Krimi Læseprøve og uddrag Svenske krimier Svenske krimiforfattere

Læs et uddrag af Svenskeren. En hæsblæsende krimi om storpolitik, spioner og statslige hemmeligheder

svenskeren, karl eidem

Hvor meget er sandheden og et menneskes liv værd? I Svenskeren må efterforskerne finde ud af netop det, da de forsøger at finde en svensk KGB-fange i Rusland. Start din læsning af den intense krimi lige her.

I Karl Eidems nye krimi Svenskeren følger vi de to Säpo-efterforskere Hans Edelman, og hans yngre, ambitiøse kollega David Karlén. De får et tip fra den israeliske efterretningstjeneste om, at en svensker muligvis holdes fanget i Rusland.

De to efterforskere begynder at grave i, hvorfor KGB skulle have tilbageholdt en svensker i årtier, og hvorfor ingen tilsyneladende ved noget om fangen.

LÆS OGSÅ: 25 gode krimier og spændingsromaner til din sommer

De politiske implikationer vokser sig hurtigt større, og historiens skygger bliver længere og længere.

Snart er en direkte konfrontation med KGB den eneste udvej, og de to efterforskere må gøre op med sig selv, om nogle liv er mere værd end andre.

Svenskeren er første bind i David Karlén-serien, som er skrevet af den svenske krimiforfatter Karl Eidem.


Karl Eidem

Svenskeren

1. FEBRUAR 2012

JERUSALEM 

Bogen fascinerede ham. Historierne og billederne, der vidnede om historiernes sandhed. Både i de store træk og den enkelte hændelse. Og nu dette. Et foto, et sort-hvidt foto af en ung general. Det fanatiske blik. Chiang Kai-shek, Kinas leder frem til han blev fordrevet af Mao Zedong, havde en søn. Sønnen blev i sine unge år sendt til Moskva for at lære mere om kommunismen. Det var der i for sig intet særligt eller unikt ved; der foregik regelmæssigt en livlig og sanktioneret udveksling af varer, tjenester og ideer mellem de to kommende kommunistiske stormagter. Mindre kendt for omverden var det, at Josef Stalin, Sovjetunionens daværende diktator, tog drengen som gidsel og brugte ham til at lægge pres på Chang Kai-shek. Sønnen fik ganske enkelt ikke lov til at vende tilbage. Når Stalin havde brug for politisk eller militær hjælp fra Kina, viftede han med drengen som lokkemad. En taktik, der fungerede ganske fint. Da sønnen til sidst fik lov til at vende tilbage til Kina, havde Stalin fået, hvad han ville ud af Kai-shek.

Han lagde bogen fra sig og tænkte over det, han lige havde læst. Det var første gang, han havde hørt om denne episode. En ven havde givet ham bogen om Kinas historie og sagt, at han burde læse den. Han rejste sig og gik hen til vinduet, åbnede det og blev som altid øjeblikkeligt opslugt af alle byens lyde og lugte. Trafikken dannede et tæppe af sanseindtryk – den konstante dytten, bilmotorernes summen – og diesel. Duftene fra alle byens madsteder steg langsomt op i luften: nymalet kaffe, pitabrød, frugter og madosen fra tusindvis af stegepander og provisoriske grillboder. Og så den klare, blå himmel.

Han tog en dyb indånding. Dette var hans by, Jerusalem. Han kunne ikke slippe det afsnit, han lige havde læst. Det knyttede an til noget, som han ikke havde tænkt på i et stykke tid. Som en pludselig fri association, der viser en sammenhæng mellem to tilsyneladende urelaterede begivenheder. Måske var det en åbning, det skaktræk, han havde ledt efter, puslespilsbrikken han længe havde manglet? Et internationalt gidseldrama på absolut højeste niveau. Han fortsatte med at suge luften ned i lungerne gennem det åbne vindue. Jerusalem, Jerusalem …

Han hed Ido Zakai, var i halvtredserne og arbejdede som en af mange tjenestemænd hos Mossad, Israels efterretningstjeneste, med speciale i internationale operationer. Der var begyndt at vise sig distingverede grå toner i hans ellers mørke hår og skæg. Hans briller var tykke og umoderne med overdrevent kraftigt og firkantet stel. “TV-briller” plejede hans børn at kalde dem. Bag TV-brillerne sad de intense mørke øjne, som afslørede en vågen og klog borger. Han var hverken høj eller lav eller i det hele taget en person, man vendte sig om efter på gaden, hverken i Jerusalem eller i nogen anden by. Nærmere en uanselig mand, som let smeltede sammen med mængden – en god egenskab i hans arbejde. På samme måde som hans udseende nærmest var almindeligt, var selv hans karakter og intellekt afbalanceret og stak ikke ud. Han var meget intelligent, men ikke på en måde, der var provokerende eller stødende. Hans holdninger var for det meste velafvejede, begrundede i fakta og uden tendens til det ekstreme; i et land, hvor alle tænkelige ekstreme holdninger var velrepræsenterede. På den måde var han en god repræsentant for Mossad. Trods alle myter og legender var Mossad alt andet end ekstremistisk. Tjenesten undgik bevidst og konsekvent at ansætte personer med unødigt stærke politiske holdninger eller andre overdrevne træk. De ville i sidste ende bare stå i vejen for opgaven. Det, man altid havde brug for, var intelligente, analytiske, afbalancerede borgere, der i stedet for at lægge vægt på det heroiske aspekt fokuserede på at planlægge og gennemføre de komplicerede opgaver, og som forstod at minimere risikoen for forskellige fejl.

Stadig dybt nedsunken i tanker begyndte han at pakke sine ting og lukke ned for computeren. Han skrev til sin hustru Mira, at han tog fra arbejdet nu, og at han glædede sig til aftenen. Måske kunne de se en god serie sammen, for eksempel In Treatment. Mira var psykolog, og han elskede at høre hende kommentere episoderne med lige dele professionalisme og humor. Åh, det der er ren Hollywood! kunne hun udbryde præcis, når han syntes, det virkede mest realistisk. Det omvendte gjorde sig til gengæld gældende, når de så Homeland sammen. Mira syntes, det var fascinerende, mens han syntes, det meste af det var noget vrøvl. Men de så dog noget sammen, og det var det vigtigste. Han gled diskret ud af bygningen og besluttede sig for at gå et par stop, før han steg på bussen hjem. Kidnapningen af drengen havde været yderst succesfuld set fra Stalins perspektiv. Målet havde helliget midlet. Det havde helt sikkert forbrudt sig mod alle etablerede regler og protokoller, men so what? Det havde fremmet den kommunistiske sag. Han rystede tanken af sig og hoppede på bussen.

Få dage senere lyttede han til ministeren, der talte til dem i det store konferencelokale på øverste etage i Mossads bygning. Landet var endnu en gang under angreb og denne gang på en mere subtil måde. Der foregik en global distancering til staten Israel. Verden var igen på vej til at glemme, og alle, hele verden, havde brug for at blive mindet om, hvad der engang var sket, og hvorfor staten var blevet dannet. Nye generationer måtte oplyses, og alle midler var tilladt i denne bestræbelse. Mossad var, ligesom andre embedsværker og bureauer samt tjenester med international rækkevidde, underlagt denne opgave, og alle fik besked på at overveje, hvordan de kunne bidrage, og i hvilke tilfælde og hvilke situationer der skulle prioriteres lige nu. Ido lukkede vinduet og ringede til et nummer på hurtigkald. En kollega svarede omgående.

“Ido Zakai her. Må jeg bede dig om en tjeneste? Kan du tjekke med Moskva, om de har hørt noget nyt fra Lena Feldbin?” 

“Feldbin?” mumlede manden til svar. “Hvem er det?”

“Præcis, Feldbin. Sayanim. En rengøringsdame. Overvåger en situation, som vi skal bruge information om. Moskvastationen ved alt.”

“Noget særligt, du vil vide?”

“Bare, om hun har rapporteret noget for nylig. Ring og tjek og rapporter så tilbage til mig. Så hurtigt, du kan.” Han greb jakken fra stoleryggen, slængede den over skulderen og tog elevatoren ned til gadeplan for at gå en tur rundt i kvarteret. Han havde brug for stærk kaffe og noget sødt, hvis han skulle klare timerne, som lå foran ham, inden han kunne gå hjem for dagen. Og han havde brug for at tænke noget mere over, hvad det historiske gidseldrama i Moskva, Stalin mod Chang Kai-shek, egentlig betød, og om det havde nogen betydning i forhold til det, hans sayanim gennem længere tid havde rapporteret. Til at begynde med måtte han skabe en enkel tidslinje og placere de forskellige hændelser langs den i den rigtige rækkefølge. Så skulle han, ikke for første gang, tale med nogen, som havde erfaring med KGB, både før og nu. Og så var der den der anden kvinde i Moskva, hvad hun nu end hed. Hende måtte han også tale med.

5. FEBRUAR 2012

MOSKVA

De to politibetjente, der parkerede patruljebilen på betonbredden, var ikke specielt fornøjede over at have fundet den døde kvinde. Hun var steget op fra flodens bund og var drevet ind mod en af trapperne langs bredden. En ansvarlig borger havde fået øje på kroppen og havde ringet efter politiet. Ingen af dem havde lyst til at få våde fødder og tilkaldte forstærkning og udstyr og trak hende ind med en krog.

“Fy for helvede! Forbandede Moskva,” mumlede den ene. Den anden lo. Det var jo i hvert fald afveksling. For en gangs skyld skete der noget. Lidt action. De trak den livløse krop op på betonbredden og lod den ligge der en tid, mens de pustede ud og ringede efter forstærkning. Det var under alle omstændigheder en meget uglamourøs død. Da den ambulancelignende ligtransport var bakket tilstrækkeligt tæt på, blev kroppen bugseret ind og bagefter kørt gennem Moskva mod lighuset til en identifikation, som alle involverede regnede med ville blive resultatløs. De to politibetjente holdt en lang frokostpause med ekstra vodka.

“Du,” sagde den ene, “jeg har altid undret mig over, hvorfor lig flyder op til overfladen. De stinker jo forbandet meget. Hvad er det, der sker?”

Hans kollega, der kendte svaret, lo overlegent og kom med en lille forelæsning. 

“Ved du virkelig ikke det? Sov du gennem politiskolen? Kroppen synker med det samme, når lungerne fyldes med vand. Men efter lidt tid opstår der gasser i kroppen, og så bliver den lettere end vandet og flyder op. Ved du for resten, hvorfor de altid har ansigtet nedad?”

“Ingen anelse. Fortæl.”

Han tog en bid af sin pirog.

“Det har egentlig ikke så meget med ansigtet at gøre, men med lemmerne. Både arme og ben bøjer fremad, eller nedad. Sådan fungerer leddene. Så derfor flyder de altid op med forsiden af kroppen nedad.”

“Som den kvinde vi lige fandt?”

“Som kvinden vi lige fandt! Du lærer hurtigt. Skål!”

Glassene klirrede, og frokosten fortsatte. Når man tænkte på, hvor mange der regelmæssigt forsvandt i Moskva, og på hvor ringe systemet for opfølgning af disse sager var, så var det yderst usandsynligt, at liget nogensinde skulle få et navn og blive koblet til en menneskeskæbne. Kroppen kunne være blevet smidt i floden hvor som helst. Den kunne være flydt langt og længe. Eller slet ikke. Og når man tænkte på den usædvanligt milde vinter, havde nedfrysningen været dårlig og langsom.

Men som ved en tilfældighed passede kroppen godt til beskrivelsen af en nyligt forsvunden person, og en officiel samtale kom via den israelske ambassade i stand til den person, der havde indgivet anmeldelsen. Hun arbejdede, ligesom den døde, som rengøringsassistent og svarede med det samme på telefonopkaldet, som om hun havde siddet nervøst klar ved telefonen. Hun havde ikke hørt fra sin veninde længe.

“Ida Feinberg. Hvem er det?”

“Vi ringer fra politiet. Det drejer sig om en eventuel identifikation.”

“Lena?”

“Du har indrapporteret en vis Lena Feldbin som forsvundet. Har du mulighed for at komme til lighuset for at foretage en identifikation?”

“Gode gud! Er det hende?”

“Vær venlig at komme over til lighuset til en identifikation.”

Lena Feldbins identificerede krop blev kremeret et par dage senere. Dødsårsagen blev fastslået som slag med en stump genstand. Hun var død, før hun havnede i vandet. Foruden veninden Ida havde Feldbin ingen slægtninge, hverken børn, søskende eller forældre. Hun arbejdede for det meste med rengøring. Politiet gjorde det klart, at de ikke havde tænkt sig at lægge ressourcer i denne sag. Det var en ikkeprioriteret borger, der døde en ikkeprioriteret død. Ambassaden protestede ikke; man vidste, det var håbløst.

Den diskrete nyhed om hendes død sneg sig dog ind i en af ambassadens rutinemæssige rapporter, der så sneg sig videre til en af ambassadens tjenestemænd. Tilfældigvis havde han lige fået en forespørgsel fra Jerusalem om pågældende person, Lena Feldbin, og kunne melde tilbage, at hun var død, sandsynligvis myrdet, men at politiet i Moskva ikke var interesserede i at foretage sig noget eller indlede nogen efterforskning i sagen. Det kunne være sluttet der.

Men da nyheden nogle dage senere nåede Ido Zakai hos Mossad i Jerusalem, standsede han op i gangen ud for sit kontor og så ud gennem vinduet. Han så alle byens bygninger og eftermiddagssolen, men han så også noget andet. Konturerne af et mønster. Han drejede rundt på hælen og gik tilbage til sit kontor og begyndte at lede i alle de gamle visitkort, han havde gemt i en skuffe. Det var tid til at kontakte svenskerne. Dette var signalet, han havde ventet på.

7. FEBRUAR 2012

STOCKHOLM 

Hans Edelman sad på bænken i omklædningsrummet. Ude fra badet kunne han høre sin kollega nynne et omkvæd, tydeligt tilfreds med sig selv og kampens udfald. Med god grund. Lugten af sved, liniment og nederlag var skarp i det lille rum, og Hans var alt andet end tilfreds med sig selv og kampens udfald. Hans squashketsjer lå på bænken ved siden af ham, også den var gennembanket og nedslået. Kollegaen kom til syne i døren ud til badet.

“Vildt cool, det her! Og fed squashhal!”

“Ja, ikke sandt?” mumlede Hans som svar og begyndte langsomt at klæde sig af. Han havde insisteret på, at de skulle spille denne kamp. Han havde i al hemmelighed fået privatundervisning i squash. Han havde følt sig klar til at gå ud på banen, møde en yngre kollega og virkelig overraske. Vise, at han kunne følge med. Og så var det endt sådan her. Han var blevet smadret. Gjort til grin. Han havde ikke kunnet følge med. Det måtte have set komisk ud, når han flagrede rundt efter bolden uden en reel chance for at få mere end et par enkelte strøpoint. Han forsøgte at ryste ubehaget af sig, men anede, at det ville komme til at tage lang tid.

“Skal du tilbage til HQ?” spurgte kollegaen. 

“Ja, det havde jeg tænkt mig.”

“O.k., jeg har bilen. Jeg kan give dig et lift, hvis du vil.”

“Tak, jeg skal bare lige have et bad.”

Han skyndte sig og vaskede sig helt uden den opstemthed, der følger med en sejr. Hvordan fanden kunne det gå sådan her? Havde han undervurderet modstanderen, eller havde han overvurderet sig selv, sin egen teknik og kondition? Han klædte sig hurtigt på og sad slukøret i bilen på vej tilbage.

“Sig til, hvis du vil tage en omgang mere,” råbte hans partner, da de skiltes ved en af elevatorerne på kontoret. Hans nikkede og sendte et sammenbidt smil tilbage. Det tog ham et par timer at ryste ubehaget af sig og få sat det i perspektiv. Mørket faldt tidligt på, som det plejede på denne årstid. Tankerne vendte sig mod den kommende aften. Måske en god film? Hvad skulle de spise til aftensmad? Havde de noget god eller i det mindste acceptabel vin derhjemme – ikke sådan en madlavningsvin, men noget rigtig, som man faktisk kunne drikke? Han skulle lige til at tage jakken på og forlade kontoret, da telefonen ringede.

Han overvejede et kort øjeblik at viderestille samtalen til sin mobil, men besluttede sig for at blive på kontoret og klare samtalen der. Han lukkede døren. Opkaldet var fra en, som han ikke havde talt med i over fem år. Eller var det endnu længere? Han hed Ido Zakai (eller det var i hvert fald det, der stod på hans kort) og arbejdede for Mossad, den israelske efterretningstjeneste i Jerusalem. Han var ligesom Hans seniortjenestemand med ansvar for overvågning. Mere specifikt end det vidste Hans ikke, hvad han lavede. Man talte aldrig unødvendigt om den slags. Kun når omstændighederne krævede det. De havde aldrig planlagt en operation sammen, endnu mindre udført en. De var bare mødtes til en international konference om sikkerhedsspørgsmål i en mindre centraleuropæisk hovedstad, var havnet ved siden af hinanden og havde hygget sig i hinandens selskab i al almindelighed i et par døgn. Om dagen var de fulgtes til forelæsningerne, havde taget noter og tilmed deltaget i et par gruppearbejder. Om aftenen havde de drukket vin og diskuteret alt muligt, fra verdenspolitik til VM i fodbold. Hans havde sat pris på, at Ido ikke havde udvist den sædvanlige israelske skepsis over for Sverige og svenskere. Efter konferencen havde de holdt kontakten via mail i et par måneder, til det var ebbet ud. Hver gang Hans læste om Israel eller Mossad, plejede en tanke om Ido at flyve forbi.

“Is this Hans Edelstam? This is Ido Zakai from The Mossad. Remember me?”

“Ido, what’s up? It’s Edelman, not Edelstam, otherwise you’re absolutely right! Good to hear from you. Det er længe siden, men jeg tænkte faktisk på dig forleden. Jeg kan forstå, at der igen er gang i nogle bombninger.”

Ido fangede med det samme spøgen og gav igen.

“Alt er som sædvanligt roligt og under kontrol hernede i Mellemøsten. Men vi har hørt, at I har planer om at overtage Norge. Al den olie!”

De lo begge og småsnakkede lidt. Indtil Ido hurtigt og uhøjtideligt skiftede emne. Den lette tone var væk.

“Hans, vi må tale sammen. Jeg har noget vigtigt, jeg gerne vil diskutere. Kan vi mødes snart – jo før, jo bedre. Jeg rejser til London i næste uge. Tror du, vi kan mødes der?”

En flygtig, men ikke desto mindre behagelig følelse fyldte Hans. En kort tjenesterejse var altid et velkomment afbræk fra rutinen. Og en mulighed for at købe noget til konen. Squashkampen var glemt.

“Jeg skal se, hvad jeg kan gøre. Har du samme mailadresse som tidligere? Jeg skriver i morgen. Vi høres ved.”

På vej ud fæstede hans blik sig på spejlbilledet i ruden. Hans lidt barnlige ansigt med den spidse næse, den høje pande, det kortklippede hår. Der var engang en, der havde beskrevet ham som non-descript. Han gik ud fra, det betød ‘intetsigende’ på svensk, og han antog, at det delvist beroede på hans ekstremt smalle og lyse øjenbryn. Man kunne knap nok se dem, og det var medvirkende til, at folk ofte ikke huskede hans ansigt. De kunne ikke genkende ham. Han smilede til sit spejlbillede. Uanset hvad var han nu på vej hjem og desuden snart på vej til London. 

Knap en uge senere sad Hans Edelman i lobbyen på et anonymt lufthavnshotel i nærheden af London Heathrow, da Ido Zakai kom ind gennem svingdøren. Han var blevet ældre at se på. Det tidligere kulsorte skæg havde nu tydelige grå stænk. Men brillerne var de samme. Hvordan stod det egentlig til med hans egen aldring? Sikkert ikke en snus bedre. De bestilte en øl hver, og efter et lille stykke tid begyndte Ido at spørge om hans nuværende beskæftigelse, ansvarsområde og stilling i den svenske tjeneste. Var der noget, der var forandret? Var han stadig chef i overvågningen? Var han begyndt at blive en grå eminence? Han lyttede, vurderede svarene og syntes til sidst at komme til den slutning, at han havde valgt den rette person at fortælle sin historie til.

“Hans, du er den eneste person, jeg kender i Säpo, og du virker som en god person. Jeg har foretaget lidt ekstra, hvad skal vi kalde det, efterforskning, inden jeg ringede til dig, og din meritfortegnelse er imponerede og frem for alt uden at gøre det store væsen af sig selv. I couldn’t find any noise in your profile!” tilføjede han med eftertryk.

“Jeg er på udkig efter en svensker, der kan sit kram, kan holde facaden og leverer, når det virkelig gælder. Jeg er helt overbevist om, at du er den person.”

Han drak en slurk af sin øl og fortsatte sin velplanlagte monolog.

“Det, jeg har tænkt mig at fortælle, er måske af begrænset nyhedsværdi, hvad ved jeg? Du er som sagt den eneste, jeg kender i den svenske efterretningstjeneste, og det er helt op til dig, hvad du vil gøre med denne information. Det jeg vil afsløre, dør måske her og nu. Vi kommer ikke til at gøre noget ved sagen. Som du måske ved, har vi et system af frivillige medarbejdere – vi kalder dem sayanim. Sayan betyder ‘assistent’ på hebraisk. Sayanim er flertalsformen. Vi betaler dem ikke noget og udsætter dem til gengæld ikke for nogen overhængende fare. For det meste. De informerer os om forskellige sager, hjælper til med mindre opgaver. Det kan være nogen, der har brug for en lejebil, uden at der skal udfyldes nogen papirer. Det kan være en rengøringsassistent på et hotel, der skal gennemgå en bestemt gæsts værelse og lede efter noget. Det kan egentlig være hvad som helst. Disse medarbejdere er vores forlængede arm eller hånd ude i verden. De deler vores holdninger.”

Han fortalte videre om sayanim i almindelighed og gav kendte eksempler som Viktor Ostrovsky, den canadiske forfatter. Så blev han pludselig specifik igen.

“For noget tid siden fik vi information, der pegede i retning af, at en svensker holdes skjult i Rusland. Ordet shvet, det betyder svensk på russisk, dukkede flere gange op i samtaler, hvor det ikke burde være kommet op. Fordi der ikke fandtes nogen grund til, at det skulle dukke op. Vi kan måske have hørt forkert, der er ingen garantier. Men vores bedste vurdering i den nuværende situation er, at nogen bliver holdt skjult i en villa i Moskva, og at denne nogen er en shvet – en svensk mand.”

“For nogen tid siden?” indskød Hans. “Hvad betyder det?” 

“Det er et godt spørgsmål. Vi har haft denne sag på vores radar et godt stykke tid, måske flere år. Men det er ikke før inden for det seneste år, at vi er begyndt at se et mønster. Du ved jo selv, hvordan den slags aktiviteter fungerer. Det er ikke lineært. Komplicerede sager udvikler sig gennem ny information og løbende spekulation og …” Han ledte efter ordene. “Modning. Lidt som med vin. Sådan er en kompliceret sag.”

Hans så tvivlende på Ido. Han var ikke sikker på, at han var enig i metaforen, og havde flere spørgsmål om sagen, men lod alligevel israeleren fortsætte.

“Efter en del overvågning besluttede vi at meddele det til det svenske sikkerhedspoliti, men på en så uformel måde som muligt. Måske er der ingen fange, måske er det bare en svensker, der bor der. Der er tilmed risiko for, at ordet ‘shvet’ er forkert. Jeg overlader det i dine hænder, Hans. I kuverten er adressen på huset. Det var hyggeligt at mødes igen efter alle disse år. Hvem ved, det er måske sidste gang, vi ses? Men nu skal jeg nå mit fly tilbage til Tel Aviv.”

“Tel Aviv?” spurgte Hans. “Jeg troede, I havde til huse i Jerusalem?”

“Det stemmer. Men der er ingen lufthavn.”

Hans forsøgte at holde på ham lidt længere.

“Du bliver nødt til at give mig lidt mere end det, Ido.”

Ido sank tilbage i stolen, uden dog at tage jakken af. Han så på Hans.

“Har vi nogen hypotese om det her? Nej, ikke på personniveau. Men det, der sker i nuet, hænger næsten altid på en eller anden måde sammen med fortiden. Især i Rusland. Vi tror, at også denne sag har rødder i historien.”

Hans rynkede sine usynlige øjenbryn. Han foretrak fakta og information frem for generelle og vage spekulationer.

“Var det sådan en sayanim, der opfangede denne information? Er de jeres mikrofoner i Rusland?”

“Ja, det er rigtigt. Selvom vi givetvis har andre mikrofoner også. Vores sayanim opfangede og videreformidlede informationen til os.”

“Men I må have foretaget mere efterforskning end det, før I besluttede jer for at kontakte os? Kan du ikke sige noget om, hvordan I fik fat på informationen? Hvornår? Jeg vil have flere fakta.”

“Jeg kan ikke give dig meget mere nu. Vi fortsætter sandsynligvis med at efterforske sagen parallelt med jer, men vi ville gøre jer til insidere, så at sige. Give jer et nudge.”

Visse udtryk spreder sig som løbeild, tænkte Hans. For et par år siden hørte han det aldrig, men for tiden “nudgede” alle mennesker til andre med information og spekulationer hele tiden. Nu var han selv blevet nudget i retning af en svensker et sted i Moskva. Mens han tænkte over det, rejste Ido sig igen for at gå. Hans glas var stadig halvfyldt. Han var kommet til London for at bede om en tjeneste, ikke for at drikke øl og tale om gamle minder.

“Et sidste spørgsmål, Ido. Det her med rødder og historien. Hvorfor siger du det? Hvad betyder det i denne sammenhæng? Er det centralt? Alt har, som jeg ser det, vel altid en eller anden form for rod i historien.”

“Bare en fornemmelse, Hans. Bare en fornemmelse. Du om nogen ved, hvordan det er: Visse sager dukker hurtigt op, de blomstrer som en frisk blomst og visner – i bedste fald. Det er sagerne i den ene ende af spekteret: En ung, for os ukendt studerende bliver rekrutteret, radikaliseres, får sin opgave og kommer til os med halen mellem benene. Det var ikke sjovt længere, kun farligt. Han leder os direkte til sine kontakter, og vi begynder at overvåge dem, og på rette tidspunkt slår vi til mod terroristerne. Case closed. Men den modsatte type sag findes også, den som ligger og vokser og modnes gennem lang tid. Muldvarpen, der opnår en høj og betroet position, selvom han er spion, takket være femogtyve års forsigtig og tålmodig manøvrering. Det udvikler sig så langsomt, at man ikke kan se det, til trods for at det foregår lige foran øjnene på en. Som en vin, der står og gærer. Ja, som sagt behøver jeg jo ikke forelæse om det for dig.”

Han smigrer mig, tænkte Hans. Hvorfor smigrer han mig? 

“De mener altså, at svenskeren tilhører den sidste kategori, går jeg ud fra?”

“Ja, det tror vi. Det er slow burn.

Han kendte ikke til udtrykket, men lod det ligge. Acquired taste havde nogen forklaret ham for nylig. Men slow burn …? Han måtte undersøge det senere.

“O.k., Ido. Jeg skal se nærmere på sagen og tjekke nogle registre. Svenskere, der er forsvundet i Moskva, for eksempel. Forventer I feedback fra os?”

“Lad os holde linjerne åbne en tid og se, hvad det fører med sig. Jeg vender tilbage – hvis du ikke kommer mig i forkøbet. Farvel for nu, Hans!”

Han forsvandt ud gennem svingdørene, og Hans kunne se ham praje en taxa og stige ind på bagsædet. Destination Jerusalem med mellemlanding i Tel Aviv. Det var et usædvanligt møde, men ikke på nogen måder unikt. Udenlandske efterretningstjenester gav med jævne mellemrum lyd fra sig, ville have hjælp og tips eller ganske enkelt videregive noget information, som de vurderede, at svenskerne kunne drage nytte af i deres arbejde.

Hans var dog lidt usikker på, hvorvidt Mossad bad ham om hjælp eller faktisk hjalp ham. Både-og, antog han. Han så på uret. Han kunne lige så godt bevæge sig afsted. Der ville ikke ske noget spændende på dette hotel, så meget var sikkert. Han betalte, bestilte en taxa og begav sig mod tax free-butikken.


Læs et uddrag af Svenskeren. En hæsblæsende krimi om storpolitik, spioner og statslige hemmeligheder

Den israelske efterretningstjeneste Mossad, har mistanke om, at en svensker holdes fanget i Rusland.

Sagen havner på den erfarne Säpo-efterforsker, Hans Edelmans bord, og sammen med sin yngre, ambitiøse kollega, David Karlén, begynder han at grave i, hvorfor KGB skulle have tilba-geholdt en svensker i årtier – og hvorfor ingen tilsyneladende ved noget om denne fange. Efterhånden som de politiske implikationer vokser sig større, og historiens skygger bliver længere, indser Hans og David, at en direkte konfrontation med KGB kan blive resultatet af deres efterforskning, og de må gøre op med sig selv, hvor meget sandheden og ét menneskes liv er værd.

For hvem er svenskeren overhovedet?
Svenskeren er første bind i David Karlén-serien.

Du kan købe Svenskeren online, fx hos Bog og Ide, eller i din foretrukne boghandel.

Jeg er Ellevilde Ella med bøger og er både uddannet litterat og journalist. Jeg er ikke kræsen, når det kommer til at spise varieret i forhold til genrer, og jeg bliver draget af gode fortællinger, skarpt sprog og karakterskildringer, der virkelig rammer. Jeg ville elske, hvis jeg kunne være med til at skabe mere læseglæde i det danske land, og det kan jeg netop her på bog.dk - HURRA!!