmærket, men jeg var altså dansker! Gruppen inkluderede også Rebellin og den snu Damiano Cunego, ”Prinsen”. Måske den farligste af dem alle. Cunego havde vundet Giro d’Italia og Lombardiet Rundt og var lynhurtig på stregen, specielt efter et langt og hårdt løb.
Feltet gik i stå bag os.
Det skulle afgøres mellem os i frontgruppen.
En angrebskrig i højre og venstre side af vejen startede. Flere ryttere faldt fra. Chris Anker kørte sin chance og var stadig nærmest ustyrlig, men særligt Rebellin bed sig fast. Jeg koncentrerede mig kun om at holde hjul. De mange forceringer gjorde, at der konstant opstod små huller i gruppen, og jeg var på vagt. En krampe kom snigende, så jeg måtte forsøge at komme med til mål som blind passager.
Da det stod klart, at Chris Anker ikke havde mulighed for at vinde på trods af hans angreb, tog han en rask beslutning om at begynde at føre i gruppen for at hjælpe mig. Jeg havde sandsynligvis kun ét skud i bøssen, og det skulle gemmes til spurten. Larmen fra de italienske tilskuere var øredøvende, tv-helikopteren brummede over os som en kæmpe brumbasse, og den lavthængende sol blændede mine øjne. Det gjorde mig skør og kulret i hovedet. Jeg tænkte ikke længere, men kørte kun på instinktet.
Da vi nærmede os 5.000-metermærket, slog de tre italienere et lille hul. Chris Anker, Rodríguez og østrigeren Christian Pfannberger røg efter dem, mens jeg sad tilbage med de resterende ryttere Gesink, Van Goolen, Nick Nuyens, Wegmann, Löfkvist og ukraineren Andriy Grivko. Angrebet hev mig ud af min underlige tilstand, jeg blev nødt til at reagere, for Chris Ankers gruppe var på vej væk. Grivko satte efter dem. Jeg rykkede med, men det gik ikke hurtigt nok. Mit skud i bøssen måtte fyres af nu.
Det måtte briste eller bære. Ikke mere fedtspilleri. Jeg skød min spurt af med Grivko på hjul, lukkede halvvejs hullet op til de forreste og tvang Grivko frem for at tage føringen for os. Ballan slap gruppen foran og lod sig falde tilbage til os. Jeg prøvede ikke at tænke alt for meget over det. Kun på mig selv. Det var svært. Hvad havde han gang i? Med det samme tog Ballan en føring. Indtil nu havde han været den stærkeste af os alle. Han havde først ageret hjælperytter for Paolo Bettini, så havde han åbnet finalen og kørt sin egen chance. På intet tidspunkt havde han sprunget føringer over. Jeg vidste, at han var en klog rytter, så han bluffede helt sikkert. Ballan var typen, der altid havde et ekstra gear gemt. Ballan slog pludselig ud, og Grivko førte for os de sidste meter frem til den forreste gruppe, der efter angreb på angreb fra forskellige ryttere og lige så mange neutraliseringer af dem havde mistet momentum.
I et øjebliks stilstand skete noget, som jeg stadig ærgrer mig over. Det vil jeg nok gøre til mine dages ende. Ballans slangehug. Det måtte jo ske. Hvorfor så ingen af os det komme? Da vi satte farten ned og kiggede hinanden an, var der simpelthen én rytter, vi ikke havde styr på. Sidste mand i gruppen. Jeg hørte mig selv sige ”fuuuck”, da Ballan kom bragende med en fart, der umuligt kunne svares igen på. Der resterede ikke mere end to-tre kilometer af løbet, og en kæmpe mulighed for at mærke regnbuestriberne mod kroppen var forspildt. Chris Anker forsøgte uden tøven at køre Ballan ind for mig, men det kunne ingen klare den dag. På de sidste meter spurtede Cunego forbi mig, men jeg formåede at holde Rebellin bag mig og kørte over målstregen til en bronzemedalje.
Bagefter kunne jeg hverken se eller høre i et par minutter. Jeg var totalt drænet. Jeg registrerede kun en lettelse over, at løbet var overstået, og var for træt til at forstå, hvad der lige var sket.
Chris Anker var den første, der kom mig i møde. Vi krammede, og jeg stak ham en kæmpe tak. Hold kæft, hvor var han god. Den offervilje han havde vist, var jeg forbløffet over. Den dag lærte jeg noget om offervilje. Og så alligevel ikke. For jeg kunne godt blive forblændet af målstregen, hvis jeg havde sat mig for, at jeg skulle køre for mig selv. Det, som han formåede at gøre, havde jeg svært ved.
Jeg kunne ikke lade være med at føle en snert af skuffelse, da jeg stod på podiets tredje trin og fra tæt hold overværede Ballan blive udråbt som verdensmester, men resultatet styrkede min tro på, at VM-guldet skulle blive mit. En skønne dag.
Året efter blev verdensmesterskabet afholdt i den schweiziske by Mendrisio. Det var den hårdeste VM-rute siden løbet i Colombia i 1995. Højdemeterne har jeg lykkeligt glemt, men det var mange. Jeg vidste, at det ville blive svært at vinde i alpelandet, for løbets profil passede bedre til ryttere med bjergben, men selvom jeg var begrænset af min fysiske formåen, så var det vigtigt at prøve at pleje min selvtillid med en opportunistisk indsats. Nøglen til succes måtte være vægten, tænkte jeg, så jeg gik sulten i seng og var tynd som aldrig før, da starten gik. På papiret havde jeg ingen muligheder for at begå mig i det terræn, og da løbet blev splittet ad på sidste omgang, sad jeg i det tunge selskab med bjergryttere og klassikerspecialister. Fabian Cancellara sprængte det hele på en stigning, og derfra var det ryk på ryk fra forskellige ryttere i frontgruppen, indtil Cadel Evans kørte væk fra dem på nedkørslen og alene til mål. Jeg endte med at blive nummer syv og kom over målstregen 50 sekunder efter den australske klasserytter. Min præstation fik folk i branchen til at spidse mund og lette på hatten. En ting var, at jeg kunne lave ét flot VM-resultat, noget andet var, at jeg gjorde det igen året efter – mod de bedste i verden på en rute, der i sin udformning var udebane for mig. Jeg var rigtig stolt over resultatet set i lyset af det stærke selskab, jeg var oppe imod, og jeg var inde i en god stime, følte jeg. Tredje gang måtte være lykkens gang. Det var i hvert fald, hvad jeg bildte mig selv ind.
I 2010 skulle det altså være.
VM blev afholdt i Australien, i Geelong, en lille by cirka 50 kilometer sydvest for Melbourne. Optakten til løbet var dog ikke forløbet helt optimalt efter mit hoved, for et par måneder tidligere havde jeg meddelt Bjarne Riis, at jeg havde skrevet kontrakt med Rabobank og dermed ikke ville fortsætte på Team Saxo Bank efter årsskiftet. Jeg blev offer for en spøjs tradition i cykelsporten, hvor et hold ikke længere har lyst til at gøre brug af en rytter i den sidste halvdel af sæsonen – kontrakter forhandles som regel hen over sommeren – fordi holdet ikke kan gøre brug af de World Tour-point, rytteren optjener i sæsonen. Dem tager han med ind i den kommende sæson og dermed til det nye hold.
Som straf fik jeg hverken lov til at køre Vuelta a España i august, som jeg foretrak, eller mit alternativ, Tour of Britain, i september. Før VM i oktober måtte jeg tage til takke med to endagsløb, der langtfra gav mig de løbskilometer i kroppen, jeg havde brug for. Efter min deltagelse i Tour de France og Post Danmark Rundt havde jeg holdt en tiltrængt pause, så derfor var det vigtigt for mig med et etapeløb, så jeg kunne teste mig mod de bedste ryttere og få farten skruet op igen, hvis jeg skulle præstere noget ved VM.
Som jeg forstod det, var det ikke Bjarnes beslutning at fjerne mig fra de to etapeløb, men derimod min tidligere holdkammerat Bradley McGees. Han fik mere ansvar som sportsdirektør i de sidste måneder af sæsonen og havde brug for at vise, hvem der bestemte, efter Bjarnes højre hånd, Kim Andersen, var blevet fyret midt i sæsonen, fordi han sideløbende havde arbejdet på at starte det nye storhold Team Leopard Trek i Luxembourg. McGee insisterede på, at Stuart O’Grady skulle have min plads på Vuelta-holdet, mens Baden Cooke kunne køre sin chance under Tour of Britain. Jeg kendte selvfølgelig spillets regler, men jeg så mig sur på særligt Bjarne. Jeg skulle vise ham. Vueltaen ville have været den bedste forberedelse til VM. Jeg sagde ikke noget til ham, men jeg var indebrændt over ikke at have fået chancen. Omvendt kunne jeg bruge den energi fra skuffelsen til noget positivt.
Jeg planlagde min egen træningslejr og fik fløjet min far til Italien. Vi lejede en motorcykel til ham, så jeg kunne køre motorpace bag ham og simulere Vuelta a España. Vi kørte tre dage og så en hviledag, tre dage og så en hviledag. Sådan gik to uger. Hver træning varede fem-seks timer, og vi improviserede undervejs på min hjemegn omkring Lucca. Jeg satte et hårdt tempo, og på stigningerne rykkede jeg i cyklen, som var det forceringer under et etapeløb. Jeg spurtede også og brugte vejskilte som pejlemærker.
Ti dage før VM fløj jeg med Anders Lund fra Milano Malpensa-lufthavnen til Melbourne, hvor vi mødte de andre på et hotel nær Geelong, en soveby i kuperet terræn. Holdet bestod også af Lars Bak, Alex Rasmussen, Michael Mørkøv og Chris Anker Sørensen.
Dagene gik med at restituere og vænne sig til tidsforskellen. Enten sad vi på cyklen, eller også lå vi i sengen. Jeg følte mig klar efter træningslejren med min far, men jeg var ikke helt sikker på mit niveau, når det rigtig gik løs. Den første dag efter ankomsten kunne jeg dog mærke, at benene var der – stor lettelse – og derefter gik jeg ind i min egen boble. Fuld fokus. Jeg kunne ikke se film eller læse bøger uden at tænke på løbet, og det gav mig gåsehud.
VM-starten gik fra Melbournes centrum, og efter 82 kilometer skulle vi køre 11 omgange a 15,9 kilometer i Geelong. Det var ikke helt blevet sommer i Australien endnu, men til trods for et snevejr bare fem dage tidligere havde vi på løbsdagen høj solskin og en temperatur omkring 20 grader. Et kongevejr til cykelløb. Der gik heller ikke lang tid, før nogle ryttere stak afsted. Fem ubetydelige typer prøvede lykken, mens feltet tog sig god tid til at få gang i benene, spist, drukket og tisset af, inden løbet for alvor gik i gang.
Danmark havde kun fået tildelt seks VM-pladser på grund af nationernes rangliste, og derfor var vi ikke blandt de mest talstærke landshold i feltet. Det måtte være op til Spanien, Italien og Australien med deres ni ryttere at køre udbruddet ind, som efterhånden havde fået opbygget et forspring på 20 minutter. Lars Bak havde sagt, at han gerne ville ud at køre cykelløb, men der gjaldt det samme for ham, som der gjorde for de andre: Hvis de kunne mærke, at jeg var presset, skulle de være der for mig. Chris Anker havde ganske vist fået ret frie tøjler. Han skulle være med i den afgørende fase af løbet, køre for et resultat, men han skulle også være klar til at beskytte mig indtil finalen, hvis det var nødvendigt. Det var først og fremmest mig, der blev kørt for på et stærkt landshold.
Efter 60 kilometer kørte kommissærerne op på siden af feltet. Der var vild panik inde i deres bil, og de råbte til os, at hvis ikke holdene begyndte at køre udbryderne ind, så ville udbryderne overlappe feltet med en omgang, så snart vi kom ind til Geelong. Det ville rent ud sagt være en skandale og en lang næse til feltet, for løbet ville nærmest være forbi, hvis det skete. De fem mand forude fik over 23 minutters forspring, inden særligt amerikanerne tog fat og begyndte at rette op på den absurde situation. Tempoet blev voldsomt skruet op, så løbet allerede på den første af 11 barske omgange i Geelong blev hårdt, men det gjorde også, at der kom snor i udbryderne. Italienerne tog over og tog ansvar i feltet, det var deres måde at køre VM på. De ville intimidere, vise, at de ikke var bange for nogen. Jeg kendte mine begrænsninger og holdt fast i den afventende taktik.
Efter nogle omgange i Geelong, hvor farten gik lidt ned, blev jeg med 150 kilometer tilbage af løbet taget med cykelshortsene nede, da spanierne og italienerne satte et angreb ind på den ene af stigningerne på Aphrasia Street. Jeg var i gang med at ”fire” og blev ramt i røven af min egen strategi. Jeg befandt mig i den sidste del af feltet og så til min store forskrækkelse, at det ikke længere var ét felt, men tre mindre grupper. Heldigvis sad Michael Mørkøv og Alex Rasmussen ved siden af mig, og jeg råbte til dem:
”Frem! Og det skal være nu, for helvede!”
Jeg havde sovet i timen og måtte forsøge at rette op på fejlen, koste hvad det ville. Mørkøv og Rasmussen kørte et parløb, som var det sidste time af et seksdagesløb, mens jeg sad klinet til deres baghjul. Alt var splittet til atomer. Jeg blev ramt af noget, der mindede om panik, men Mørkøv og Rasmussen buldrede derudaf. Fem-seks kilometer senere fangede vi feltet igen. Jeg var med i løbet igen og forsøgte at danne mig et overblik.
Jeg talte ryttere, mens jeg bevægede mig op mod fronten af feltet. Hvem manglede, og hvilke af favoritterne var kørt uden mig? Jeg fik kontakt med Anders Lund, og han fik det til omkring 30 mand, der var stukket afsted, blandt andre den største VM-favorit, Philippe Gilbert. Chris Anker havde også sneget sig med, og umiddelbart var det en god situation for os.
Farten i feltet var stadig høj, og den forreste gruppe havde ikke mere end 30 sekunders forspring. Jeg prøvede at bevare roen og holde mig tæt til Anders, men det nagede mig ad helvede til, at jeg ikke kom med, da lyntoget kørte. Gruppen var så stor og stærk, at der var en risiko for, at den ville holde hjem. Det kunne jeg ikke leve med. Jeg var nødt til at komme op til dem, ellers ville jeg ikke have en chance for at vinde. Det blev jeg ved med at sige til mig selv, mens vi nærmede os den næste bakke, The Ridge. En stejl stigning på halvanden kilometer. Lige mig. Jeg kunne lige skimte bagenden af gruppen foran, da vi ramte The Ridge. Jeg indstillede sigtekornet og lagde an til et ryk.
”To minutter for fuldt drøn, så sidder du der.”
Jeg forcerede med et kontant antrit, slog et hul til feltet og kørte med et kæmpe overskud, men det var lige nøjagtigt ikke nok. På nedkørslen trak gruppen foran fra igen. Jeg sad på mellemhånd som en sjas patat. En jagtende kartoffel. Det er et flamsk udtryk, man bruger om en rytter, der ikke kender sin besøgstid. Den følgende omgang lod jeg mig falde tilbage. Duknakket røg jeg ned igennem feltet for at finde min plads i den midterste sektion af de omkring 100 mand. Danilo Hondo, den store tysker med det velfriserede og fedtede hår, kommenterede nedladende på mit lille stunt.
”Bist du dum oder was,” sagde han med et smørret smil og passerede mig.
Jeg havde ikke længere indflydelse på løbet og måtte bare lade det hele gå sin gang. Jeg var ramt på moralen efter at have brugt kræfter på ingenting, så jeg prøvede at samle mig og restituere ved at spise og drikke. På en time indtog jeg otte sukkergels og to flasker med salt og mineraler. Jeg fik kørt den værste mælkesyre ud af benene og begyndte faktisk at nyde løbet. Der var ikke den samme stress som på de første par omgange, og de fleste urutinerede ryttere fra nationer som Marokko, Chile og Uruguay var skilt fra. På de to stigninger var der en euforisk stemning og fest med kolde øl under en blå himmel og førsteklasses underholdning. Tilskuerne fik noget for pengene i Geelong. Ægte væddeløb. Amerikanerne holdt et hårdt tempo for kaptajnen Tyler Farrar, og de var ivrige efter at få det hele samlet igen. Samtidig gad kun få i udbrydergruppen tage seriøse føringer, for angrebet var faldet tidligt i løbet, og antallet af ryttere i udbruddet var højt. De var for mange om at kæmpe om sejren, hvis gruppen kom samlet til målstregen. Det var mit held.
Efter et par omgange blev frontgruppen kørt ind. Der blev organiseret og reorganiseret og mærket efter i benene. Vi nærmede os finalen, 60 kilometer tilbage, og det gjaldt om at være på dupperne. Jeg havde det godt, bevarede mit fokus, og selvom jeg havde brugt kræfter på mit forsøg på at nå de forreste, så troede jeg stadig fuldt og fast på, at jeg kunne vinde. Jeg vidste, at der ikke var plads til flere dumheder fra min side, og jeg besluttede mig for at sidde klistret til Philippe Gilbert. Stjernen kørte stor klinge, når vi andre havde kæden på den lille, og det så let ud for ham. I front var stadig morgenens udbrydere, men jeg skænkede dem ikke en tanke i forhold til sejren. Det var dødsdømt. Ukraineren Oleksandr Kvachuk var kørt fra sine fire følgesvende. Samarbejdet var i opløsning.
På tredjesidste omgang rykkede italieneren Vincenzo Nibali. Han fik feltet til at eksplodere. Chris Anker kørte efter ham med en mindre gruppe, der talte Giovanni Visconti, José Serpa og Koos Moerenhout. I begyndelsen var Filippo Pozzato, Cadel Evans og Philippe Gilbert også med fremme, men gruppen knækkede, og de tre profiler faldt tilbage. Selv havde jeg været i tvivl, da de stak afsted. Skal, skal ikke. Jeg besluttede at vente til sidste omgang. Der ville løbet blive afgjort. Gilbert sendte sine belgiere frem, og da vi kørte ud på sidste omgang, var Chris Anker-gruppen og Nibali blevet hentet. Anders Lund var stadig hos mig og hjalp med at holde en god position hen mod The Ridge. Jeg gjorde mig klar til dagens sidste tur over stigningen, rystede med lårene og stak en tommelfinger hårdt ind i højre læg. En begyndende krampe dirrede i mit bedste ben.
I bunden af The Ridge forcerede Greg Van Avermaet med kaptajnen Gilbert på hjul. Han gik helt amok, rev og flåede i styret, mens feltets cirka 30 ryttere langsomt blev strakt ud som en snor. På det stejleste stykke af stigningen tog Gilbert selv over, og på sin store klinge trak han fra. Flere forsøgte at følge med ham, men de kunne ikke holde hans hjul. Jeg gravede dybt. Mit store kæbeparti var helt udspilet. Jeg så kun bagdækket lige foran mig. Intet andet eksisterede i min verden end det – og følelsen af smerte, smerte, smerte. Jeg formåede at komme over The Ridge i en gruppe med Fränk Schleck, tyske Paul Martens, Evans og Moerenhout og russeren Aleksandr Kolobnev. Gilbert var 12 sekunder foran os. Der var ingen spaniere og ingen italienere at se. Jeg kørte frem med det samme og tog en føring i gruppen for at holde gang i tempoet. Evans var også ivrig efter at få det til at rulle for os. På nedkørslen satte jeg mig som den sidste ned i sadlen og prøvede at få pulsen ned, bare fem slag. Jeg hev efter vejret. Det kradsede i lungerne. Vi kørte gennem en park, hvor vejen et sted lavede et lille slag, en slags chikane, der under normale omstændigheder burde dæmpe farten, men vi fløj alle sammen lige igennem, og den næste bakke kom hurtigt derefter. Jeg havde ikke nået at restituere, den begyndende krampe spøgte stadig. Cadel Evans fortsatte med at forcere, og jeg måtte slippe gruppen. Mine ben var som blylodder. På toppen af bakken blev jeg hentet af et decimeret felt.
Jeg var fyldt med adrenalin og vrede. Der var kørt over 250 kilometer, og løbet var langtfra afgjort. Anders og Chris Anker kom op på siden af mig. Jeg kiggede ikke på dem, men jeg fornemmede dem. To loyale soldater, der havde brug for en ordre. Jeg råbte til dem i en tone, der var hård og kontant.
”Kør, for helvede. Det er sejren, vi kører om.”
Med det samme kørte Chris Anker frem i feltet og tog styringen. Anders kom lidt efter ham og gemte kræfter til de sidste par kilometer, for Chris Anker havde tjek på det. Der var seks kilometer tilbage af VM. Philippe Gilbert var stadig i front, men han kørte nu i en mere huggende stil. Rytterne på mellemhånd fik Chris Anker hurtigt halet ind, løbet var destilleret til en duel mellem verdens bedste endagsrytter og den spinkle jyde fra Hammel. Den store boulevard ind mod målstregen i Geelong indbød til fart, og Chris Anker trykkede pedalerne i bund. Hold kæft, hvor var han stærk. Oksen. Determineret og stædigt kørte Chris Anker meter for meter Gilbert ind på boulevarden. Enkelte ryttere forsøgte at køre kontra, men Chris Anker var bare uindtagelig og lukkede alle nye angreb ned. Vi var nået frem til den afgørelse, jeg havde håbet på. Det, jeg var bedst til. VM skulle afgøres i en spurt.
Jeg brugte mine albuer til at holde min plads i den forreste del af feltet. Der var en heftig kamp frem mod den sidste kilometer af løbet. Jeg kørte ind mellem Óscar Freire og Allan Davis, der forsøgte at lave en sandwich på mig. Jeg flyttede dem med skuldrene, de kunne ikke spærre mig inde. På intet tidspunkt var jeg ude i vinden. Jeg havde pludselig så mange kræfter, at jeg vidste, at jeg kunne vinde. Jeg fandt ind bag Anders Lund, som stadig hang på og skulle køre mig frem til affyring. Greg Van Avermaet placerede sig mellem os, og det fik han lov til. Anders er mindre end mig og gav ikke lige så meget læ som Greg. Vi nærmede os det sidste sving til højre. Opløbssvinget. Chris Anker førte stadig an. Rundt i svinget. Opløbsstrækningen var lang og steg svagt. Niki Terpstra tog chancen og prøvede med et angreb. Chris Anker satte sin fart til maks. for at følge med og slog til sidst ud, det var fuldstændig efter bogen. Nu var det op til Anders at tage over. Han hadede Terpstra.
Hollænderen havde det generelt med at irritere folk på grund af hans overlegne facon og dårlige opførsel på cykel, men det, der virkelig havde gjort Anders vred på ham den dag, skyldtes, at han havde skidt op ad vores autocamper. Han brugte den simpelthen som ryglæn. Anders opdagede ham, da han kort kiggede ud ad vinduet, mens vi satte løbsnumre på vores trøjer. Hvorfor Terpstra gjorde det, aner jeg ikke. Ryttere kan være rene dyr lige før konkurrencen, måske var det presserende, men vi så det som mangel på respekt. Han kunne i det mindste have skidt op ad sin egen vogn.
Nu kørte Anders med alt, hvad den kunne trække, og brugte slipstrømmen fra den lange hollænder. Han rykkede forbi Terpstra, og jeg sad stadig i tredje position bag Avermaet. Jeg bøjede hurtigt hovedet ned under min højre skulder og kunne se Pozzato, Allan Davis og Freire lige bag mig. Hurtige folk. Der var umiddelbart intet farligt at se på min venstre side. Jeg åbnede spurten med 230 meter tilbage af løbet. Passerede Avermaet.
Der var åbent ned mod målstregen, men rent instinktivt trak jeg cyklen lidt til højre på vejen for at kunne lukke af for trioen bag mig, hvis spurten skulle blive for lang.
150 meter tilbage.
Jeg var stadig forrest.
Målstregen var lige derhenne.
Jeg kunne næsten røre den.
100 meter til en VM-titel.
Jeg troede, at jeg ville vinde.
Det var det eneste, jeg tænkte på.
Så kom Thor Hushovd bragende forbi mig på venstre side. Ud af det blå. Nordmanden skød en fart, jeg ikke kunne svare igen på. Sejren var væk. I raseri hamrede jeg knytnæven ned i styret, da jeg krydsede målstregen. Efter løbet blev alt sløret for mig, og jeg kan ikke huske noget fra tiden, indtil vi sad til pressemøde i en lille svedehytte af en hal fyldt med journalister fra hele verden. Thor talte om sejren, og hvor fantastisk det var. Jeg var sukkerkold og skuffet, da en norsk journalist ville høre min reaktion på løbet. Jeg kunne næsten ikke svare ham og havde mest lyst til at vælte det bord, vi sad ved, og nikke Thor en skalle. Han havde kørt et perfekt løb, holdt sig i skindet undervejs og sparet på kræfterne, og det var kommet ham til gode til allersidst, hvor han slog mig med flere cykellængder.
Jeg følte først stolthed og glæde, da jeg mødte mine holdkammerater og den danske delegation på vores hotel. De smilede alle sammen. Sølvmedaljen var trods alt et stort resultat for dansk cykelsport. Jeg ringede til min far, som spurgte, hvad der gik galt. Typisk ham. Efter en middag, hvor vi slappede af med øl og vin, tog vi hen til et diskotek, men der var cykelryttere over det hele. Dem gad vi ikke se og høre på, for vi havde været omgivet af cykelryttere hele dagen, så Anders Lund og jeg drak en sidste øl på hotelværelset.
Jeg var baldret næste dag. I lufthavnen gjorde jeg en undtagelse og opgraderede mig selv til businessclass på flyet hjem til Italien. Det havde jeg fortjent.
Ombord på flyet satte jeg mig til rette i de uvante rammer med god benplads og masser af betjening, og ind i kabinen kom det italienske og det spanske hold. Jeg følte mig som en lille knægt fra Faxe i det selskab af garvede ryttere og stjerner. Det var blandt andre Filippo Pozzato og Óscar Freire, som jeg var sprintet væk fra i finalen. De nikkede anerkendende til mig, og det er en gestus, jeg aldrig glemmer. Deres respekt betød alverden for mig.
Senere på året blev jeg også hædret i Danmark, da jeg blev kåret til Årets Cykelrytter og nomineret til Årets Sportsnavn. Jeg var på toppen af min karriere, og alle mulige folk sagde til mig, at næste gang ville jeg bestige det sidste trin på podiet, men sådan gik det ikke. Jeg kom aldrig tættere på regnbuen. En fjerdeplads ved VM i 2014 blev min højeste placering efter sølvmedaljen, hvor mit cykelliv stod foran et markant skifte.
I sin biografi Væddeløber fortæller Matti Breschel om hvordan han gik fra at være en dreng med krudt i røven, til at være en af verdens bedste cykelryttere.
En fortælling fuld af slemme styrt, kompliceret relationer, blod, sved og tåre – men ikke mindst sjov, ballade og røverhistorier.
I 15 år var Matti Breschel et med cykelsadlen, i regn, torden og solskin, og dette er historien om hvordan det bragte ham VM-medaljer og mange sejre.
Du kan købe Væddeløber online, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: