Og så drukner jeg … er en stærk og medrivende roman, der går helt tæt på den stress og det forventningspres, danske unge møder i dag. Her fortæller forfatter Ditte Wiese om den 18-årige Josephine, der langsomt krakelerer – og om sit ønske om at gøre op med karakterræs, pres og perfektionisme.
af forfatter Ditte Wiese
Det summer i hovedet og sitrer i hele kroppen. Det trykker for brystet og prikker helt ind i øjnene. Håndfladerne er klamme, mens munden er tør.
Et anstrengt grin til spejlet, for at se hvordan ens tænder er lidt for skæve og næsen lidt for rund, mens hænderne forsøger at stramme huden ud eller lægge ørerne lidt tættere ind til hovedet. Et kast med håret, som ikke ser casual rodet ud, men bare træt og lidt fedtet, mens en indre stemme påpeger, hvor runde kinderne er blevet.
Hvis ikke du har haft det sådan nogensinde, så har jeg haft det så rigeligt for os begge to.
Præstation, perfektion og prestige
De fleste af os har prøvet det. For mange oplever det hver dag. Hele tiden. At skulle præstere og være perfekt. Hele tiden. Der er ingen heller og ingen ro. Der er krav hele tiden, og hvis ikke fra skolen, arbejdet, vennerne, kæresten, familien, så fra en selv.
Det er mere end en hjerne og et hjerte kan bære. Det er bare ikke noget, vi siger højt. Det ser jo sådan ud. Som om alle de andre kan og gør, så jeg skal bare lige tage mig lidt mere sammen.
Det skal være slut. Vi skal sige det højt. Vi skal turde at være ikke-på og ikke-perfekte. Det forsøger jeg med romanen Og så drukner jeg …
18-årige Josephine er så fanget i sine planer for at klare sig bedst i gymnasiet, forberede sig på det rigtige studie, være den søde datter, den gode veninde og den frække kæreste, at hun er lige ved at drukne.
Det bliver sværere og sværere at holde fokus og huske aftaler og alt den viden, der skal til for at få 12. Det bliver sværere og sværere at sove. Og sværere at være vågen.
Som over halvdelen af de unge i gymnasiet, så er Josephines stressniveau svarende til de 20 % mest stressede voksne danskere. Altså dem, der får professionel behandling. Josephine får flere fokuseringsøvelser og et forslag om at gå til yoga.
Der er en slående mangel på at forstå, hvad det er for en verden, unge lever i i dag. De er ikke dovne og tager fjumreår. De er pressede og har brug for luft. De har brug for at finde sig selv, ikke for at blive pacet frem i smalle systemer, som de er angste for at vælge forkert i.
Måske byder ungdomsuddannelser på formel dannelse, men hvor er tiden til at danne sig som menneske? Til at prøve og fejle og finde sine egne ben, sin egen vej? Uden hele tiden at skulle stå til regnskab for alle.
Summen af krav fra omverdenen – og en selv
Det er ikke kun de krav, der bliver stillet til at klare sig godt i skolen. Og hurtig nå igennem uddannelsessystemet.
Det er ikke kun de krav, der bliver stillet til at man lever et sundt liv og dyrker nok motion og spiser nok grønt og ikke klimabelaster verden yderligere med sin mad.
Det er ikke kun de krav om at se ud og være på 24/7, som alle de andre jo er, for det kan de se på de sociale medier.
Det er ikke kun de krav om at gå i byen og være ung og slå sig løs OG være med til familiefødselsdage og hjælpe til derhjemme.
For ikke at tale om de krav fra forældre og andre voksne om at gøre sit bedste, altid sit bedste. Fra kæresten om altid at være sød, sjov, glatbarberet og klar.
Det er ikke kun de krav. Det er summen! Og før vi begynder at se på helheder, så tror jeg ikke, det nytter at fortælle de unge, at de sørme skal mestre livet på DEN HER måde.
Jeg tror, at noget af det bedste vi kan gøre er at vise de unge, hvordan livet ER. Ikke hvordan de gerne vil have, det skal være.
At det er mega besværligt og hårdt. At man som voksen også tvivler og ind i mellem ligger søvnløs eller græder på toilettet. At det er fint, og at man kan klare det, når man er åben og ikke tror, at alt skal gøres perfekt og alene. Det er noget vi allesammen skal tage fat på. Måske kunne det også hjælpe voksne.
Hvis bogen kan hjælpe bare én til at se, at man ikke er den eneste, der er fucked up, men at det er vores samfund og system og summen, der gør det fucked up, så har jeg nået mit mål.
Se bogtraileren
Og så drukner jeg … Læs mere om Ditte Wieses nye roman
Hvis ikke du præsterer perfekt, er du en taber! Sådan tænker den 18-årige Josephine, der forsøger at være ligeså perfekt og dygtig som sine venner.
Hun har lagt en plan for sit liv. Hun har valgt en fornuftig uddannelse, den rigtige kæreste og den korrekte diæt. Det er godt, og det er perfekt. Men der er noget, der sitrer i hende. Små bølger af noget forkert, der presser på og holder hende vågen. Det borer sig ind i hendes hjerne og larmer. Får hende til at glemme ting. Glemme at trække vejret.
Hvad er der galt med hende? Hvorfor kan hun ikke bare følge planen? Hun presser sig jo til det yderste.
Presset er så stort, at Josephine er ved at drukne. Hun kan slet ikke få luft, men hun tør ikke råbe om hjælp. For hvis ikke hun kan alting, er hun jo ingenting. En stærk YA-roman af Ditte Wiese, forfatteren til den meget roste Provinspis.
Ditte Wiese (Winther-Rasmussen) er født i 1978. Hun er opvokset i provinsen og kender alt til bøhlandsblues og rastløshed. I flere år har hun arbejdet med unge på forskellige typer ungdomsudannelser og kan nikke genkendende til det liv og de udfordringer, de unge forsøger at navigere i.
Ditte har altid arbejdet med ord i forskellige afskygninger, og hun er uddannet inden for kommunikation og markedsføring. I dag er hun omgivet af litteratur, for udover at skrive bøger arbejder Ditte som kommunikationsmedarbejder på Gladsaxe Bibliotekerne.
Det uperfekte, ærlige og rå har en særlig plads hos forfatteren, som samtidig er håbløs romantiker og evig optimist – en svær balancegang, men ingen lovede, at livet var nemt.
Og så drukner jeg … er en stærk og medrivende roman, der går helt tæt på den stress og det forventningspres, danske unge møder i dag. Her fortæller forfatter Ditte Wiese om den 18-årige Josephine, der langsomt krakelerer – og om sit ønske om at gøre op med karakterræs, pres og perfektionisme.
af forfatter Ditte Wiese
Det summer i hovedet og sitrer i hele kroppen. Det trykker for brystet og prikker helt ind i øjnene. Håndfladerne er klamme, mens munden er tør.
Et anstrengt grin til spejlet, for at se hvordan ens tænder er lidt for skæve og næsen lidt for rund, mens hænderne forsøger at stramme huden ud eller lægge ørerne lidt tættere ind til hovedet. Et kast med håret, som ikke ser casual rodet ud, men bare træt og lidt fedtet, mens en indre stemme påpeger, hvor runde kinderne er blevet.
Hvis ikke du har haft det sådan nogensinde, så har jeg haft det så rigeligt for os begge to.
Præstation, perfektion og prestige
De fleste af os har prøvet det. For mange oplever det hver dag. Hele tiden. At skulle præstere og være perfekt. Hele tiden. Der er ingen heller og ingen ro. Der er krav hele tiden, og hvis ikke fra skolen, arbejdet, vennerne, kæresten, familien, så fra en selv.
Det er mere end en hjerne og et hjerte kan bære. Det er bare ikke noget, vi siger højt. Det ser jo sådan ud. Som om alle de andre kan og gør, så jeg skal bare lige tage mig lidt mere sammen.
18-årige Josephine er så fanget i sine planer for at klare sig bedst i gymnasiet, forberede sig på det rigtige studie, være den søde datter, den gode veninde og den frække kæreste, at hun er lige ved at drukne.
Det bliver sværere og sværere at holde fokus og huske aftaler og alt den viden, der skal til for at få 12. Det bliver sværere og sværere at sove. Og sværere at være vågen.
Som over halvdelen af de unge i gymnasiet, så er Josephines stressniveau svarende til de 20 % mest stressede voksne danskere. Altså dem, der får professionel behandling. Josephine får flere fokuseringsøvelser og et forslag om at gå til yoga.
Der er en slående mangel på at forstå, hvad det er for en verden, unge lever i i dag. De er ikke dovne og tager fjumreår. De er pressede og har brug for luft. De har brug for at finde sig selv, ikke for at blive pacet frem i smalle systemer, som de er angste for at vælge forkert i.
Måske byder ungdomsuddannelser på formel dannelse, men hvor er tiden til at danne sig som menneske? Til at prøve og fejle og finde sine egne ben, sin egen vej? Uden hele tiden at skulle stå til regnskab for alle.
Summen af krav fra omverdenen – og en selv
Det er ikke kun de krav, der bliver stillet til at klare sig godt i skolen. Og hurtig nå igennem uddannelsessystemet.
Det er ikke kun de krav, der bliver stillet til at man lever et sundt liv og dyrker nok motion og spiser nok grønt og ikke klimabelaster verden yderligere med sin mad.
Det er ikke kun de krav om at se ud og være på 24/7, som alle de andre jo er, for det kan de se på de sociale medier.
Det er ikke kun de krav om at gå i byen og være ung og slå sig løs OG være med til familiefødselsdage og hjælpe til derhjemme.
For ikke at tale om de krav fra forældre og andre voksne om at gøre sit bedste, altid sit bedste. Fra kæresten om altid at være sød, sjov, glatbarberet og klar.
Det er ikke kun de krav. Det er summen! Og før vi begynder at se på helheder, så tror jeg ikke, det nytter at fortælle de unge, at de sørme skal mestre livet på DEN HER måde.
At det er mega besværligt og hårdt. At man som voksen også tvivler og ind i mellem ligger søvnløs eller græder på toilettet. At det er fint, og at man kan klare det, når man er åben og ikke tror, at alt skal gøres perfekt og alene. Det er noget vi allesammen skal tage fat på. Måske kunne det også hjælpe voksne.
Hvis bogen kan hjælpe bare én til at se, at man ikke er den eneste, der er fucked up, men at det er vores samfund og system og summen, der gør det fucked up, så har jeg nået mit mål.
Se bogtraileren
Og så drukner jeg … Læs mere om Ditte Wieses nye roman
Hvis ikke du præsterer perfekt, er du en taber! Sådan tænker den 18-årige Josephine, der forsøger at være ligeså perfekt og dygtig som sine venner.
Hun har lagt en plan for sit liv. Hun har valgt en fornuftig uddannelse, den rigtige kæreste og den korrekte diæt. Det er godt, og det er perfekt. Men der er noget, der sitrer i hende. Små bølger af noget forkert, der presser på og holder hende vågen. Det borer sig ind i hendes hjerne og larmer. Får hende til at glemme ting. Glemme at trække vejret.
Hvad er der galt med hende? Hvorfor kan hun ikke bare følge planen? Hun presser sig jo til det yderste.
Presset er så stort, at Josephine er ved at drukne. Hun kan slet ikke få luft, men hun tør ikke råbe om hjælp. For hvis ikke hun kan alting, er hun jo ingenting. En stærk YA-roman af Ditte Wiese, forfatteren til den meget roste Provinspis.
→ Køb Og så drukner jeg … her eller hos din lokale boghandler
→ Læs et uddrag af Og så drukner jeg … her
LÆS OGSÅ: Når presset bliver for stort – læs det første kapitel af Og så drukner jeg
Om forfatter Ditte Wiese
Ditte Wiese (Winther-Rasmussen) er født i 1978. Hun er opvokset i provinsen og kender alt til bøhlandsblues og rastløshed. I flere år har hun arbejdet med unge på forskellige typer ungdomsudannelser og kan nikke genkendende til det liv og de udfordringer, de unge forsøger at navigere i.
Ditte har altid arbejdet med ord i forskellige afskygninger, og hun er uddannet inden for kommunikation og markedsføring. I dag er hun omgivet af litteratur, for udover at skrive bøger arbejder Ditte som kommunikationsmedarbejder på Gladsaxe Bibliotekerne.
Det uperfekte, ærlige og rå har en særlig plads hos forfatteren, som samtidig er håbløs romantiker og evig optimist – en svær balancegang, men ingen lovede, at livet var nemt.
Du kan følge Ditte på Facebook og Instagram.
LÆS OGSÅ: Da mine forfatterdrømme gik i opfyldelse
Andre læste også: