Blackout er en ny romantisk YA-roman med 6 forfattere bag, blandt andet Angie Thomas og Nicola Yoon. Start din læsning allerede her, og se om du bliver forført af mørket.
En hedebølge forårsager en strømafbrydelse, der efterlader New York City i mørke. Og imens byen bliver kastet ud i kaos, opstår en hel ny form for elektricitet …
Angie Thomas, der er forfatter til On the come up og Concrete rose, og Nicola Yoon, der blandt andet har skrevet Alt eller intet, har sammen med de andre store YA-forfattere Dhonielle Clayton, Tiffany D. Jackson, Nic Stone og Ashley Woodfolk skrevet must read YA-romanen Blackout. I bogen møder man seks forskellige romantiske historier, der alle udspiller sig under en strømafbrydelse i New York.
LÆS OGSÅ: Når én filmatisering ikke er nok: Blackout får to filmatiseringer
Når lyset går ud, afslører mennesker deres hemmeligheder. Kærligheden blomstrer, venskaber forandres, og nye muligheder opstår.
I Blackout møder man blandt andet to piger, der leder efter et vigtigt fotografi og ender med at finde noget endnu større. Et andet sted i byen er to bedste venner spærret inde på et bibliotek, hvor de er på jagt efter alle tiders største kærlighedshistorie. Og så er der de tre unge, der er på skoleudflugt i New York, som sidder fast i bussen, hvor de prøver at få styr på deres indbyrdes trekantsdrama.
LÆS OGSÅ: Blackout. 6 sorte kvinder. 6 stærke stemmer. 6 vidunderlige historier. 1 fantastisk bog
Det slår gnister af romantisk elektricitet lige midt strømafbrydelsen i Blackout, og du kan starte din læsning af YA-romanen lige herunder.
Angie Thomas, Ashley Woodfolk, Nicola Yoon,
Dhonielle Clayton, Tiffany D. Jackson, Nic Stone
Blackout
G Å T U R E N
1. akt
Tiffany D. Jackson
Harlem, klokken 17:02
DET ER SÅDAN en hedeslagsagtig dag. En af dem, hvor der sker dårlige ting.
Folk i en millionby har det med at gøre dumme ting, når graden af anspændthed er lige så høj som temperaturen.
Jeg går normalt ikke uden for en dør på de dage. I stedet bliver jeg siddende på mit værelse, klistret til klimaanlægget, med en iste og en kalkunsandwich og streamer film.
Så da toget åbner dørene ud til den brandvarme perron, og puster klistret luft ind i hovedet på mig, fortryder jeg mit nye job.
Det overrasker mig at se, hvor mange mennesker der er på gaden, da jeg kommer ud fra stationen. Skiltet på Apollo Theater lyser i den skarpe sol. Hvis det her var mit filmset, var vi stoppet nu, eller også ville jeg gå over til natoptagelser.
Jeg er ti minutter forsinket på grund af toget, og asfalten smelter under mine skosåler, da jeg løber ned ad 125th Street. Metroselskabet er pisseligeglad med at overholde tiden, selv under en hedebølge. Nu kommer jeg for sent. Eller jeg kommer til tiden, men det er det samme som at komme for sent!
Far siger altid: Hvis du kommer for tidligt, er du der til tiden. Hvis du er der til tiden, kommer du for sent. Det er derfor, jeg aldrig chillede på gangene i frikvartererne og altid var den første, der sad på sin plads, flere minutter før det ringede ind anden gang.
Jeg tror, det er grunden til, at alle lærerne kunne lide mig. Det viste min respekt for dem. Selv for mr. Bishop, og ingen hadede idræt mere end mig.
Min kjole er gennemblødt, da jeg står i elevatoren op til fjerde sal. Jeg tror aldrig, at jeg har svedt så meget i mit liv. Men de sagde, at jeg skulle aflevere mine papirer inden oplæringen på mandag.
Ja, HR-trainee. Til et rigtigt job. Undertegnede er den nye kontorassistent i Apollo-koncernens hovedkvarter. Det var min vejleder, der gjorde mig opmærksom på stillingen. Jeg skal rigtigt hænge ud med topkendisserne, når jeg begynder at arbejde for New Yorks mest berømte sorte teater, kendt som stedet, hvor superstjerner som Michael Jackson, Mariah Carey og Stevie Wonder startede deres karriere. Det er god træning til at blive en stor hotshot direktør.
Lønnen: 3.500 $ for seks uger.
Ja, det er helt ovre i Harlem, en hel time plus ét skift med tog fra Brooklyn. Men det lægger stor afstand mellem Bed-Stuy og mig hele sommeren.
Jeg har ikke lyst til at hænge ud der længere. Ikke siden … det skete. Ikke siden “vi” blev til et ham og et hende, og derefter til et mig. Der stod i bekræftelsesmailen, at jeg skulle være der kvart over fem, og eftersom det ville være første gang, mine kollegaer så mig, tog jeg min nye blå og gule babydollkjole på, som jeg har købt for nogle af eksamenspengene.
Ved du hvad? Jeg køber en helt ny garderobe inden skole, som vil passe til mit nye liv, når jeg vinker farvel til mit gamle. Måske begynder jeg ovenikøbet at præsentere mig som Tam i stedet for Tammi. Hvem ville kende sandheden? Der er jo ligesom ikke nogen, der tager med mig til Clark Atlanta. Jeg kommer til at være der … alene.
Sådan var det ikke meningen, det skulle være, tænker jeg, mens jeg nærmer mig skranken i receptionen.
“Vi” havde andre planer.
Løfter blev givet. Men der er ikke noget vi længere, og det er på tide, jeg lærer at leve mit liv uden ham.
“Hej, skat.” Den ældre sorte kvinde storsmiler, mens sveden drypper fra hendes øjenbryn. “Kan jeg hjælpe dig.”
Jeg ranker ryggen og ryster tankerne ud af hovedet.
“Hej, jeg hedder Tam Wright. Jeg er den nye praktikant, og jeg er her for at aflevere mine papirer.”
“Fint. Lad mig se, om Maureen er her til at underskrive. Pyha, kan du holde varmen?”
Kontoret har ingen vinduer, og der er lummert. Jeg skæver til nogle mænd og kvinder, der sidder med tøjet klistrende til kroppen ved deres borde. “Øh, jo.”
Hun vender sig om for at snuppe en mappe på bordet.
“Jeg har hørt, at vi var oppe på 38 grader midt på dagen, og temperaturen er ikke faldet.”
Jeg sætter mine fletninger op i en høj knold på hovedet og vifter mig for ansigtet.
“Er her altid så varmt?” Jeg prøver ikke at panikke, men jeg tænker allerede på, hvor få lette kjoler og bluser jeg har til at klare sommeren. Jeg er nødt til at se perfekt ud. Alt skal være perfekt.
Hun smiler medfølende. “Beklager, søde, systemet har drillet hele dagen. Jeg tror, en …”
“Pyyyyh! Shit. Undskyld, jeg kommer for sent!” Jeg farer sammen og stivner ved lyden af stemmen bag mig, og min hud bliver kold, selv om jeg står i en bageovn. Jeg lukker øjnene og begynder at bede.
Lad det ikke være ham. Kære Gud. Alle andre end ham.
“Hej, skat, kan jeg hjælpe dig?” spørger kvinden.
Hans hårde skridt lyder, som når morderen nærmer sig. Han havde altid sneakers på, der enten var for store, eller som han nægtede at snøre, så sålerne klaskede mod gulvet, og gav highfive, for hvert skridt han tog.
“Hey! Hvordan går det, jeg hedder Kareem …” Hans stemme fortoner sig, og så råber han: “Tammi?”
Fandens.
Jeg åbner omsider øjnene og vender mig om imod ham. Den brune hud. De der smukke øjne. Det er ikke, fordi jeg ikke har set ham. Vi er naboer og har gået på samme skole, Stacey Abrams Per-patory på Upper West Side. Men dette er det tætteste, jeg har været på ham i de sidste fire måneder – så tæt, at jeg kan dufte ham, og jeg ville ønske, at han ikke duftede så sygt godt.
“Hvad laver du her?” spørger jeg. Det lyder enormt aggressivt, men med god grund.
Han ruller med øjnene og vender sig om mod receptionisten. Som om jeg er et spøgelse. “Det må du undskylde. Jeg er her for at aflevere nogle papirer til praktikken.”
Praktikken? Nej, nej, nej … vi kan ikke arbejde samme sted. Aldrig!
“Lige et øjeblik, er I her begge for at aflevere papirer?”
“Nej,” siger vi i kor og stirrer ondt på hinanden.
“Jeg mener ja,” siger vi. Igen i kor.
Ydmygende. Jeg træder et skridt væk for at skabe afstand imellem os og rømmer mig.
“Det, jeg mener, er, at jeg er her med mine papirer. Jeg ved ikke, hvad han er her for.”
Han smiler bredt. “Jeg er her vel af samme grund.”
Hun kigger fra den ene af os til den anden og skynder sig at åbne mappen i sin hånd og kigge på papirerne. Hun vender tilbage til sin computerskærm og nærlæser noget, mens jeg kaster et stjålent blik på ham. Han har sine yndlingsjeans på (selv i denne varme), en sort polotrøje og et par nye Jordans. Sikkert nogle, som hun har fået ham til at købe. Jeg savner på en måde hans udtrådte, røde Converse og samling af superhelte-T-shirts.
Drop det, Tammi! Du savner ikke noget som helst ved den her idiot.
“Øhhh, lige et øjeblik,” siger receptionisten med bævende stemme. “Sæt jer bare ned. Jeg henter lige Maureen.”
Kareem og jeg sender hinanden et mistænksomt blik og går langsomt over i venteområdet. Maureen er forhåbentlig ikke for længe om at hente mig … og lade narrøven blive siddende her.
Jeg sætter mig til venstre for døren, og Kareem sætter sig over for og vipper nervøst med benet.
Bevar roen, Tammi.
Jeg laver et hurtigt selfie-tjek og sikrer mig, at mit hår ikke er klasket sammen efter al den varme, der er gået igennem min krop.
Jeg vil ikke have ham, men jeg vil heller ikke have, at han ser mig, når jeg er helt opkørt.
“Wauw,” mumler Kareem for sig selv og stirrer op på et eller andet. Jeg følger hans blik.
“Wauw,” gisper jeg. Væggene i venteområdet er som et murmaleri af gamle Apollo-koncertplakater. James Brown, Ray Charles, Ella Fitzgerald, Billie Holiday – folk, som mine bedsteforældre lyttede til, mens de voksede op. Jeg bemærkede dem ikke før. Og nu slår det mig: Jeg befinder mig i de samme lokaler, som disse legender bevægede sig rundt i. Den tanke varmer så meget, at jeg er lige ved at glemme idioten ovre i den anden side af rummet. Vil det føles sådan her, når nu jeg kommer til at opholde mig meget i tv-studier og på filmset?
Kareem sidder stadig og vipper med benet og roder i alle sine lommer. Det gør han, når han er nervøs eller forsinket, hvilket vil sige stort set altid. Han ville slet ikke være nået i skole, hvis ikke jeg havde slået flere alarmer til på hans telefon for ham. Gad vide, om han stadig har dem.
Hold op! Hold op med at tænke på ham. Han tænker ikke på dig. Hvad laver han overhovedet her? Mr. Taylor, vores vejleder, fortalte mig om stillingen, men sagde, at der kun var én ledig plads til en studerende med interesse for medier og underholdning. Kareem sagde, at han ville vælge røvsygt regnskab, så han kunne lære at “tælle alle sine lapper”.
Hallo, det er jo derfor! Det er på grund af pengene. Han vil have de 3.500 $.
Nå, surt for ham. Det er mig, der er the real deal her. Jeg sendte ovenikøbet et video-CV med ansøgningen (alt sammen optaget og redigeret på min telefon). Det er mit job! Plus … jeg har brug for det. Det er endnu et skridt på vejen til en stjerne på Hollywoods Walk of Fame.
Mor og far er stadig ikke helt med på min plan. Det var Kareem den eneste, der var. Og nu … er han sikkert skideligeglad. Så han skal ikke få lov til at tage det her fra mig. Han kan lige så godt svinge ned og tage A-toget tilbage til Brooklyn.
Jeg hiver telefonen frem, prøver at finde noget at fokusere på, så jeg ikke hele tiden skæver til ham. Han har ikke forandret sig særlig meget. Han er stadig latterligt høj med lange ben og spinkle arme og så de der smukke øjne og store læber. Han ser lidt brunere ud. Måske har han været på stranden … med hende.
Jeg får kvalme ved tanken. Jeg kan se dem for mig tage turen ud til Far Rockaway, hende i en lillebitte bikini og ham med bar overkrop …
“Hey, har du en oplader?”
Der går et øjeblik, før jeg opfatter, at det er mig, han taler til. “Hvad?” ryger det ud af mig.
“En oplader,” siger han helt langsomt, som om jeg ikke taler engelsk. “Jeg glemte at lade op, og nu er jeg nede på sådan noget fem procent.”
Jeg blinker vantro med øjnene. “Er … er det alt, hvad du har tænkt dig at sige til mig?”
Han rynker panden. “Hvad mener du?”
Han er som sædvanlig blank.
“Du har højst sagt to ord til mig de sidste mange måneder, og så begynder du med at bede om noget.”
Først bliver han bare forbløffet. Men så kniber han øjnene sammen, læner sig tilbage og bider tænderne sammen.
“Glem det,” snerrer han og lægger armene over kors. “Fatter ikke, at jeg orker. Du tænker kun på dig selv.”
“Hvad betyder det?”
“Ikke noget,” mumler han.
Jeg skæver til receptionisten, der nu er tilbage ved sit bord. Hun ser væk og lader, som om hun ikke lytter.
Hans telefon ville ikke gå død hele tiden, hvis han holdt op med at bruge den som DJ- højtaler. Jeg ville ikke engang låne ham en oplader, hvis jeg havde en. Om han så var den sidste dreng på Jorden. Jeg har tænkt mig at fortsætte med at være fucking smålig resten af mit liv.
Han bider tænderne sammen igen og læner sig frem i stolen.
“Du opfører dig fandeme, som om jeg beder om tyve dollars. Nærigt.”
“Hallo, er du færdig? Eller kommer der mere lort ud af din klamme mund?”
Kareem kniber øjnene sammen og sender mig et dræberblik. “Goddag!”
Vi farer begge sammen ved lyden af en syngende stemme fra en kvinde, der er på vej rundt om receptionistens bord og har kurs imod os.
“Hej! Jeg hedder Maureen. Du må være Tammi Wright. Og du Kareem Murphey?”
“Ja,” siger vi i kor, og jeg hader mig selv over at elske måden, vi lyder på sammen.
Slå det ud af hovedet, søster! Der er ikke noget “vi”. Vi er væk, døde. For altid.
Hun giver hånd til os begge og sukker. “Jeg er virkelig ked af at skulle sige det her, men jeg ville ønske, vi mødtes under bedre vilkår.”
“Hvad mener du?” spørger vi begge, og jeg holder et suk tilbage. “Det er ret pinligt. Der er tale om en mindre procedurefejl. Det lader til, at I begge har fået tilsendt et tilbud om en praktikplads. Men vi har desværre kun budget til én stilling.”
Jeg får en klump i maven og bider tænderne sammen. Kareem lægger armene over kors og rynker panden, så hans øjenbryn former sig til et V. “Hvad betyder det så?”
Man kan se, at hun synker en klump. “Der er kun én af jer, der har fået stillingen.”
Kareem og jeg ser på hinanden, og så med et klik bliver der kulsort i rummet.
Bare sådan.
Det ene øjeblik stirrer jeg op i de der smukke, brune øjne, som jeg har savnet, og i det næste … intet.
Ingen glidende FADE TIL SORT, OVERTONE eller KLIP TIL. Filmen stopper bare.
Jeg vakler forvirret baglæns, mens jeg hører nogle stemmer i mørket.
“Hvad fanden!”
“Hvad sker der?”
“Ro på, alle sammen!”
Der lyder fodtrin og skrabende stole i en stigende bølge af panik.
Måske er nogen ved et uheld kommet til at ramme en kontakt, men så ville vedkommende have tændt den igen nu. Der er noget galt. Hvor er Kareem?
“Hey! Hvad sker der?” råber jeg og vifter en hånd foran mig, mens mine øjne prøver at vænne sig til mørket.
Noget bumper ind i mig, og jeg skriger.
“Tammi?” Hans stemme lyder, som om den er langt væk og blander sig med kaosset.
“Kareem,” vil jeg råbe tilbage, men navnet bliver siddende i min hals.
Telefonernes lommelygter tændes som spredte spotlights. Så lyder der endnu et klik. Det er lys, men ikke så kraftigt som før. Det er nødlys, et for hver tre meter, cirka, så det meste af kontoret henligger stadig i mørke. I den anden ende af venteområdet drejer Kareem rundt og ser mig i øjnene, og jeg er ikke helt sikker, men jeg kunne have svoret, at han nærmest så lettet ud.
Dørene til kontoret går op, og et dæmpet dagslys trænger ind gennem nogle smalle vinduer, der vender ud mod en murstensbygning.
Efter fem minutters skramlen råber Maureen: “Vi evakuerer, folkens!”
“Er du sikker?” spørger receptionisten.
“Det er en gammel bygning. Jeg ved ikke, hvor længe generatoren kan køre. Udenfor, alle sammen! Brug jeres mobillys, og tag trappen.”
Kareem og jeg siger ikke noget, da vi følger efter flokken ud ad døren og ned ad gangen hen imod et lysende, rødt exitskilt.
Der er flere mennesker i trappeopgangen, hele bygningen tager den samme rute. Mit hjerte begynder at hamre.
Måske er det en brandøvelse eller nogen, der har brændt deres frokost på.
Udenfor på gaden myldrer det med mennesker, der strømmer ud fra alle bygningerne. De fylder fortovene, og er alle bøjet over deres telefoner i kollektiv forvirring. Jeg kan næsten ikke få luft i kaosset af hede, høj luftfugtighed, paniske stemmer og blændende sollys. Der foregår noget.
“Hvad sker der?” spørger jeg en mand på hjørnet tæt ved statio-nen. “Bliver vi … angrebet, eller sådan noget?”
Alene spørgsmålet giver mig lyst til at kaste op.
“En eller anden strømafbrydelse,” siger manden og scroller på sin telefon. “Hele byen er ramt.”
“Hvad? Hele byen?” spørger Kareem. Jeg havde ikke engang bemærket, at han stadig var bag ved mig.
Jeg fisker telefonen frem og ringer til mor. Hun tager den ved andet ring.
“Er du okay?” spørger hun, og jeg kan høre min storebror og søster skændes i baggrunden.
“Ja. Jeg har det fint. Strømmen er gået her.”
“Ja, også her. Hvor er du?”
“Jeg står uden for Apollo … med Kareem.”
Hun gisper. “Er han dér … sammen med dig?”
“Ja. Jeg, øh, forklarer senere.”
“Wauuuuw. Okay. Kom hjem, så snart du kan.”
“Det skal jeg nok. Vi ses snart.”
“Pas på dig selv, Tammi.”
Jeg skriver en besked til min far om, at jeg er okay. Hans turistbus sidder sikkert fast i trafikken et sted nu. Og jeg aner ikke, hvor min lillebror, Tremaine, er. Han render nok rundt og fotograferer et sted. Jeg ved i det mindste, at han kan passe på sig selv.
Flere mennesker strømmer ud på gaden. Min familie er i sikkerhed, men er jeg? Det ser ikke ud, som om der er nogen, der aner, hvad der foregår, eller hvorfor strømmen er røget. Byen kunne være under angreb, uden at nogen overhovedet ville opdage det!
“Hey,” siger Kareem. Jeg havde næsten glemt, at han stod ved siden af mig. “Øh. Må jeg låne din telefon?”
“Hvorfor?” snerrer jeg.
“Min er næsten død, og jeg skal ringe hjem.”
Jeg smækker telefonen ned i hånden på ham. “Her.”
Han ryster på hovedet og trykker et nummer ind. Det havde han ikke behøvet. Hans mor står stadig blandt mine kontakter.
“Næh, mor. Det er mig,” siger han. “Ja. Ja, lang historie. Nå, men er strømmen røget? Er den? Shit, også her. Okay, jeg er på vej. Ja, ved det godt, jeg prøver, okay? Ses snart.”
Han lægger på og rækker mig telefonen igen. “Tak for lån af dine gratis minutter.”
Jeg får lyst til at banke sarkasmen ud af munden på ham, da jeg får øje på Maureen.
“Åh, hey! Maureen!” Vi maser os gennem menneskemængden og hen mod kantstenen, hvor hun står.
“Undskyld, venner, det er et dårligt tidspunkt. Jeg tæller hoveder,” siger hun uden at se på os. “I to skulle smutte hjem. Vi ved ikke, hvor lang tid det her vil tage. Kom tilbage på mandag, okay?”
“Men,” begynder jeg, “du sagde ikke, hvem af os der fik stillingen. Hvem af os skal komme tilbage?”
“Det er et rigtig dårligt tidspunkt,” siger hun oprevet. “Beklager, men lige nu er jeg nødt til at sørge for, at der er styr på alle. Det er procedure. Jeg skal nok kontakte jer, når strømmen er tilbage, okay? Kom godt hjem!”
Hun skynder sig væk, inden jeg når at standse hende.
“Det er bare løgn,” siger jeg og slår ud med armene. “Skal vi vente hele weekenden?”
“Jeg tror, vi har værre ting at bekymre os om,” siger Kareem og rækker hånden frem. “Stik mig lige din telefon igen.”
“Hvad nu?”
“Hallo, vi står midt i en nødsituation, skal du bare være så besværlig?”
“Argh! Fint! Du skal bare ikke bruge al strømmen.”
Han tjekker sin telefon og finder et nummer, inden han trykker.
“Hey, yo. Twig, hva’ så, bro? Nej, jeg ringer fra min … vens telefon. Min egen er totalt død, T.”
Twig er en af vores naboer fra blokken. Høj og tynd og ranglet som et ungt træ. Hvorfor ringede han til ham? Hvad var så vigtigt, at han ville spilde batteritid på det?
“Ja, strømmen er fandeme røget over hele byen. Det er crazy,” siger han. “Men hvad med i aften? Ja? Er du på? Okay, klart. Ses snart.”
Han rækker mig telefonen igen og fisker sin pung frem. “Hvor mange penge har du?”
“Hvorfor?”
Han fnyser og vifter med hånden i retning af stationen. “For hvis der ikke er strøm, er der heller ingen tog. Vi skal have fat i en taxa.” Fuck, han har ret. Togene kører ikke, og jeg vil helt sikkert ikke sidde fast i de der tunneler i mørke.
Han tæller kontanterne i sin pung. “Jeg har tyve. Du?”
“Jeg har kun fem dollars.”
“Det er ikke nok at komme hjem på,” siger han. “Trafiklysene virker ikke, så vi er heldige, hvis vi kan køre ti blokke.”
“Øh, der ligger en bank overfor,” siger jeg. “Jeg kan bruge mit kort.”
“Når der ikke er strøm, virker automaterne heller ikke.”
“Shit,” mumler jeg. “Hvad gør vi?”
Jeg ved ikke, hvorfor jeg spurgte ham. Sikkert fordi der ikke er andre i nærheden. Og jeg forsøger at bevare roen på trods af den stigende panik indeni.
Han kigger op på vejskiltet og tager en dyb indånding. “Okay. Vi gør det.”
Han begynder at gå, og jeg følger efter.
“Hvor skal du hen?”
“Hjem. Hvor ellers?”
“Men hvordan?”
Han trækker på skulderen. “Jeg går.”
“Går! Herfra?”
“Har du en bedre idé?”
“Det er sygt langt, ligesom! Det tager flere dage.”
Han skærer ansigt. “Fald ned. Vi er ikke i Bronx.”
“Super. Hyg dig,” siger jeg og vinker. “Ses.”
“Hvad mener du? Du kommer med mig.”
“Pff. Fandeme om jeg gør!”
“Hey, vi ved ikke, hvor lang tid det her varer, men jeg har ikke tænkt mig at blive og finde ud af det. Jeg skal ikke sidde fast her, når det bliver mørkt. Du har ingen penge, taxa-appene går amok, og jeg har ingen telefon. Så vi er bare nødt til at holde sammen, indtil vi er hjemme. Og så kan du hade mig igen, eller whatever, bagefter.”
Hey, jeg har aldrig sagt, at jeg hader ham. Ikke højt, altså.
Jeg kigger rundt og overvejer mulighederne. Måske er strømmen snart tilbage. Måske går der kun et par minutter, eller to timer, højst.
Men hvad nu, hvis han har ret? Hvad nu, hvis det tager hele natten at få den op at køre, og vi sidder fast her?
“Vi tager Frederick Douglass ned til Central Park West,” siger han. Metroselskabet er i gang med at sætte tape for indgangen til stationen. Gad vide, hvor mange mennesker der sidder fast i mørket dernede … sammen med rotterne? Mine hænder skælver bare ved tanken. Men der er værre ting … særligt én, som jeg desperat vil undgå.
“Kommer du eller hva’?” snerrer Kareem.
Jeg sukker mod solnedgangen og tager det første skridt hen imod ham.
To piger, der leder efter et vigtigt fotografi og ender med at finde noget endnu større.
To drenge, der er fanget i undergrunden, og som bliver tvunget til at forholde sig til deres følelser for hinanden.
To bedste venner, som bliver spærret inde på et bibliotek, hvor de leder efter alletiders største kærlighedshistorie.
Tre unge på skoleudflugt til New York, som sidder fast i bussen, hvor de prøver at få styr på deres indbyrdes trekantsdrama. To fremmede, der mødes i en taxa, hvor de kommer til at diskutere identitet som filosofisk begreb.
Blackout er en ny romantisk YA-roman med 6 forfattere bag, blandt andet Angie Thomas og Nicola Yoon. Start din læsning allerede her, og se om du bliver forført af mørket.
En hedebølge forårsager en strømafbrydelse, der efterlader New York City i mørke. Og imens byen bliver kastet ud i kaos, opstår en hel ny form for elektricitet …
Angie Thomas, der er forfatter til On the come up og Concrete rose, og Nicola Yoon, der blandt andet har skrevet Alt eller intet, har sammen med de andre store YA-forfattere Dhonielle Clayton, Tiffany D. Jackson, Nic Stone og Ashley Woodfolk skrevet must read YA-romanen Blackout. I bogen møder man seks forskellige romantiske historier, der alle udspiller sig under en strømafbrydelse i New York.
LÆS OGSÅ: Når én filmatisering ikke er nok: Blackout får to filmatiseringer
Når lyset går ud, afslører mennesker deres hemmeligheder. Kærligheden blomstrer, venskaber forandres, og nye muligheder opstår.
I Blackout møder man blandt andet to piger, der leder efter et vigtigt fotografi og ender med at finde noget endnu større. Et andet sted i byen er to bedste venner spærret inde på et bibliotek, hvor de er på jagt efter alle tiders største kærlighedshistorie. Og så er der de tre unge, der er på skoleudflugt i New York, som sidder fast i bussen, hvor de prøver at få styr på deres indbyrdes trekantsdrama.
LÆS OGSÅ: Blackout. 6 sorte kvinder. 6 stærke stemmer. 6 vidunderlige historier. 1 fantastisk bog
Det slår gnister af romantisk elektricitet lige midt strømafbrydelsen i Blackout, og du kan starte din læsning af YA-romanen lige herunder.
Angie Thomas, Ashley Woodfolk, Nicola Yoon,
Dhonielle Clayton, Tiffany D. Jackson, Nic Stone
Blackout
G Å T U R E N
1. akt
Tiffany D. Jackson
Harlem, klokken 17:02
DET ER SÅDAN en hedeslagsagtig dag. En af dem, hvor der sker dårlige ting.
Folk i en millionby har det med at gøre dumme ting, når graden af anspændthed er lige så høj som temperaturen.
Jeg går normalt ikke uden for en dør på de dage. I stedet bliver jeg siddende på mit værelse, klistret til klimaanlægget, med en iste og en kalkunsandwich og streamer film.
Så da toget åbner dørene ud til den brandvarme perron, og puster klistret luft ind i hovedet på mig, fortryder jeg mit nye job.
Det overrasker mig at se, hvor mange mennesker der er på gaden, da jeg kommer ud fra stationen. Skiltet på Apollo Theater lyser i den skarpe sol. Hvis det her var mit filmset, var vi stoppet nu, eller også ville jeg gå over til natoptagelser.
Jeg er ti minutter forsinket på grund af toget, og asfalten smelter under mine skosåler, da jeg løber ned ad 125th Street. Metroselskabet er pisseligeglad med at overholde tiden, selv under en hedebølge. Nu kommer jeg for sent. Eller jeg kommer til tiden, men det er det samme som at komme for sent!
Far siger altid: Hvis du kommer for tidligt, er du der til tiden. Hvis du er der til tiden, kommer du for sent. Det er derfor, jeg aldrig chillede på gangene i frikvartererne og altid var den første, der sad på sin plads, flere minutter før det ringede ind anden gang.
Jeg tror, det er grunden til, at alle lærerne kunne lide mig. Det viste min respekt for dem. Selv for mr. Bishop, og ingen hadede idræt mere end mig.
Min kjole er gennemblødt, da jeg står i elevatoren op til fjerde sal. Jeg tror aldrig, at jeg har svedt så meget i mit liv. Men de sagde, at jeg skulle aflevere mine papirer inden oplæringen på mandag.
Ja, HR-trainee. Til et rigtigt job. Undertegnede er den nye kontorassistent i Apollo-koncernens hovedkvarter. Det var min vejleder, der gjorde mig opmærksom på stillingen. Jeg skal rigtigt hænge ud med topkendisserne, når jeg begynder at arbejde for New Yorks mest berømte sorte teater, kendt som stedet, hvor superstjerner som Michael Jackson, Mariah Carey og Stevie Wonder startede deres karriere. Det er god træning til at blive en stor hotshot direktør.
Lønnen: 3.500 $ for seks uger.
Ja, det er helt ovre i Harlem, en hel time plus ét skift med tog fra Brooklyn. Men det lægger stor afstand mellem Bed-Stuy og mig hele sommeren.
Jeg har ikke lyst til at hænge ud der længere. Ikke siden … det skete. Ikke siden “vi” blev til et ham og et hende, og derefter til et mig. Der stod i bekræftelsesmailen, at jeg skulle være der kvart over fem, og eftersom det ville være første gang, mine kollegaer så mig, tog jeg min nye blå og gule babydollkjole på, som jeg har købt for nogle af eksamenspengene.
Ved du hvad? Jeg køber en helt ny garderobe inden skole, som vil passe til mit nye liv, når jeg vinker farvel til mit gamle. Måske begynder jeg ovenikøbet at præsentere mig som Tam i stedet for Tammi. Hvem ville kende sandheden? Der er jo ligesom ikke nogen, der tager med mig til Clark Atlanta. Jeg kommer til at være der … alene.
Sådan var det ikke meningen, det skulle være, tænker jeg, mens jeg nærmer mig skranken i receptionen.
“Vi” havde andre planer.
Løfter blev givet. Men der er ikke noget vi længere, og det er på tide, jeg lærer at leve mit liv uden ham.
“Hej, skat.” Den ældre sorte kvinde storsmiler, mens sveden drypper fra hendes øjenbryn. “Kan jeg hjælpe dig.”
Jeg ranker ryggen og ryster tankerne ud af hovedet.
“Hej, jeg hedder Tam Wright. Jeg er den nye praktikant, og jeg er her for at aflevere mine papirer.”
“Fint. Lad mig se, om Maureen er her til at underskrive. Pyha, kan du holde varmen?”
Kontoret har ingen vinduer, og der er lummert. Jeg skæver til nogle mænd og kvinder, der sidder med tøjet klistrende til kroppen ved deres borde. “Øh, jo.”
Hun vender sig om for at snuppe en mappe på bordet.
“Jeg har hørt, at vi var oppe på 38 grader midt på dagen, og temperaturen er ikke faldet.”
Jeg sætter mine fletninger op i en høj knold på hovedet og vifter mig for ansigtet.
“Er her altid så varmt?” Jeg prøver ikke at panikke, men jeg tænker allerede på, hvor få lette kjoler og bluser jeg har til at klare sommeren. Jeg er nødt til at se perfekt ud. Alt skal være perfekt.
Hun smiler medfølende. “Beklager, søde, systemet har drillet hele dagen. Jeg tror, en …”
“Pyyyyh! Shit. Undskyld, jeg kommer for sent!” Jeg farer sammen og stivner ved lyden af stemmen bag mig, og min hud bliver kold, selv om jeg står i en bageovn. Jeg lukker øjnene og begynder at bede.
Lad det ikke være ham. Kære Gud. Alle andre end ham.
“Hej, skat, kan jeg hjælpe dig?” spørger kvinden.
Hans hårde skridt lyder, som når morderen nærmer sig. Han havde altid sneakers på, der enten var for store, eller som han nægtede at snøre, så sålerne klaskede mod gulvet, og gav highfive, for hvert skridt han tog.
“Hey! Hvordan går det, jeg hedder Kareem …” Hans stemme fortoner sig, og så råber han: “Tammi?”
Fandens.
Jeg åbner omsider øjnene og vender mig om imod ham. Den brune hud. De der smukke øjne. Det er ikke, fordi jeg ikke har set ham. Vi er naboer og har gået på samme skole, Stacey Abrams Per-patory på Upper West Side. Men dette er det tætteste, jeg har været på ham i de sidste fire måneder – så tæt, at jeg kan dufte ham, og jeg ville ønske, at han ikke duftede så sygt godt.
“Hvad laver du her?” spørger jeg. Det lyder enormt aggressivt, men med god grund.
Han ruller med øjnene og vender sig om mod receptionisten. Som om jeg er et spøgelse. “Det må du undskylde. Jeg er her for at aflevere nogle papirer til praktikken.”
Praktikken? Nej, nej, nej … vi kan ikke arbejde samme sted. Aldrig!
“Lige et øjeblik, er I her begge for at aflevere papirer?”
“Nej,” siger vi i kor og stirrer ondt på hinanden.
“Jeg mener ja,” siger vi. Igen i kor.
Ydmygende. Jeg træder et skridt væk for at skabe afstand imellem os og rømmer mig.
“Det, jeg mener, er, at jeg er her med mine papirer. Jeg ved ikke, hvad han er her for.”
Han smiler bredt. “Jeg er her vel af samme grund.”
Hun kigger fra den ene af os til den anden og skynder sig at åbne mappen i sin hånd og kigge på papirerne. Hun vender tilbage til sin computerskærm og nærlæser noget, mens jeg kaster et stjålent blik på ham. Han har sine yndlingsjeans på (selv i denne varme), en sort polotrøje og et par nye Jordans. Sikkert nogle, som hun har fået ham til at købe. Jeg savner på en måde hans udtrådte, røde Converse og samling af superhelte-T-shirts.
Drop det, Tammi! Du savner ikke noget som helst ved den her idiot.
“Øhhh, lige et øjeblik,” siger receptionisten med bævende stemme. “Sæt jer bare ned. Jeg henter lige Maureen.”
Kareem og jeg sender hinanden et mistænksomt blik og går langsomt over i venteområdet. Maureen er forhåbentlig ikke for længe om at hente mig … og lade narrøven blive siddende her.
Jeg sætter mig til venstre for døren, og Kareem sætter sig over for og vipper nervøst med benet.
Bevar roen, Tammi.
Jeg laver et hurtigt selfie-tjek og sikrer mig, at mit hår ikke er klasket sammen efter al den varme, der er gået igennem min krop.
Jeg vil ikke have ham, men jeg vil heller ikke have, at han ser mig, når jeg er helt opkørt.
“Wauw,” mumler Kareem for sig selv og stirrer op på et eller andet. Jeg følger hans blik.
“Wauw,” gisper jeg. Væggene i venteområdet er som et murmaleri af gamle Apollo-koncertplakater. James Brown, Ray Charles, Ella Fitzgerald, Billie Holiday – folk, som mine bedsteforældre lyttede til, mens de voksede op. Jeg bemærkede dem ikke før. Og nu slår det mig: Jeg befinder mig i de samme lokaler, som disse legender bevægede sig rundt i. Den tanke varmer så meget, at jeg er lige ved at glemme idioten ovre i den anden side af rummet. Vil det føles sådan her, når nu jeg kommer til at opholde mig meget i tv-studier og på filmset?
Kareem sidder stadig og vipper med benet og roder i alle sine lommer. Det gør han, når han er nervøs eller forsinket, hvilket vil sige stort set altid. Han ville slet ikke være nået i skole, hvis ikke jeg havde slået flere alarmer til på hans telefon for ham. Gad vide, om han stadig har dem.
Hold op! Hold op med at tænke på ham. Han tænker ikke på dig. Hvad laver han overhovedet her? Mr. Taylor, vores vejleder, fortalte mig om stillingen, men sagde, at der kun var én ledig plads til en studerende med interesse for medier og underholdning. Kareem sagde, at han ville vælge røvsygt regnskab, så han kunne lære at “tælle alle sine lapper”.
Hallo, det er jo derfor! Det er på grund af pengene. Han vil have de 3.500 $.
Nå, surt for ham. Det er mig, der er the real deal her. Jeg sendte ovenikøbet et video-CV med ansøgningen (alt sammen optaget og redigeret på min telefon). Det er mit job! Plus … jeg har brug for det. Det er endnu et skridt på vejen til en stjerne på Hollywoods Walk of Fame.
Mor og far er stadig ikke helt med på min plan. Det var Kareem den eneste, der var. Og nu … er han sikkert skideligeglad. Så han skal ikke få lov til at tage det her fra mig. Han kan lige så godt svinge ned og tage A-toget tilbage til Brooklyn.
Jeg hiver telefonen frem, prøver at finde noget at fokusere på, så jeg ikke hele tiden skæver til ham. Han har ikke forandret sig særlig meget. Han er stadig latterligt høj med lange ben og spinkle arme og så de der smukke øjne og store læber. Han ser lidt brunere ud. Måske har han været på stranden … med hende.
Jeg får kvalme ved tanken. Jeg kan se dem for mig tage turen ud til Far Rockaway, hende i en lillebitte bikini og ham med bar overkrop …
“Hey, har du en oplader?”
Der går et øjeblik, før jeg opfatter, at det er mig, han taler til. “Hvad?” ryger det ud af mig.
“En oplader,” siger han helt langsomt, som om jeg ikke taler engelsk. “Jeg glemte at lade op, og nu er jeg nede på sådan noget fem procent.”
Jeg blinker vantro med øjnene. “Er … er det alt, hvad du har tænkt dig at sige til mig?”
Han rynker panden. “Hvad mener du?”
Han er som sædvanlig blank.
“Du har højst sagt to ord til mig de sidste mange måneder, og så begynder du med at bede om noget.”
Først bliver han bare forbløffet. Men så kniber han øjnene sammen, læner sig tilbage og bider tænderne sammen.
“Glem det,” snerrer han og lægger armene over kors. “Fatter ikke, at jeg orker. Du tænker kun på dig selv.”
“Hvad betyder det?”
“Ikke noget,” mumler han.
Jeg skæver til receptionisten, der nu er tilbage ved sit bord. Hun ser væk og lader, som om hun ikke lytter.
Hans telefon ville ikke gå død hele tiden, hvis han holdt op med at bruge den som DJ- højtaler. Jeg ville ikke engang låne ham en oplader, hvis jeg havde en. Om han så var den sidste dreng på Jorden. Jeg har tænkt mig at fortsætte med at være fucking smålig resten af mit liv.
Han bider tænderne sammen igen og læner sig frem i stolen.
“Du opfører dig fandeme, som om jeg beder om tyve dollars. Nærigt.”
“Hallo, er du færdig? Eller kommer der mere lort ud af din klamme mund?”
Kareem kniber øjnene sammen og sender mig et dræberblik. “Goddag!”
Vi farer begge sammen ved lyden af en syngende stemme fra en kvinde, der er på vej rundt om receptionistens bord og har kurs imod os.
“Hej! Jeg hedder Maureen. Du må være Tammi Wright. Og du Kareem Murphey?”
“Ja,” siger vi i kor, og jeg hader mig selv over at elske måden, vi lyder på sammen.
Slå det ud af hovedet, søster! Der er ikke noget “vi”. Vi er væk, døde. For altid.
Hun giver hånd til os begge og sukker. “Jeg er virkelig ked af at skulle sige det her, men jeg ville ønske, vi mødtes under bedre vilkår.”
“Hvad mener du?” spørger vi begge, og jeg holder et suk tilbage. “Det er ret pinligt. Der er tale om en mindre procedurefejl. Det lader til, at I begge har fået tilsendt et tilbud om en praktikplads. Men vi har desværre kun budget til én stilling.”
Jeg får en klump i maven og bider tænderne sammen. Kareem lægger armene over kors og rynker panden, så hans øjenbryn former sig til et V. “Hvad betyder det så?”
Man kan se, at hun synker en klump. “Der er kun én af jer, der har fået stillingen.”
Kareem og jeg ser på hinanden, og så med et klik bliver der kulsort i rummet.
Bare sådan.
Det ene øjeblik stirrer jeg op i de der smukke, brune øjne, som jeg har savnet, og i det næste … intet.
Ingen glidende FADE TIL SORT, OVERTONE eller KLIP TIL. Filmen stopper bare.
Jeg vakler forvirret baglæns, mens jeg hører nogle stemmer i mørket.
“Hvad fanden!”
“Hvad sker der?”
“Ro på, alle sammen!”
Der lyder fodtrin og skrabende stole i en stigende bølge af panik.
Måske er nogen ved et uheld kommet til at ramme en kontakt, men så ville vedkommende have tændt den igen nu. Der er noget galt. Hvor er Kareem?
“Hey! Hvad sker der?” råber jeg og vifter en hånd foran mig, mens mine øjne prøver at vænne sig til mørket.
Noget bumper ind i mig, og jeg skriger.
“Tammi?” Hans stemme lyder, som om den er langt væk og blander sig med kaosset.
“Kareem,” vil jeg råbe tilbage, men navnet bliver siddende i min hals.
Telefonernes lommelygter tændes som spredte spotlights. Så lyder der endnu et klik. Det er lys, men ikke så kraftigt som før. Det er nødlys, et for hver tre meter, cirka, så det meste af kontoret henligger stadig i mørke. I den anden ende af venteområdet drejer Kareem rundt og ser mig i øjnene, og jeg er ikke helt sikker, men jeg kunne have svoret, at han nærmest så lettet ud.
Dørene til kontoret går op, og et dæmpet dagslys trænger ind gennem nogle smalle vinduer, der vender ud mod en murstensbygning.
Efter fem minutters skramlen råber Maureen: “Vi evakuerer, folkens!”
“Er du sikker?” spørger receptionisten.
“Det er en gammel bygning. Jeg ved ikke, hvor længe generatoren kan køre. Udenfor, alle sammen! Brug jeres mobillys, og tag trappen.”
Kareem og jeg siger ikke noget, da vi følger efter flokken ud ad døren og ned ad gangen hen imod et lysende, rødt exitskilt.
Der er flere mennesker i trappeopgangen, hele bygningen tager den samme rute. Mit hjerte begynder at hamre.
Måske er det en brandøvelse eller nogen, der har brændt deres frokost på.
Udenfor på gaden myldrer det med mennesker, der strømmer ud fra alle bygningerne. De fylder fortovene, og er alle bøjet over deres telefoner i kollektiv forvirring. Jeg kan næsten ikke få luft i kaosset af hede, høj luftfugtighed, paniske stemmer og blændende sollys. Der foregår noget.
“Hvad sker der?” spørger jeg en mand på hjørnet tæt ved statio-nen. “Bliver vi … angrebet, eller sådan noget?”
Alene spørgsmålet giver mig lyst til at kaste op.
“En eller anden strømafbrydelse,” siger manden og scroller på sin telefon. “Hele byen er ramt.”
“Hvad? Hele byen?” spørger Kareem. Jeg havde ikke engang bemærket, at han stadig var bag ved mig.
Jeg fisker telefonen frem og ringer til mor. Hun tager den ved andet ring.
“Er du okay?” spørger hun, og jeg kan høre min storebror og søster skændes i baggrunden.
“Ja. Jeg har det fint. Strømmen er gået her.”
“Ja, også her. Hvor er du?”
“Jeg står uden for Apollo … med Kareem.”
Hun gisper. “Er han dér … sammen med dig?”
“Ja. Jeg, øh, forklarer senere.”
“Wauuuuw. Okay. Kom hjem, så snart du kan.”
“Det skal jeg nok. Vi ses snart.”
“Pas på dig selv, Tammi.”
Jeg skriver en besked til min far om, at jeg er okay. Hans turistbus sidder sikkert fast i trafikken et sted nu. Og jeg aner ikke, hvor min lillebror, Tremaine, er. Han render nok rundt og fotograferer et sted. Jeg ved i det mindste, at han kan passe på sig selv.
Flere mennesker strømmer ud på gaden. Min familie er i sikkerhed, men er jeg? Det ser ikke ud, som om der er nogen, der aner, hvad der foregår, eller hvorfor strømmen er røget. Byen kunne være under angreb, uden at nogen overhovedet ville opdage det!
“Hey,” siger Kareem. Jeg havde næsten glemt, at han stod ved siden af mig. “Øh. Må jeg låne din telefon?”
“Hvorfor?” snerrer jeg.
“Min er næsten død, og jeg skal ringe hjem.”
Jeg smækker telefonen ned i hånden på ham. “Her.”
Han ryster på hovedet og trykker et nummer ind. Det havde han ikke behøvet. Hans mor står stadig blandt mine kontakter.
“Næh, mor. Det er mig,” siger han. “Ja. Ja, lang historie. Nå, men er strømmen røget? Er den? Shit, også her. Okay, jeg er på vej. Ja, ved det godt, jeg prøver, okay? Ses snart.”
Han lægger på og rækker mig telefonen igen. “Tak for lån af dine gratis minutter.”
Jeg får lyst til at banke sarkasmen ud af munden på ham, da jeg får øje på Maureen.
“Åh, hey! Maureen!” Vi maser os gennem menneskemængden og hen mod kantstenen, hvor hun står.
“Undskyld, venner, det er et dårligt tidspunkt. Jeg tæller hoveder,” siger hun uden at se på os. “I to skulle smutte hjem. Vi ved ikke, hvor lang tid det her vil tage. Kom tilbage på mandag, okay?”
“Men,” begynder jeg, “du sagde ikke, hvem af os der fik stillingen. Hvem af os skal komme tilbage?”
“Det er et rigtig dårligt tidspunkt,” siger hun oprevet. “Beklager, men lige nu er jeg nødt til at sørge for, at der er styr på alle. Det er procedure. Jeg skal nok kontakte jer, når strømmen er tilbage, okay? Kom godt hjem!”
Hun skynder sig væk, inden jeg når at standse hende.
“Det er bare løgn,” siger jeg og slår ud med armene. “Skal vi vente hele weekenden?”
“Jeg tror, vi har værre ting at bekymre os om,” siger Kareem og rækker hånden frem. “Stik mig lige din telefon igen.”
“Hvad nu?”
“Hallo, vi står midt i en nødsituation, skal du bare være så besværlig?”
“Argh! Fint! Du skal bare ikke bruge al strømmen.”
Han tjekker sin telefon og finder et nummer, inden han trykker.
“Hey, yo. Twig, hva’ så, bro? Nej, jeg ringer fra min … vens telefon. Min egen er totalt død, T.”
Twig er en af vores naboer fra blokken. Høj og tynd og ranglet som et ungt træ. Hvorfor ringede han til ham? Hvad var så vigtigt, at han ville spilde batteritid på det?
“Ja, strømmen er fandeme røget over hele byen. Det er crazy,” siger han. “Men hvad med i aften? Ja? Er du på? Okay, klart. Ses snart.”
Han rækker mig telefonen igen og fisker sin pung frem. “Hvor mange penge har du?”
“Hvorfor?”
Han fnyser og vifter med hånden i retning af stationen. “For hvis der ikke er strøm, er der heller ingen tog. Vi skal have fat i en taxa.” Fuck, han har ret. Togene kører ikke, og jeg vil helt sikkert ikke sidde fast i de der tunneler i mørke.
Han tæller kontanterne i sin pung. “Jeg har tyve. Du?”
“Jeg har kun fem dollars.”
“Det er ikke nok at komme hjem på,” siger han. “Trafiklysene virker ikke, så vi er heldige, hvis vi kan køre ti blokke.”
“Øh, der ligger en bank overfor,” siger jeg. “Jeg kan bruge mit kort.”
“Når der ikke er strøm, virker automaterne heller ikke.”
“Shit,” mumler jeg. “Hvad gør vi?”
Jeg ved ikke, hvorfor jeg spurgte ham. Sikkert fordi der ikke er andre i nærheden. Og jeg forsøger at bevare roen på trods af den stigende panik indeni.
Han kigger op på vejskiltet og tager en dyb indånding. “Okay. Vi gør det.”
Han begynder at gå, og jeg følger efter.
“Hvor skal du hen?”
“Hjem. Hvor ellers?”
“Men hvordan?”
Han trækker på skulderen. “Jeg går.”
“Går! Herfra?”
“Har du en bedre idé?”
“Det er sygt langt, ligesom! Det tager flere dage.”
Han skærer ansigt. “Fald ned. Vi er ikke i Bronx.”
“Super. Hyg dig,” siger jeg og vinker. “Ses.”
“Hvad mener du? Du kommer med mig.”
“Pff. Fandeme om jeg gør!”
“Hey, vi ved ikke, hvor lang tid det her varer, men jeg har ikke tænkt mig at blive og finde ud af det. Jeg skal ikke sidde fast her, når det bliver mørkt. Du har ingen penge, taxa-appene går amok, og jeg har ingen telefon. Så vi er bare nødt til at holde sammen, indtil vi er hjemme. Og så kan du hade mig igen, eller whatever, bagefter.”
Hey, jeg har aldrig sagt, at jeg hader ham. Ikke højt, altså.
Jeg kigger rundt og overvejer mulighederne. Måske er strømmen snart tilbage. Måske går der kun et par minutter, eller to timer, højst.
Men hvad nu, hvis han har ret? Hvad nu, hvis det tager hele natten at få den op at køre, og vi sidder fast her?
“Vi tager Frederick Douglass ned til Central Park West,” siger han. Metroselskabet er i gang med at sætte tape for indgangen til stationen. Gad vide, hvor mange mennesker der sidder fast i mørket dernede … sammen med rotterne? Mine hænder skælver bare ved tanken. Men der er værre ting … særligt én, som jeg desperat vil undgå.
“Kommer du eller hva’?” snerrer Kareem.
Jeg sukker mod solnedgangen og tager det første skridt hen imod ham.
To piger, der leder efter et vigtigt fotografi og ender med at finde noget endnu større.
To drenge, der er fanget i undergrunden, og som bliver tvunget til at forholde sig til deres følelser for hinanden.
To bedste venner, som bliver spærret inde på et bibliotek, hvor de leder efter alletiders største kærlighedshistorie.
Tre unge på skoleudflugt til New York, som sidder fast i bussen, hvor de prøver at få styr på deres indbyrdes trekantsdrama. To fremmede, der mødes i en taxa, hvor de kommer til at diskutere identitet som filosofisk begreb.
Du kan købe Blackout online, fx på Gucca.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: