Krimi

Start din læsning af Steffen Jacobsens nye intense krimiserie Proxy

Proxy er en ny krimiserie af Steffen Jacobsen med makkerparret Jacob Nordstedt og Tanya Nielsen, der får til opgave at opklare en række bestialske mord begået i en provinsby vest for København. Start din læsning her.

Den pensionerede bogholder og terapeut Anne Holst myrdes med en afrikansk rituel kniv. Kort tid efter ryster endnu et mord provinsbyen. En lokal læge er fundet stranguleret i et udbrændt bilvrag i sin garage.

Efterforsker og krigsveteran Jacob Nordstedt sættes på sagen sammen med sin yngre kollega Tanya Nielsen. Tanya og Nordstedt får travlt med at kortlægge de tilsyneladende umotiverede mord, hvor eneste fællesnævner er teenagepigen Emma, som er lænket til sin kørestol og sygeseng.

Opgivet af det offentlige sundhedssystem og med uforklarlige symptomer. Tanyas forstærkede lugtesans kan dufte selv de mindste antydninger af forandringer i lugte – og der er noget på gerningsstedet, som lugter forkert. Helt forkert.

Steffen Jacobsen er kirurg, Dr. Med. og overlæge, men har forladt lægegerningen for at hellige sig skriveriet. Han havde sit helt store gennembrud med Trofæ og har siden været fast inventar på enhver krimifans bogreol.


Køb bogen i din foretrukne boghandler eller online her

PROXY

af Steffen Jacobsen

Tid til at fødes, og tid til at dø,
Tid til at plante, og tid til at rydde,
Tid til at ihjelslå, og tid til at læge,
Tid til at nedrive, og tid til at opbygge.
Prædikerens Bog 2:3;3–4 

Holbæk, 15. september 

Anne Holst så op fra sin bog. Dørklokken klemtede melodisk, og måske havde den gjort det et stykke tid. Nu lød der også tre hurtige og hårde rap derude. Vedkommende var utålmodig. Anne Holst vidste, at hendes cykel stod lænet op ad husmuren ved siden af vindfanget, og bilen stod i carporten. Der var altså al mulig grund til at tro, hun var hjemme. En ærgerlig rynke blev trukket midt ned mellem hendes øjenbryn. Hun holdt ikke af at blive forstyrret uden for kalenderens optegnelser og skævede til det fine rokoko-ur, der stod på et anretterbord mellem høje bogreoler. Bordet blev aldrig brugt længere. Hvert fulde timeslag piruetterede en porcelænsballerina i en stram halvcirkel foran urskiven, hvorefter hun forsvandt ind i værket gennem en lille lem. 

Hendes stavgængerhold var yderst punktligt og skulle først komme om en halv time, men måske var det pakkeposten. Hun havde købt et halvt dusin dyre garnnøgler over nettet for at være i god tid med at strikke niecens julegave: en færøsk sweater i ren uld. Anne Holst lagde et hæklet bogmærke i sin opslåede bog, tømte kruset med kold te, lagde læsebrillerne på spisebordet og rejste sig med et suk.

Dørklokken.

Hun smilede ved sig selv. Hendes afdøde og højt elskede mand, Niels, havde altid sagt, at hun ikke ville bemærke et meteornedslag, hvis hun var opslugt af en bog.

– Jeg kommer nu, råbte hun.

Hun gik gennem stuerne og videre ud i entreen. Den enoghalvfjerdsårige, pensionerede bogholderske var slank og spændstig og bevægede sig som en yngre kvinde.

Anne åbnede døren og missede mod det klare septemberlys. En kile grågæs trak sydpå over den blege himmel. Skikkelsen i vindfanget var ubevægelig. En sort, halvlang anorak var lynet op i halsen, og hætten kastede dyb skygge over den øverste halvdel af gæstens ansigt.

Få sekunder gik hen i tavshed, før Annes velkomstsmil falmede, og hun trådte et skridt tilbage.

Hætten blev krænget tilbage fra gæstens ansigt.

– Men …

Annes frie hånd fandt guldkæden med korset om halsen. Hendes anden hånd var stadig låst om dørhåndtaget.

– Må jeg komme ind? spurgte den anden grådkvalt. – Anne? Må jeg? Du er virkelig den eneste, der kan hjælpe mig nu. Jeg er så ked af det.

Anne trak vejret dybt og tog sig sammen med en kraftanstrengelse. Hun havde boet de mest gudsforladte steder i Afrika og Asien med sin mand, ingeniøren, og de havde minsandten prøvet lidt af hvert. 

Hun nikkede, fjernede hånden fra dørhåndtaget og lod gæsten gå forbi sig. Før hun lukkede døren, spejdede hun op og ned ad den fredelige villavej i fjordbyen. Der var ingen i sigte, bemærkede hun beklemt.

– Men kom så ind, mumlede hun. – Du godeste. Jeg forstår bare ikke …

De stod tavse over for hinanden i dagligstuen. 

Anne tjekkede nervøst sit armbåndsur. Hendes kaotiske tanker gled formløst forbi hinanden.

Den anden slog hætten ned og smilede.

– Venter du nogen?

Det brudte og grådkvalte i stemmen var borte.

– Mig? Næh, det er bare mit stavgængerhold. Men de kommer først om en halv time.

– I går sammen? Det er da dejligt, ikke? At gå, mener jeg.

– Jo, da.

– Du havde jo ret, Anne. 

– Havde jeg? Jo, men …

– Ja. 

Situationen var så uvirkelig, at hun måtte stirre hårdt på væggene i sin stue: hendes og Niels’ livshistorie: de aflange, groteske masker fra Benin var virkelige, de drabelige, antikke våben fra Sydafrika var virkelige: knobkerries og forskellige spyd og kampvåben. De havde farver, vægt og form. De havde virkelige minder knyttet til sig. 

Hun støttede sig til en højrygget lænestol, og hendes mund var tør som aske.

Gæsten drev skødesløst gennem stuen og gik videre til den åbne spisestue med det store mahognibord, hvor Anne læste og strikkede. Der stod stadig ti stole omkring det rektangulære bord, men Anne havde sjældent gæster. Latter og gæstebud hørte en anden tid til. Det var noget andet, da Niels stadig levede: han elskede gæster og var en fuldendt, vital og gemytlig vært: der var altid en ny, hjemmelavet kryddersnaps, der skulle smages. Hjemmebrygget øl fra udhuset. Det bedste af alt. Hans runde, strålende ansigt og lattermilde øjne. Det store, gråsprængte fuldskæg, det uudtømmelige lager af absurde og morsomme anekdoter fra Afrika og Asien. Han var altid midtpunktet i enhver sammenkomst.

Gæsten drejede bogen på spisebordet og studerede omslaget.

Øjnene blev smallere og Anne svajede.

– Handler den her om mig?

– Selvfølgelig ikke, mumlede Anne.

– Er du helt sikker?

– Naturligvis. Men …, jeg kan bare slet ikke forstå det her. Skulle du ikke tale med din læge? 

– Det har jeg da også tænkt mig. Jeg tror jo, at du og han er helt enige, ikke? Den anden smilede lyst: – Jeg ved nøjagtig, hvordan du har det. Det er, som om alting udvider sig, ikke? Som om det ikke standser nogen steder, selv om man virkelig gerne ville have det til at holde op. Er det ikke sådan, du har det?

– Jo. Det er nok rigtig nok.

Anne lukkede øjnene.

Da hun igen åbnede dem, var gæsten forsvundet fra hendes synsfelt. 

Hun vendte sig om. Nu stod den anden foran hende.

Der var noget galt, tænkte Anne. Noget manglede. En forstyrrelse af velkendte mønstre. Noget i stuen var anderledes. Væggen over sofaen?

Men intet menneske kunne vel bevæge sig så hurtigt og stille?

Hun så ned, da stødet ramte hende, og den hvidglødende smerte bredte sig som en nyfødt stjerne.

Det skarpe blad var glat og resolut blevet ført gennem Annes mellemgulv; videre op gennem hjertesækken, højre hjertehalvdel og den store lungepulsåre. Hjertet stod stille i chok. Så trak venstre hjertehalvdel sig sammen i få, store kramper, der sendte resten af brystkassens blod ud til hendes bughule. Tømt for blod, og befriet for al modstand, sitrede hjertet. Flimrede. Stod stille.

Hjernen lukkede ned.

– Niels, hviskede hun.

Hun så på gæsten, der havde løftet sine behandskede hænder op til ansigtet, men betragtede hende mellem fingrene med et blik fyldt af forfærdelse og triumf.

En så hadefuld kraft i de arme, var Annes sidste, bevidste tanke.

Så gav knæene efter, og hun var død.

Kriminalinspektør Jakob Nordsted lod Jaguaren glide ind til kantstenen fire parceller vest for Anne Holsts hus.

Han slukkede motoren, steg ud og betragtede sin spritnye XE Portfolio sedan. Så lod han fingrene glide kærtegnende over bilens kølige tag, inden han lod døren smække i med en lyd som fra et schweizisk pengeskab. Nordsted smilede vellystigt ved synet af det kanelfarvede Windsor-læder, der beklædte kabine, instrumentbræt og rat, inden han klikkede låsen til og stak nøglen i lommen på sin tykke sømandsjakke. 

Med et fjendtligt suk så han ned ad den ordinære villavej med dens evindelige gule eller hvide énetagers parcelhuse, brede fortove, barnecykler, tildækkede Weber-grill, tomme carporte og en lille gruppe frysende, halvfjerdsårige stavgængere, der var ved at blive afhørt af to kvindelige politiassistenter med blonde hestehaler. 

Kvarteret så ud til at være lige velegnet til såvel små børn som sårbare gamle; som om det en gang i halvfjerdserne var blevet projekteret og anlagt af fysioterapeuter. Han tog et par skridt, men måtte så igen vende sig og se tilbage på bilen, som for at forvisse sig om, at der stadig fandtes gode, smukke, civiliserede, velkonstruerede og forædlede skabninger i denne jammerdal, hvor folk myrdede hinanden. Han fortsatte i en vid bue uden om de blege stavgængere og ignorerede politiassistenternes interesserede blikke.

Foran det lave, gule parcelhus med stauderne og kampestensgærdet holdt brandvæsenets ligvogn, to hvide, umærkede kassevogne fra Kriminalteknisk Afdeling og to patruljevogne fra det lokale, Vestsjællandske politi. Det var formentlig Vestsjællands samlede udrykningsstyrke, tænkte Jakob: efter reformer og centraliseringer, som effektivt havde destrueret borgernes tillid til et stedse mere usynligt, djøfiseret og utilgængeligt politi.

Jakob løftede hånden i en tavs hilsen til to bredryggede brandfolk, der stod og røg på fortovet. Når kriminalteknikerne var færdige med den første undersøgelse af gerningsstedet, ville de to fåmælte mænd fragte afdøde ind til Retsmedicinsk Institut i København for obduktion og videre undersøgelser. Det var ikke et job, mange misundte dem.

Han fortsatte op ad havegangen, der som alt andet var sirlig, fejet, befriet for nedfaldne frugter og løv, forbi en skinnende ren, lyngfarvet VW UP i carporten. Han rynkede misfornøjet panden ved synet af husets brune, falske skodder, der formentlig var valgt for at give det et middelhavsagtigt præg. 

Indenfor var en hvidklædt kriminaltekniker ved at rigge sorte skærme op foran vinduerne før Luminol-behandlingen. Teknikeren bemærkede tilsyneladende ikke kriminalinspektøren, der fortsatte bag om huset til baghaven. I farten plukkede Jakob sig en pære fra et espalier, bed stilken af, spyttede den fra sig og tog en stor bid. Han fortrød omgående: frugten var melet og overmoden. Han kastede den fra sig i en høj bue. Ved nedslaget flaksede en ringdue ud fra et fyrretræs øverste grene. 

Han havde efterhånden ikke tal på, hvor mange gange, han var ankommet til et hus som dette: en skal om et liv, ødelagt af en morder, der havde brudt det menneskelige bånd, og som derfor skulle findes og stilles til regnskab. 

Det var overenskomsten.

Kvarteret var stille bortset fra politiets skrattende VHF-radioer. Som om drabet dæmpede alle lyde. Som om byen holdt vejret. Som om den venlige, lille by ved fjorden var ramt af et destruktivt, meteorologisk fænomen uden fortilfælde.

Afdelingsleder i Kriminalteknisk Afdeling, Hans Schmidt, stod midt på linoleumsgulvet i Anne Holsts pletfrie køkken og overvågede to yngre teknikere, der dels var i færd med at børste fingeraftryk frem på køkkenbordet under vinduet mod baghaven, dels var ved at skille vandlåsen under køkkenvasken for at bjerge eventuelle hår, skæl eller fibre fra afløbet. Man vidste aldrig: måske var morderen den pertentlige type, der vaskede sine hænder efter at have slagtet et medmenneske. Schmidt troede ikke på det.

Teknikeren med penslen og fingeraftrykspulveret rettede sig op og pegede.

– Hvem er det der?

Schmidt så ud på skikkelsen i den lange, smalle baghave. Manden stod med ryggen mod huset: høj og bredskuldret, med gråt, kortklippet hår og hænderne begravet i jakkelommerne; ubevægelig som en statue.

– Jakob Nordsted, mumlede Schmidt. 

Ved ordene og Schmidts tonefald foldede den anden tekniker sig ud fra sin krampagtige stilling halvt inde i underskabet og rejste sig.

– Den Nordsted? Jesus, jeg troede …

– Du troede ingenting. Og der er gudskelov kun den samme.

Den yngste tekniker, som Schmidt allerede vidste skulle afløse ham den dag, hvor konen, kulturrejser og laksefiskeri blev hans eneste bekymringer, tog et skridt hen mod køkkendøren, men afdelingslederen bremsede ham.

– Hvor havde du tænkt dig, du skulle hen? spurgte han.

– Jeg ville bare bede ham komme denne vej, så han ikke skulle gennem stuerne.

Schmidt smilede spotsk bag ansigtsmasken.

– Lad være med det. Jakob tænker. Jakob mærker efter. Voodoo. Desuden ved han allerede, at du står og ser på ham.

– Det kan han sgu da ikke. Har han øjne i nakken?

– Absolut. Han var soldat, og ikke en af dem, der sidder bag et skrivebord eller skriver soldatererindringer uden nogensinde at have hørt et skud affyret i vrede. Han var i den grad derude.

– Voodoo? spurgte den anden.

Schmidt trak på skuldrene.

– Kald det, hvad I vil, men lad endelig være med at forstyrre ham, okay? Det var det afløb. Hold dig til det.

Jakob blev mødt i entreen af Hans Schmidt, der overrakte ham et sæt blå overtrækssko.

Schmidt var den bedste på sit felt og en af de få, hvis meninger Jakob faktisk respekterede. Han fulgte efter kriminalteknikeren til stuen. Anne Holst lå i dødens fuldkomne afslappelse på det grå gulvtæppe med et ansigtsudtryk, der udtrykte den sidste, store forbløffelse. Huden var hvid som kalk, og bughulen udspilet. Skikkelser i hvide heldragter, hætter og mundbind svævede gennem huset som spøgelser, og stuerne henlå i halvmørke. En indendørs skumring, der blev komplet, da en af Schmidts unge mænd satte den sidste lystætte stofskærm på plads foran det sidste vindue.

– Alle står stille, kommanderede Schmidt.

To mand gik i gang med at spraye Luminolopløsning på tæpper, vægge, møbler og alle overflader i stuen. Luminol bandt sig til jernet i selv mikroskopiske blodstænk, selv om overfladen var blevet afrenset med alle gængse rengøringsmidler, og blodpartiklerne lyste op, når de blev udsat for en særlig lyskilde. Ud fra blodstænkenes placering, indbyrdes afstand og alder, fra indtørrede til endnu fugtige, kunne gerningsforløbet rekonstrueres. 

I teorien.

Blodsøen strakte sig mod sofaarrangementet i en lang tunge og lyste blåt i mørket.

Ellers ingenting. Ikke en dråbe. Ikke et fodaftryk.

– Okay, fjern de lorteskærme igen, så vi kan se noget! råbte Schmidt arrigt.

Han vendte sig mod Jakob med stramt korslagte arme.

– Det var værd at prøve, mumlede Jakob trøstende.

Schmidt nikkede hårdt.

– Selvfølgelig.

Kriminalinspektøren så på ham.

– Kan du ikke fjerne det der mundbind, Hans? Jeg går ikke ud fra, at det var Ebola, der slog hende ihjel?

Schmidt trak hætten tilbage og fjernede ansigtsmasken. Han åbenbarede et prægtigt cykelstyroverskæg, som han plejede med samme omhu som en speltmor plejer Bernadotteskolens forældreintra. Afdelingslederen var langsynet, og de tykke briller gav hans brune øjne et svømmende, ufokuseret udtryk.

Men Schmidt var alt andet end ufokuseret, vidste Jakob.

Han kastede et blik over Schmidts lydløse, hvidklædte DNA-jægere. Så betragtede han stuens sydvendte væg, der havde et fint udvalg af, så vidt han kunne se, autentiske etnografica fra Afrika.

Stuerne var som indehaveren selv. Ordentlige, nette. Møblerne så ud, som var de indkøbt dagen før, og han gættede på, at den afdøde i vid udstrækning foretrak sit eget og sine mange bøgers selskab og sjældent anvendte meget andet end spisebordet ude i vinkelstuen og den komfortable lænestol med lammeskindet foran TV-skærmen. 

Jakob pegede på et falmet aftryk efter den manglende makker til et kortskaftet stikvåben på væggen og så på Schmidt.

Teknikeren nikkede.

– Det er korrekt, at enkefru Holst ikke blev dræbt af en tropisk virus, men af noget, der var lige så eksotisk. Se her.

De satte sig på hug ved siden af mordvåbnet, der lå på gulvet og var pakket ind i klar, forseglet plastik.

Schmidt rømmede sig.

– Politilægens første vurdering var, at tingesten her med stor kraft var blevet ført ind under hendes brystben, videre op gennem mellemgulvet, gennem hjertesækken og direkte ind i hjertet. Hun blødte ned i løbet af få sekunder, og det meste af blodet havnede i bughulen. Derfor er der så relativt lidt synligt blod. Hun faldt, hvor hun stod.

– Var der afværgelæsioner på hænder eller underarme? spurgte Jakob.

– Ingen. Hun var ikke forberedt på onde hensigter.

– Så det var én, hun kendte, konkluderede Nordsted. – Som sædvanlig.

– Formentlig. Hun havde selv åbnet døren for vedkommende. Lås og træværk var intakt, og det er en selvlåsende dør.

De rejste sig.

– En sydafrikansk assegaj, mumlede Schmidt. – Vorherre bevares. Det er vist første gang, jeg ser sådan én.

– Det er ikke en assegaj. Det er en iklwa. Et kort stødvåben udviklet til nærkamp af selveste Shaka, den mægtige Zulukonge. Navnet er fonetisk: det beskriver den sugende lyd, der udløses, når man trækker våbnets blad fra en død fjendes krop. Meget effektivt.

Hans Schmidt var for længst ophørt med at undre sig over Jakob Nordsteds encyklopædiske kendskab til alt uvæsentligt mellem himmel og jord, men betvivlede ikke oplysningens korrekthed.

– En ilkwa. Javel.

Iklwa, sagde Jakob fraværende. – Hvem er hun?

Schmidt gjorde en altfavnende bevægelse mod stuerne og entreen. 

– Så tæt på gennemsnittet af Danmarks Statistik som menneskeligt muligt for hendes aldersklasse. Enoghalvfjerds år gammel. Bogelsker. Stavgænger. Pensioneret bogholderske. Enke gennem tre år. Manden var elektroingeniør, og parret har arbejdet og boet i Afrika i årevis. Derefter Cambodja, Nepal og Bhutan. Det er det eneste afvigende ved hendes liv, indtil videre. Hun var for øvrigt uddannet kraniosakral terapeut, men om det er en afvigelse, ved jeg ikke.

– En terapeut, altså. Nordsted udtalte ordet, som var der tale om en vansirende hudsygdom. – Det er vel efterhånden meget almindeligt. Vi er blevet en nation bestående af behandlere og klienter.

– Men du er da selv blevet behand …, begyndte Schmidt, men holdt inde, da et advarende udtryk gled over kriminalinspektørens hårde ansigt.

Jakob så på sit ur.

– Er I færdige med hende? Brandfolkene er ved at fryse røven af udenfor. Dødstidspunkt?

Schmidt skævede ned til et digitalt display på gulvet. Displayet var forbundet med en hvid ledning og en temperatursonde, der befandt sig i afdødes endetarm. De røde tal flakkede omkring 25.7 °C.

– Bedømt ud fra kerne- og rumtemperaturen vil jeg sige for omkring tre timer siden. 

– Hvad med stavgængerne udenfor?

– Præcise som domkirkeure. De havde en aftale med Anne Holst om at vandre ud til Maglesø og derefter spise deres medbragte klemmer ved observatoriet i Brorfelde. Én af dem så hoveddøren stå på klem og gik indenfor. Hun befinder sig nu nede på sygehuset, hvor hun bliver behandlet for chokket.

– Det kan jeg forestille mig, sagde Jakob neutralt. – Noget af en vandretur, for øvrigt. 

– De er alle i særdeles fin form, ser det ud til, sagde Schmidt. – Magre som mynder.

– Fodspor på havegangen?

– En halv snes forfærdede pensionister har trasket frem og tilbage derude.

– Vidunderligt. Well, follow me, my dear Watson, mumlede Jakob og førte an til spisestuen.

Han standsede ved spisebordet og betragtede den tomme tekop og en grim tekande med teposer. En smertelig trækning gled over hans ansigt. Han kom fra en højborgerlig familie, der anså teposer i tekander som lige så smagfulde som kondomer.

Han tjekkede igen sit rustfri Rolex. Bevægelsen var ikke spildt på Schmidt.

– Venter du nogen? 

– En eller anden nybegynder på turnus. Hun skal være i personfarlig kriminalitet i tre måneder. Få taget sin mødom, så at sige. Natasha? Et eller andet socialklasse 5-agtigt. Og hvorfor helvede skal det altid være mig? Som om jeg var noget fra zoologisk have.

Schmidt nikkede trist.

– Mere noget fra et naturhistorisk museum. Jeg får dem altså også, Jakob. Vi er dinosaurer, og de er på udflugt med klassen. Et glimt, inden vi uddør.

– Det er i hvert fald pisse irriterende. Jeg ved godt, det er svært at tro, men mine pædagogiske evner kan ligge på et meget lille sted.

– Det kommer som en stor overraskelse, sagde Schmidt.

Tanya fik øje på den unge mand omtrent halvtreds meter fra Anne Holsts hus. På villavejens fortove var et lille, opskræmt opløb forsamlet; mest kvinder og deres børn. De forholdt sig tavse. Et par smartphones blitzede. Hun var lige blevet passeret af brandvæsenets ligvogn; en ombygget ambulance, hvis indre var særligt velegnet til at blive højtryksspulet og desinficeret efter endt transport. Orange staffage, sirener og udrykningslys var blevet fjernet.

Naturligvis ville et gerningssted som dette tiltrække sig opmærksomhed. Der var derfor ikke noget usædvanligt ved drengens tilstedeværelse. Måske havde han en politiskanner derhjemme. Det var mere skikkelsens unaturlige intensitet, den munkeagtigt oplynede anorak, det ligblege, udtryksløse ansigt, blege, blå øjne indrammet af hætten, der fik Tanya til at sagtne farten og vende sig.

Tanya ejede til overflod selvforglemmende koncentrations nådegave, hvilket ikke altid var lige praktisk. Heller ikke nu. Desuden var hun en uhelbredeligt dårlig bilist, der var dumpet fem gange til politiets interne køreprøve, før en motorsagkyndig af ren og skær desperation og medlidenhed satte den attråede krusedulle og et stempel på prøvebeviset. 

– Shit…! 

Adrenalinen skyllede igennem hende ved smældet, der lød fra højre side af hendes ramponerede Fiat.

– Pis, altså!

Hun standsede ved kantstenen, tjekkede lynhurtigt sin næsten usynlige læbestift og mascaraen i solskærmens knækkede spejl, hvorefter hun steg ud.

Tanya lukkede diskret bildøren efter sig og så sig omkring. Ingen havde tilsyneladende bemærket hendes lille uheld. Hun åndede lettet op, indtil hun fik set nærmere på den flunkende nye Jaguar bag Fiat’en.

– Fuck …

Hun tænkte på skyndsomst at finde et andet sted til sin bil og derefter benægte alt, hvis nogen konfronterede hende, men hendes kompromisløse anstændighed fik hende alligevel til at rive en side fra en notesbog, skrive sit mobilnummer på den og sætte den fast under Jaguarens højre vinduesvisker.

Så gik hun med hurtige skridt mod gerningsstedet og bemærkede med irritation sin hurtige vejrtrækning. Hun så kritisk ned af sig selv for måske tyvende gang den dag. Tanya havde været særligt omhyggelig med sin påklædning efter brusebadet i morges. Det var trods alt ikke hver dag, men mødte en levende legende som Nordsted. Hun endte med at vælge et diskret, mørkt jakkesæt, sorte ECCO-sko, en pæn, hvid skjorte, et minimum af makeup og en praktisk hestehale.

Udstrålende friskhed, gåpåmod og lærevillig ydmyghed.

Håbede hun.

Hun havde forberedt sig så godt hun kunne, blandt andet ved hjælp fra en god veninde i Rigspolitiets HR-afdeling – som hun havde forpestet tilværelsen for – indtil hun viste Tanya udvalgte dele af Jakob Nordsteds særdeles omfangsrige personmappe. Meget var utilgængeligt og resten ærefrygtindgydende: Jakob Nordsted var blot 28 år gammel, da han blev udnævnt til kaptajn i Den Kongelige Livgarde. Han havde været på den skarpe side af missioner både i Bosnien, Kosovo og Afghanistan med udmærkelse, og det virkede, som om hæren efterhånden var løbet tør for medaljer og kampagnebånd til den unge kaptajn. Imidlertid blev en lovende karriere brat afbrudt af ukendte årsager. 

Et år efter afskedigelsen søgte han optagelse i politiet og gentog kunststykket: han brød gennem etatens traditionelt tunge barrierer i en ny kometkarriere; først som vicepolitinspektør i Aktionsstyrken, hvor han blev fundet ’særligt egnet’ på grund af sin militære fortid. Han havde etableret Aktionsstyrkens værdifulde samarbejde med Frømands- og Jægerkorpset.

Så var der igen sket én af disse forandringer – som forskubbelser i kontinentalplader – som alle teoretiserede over, men ingen rigtig vidste besked med: Nordsted havde fra den ene dag til den anden forladt Aktionsstyrken, var blevet skilt fra sin jævnaldrende tandlægehustru – parret havde en nu 14-årig søn – fået bevilget et halvt års orlov, som han angiveligt havde tilbragt i en alkoholtåge et sted i Sydøstasien, før den legendariske chef for afdelingen for personfarlig kriminalitet, Poul Wilhelmsen, var rejst til Vietnam. Han havde fundet Nordsted på et miserabelt hotelværelse i Ho Chi Minh-city; angiveligt i selskab med et sæt tvillinge-ludere, hvorefter han havde sendt ham til afrusning og behandling for sine forskellige afhængigheder.

Efter sin genopstandelse havde Jakob Nordsted dramatisk opklaret mordene på fem unge, ukrainske kvinder, der var blevet dræbt i Storkøbenhavn over en periode på 14 måneder. De var lokket til Danmark efter korrespondancer på et seriøst datingsite. De havde modtaget rigelige rejsepenge og dyre gaver. De var mellem 24 og 27 år, langbenede, velplejede, veluddannede, barnløse, smukke og blonde. De var alle kørt fra Kastrup Lufthavn med en taxa og var sent om aftenen blevet sat af ved en kystbanestation: hvorefter de sporløst forsvandt – indtil deres mishandlede lig dukkede op i Øresund flere uger senere. 

Anholdelsen af gerningsmændene og de efterfølgende tilståelser havde skabt overskrifter verden over: morderne var to midaldrende brødre, der tilhørte det danske Pantheons absolutte top; den ene som departementschef, den anden som direktør for et af de nationale museer. Brødrene var også mytomane karakterafvigere, sadister, atleter og fremragende jægere. Nordsted var alene og imod alle foresattes harmdirrende, radioskrattende kontraordrer trængt ind i den store villa i Københavns fashionable ambassadekvarter, hvor han havde fundet det sjette offer i kælderen; bundet til en sengebund: en ung kvinde, der omtrent var torteret og voldtaget til døde. Han havde brækket kæben og det ene lårben på den ældre bror, men var blevet skudt med en jagtriffel af den yngste bror.

I tre uger svævede Nordsted mellem liv og død på en intensiv afdeling. Han havde fået lavet en midlertidig kolostomi og modtaget tredive portioner donorblod. 

Parnasset var stadig ved at finde deres egne fødder. Brødrene havde trods alt været en af deres egne.

Tanya standsede sin tankerække og stirrede op ad vejen: ynglingen i den sorte anorak med det intense blik og blege ansigt var forsvundet, som havde han aldrig stået dér, lige ved siden af den røde postkasse. 

Jakob sad på en læderpuf midt i stuen, og Schmidt var ved at opmåle forskellige vinkler og afstande med en lasermåler, da hoveddøren gik op. Lyset faldt ind i entreen, og straks efter lød et brag, da noget skrøbeligt gik i gulvet derude.

– Pis, altså! Undskyld!

Stemmen var decideret feminin.

– Jeg tror, din date er kommet, sagde Schmidt.

Jakob nikkede mørkt. 

Han betragtede den middelhøje kvinde, der nu stod i døråbningen til stuen: regelmæssige ansigtstræk, slank, kraftigt lysebrunt hår samlet i en hestehale. Frygtelige sko. Pæne læber og tænder. I slutningen af tyverne.

Han ignorerede det lyse smil, der derefter ligesom smuldrede bort, men betragtede fascineret hendes dråbeformede næsebor, der ubevidst udvidede sig og trak sig sammen som hos en jagthund. Så tændte han en Davidoff-cigaret med sin Dunhill-lighter og betragtede gulvtæppet mellem sine ørkenstøvler beklædt med blå overtræk.

Tanya havde lyst til at skrige til manden i midten af sin fuck off-zone, at han fandeme ikke måtte ryge på et gerningssted.

Men ordene blev stikkende i hendes hals.

Den ældre, gråskæggede kriminaltekniker smilede venligt og rakte hende hånden.

– Hans Schmidt, og du må være … Natasha…?

– Tanya.

– Hvad skete der lige før?

Hun rødmede.

– En platte eller sådan noget på væggen. Et fad … håber ikke, det var uerstatteligt. 

Hun hinkede lidt frem og tilbage, mens hun iførte sig de overtrækssutter, Schmidt havde rakt hende. Hun betragtede Nordsted over teknikerens skulder. Kollegernes bedømmelse af kriminalinspektøren varierede vildt, men kunne groft sagt deles mellem de vurderinger, der kom fra yngre politifolk, der syntes, han var et udbrændt røvhul, der egentlig burde gå på tidlig pension med PTSD eller noget, til ældre kolleger, der var mere nuancerede – og forsigtige – i deres domfældelse. Tanya fornemmede, at de vidste langt mere om Jakob Nordsted, end de var villige til at fortælle en nyankommen. De fleste tilstod dog, at manden var egenrådig, en ensom ulv – naturligvis. Svær – næh, faktisk umulig – at arbejde sammen med. Men der var også sporadiske anekdoter om næstekærlighed: at Nordsted var parat til at tale med ofre for forbrydelser og deres pårørende på alle tider af døgnet, at han led, når efterforskninger sandede til. At han kunne arbejde igennem i døgndrift, når andre segnede, og at han havde … en slags syner. At han ting og drog følgeslutninger, der ikke var menneskeligt mulige, medmindre man selv var gerningsmanden. Efter anholdelsen af de celebre, kvindemishandlende brødre var det ikke muligt; hverken for Nordsted, Poul Wilhelmsen, der var hans nærmeste ven og foresatte eller psykologerne at forklare, hvordan inspektøren vidste, at brødrene udlevede deres bestialske fantasier i netop dén pågældende villa på Gammel Vartov Vej i Ryvangskvarteret. Geografisk lå villaen som et bekvemt nav i et hjul for de destinationer, taxachaufførerne og deres GPS-sendere havde angivet. Men der var intet papirspor eller håndfaste observationer, der forbandt brødrene med villaen. Nordsted og andre efterforskere havde kørt gennem kvarteret utallige gange, indtil Nordsted en aften havde trådt bremsen i bund ud for nogle oplyste kældervinduer.

– Det er her, havde han sagt til sin makker. – Du bliver her og kalder på forstærkninger.

Ifølge overleveringen.

En halv time senere var Nordsted, livsfarligt såret og næsten forblødt, blevet bragt til traumecentret på Rigshospitalet.

Så rejste manden sig og hilste. Hånden var tør som mel. De store blå øjne granskede alvorligt hendes ansigt. 

– Hej. Tanya hedder jeg.

– Gav de dig ikke et efternavn?

– Undskyld. Nielsen.

Hans opmærksomhed drev videre. 

I sit stille sind hældede Tanya allerede til de yngre kollegers vurdering af Nordsted.

Kriminalteknikeren tog hendes arm.

– Natas …, jeg mener Tanya, kom med mig, og lad os for en stund overlade kriminalinspektøren til sine utvivlsomt inspirerede og frugtbare meditationer.

– Okay.

Hendes næsefløje vibrerede igen

– Er det lugten af blod, du ikke tolererer? spurgte Nordsted. – Hvis det er tilfældet, ville jeg nok overveje mit valg af profession endnu en gang.

Tanya rystede på hovedet og smilede tappert: – Overhovedet ikke, det er bare det, at jeg …

– Hvad?

– Ingenting.

Kriminalteknikerens greb strammedes om hendes overarm og hun lod sig taknemmeligt føre ind i husets indre med alle dets fremmedartede dufte.

Da de var uden for hørevidde, tog Tanya armen til sig og spurgte: – Er han altid sådan?

– Hvordan sådan?

– Nedladende. Brysk. Afvisende.

Schmidt trak på skuldrene.

– Det meste af tiden. Livet har ikke altid været lige blidt ved den gode kriminalinspektør. Det tog tid at vænne sig til ham, det indrømmer jeg gerne.

– Hvor længe? I dit tilfælde?

– Årevis.

Tanya åbnede døren til et stort badeværelse og stod stille på tærsklen med halvt lukkede øjne; ramt af en festival af dufte.

Schmidt betragtede hende fascineret.

– Er du en slags menneskelig narkohund? spurgte han. – Og kan du også finde trøfler?

Tanya åbnede øjnene og vendte sig mod kriminalteknikeren.

– Hyperosmi, hedder det. Jeg har ikke bedt om det, og jeg ville helt sikkert helst være fri. 

– Hyperosmi? Aldrig hørt om det. Er det noget, man bliver født med?

Tanya rystede på hovedet.

– Det kom i forbindelse med en graviditet. Normalt forsvinder det, når man føder, men …

– Du fødte aldrig, konkluderede Schmidt nænsomt.

– Nej. Vi valgte at afbryde svangerskabet. 

Så lyste Tanya op: – Men det har nu også visse fordele. Vidste du, at halvfems procent af ens spontane tiltrækning eller afvisning af en fremmed alene er baseret på, om man kan lide duften af vedkommende eller ej? Helt ubevidst. 

– Næh. Så Nordsted har en ubehagelig kropsduft? Selv om … det har jeg nu aldrig bemærket.

– Slet ikke, sagde hun heftigere, end hun havde tænkt sig. – Tvært imod, tilføjede hun eftertænksomt, – men det må du love, du aldrig fortæller ham. Jeg ville dø af skam.

Schmidt førte en pegefinger over struben

– A’mar. Men så vil jeg overlade dig til dine duftstudier. 

Han efterlod hende på badeværelset men hulede så stjålent hænderne foran munden og åndede ud. 

Så rystede han på hovedet af sig selv.

– To nutcases på samme sag. Det her skal nok blive prægtigt.


Den pensionerede bogholder og terapeut Anne Holst bliver brutalt myrdet med en afrikansk ritualkniv. Kort efter ryster endnu et mord beboerne i Holbæk: En lokal læge findes stranguleret i et udbrændt bilvrag i sin garage.

Køb bogen i din foretrukne boghandler eller online her

Efterforsker og krigsveteran Jacob Nordstedt sættes på sagen sammen med sin yngre kollega Tanya Nielsen. De to får travlt med at kortlægge de tilsyneladende umotiverede forbrydelser, hvor eneste fællesnævner er den kronisk syge teenagepige Emma, som er lænket til sin kørestol. Tanyas forfinede lugtesans kan registrere selv de mindste antydninger af forandringer i dufte – og der er noget på et af gerningsstederne, som lugter forkert. Helt forkert.