Sidste tour er for dig, der ikke kan få nok af Tour de France, Jørn Mader og Jørgen Leth. Kom med på to venners tur nedad cykelsportens memory lane og hør alle de gode historie fra det legendariske kommentatorpar. Begynd din læsning herunder.
Sidste tour er en personlig samtalebog mellem Jørn Mader og Jørgen Leth, hvor de mindes deres tid sammen som kommentatorer. Makkerparret formåede at tale Tour de France ind i danskernes hjerter, og gav cykelsporten et folkeligt gennembrud med deres særlige fortællerstil.
I bogen deler de sjove minder, fra de franske landeveje til bjergene i Colombia. De fortæller om den udsædvanlige generation af danske cykelryttere Bjarne Riis, Rolf Sørensen og Jesper Skibby, og de tegner et medrivende og levende billede af livet på farten.
Mader og Leth vender også blikket indad og snakker om uenigheder, jalousi, nedture og kærlighed til hinanden.
Jørn Mader venter i foyeren. Han sidder i en sofa og fingerer med sin lædertaske. Han er spændt på gensynet. Der kommer Jørgen Leth. Han går med langsomme, slæbende skridt gennem foyeren og får på afstand øje på Jørn Mader i indhakket med sofaen og et par bløde stole.
Han kommer nærmere og stopper foran sin tidligere makker. De kigger på hinanden i et kort sekunds tavshed. Det er fem år siden, de sidst har set hinanden. Og så begynder de at tale sammen, inden Jørgen Leth har sat sig over for Jørn Mader. Det er som en samtale, der blot har været sat på pause.
Jørgen Leth har ikke haft den bedste morgen oppe i sin suite med udsigt til havneløbet i København. Det er formiddag, og han har brugt flere timer på at kunne komme dagen i møde. Han vågnede langsomt og lå længe i sengen med sine tanker. Også i dag havde han mange af dem, og han frygter altid, at de gode forsvinder, inden han har fået skrevet dem ned i sin notesbog, så de måske kan udvikle sig til et gøremål eller til et digt, en tekst eller en film. Han følte sig også tung til mode.
Deprimeret. Det har været en tilbagevendende følelse. Som et spøgelse i værelset og livet. Morgenen har været svær. Det er de ofte. Morgenerne er heller ikke blevet nemmere med alderen. Han er midt i firserne nu. Alting tager længere tid. At tage et bad. At blive barberet. At tage tøj på. At samle kræfter til kreativitet. Han føler sig udmattet efter en rundrejse i Danmark med mange og lange optagelsesdage til et tv-program, men det er vigtigt at have noget at stå op til hver dag.
Det har han, og det får ham til at kæmpe sig over morgenernes mange stigninger i stedet for at blive i sengen. Verden kalder på ham med skriveopgaver, filmarbejde, filmvisninger, ferniseringer, festligheder, foredrag, radioprogrammer, tv-optrædener og flere andre optrædener. Det glæder ham. Sådan skal det fortsætte så længe som muligt.
Han vil blive ved med at skabe og skrive og se. Han vil blive ved med at rejse og møde alle mulige mennesker og nære sin nysgerrighed, som han altid har gjort. Han vil blive ved med at være i bevægelse, men i dag og de næste par dage skal han blive på hotellet og spole tiden tilbage til en epoke, hvor han og Jørn Mader satte nye standarder. Jeg kan kun koncentrere mig om at være sammen med dig, siger han til sin ven.
Privatfoto. Leth og Mader i kommentarboksen
Jørn Mader har heller ikke haft den bedste morgen oppe på sit hotelværelse, fordi han blev vækket for tidligt fra en tiltrængt søvn, da rengøringspersonale rumsterede ude på gangen. Han ankom sent aftenen før efter en køretur fra Svendborg. Der bor han i et lille hus. I København måtte han parkere langt fra hotellet og gå gennem byen med sin stok og bagagen på slæb. Det krævede pauser på trappesten.
Han er godt oppe i halvfjerdserne nu. Han har smerter i det ene knæ, og det skal opereres. Han har ikke længere fuld fart på, som han havde, da han rejste rundt i hele verden for at formidle sport, men han har sin guitar og sit band, og han har en søn og et barnebarn tæt på sig. Der er gode ting at tage sig til.
Han har brugt morgentimerne på at genbesøge steder og hændelser i sin hukommelse og tænkt på alt det, de skal tale om, og alt det, de ikke må glemme at tale om. Vores kroppe er måske nok blevet trætte, siger han, men hovederne kører på højtryk. De to smiler. Slut med snak om sindet eller skavanker. Snart handler dialogen om det, der binder dem sammen: cykelsport.
Deres seneste møde var på Champs-Élysées, der traditionen tro dannede ramme om afslutningen på Tour de France. Jørgen Leth var fortsat kommentator på verdens største cykelløb i 2016, mens Jørn Mader var gæst, men havde det, som om han var vendt hjem, da han stod i et interimistisk tv-studie på et fortov i Paris og optrådte med sin gamle medkommentator i en liveudsendelse på TV 2.
Det var på samme kanal, at Jørn Mader og Jørgen Leth var medvirkende til at give cykelsporten et folkeligt gennembrud i Danmark sammen med en generation af karismatiske og vindende danske ryttere. I perioden 1989 til 2003 speakede den usædvanlige kombination af en sportsjournalist og en avantgarde multikunstner fra deres pladser nær målstregen, når de kendte cykelløb kørte over skærmen.
Da TV 2 i efteråret 1988 begyndte at sende fra Kvægtorvet i Odense, havde den nye tv-station ingen eller i hvert fald kun meget få sportsrettigheder at tilbyde seerne, men snart blev blandt andet fodbold, speedway, badminton og ikke mindst cykelsport en del af programudbuddet.
Rettighederne til Tour de France valgte Danmarks Radio at overdrage til TV 2. Cykling var ingen seermagnet, og det tre uger lange cykelløb i Frankrig var kun blevet sporadisk vist på dansk fjernsyn siden 1970’erne. Og kun udvalgte etaper. Efter Johnny Weltz’ overraskende etapesejr på bjerget Puy de Dôme i 1988 ønskede sportsredaktionen på Danmarks Radio at udvide dækningen af Tour de France, men svaret fra ledelsesgangen var nej.
Man kunne få lov til at sende 20 minutters sammendrag fra løbet én gang om ugen og så den sidste etape. Det havde ingen interesse på sportsredaktionen, og tv-rettigheden blev givet til TV 2 gældende fra 1989. På de indre linjer var de konkurrerende kanaler indstillet på mindelige løsninger omkring fordeling af sportsrettigheder for at forhindre opskruede priser og tv-krig på det lille danske marked, ligesom man fra politisk hold havde et ønske om samarbejde, så man fik mest mulig sport ud til danskerne.
Det gjorde man snart i timevis med Tour de France. For TV 2 valgte en anden tilgang end Danmarks Radio, og kanalen blev så vidt vides den første i Europa, uden for Frankrig, der transmitterede direkte fra alle løbets etaper. I takt med de danske rytteres bedrifter og løbets stigende popularitet herhjemme gav beslutningen ikke kun TV 2, men også Danmark en særlig status hos den franske medieorganisation og løbsarrangør Amaury Sport Organisation – med løbsstarten i 2022 her til lands som foreløbig kulmination.
Gennem mange af Jørn Maders og Jørgen Leths år som cykel- kommentatorpar var TV 2 præget af pionerånd og forandrings- lyst. Danmarks Radio blev set som en stiv og støvet onkel, mens TV 2 var den kække og frække fætter.
Traktement med Philippe Sudres. Han overtog stillingen som pressechef for Tour de France fra sin far i begyndelsen af 1990’erne og er stadig ansvarlig for kommunikationen på verdens største cykelløb. Privatfoto
På Kvægtorvet ville man lave fjernsyn på en ny måde og gøre op med traditioner og konventioner i den danske tv-sportsdækning. Der skulle blandt andet sendes livefjernsyn som aldrig før. På sportsredaktionen lød et mantra: ”Standby til hvad som helst”. Det var før afviklingen af en udsendelse. Og under en transmission kunne der fra redaktøren til produceren blive sagt eller brølet: ”Lad det leve, for helvede!” i det interne kommunikationssystem.
Det var de direkte billeder, der var tale om, og så var det lige meget, om de rystede, eller lyden knasede lidt. Seerne skulle ikke kun betragte, de skulle også mærke en begivenhed helt ind i deres stuer. De skulle ”tættere på”, som blev et slogan. Historierne skulle løftes til mere end slutresultater og formidles i øjenhøjde med den brede befolkning.
Der blev skruet op følelser og fortællelyst på en ambitiøs og seriøs skala, som nogle seere fandt for popsmart eller plat, men som langt flere lod sig begejstre af. Kvægtorvet havde højt til loftet. Der var store armbevægelser og få begrænsninger.
Det passede perfekt til Jørn Mader og Jørgen Leth.
Jørn Mader blev betegnet som en fremtrædende sportskommentator, da han blev hentet til TV 2 Sporten fra Danmarks Radio, hvor han med en fortid som musiker i bands med blandt andre Sebastian og Peter Belli gjorde sig bemærket med sin sans for rytme og nerve, når en kamp eller et løb skulle foldes ud for radiolytterne.
Den eksperimentelle Jørgen Leth havde med nøgtern observans og enkle sætninger på skrift og i tale, hvor man næsten kan høre punktummer og kommaer i den nasale udtale, været banebrydende inden for sportsformidling med ”Sportsdigte” (1967) og med sine avisskriverier, og han var også anerkendt i internationale cykelkredse for sine film ”Stjernerne og vandbærerne” (1974) og ”En forårsdag i helvede” (1977).
Sammen talte de cykelsporten ind i mange danskeres hjerter. Det gjaldt især Tour de France, der blev et tilløbsstykke på TV 2, selvom løbet udspiller sig i juli, som sædvanligvis er en tørketid for tv-stationer, og deres stemmer blev synonym med lyden af cykelløb og sommer foran fjernsynet i ferielandet.
Efter få år ved mikrofonerne havde Jørn Mader og Jørgen Leth sørget for, at ”fru Jørgensen i Korsbæk kan tale med på cykelsproget. Hun og søster Marie i Lilleby ved, at Bjarne Riis ’sidder med helt fremme’, at Lucien Van Impe var en ’stor grimpeur’, og at ’løbet har sin egen logik’.” Sådan lød det i sommeren 1993 i en artikel fra Dagbladenes Bureau om tidens tv-fænomen.
Jørgen Leth så det ikke kun som sin opgave at indføre den brede befolkning i cykelsportens historie eller storhed og fald hos fortidens helte, men hver sommer også i fransk historie og kultur – i egne, oste, slotte og skikke. Deres fabulerende stil fik fans, men der var også dem, der fandt dem for meget. Kritikere kunne hæfte sig ved faktuelle fejl i de timelange transmissioner og rystede garanteret på hovedet, da en ukendt rytter overraskende spurtede først over målstregen på en Tour de France-etape og lige i løbets gule førertrøje, og i første omgang blot blev omtalt som ”Lampre-manden”.
Især Jørn Maders sprog kunne sommetider byde på balstyrisk billedskabelse og vilde associationer. Rytteren Ludo Dierckxsens havde ”et underbid, der kunne klare en tordenskylle”, mens tyskeren Rolf Aldag på en etape stod stille ”som et tysk træ i Harzen”. Den lille, skaldede klatrer Marco Pantani havde ører, ”som lignede han en E.T.”, og Melcior Mauri kunne ”grine en vaskebjørn ned fra et træ”. Jaan Kirsipuu var kogt, og ”hvis man smider porrer og gulerødder ned i gryden til ham, har man estisk suppe”. Alex Zülle og Richard Virenque kørte en varm dag i bjergene med åbentstående trøjer, hvilket mindede Jørn Mader om hans gamle bandkammerat.
I dag er det ”at lave en Peter Belli” et begreb blandt danske ryttere. Og så var der tyske Jan Ullrich, der under en enkeltstart fik denne beskrivelse: ”Kraftværket fra Rostock, en stor bastant trampende tysker, en torpedo, der skydes gennem luftrummet, en bombe af kraft, pløjer nærmest asfalten op, benene går som store stempler på den tyske maskine, en rullende bismarcksklump.” Den karakteristik var måske lige i overkanten, men ofte var citaterne morsomme eller rammende i momentet. Og blivende.
Privatfoto. Mader, Leth og Bjarne Riis
Det kræver kun få sekunders søgen på internettet at finde artikler eller hjemmesider fyldt med oneliners eller evergreens fra Jørn Mader og Jørgen Leth. For de to kommentatorer blev stjerner ligesom rytterne, de fortalte om, og det i en sådan grad, at deres navne blev malet med store bogstaver på de franske veje af danskere, der valfartede til Tour de France, mens senere generationer af danske ryttere lige fra amatørniveau til det professionelle felt har haft dem som inspirationskilder eller som soundtrack til cykelsport og store drømme.
Som skribenten i Dagbladenes Bureau videre skrev om kommentatorparrets verbale gennemslagskraft: ”Men uanset meninger, så har denne mærkelige cocktail af den konstaterende hurtigsnakker Jørn Mader og den mere filosofisk anlagte cykelsportsentusiast Jørgen Leth fået en hel nordbonation til at interessere sig for noget så åndssvagt som et par hundrede mænd, som gider bruge tre steghede sommeruger på at cykle rundt i Frankrig med 40 km/t.”
Jørn Mader og Jørgen Leth tager gerne deres del af æren for den tiltagende interesse for cykelsport, men de vil aldrig betegne hverken Tour de France eller andre løb som åndssvage. Tværtimod. For Jørgen Leth var det en mission at bruge sin kommentatorrolle på landsdækkende fjernsyn til at give cykelsporten et sprogligt løft og højere betydningsniveau. Som Jørgen Leth forklarede det i portrætfilmen ”Fra hjertet til hånden” (1994), så var cykelløbene i hans optik en slags metaforer for livet: Jo mere intenst han kiggede på dem og rytterne, des tydeligere blev alle mulige almengyldige karaktertræk i mennesket.
Cykelløbene blev talt op til dramatiske billeder på tilværelsen og dens modsætningsforhold. De kunne fortælles som rullende romaner om storhed og fald, skuffelse og glæde, vilje og overgivelse, samarbejde og solopræstationer. Jørgen Leth ville gerne udlæse de værdier og forstærke dem i stedet for at forfladige dem. Og Jørn Mader stemte i.
I hotelfoyeren handler samtalen mellem Jørn Mader og Jørgen Leth endnu om nutiden. Jørgen Leth kommenterede sit sidste Tour de France på TV 2 tre år tidligere, men han følger stadig cykelsport. Når løbene foregår, har han svært ved at gøre andet end at ligge på en sofa og se med på skærmen. Lige nu er der Giro d’Italia. Egan Bernal ser igen stærk ud. Jørgen Leth kan enormt godt lide den bjergoffensive colombianer. Tadej Pogačar er en anden af hans favoritter. Og Jonas Vingegaard.
I forbindelse med tv-optagelserne i Danmark blev der arrangeret et besøg hos det danske Tour de France-håb. Det var dybt rørende for Jørgen Leth at møde den unge rytter i hans beskedne hus i Glyngøre. Hans kærlighed til rytterne er uudslukkelig, fordi de udsætter sig selv for vilde og til tider voldsomme eller vanvittige vilkår og skubber til grænsen for menneskelig formåen. Han har stadig Kasper Asgreens sejr i Flandern Rundt frisk i erindringen. Jørn Mader mener, at danskeren vandt klassikeren på samme kraftfulde facon som legenden Johan Museeuw. Også han følger med.
Privatfoto. Cykelløb Liege Bastonne Liege
Han har de relevante sportskanaler derhjemme. Det samme har Jørgen Leth i sin lejlighed på Mallorca, men her på hotellet er der kun en enkelt. Det er ikke godt nok. Han har boet her mange gange og vil måske nævne miseren i receptionen, men det bliver ikke nu. Det er tid til at komme i gang med det, de egentlig er mødt op for: at tage på en sidste tour sammen.
Ud på den lange vej, der bragte dem sammen, og videre gennem de 15 år, hvor de var med til at forandre oplevelsen af cykelsport. Det var en speciel periode, hvor danske ryttere skabte eufori på den helt store klinge. Men det var også en tid, hvor dopingen i 1998 blev hevet frem for åben skærm og satte alvorlige spørgsmålstegn ved selve cykelsporten. Jørn Mader og Jørgen Leth tog det hele med på godt og ondt. Også hinanden.
Jørn Mader rejser sig fra sofaen og hanker op i sin tunge lædertaske fyldt med bøger og udklip, der kan bidrage til fortællingen. Jørgen Leth følger trop gennem foyeren med en af sine notesbøger i den ene hånd. Det er, som det var, dengang de satte sig på deres kommentatorpladser. I et hvidt mødelokale sætter de sig til rette over for hinanden, og samtalen kan starte fra begyndelsen.
Leth: Det er altså godt at se dig, Jørn.
Mader: I lige måde.
Leth: Jeg har glædet mig til det. Det har jeg virkelig.
Mader: Det har jeg også.
Leth: Vi tager det rimeligt eksperimentelt, ikke? Vi taler om nogle kronologiske ting fra vores tid sammen, men også om nogle ting, der bare falder os ind. Det var jo sådan, vi plejede at arbejde.
Mader: Fuldstændig.
Leth: Så er den rytme fundet.
Mader: Vi prøver ikke at spille efter noget. Det er en jamsession.
Leth: En tone er ramt.
Jørgen Leth og Jørn Mader: Sidste tour
Sidste tour er en personlige samtalebog, hvor Jørn Mader og Jørgen Leth deler interessante historier fra deres tid sammen som landets mest legendariske kommentatorpar.
De mindes deres tid sammen i og udenfor kommentatorboksen, fra 1989 til 2003, hvor de talte Tour de France ind i danske hjerter og var med til at give cykelsporten et folkeligt gennembrud med deres særlige stil.
Historierne berør alt fra de franske landeveje til højderne i Colombia, og alle de store danske cykelryttere som Bjarne Riis, Rolf Sørensen og Jesper Skibby.
Sidste tour er for dig, der ikke kan få nok af Tour de France, Jørn Mader og Jørgen Leth. Kom med på to venners tur nedad cykelsportens memory lane og hør alle de gode historie fra det legendariske kommentatorpar. Begynd din læsning herunder.
Sidste tour er en personlig samtalebog mellem Jørn Mader og Jørgen Leth, hvor de mindes deres tid sammen som kommentatorer. Makkerparret formåede at tale Tour de France ind i danskernes hjerter, og gav cykelsporten et folkeligt gennembrud med deres særlige fortællerstil.
LÆS OGSÅ: Til dig der elsker sport. 16 gode bøger om alt fra fodbold til Formel 1
I bogen deler de sjove minder, fra de franske landeveje til bjergene i Colombia. De fortæller om den udsædvanlige generation af danske cykelryttere Bjarne Riis, Rolf Sørensen og Jesper Skibby, og de tegner et medrivende og levende billede af livet på farten.
Mader og Leth vender også blikket indad og snakker om uenigheder, jalousi, nedture og kærlighed til hinanden.
Læs prologen fra Sidste tour herunder.
Du kan købe Sidste tour online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 1 juni.
Jørn Mader og Jørgen Leth
Sidste tour
PROLOG
To gamle mænd skal mødes på et hotel.
Jørn Mader venter i foyeren. Han sidder i en sofa og fingerer med sin lædertaske. Han er spændt på gensynet. Der kommer Jørgen Leth. Han går med langsomme, slæbende skridt gennem foyeren og får på afstand øje på Jørn Mader i indhakket med sofaen og et par bløde stole.
Han kommer nærmere og stopper foran sin tidligere makker. De kigger på hinanden i et kort sekunds tavshed. Det er fem år siden, de sidst har set hinanden. Og så begynder de at tale sammen, inden Jørgen Leth har sat sig over for Jørn Mader. Det er som en samtale, der blot har været sat på pause.
Jørgen Leth har ikke haft den bedste morgen oppe i sin suite med udsigt til havneløbet i København. Det er formiddag, og han har brugt flere timer på at kunne komme dagen i møde. Han vågnede langsomt og lå længe i sengen med sine tanker. Også i dag havde han mange af dem, og han frygter altid, at de gode forsvinder, inden han har fået skrevet dem ned i sin notesbog, så de måske kan udvikle sig til et gøremål eller til et digt, en tekst eller en film. Han følte sig også tung til mode.
Deprimeret. Det har været en tilbagevendende følelse. Som et spøgelse i værelset og livet. Morgenen har været svær. Det er de ofte. Morgenerne er heller ikke blevet nemmere med alderen. Han er midt i firserne nu. Alting tager længere tid. At tage et bad. At blive barberet. At tage tøj på. At samle kræfter til kreativitet. Han føler sig udmattet efter en rundrejse i Danmark med mange og lange optagelsesdage til et tv-program, men det er vigtigt at have noget at stå op til hver dag.
Det har han, og det får ham til at kæmpe sig over morgenernes mange stigninger i stedet for at blive i sengen. Verden kalder på ham med skriveopgaver, filmarbejde, filmvisninger, ferniseringer, festligheder, foredrag, radioprogrammer, tv-optrædener og flere andre optrædener. Det glæder ham. Sådan skal det fortsætte så længe som muligt.
Han vil blive ved med at skabe og skrive og se. Han vil blive ved med at rejse og møde alle mulige mennesker og nære sin nysgerrighed, som han altid har gjort. Han vil blive ved med at være i bevægelse, men i dag og de næste par dage skal han blive på hotellet og spole tiden tilbage til en epoke, hvor han og Jørn Mader satte nye standarder. Jeg kan kun koncentrere mig om at være sammen med dig, siger han til sin ven.
Jørn Mader har heller ikke haft den bedste morgen oppe på sit hotelværelse, fordi han blev vækket for tidligt fra en tiltrængt søvn, da rengøringspersonale rumsterede ude på gangen. Han ankom sent aftenen før efter en køretur fra Svendborg. Der bor han i et lille hus. I København måtte han parkere langt fra hotellet og gå gennem byen med sin stok og bagagen på slæb. Det krævede pauser på trappesten.
Han er godt oppe i halvfjerdserne nu. Han har smerter i det ene knæ, og det skal opereres. Han har ikke længere fuld fart på, som han havde, da han rejste rundt i hele verden for at formidle sport, men han har sin guitar og sit band, og han har en søn og et barnebarn tæt på sig. Der er gode ting at tage sig til.
Han har brugt morgentimerne på at genbesøge steder og hændelser i sin hukommelse og tænkt på alt det, de skal tale om, og alt det, de ikke må glemme at tale om. Vores kroppe er måske nok blevet trætte, siger han, men hovederne kører på højtryk. De to smiler. Slut med snak om sindet eller skavanker. Snart handler dialogen om det, der binder dem sammen: cykelsport.
Deres seneste møde var på Champs-Élysées, der traditionen tro dannede ramme om afslutningen på Tour de France. Jørgen Leth var fortsat kommentator på verdens største cykelløb i 2016, mens Jørn Mader var gæst, men havde det, som om han var vendt hjem, da han stod i et interimistisk tv-studie på et fortov i Paris og optrådte med sin gamle medkommentator i en liveudsendelse på TV 2.
Det var på samme kanal, at Jørn Mader og Jørgen Leth var medvirkende til at give cykelsporten et folkeligt gennembrud i Danmark sammen med en generation af karismatiske og vindende danske ryttere. I perioden 1989 til 2003 speakede den usædvanlige kombination af en sportsjournalist og en avantgarde multikunstner fra deres pladser nær målstregen, når de kendte cykelløb kørte over skærmen.
Da TV 2 i efteråret 1988 begyndte at sende fra Kvægtorvet i Odense, havde den nye tv-station ingen eller i hvert fald kun meget få sportsrettigheder at tilbyde seerne, men snart blev blandt andet fodbold, speedway, badminton og ikke mindst cykelsport en del af programudbuddet.
Rettighederne til Tour de France valgte Danmarks Radio at overdrage til TV 2. Cykling var ingen seermagnet, og det tre uger lange cykelløb i Frankrig var kun blevet sporadisk vist på dansk fjernsyn siden 1970’erne. Og kun udvalgte etaper. Efter Johnny Weltz’ overraskende etapesejr på bjerget Puy de Dôme i 1988 ønskede sportsredaktionen på Danmarks Radio at udvide dækningen af Tour de France, men svaret fra ledelsesgangen var nej.
Man kunne få lov til at sende 20 minutters sammendrag fra løbet én gang om ugen og så den sidste etape. Det havde ingen interesse på sportsredaktionen, og tv-rettigheden blev givet til TV 2 gældende fra 1989. På de indre linjer var de konkurrerende kanaler indstillet på mindelige løsninger omkring fordeling af sportsrettigheder for at forhindre opskruede priser og tv-krig på det lille danske marked, ligesom man fra politisk hold havde et ønske om samarbejde, så man fik mest mulig sport ud til danskerne.
Det gjorde man snart i timevis med Tour de France. For TV 2 valgte en anden tilgang end Danmarks Radio, og kanalen blev så vidt vides den første i Europa, uden for Frankrig, der transmitterede direkte fra alle løbets etaper. I takt med de danske rytteres bedrifter og løbets stigende popularitet herhjemme gav beslutningen ikke kun TV 2, men også Danmark en særlig status hos den franske medieorganisation og løbsarrangør Amaury Sport Organisation – med løbsstarten i 2022 her til lands som foreløbig kulmination.
Gennem mange af Jørn Maders og Jørgen Leths år som cykel- kommentatorpar var TV 2 præget af pionerånd og forandrings- lyst. Danmarks Radio blev set som en stiv og støvet onkel, mens TV 2 var den kække og frække fætter.
På Kvægtorvet ville man lave fjernsyn på en ny måde og gøre op med traditioner og konventioner i den danske tv-sportsdækning. Der skulle blandt andet sendes livefjernsyn som aldrig før. På sportsredaktionen lød et mantra: ”Standby til hvad som helst”. Det var før afviklingen af en udsendelse. Og under en transmission kunne der fra redaktøren til produceren blive sagt eller brølet: ”Lad det leve, for helvede!” i det interne kommunikationssystem.
Det var de direkte billeder, der var tale om, og så var det lige meget, om de rystede, eller lyden knasede lidt. Seerne skulle ikke kun betragte, de skulle også mærke en begivenhed helt ind i deres stuer. De skulle ”tættere på”, som blev et slogan. Historierne skulle løftes til mere end slutresultater og formidles i øjenhøjde med den brede befolkning.
Der blev skruet op følelser og fortællelyst på en ambitiøs og seriøs skala, som nogle seere fandt for popsmart eller plat, men som langt flere lod sig begejstre af. Kvægtorvet havde højt til loftet. Der var store armbevægelser og få begrænsninger.
Det passede perfekt til Jørn Mader og Jørgen Leth.
Jørn Mader blev betegnet som en fremtrædende sportskommentator, da han blev hentet til TV 2 Sporten fra Danmarks Radio, hvor han med en fortid som musiker i bands med blandt andre Sebastian og Peter Belli gjorde sig bemærket med sin sans for rytme og nerve, når en kamp eller et løb skulle foldes ud for radiolytterne.
Den eksperimentelle Jørgen Leth havde med nøgtern observans og enkle sætninger på skrift og i tale, hvor man næsten kan høre punktummer og kommaer i den nasale udtale, været banebrydende inden for sportsformidling med ”Sportsdigte” (1967) og med sine avisskriverier, og han var også anerkendt i internationale cykelkredse for sine film ”Stjernerne og vandbærerne” (1974) og ”En forårsdag i helvede” (1977).
Sammen talte de cykelsporten ind i mange danskeres hjerter. Det gjaldt især Tour de France, der blev et tilløbsstykke på TV 2, selvom løbet udspiller sig i juli, som sædvanligvis er en tørketid for tv-stationer, og deres stemmer blev synonym med lyden af cykelløb og sommer foran fjernsynet i ferielandet.
Efter få år ved mikrofonerne havde Jørn Mader og Jørgen Leth sørget for, at ”fru Jørgensen i Korsbæk kan tale med på cykelsproget. Hun og søster Marie i Lilleby ved, at Bjarne Riis ’sidder med helt fremme’, at Lucien Van Impe var en ’stor grimpeur’, og at ’løbet har sin egen logik’.” Sådan lød det i sommeren 1993 i en artikel fra Dagbladenes Bureau om tidens tv-fænomen.
Jørgen Leth så det ikke kun som sin opgave at indføre den brede befolkning i cykelsportens historie eller storhed og fald hos fortidens helte, men hver sommer også i fransk historie og kultur – i egne, oste, slotte og skikke. Deres fabulerende stil fik fans, men der var også dem, der fandt dem for meget. Kritikere kunne hæfte sig ved faktuelle fejl i de timelange transmissioner og rystede garanteret på hovedet, da en ukendt rytter overraskende spurtede først over målstregen på en Tour de France-etape og lige i løbets gule førertrøje, og i første omgang blot blev omtalt som ”Lampre-manden”.
Især Jørn Maders sprog kunne sommetider byde på balstyrisk billedskabelse og vilde associationer. Rytteren Ludo Dierckxsens havde ”et underbid, der kunne klare en tordenskylle”, mens tyskeren Rolf Aldag på en etape stod stille ”som et tysk træ i Harzen”. Den lille, skaldede klatrer Marco Pantani havde ører, ”som lignede han en E.T.”, og Melcior Mauri kunne ”grine en vaskebjørn ned fra et træ”. Jaan Kirsipuu var kogt, og ”hvis man smider porrer og gulerødder ned i gryden til ham, har man estisk suppe”. Alex Zülle og Richard Virenque kørte en varm dag i bjergene med åbentstående trøjer, hvilket mindede Jørn Mader om hans gamle bandkammerat.
I dag er det ”at lave en Peter Belli” et begreb blandt danske ryttere. Og så var der tyske Jan Ullrich, der under en enkeltstart fik denne beskrivelse: ”Kraftværket fra Rostock, en stor bastant trampende tysker, en torpedo, der skydes gennem luftrummet, en bombe af kraft, pløjer nærmest asfalten op, benene går som store stempler på den tyske maskine, en rullende bismarcksklump.” Den karakteristik var måske lige i overkanten, men ofte var citaterne morsomme eller rammende i momentet. Og blivende.
Det kræver kun få sekunders søgen på internettet at finde artikler eller hjemmesider fyldt med oneliners eller evergreens fra Jørn Mader og Jørgen Leth. For de to kommentatorer blev stjerner ligesom rytterne, de fortalte om, og det i en sådan grad, at deres navne blev malet med store bogstaver på de franske veje af danskere, der valfartede til Tour de France, mens senere generationer af danske ryttere lige fra amatørniveau til det professionelle felt har haft dem som inspirationskilder eller som soundtrack til cykelsport og store drømme.
Som skribenten i Dagbladenes Bureau videre skrev om kommentatorparrets verbale gennemslagskraft: ”Men uanset meninger, så har denne mærkelige cocktail af den konstaterende hurtigsnakker Jørn Mader og den mere filosofisk anlagte cykelsportsentusiast Jørgen Leth fået en hel nordbonation til at interessere sig for noget så åndssvagt som et par hundrede mænd, som gider bruge tre steghede sommeruger på at cykle rundt i Frankrig med 40 km/t.”
Jørn Mader og Jørgen Leth tager gerne deres del af æren for den tiltagende interesse for cykelsport, men de vil aldrig betegne hverken Tour de France eller andre løb som åndssvage. Tværtimod. For Jørgen Leth var det en mission at bruge sin kommentatorrolle på landsdækkende fjernsyn til at give cykelsporten et sprogligt løft og højere betydningsniveau. Som Jørgen Leth forklarede det i portrætfilmen ”Fra hjertet til hånden” (1994), så var cykelløbene i hans optik en slags metaforer for livet: Jo mere intenst han kiggede på dem og rytterne, des tydeligere blev alle mulige almengyldige karaktertræk i mennesket.
Cykelløbene blev talt op til dramatiske billeder på tilværelsen og dens modsætningsforhold. De kunne fortælles som rullende romaner om storhed og fald, skuffelse og glæde, vilje og overgivelse, samarbejde og solopræstationer. Jørgen Leth ville gerne udlæse de værdier og forstærke dem i stedet for at forfladige dem. Og Jørn Mader stemte i.
I hotelfoyeren handler samtalen mellem Jørn Mader og Jørgen Leth endnu om nutiden. Jørgen Leth kommenterede sit sidste Tour de France på TV 2 tre år tidligere, men han følger stadig cykelsport. Når løbene foregår, har han svært ved at gøre andet end at ligge på en sofa og se med på skærmen. Lige nu er der Giro d’Italia. Egan Bernal ser igen stærk ud. Jørgen Leth kan enormt godt lide den bjergoffensive colombianer. Tadej Pogačar er en anden af hans favoritter. Og Jonas Vingegaard.
I forbindelse med tv-optagelserne i Danmark blev der arrangeret et besøg hos det danske Tour de France-håb. Det var dybt rørende for Jørgen Leth at møde den unge rytter i hans beskedne hus i Glyngøre. Hans kærlighed til rytterne er uudslukkelig, fordi de udsætter sig selv for vilde og til tider voldsomme eller vanvittige vilkår og skubber til grænsen for menneskelig formåen. Han har stadig Kasper Asgreens sejr i Flandern Rundt frisk i erindringen. Jørn Mader mener, at danskeren vandt klassikeren på samme kraftfulde facon som legenden Johan Museeuw. Også han følger med.
Han har de relevante sportskanaler derhjemme. Det samme har Jørgen Leth i sin lejlighed på Mallorca, men her på hotellet er der kun en enkelt. Det er ikke godt nok. Han har boet her mange gange og vil måske nævne miseren i receptionen, men det bliver ikke nu. Det er tid til at komme i gang med det, de egentlig er mødt op for: at tage på en sidste tour sammen.
Ud på den lange vej, der bragte dem sammen, og videre gennem de 15 år, hvor de var med til at forandre oplevelsen af cykelsport. Det var en speciel periode, hvor danske ryttere skabte eufori på den helt store klinge. Men det var også en tid, hvor dopingen i 1998 blev hevet frem for åben skærm og satte alvorlige spørgsmålstegn ved selve cykelsporten. Jørn Mader og Jørgen Leth tog det hele med på godt og ondt. Også hinanden.
Jørn Mader rejser sig fra sofaen og hanker op i sin tunge lædertaske fyldt med bøger og udklip, der kan bidrage til fortællingen. Jørgen Leth følger trop gennem foyeren med en af sine notesbøger i den ene hånd. Det er, som det var, dengang de satte sig på deres kommentatorpladser. I et hvidt mødelokale sætter de sig til rette over for hinanden, og samtalen kan starte fra begyndelsen.
Leth: Det er altså godt at se dig, Jørn.
Mader: I lige måde.
Leth: Jeg har glædet mig til det. Det har jeg virkelig.
Mader: Det har jeg også.
Leth: Vi tager det rimeligt eksperimentelt, ikke? Vi taler om nogle kronologiske ting fra vores tid sammen, men også om nogle ting, der bare falder os ind. Det var jo sådan, vi plejede at arbejde.
Mader: Fuldstændig.
Leth: Så er den rytme fundet.
Mader: Vi prøver ikke at spille efter noget. Det er en jamsession.
Leth: En tone er ramt.
Jørgen Leth og Jørn Mader: Sidste tour
Sidste tour er en personlige samtalebog, hvor Jørn Mader og Jørgen Leth deler interessante historier fra deres tid sammen som landets mest legendariske kommentatorpar.
De mindes deres tid sammen i og udenfor kommentatorboksen, fra 1989 til 2003, hvor de talte Tour de France ind i danske hjerter og var med til at give cykelsporten et folkeligt gennembrud med deres særlige stil.
Historierne berør alt fra de franske landeveje til højderne i Colombia, og alle de store danske cykelryttere som Bjarne Riis, Rolf Sørensen og Jesper Skibby.
Du kan købe Sidste tour online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: