I mere end 100 år har fem af cykelsportens klassiske løb haft en særlig betydning for ryttere og publikum: Milano – Sanremo, Flandern Rundt, Paris – Roubaix, Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt. Tonny Vorm folder i bogen Monumenter de fascinerende fortællinger om løbene ud.
Hvad gør de fem én-dagsløb til så betydningsfulde klassikere i cykelsporten? Vi har talt med forfatteren om de mest utrolige bedrifter, ikoniske ryttere, vilde anekdoter og afgørende øjeblikke.
”Det er løbenes alder – og af samme grund de løb, hvor nogle af cykelhistoriens største slag er blevet udkæmpet. Det er også her, de største ryttere stiller til start,” fortæller Tonny Vorm og peger på, at løbene heller ikke kan flyttes rundt:
”Man kan godt afholde et VM i fodbold i Qatar, men man kan ikke flytte Paris – Roubaix til Kina,” smiler forfatteren.
”Nej, det bliver selvfølgelig kørt mellem en forstad til Paris og Roubaix og det samme med Milano – Sanremo og de andre monumenter. Igennem alle årene der er gået, er de her løb blevet en del af en bestemt egns kultur. Samfundet spejler sig i løbene, og løbene spejler sig i det samfund, de køres i.
”Senest meget markant ved Paris – Roubaix i 2021. Sonny Colbrelli vinder, og det var en af de her legendariske dage, hvor der var mudder, støv og regn. Paris – Roubaix skal helst være spektakulær og møgbeskidt, og der var det hele. Da de kørte i mål, var det kulsorte skikkelser, som sad på cyklerne og feltet lignede til forveksling de minearbejdere, som i århundreder har arbejdet under de selvsamme pavéer, som cykelrytterne nu kører på. På den måde fletter historien om sporten sig ind i historien om egnen omkring Roubaix,” siger Tonny Vorm.
Cykelrytternes røverhistorier
Når man læser bogen, finder man hurtigt ud af, at løbene ikke bare er ruter gennem landskaber og væddeløb fra A til B, men at der er en langt større mytologisk kulturhistorie, som omgærer løbene.
Ifølge forfatteren bidrager rytterne også selv til skabelsen af nye anekdoter og kapitler i cykelhistorien ved at fortælle dem videre til hinanden:
”Cykelsporten er meget taknemmelig i den forstand, at cykelryttere fortæller mange røverhistorier. Det skyldes nok, at de træner 6–8 timer om dagen, og det er ikke hele tiden, de har pulsen helt oppe. De kører sammen og snakker, og så bliver historierne bedre og bedre. Der er i cykelsporten en tradition for at fortælle historier med stærke pointer,” siger forfatteren, der gennem de seneste 15 år har skrevet om cykelsport, som journalist og forfatter og derved fået mange af de gode historier tæt ind på livet.
Til arbejdet med Monumenterer det især danske og udenlandske cykelstjerner som Matti Breschel, Jesper Skibby, Brian Holm, Rolf Sørensen, Jesper Worre, Kim Andersen, Fabian Cancellara og Mark Cavendish, som har stillet op til interviews og samtaler med forfatteren.
Et af de store navne, som går igen i rytternes fortællinger, er Fausto Coppi.
”Når man bliver ved med at høre historier om Fausto Coppi, så giver jeg mig selvfølgelig til at researche. Jeg fandt ud af, at grunden til at han var så kæmpestor i Italien måske hænger sammen med en bestemt begivenhed under Milano – Sanremo i 1946,” fortæller Tonny Vorm.
Krigen havde på det tidspunkt nærmest smadret Italien. Folk levede på gaderne i sønderskudte byer, inflationen var som en løbsk hest, manglen på fødevarer var forfærdelig, og det sorte marked gik amok. I februar 1945 kom Fausto Coppi til Napoli efter at have siddet to år i britisk krigsfangelejr i Nordafrika. Coppi cyklede fra syd til nord i det krigshærgede land, og det helt store mål var Milano – Saremo i marts 1946.
”Turchino-passet kom til at spille en afgørende rolle. På vej op ad bjerget satte Coppi sin sidste forfølger, franskmanden Lucien Teisseire, og som den første kørte den italienske rytter ud i solen for enden af den mørke tunnel, der forbinder Piemonte med Ligurien. Tunnellens elektriske lys var endnu ikke blevet geninstalleret, og det blev derfor tillagt stor symbolsk værdi, da italieneren i ensom majestæt kørte ud i lyset til et gigantisk jubelbrøl fra tilskuerne. I virkeligheden er tunnelen kun 50 meter lang, men franske L’Èquipe skrev ligefrem, at tunnellen den dag var hele 6 år lang med reference til Europas mørke krigsår,” beretter Tonny Vorm.
”Coppi vandt løbet med hele 14 minutter ned til Teisseire på andenpladsen, og han var oven i købet iført sin zelestegrønne cykeltrøje fra Bianchi, Italiens ældste cykeltøjsmærke, da han trillede over målstregen i høj sol, omkranset af jublende menneskemasser. Alt spillede ligesom sammen og nåede et større mytologisk niveau. Det vidste jeg ikke, da jeg første gang hørte om Coppi, men det har jeg så siden undersøgt,” siger han.
Mark Cavendish krydser målstregen som vinder af Milano – Sanremo 2009. Credit: Ritzau Scanpix
Merckx, de Vlaeminck og Van Looy
Der er kun tre ryttere, som har kørt og vundet alle fem monumenter, nemlig Merckx og Roger de Vlaeminck og Rik Van Looy. Ifølge Tonny Vorm kommer det aldrig til at ske igen, at en rytter kan tage sejren i samtlige fem løb.
”I dag tror jeg simpelthen ikke, at én rytter kan vinde dem alle, fordi ryttere i dag er så specialiserede. Enten er man bjergrytter, der for eksempel kan vinde Liège–Bastogne–Liège, som er meget bakket eller Lombardiet rundt, som også har mange stigninger, men bjergrytteren vil ikke kunne vinde et tonserløb, som Flandern Rundt, hvor motoren skal i højeste gear hele vejen, og man skal være bomstærk,” vurderer han.
Da Eddy Merckx og Roger De Vlaeminck var i stand til at vinde alle fem monumenter var det på en tid, hvor holdene havde en kaptajn, som alle holdkammeraterne kørte for.
”Det gør man ikke mere. I dag stiller man med forskellige typer ryttere til forskellige løb, og så kører holdet for ham. Danske Mads Petersen er en type rytter, som godt ville kunne vinde Flandern Rundt eller Paris – Roubaix, men han ville aldrig komme over bakkerne i Lombardiet Rundt. Ikke en gang hvis hele holdet hjalp ham, fordi så er der et af de andre hold, som har en lille let spanier eller columbiansk klatrer, der kommer meget hurtigere over stigningerne. Jonas Vingegaard ville kunne vinde Lombardiet Rundt, men aldrig Paris – Roubaix,” vurderer Tonny Vorm.
Monumenterne
Tonny Vorm forelskede sig tidligt i de fem klassiske cykelløb.
”Bandet Kraftwerk lavede jo faktisk en sang der hed Paris – Roubaix, så allerede inden jeg så løbet, synes jeg, at navnet havde en særlig og tiltrækkende klang,” fortæller han.
“Men mit forhold til cykelsport begyndte for alvor, da Kim Andersen kørte i gult i 1983, og alle aviserne skrev, at den kan han bære, indtil vi kommer til bjergene. Jeg tænkte dengang, hvorfor kan han ikke bare blive ved med at køre i gult? Bjergene er der jo for alle rytterne, og de skal alle sammen over dem, så på den måde er de jo helt lige. Men nej, Kim Andersen var som bekendt en anden type rytter, og han vidste godt, at når de nåede til bjergene, kunne han ikke følge med klatrerne,” siger forfatteren.
Kims gule trøje var det, der op gennem 80’erne fik Tonny Vorm til at følge med i cykelsport. Tour de France blev det bagtæppe, sommeren udspillede sig på med Jørgens Leth og Jørn Mader som kompetente rejseførere.
”Jeg kan heller ikke udelukke, at det ikke var et løb, men nærmere mødet med Jørgen Leths berømte film En forårsdag i helvede om Paris – Robaix, som gjorde, at jeg for alvor fik øjnene op for cykelsporten,” fortæller han.
Tonny Vorm blev også meget betaget af Rolf Sørensens bedrifter. Da han vandt Liege-Bastogne-Liege i 1993 og Flandern Rundt i 1997, syntes han, det var kæmpestort. Og efterhånden som Vorm fik større og større viden om cykelsport, begynder de fem klassiske enkeltdagsløb også at vokse i betydning for til sidst at opnå en særstatus hos ham.
”Dramaet er langt mere tilspidset og intenst end et tre ugers etapeløb, der jo har dage, hvor der ikke sker ret meget. Men i Flandern Rundt er der 20 af verdens bedste cykelryttere, der stiller op i absolut topform, og alle har en chance for at vinde,” vurderer Tonny Vorm.
I Flandern er rytterne guder
Tonny Vorm rejser altid selv ned og ser Milano – Sanremo, og det har han gjort de seneste 12 år.
”Det pudsige er, at jeg jo godt kan lide at se cykelløb i fjernsynet, for der får man hele fortællingen. Når man stiller sig ved en vejside, er det fragmenteret, kaotisk og ret voldsomt, når de styrter. På fjernsynet får man den fulde og flotte fortælling, som man også kender fra Tour de France,” siger forfatteren.
Når turen går til Milano – Sanremo er det også kun starten i Milano, han ser, inden han finder en stemningsfuld bar, hvor han ser resten af løbet.
Hvis Tonny Vorm skal anbefale nogen at rejse til et løb for at nyde hele stemningen omkring det, så er det Flandern Rundt.
”Det er her, du finder den mest passionerede cykelkultur i hele verden. Det slår simpelthen alt andet. I Flandern er cykelløb større end noget andet. Her er rytterne guder, og duften af pomfritter og øl og lyden af feltet, der kommer drønende op ad de her brostensbelagte små bakker er magisk. Det giver mig gåsehud bare at tale om det,” siger han.
“Flandern Rundt er favoritløbet over dem alle, men Paris – Roubaix er også kæmpestort. Bernard Hinault har kaldt Paris – Roubaix for et cykelcrossløb og i øvrigt også et lorteløb, for han mener ikke, at det har noget med almindeligt væddeløb at gøre, og det kan han jo have en pointe i. Det er et løb, hvor held og uheld spiler en ret stor rolle, og man ser indimellem også nogle lidt ukendte ryttere vinde, fordi kaptajnen er styrtet. Det synes jeg har sin helt egen charme,” siger Tonny Vorm.
Roger de Vlaeminck under Paris – Roubaix 1974
Vanvittige nedkørsler
Når man læser Vorms bog, er der mange historier om både vovehalse, teknikere, taktikere, vanvittige nedkørsler og dramatiske styrt. Er det også en del af løbenes DNA, at styrtet ligger så lige for?
”Der er jo dedikerede fans, som synes, at det skal være halsbrækkende. Et grundlæggende element ved cykelsport er, at det er smertefuldt. Det skal gøre ondt. Det ved alle, der har cyklet over Sjællandsbroen i modvind, men dertil kommer, at løbsarrangørerne med vilje har lagt dramatiske stræk ind, og der skal rytterne selvfølgelig passe på” siger Tonny Vorm.
Han slår fast, at “nedkørslerne viser, hvor gode og teknisk dygtige rytterne er” og peger på Matej Mohoričs nedkørsler som et mønstereksempel på halsbrækkende cykelkunst.
”Da han vandt Milano – Sanremo i 2022, blev hans mod, sublime timing og overlegne teknik på nedkørslen fra Poggio afgørende. Han kører hurtigere end motorcyklerne i svingene, han røg to gange ud i grøften og fik hevet sin cykel op igen. Kæden røg af, og den fik han på igen, mens han cyklede, og det var altså nedad med 100 kilometer i timen mod finalestregen. Han vidste, at hvis han blev hentet der, så vandt han nok ikke, for han er ikke nogen stor sprinter. Han satte alt på ét bræt, og han klarede det,” fortæller Tonny Vorm.
Fuglsang på glatis med 100 km/t
En anden stor mester til vanvittige, men yderst kontrollerede nedkørsler er Jakob Fuglsang, som i 2020 vandt Lombardiet Rundt ved at sætte sine konkurrenter på vej ned ad Civiglo med et tempo, ingen kunne matche. Der er et klip fra den nedkørsel, som har gået sin sejrsgang på YouTube, og som bliver vist hvert år, når TV 2 transmitterer løbet.
”På et tidspunkt passerer Fuglsang et spejlglat stykke, hvor de fleste andre dødelige ville være gået på røven eller være endt i grøften, men det lykkedes Fuglsang at få rettet cyklen op. Jeg får gåsehud hver gang, jeg ser det klip,” siger Tonny Vorm og fortsætter:
”Det er jo vanvittigt så dygtig en tekniker han er, og som de fleste af rytterne i øvrigt er. Det er, når de kommer under allermest pres, at de viser deres styrke, men det er en balancegang, og der har været nogen dramatiske og forfærdelige styrt,” siger forfatteren og nævner Michael Valgren, Tom Boonen, klassikerspecialisten Philippe Gilbert og Remco Evenepoel, som kørte ud over en bro og hang og dinglede og måtte udgå for resten af sæsonen.
”Det er en del af cykelsporten, at de kører i naturlige og storslåede kulisser, og det gør jo, at der er fare på færde i de her nedkørsler. Det er også en del af eventyret ved løbene. Jeg elsker nedkørslen fra Poggio i Milano – Sanremo, og jeg sidder med hjertet oppe i halsen hver gang.”
Hvis du kunne sætte dig ind i tidsmaskinen er der så en begivenhed eller et af løbene du særligt godt kunne tænke dig at have oplevet live?
”Jeg kunne godt tænke mig at have været med, da Merckx og De Vlaeminck var rivaler i 1970’erne, eller Bernard Hinaults sejr i Liège-Bastogne-Liège i 81, som er helt legendarisk,” siger Tonny, der også gerne ville have oplevet Merckx’s Flandern Rundt-sejr i 1969.
Men han peger også på, at der bliver skrevet store kapitler i cykelhistorien netop nu:
”Vi er jo heldige, at vi igen lever i en tid, som skriver sig ind i cykelsportshistorien med eksempelvis Tadej Pogačar og Remco Evenepoels bedrifter. Og så har vi jo de virkeligt stærke danskere som Jonas Vingegaard og Kasper Asgren. Det ærger mig virkelig, at der ikke var tilskuere, da Asgren vandt Flandern Rundt, fordi det var midt under coronapandemien. Jeg ville gerne have været en del af mange tilskuere, som havde hyldet ham efter den bedrift.”
Monumenter af Tonny Vorm
❤️❤️❤️❤️❤️ – “Tonny Vorm har skabt en født klassiker om klassikerne“ – Politiken
I cykelsporten har fem løb en helt særlig betydning: Milano-San Remo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège–Bastogne–Liège og Lombardiet Rundt.
‘Monumenterne’ bliver de kaldt. For det er de mest prestigefyldte og dramatiske endagesløb. Ryttere drømmer om at vinde dem, ryttere håber at slippe helskindet igennem dem. Kom med på et medrivende ridt gennem løbenes lange historie og mytologiske landskaber, over bestialske brosten og døde blade, op ad skrappe stigninger, gennem skarpe sving, hen mod målstregen og om bag kulisserne.
Bogen er skrevet af Tonny Vorm, en af landets førende cykelskribenter. Den rummer også interview med både tidligere og nuværende cykelstjerner fra Danmark og udlandet. Og så er bogen rigt illustreret med flotte fotos og rutekort.
“Fornem krønike over de fem store cykelklassikere” – Joakim Jakobsen, Weekendavisen
**** “Det er smukt og faktisk lige til at tude over” – Jyllands-Posten
**** “300 spændende sider, der vil gøre enhver cykelelsker klogere” – Berlingske
Skal vi læse artiklen højt for dig?
I mere end 100 år har fem af cykelsportens klassiske løb haft en særlig betydning for ryttere og publikum: Milano – Sanremo, Flandern Rundt, Paris – Roubaix, Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt. Tonny Vorm folder i bogen Monumenter de fascinerende fortællinger om løbene ud.
Hvad gør de fem én-dagsløb til så betydningsfulde klassikere i cykelsporten? Vi har talt med forfatteren om de mest utrolige bedrifter, ikoniske ryttere, vilde anekdoter og afgørende øjeblikke.
”Det er løbenes alder – og af samme grund de løb, hvor nogle af cykelhistoriens største slag er blevet udkæmpet. Det er også her, de største ryttere stiller til start,” fortæller Tonny Vorm og peger på, at løbene heller ikke kan flyttes rundt:
”Man kan godt afholde et VM i fodbold i Qatar, men man kan ikke flytte Paris – Roubaix til Kina,” smiler forfatteren.
”Nej, det bliver selvfølgelig kørt mellem en forstad til Paris og Roubaix og det samme med Milano – Sanremo og de andre monumenter. Igennem alle årene der er gået, er de her løb blevet en del af en bestemt egns kultur. Samfundet spejler sig i løbene, og løbene spejler sig i det samfund, de køres i.
”Senest meget markant ved Paris – Roubaix i 2021. Sonny Colbrelli vinder, og det var en af de her legendariske dage, hvor der var mudder, støv og regn. Paris – Roubaix skal helst være spektakulær og møgbeskidt, og der var det hele. Da de kørte i mål, var det kulsorte skikkelser, som sad på cyklerne og feltet lignede til forveksling de minearbejdere, som i århundreder har arbejdet under de selvsamme pavéer, som cykelrytterne nu kører på. På den måde fletter historien om sporten sig ind i historien om egnen omkring Roubaix,” siger Tonny Vorm.
Cykelrytternes røverhistorier
Når man læser bogen, finder man hurtigt ud af, at løbene ikke bare er ruter gennem landskaber og væddeløb fra A til B, men at der er en langt større mytologisk kulturhistorie, som omgærer løbene.
Ifølge forfatteren bidrager rytterne også selv til skabelsen af nye anekdoter og kapitler i cykelhistorien ved at fortælle dem videre til hinanden:
”Cykelsporten er meget taknemmelig i den forstand, at cykelryttere fortæller mange røverhistorier. Det skyldes nok, at de træner 6–8 timer om dagen, og det er ikke hele tiden, de har pulsen helt oppe. De kører sammen og snakker, og så bliver historierne bedre og bedre. Der er i cykelsporten en tradition for at fortælle historier med stærke pointer,” siger forfatteren, der gennem de seneste 15 år har skrevet om cykelsport, som journalist og forfatter og derved fået mange af de gode historier tæt ind på livet.
Til arbejdet med Monumenter er det især danske og udenlandske cykelstjerner som Matti Breschel, Jesper Skibby, Brian Holm, Rolf Sørensen, Jesper Worre, Kim Andersen, Fabian Cancellara og Mark Cavendish, som har stillet op til interviews og samtaler med forfatteren.
LÆS OGSÅ: Monumenter: Tonny Vorm udfolder 5 centrale dele af cykelsportens utrolige historie i ny bog. Læs et uddrag her:
Coppi 1946
Et af de store navne, som går igen i rytternes fortællinger, er Fausto Coppi.
”Når man bliver ved med at høre historier om Fausto Coppi, så giver jeg mig selvfølgelig til at researche. Jeg fandt ud af, at grunden til at han var så kæmpestor i Italien måske hænger sammen med en bestemt begivenhed under Milano – Sanremo i 1946,” fortæller Tonny Vorm.
Krigen havde på det tidspunkt nærmest smadret Italien. Folk levede på gaderne i sønderskudte byer, inflationen var som en løbsk hest, manglen på fødevarer var forfærdelig, og det sorte marked gik amok. I februar 1945 kom Fausto Coppi til Napoli efter at have siddet to år i britisk krigsfangelejr i Nordafrika. Coppi cyklede fra syd til nord i det krigshærgede land, og det helt store mål var Milano – Saremo i marts 1946.
”Turchino-passet kom til at spille en afgørende rolle. På vej op ad bjerget satte Coppi sin sidste forfølger, franskmanden Lucien Teisseire, og som den første kørte den italienske rytter ud i solen for enden af den mørke tunnel, der forbinder Piemonte med Ligurien. Tunnellens elektriske lys var endnu ikke blevet geninstalleret, og det blev derfor tillagt stor symbolsk værdi, da italieneren i ensom majestæt kørte ud i lyset til et gigantisk jubelbrøl fra tilskuerne. I virkeligheden er tunnelen kun 50 meter lang, men franske L’Èquipe skrev ligefrem, at tunnellen den dag var hele 6 år lang med reference til Europas mørke krigsår,” beretter Tonny Vorm.
”Coppi vandt løbet med hele 14 minutter ned til Teisseire på andenpladsen, og han var oven i købet iført sin zelestegrønne cykeltrøje fra Bianchi, Italiens ældste cykeltøjsmærke, da han trillede over målstregen i høj sol, omkranset af jublende menneskemasser. Alt spillede ligesom sammen og nåede et større mytologisk niveau. Det vidste jeg ikke, da jeg første gang hørte om Coppi, men det har jeg så siden undersøgt,” siger han.
Merckx, de Vlaeminck og Van Looy
Der er kun tre ryttere, som har kørt og vundet alle fem monumenter, nemlig Merckx og Roger de Vlaeminck og Rik Van Looy. Ifølge Tonny Vorm kommer det aldrig til at ske igen, at en rytter kan tage sejren i samtlige fem løb.
”I dag tror jeg simpelthen ikke, at én rytter kan vinde dem alle, fordi ryttere i dag er så specialiserede. Enten er man bjergrytter, der for eksempel kan vinde Liège–Bastogne–Liège, som er meget bakket eller Lombardiet rundt, som også har mange stigninger, men bjergrytteren vil ikke kunne vinde et tonserløb, som Flandern Rundt, hvor motoren skal i højeste gear hele vejen, og man skal være bomstærk,” vurderer han.
Da Eddy Merckx og Roger De Vlaeminck var i stand til at vinde alle fem monumenter var det på en tid, hvor holdene havde en kaptajn, som alle holdkammeraterne kørte for.
”Det gør man ikke mere. I dag stiller man med forskellige typer ryttere til forskellige løb, og så kører holdet for ham. Danske Mads Petersen er en type rytter, som godt ville kunne vinde Flandern Rundt eller Paris – Roubaix, men han ville aldrig komme over bakkerne i Lombardiet Rundt. Ikke en gang hvis hele holdet hjalp ham, fordi så er der et af de andre hold, som har en lille let spanier eller columbiansk klatrer, der kommer meget hurtigere over stigningerne. Jonas Vingegaard ville kunne vinde Lombardiet Rundt, men aldrig Paris – Roubaix,” vurderer Tonny Vorm.
Monumenterne
Tonny Vorm forelskede sig tidligt i de fem klassiske cykelløb.
”Bandet Kraftwerk lavede jo faktisk en sang der hed Paris – Roubaix, så allerede inden jeg så løbet, synes jeg, at navnet havde en særlig og tiltrækkende klang,” fortæller han.
“Men mit forhold til cykelsport begyndte for alvor, da Kim Andersen kørte i gult i 1983, og alle aviserne skrev, at den kan han bære, indtil vi kommer til bjergene. Jeg tænkte dengang, hvorfor kan han ikke bare blive ved med at køre i gult? Bjergene er der jo for alle rytterne, og de skal alle sammen over dem, så på den måde er de jo helt lige. Men nej, Kim Andersen var som bekendt en anden type rytter, og han vidste godt, at når de nåede til bjergene, kunne han ikke følge med klatrerne,” siger forfatteren.
Kims gule trøje var det, der op gennem 80’erne fik Tonny Vorm til at følge med i cykelsport. Tour de France blev det bagtæppe, sommeren udspillede sig på med Jørgens Leth og Jørn Mader som kompetente rejseførere.
”Jeg kan heller ikke udelukke, at det ikke var et løb, men nærmere mødet med Jørgen Leths berømte film En forårsdag i helvede om Paris – Robaix, som gjorde, at jeg for alvor fik øjnene op for cykelsporten,” fortæller han.
Tonny Vorm blev også meget betaget af Rolf Sørensens bedrifter. Da han vandt Liege-Bastogne-Liege i 1993 og Flandern Rundt i 1997, syntes han, det var kæmpestort. Og efterhånden som Vorm fik større og større viden om cykelsport, begynder de fem klassiske enkeltdagsløb også at vokse i betydning for til sidst at opnå en særstatus hos ham.
”Dramaet er langt mere tilspidset og intenst end et tre ugers etapeløb, der jo har dage, hvor der ikke sker ret meget. Men i Flandern Rundt er der 20 af verdens bedste cykelryttere, der stiller op i absolut topform, og alle har en chance for at vinde,” vurderer Tonny Vorm.
I Flandern er rytterne guder
Tonny Vorm rejser altid selv ned og ser Milano – Sanremo, og det har han gjort de seneste 12 år.
”Det pudsige er, at jeg jo godt kan lide at se cykelløb i fjernsynet, for der får man hele fortællingen. Når man stiller sig ved en vejside, er det fragmenteret, kaotisk og ret voldsomt, når de styrter. På fjernsynet får man den fulde og flotte fortælling, som man også kender fra Tour de France,” siger forfatteren.
Når turen går til Milano – Sanremo er det også kun starten i Milano, han ser, inden han finder en stemningsfuld bar, hvor han ser resten af løbet.
Hvis Tonny Vorm skal anbefale nogen at rejse til et løb for at nyde hele stemningen omkring det, så er det Flandern Rundt.
”Det er her, du finder den mest passionerede cykelkultur i hele verden. Det slår simpelthen alt andet. I Flandern er cykelløb større end noget andet. Her er rytterne guder, og duften af pomfritter og øl og lyden af feltet, der kommer drønende op ad de her brostensbelagte små bakker er magisk. Det giver mig gåsehud bare at tale om det,” siger han.
“Flandern Rundt er favoritløbet over dem alle, men Paris – Roubaix er også kæmpestort. Bernard Hinault har kaldt Paris – Roubaix for et cykelcrossløb og i øvrigt også et lorteløb, for han mener ikke, at det har noget med almindeligt væddeløb at gøre, og det kan han jo have en pointe i. Det er et løb, hvor held og uheld spiler en ret stor rolle, og man ser indimellem også nogle lidt ukendte ryttere vinde, fordi kaptajnen er styrtet. Det synes jeg har sin helt egen charme,” siger Tonny Vorm.
Vanvittige nedkørsler
Når man læser Vorms bog, er der mange historier om både vovehalse, teknikere, taktikere, vanvittige nedkørsler og dramatiske styrt. Er det også en del af løbenes DNA, at styrtet ligger så lige for?
”Der er jo dedikerede fans, som synes, at det skal være halsbrækkende. Et grundlæggende element ved cykelsport er, at det er smertefuldt. Det skal gøre ondt. Det ved alle, der har cyklet over Sjællandsbroen i modvind, men dertil kommer, at løbsarrangørerne med vilje har lagt dramatiske stræk ind, og der skal rytterne selvfølgelig passe på” siger Tonny Vorm.
Han slår fast, at “nedkørslerne viser, hvor gode og teknisk dygtige rytterne er” og peger på Matej Mohoričs nedkørsler som et mønstereksempel på halsbrækkende cykelkunst.
”Da han vandt Milano – Sanremo i 2022, blev hans mod, sublime timing og overlegne teknik på nedkørslen fra Poggio afgørende. Han kører hurtigere end motorcyklerne i svingene, han røg to gange ud i grøften og fik hevet sin cykel op igen. Kæden røg af, og den fik han på igen, mens han cyklede, og det var altså nedad med 100 kilometer i timen mod finalestregen. Han vidste, at hvis han blev hentet der, så vandt han nok ikke, for han er ikke nogen stor sprinter. Han satte alt på ét bræt, og han klarede det,” fortæller Tonny Vorm.
Fuglsang på glatis med 100 km/t
En anden stor mester til vanvittige, men yderst kontrollerede nedkørsler er Jakob Fuglsang, som i 2020 vandt Lombardiet Rundt ved at sætte sine konkurrenter på vej ned ad Civiglo med et tempo, ingen kunne matche. Der er et klip fra den nedkørsel, som har gået sin sejrsgang på YouTube, og som bliver vist hvert år, når TV 2 transmitterer løbet.
”På et tidspunkt passerer Fuglsang et spejlglat stykke, hvor de fleste andre dødelige ville være gået på røven eller være endt i grøften, men det lykkedes Fuglsang at få rettet cyklen op. Jeg får gåsehud hver gang, jeg ser det klip,” siger Tonny Vorm og fortsætter:
”Det er jo vanvittigt så dygtig en tekniker han er, og som de fleste af rytterne i øvrigt er. Det er, når de kommer under allermest pres, at de viser deres styrke, men det er en balancegang, og der har været nogen dramatiske og forfærdelige styrt,” siger forfatteren og nævner Michael Valgren, Tom Boonen, klassikerspecialisten Philippe Gilbert og Remco Evenepoel, som kørte ud over en bro og hang og dinglede og måtte udgå for resten af sæsonen.
”Det er en del af cykelsporten, at de kører i naturlige og storslåede kulisser, og det gør jo, at der er fare på færde i de her nedkørsler. Det er også en del af eventyret ved løbene. Jeg elsker nedkørslen fra Poggio i Milano – Sanremo, og jeg sidder med hjertet oppe i halsen hver gang.”
Hvis du kunne sætte dig ind i tidsmaskinen er der så en begivenhed eller et af løbene du særligt godt kunne tænke dig at have oplevet live?
”Jeg kunne godt tænke mig at have været med, da Merckx og De Vlaeminck var rivaler i 1970’erne, eller Bernard Hinaults sejr i Liège-Bastogne-Liège i 81, som er helt legendarisk,” siger Tonny, der også gerne ville have oplevet Merckx’s Flandern Rundt-sejr i 1969.
Men han peger også på, at der bliver skrevet store kapitler i cykelhistorien netop nu:
”Vi er jo heldige, at vi igen lever i en tid, som skriver sig ind i cykelsportshistorien med eksempelvis Tadej Pogačar og Remco Evenepoels bedrifter. Og så har vi jo de virkeligt stærke danskere som Jonas Vingegaard og Kasper Asgren. Det ærger mig virkelig, at der ikke var tilskuere, da Asgren vandt Flandern Rundt, fordi det var midt under coronapandemien. Jeg ville gerne have været en del af mange tilskuere, som havde hyldet ham efter den bedrift.”
Monumenter af Tonny Vorm
❤️❤️❤️❤️❤️ – “Tonny Vorm har skabt en født klassiker om klassikerne“ – Politiken
I cykelsporten har fem løb en helt særlig betydning: Milano-San Remo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège–Bastogne–Liège og Lombardiet Rundt.
‘Monumenterne’ bliver de kaldt. For det er de mest prestigefyldte og dramatiske endagesløb. Ryttere drømmer om at vinde dem, ryttere håber at slippe helskindet igennem dem. Kom med på et medrivende ridt gennem løbenes lange historie og mytologiske landskaber, over bestialske brosten og døde blade, op ad skrappe stigninger, gennem skarpe sving, hen mod målstregen og om bag kulisserne.
Bogen er skrevet af Tonny Vorm, en af landets førende cykelskribenter. Den rummer også interview med både tidligere og nuværende cykelstjerner fra Danmark og udlandet. Og så er bogen rigt illustreret med flotte fotos og rutekort.
“Fornem krønike over de fem store cykelklassikere” – Joakim Jakobsen, Weekendavisen
**** “Det er smukt og faktisk lige til at tude over” – Jyllands-Posten
**** “300 spændende sider, der vil gøre enhver cykelelsker klogere” – Berlingske
Du kan købe Monumenterne online fx hos Gucca eller i den nærmeste boghandel.
Andre læste også: