Fagbøger

“Den røgede sild har altid rimet på Bornholm” og andre personlige sandheder om danskernes solskinsø

Bornholm, Nicolai Nørregaard

I bogen Bornholm fortæller en række kendte danskere og lokalkendte bornholmere om deres tætte forhold til den ø, der både huser Krølle Bølle, røgede sild og runde kirker.
Læs køkkenchef Nicolai Nørregaards essay om barndommen på Bornholm.


Nicolai Nørregaard er medstifter af restauranterne Kadeau København og Kadeau Bornholm, som han startede med barndomsvennerne Rasmus Kofoed og Magnus Klein Kofoed, og så er han vokset op på den lille klippeø i Øresund.


Bornholm er altid til stede

Bornholm er altid til stede. Som en loppe under huden, der med sine små krumspring igen og igen minder mig om, hvor jeg kommer fra. Som en eller anden ufoklarlig fornemmelse af noget, jeg ikke kan sætte en finger på, men alligevel forstår så godt.

Bornholm er skyggen, jeg ikke kan træde ud af, og det lys, der varmer mit ansigt på en klar og frostkold forårsdag. Det lys og den skygge, der tilsammen skaber konturer og kontrast.

Bornholm er en slags underlig samvittighed, jeg hele tiden fornemmer som en sødlig prikken på spidsen af tungen. Bornholm er en forståelse og en samhørighed, der helt naturligt og ganske sikkert danner grund under de sko, jeg går i, og som jeg passer så godt.

Bornholm er det papir, jeg skriver min historie på. Og selvom historien selvfølgelig handler om meget andet end min hjemstavn, er den der altid, i baggrunden, rolig, hvid og lys bag de sorte bogstaver og kulørte fortællinger. Som et anker, der holder mig fast, så jeg ikke bliver revet med af strømmen.

Bornholm er der, hvor jeg har en følelse af, at jeg ikke kan komme længere væk. Og samtidigt der, hvor jeg føler, at jeg ikke kan komme tættere på. Bornholm er der, hvor klipperne danner hærdebred bølgebryder mod den utilgivende, dramatiske Østersø på en kold og stormfuld tirsdag i januar.

Der, hvor gaderne er smalle og kringlede, og hvor asfalten bliver blød og dufter af tjære i den bagende sommersol.
Hvor der lugter af hestepærer og tørt græs. Hvor busserne ikke kan komme igennem den kantede by på grund af turisternes uforstående, parkerede biler. Hvor der lugter stærkt af ramsløg i det tidlige forår, og af tørt og solbrændt fyr i de sidste julidage.
Hvor vinden pisker og sandet svier i øjnene.
Hvor træerne langs kysten knæler vejrbidt ind over klitterne, og hvor mågerne stjæler min mad i et uopmærksomt øjeblik, når jeg spiser min frokost på en bænk på havnen.
Der, hvor jeg sner inde og nyder isolationen med familien.
Hvor gaderne flyder med blod, når morbærrene bliver trætte af ikke at blive plukket og trodsigt giver slip på de knudrede grene og lægger deres skæbne i hænderne på tyngdekraften for at blive mast mod Hasleklinkerne i fortovet.
Der, hvor bakkerne kvæler cykelentusiastiske børnefamiliers gejst og tvinger dem til at trække op ad den sidste stigning.
Der, hvor jeg kender hvert et hus og hver en kantsten.
Der, hvor jeg er vokset op, og dér, hvor jeg føler mig allermest hjemme.

Min farfar var postbud i Svaneke

Min farfar var postbud i Svaneke. Jeg kan huske ham i hans røde postjakke og sorte postkasket komme trækkende med postcyklen med den store slidte lædertaske hoppende foran styret. Når han ikke gik post, brugte han det meste af sin tid i køkkenet.

Han var, stik imod datidens norm, den bærende kraft i familiens køkken. Det var ham, der lavede maden. Som søn af en slagter var han vokset op med mad helt inde på livet. Min oldefar holdt våde og fyldige herrefrokoster om lørdagen med alt, hvad dertil hørte af snaps, øl og fede serveringer, så interessen og kundskaben blev ham tilskyndet fra barnsben. Jeg husker tydeligt hans helt utrolige indlevelse og engagement i køkkenet.

Om det var opbagte saucer, krebinetter eller fiskefrikadeller, var ikke det vigtigste. Det var måden, hvorpå han kunne få ingredienserne til at omfavne hinanden og ranke ryggen, der gjorde det største indtryk på den lille knægt, der sad som engageret tilskuer i det lille, tilrøgede køkken på Vagtbodgade 5 i Svaneke.

Om sommeren delte vi stunder i kolonihaven i Pærebakkerne med bælgærter og citronvand. Jeg hjalp med at hente vand, som jeg pumpede op af brønden med en gammeldags jernpumpe, som knirkede og knagede på samme måde, som den sikkert havde gjort det i 200 år, med alle kræfter lagt i, fik vandet til at fosse i afbrudte kaskader.

Jeg gravede kartofler op og klippede persille.
Han høstede portulak og asier, som han hjemme i køkkenet saltede og syltede i kilovis, så ingen risikerede at skulle mangle det uundværlige knasende og syrlige tilbehør til en af de mange klassiske bornholmske retter den efterfølgende vinter.

Vi høstede kæmpestore græskar, som han syltede med alt for meget sukker og for mange varme krydderier. Vi cyklede hjem over havnen i eftermiddagssolen til farmor, som ventede med kaffe og sigtebrød. Vi stævnede ud fra Vigehavn, som han i sin ungdom havde været med til at anlægge, i hans jolle med pilkegrej og mig i en alt for stor orange redningsvest, med missende øjne og brune ben i korte bukser. Vi sad der på havet i Vigebugten ud for Hammerslet i det glitrende vand og hev torsk i land. Og klokken lidt i fire mindede Postbåden Peter, som kom sejlende retur fra den daglige tur til Ertholmene, os om, at det var tid til at vende snuden hjemad.

Farfar klemte et par gange på benzinpumpen og hev chokeren ud, inden han hev nogle gange i startsnoren til påhængsmotoren, som efter et par host startede uden synderlig brok.

Jeg elskede duften af benzin og saltvand. Når vi kom hjem, ikke længe efter, rensede vi fiskene og kogte et par stykker, som sammen med nye kartofler fra kolonihaven og citronsauce udgjorde dagens aftensmåltid.

I sensommeren saltede vi sild til vinteren.
I en stor, blå tønde i cykelskuret. Der lugtede altid af sild i det skur. De fede høstsild blev også stegt friske og serveret med persillesovs og stikkelsbærkompot. Og når vi ikke kunne vente på de fede sensommersild, spiste vi dem med frisk rabarberkompot om foråret. De salte sild blev forædlet til alverdens kryddersild og heftige saltstegte sild, som vi spiste med syltede rødbeder og hjemmerørt sennep. Af og til blev de krakket i hans hjemmetegnede sildekrakker, som han havde fået smedet hos smed Holm i Ibsker.


Bornholm er på mange måder sin egen lille stat i staten.
Bornholmere har et umiddelbart og specielt bånd til hinanden. Der hersker en pudsig følelse af fælleskab, som ingen andre forstår.
Det bilder vi os i hvert fald ind. Jeg har altid haft en mistanke om, at bornholmernes historie må være en del af grunden til den meget specielle og nærmest nationalistiske ånd, som jeg synes at fornemme på øen. Måske er det sådan i alle små og isolerede samfund. Måske er det bare noget, jeg bilder mig ind. Men at Bornholm er noget særligt, er der ingen tvivl om.

Bornholm blev afstået til Sverige ved Roskildefreden i 1658. Bornholmerne gjorde dog oprør, skød og dræbte den svenske guvenør, Johan Printzensköld. De bornholmske oprørere sejlede derefter til København og overgav Kong Frederik III Bornholm »til evig arv og eje«, som det hed.

Vi har måske altid følt os lidt alene herude midt i Østersøen, isolerede fra resten af Danmark. Som skibstrafikalt knudepunkt i Østersøen har Bornholm altid været interessant for de omkringliggende magter. Da Danmark blev befriet fra den tyske besættelsesmagt 5. maj 1945, skulle der ikke gå andet end et par dage, inden de bornholmske byer Nexø og Rønne, helt uventet, blev bombet af sovjetiske fly for at tvinge tyskerne på Bornholm til overgivelse, hvilket indledte en 11 måneder lang sovjetisk besættelse af Bornholm.

Det er, som om det altid har været en lille smule mere udfordrende for bornholmerne. Og det må da sætte nogle spor i vores selvforståelse og folkesjæl. Er vi de brændte børn, der står sammen mod verden og stimler sammen for at danne værn mod rosset?

Er det fortiden, der lige så stille har grundlagt en nærmest patriotisk ånd blandt bornholmerne? For vi er altså lidt patriotiske. Og stolte.
Vi er stolte af at være bornholmere, og fortæller altid med svulmende glæde om vores lille perle dér midt i Østersøen, med alle de skønne solskinstimer, bjergtagende natur og bindingsværksidyl.
Jeg er stolt af mit ophav. Jeg er stolt af at være rundet af det lille samfund, som har så utrolig meget historie og så mange unikke beretninger.

Jeg er fascineret af, hvor indspist og nærmest indavlet det kan føles, når jeg hører min far fortælle historier fra de bittesmå verdener, der var og stadig er så mange af derovre.
Men jeg er også stolt af, hvor utrolig visionært et verdenssyn, der samtidigt vinder frem. Der er skabertrang og iværksætterånd på hvert et gadehjørne, og man vil være med til at gøre en grøn forskel på denne lille bitte prik på verdenskortet.

Som bornholmer gør det mig stolt.


Der er kloge hoveder, som mener, at bornholmsk ikke er en dansk dialekt, men et selvstændigt sprog med dialekter. Fra Pedersker over Årsdale til Gudhjem kan man høre forskel i udtale og ord, og en ægte bornholmer, som taler et klingende bornholmsk, som de fleste udefra kommende ikke forstår et ord af, vil kunne skelne mellem de forskellige bornholmske dialekter og ret præcist fortælle, hvor på øen den stammer fra, hvad enten det er ’rønnefint’, ’østbornholmsk’ eller ’allingesvensk’.

Og ja, man finder svenske ord og vendinger, ligesom sangen i nogles ører lyder mere svensk end dansk. Og måske netop derfor bliver vi, en smule drillende, kaldt ’reservesvenskere’. Men det rører mig nu ikke. At vi har bånd til Sverige, er kun med til at gøre os mere mangfoldige. Og at Bornholm er en del af Skånelandene, som ud over Bornholm består af Skåne, Halland og Blekinge, vidner yderligere om en vis form for tilknytning til vores naboer mod nord. Og netop dét faktum havde i fordums tid en stor betydning for Bornholm, som blev et af knudepunkterne i regionen for handlen med sild.

I første halvdel af det 20. århundrede var det også silden, der brødfødte store dele af den bornholmske befolkning, da de »røgede Bornholmere«, som blev eksporteret til København med dampskibene, blev en delikatesse på de københavnske frokostborde og beværtninger. Den røgede sild har altid rimet på Bornholm.

Alle fiskerlejer havde adskillige røgerier. Fra de helt små, hvor fiskerne selv røg dagens fangst, til de store og mere kommercielle røgerier, som kunne røge op til 500 kilo sild ad gangen i de åbne skorstene. Der var mere end 130 røgerskorstene spredt ud over øen i røgeriernes storhedstid i årtierne efter 1. Verdenskrig.
De færreste er aktive i dag, men der er fortsat mange skorstene tilbage, som stolt vidner om tidligere tiders sildestorhed, og om hvor vigtig en rolle silden har haft i den bornholmske fortælling.

Duften af røgen fra det ulmende elletræ fra røgeriernes skorstene er en slags sensorisk soundtrack til min opvækst, og på mange måder min livline til barndommens gade. Ikke mange ting kan give mig en så stærk følelse af at høre til, som når den søde røg blander sig med duften af saltvandsvåde klipper, der forsøger at tørre i formiddagssolen.
Jeg kom tit hos min onkel og tante, som havde et lille, rustikt røgeri på »Oring« i Årsdale. Jeg kan huske, hvordan Edith, med sit tørklæde bundet om hovedet, båndede sildene, inden de blev hængt til tørre i solen på gruset foran det charmerende og slidte røgeri. Og Knud, der sad sammen Niels, hans søn, på en vakkelvorn taburet foran den store, åbne pejseagtige skorsten og med en slidt, gammel gulvmoppe pøsede vand på brændestykkerne, når der i ny og næ sprang en flamme.
Der sad de så og passede røgen og sildene nænsomt i timevis hver dag.

Jeg kan huske, hvor fantastisk det var, når man fik lov til at smage. Knud sagde, at silden var bedst dagen derpå, men jeg kunne bedst lide dem, mens de stadig var lune – lige fra ovnen med en smule alt for groft salt og måske lidt groftklippet purløg og en radise. Jeg løb rundt og sparkede til en piftet gammel gummibold på boldbanen lige uden for røgeriet og røgen fra den mastodontiske, brune, murede skorsten på den slidte lyserøde skuragtige bygning og endnu en gang sattes scenen til et romantisk barndomsminde, alt imens Edith og Knud pakkede de små, sømmede trækasser med sorte brændemærkede logoer med sild og salt.
Kowskys røgeri var noget helt, helt særligt.

I anden halvdel af det 20. århundrede er det ligeledes fisken, der spiller hovedrollen i den bornholmske folkefortælling. Og som man siger på Bornholm: »sild er sild og torsk er fisk«. Man kaldte altså blot torsk for fisk, men uanset rang var det netop de fisk, der beskæftigede en stor del af bornholmerne.

Fiskerkutterne lå i lag i havnene, og når de kom retur fra deres »plyndringstogter«, kunne de knapt holde sig flydende, da de helt abnorme mængder fisk, der var blevet lagt på is i kasser og stablet i lastrum og på dæk, tyngede rælingen mod vandspejlet og truede med at give de nok lidt for grådige fiskere en lærestreg.
Der var velstand og vind i sejlene på Bornholm dengang.


Jeg syntes altid, at det stormede om vinteren, da jeg var dreng. Der var skumtoppe på bølgerne. Det var ikke mildt. Overhovedet. Når nogle af byens fiskere ikke nåede hjem i ly af bølger og rusk, bredte der sig en helt speciel stemning, og uhyggen lagde sig, sammen med disen og støvregnen, tungt over byen som et tætvævet gråmeleret tæppe.

Jeg kan huske, hvordan lyden fra tågehornene kunne give mig kuldegysninger, mens jeg lå der under dynen og ikke kunne falde i søvn. Af og til samledes folk på havnen og ventende i uvished til lyden fra redningshelikopterens susende rotorblade, med håbet om igen at få lov til at kramme deres far, svoger, mand, søn eller ven. Luften var tyk af frygt, og sommetider mørk af sorg. Og værst var det, når kirkeklokkernes ringen mindede os om, at der endnu en gang skulle begraves en forlist skæbne in absentia. Til gengæld for den lejlighedsvise ulykke, som var en fast bestanddel af jobbet, fulgte et særdeles profitabelt liv, som gjorde det værd at risikere både liv og lemmer som fisker eller fiskeskipper på en af de hundredevis af bornholmske kuttere.

Mange drenge drømte om et liv på havet og droppede derfor skolen for at gå til hånde på havnen og endeligt stå til søs.
De mange filetfabrikker beskæftigede tusindvis af bornholmske kvinder og mænd. Mange familier var afhængige af fiskeriet. Da kvoterne kom i sidste halvdel af 80’erne, og sandheden om overfiskeriet så dagens lys, bristede den bornholmske fiskeboble, og enden på eventyret blev så småt skitseret.

De kolossale konsekvenser skyllede snart som en altødelæggende tsunami ind over øens havnebyer og efterlod et blodigt rod i det lille samfund, og med skræmmende hast forvandledes optimisme og velstand til afmagt og depression. Jeg havde mange venner, hvis forældres verden blev slået itu af den kuldsejlede kæmpeindustri, som så mange var afhængige af.


Alle kender alle. Sådan er det på Bornholm. Trygt og sikkert.
Men også et sted, hvor man kan få en på tuden, hvis man stikker den for langt frem. Jeg føler mig godt tilpas der, hvor folk hilser på hinanden og står og sludrer, hvor de tilfældigt mødes, i Brugsen, til et loppemarked eller til torvedag om lørdagen. Det er så dejligt personligt og vedkommende.

Jeg er vokset op blandt kunstnertyper, hippier, originaler, fulderikker, bohemer, arkitekter, keramikere, socialdemokrater, landmænd og fiskere. En utrolig og mangfoldig blanding af fritænkende og kreative mennesker, der ikke var bange for at prøve grænser eller gå nye veje, og hårdtarbejdende trofaste slidere, der ikke lod sig slå ud af hvad som helst.

Når man bor på en ø, bliver man på en eller anden måde bare nødt til at få tingene til at virke. Sammen. Man bliver nødt til at passe på hinanden og få ulige ender til at mødes. Den mentalitet kan jeg utroligt godt lide. Den skræmmer mig også af og til, og jeg kan sommetider blive ramt af en klaustrofobisk følelse, når jeg kommer til øen.

En følelse af at alle kigger på mig, og at alle vil mig noget.
Men det er samtidigt en af de største kvaliteter ved øen, og følelsen varer sjældent ved, og der indfinder sig i stedet en helt særlig ro, som jeg simpelthen knuselsker. Havet gør mig tryg, ligesom skoven giver mig energi, og klipperne fuldender mig


I Bornholm fortæller en række kendte danskere om deres helt særlige forhold til øen i Østersøen krydret med lokale portrætter og storslåede billeder af kyst og hav året rundt.

Køb bogen i din foretrukne boghandler eller online her

Øens varme klipper i sensommeren, en skumfyldt Østersø i vinterstorm, fortællinger om overnaturlige væsener der lever i skovenes klippesprækker og en stærk lokalkulturel identitet, der forgrener sig ud i kunstlivet og øens nye status som Danmarks gourmetmekka udenfor hovedstaden. Alt dette er Bornholm og meget, meget mere.

De fleste danskere har et forhold til Bornholm. Om det er minder opsamlet på en ferie eller en skoletur, så er vi mange, der har vandret ved klipperne, spist røgede sild i Bornholmersolen eller råbt efter ekko i Ekkodalen.
Om det er synet af landets bedst bevarede middelalderuin, Hammerhus, solbadning på varme klipper eller smagen af nyrøget sild, man husker, så gælder det, at har man først tabt sit hjerte til Bornholm, så er det en forelskelse, der varer hele livet.