Lindhardt og Ringhof mindes netop afdøde Uffe Ellemann-Jensen med det kapitel, han skrev til en bog om forlagets 50 års jubilæum i 2021.
Første gang jeg besøgte Lindhardt og Ringhof, var for næsten halvtreds år siden. Min norske svoger havde skrevet en bog, som var blevet en bestseller i Norge, og min kone Alice og jeg blev inviteret på besøg hos de to nybagte forlagsdirektører sammen med Alices søster Rise og hendes mand Dagfinn Grønoset.
Vi mødtes i det meget lille kontor i Latinerkvarteret, som var bemandet af de to nybagte direktører og deres hustruer. Mødet førte til, at Rise oversatte Anna i ødemarka til dansk, og i 1973 udkom den hos L&R med efterskrift af Sigfried Lenz. Bogen solgte godt i Danmark, selvom den er meget ’norsk’. I Norge solgte den over 160.000 eksemplarer og blev oversat til 15 sprog.
Reddede familiens økonomi
På det tidspunkt var jeg selv begyndt at skrive bøger, som jeg udgav hos Jokum Smith på Forlaget Forum – og han var lidt småsur på mig over, at jeg ikke havde sørget for at kapre den norske bestsellerforfatter til ham.
Der fulgte en lang pause i mit bogskriveri, men så kom Hans Morten Rubin, der var idémand for Aschehoug, med en god idé til en slags erindringsbog om mine år i politik. Det blev til Din egen dag er kort med en titel inspireret af Jeppe Aakjærs ”Historiens Sang” fra Rugens Sange – og den blev naturligvis udgivet på Aschehoug. Bogen blev solgt i over 70.000 eksemplarer, og det reddede familiens privatøkonomi. Den sælger stadig drypvis som e-bog – nu (naturligvis) hos Lindhardt og Ringhof.
Bidt af en gal lystfisker
Næste forlag var Gyldendal, hvor den unge Lars Boesgaard var fagbogsdirektør. Lars havde gået i klasse med min ældste søn, og så var han bidt af en gal lystfisker. Det førte blandt andet til en bog hos ham om mit liv som lystfisker – Ude med snøren – fisk og mennesker, jeg har mødt.
På Gyldendal var der tradition for, at man kælede for forfatterne ved at invitere til middage på et af hovedstadens kulinariske templer, især Kong Hans – men Lars fik en meget bedre idé, når det gjaldt særlige forfattere, som var bidt af lystfiskerbacillen: Han inviterede på fisketure, både rundt i Danmark og andetsteds. Det vildeste, han bød på, var en laksetur til Deveron i det østlige Skotland. For en sikkerheds skyld var Gyldendals økonomidirektør med, ellers var den tur nok ikke sluppet gennem nåleøjet. Så vi drog fem glade fiskere af sted – Lars, Kjeld Hillingsø, økonomidirektøren, redaktøren, og it-chefen Cliff Hansen (som skulle være chauffør, fordi han var vant til venstrekørsel) og mig.
Ingen af os fangede noget, selvom jeg havde gode og givtige minder fra tidligere fisketure til Deveron, men vi havde en hyggelig tur i det pragtfulde skotske landskab. Det vil sige: Vores ghillie fangede en laks en aften, efter at vi var gået i gang med middagen, for han mente at have set en fisk under den gamle bro i Deveron – og han skal være glad for, at vi ikke smed ham i floden, da han næste morgen begyndte at prale med sin fangst.
Fortsatte fisketurene
Så gik Lars til Lindhardt og Ringhof, som trængte til en kærlig og fast hånd. Og naturligvis fulgte jeg med, især da han fortsatte den gode tradition med fisketure. Det blev senest til en fortsættelse af erindringsbogen om mine år i politik, nu om mine år efter politik – igen med en titel hentet hos Jeppe Aakjær: Som blad i høst – og så blev det til flere herlige fisketure, især på Øresund.
Vi fandt hurtigt frem til den ideelle model: Lars lejede en fiskebåd, og vi drog af sted efter torsk, sild, makrel, hornfisk, og hvad der nu var at gå efter.
Lars levede til fulde op til forlagsstifteren Otto B. Lindhardts ord – ”Vi er der for forfatternes skyld” – og inviterede forfattere, der enten var øvede lystfiskere eller havde lyst til at forsøge sig på vandet. Det var hver gang herlige gensyn med de gode navne fra forlagets ’stald’ af spændende forfattere: Leif Davidsen, Michael Katz Krefeld og Anne-Cathrine Riebnitzsky – og naturligvis Kjeld og Cliff, der var fulgt med over på L&R for at sætte skub i e-bøgerne.
Ved siden af fiskeriet blev det til givende samtaler i havnen på Hven, hvor vi spiste medbragte laksemadder fra Lars’ køkken med en dram eller to. Som trænet havfisker i heldragt ved man, hvor dumt det er at drikke for meget øl på sådan en fisketur, især når det er koldt.
Det er imponerende, at Lars holdt fast i traditionen, selvom han havde hænderne fulde på forlaget. Og imponerende, hvordan han fik skuden rettet op. Nye initiativer, fremsynet politik med hensyn til e-bøger – og sandelig, om det ikke i dag kan ses på bundlinjen.
Torskene kan bare komme an
Med årene er de to ældste deltagere i fisketurene blevet lidt affældige. Jeg er i hvert fald. Og min mangeårige fiskekammerat Kjeld er heller ikke så omkringfarende som tidligere.
Men vi har fundet ud af at indrette os: Kjeld har en fast plads bag ved styrehuset, hvor han klemmer sig inde mellem styrehus og skorsten, så får han både støtte og varme, mens han hiver fisk om bord – og jeg sætter mig på et skylight med begge ben solidt plantet på rælingen. Og så kan torskene bare komme an.
En af de mest spændende oplevelser var, da vi så en tun vende i overfladen på højde med Hven. Tænk engang, hvis vi når at opleve, når tunen igen står ind i Øresund i store stimer. For det vil ske, det er vi helt sikre på. Og Lars – der foruden sit talent for forlagsvirksomhed har en baggrund som fiskebiolog – giver os ret.
Slag på klokken
Når vi sejler af sted, og skipper ser fisk på ekkoloddet, stopper han båden og ringer med klokken. Og når der er tomt igen under båden, ringer han som tegn på, at nu skal vi rulle snørerne ind. Når dagens fiskeri er slut, og turen skal gå tilbage til havnen, mens der renses fisk til mågernes udelte begejstring, markeres det med korte, kraftige slag på klokken.
Jeg stoler på, at der ikke er ringet af endnu. Når coronaen har forladt vore farvande, må der være masser af torsk, som bare venter på at få smidt en pirk i hovedet. Så jeg har skippers klokke ringende inde i hovedet som en påmindelse om, at der er bedre tider forude.
Lindhardt og Ringhof mindes netop afdøde Uffe Ellemann-Jensen med det kapitel, han skrev til en bog om forlagets 50 års jubilæum i 2021.
Første gang jeg besøgte Lindhardt og Ringhof, var for næsten halvtreds år siden. Min norske svoger havde skrevet en bog, som var blevet en bestseller i Norge, og min kone Alice og jeg blev inviteret på besøg hos de to nybagte forlagsdirektører sammen med Alices søster Rise og hendes mand Dagfinn Grønoset.
Vi mødtes i det meget lille kontor i Latinerkvarteret, som var bemandet af de to nybagte direktører og deres hustruer. Mødet førte til, at Rise oversatte Anna i ødemarka til dansk, og i 1973 udkom den hos L&R med efterskrift af Sigfried Lenz. Bogen solgte godt i Danmark, selvom den er meget ’norsk’. I Norge solgte den over 160.000 eksemplarer og blev oversat til 15 sprog.
Reddede familiens økonomi
På det tidspunkt var jeg selv begyndt at skrive bøger, som jeg udgav hos Jokum Smith på Forlaget Forum – og han var lidt småsur på mig over, at jeg ikke havde sørget for at kapre den norske bestsellerforfatter til ham.
Der fulgte en lang pause i mit bogskriveri, men så kom Hans Morten Rubin, der var idémand for Aschehoug, med en god idé til en slags erindringsbog om mine år i politik. Det blev til Din egen dag er kort med en titel inspireret af Jeppe Aakjærs ”Historiens Sang” fra Rugens Sange – og den blev naturligvis udgivet på Aschehoug. Bogen blev solgt i over 70.000 eksemplarer, og det reddede familiens privatøkonomi. Den sælger stadig drypvis som e-bog – nu (naturligvis) hos Lindhardt og Ringhof.
Bidt af en gal lystfisker
Næste forlag var Gyldendal, hvor den unge Lars Boesgaard var fagbogsdirektør. Lars havde gået i klasse med min ældste søn, og så var han bidt af en gal lystfisker. Det førte blandt andet til en bog hos ham om mit liv som lystfisker – Ude med snøren – fisk og mennesker, jeg har mødt.
På Gyldendal var der tradition for, at man kælede for forfatterne ved at invitere til middage på et af hovedstadens kulinariske templer, især Kong Hans – men Lars fik en meget bedre idé, når det gjaldt særlige forfattere, som var bidt af lystfiskerbacillen: Han inviterede på fisketure, både rundt i Danmark og andetsteds. Det vildeste, han bød på, var en laksetur til Deveron i det østlige Skotland. For en sikkerheds skyld var Gyldendals økonomidirektør med, ellers var den tur nok ikke sluppet gennem nåleøjet. Så vi drog fem glade fiskere af sted – Lars, Kjeld Hillingsø, økonomidirektøren, redaktøren, og it-chefen Cliff Hansen (som skulle være chauffør, fordi han var vant til venstrekørsel) og mig.
Ingen af os fangede noget, selvom jeg havde gode og givtige minder fra tidligere fisketure til Deveron, men vi havde en hyggelig tur i det pragtfulde skotske landskab. Det vil sige: Vores ghillie fangede en laks en aften, efter at vi var gået i gang med middagen, for han mente at have set en fisk under den gamle bro i Deveron – og han skal være glad for, at vi ikke smed ham i floden, da han næste morgen begyndte at prale med sin fangst.
Fortsatte fisketurene
Så gik Lars til Lindhardt og Ringhof, som trængte til en kærlig og fast hånd. Og naturligvis fulgte jeg med, især da han fortsatte den gode tradition med fisketure. Det blev senest til en fortsættelse af erindringsbogen om mine år i politik, nu om mine år efter politik – igen med en titel hentet hos Jeppe Aakjær: Som blad i høst – og så blev det til flere herlige fisketure, især på Øresund.
Vi fandt hurtigt frem til den ideelle model: Lars lejede en fiskebåd, og vi drog af sted efter torsk, sild, makrel, hornfisk, og hvad der nu var at gå efter.
Lars levede til fulde op til forlagsstifteren Otto B. Lindhardts ord – ”Vi er der for forfatternes skyld” – og inviterede forfattere, der enten var øvede lystfiskere eller havde lyst til at forsøge sig på vandet. Det var hver gang herlige gensyn med de gode navne fra forlagets ’stald’ af spændende forfattere: Leif Davidsen, Michael Katz Krefeld og Anne-Cathrine Riebnitzsky – og naturligvis Kjeld og Cliff, der var fulgt med over på L&R for at sætte skub i e-bøgerne.
Ved siden af fiskeriet blev det til givende samtaler i havnen på Hven, hvor vi spiste medbragte laksemadder fra Lars’ køkken med en dram eller to. Som trænet havfisker i heldragt ved man, hvor dumt det er at drikke for meget øl på sådan en fisketur, især når det er koldt.
Det er imponerende, at Lars holdt fast i traditionen, selvom han havde hænderne fulde på forlaget. Og imponerende, hvordan han fik skuden rettet op. Nye initiativer, fremsynet politik med hensyn til e-bøger – og sandelig, om det ikke i dag kan ses på bundlinjen.
Torskene kan bare komme an
Med årene er de to ældste deltagere i fisketurene blevet lidt affældige. Jeg er i hvert fald. Og min mangeårige fiskekammerat Kjeld er heller ikke så omkringfarende som tidligere.
Men vi har fundet ud af at indrette os: Kjeld har en fast plads bag ved styrehuset, hvor han klemmer sig inde mellem styrehus og skorsten, så får han både støtte og varme, mens han hiver fisk om bord – og jeg sætter mig på et skylight med begge ben solidt plantet på rælingen. Og så kan torskene bare komme an.
En af de mest spændende oplevelser var, da vi så en tun vende i overfladen på højde med Hven. Tænk engang, hvis vi når at opleve, når tunen igen står ind i Øresund i store stimer. For det vil ske, det er vi helt sikre på. Og Lars – der foruden sit talent for forlagsvirksomhed har en baggrund som fiskebiolog – giver os ret.
Slag på klokken
Når vi sejler af sted, og skipper ser fisk på ekkoloddet, stopper han båden og ringer med klokken. Og når der er tomt igen under båden, ringer han som tegn på, at nu skal vi rulle snørerne ind. Når dagens fiskeri er slut, og turen skal gå tilbage til havnen, mens der renses fisk til mågernes udelte begejstring, markeres det med korte, kraftige slag på klokken.
Jeg stoler på, at der ikke er ringet af endnu. Når coronaen har forladt vore farvande, må der være masser af torsk, som bare venter på at få smidt en pirk i hovedet. Så jeg har skippers klokke ringende inde i hovedet som en påmindelse om, at der er bedre tider forude.
Læs mere her:
Andre læste også: