Amerikanske YA-forfattere CarlsenPuls Fantasy Young Adult-romaner

Stephenie Meyer dedikerer længe ventet bog til sine læsere – læs et uddrag her!

Stephenie Meyer, Twilight, Twilight sagaen, YA, young adult, vampyr, kærlighed, ungdomsbog, midnatssol

Det er 15 år siden Stephenie Meyer skrev historien om kærligheden mellem menneskepigen Bella og vampyren Edward. Nu, efter 12 år, får læseren endelig den bog, de har ventet på – og Midnatssol er også dedikeret til dem.

I dedikationen skriver Stephenie Meyer:

“Denne bog er dedikeret til alle de læsere, der har været så stor en del af mit liv i de sidste 15 år. Da vi mødtes første gang, var mange af jer unge teenagere med klare og strålende øjne, fyldt med drømme og håb for fremtiden.

Jeg håber, at I, i de år der er gået, har fået opfyldt jeres drømme, og at virkeligheden har været bedre, end I havde håbet på.”

Læs et uddrag her!

Twilight (5) – Midnatssol

Stephenie Meyer, Twilight, Twilight sagaen, YA, young adult, vampyr, kærlighed, ungdomsbog

Den populære historie tager en ny og mørkere drejning, når den fortælles af Edward.

Mødet med Bella er både det mest skræmmende og det mest fascinerede, han har oplevet som vampyr, og efterhånden som flere fængslende detaljer gives om Edwards fortid og om hans dybeste tanker, forstår vi endnu bedre, hvorfor dette er hans livs største kamp. Hvordan kan han retfærdiggøre at følge sit hjerte, når det betyder, at han samtidig udsætter Bella for fare?

Midnatssol tager Stephenie Meyer os tilbage til den verden, der har betaget millioner af læsere og giver os en episk roman om udødelig kærlighed

Du kan købe Midnatssol online, fx hos Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.



Af Stephenie Meyer


På dansk ved Tina Sakura Bestle,
Charlotte A. E. Glahn og Christa Leve Poulsen


1. FØRSTE BLIK


Det var det tidspunkt på dagen, hvor jeg allermest ønskede, jeg havde evnen til at sove.

Highschool.

Eller var skærsilden det rette ord? Hvis der er nogen mulighed for at sone mine synder, burde dette i nogen grad tælle med i regnskabet.

Kedsommeligheden var ikke noget, jeg vænnede mig til; hver dag virkede endnu mere ensformig end den forrige.

Måske kunne man endda betragte det som en form for søvn – hvis søvn altså blev defineret som en passiv tilstand mellem aktive perioder.

Jeg stirrede på revnerne, der løb gennem murværket i kantinens fjerneste hjørne, og forestillede mig mønstre, som ikke var der. Det var en af de måder, hvorpå jeg kunne skrue ned for de stemmer, der strømmede igennem mit hoved som en flod.

Jeg ignorerede flere hundrede af dem, fordi de var så kedelige.

Hvad det menneskelige sind angik, havde jeg hørt det hele i en uendelighed. I dag drejede alle tanker sig om det trivielle drama, som et nyt medlem i den lille flok elever afstedkom. Der skulle så lidt til for at få dem op at køre. Jeg havde set det nye ansigt gentaget i tanke efter tanke fra enhver vinkel. Bare en almindelig menneskepige.

Opstandelsen over hendes ankomst var så uhyggelig forudsigelig – det var samme reaktion, man ville få ved at vise en flok babyer noget flot og skinnende. Halvdelen af de mandlige dumrianer bildte allerede sig selv ind, at de var forelskede i hende, bare fordi hun var noget nyt at se på. Jeg forsøgte endnu hårdere at skrue ned for dem.

Kun fire stemmer blokerede jeg af diskretion og ikke afsky: min familie, mine to brødre og to søstre, der var så vant til manglen på privatliv i mit selskab, at de sjældent skænkede det en tanke. Jeg gjorde, hvad jeg kunne. Jeg forsøgte virkelig ikke at lytte, hvis jeg kunne undgå det.

Men selvom jeg forsøgte … så vidste jeg for meget.

Rosalie tænkte som sædvanlig på sig selv. Hun havde fanget et glimt af sin profil i en eller andens briller, og nu funderede hun over sin egen perfektion. Hendes sind var en stillestående dam med kun få overraskelser. Ingen andens hår var nærmere det gyldne, ingen andens krop var helt så perfekt timeglasformet, ingen andens ansigt var så fejlfri, symmetrisk en oval. Hun sammenlignede sig ikke med menneskene her; den modsætning ville have været latterlig, absurd. Hun tænkte på andre som os, ingen af dem kunne måle sig med hende.

LÆS OGSÅ: “Det var de første bøger, som jeg følte henvendte sig direkte til mig”

Emmetts sædvanlige ubekymrede udtryk blev forstyrret af ærgrelse. Selv nu lod han sin ene enorme hånd løbe gennem sine ibenholtlokker og krammede håret i en knytnæve. Han var stadig rasende over at have tabt til Jasper i nattens brydekamp. Det ville kræve al hans begrænsede tålmodighed at komme igennem skoledagen og få arrangeret en omkamp.

At høre Emmetts tanker føltes aldrig nærgående, for han tænkte aldrig noget, han ikke ville sige højt eller handle på. Måske havde jeg kun dårlig samvittighed over at læse de andres tanker, fordi jeg vidste, at der var noget inden i dem, de ikke ønskede, jeg skulle vide. Hvis Rosalies sind var en stillestående dam, var Emmetts en krystalklar sø uden skygger.

Og Jasper … han led. Jeg undertrykte et suk.

Edward. Alice kaldte på mig i tankerne og fangede straks min opmærksomhed. Det var præcis det samme som at sige mit navn

højt. Jeg var glad for, at mit navn var blevet mindre moderne de sidste par årtier – det havde været irriterende før i tiden; hver eneste gang nogen tænkte på en hvilken som helst Edward, drejede jeg helt automatisk hovedet.

Jeg drejede ikke hovedet nu. Alice og jeg var gode til de her private samtaler. Det var sjældent, at nogen opdagede os. Jeg fokuserede på revnerne i murværket.

Hvordan går det med ham? spurgte hun mig.

Jasper havde været ubevægelig for længe. Han lavede ikke de mennesketics, som vi alle måtte lave. Vi var konstant i bevægelse som for eksempel Emmett, der hev sig i håret, Rosalie, der krydsede benene først den ene vej og så den anden, Alice, der sad og bankede storetåen let mod gulvet, eller mig, der drejede hovedet for at stirre på forskellige mønstre på væggen. Jaspers slanke skikkelse så fuldstændig lammet ud. Han sad helt stift ret op og ned. End ikke hans honninggyldne hår så ud til at reagere på luftstrømmen fra udluftningsventilerne.

Alices tankestemme lød meget bekymret, og jeg kunne se i hendes sind, at hun kunne se Jasper ud af øjenkrogen. Er der nogen fare? Hun ledte i den nærmeste fremtid og skimmede ensformige syner efter kilden til min bekymring. Selv mens hun gjorde det, huskede hun at lade hagen hvile på sin lille knytnæve og blinke regelmæssigt. Hun fjernede en lok af sit korte, asymmetriske sorte hår fra øjnene.

Jeg drejede langsomt hovedet mod venstre, som om jeg så på murstenene i væggen, og så kiggede jeg igen tilbage mod revnerne i loftet. De andre ville bare se mig spille menneske. Kun Alice vidste, at jeg rystede på hovedet.
Hun slappede lidt mere af. Sig til, hvis det bliver for slemt.

Jeg bevægede kun øjnene op mod loftet og ned igen.

Tak, fordi du gør det her.

Jeg var glad for, at jeg ikke kunne svare hende med stemmen. Hvad skulle jeg sige? Det var så lidt? For det var det ikke. Jeg nød ikke at stille ind på det, Jasper kæmpede med. Var det virkelig nødvendigt at eksperimentere på den måde? Ville det ikke være mere sikkert bare at indrømme, at han måske aldrig ville være i stand til at styre sin tørst lige så godt som resten af os og lade være med at udfordre sine grænser på den måde? Hvorfor dog søge katastrofen?

Det var to uger siden, vi sidst havde været ude og jage. Det var ikke specielt svært at vente to uger for resten af os. En smule ubehageligt af og til – hvis et menneske kom for tæt på, eller hvis vinden blæste den forkerte vej. Men mennesker kom sjældent for tæt på os. Deres instinkter fortalte dem det, deres vågne sind aldrig ville forstå: Vi var en fare, de måtte undgå.

Jasper var meget farlig lige nu.

Det skete ikke ofte, men af og til blev jeg alligevel ramt af, hvor uvidende menneskene omkring os var. Vi var alle sammen så vant til det, vi forventede aldrig andet, men nogle gange virkede det mere iøjnefaldende end andre. Ingen af dem lagde specielt mærke til os, her hvor vi hang ud ved det smadrede kantinebord, selvom en flok tigre på vores pladser ville være mindre livsfarligt for dem. Det eneste, de så, var fem lidt mærkelige typer, der lignede mennesker akkurat nok til, at det gik. Det var svært at forestille sig, at man kunne overleve med så ufattelig sløve sanser.

I det øjeblik stoppede en lav pige op for enden af bordet nærmest vores for at tale med en veninde. Hun kastede sit korte, lysebrune hår tilbage, lod fingrene glide igennem det. Varmeblæserne ledte hendes lugt i vores retning. Jeg var vant til effekten, den lugt havde på mig, jeg var vant til tørheden i halsen, tomheden i maven, anspændtheden i mine muskler, giften, der samlede sig som mundvand.

Det hele var temmelig normalt og plejede at være let at ignorere. Det var bare sværere nu, hvor reaktionerne blev stærkere, fordobledes, fordi jeg holdt øje med Jasper.

Jasper lod fantasien løbe løbsk. Han så det for sig – så for sig, at han rejste sig fra sin plads ved siden af Alice og gik hen og stillede sig ved siden af den lave pige. Forestillede sig, at han lænede sig frem og lidt ned, som om han ville hviske noget i hendes øre og lade sine læber berøre halsens bue ganske let. Forestillede sig, hvordan pulsens varme strøm under den tynde hud ville føles mod læberne …

Jeg sparkede til hans stol.

Hans blik mødte mit et sekund, og hans sorte øjne udtrykte fortrydelse. Så så han ned i gulvet. Jeg kunne høre skam og oprør bekrige hinanden i hans hoved.

“Undskyld,” mumlede Jasper.

Jeg trak på skuldrene.

“Du havde jo ikke tænkt dig at gøre noget,” hviskede Alice til ham for at mindske ydmygelsen. “Det kunne jeg se.”

Jeg bekæmpede et ansigtsudtryk, der ville have afsløret hendes løgn. Vi blev nødt til at holde sammen, Alice og mig. Det var ikke let at være freaks i en flok, der allerede bestod af freaks. Vi beskyttede hinandens hemmeligheder.

LÆS OGSÅ: Alt det du med stor sandsynlighed ikke vidste om Twilight

“Det hjælper lidt, hvis man tænker på dem som folk med et liv,” foreslog Alice med sin høje, musiske stemme, der var alt for hurtig for mennesker at forstå, hvis der havde stået nogen tæt på. “Hun hedder Whitney. Hun knuselsker sin lillesøster. Hendes mor inviterede Esme til den der havefest, kan du ikke huske det?”

“Jeg ved godt, hvem hun er,” sagde Jasper abrupt. Han vendte sig og stirrede ud ad et af de små vinduer, der sad jævnt fordelt lige under tagudhænget i det lange rum. Hans tonefald afsluttede samtalen.

Han ville være nødt til at jage i aften. Det var latterligt at løbe en risiko på den her måde, at afprøve sin viljestyrke, opbygge udholdenhed. Jasper burde acceptere sine begrænsninger og arbejde inden for de rammer.

Alice sukkede tavst og rejste sig. Hun tog sin bakke med mad – eller snarere sin rekvisit – og lod ham være. Hun vidste, hvornår han

havde fået nok af hendes opmuntring. Selvom Rosalie og Emmett var langt mere åbne i deres forhold, kendte Alice og Jasper hinandens tanker og behov langt bedre. Som om de også kunne læse tanker – men kun hinandens.

Edward.

Ren refleks. Jeg vendte mig ved lyden af mit navn, selvom det ikke blev sagt højt, men bare tænkt.

Mit blik mødte et langt sekund et par store, chokoladebrune menneskeøjne i et blegt, hjerteformet ansigt. Jeg kendte det ansigt, selvom jeg først så det i dette sekund. Det havde været i alle menneskenes tanker i dag. Den nye elev, Isabella Swan. Datter af byens politimester. Hun skulle bo her på grund af en eller anden ændring i forældremyndigheden. Bella. Hun havde rettet alle, der brugte hendes fulde navn.

Jeg så uinteresseret væk. Det tog mig et øjeblik at indse, at det ikke var hende, der havde tænkt mit navn.

Selvfølgelig er hun allerede vild med Cullen-familien, hørte jeg den første tanke fortsætte.

Nu genkendte jeg “stemmen”.

Jessica Stanley – det var noget tid siden, hun havde generet mig med sin indre plapren. Det havde været så stor en lettelse, at hun var kommet sig over sin håbløse besættelse. Før var det nærmest umuligt at undslippe hendes konstante, latterlige dagdrømme. Dengang havde jeg ønsket, at jeg kunne forklare hende, præcis hvad der ville ske, hvis mine læber og tænderne bag dem var kommet så meget som i nærheden af hende. Det ville have gjort en ende på de irriterende fantasier. Tanken om hendes reaktion var lige ved at få mig til at smile.

Det kan hun godt glemme, fortsatte Jessica. Og hun er jo ikke engang pæn. Gad vide, hvorfor Eric glor så meget … eller Mike.

Det gav et mentalt sæt i hende ved det sidste navn. Hendes nye besættelse, den temmelig almindelige og populære Mike Newton, havde overhovedet ikke blik for hende. Han var åbenbart mere opmærksom på den nye pige. Endnu et pattebarn, der rakte ud efter det nye legetøj. Den kendsgerning gav Jessicas tanker en snert af ondskab, selvom hun på ydersiden opførte sig høfligt over for den nyeste tilflytter, mens hun forklarede det, man vidste om min familie. Den nye elev måtte have spurgt om os.

Alle stirrer også på mig i dag, tænkte Jessica selvtilfreds. Så er det heldigt, Bella har to fag med mig. Mike vil helt sikkert spørge mig, hvad hun …

Jeg forsøgte at lukke den ligegyldige ævlen ude, før misundelsen og det kedsommelige drev mig til vanvid.

“Jessica Stanley giver det store sladderforedrag om Cullen-klanen til den nye Swan-pige,” sagde jeg lavmælt til Emmett for at aflede hans opmærksomhed.

Han lo skjult. Jeg håber, hun giver den gas, tænkte han.

“Temmelig fantasiløst faktisk. Kun en snert af skandale. Ikke et gram rædsel. Jeg er lidt skuffet.”

Og hvad med den nye pige? Er hun også skuffet over sladderen?

Jeg lyttede for at høre, hvad denne nye pige, Bella, tænkte om det, Jessica fortalte. Hvad så hun, når hun kiggede på den mærkværdige, kridhvide familie, som alle undgik?

Det var mit ansvar at kende hendes reaktion. Jeg var en slags spejder, i mangel af bedre ord, for min familie. For at beskytte os. Hvis nogen nogensinde blev mistænksomme, kunne jeg fornemme det og komme med et varsel og en let tilbagetrækning. Det skete sommetider – et eller andet menneske med en god fantasi ville genkende os i en karakter fra en bog eller en film.

Normalt tog de fejl, men det var bedre at flytte videre til et nyt sted end at risikere nøjere granskning. En sjælden gang, meget sjælden, gættede nogen rigtigt. Vi gav dem aldrig mulighed for at efterprøve deres mistanke. Vi forsvandt bare og efterlod kun et skræmmende minde.

Det var ikke sket i flere årtier.

Jeg kunne ikke høre noget, selvom jeg lyttede lige i nærheden af Jessicas kulørte indre monolog, som stadig strømmede. Det var, som om der ikke sad nogen ved siden af hende. Hvor sælsomt. Havde pigen flyttet sig? Det virkede ikke sandsynligt, eftersom Jessica stadig sludrede løs. Jeg så op, følte mig sært ude af balance. Jeg tjekkede min ekstra “hørelse” – det var ikke noget, jeg var vant til.

Igen fangede mit blik de store, brune øjne. Hun sad præcis der, hvor hun havde siddet før og så på os – vel en ret naturlig ting at gøre, når Jessica stadig fodrede hende med godbidder af den lokale sladder om os i Cullen-familien.

Det ville også være naturligt at tænke på os.

Men jeg kunne ikke høre så meget som en hvisken.

En varm, indbydende farve bredte sig over hendes kinder, da hun så ned og væk fra den flove fadæse at blive taget på fersk gerning i at stirre på en fremmed. Det var godt, at Jasper stadig stirrede ud ad vinduet. Jeg kunne ikke lide at tænke på, hvad synet af det tilsyneladende letflydende blod ville gøre ved hans selvkontrol.

Følelserne havde været så klart aflæselige i hendes ansigt, som om de stod skrevet med ord: overraskelsen, da hun ubevidst fornemmede den subtile forskel mellem hendes og min slags, nysgerrigheden, da hun lyttede til det, Jessica fortalte, og noget mere … fascination? Det ville ikke være første gang. For dem, vores bytte, var vi smukke. Og så til sidst, flovheden.

Og dog havde hendes tanker været så klare i hendes mærkelige blik, mærkelige på grund af den dybde, der lå i det. Jeg kunne høre stilheden fra hendes plads. Kun … stilhed.

Jeg følte et øjebliks uro.

Jeg havde aldrig oplevet noget lignende før. Var der noget galt med mig? Jeg havde det, præcis som jeg altid havde. Bekymret forsøgte jeg igen at lytte.

Alle de stemmer, jeg havde lukket ude, råbte nu i mit hoved.

… gad vide, hvilken slags musik hun er til … måske skal jeg nævne min nye cd … tænkte Mike Newton to borde væk med fuldt fokus på Bella Swan.

Se, hvordan han stirrer på hende. Er det ikke nok, at halvdelen af pigerne på skolen venter på, at han … Eric Yorkies tanker var sarkastiske og drejede sig også om pigen.

LÆS OGSÅ: “Det blev hurtigt et sted, hvor jeg kunne gå hen og trykke på pause fra skolen”

… så klam. Man skulle tro, hun var berømt eller noget … Selv Edward Cullen glor … Lauren Malloy var så jaloux, at hendes ansigt burde være jadegrønt. Og Jessica skal rigtig vise sig med sin nye bedste ven. Hvor latterlig kan man være … Spydighederne fortsatte med at pible frem fra pigens tanker.

… det har alle sikkert spurgt hende om. Men jeg ville gerne snakke med hende. Hvad kan man ellers spørge hende om, som er lidt mere originalt? overvejede Ashley Dowling.

… måske skal jeg have spansk sammen med hende … håbede June Richardson.

… har bare så meget, jeg skal lave i aften. Trigonometri og engelskprøven. Jeg håber, mor … Angela Weber, en stille pige, hvis tanker var usædvanlig venlige, var den eneste ved bordet, der ikke var helt besat af denne Bella.

Jeg kunne høre dem alle, høre hver eneste ubetydelige tanke, der gik gennem hovederne på dem. Men der kom intet fra den nye elev med det vildledende og meget kommunikerende blik.

Jeg kunne selvfølgelig høre, hvad pigen sagde, når hun talte til Jessica. Det var ikke nødvendigt at læse tanker for at høre hendes lavmælte, klare stemme i den anden ende af lokalet.

“Hvem er ham med det rødbrune hår?” hørte jeg hende spørge, mens hun sneg sig til endnu et blik på mig ud af øjenkrogen. Hun så hurtigt væk, da hun så, at jeg stadig stirrede.

Hvis jeg havde nået at håbe, at jeg bedre ville kunne stille ind på hendes tanker, hvis jeg hørte hendes stemme, blev jeg straks skuffet. Normalt sendte folks tanker på samme frekvens som deres stemmer. Denne stille, sky stemme var noget nyt, noget anderledes, den var ikke som en af de hundredvis af tanker, der myldrede rundt i lokalet. Helt anderledes.

Ha! Held og lykke, fjols! tænkte Jessica, inden hun svarede på pigens spørgsmål. “Det er Edward. Han er jo totalt lækker, men du kan godt spare dig. Han dater ikke. Der er åbenbart ikke nogen af pigerne her, der er gode nok til ham.” Hun fnøs.

Jeg vendte mig væk for at skjule et smil. Jessica og hendes klassekammerater havde ingen anelse om, hvor heldige de var, at ingen af dem rigtig var min smag.

Under det flygtige anfald af et smil mærkede jeg en sær indskydelse, én, jeg ikke helt forstod. Det havde noget at gøre med den ondskabsfulde kant i Jessicas tanker, som den nye pige var uvidende om … jeg fik en mystisk trang til at stille mig imellem dem. At beskytte Bella Swan mod den dunkle side af Jessicas sind. Hvilken sælsom fornemmelse. I et forsøg på at opsnuse baggrunden for den indskydelse betragtede jeg igen den nye pige, men bare med Jessicas blik denne gang. Det havde tiltrukket sig lidt for meget opmærksomhed, at jeg stirrede.

Måske var det bare et godt begravet beskytterinstinkt – at skærme den svage mod den stærke. På en eller anden måde virkede denne pige mere skrøbelig end sine nye klassekammerater. Hendes hud var så gennemsigtig, at det var svært at tro, at den kunne give hende særlig meget beskyttelse mod verden. Jeg kunne se den rytmiske pulsering af blod gennem hendes årer under den klare, blege hinde …

Men jeg burde ikke fokusere for meget på det. Jeg var god til det liv, jeg havde valgt, men jeg var lige så tørstig som Jasper, og der var ingen grund til at invitere fristelsen indenfor.

Der var en lille rynke mellem hendes øjenbryn, som hun vist ikke selv var klar over.

Det var utrolig frustrerende! Jeg kunne så let se, hvor svært det var for hende at sidde der og snakke med komplet fremmede og være midtpunkt. Jeg kunne fornemme hendes sky natur ud fra hendes holdning, hendes skrøbelige skuldre var let foroverbøjede, som om hun ventede et angreb, hvornår det skulle være. Men stadig kunne jeg kun se, kun fornemme, kun forestille mig. Der kom intet andet end tavshed fra denne menneskepige, som i virkeligheden ikke var noget særligt. Jeg kunne intet høre. Hvorfor?

“Skal vi?” sagde Rosalie lavt og afbrød mit nærstudie.

Jeg vendte tankerne væk fra pigen med en form for lettelse. Jeg havde ikke lyst til at blive ved at fejle på den måde. Det var sjældent, jeg fejlede, og det irriterede mig grænseløst, når det skete. Jeg havde ikke lyst til at begynde at interessere mig særligt for hendes skjulte tanker, bare fordi de var skjulte. Når jeg fik hul igennem til hendes sind – og det var jeg slet ikke i tvivl om, jeg ville få – ville hendes tanker uden tvivl være lige så ordinære og kedelige som ethvert andet menneskes. Det var ikke besværet værd.

“Nå, er den nye så bange for os, eller hvad?” spurgte Emmett, han ventede stadig på svar på sit sidste spørgsmål.

Jeg trak på skuldrene. Og han var ikke interesseret nok til at presse på for at få mere at vide.

Vi rejste os fra bordet og gik ud af kantinen.

Emmett, Rosalie og Jasper lod, som om de gik på fjerde årgang, og nu gik de til deres timer. Min rolle var yngre end deres. Jeg gik til min biologitime på tredje årgang og forberedte mig i mit stille sind på kedsomheden. Det var tvivlsomt, om mr. Banner, som ikke var mere end gennemsnitligt begavet, kunne hive noget frem i undervisningen, som ville være nyt for en med to lægeeksamener.

I biologilokalet satte jeg mig til rette i min stol og spredte mine bøger – igen; rekvisitter, der stod intet, jeg ikke vidste – ud over bordet. Jeg var den eneste elev, der havde et bord for sig selv. Menneskene var ikke kloge nok til at vide, at de frygtede mig, men deres medfødte overlevelsesinstinkt var nok til at holde dem på afstand.

Langsomt blev lokalet fyldt op, mens de kom dryssende ind fra spisepausen. Jeg lænede mig tilbage i stolen og ventede på, at tiden gik. Igen ønskede jeg, at jeg kunne sove.

Fordi jeg havde tænkt på den nye pige, da Angela Weber fulgte hende ind ad døren, fangede hendes navn min opmærksomhed. Bella virker lige så genert som mig. Det er garanteret en virkelig hård dag for hende. Måske kunne jeg sige et eller andet … men det ville sikkert bare lyde dumt.

Fedt! tænkte Mike Newton og vendte sig i stolen for at se pigerne komme ind.

Men stadig tavshed fra der, hvor Bella Swan stod. Intet. Det tomme sted, hvor hendes tanker burde være, gik mig på nerverne. Det irriterede mig.
Hvad hvis nu det hele forsvandt? Hvad hvis det bare var første symptom på mental svækkelse?

Jeg havde tit ønsket at undslippe kakofonien. At være normal. Så normal, som en som mig kunne blive. Men nu skræmte tanken mig. Hvem ville jeg være uden min særlige evne? Jeg havde aldrig hørt om, at det kunne ske på den her måde. Jeg måtte høre, om Carlisle vidste noget.

Pigen gik ned ad gangen ved siden af mig på vej til katederet. Stakkels pige; pladsen ved siden af mig var den eneste ledige. Jeg ryddede automatisk det, der ville blive hendes side af bordet, og skubbede mine bøger sammen til en bunke. Jeg tvivlede på, at hun ville føle sig godt til mode ved at sidde der.

Det ville blive et langt semester for hende – i hvert fald på det her biologihold. Men måske ville det at sidde ved siden af hende være nøglen til hendes tankers gemmested … Ikke at nærhed nogensinde havde spillet en rolle før. Og jeg ville jo ikke finde noget, der var værd at lytte til.

Bella Swan bevægede sig ind i den varme strøm af luft, der kom imod mig fra blæseren.

Hendes duft ramte mig som en rambuk, som en eksplosion. Der var ikke noget billede, der var voldsomt nok til at beskrive, hvad der skete med mig i det øjeblik.

På et øjeblik var jeg forvandlet. Jeg var så langt fra at være det menneske, jeg engang havde været. Der var intet tilbage af den smule menneskelighed, det var lykkedes mig at maskere mig med gennem årene.

Jeg var et rovdyr. Hun var mit bytte. Der fandtes intet andet i verden end den sandhed.

Det var ikke et lokale fuldt af vidner – de var allerede reduceret til følgeskader i mine tanker. Mysteriet om hendes tanker var forsvundet. Hendes tanker betød ingenting, for hun ville meget snart ikke tænke dem mere.

Jeg var vampyr, og hun havde det sødest duftende blod, jeg havde indsnuset i mere end firs år.


Twilight (1) ― Tusmørke


Twilight, Stephenie Meyer, Tusmørke

Første bog i den internationale bestsellerserie om Bella og Edward.

Da Bella Swan møder den mystiske Edward Cullen, bliver der vendt op og ned på hele hendes verden.

Deres forhold bliver mere og mere intenst, selvom Edward insisterer på, at han ikke er god for Bella. Da han afslører den hemmelighed, som han og hans familie har gemt på i årtier, forstår Bella pludseligt hvorfor.

Nu kan ingen vide sig sikre – især ikke Bella.

Twilight er en forførende fortælling om forbudt og livsfarlig kærlighed.

Du kan købe Twilight (1) – Tusmørke online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Twilight (2) ― Nymåne


Stephenie Meyer, Twilight, Twilight sagaen, YA, young adult, vampyr, kærlighed, ungdomsbog

Det vigtigste for Bella er hendes kærlighed til vampyren Edward. Dog er deres forhold farligt for Bella, og det kan Edward ikke leve med. Han vælger derfor at bryde forholdet og rejse væk med sin familie.

Tilbage står Bella med en sammenfaldet verden og et knust hjerte.

Langsomt vender hun dog tilbage hverdagen med hjælp fra venskabet med Jacob Black. Sammen med ham opsøger hun vilde og farlige situationer for at føle sig i live. Jacob kan dog ikke skjule sine følelser for Bella, og hun kan ikke glemme Edward.

Du kan købe Nymåne online, fx hos Saxo.com, eller i din nærmeste boghandler.


Twilight (3) ― Formørkelse


Stephenie Meyer, Twilight, Twilight sagaen, YA, young adult, vampyr, kærlighed, ungdomsbog

Seattle bliver hærget af en række mystiske drab, en ondsindet vampyr fortsætter sit hævntogt, og Bella befinder sig midt i kaosset.

Jacobs følelser for hende er ikke blevet mindre, og med Edward tilbage i Forks er hun nødt til træffe et næsten umuligt valg: Venskabet eller kærligheden?

Men uanset hvad hun vælger, kan hendes beslutning antænde den historiske og endeløse kamp mellem vampyrer og varulve. Situationen spidser yderligere til, da Bellas dimission nærmer sig, og hun må træffe endnu et vanskelig valg: Vil hun leve eller dø?

Du kan købe Formørkelse online, fx hos Saxo.com, eller i din nærmeste boghandler.


Twilight (4) ― Daggry


Stephenie Meyer, Twilight, Twilight sagaen, YA, young adult, vampyr, kærlighed, ungdomsbog

Da Bella flyttede til Forks var det med forventningen om et kedeligt liv i den regnvåde by. Hendes liv har dog været alt andet end det.

Efter flere turbulente begivenheder ser det endelig ud til, at Bella står til at få sit største ønske opfyldt: At blive forenet med vampyren Edward og uddødeliggjort. Edward har nemlig lovet at forvandle hende til vampyr, men ikke før de er blevet gift.

Men situationen udfordrer dog venskabet med varulven Jacob der stadig har dybe følelser for Bella. Bryllupsrejsen giver dog uventede komplikationer, og inden længe trækkes fronterne op til krig …

Du kan købe Daggry online, fx hos Saxo.com, eller i din nærmeste boghandler.