Tristan er 16 år, genial til skak og bor hos sin tante i Brooklyn sammen med sin fætter Marcus. Marcus er pusher og styrer nabolaget med hård hånd. Da Izzy og hendes meget hvide familie flytter til den sorte bydel, forelsker hun og Tristan sig i hinanden. Men kærligheden giver dem store problemer – ikke kun fordi de kommer fra to forskellige miljøer, men også fordi Marcus er vild med Izzy og slet ikke vil have, at Tristan ser Izzy.
PROLOG
Dette er ikke en roman. Det er en romance.
En romance – det lærte mrs. Dwyer os i engelsk, da jeg stadig gik på min gamle skole – en romance er mere som en fabel. Den svælger i idealer, mysterier og besættelser. Hvis man tager for hårdt fat om personerne i en romance, fordufter de, de bliver abstraktioner og flyder i retning af myterne.
Tro mig, jeg føler mig ikke mytisk for øjeblikket. Hvis man ser bort fra Sisyfos, er der intet mytisk over min daglige rutine her ved skrivebordet. Min narrative siddepind, som mrs. Dwyer sikkert ville have kaldt det, og jeg føler mig ganske rigtigt hævet over tiden, her på min pind. En stillesiddende fugl, der ikke ønsker at tage videre på træk.
Men dengang var alting anderledes, jeg var anderledes, og jeg følte mig nok også romantisk i ordets helt almindelige, klassiske forstand – røde roser og digte – men også i den litterære forstand: helt viklet ind i min egen histories myte. Sådan føltes Tristan også. Så smuk, at omridset blev en smule sløret, som om han ikke helt eksisterede i virkeligheden. Idealet Tristan, Mysteriet Tristan, Besættelsen Tristan. Jeg så det hele, i samme øjeblik jeg mødte ham, og ønskede straks at indtage hans smerte, holde den i munden som et bolsje, lade den smelte, indtil den var en del af mig selv.
Måske var det det, der skete. Måske var det grunden til alle de problemer, der fulgte.
Men jeg er godt i gang med at tage forskud på det hele.
Mrs. Dwyer lærte os også, at det engelske ord for roman, novel, stammer fra det italienske ord for ’en lille, ny historie’. Noget helt friskt, som – på det her tidspunkt, da udtrykket opstod – ingen nogensinde havde prøvet før. Så I kan godt se, at det her ikke kan være en roman. For historien handler ikke om noget nyt. Den handler om noget, der har eksisteret altid. Den handler om kærlighed.
FØRSTE DEL
SPRINGEREN
Marcus sidder et par meter bag mig på en parkbænk, og selv om jeg er fokuseret på skakbrættet, ved jeg præcis, hvad jeg ville se, hvis jeg vendte mig om. Han strækker de lange arme, fylder hele pladsen ud, fordi han kan, og lader sine lakajer hænge ved bænken eller snige sig rundt bag den. Tyrone, K-Dawg, Frodo – ikke så karismatiske som skakbrikkerne og med cirka lige så mange hjerneceller. Jeg kan høre Marcus gabe og ved, at han gør et stort nummer ud af at lukke øjnene, som om han ikke kunne være mere ligeglad med, hvad der sker i spillet.
”Yo, T, kommer det til at vare meget længere?” spørger han. Da jeg flyttede ind hos tante Patrice i Brooklyn for to år siden, begyndte Marcus at kalde mig Lil’ T, fordi Tyrone allerede blev kaldt for T. Men det var, før jeg begyndte at tjene penge til Marcus ved skakbrættet.
”Ain’t over ’til it’s over,” mumler Antoine. Jeg kan se ham ud af øjenkrogen. Han har lagt armene over kors. Han er nervøs. Det burde han også være, for hans makker, den tykke, puertoricanske dreng, der sidder over for mig, er ved at løbe tør for muligheder og forsøger at lade sit tårn kante sig ind i en bedre position. Dårligt træk.
”Ain’t over ’til it’s over,” siger jeg uden at løfte blikket fra brættet. ”Som man siger. Men det er det så nu. Skak.”
Jeg kan mærke, hvordan Marcus’ mundvige langsomt bevæger sig ud i et smil bag mig.
Fra da af går alt, som det plejer, alt er slut bortset fra de råb, som Marcus’ tre håndlangere kommer med efter et par træk, da jeg siger skakmat. (Og jeg er altid nødt til at sige det, for de er ikke i stand til at se et dræbertræk, om det så moonede dem lige op i fjæset).
”Sådan, Lil’ T,” siger Tyrone og klapper mig på skulderen.
”Han er ikke så lille længere, er han, Tyrone?” siger Frodo. Frodo er så lav og grim, at hans eneste glæde i livet består i at føle sig vigtigere end Tyrone.
Jeg ignorerer dem alle, også Antoine, der går over for at betale Marcus, og fokuserer på at give den tykke dreng hånden. Jeg vil helst ikke vide, hvor mange dollars Marcus satser på de her spil. Det fucker med min koncentration.
”Det var en god kamp,” siger jeg og ser for første gang direkte ind i den tykke drengs søde barneansigt. Han er ikke særlig gammel, måske kun fjorten, og følelserne hænger uden på tøjet. Han forsøgte at psyke mig med en underlig åbning, der hedder Orangutangen. Drengen har nosser, han har bare ikke den erfaring, det kræver.
”Ja, måske for dig.”
”Hey,” siger jeg og sænker stemmen. ”Du burde ikke hænge ud med Antoine. Han er dårligt selskab, mand.”
Den tykke dreng skærer en grimasse. ”Ja. Og det er Marcus ikke?”
Og så er det tid til at skride, tid til at forlade parken, droppe lakajerne, vandre hjemad sammen med Marcus, måske ryge en joint for at falde lidt ned efter adrenalinsuset og overlade den stakkels fede dreng til Antoine, der uden tvivl giver ham nogle klaps.
Luften er kølig i aften, det er en lille forsmag på efteråret, men da vi slentrer ned ad Eastern Parkway, er Marcus stadig iført korte ærmer, og det vil han sikkert være flere uger endnu. Han kan ikke lide at dække sine tattoos til, for de har kostet ham en formue, det er den egentlige grund. Når pigerne, dem med lipgloss og lowcut-toppe, hviner, ”hey, fryyyser du slet ikke?”, så flasher han sit bredeste smil og siger: ”Jeg er varmblodet”.
Nogle gange når jeg ser den råstyrke, der gemmer sig i Marcus’ biceps, fatter jeg ikke, at vi er beslægtede – eller at vi overhovedet tilhører den samme art. Men det er vi, vi er endda blodsbeslægtede. Hans far er min mors bror (”Gud være hendes smukke sjæl nådig,” som min onkel Sherwin tårevædet siger, når han har fået et glas rompunch for meget), og tante Patrice er tante for os begge to, selv om det kun er mig, der bor hos hende. Marcus bor på samme gade sammen med sin mor og lillesøster, Chantal. Officielt, altså. I virkeligheden bor Marcus alle steder og ingen steder. På basketballbanen nede ved havnen, på bænkene uden for TipTop Social Club, hvor de gamle mænd rafler, ved tante Patrices spisebord, hvor han uanmeldt glider ned på en stol ved aftensmadstid, og på hjørnet af Fulton Street og Nostrand Avenue, hvor han har adskillige forretningsforetagender, som han ikke synes, jeg skal vide for meget om. Det har jeg intet imod.
Der er mennesker, der er bange for Marcus, og de er ikke alle sammen lige så hjælpeløse som ham den tykke skakspiller. Jeg har set en del, når jeg hænger ud med Marcus, ting, der får mig til at ønske, at min hjerne havde en slettefunktion. Men uanset hvilken vægt jeg vejer tingene på, er min loyalitet over for Marcus altid det lod, der vejer tungest. Ikke kun, fordi han er den bedste garanti mod at blive tæsket, som sådan en som mig kan få, men fordi han er mit blod, ganske enkelt, og vi står altid på samme side. Altid. Marcus kan være impulsiv, og jeg vil ikke have, at han rodes ind i alvorlige problemer. Men for det meste virker han for perfekt til, at noget nogensinde kunne gå rigtig galt.
Da vi når hen til vores gade, begynder han at løbe op ad trappen til sit hus, og jeg siger godnat, men så beder Marcus mig om at vente og sætter sig på det øverste trin. Han nikker i retning af den tomme plads ved sin side. Min mund er tør, og jeg mærker den underlige post-skakspilshovedpine, der sniger sig rundt om tjaldens svage rus. Jeg har lyst til at komme hjem og få en lur inden aftensmaden. I stedet sætter jeg mig på trinnet under hans og siger til mig selv, at det er for at give os begge mere plads.
”Det var noget seriøst shit, det, du havde gang i her i dag,” siger Marcus.
”Det var ingenting,” siger jeg. ”Drengen var bange fra begyndelsen. For Antoine, ikke for mig.”
Marcus smiler og strækker sig, hviler de bare albuer på trappens asfalt. ”Du er nødt til at lære at tage imod en kompliment, fætter.”
Jeg trækker på skuldrene. Marcus aner intet om skak, og jeg kan ikke lide tom smiger.
”Skole i næste uge,” siger han.
”Jep.”
”Vil du høre noget vildt?”
Jeg vender mig lidt om mod ham og hæver det ene øjenbryn. ”At Frodo består sin eksamen i år?”
Marcus smiler, en lille belønning for min lamme vits. Så mange strålende hvide tænder. ”Narh. Jeg har det sådan her: Det føles, som om det her er mit år. Det år, hvor jeg er helt ovenpå. Mit øjeblik. Lyder det åndssvagt?”
Det gør det, men kun fordi det for mig at se altid har været Marcus’ år. Det her bliver hans sidste år i skolen; han er kun kommet så langt på grund af sin mors tryglen (hun har både retning af den tomme plads ved sin side. Min mund er tør, og jeg mærker den underlige post-skakspilshovedpine, der sniger sig rundt om tjaldens svage rus. Jeg har lyst til at komme hjem og få en lur inden aftensmaden. I stedet sætter jeg mig på trinnet under hans og siger til mig selv, at det er for at give os begge mere plads.
”Det var noget seriøst shit, det, du havde gang i her i dag,” siger Marcus.
”Det var ingenting,” siger jeg. ”Drengen var bange fra begyndelsen. For Antoine, ikke for mig.”
Marcus smiler og strækker sig, hviler de bare albuer på trappens asfalt. ”Du er nødt til at lære at tage imod en kompliment, fætter.”
Jeg trækker på skuldrene. Marcus aner intet om skak, og jeg kan ikke lide tom smiger.
”Skole i næste uge,” siger han.
”Jep.”
”Vil du høre noget vildt?”
Jeg vender mig lidt om mod ham og hæver det ene øjenbryn. ”At Frodo består sin eksamen i år?”
Marcus smiler, en lille belønning for min lamme vits. Så mange strålende hvide tænder. ”Narh. Jeg har det sådan her: Det føles, som om det her er mit år. Det år, hvor jeg er helt ovenpå. Mit øjeblik. Lyder det åndssvagt?”
Det gør det, men kun fordi det for mig at se altid har været Marcus’ år. Det her bliver hans sidste år i skolen; han er kun kommet så langt på grund af sin mors tryglen (hun har både tryglet ham og skolen), og fordi han kan lide, at skolen forstærker hans plads i det sociale hierarki. Jeg går kun en klasse under ham, men er hele to og et halvt år yngre, og jeg ser også sådan ud. Et lille tip: at springe en klasse over er ikke den direkte vej til respekt og anerkendelse fra dine skolekammerater.
”Nope,” siger jeg.
”Tingene ændrer sig, T,” siger han med det fjerne blik, han indimellem har, der minder om en pitcher i baseball, der skal til at sende en skruebold af sted. ”Jeg kan mærke det.”
”Mmm-hmm.” Jeg har svært ved at fokusere på andet end den tørre plet i min hals. Den og så billedet af den tykke dreng med et blåt øje og en opsvulmet læbe. Som slæber sig hjem for at øve sig på skak. Og som måske onanerer af ensomhed, hvis han kan få badeværelset i sin lillebitte lejlighed for sig selv i et par minutter. Og tanken om, at den eneste forskel, der er på ham og mig, er en håndfuld tabte partier – mere ubetydeligt end fnulleret fra en mælkebøtte.
”Du er en million kilometer væk,” siger Marcus køligt, og jeg vender med et sæt tilbage, bange for, at jeg har gjort ham vred. ”Men det er okay, T. Alt det der, der foregår heroppe.” Han slår fingrene ind mod tindingen. ”Det er det, der gør dig til en vinder.” Så smiler han det smil, der gør mig lige så blød i knæene som de piger, der altid følger i hælene på ham, og han dasker til mit baghoved. Lidt for hårdt.
Det er det, der er med Marcus. Han er så indtagende, at jeg nogle gange glemmer, hvor magtfuld han er.
Låsen til hoveddøren er tricky, og der går altid lidt, før jeg får lirket nøglen ind. Det giver mig lige præcis tid nok til at snuse til min jakke og tjekke, om den lugter af røg, og blive tilpas paranoid. Hvis Marcus er en kraft, man ikke skal undervurdere, så er tante Patrice i sig selv en naturkraft. Hun står og rører i en gryde på komfuret, da jeg kommer ind i lejligheden på fjerde sal, men samtidig skriver hun med den anden hånd en e-mail på den computer, der står på køkkenbordet, og taler med nogen i sit headset. Sandsynligvis en fjern slægtning i Trinidad.
”Vent lige,” siger hun til den fjerne trinidianer, da hun får øje på mig. ”Tristan er lige kommet.”
”Tristan,” siger hun og klukker ordet som en ivrig høne. Hun er en af de få, der bruger mit fulde navn, det her skøre, tyske navn, og jeg ved, det skyldes solidaritet med det menneske, der gav mig det. Hun snuser omhyggeligt til luften, som en blodhund, og siger: ”Har du hængt ud med Marcus?”
Det er omsonst at lyve for Patrice. ”Ja. Men det er okay. Ikke noget slemt.” Og det kommer åbenbart så tæt på sandheden, at hun køber den.
”Marcus,” siger hun og ryster på hovedet. ”Den dreng giver kun problemer.” Og det er også tæt på sandheden, men jeg ved, at hun elsker Marcus vildt og inderligt. Sikkert højere, end hun elsker mig. ”Kommer han og spiser?”
”Ved ikke. Tror det ikke.”
”Okay.” Hun er ikke holdt op med at røre i gryden, men hun virker stadig rastløs. Som om den anden hånd er utilfreds med ingenting at lave. ”Aftensmad om tre kvarter. Du må ikke vande korianderen om aftenen, skat, så kommer insekterne. Du er nødt til at gøre det tidligt om morgenen.” Det tager lidt tid, før det går op for mig, at det sidste er henvendt til den fjerne slægtning i Trinidad og ikke mig, og da har Patrice allerede vendt mig ryggen og rakt ud efter sin computer. ”Nej, det er ikke tidligt nok.”
Jeg trasker ned til mit værelse. Eller det værelse, hvor jeg sover. Det ligner stadig mest et gæsteværelse, selv om jeg snart har boet her i to år. Det er nemt at vise tante Patrice respekt og taknemmelighed, for hun er klart det mest fornuftige menneske i min familie, og jeg holder meget af hende, men hun er ikke det mest varme menneske. Og sandheden er, at der er dage, hvor jeg mest af alt føler mig som en ubuden gæst.
Jeg sætter mig på sengen og lukker øjnene, men nu da jeg er her, kan jeg ikke ryste den kvælende fornemmelse af mig. Følelsen af, at noget lukker sig om mig. En kvælning så langsom, at jeg dør, inden jeg ved, hvad det er. Åbne øjne. Lukkede øjnene. Monsteret, der langsomt lander på mit bryst. Åbne øjne. På sengebordet står et indrammet billede af mine forældre, og jeg har aldrig fundet ud af, om Patrice har stillet det der, fordi hun tænkte, at det ville være en trøst for mig, eller om hun har stillet det herind for at slippe for selv at se på det.
På billedet skærer de i en kage. Min mor er iført et hvidt jakkesæt og griner og siger noget til en uden for billedet. Jeg har min fars lyse, kreolske hud, men resten af mig ligner min mor så meget, at det ser ud, som om vi er lavet af den samme støbning. Min far kigger ned, men man kan se på hans smilehuller, at han også smiler. (Smilehuller! Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst så hans smilehuller i virkeligheden. Findes de stadig? Kan man ældes eller sørge så meget, at de forsvinder?). Billedet er i sort-hvid, hvilket altid har undret mig, for det er ikke så længe siden, det blev taget. Jeg er faktisk ret sikker på, at jeg også er med på det under min mors, tilknappede hvide habitjakke. Ingen har nogensinde sagt det direkte til mig, men man skal ikke være noget geni for at kunne tælle til de syv måneder, der er imellem den dag, hvor billedet blev taget, og dagen, hvor min mor døde.
”Bianca var en vildbasse,” siger folk i min familie, ryster på hovedet og smiler ved tanken om hende. Da jeg var lille, greb jeg ud efter de ord, folk brugte om hende: smuk, skør, sjov, charmerende, impulsiv. Jeg tog dem og forsøgte at modellere dem om til mit eget minde om hende. Men det er ikke så nemt, det med at skabe et menneske ud af ingenting.
Jeg lægger billedet med forsiden nedad og leder efter min telefon i rygsækken. Jeg vil gerne høre min fars stemme, selv om jeg ved, at han ikke tager telefonen. Han er koncertbooker og arbejder på underlige tidspunkter. Jeg lytter til hans telefonsvarer, og så ringer jeg op igen og lytter til den én gang til. Han kan selvfølgelig se, at jeg har ringet ham op, men en masse mennesker ringer til ham hele tiden. Han siger sikkert bare til sig selv, at han skal huske at ringe, og så glemmer han det.
Det er ikke meningen, at alt det her skal få mig til at lyde som en kæmpe sø af selvmedlidenhed. Jeg går ikke grædende rundt og venter på, at min far kommer og henter mig. Slet ikke. Inden jeg flyttede til Brooklyn, boede min far og jeg i McAdams, en forstad til Atlanta, i den ene del af et lille parcelhus, som altid var mørkt og som regel lugtede dårligt. Af sure tæer og billige rengøringsmidler. Det tog en rum tid, før jeg opdagede, at det ikke var normalt at have en far, der knap nok kunne slæbe sig ud af sengen for at betale det bud, der kom med vores mad. Da jeg var syv, besøgte jeg for første gang min ven Benji og blev forbløffet over, at hans mor lod til at være oprigtig interesseret i at vide, hvor vi var, og hvad vi lavede. Om vi var sultne, om vi var okay. Da hun bar hans nyvaskede, sammenfoldede tøj ind på værelset, stirrede jeg på hende, som om hun var en enhjørning. Jeg havde fundet ud af, hvordan man brugte vaskemaskinen, da jeg var fem, og det virkede helt unødvendigt at lægge tøjet sammen. Jeg var ret bange for at tænde det lidt tricky gaskomfur i køkkenet, men nogle gange gjorde jeg det alligevel, så jeg kunne lave macaroni and cheese til os. Som regel spiste vi dog sandwich med peanutbutter og syltetøj, salat ud af en pose og nogle pretzels.
Jeg blev virkelig god i skolen. For det første kunne jeg lide at være der, for uanset hvor åndssvage timerne var, eller hvor onde nogle af de andre børn kunne være, var det meget mindre ensomt end derhjemme. Og jeg vidste også, at hvis jeg klarede mig godt, var det mindre sandsynligt, at nogen ville blande sig i mit liv. Jeg var ikke dum: Jeg vidste godt, hvad der ville ske, hvis lærerne begyndte at lægge mærke til, at man havde ’problemer derhjemme’. Hvis man får topkarakterer i hver prøve, ligger man til gengæld langt nede på enhver velmenende voksens liste over ting, de gerne vil blande sig i. Så jeg fik gode karakterer, gik til forskellige ting, som for eksempel skak, fordi det virkede helt vildt, at man kunne sidde og spille brætspil i et par timer og få ros for det.
Måske lyder det alt sammen virkelig trist, trist, trist, men det var det ikke. Livet består jo af sammenligninger. Fra man er lille, lærer man i skolen om krige og flere krige, epidemier og sultkatastrofer, og jeg sad der bagest i klassen i samfundsfag og var forbløffet og lettet over, at jeg var født i en tid, der var så begivenhedsløs. Jeg tror, mange oplever det modsatte, og det er de mennesker, der starter nye krige. Ikke mig. Jeg havde for travlt med at flyve under radaren.
Sådan var det. Helt bevidst og med stor dygtighed undgik jeg al opmærksomhed i mere end ti år, mens de to dragehoveder, sorg og depression, sad tungt på min fars bryst og kvalte ham.
Og så ændrede alt sig. Jeg ved stadig ikke helt hvordan. Min far havde altid haft perioder, hvor han fik det bedre, hvor hans humør steg, og han pludselig hyrede en rengøringshjælp og spurgte mig, hvordan det gik i skolen, og sågar ringede til kollegerne i det PR-firma, han teknisk set stadig var medejer af. Mit gæt er, at han i en af de her perioder med relativt godt humør gik til lægen og fik nogle piller, for fra den ene dag til den anden blev han nærmest rasende manisk. Han gik i gang med at arbejde igen og styrtede rundt på gaden, sådan som han havde gjort, da han var tyve år og lige var begyndt at arbejde. Det sagde han hele tiden. At han følte sig som en tyveårig igen, med en cigaret i hånden, et ben, der kørte op og ned, og et lidt sløret blik, der fortalte mig, at han ikke nødvendigvis var bevidst om, at han talte med et barn. Med sit eget barn. Han begyndte at arbejde til sent, og jeg var meget alene hjemme, og selv om det ikke burde have gjort så stor en forskel, fordi det var det samme, som når han lå og sov inde ved siden af, må jeg indrømme, at det cirka var på dette sted i historien, at jeg begyndte at føle mig lidt forladt. Og også lidt ked af, at det efter alle de mange år ikke var mig, der kunne få min far til at rejse sig fra sengen.
Så en dag bad han mig om at sætte mig ned, og så fortalte han mig, at jeg skulle bo hos min tante Patrice.
”Men jeg kender hende jo nærmest ikke,” sagde jeg. Det var sandt. Tante Patrice var et navn, jeg mest kendte fra fødselsdagskort, og jeg var ikke engang sikker på, jeg ville kunne genkende hende på billederne i de gamle fotoalbum, der stod i skabet i entréen.
”Hvad mener du?” spurgte han og sad uroligt i stolen. ”Du boede hos Patrice, indtil du var næsten to år gammel.”
”I Brooklyn?” Det var alt sammen nyt for mig. ”Hvor var du?”
Min far sukkede. ”Det her er ikke noget liv, T. Det er min skyld, men alligevel.”
”Det er mit liv,” sagde jeg.
”Patrice ved, hvad man skal gøre. Hun ved altid, hvad man skal gøre. Og det skal nok gå.” Jeg tror, jeg begyndte at protestere og komme med nogle ret gode grunde til, at jeg ikke havde lyst til at bo hos en, der nærmest var fremmed, men min far blev afledt af et eller andet og forlod rummet, mens jeg blev siddende og forsøgte at komme i tanke om noget, hvad som helst, om Patrice.
Så min far fuckede lidt op i præsentationen af det, men sagen er, at han nok havde ret: at flytte ind hos Patrice var nok det bedste, der kunne ske. Pludselig var der Patrice og Marcus og det eventyrland, der var Brooklyn. Der var skakborde i parkerne og smukke, livskloge piger på hver en gade og store familiesammenkomster i ferierne. Skolen er endnu mere latterligt nem, når en anden står og laver macaroni and cheese til én. Det var et helt nyt sammenligningsgrundlag.
Min far arbejder nonstop, og nogle gange kan jeg se mine onkler ryste lidt på hovedet og sige, at han bare er skør på en anden måde nu, men han lyder okay, når jeg taler med ham i telefonen, og når han en gang imellem kommer på besøg. Gladere, end jeg nogensinde har set ham være før. Det er, som om han endelig har besluttet sig for at vende tilbage til livet, og det er jeg ikke vred på ham over. Men de ord, han sagde til mig, hjemsøger mig indimellem. Er det her et liv? Hvis det er, kan jeg så med nogen ret kalde det mit liv, eller har jeg bare ladet mig rive med af omstændighederne? Min far har allerede haft to liv. Men er jeg overhovedet begyndt på mit endnu?
”Så er der aftensmad!” råber Patrice ude fra køkkenet.
Marcus dukker ikke op til maden, og der er et lille suk af lettelse i mit bryst, sammen med en nervøs forventning. Nogle gange er det lidt akavet, når Patrice og jeg er nødt til at være alene sammen, for det er, som om vi ikke helt ved, hvordan vi skal tale med hinanden. Jeg stiller hende høflige spørgsmål om hendes job i banken på Manhattan, men det, jeg egentlig gerne ville spørge hende om, er min mor, eller hvordan det var, da hun tog sig af mig som lille, og hvorfor hun aldrig går på date med nogen, selv om hun stadig er smuk på sin helt egen nøgterne og ofte lidt panderynkende måde. Det føles, som om alle de emner er tabu.
”Det er en god spaghetti,” siger jeg, og det lyder nærmest undskyldende.
”Det er Labor Day i weekenden,” siger Patrice. ”Så der er gadefest på lørdag.” Patrice hjælper med at organisere gadefesten hvert år, og jeg ved, hun bruger meget tid på hver lille detalje. Men jeg ved fra de to tidligere gadefester, at det er en af den slags ting, hvor resten af kvarteret lader til at have det meget sjovere end mig, og hvor jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op med mig selv.
”Nå ja,” siger jeg. ”Jeg skal arbejde om morgenen, men jeg kommer direkte hjem bagefter. Jeg skal nok nå at være med til det meste.” Jeg arbejder som matematiktutor på et bibliotek. Jeg tog jobbet, så jeg kunne hænge ud i Brooklyn i løbet af sommeren i stedet for at vende hjem til Atlanta, som jeg gjorde sidste år. Jeg kender alligevel ikke så mange derhjemme længere, og desuden er der helt gode penge i tutorarbejdet i modsætning til det at stå og vende burgere. Det var Marcus dog ikke enig med mig i. ”Du er meget mere værd, fætter,” sagde han. Men jeg kunne ikke droppe jobbet og spille skak for Marcus hele dagen. Jeg kender Patrice godt nok til at vide, at det ikke ville gå. ”En af mine sidste vagter,” siger jeg som en form for forklaring.
”Måske kan du hjælpe med børneaktiviteterne, når du kommer hjem,” siger Patrice. ”Der er en ny familie længere oppe ad gaden, og damen vil lave et eller andet kreahalløj.” Patrice trækker på skuldrene og himler med øjnene, så jeg ved, hun snakker om den hvide familie, der flyttede ind for få uger siden. De har istandsat et af de ældste huse på gaden, og hjørnet ser nu helt anderledes ud uden den tilgroede have og rådne veranda. ”Buddhistiske sandskulpturer, eller hvad det var. Jeg ved det ikke.”
”Det lyder … interessant,” siger jeg forsigtigt. Heroppe er det helt anderledes, det med hudfarve, end det var i Atlanta. Jeg kan personligt godt lide, at alle er så blaserte over det i New York, og at folk forsøger at komme godt ud af det med hinanden, fordi der ikke er plads til andet.
Patrice kommer med en uforpligtende mmm-lyd. Hun har boet her i kvarteret, siden hun var yngre, end jeg er nu, og hun er helt klart en, der bevogter sit territorium. Meget har forandret sig, og alle tilflyttere er igennem en længerevarende prøveperiode, mens hun beslutter sig for, om hun kan lide dem eller ej. Især hvis de ligner nogen, der ikke passer ind. Hvis de for eksempel laver buddhistiske sandskulpturer og går med flamboyante, batikfarvede tørklæder, som den her kvinde gør.
”Nå, men jeg er glad for, du synes, det lyder interessant,” siger Patrice. ”Så kan du jo hjælpe hende.”
Hvis Marcus var her, ville han komme med en eller anden vits om skøre, hvide mennesker og deres skøre planer og få hende til at grine. Han kan være hård til at bedømme andre mennesker, når det stikker ham, men måske er det bare en anden måde at bevogte sit territorium på.
Jeg bliver altid utilpas af at komme med den slags vitser, så jeg lader, som om jeg er vildt interesseret i min pasta og nikker. Jeg laver et ansigt, der siger: Du kender mig, jeg elsker buddhistiske sandskulpturer.
Tristan er 16 år, genial til skak og bor hos sin tante i Brooklyn sammen med sin fætter Marcus. Marcus er pusher og styrer nabolaget med hård hånd. Da Izzy og hendes meget hvide familie flytter til den sorte bydel, forelsker hun og Tristan sig i hinanden. Men kærligheden giver dem store problemer – ikke kun fordi de kommer fra to forskellige miljøer, men også fordi Marcus er vild med Izzy og slet ikke vil have, at Tristan ser Izzy.
PROLOG
Dette er ikke en roman. Det er en romance.
En romance – det lærte mrs. Dwyer os i engelsk, da jeg stadig gik på min gamle skole – en romance er mere som en fabel. Den svælger i idealer, mysterier og besættelser. Hvis man tager for hårdt fat om personerne i en romance, fordufter de, de bliver abstraktioner og flyder i retning af myterne.
Tro mig, jeg føler mig ikke mytisk for øjeblikket. Hvis man ser bort fra Sisyfos, er der intet mytisk over min daglige rutine her ved skrivebordet. Min narrative siddepind, som mrs. Dwyer sikkert ville have kaldt det, og jeg føler mig ganske rigtigt hævet over tiden, her på min pind. En stillesiddende fugl, der ikke ønsker at tage videre på træk.
Men dengang var alting anderledes, jeg var anderledes, og jeg følte mig nok også romantisk i ordets helt almindelige, klassiske forstand – røde roser og digte – men også i den litterære forstand: helt viklet ind i min egen histories myte. Sådan føltes Tristan også. Så smuk, at omridset blev en smule sløret, som om han ikke helt eksisterede i virkeligheden. Idealet Tristan, Mysteriet Tristan, Besættelsen Tristan. Jeg så det hele, i samme øjeblik jeg mødte ham, og ønskede straks at indtage hans smerte, holde den i munden som et bolsje, lade den smelte, indtil den var en del af mig selv.
Måske var det det, der skete. Måske var det grunden til alle de problemer, der fulgte.
Men jeg er godt i gang med at tage forskud på det hele.
Mrs. Dwyer lærte os også, at det engelske ord for roman, novel, stammer fra det italienske ord for ’en lille, ny historie’. Noget helt friskt, som – på det her tidspunkt, da udtrykket opstod – ingen nogensinde havde prøvet før. Så I kan godt se, at det her ikke kan være en roman. For historien handler ikke om noget nyt. Den handler om noget, der har eksisteret altid. Den handler om kærlighed.
FØRSTE DEL
SPRINGEREN
Marcus sidder et par meter bag mig på en parkbænk, og selv om jeg er fokuseret på skakbrættet, ved jeg præcis, hvad jeg ville se, hvis jeg vendte mig om. Han strækker de lange arme, fylder hele pladsen ud, fordi han kan, og lader sine lakajer hænge ved bænken eller snige sig rundt bag den. Tyrone, K-Dawg, Frodo – ikke så karismatiske som skakbrikkerne og med cirka lige så mange hjerneceller. Jeg kan høre Marcus gabe og ved, at han gør et stort nummer ud af at lukke øjnene, som om han ikke kunne være mere ligeglad med, hvad der sker i spillet.
”Yo, T, kommer det til at vare meget længere?” spørger han. Da jeg flyttede ind hos tante Patrice i Brooklyn for to år siden, begyndte Marcus at kalde mig Lil’ T, fordi Tyrone allerede blev kaldt for T. Men det var, før jeg begyndte at tjene penge til Marcus ved skakbrættet.
”Ain’t over ’til it’s over,” mumler Antoine. Jeg kan se ham ud af øjenkrogen. Han har lagt armene over kors. Han er nervøs. Det burde han også være, for hans makker, den tykke, puertoricanske dreng, der sidder over for mig, er ved at løbe tør for muligheder og forsøger at lade sit tårn kante sig ind i en bedre position. Dårligt træk.
”Ain’t over ’til it’s over,” siger jeg uden at løfte blikket fra brættet. ”Som man siger. Men det er det så nu. Skak.”
Jeg kan mærke, hvordan Marcus’ mundvige langsomt bevæger sig ud i et smil bag mig.
Fra da af går alt, som det plejer, alt er slut bortset fra de råb, som Marcus’ tre håndlangere kommer med efter et par træk, da jeg siger skakmat. (Og jeg er altid nødt til at sige det, for de er ikke i stand til at se et dræbertræk, om det så moonede dem lige op i fjæset).
”Sådan, Lil’ T,” siger Tyrone og klapper mig på skulderen.
”Han er ikke så lille længere, er han, Tyrone?” siger Frodo. Frodo er så lav og grim, at hans eneste glæde i livet består i at føle sig vigtigere end Tyrone.
Jeg ignorerer dem alle, også Antoine, der går over for at betale Marcus, og fokuserer på at give den tykke dreng hånden. Jeg vil helst ikke vide, hvor mange dollars Marcus satser på de her spil. Det fucker med min koncentration.
”Det var en god kamp,” siger jeg og ser for første gang direkte ind i den tykke drengs søde barneansigt. Han er ikke særlig gammel, måske kun fjorten, og følelserne hænger uden på tøjet. Han forsøgte at psyke mig med en underlig åbning, der hedder Orangutangen. Drengen har nosser, han har bare ikke den erfaring, det kræver.
”Ja, måske for dig.”
”Hey,” siger jeg og sænker stemmen. ”Du burde ikke hænge ud med Antoine. Han er dårligt selskab, mand.”
Den tykke dreng skærer en grimasse. ”Ja. Og det er Marcus ikke?”
Og så er det tid til at skride, tid til at forlade parken, droppe lakajerne, vandre hjemad sammen med Marcus, måske ryge en joint for at falde lidt ned efter adrenalinsuset og overlade den stakkels fede dreng til Antoine, der uden tvivl giver ham nogle klaps.
Luften er kølig i aften, det er en lille forsmag på efteråret, men da vi slentrer ned ad Eastern Parkway, er Marcus stadig iført korte ærmer, og det vil han sikkert være flere uger endnu. Han kan ikke lide at dække sine tattoos til, for de har kostet ham en formue, det er den egentlige grund. Når pigerne, dem med lipgloss og lowcut-toppe, hviner, ”hey, fryyyser du slet ikke?”, så flasher han sit bredeste smil og siger: ”Jeg er varmblodet”.
Nogle gange når jeg ser den råstyrke, der gemmer sig i Marcus’ biceps, fatter jeg ikke, at vi er beslægtede – eller at vi overhovedet tilhører den samme art. Men det er vi, vi er endda blodsbeslægtede. Hans far er min mors bror (”Gud være hendes smukke sjæl nådig,” som min onkel Sherwin tårevædet siger, når han har fået et glas rompunch for meget), og tante Patrice er tante for os begge to, selv om det kun er mig, der bor hos hende. Marcus bor på samme gade sammen med sin mor og lillesøster, Chantal. Officielt, altså. I virkeligheden bor Marcus alle steder og ingen steder. På basketballbanen nede ved havnen, på bænkene uden for TipTop Social Club, hvor de gamle mænd rafler, ved tante Patrices spisebord, hvor han uanmeldt glider ned på en stol ved aftensmadstid, og på hjørnet af Fulton Street og Nostrand Avenue, hvor han har adskillige forretningsforetagender, som han ikke synes, jeg skal vide for meget om. Det har jeg intet imod.
Der er mennesker, der er bange for Marcus, og de er ikke alle sammen lige så hjælpeløse som ham den tykke skakspiller. Jeg har set en del, når jeg hænger ud med Marcus, ting, der får mig til at ønske, at min hjerne havde en slettefunktion. Men uanset hvilken vægt jeg vejer tingene på, er min loyalitet over for Marcus altid det lod, der vejer tungest. Ikke kun, fordi han er den bedste garanti mod at blive tæsket, som sådan en som mig kan få, men fordi han er mit blod, ganske enkelt, og vi står altid på samme side. Altid. Marcus kan være impulsiv, og jeg vil ikke have, at han rodes ind i alvorlige problemer. Men for det meste virker han for perfekt til, at noget nogensinde kunne gå rigtig galt.
Da vi når hen til vores gade, begynder han at løbe op ad trappen til sit hus, og jeg siger godnat, men så beder Marcus mig om at vente og sætter sig på det øverste trin. Han nikker i retning af den tomme plads ved sin side. Min mund er tør, og jeg mærker den underlige post-skakspilshovedpine, der sniger sig rundt om tjaldens svage rus. Jeg har lyst til at komme hjem og få en lur inden aftensmaden. I stedet sætter jeg mig på trinnet under hans og siger til mig selv, at det er for at give os begge mere plads.
”Det var noget seriøst shit, det, du havde gang i her i dag,” siger Marcus.
”Det var ingenting,” siger jeg. ”Drengen var bange fra begyndelsen. For Antoine, ikke for mig.”
Marcus smiler og strækker sig, hviler de bare albuer på trappens asfalt. ”Du er nødt til at lære at tage imod en kompliment, fætter.”
Jeg trækker på skuldrene. Marcus aner intet om skak, og jeg kan ikke lide tom smiger.
”Skole i næste uge,” siger han.
”Jep.”
”Vil du høre noget vildt?”
Jeg vender mig lidt om mod ham og hæver det ene øjenbryn. ”At Frodo består sin eksamen i år?”
Marcus smiler, en lille belønning for min lamme vits. Så mange strålende hvide tænder. ”Narh. Jeg har det sådan her: Det føles, som om det her er mit år. Det år, hvor jeg er helt ovenpå. Mit øjeblik. Lyder det åndssvagt?”
Det gør det, men kun fordi det for mig at se altid har været Marcus’ år. Det her bliver hans sidste år i skolen; han er kun kommet så langt på grund af sin mors tryglen (hun har både retning af den tomme plads ved sin side. Min mund er tør, og jeg mærker den underlige post-skakspilshovedpine, der sniger sig rundt om tjaldens svage rus. Jeg har lyst til at komme hjem og få en lur inden aftensmaden. I stedet sætter jeg mig på trinnet under hans og siger til mig selv, at det er for at give os begge mere plads.
”Det var noget seriøst shit, det, du havde gang i her i dag,” siger Marcus.
”Det var ingenting,” siger jeg. ”Drengen var bange fra begyndelsen. For Antoine, ikke for mig.”
Marcus smiler og strækker sig, hviler de bare albuer på trappens asfalt. ”Du er nødt til at lære at tage imod en kompliment, fætter.”
Jeg trækker på skuldrene. Marcus aner intet om skak, og jeg kan ikke lide tom smiger.
”Skole i næste uge,” siger han.
”Jep.”
”Vil du høre noget vildt?”
Jeg vender mig lidt om mod ham og hæver det ene øjenbryn. ”At Frodo består sin eksamen i år?”
Marcus smiler, en lille belønning for min lamme vits. Så mange strålende hvide tænder. ”Narh. Jeg har det sådan her: Det føles, som om det her er mit år. Det år, hvor jeg er helt ovenpå. Mit øjeblik. Lyder det åndssvagt?”
Det gør det, men kun fordi det for mig at se altid har været Marcus’ år. Det her bliver hans sidste år i skolen; han er kun kommet så langt på grund af sin mors tryglen (hun har både tryglet ham og skolen), og fordi han kan lide, at skolen forstærker hans plads i det sociale hierarki. Jeg går kun en klasse under ham, men er hele to og et halvt år yngre, og jeg ser også sådan ud. Et lille tip: at springe en klasse over er ikke den direkte vej til respekt og anerkendelse fra dine skolekammerater.
”Nope,” siger jeg.
”Tingene ændrer sig, T,” siger han med det fjerne blik, han indimellem har, der minder om en pitcher i baseball, der skal til at sende en skruebold af sted. ”Jeg kan mærke det.”
”Mmm-hmm.” Jeg har svært ved at fokusere på andet end den tørre plet i min hals. Den og så billedet af den tykke dreng med et blåt øje og en opsvulmet læbe. Som slæber sig hjem for at øve sig på skak. Og som måske onanerer af ensomhed, hvis han kan få badeværelset i sin lillebitte lejlighed for sig selv i et par minutter. Og tanken om, at den eneste forskel, der er på ham og mig, er en håndfuld tabte partier – mere ubetydeligt end fnulleret fra en mælkebøtte.
”Du er en million kilometer væk,” siger Marcus køligt, og jeg vender med et sæt tilbage, bange for, at jeg har gjort ham vred. ”Men det er okay, T. Alt det der, der foregår heroppe.” Han slår fingrene ind mod tindingen. ”Det er det, der gør dig til en vinder.” Så smiler han det smil, der gør mig lige så blød i knæene som de piger, der altid følger i hælene på ham, og han dasker til mit baghoved. Lidt for hårdt.
Det er det, der er med Marcus. Han er så indtagende, at jeg nogle gange glemmer, hvor magtfuld han er.
Låsen til hoveddøren er tricky, og der går altid lidt, før jeg får lirket nøglen ind. Det giver mig lige præcis tid nok til at snuse til min jakke og tjekke, om den lugter af røg, og blive tilpas paranoid. Hvis Marcus er en kraft, man ikke skal undervurdere, så er tante Patrice i sig selv en naturkraft. Hun står og rører i en gryde på komfuret, da jeg kommer ind i lejligheden på fjerde sal, men samtidig skriver hun med den anden hånd en e-mail på den computer, der står på køkkenbordet, og taler med nogen i sit headset. Sandsynligvis en fjern slægtning i Trinidad.
”Vent lige,” siger hun til den fjerne trinidianer, da hun får øje på mig. ”Tristan er lige kommet.”
”Tristan,” siger hun og klukker ordet som en ivrig høne. Hun er en af de få, der bruger mit fulde navn, det her skøre, tyske navn, og jeg ved, det skyldes solidaritet med det menneske, der gav mig det. Hun snuser omhyggeligt til luften, som en blodhund, og siger: ”Har du hængt ud med Marcus?”
Det er omsonst at lyve for Patrice. ”Ja. Men det er okay. Ikke noget slemt.” Og det kommer åbenbart så tæt på sandheden, at hun køber den.
”Marcus,” siger hun og ryster på hovedet. ”Den dreng giver kun problemer.” Og det er også tæt på sandheden, men jeg ved, at hun elsker Marcus vildt og inderligt. Sikkert højere, end hun elsker mig. ”Kommer han og spiser?”
”Ved ikke. Tror det ikke.”
”Okay.” Hun er ikke holdt op med at røre i gryden, men hun virker stadig rastløs. Som om den anden hånd er utilfreds med ingenting at lave. ”Aftensmad om tre kvarter. Du må ikke vande korianderen om aftenen, skat, så kommer insekterne. Du er nødt til at gøre det tidligt om morgenen.” Det tager lidt tid, før det går op for mig, at det sidste er henvendt til den fjerne slægtning i Trinidad og ikke mig, og da har Patrice allerede vendt mig ryggen og rakt ud efter sin computer. ”Nej, det er ikke tidligt nok.”
Jeg trasker ned til mit værelse. Eller det værelse, hvor jeg sover. Det ligner stadig mest et gæsteværelse, selv om jeg snart har boet her i to år. Det er nemt at vise tante Patrice respekt og taknemmelighed, for hun er klart det mest fornuftige menneske i min familie, og jeg holder meget af hende, men hun er ikke det mest varme menneske. Og sandheden er, at der er dage, hvor jeg mest af alt føler mig som en ubuden gæst.
Jeg sætter mig på sengen og lukker øjnene, men nu da jeg er her, kan jeg ikke ryste den kvælende fornemmelse af mig. Følelsen af, at noget lukker sig om mig. En kvælning så langsom, at jeg dør, inden jeg ved, hvad det er. Åbne øjne. Lukkede øjnene. Monsteret, der langsomt lander på mit bryst. Åbne øjne. På sengebordet står et indrammet billede af mine forældre, og jeg har aldrig fundet ud af, om Patrice har stillet det der, fordi hun tænkte, at det ville være en trøst for mig, eller om hun har stillet det herind for at slippe for selv at se på det.
På billedet skærer de i en kage. Min mor er iført et hvidt jakkesæt og griner og siger noget til en uden for billedet. Jeg har min fars lyse, kreolske hud, men resten af mig ligner min mor så meget, at det ser ud, som om vi er lavet af den samme støbning. Min far kigger ned, men man kan se på hans smilehuller, at han også smiler. (Smilehuller! Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst så hans smilehuller i virkeligheden. Findes de stadig? Kan man ældes eller sørge så meget, at de forsvinder?). Billedet er i sort-hvid, hvilket altid har undret mig, for det er ikke så længe siden, det blev taget. Jeg er faktisk ret sikker på, at jeg også er med på det under min mors, tilknappede hvide habitjakke. Ingen har nogensinde sagt det direkte til mig, men man skal ikke være noget geni for at kunne tælle til de syv måneder, der er imellem den dag, hvor billedet blev taget, og dagen, hvor min mor døde.
”Bianca var en vildbasse,” siger folk i min familie, ryster på hovedet og smiler ved tanken om hende. Da jeg var lille, greb jeg ud efter de ord, folk brugte om hende: smuk, skør, sjov, charmerende, impulsiv. Jeg tog dem og forsøgte at modellere dem om til mit eget minde om hende. Men det er ikke så nemt, det med at skabe et menneske ud af ingenting.
Jeg lægger billedet med forsiden nedad og leder efter min telefon i rygsækken. Jeg vil gerne høre min fars stemme, selv om jeg ved, at han ikke tager telefonen. Han er koncertbooker og arbejder på underlige tidspunkter. Jeg lytter til hans telefonsvarer, og så ringer jeg op igen og lytter til den én gang til. Han kan selvfølgelig se, at jeg har ringet ham op, men en masse mennesker ringer til ham hele tiden. Han siger sikkert bare til sig selv, at han skal huske at ringe, og så glemmer han det.
Det er ikke meningen, at alt det her skal få mig til at lyde som en kæmpe sø af selvmedlidenhed. Jeg går ikke grædende rundt og venter på, at min far kommer og henter mig. Slet ikke. Inden jeg flyttede til Brooklyn, boede min far og jeg i McAdams, en forstad til Atlanta, i den ene del af et lille parcelhus, som altid var mørkt og som regel lugtede dårligt. Af sure tæer og billige rengøringsmidler. Det tog en rum tid, før jeg opdagede, at det ikke var normalt at have en far, der knap nok kunne slæbe sig ud af sengen for at betale det bud, der kom med vores mad. Da jeg var syv, besøgte jeg for første gang min ven Benji og blev forbløffet over, at hans mor lod til at være oprigtig interesseret i at vide, hvor vi var, og hvad vi lavede. Om vi var sultne, om vi var okay. Da hun bar hans nyvaskede, sammenfoldede tøj ind på værelset, stirrede jeg på hende, som om hun var en enhjørning. Jeg havde fundet ud af, hvordan man brugte vaskemaskinen, da jeg var fem, og det virkede helt unødvendigt at lægge tøjet sammen. Jeg var ret bange for at tænde det lidt tricky gaskomfur i køkkenet, men nogle gange gjorde jeg det alligevel, så jeg kunne lave macaroni and cheese til os. Som regel spiste vi dog sandwich med peanutbutter og syltetøj, salat ud af en pose og nogle pretzels.
Jeg blev virkelig god i skolen. For det første kunne jeg lide at være der, for uanset hvor åndssvage timerne var, eller hvor onde nogle af de andre børn kunne være, var det meget mindre ensomt end derhjemme. Og jeg vidste også, at hvis jeg klarede mig godt, var det mindre sandsynligt, at nogen ville blande sig i mit liv. Jeg var ikke dum: Jeg vidste godt, hvad der ville ske, hvis lærerne begyndte at lægge mærke til, at man havde ’problemer derhjemme’. Hvis man får topkarakterer i hver prøve, ligger man til gengæld langt nede på enhver velmenende voksens liste over ting, de gerne vil blande sig i. Så jeg fik gode karakterer, gik til forskellige ting, som for eksempel skak, fordi det virkede helt vildt, at man kunne sidde og spille brætspil i et par timer og få ros for det.
Måske lyder det alt sammen virkelig trist, trist, trist, men det var det ikke. Livet består jo af sammenligninger. Fra man er lille, lærer man i skolen om krige og flere krige, epidemier og sultkatastrofer, og jeg sad der bagest i klassen i samfundsfag og var forbløffet og lettet over, at jeg var født i en tid, der var så begivenhedsløs. Jeg tror, mange oplever det modsatte, og det er de mennesker, der starter nye krige. Ikke mig. Jeg havde for travlt med at flyve under radaren.
Sådan var det. Helt bevidst og med stor dygtighed undgik jeg al opmærksomhed i mere end ti år, mens de to dragehoveder, sorg og depression, sad tungt på min fars bryst og kvalte ham.
Og så ændrede alt sig. Jeg ved stadig ikke helt hvordan. Min far havde altid haft perioder, hvor han fik det bedre, hvor hans humør steg, og han pludselig hyrede en rengøringshjælp og spurgte mig, hvordan det gik i skolen, og sågar ringede til kollegerne i det PR-firma, han teknisk set stadig var medejer af. Mit gæt er, at han i en af de her perioder med relativt godt humør gik til lægen og fik nogle piller, for fra den ene dag til den anden blev han nærmest rasende manisk. Han gik i gang med at arbejde igen og styrtede rundt på gaden, sådan som han havde gjort, da han var tyve år og lige var begyndt at arbejde. Det sagde han hele tiden. At han følte sig som en tyveårig igen, med en cigaret i hånden, et ben, der kørte op og ned, og et lidt sløret blik, der fortalte mig, at han ikke nødvendigvis var bevidst om, at han talte med et barn. Med sit eget barn. Han begyndte at arbejde til sent, og jeg var meget alene hjemme, og selv om det ikke burde have gjort så stor en forskel, fordi det var det samme, som når han lå og sov inde ved siden af, må jeg indrømme, at det cirka var på dette sted i historien, at jeg begyndte at føle mig lidt forladt. Og også lidt ked af, at det efter alle de mange år ikke var mig, der kunne få min far til at rejse sig fra sengen.
Så en dag bad han mig om at sætte mig ned, og så fortalte han mig, at jeg skulle bo hos min tante Patrice.
”Men jeg kender hende jo nærmest ikke,” sagde jeg. Det var sandt. Tante Patrice var et navn, jeg mest kendte fra fødselsdagskort, og jeg var ikke engang sikker på, jeg ville kunne genkende hende på billederne i de gamle fotoalbum, der stod i skabet i entréen.
”Hvad mener du?” spurgte han og sad uroligt i stolen. ”Du boede hos Patrice, indtil du var næsten to år gammel.”
”I Brooklyn?” Det var alt sammen nyt for mig. ”Hvor var du?”
Min far sukkede. ”Det her er ikke noget liv, T. Det er min skyld, men alligevel.”
”Det er mit liv,” sagde jeg.
”Patrice ved, hvad man skal gøre. Hun ved altid, hvad man skal gøre. Og det skal nok gå.” Jeg tror, jeg begyndte at protestere og komme med nogle ret gode grunde til, at jeg ikke havde lyst til at bo hos en, der nærmest var fremmed, men min far blev afledt af et eller andet og forlod rummet, mens jeg blev siddende og forsøgte at komme i tanke om noget, hvad som helst, om Patrice.
Så min far fuckede lidt op i præsentationen af det, men sagen er, at han nok havde ret: at flytte ind hos Patrice var nok det bedste, der kunne ske. Pludselig var der Patrice og Marcus og det eventyrland, der var Brooklyn. Der var skakborde i parkerne og smukke, livskloge piger på hver en gade og store familiesammenkomster i ferierne. Skolen er endnu mere latterligt nem, når en anden står og laver macaroni and cheese til én. Det var et helt nyt sammenligningsgrundlag.
Min far arbejder nonstop, og nogle gange kan jeg se mine onkler ryste lidt på hovedet og sige, at han bare er skør på en anden måde nu, men han lyder okay, når jeg taler med ham i telefonen, og når han en gang imellem kommer på besøg. Gladere, end jeg nogensinde har set ham være før. Det er, som om han endelig har besluttet sig for at vende tilbage til livet, og det er jeg ikke vred på ham over. Men de ord, han sagde til mig, hjemsøger mig indimellem. Er det her et liv? Hvis det er, kan jeg så med nogen ret kalde det mit liv, eller har jeg bare ladet mig rive med af omstændighederne? Min far har allerede haft to liv. Men er jeg overhovedet begyndt på mit endnu?
”Så er der aftensmad!” råber Patrice ude fra køkkenet.
Marcus dukker ikke op til maden, og der er et lille suk af lettelse i mit bryst, sammen med en nervøs forventning. Nogle gange er det lidt akavet, når Patrice og jeg er nødt til at være alene sammen, for det er, som om vi ikke helt ved, hvordan vi skal tale med hinanden. Jeg stiller hende høflige spørgsmål om hendes job i banken på Manhattan, men det, jeg egentlig gerne ville spørge hende om, er min mor, eller hvordan det var, da hun tog sig af mig som lille, og hvorfor hun aldrig går på date med nogen, selv om hun stadig er smuk på sin helt egen nøgterne og ofte lidt panderynkende måde. Det føles, som om alle de emner er tabu.
”Det er en god spaghetti,” siger jeg, og det lyder nærmest undskyldende.
”Det er Labor Day i weekenden,” siger Patrice. ”Så der er gadefest på lørdag.” Patrice hjælper med at organisere gadefesten hvert år, og jeg ved, hun bruger meget tid på hver lille detalje. Men jeg ved fra de to tidligere gadefester, at det er en af den slags ting, hvor resten af kvarteret lader til at have det meget sjovere end mig, og hvor jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op med mig selv.
”Nå ja,” siger jeg. ”Jeg skal arbejde om morgenen, men jeg kommer direkte hjem bagefter. Jeg skal nok nå at være med til det meste.” Jeg arbejder som matematiktutor på et bibliotek. Jeg tog jobbet, så jeg kunne hænge ud i Brooklyn i løbet af sommeren i stedet for at vende hjem til Atlanta, som jeg gjorde sidste år. Jeg kender alligevel ikke så mange derhjemme længere, og desuden er der helt gode penge i tutorarbejdet i modsætning til det at stå og vende burgere. Det var Marcus dog ikke enig med mig i. ”Du er meget mere værd, fætter,” sagde han. Men jeg kunne ikke droppe jobbet og spille skak for Marcus hele dagen. Jeg kender Patrice godt nok til at vide, at det ikke ville gå. ”En af mine sidste vagter,” siger jeg som en form for forklaring.
”Måske kan du hjælpe med børneaktiviteterne, når du kommer hjem,” siger Patrice. ”Der er en ny familie længere oppe ad gaden, og damen vil lave et eller andet kreahalløj.” Patrice trækker på skuldrene og himler med øjnene, så jeg ved, hun snakker om den hvide familie, der flyttede ind for få uger siden. De har istandsat et af de ældste huse på gaden, og hjørnet ser nu helt anderledes ud uden den tilgroede have og rådne veranda. ”Buddhistiske sandskulpturer, eller hvad det var. Jeg ved det ikke.”
”Det lyder … interessant,” siger jeg forsigtigt. Heroppe er det helt anderledes, det med hudfarve, end det var i Atlanta. Jeg kan personligt godt lide, at alle er så blaserte over det i New York, og at folk forsøger at komme godt ud af det med hinanden, fordi der ikke er plads til andet.
Patrice kommer med en uforpligtende mmm-lyd. Hun har boet her i kvarteret, siden hun var yngre, end jeg er nu, og hun er helt klart en, der bevogter sit territorium. Meget har forandret sig, og alle tilflyttere er igennem en længerevarende prøveperiode, mens hun beslutter sig for, om hun kan lide dem eller ej. Især hvis de ligner nogen, der ikke passer ind. Hvis de for eksempel laver buddhistiske sandskulpturer og går med flamboyante, batikfarvede tørklæder, som den her kvinde gør.
”Nå, men jeg er glad for, du synes, det lyder interessant,” siger Patrice. ”Så kan du jo hjælpe hende.”
Hvis Marcus var her, ville han komme med en eller anden vits om skøre, hvide mennesker og deres skøre planer og få hende til at grine. Han kan være hård til at bedømme andre mennesker, når det stikker ham, men måske er det bare en anden måde at bevogte sit territorium på.
Jeg bliver altid utilpas af at komme med den slags vitser, så jeg lader, som om jeg er vildt interesseret i min pasta og nikker. Jeg laver et ansigt, der siger: Du kender mig, jeg elsker buddhistiske sandskulpturer.
”Godt,” siger hun. ”Så er det en aftale.”
LÆS 2. KAPITEL HER
LÆS 3. KAPITEL HER
Vi har masser af bøger til dig. Find din næste læseoplevelse på vores liste, der indeholder bøger sommer 2023/2024.
Andre læste også: