CarlsenPuls Young Adult-romaner

Izzy + Tristan – Kapitel 3

Izzy + Tristan, Shannon Dunlap

Tristan er 16 år, genial til skak og bor hos sin tante i Brooklyn sammen med sin fætter Marcus. Marcus er pusher og styrer nabolaget med hård hånd. Da Izzy og hendes meget hvide familie flytter til den sorte bydel, forelsker hun og Tristan sig i hinanden. Men kærligheden giver dem store problemer – ikke kun fordi de kommer fra to forskellige miljøer, men også fordi Marcus er vild med Izzy og slet ikke vil have, at Tristan ser Izzy.

SPRINGEREN

Mens jeg underviser lørdag formiddag og forsøger at få stakkels Tomaso til endelig, endelig at forstå forskellen på sinus og cosinus, har jeg en underlig knude i maven. Og da jeg vender tilbage til gadefesten, er det hele ganske rigtigt ved at gå over gevind. På trods af crepepapiret og de kulørte bannere og røgskyerne fra de havegrill, der er kørt ud på fortovene, føles alt meget anspændt. Mørke skyer er på vej ind over gaden, og det er kvælende varmt, den sidste bid af en stormfuld sommer. Det er det tidspunkt på eftermiddagen, hvor de voksne har drukket for meget øl og føler sig dovne og søvnige. Ungerne har cyklet op og ned ad den afspærrede gade siden tidligt i morges, og de er svedige og smågnavne, og alle begynder at gå hinanden på nerverne. Men det er ikke det største problem, i hvert fald ikke herfra, hvor jeg står. Det største problem er, at Marcus og hans lakajer sidder på hans dørtrin, samlet som en flok ulve, og som i alle andre ulveflokke har de et let bytte i kikkerten. En hvid fyr, ret kikset klædt, har sat en bod op på gaden lige overfor med et skilt, hvor der står: LEKTIONER I SKAK OG POLITISK STRATEGI – 10 DOLLARS. Et suk vibrerer i mit bryst, for jeg ved allerede, at jeg bliver trukket ind i et eller andet, men jeg forsøger at lade, som om jeg ikke lægger mærke til noget – hverken fyren, skiltet, Marcus’ dræberblik eller noget andet.

”Hvad så?” siger jeg til Marcus og håber, at han bare opfatter det som en hilsen og ikke som et spørgsmål, der skal besvares. De lugter alle sammen af den øl, som Marcus har skaffet et eller andet sted fra, og som han nærmest ikke engang gider skjule. K-Dawg ser fuldkommen stenet ud, men de andre hvisker til hinanden og griner.

Marcus ser op og nikker til mig. ”T, manden, vi venter på. Den klaphat der skal jo give dig en lektion i skak.” Han siger det så højt, at den hvide fyr kan høre det. Han gør alt, hvad han kan for ikke at se over på Marcus. Antilopen har lugtet rovdyret, men ved, at det er rent selvmord at se den lige i øjnene. ”Verdensmanden derovre, han skal lære os et par ting.”

Frodo skærer en grimasse. ”Hans mutter forsøgte endda at få ham til at tage det ned.” Han nikker hurtigt med hagen i retning af en kvinde, der står ved et klapbord lidt længere nede ad gaden. Hun leger nervøst med sit krusede hår. Ungerne i nærheden skyder løs på hinanden med Super Soaker-vandpistoler og ignorerer både hende og hendes sandkunst. 

Jeg skal lige til at sige, at jeg skal over og hjælpe hende, men inden jeg når det, tager Marcus mig i armen og siger: ”Hey, T, lad os lige gå over og tage en snak med den her spade. Give ham en ordentlig velkomst.” Der er intet, jeg har mindre lyst til end at gå over og konfrontere den her fyr, der med sit selvtilfredse smil beder om at få en røvfuld, men Marcus’ hånd er lavet af jern, så jeg lader mig trække med. Jeg lægger armene over kors og ser ned i bordet og håber, at det er hurtigt overstået.

”Hej,” siger Hvid Fyr. ”Hvad kan jeg gøre for jer?”

”Hvad hedder du, sønnike?” spørger Marcus og sender ham sit dræbersmil.

”Jeg er ikke din sønnike,” siger Hvid Fyr med sit eget store politikersmil. ”Men hvis du er interesseret, kan jeg måske lære dig nogle nyttige ting.” Han nikker i retning af sit skilt.

”Ahhh,” siger Marcus og peger på skiltet, som om han først nu læser det. Så hviler han hovedet i hånden, som om han tænker over noget. ”Javel. En skakmester lige her i vores egen gade.”

Hvid Fyr siger ikke noget, men han bliver ved med at holde øjenkontakt, selv da Marcus læner sig længere ind mod ham.

”Nu er det sådan, at min makker, T her, faktisk er ret god til skak allerede,” siger Marcus.

”Mm-hmm,” siger Hvid Fyr, og hans øjne slapper lidt af. Kender jeg ham? Han ligner mange af de fyre, jeg har spillet mod i skoleturneringerne.

”Ved du hvad, jeg tror faktisk ikke, du kender dit nye kvarter særlig godt. Vi kunne måske lære dig et par ting der. Ikke, T?” 

Jeg rømmer mig og forsøger mig med en anden tilgang. ”Hør lige, mand, det er ikke cool at sælge ting til en gadefest. Det er mere en ting, hvor alle deler ud af noget, de kan. Forstår du?”

Hvid Fyr smiler selvtilfredst, og det går op for mig, at det at have medlidenhed med nogen og det at kunne lide dem er to meget forskellige ting.

”Så måske skulle I to have en lille venskabskamp i parken i morgen. Du ved, bare for at byde dig velkommen til the hood,” siger Marcus. Så skifter han til en snobbet, britisk accent: ”Ville det ikke bare være en superduper måde at spendere en eftermiddag på, mr. Strategi? Når bare vi kan indgå et lille væddemål, altså.” Den urolige bisværm, der har fyldt min mave hele dagen, er nu i gang med at stikke og bide. Som et egern i en sæk. Jeg er ret sikker på, at jeg sagtens kan slå ham her, men frygten er der altid.

”Og hvad vædder vi om?”

”Jeg kunne tænke mig, at du betaler mig en hund, når T slår dig, så er vi kvit. For nu.”

”Og hvis jeg vinder? Så betaler du mig hundrede dollars?”

Marcus læner sig langsomt ind over bordet, og i et kvalmende øjeblik er jeg sikker på, at han har tænkt sig at kysse den her fyr og få ham til at skide i bukserne, men i stedet hvisker han blidt i hans øre. ”Hvis du vinder, vil jeg ikke få dig til at fortryde den dag, du blev født.” Så klapper han Hvid Fyr så hårdt på skulderen, at fyren næsten vælter, og brøler af grin. ”Jeg tager bare pis på dig! Du skulle se dit fjæs!” Hvid Fyr fremtvinger et spagfærdigt smil. Marcus stikker hånden frem. ”Har vi en aftale, sønnike?” 

”Jeg hedder Hull,” siger Hvid Fyr og giver Marcus hånden. Noget klikker i min hjerne, da han siger sit navn.

”Marcus,” siger Marcus, og jeg kan se på den lille trækning ved Hulls øje, at Marcus klemmer hans hånd hårdere og hårdere. ”Klokken to i McNair-parken på Eastern Parkway. Det er ikke svært at finde, mr. Strategi. Kom ikke for sent.”

Det første tordenbrag lyder, da han siger det – et nærmest tegneserieagtigt forvarsel – og man kan høre små, forskrækkede hvin op og ned ad gaden, da store, fede regndråber begynder at falde. Kvinderne skynder sig at pakke fade med kylling og ris sammen. Børnene løber forvildet rundt og lader regnen gøre deres T-shirts våde.

”Klokken to,” siger Hull. Han tager sit bord uden at gide at klappe det sammen og går hen mod det nyistandsatte hus på hjørnet.

Jeg begynder at småløbe for at komme i læ, men det er tydeligt, at Marcus ikke har tænkt sig at skynde sig, så jeg sætter farten ned, og vi trasker hen mod tante Patrices hus. Henne ved døren læsser hun mad op i favnen på os, som vi skal tage med ind i køleskabet. ”Og tag skoene af!” råber hun og løber tilbage til bordet for at hente flere ting.

Jeg henter to håndklæder og smider vores trøjer i tørretumbleren. Så står jeg ude i køkkenet sammen med Marcus, som står og drypper på Patrices gulv. Skumlende knækker han sine knoer, den ene efter den anden.

”Jeg skulle have smækket den narrøv én, mens jeg havde chancen.” 

”Åh, hold nu op, Marcus.” Jeg kaster håndklædet hen til ham. ”Hvorfor går den fyr dig sådan på? Han er ligegyldig.” Marcus kan hurtigt blive vred. Jeg tror, det er, fordi han også ret hurtigt kan blive såret, men det er ikke en teori, jeg har tænkt mig at dele med ham.

Marcus skuler til mig. ”Det pisser mig af, T. Hvordan han ser ned på os.” Så er der noget, der vrister sig løs i hans ansigt, og han sender mig et tørt smil. ”Det er lige meget. Du viser ham, hvor skabet skal stå i morgen. I nat drømte jeg, at du forvandlede dig til en pitbullterrier og flåede modstanderne fra hinanden.”

Jeg tager et håndklæde over hovedet og tørrer mit hår. Jeg er ikke interesseret i at høre om Marcus’ drømme lige nu, især ikke, hvis de handler om, at jeg er en hund. ”Du ved godt, at ham fyren ikke er dårlig til skak, ikke? Jeg genkendte ham. Han hedder Hull, og hans hold fik en femteplads i by-turneringen sidste år, mest på grund af ham.” Jeg kan ikke lide det blik, Marcus sender mig, da jeg tager håndklædet om skuldrene.

”Og hvordan var det, det gik dig til turneringen, mester?”

”Vi vandt.”

”Det var det, jeg tænkte. Så fortæl mig lige, at du slår ham i morgen.”

Jeg trækker på skuldrene. ”Jeg vinder.”

”Det var det, jeg tænkte,” gentager Marcus og skal til at sige noget mere, men så kommer Patrice væltende ind med favnen fuld af våd dug. Jeg tager den fra hende og er glad for at have en undskyldning for at undgå Marcus’ blik. 

”Sikke noget rod!” siger hun med en stemme, der fortæller alle, at hun kunne have organiseret vejret meget bedre, end hvem det end er, der tager sig af det nu.

”Jeg er ked af, at det regnede på din fest, tante,” siger Marcus og kysser hende på kinden, idet jeg forlader køkkenet.

”Det er okay,” kan jeg høre Patrice sige. ”Bliver du og spiser, Marcus?”

”Narh, jeg har nogle ærinder. Jeg smutter nu.”

”Marcus, du har ingen trøje på!”

Marcus svarer noget, jeg ikke kan høre, men jeg kan høre Patrices pigede latter. ”Vi ses i morgen, T!” råber han, da døren smækker bag ham.

Jeg putter dugen ned i den store vask og læner mig op ad vaskemaskinen. Jeg har ikke lyst til at spille i morgen. Jeg ved ikke, hvorfor det er anderledes end alle de andre partier, Marcus arrangerer for mig, men det er det. Det føles mere personligt, og de små ting, jeg plejer at feje til side, presser sig mere på denne gang. Som den kendsgerning, at Marcus aldrig har tilbudt mig en fast procentdel af gevinsterne. For det meste er jeg bare okay med det, tænker på det som en måde at skærpe mine kompetencer på, med nogle sidegevinster. Men lige nu føles det mere som at slikke de brødkrummer op, Marcus vælger at kaste min vej. 

Jeg har siddet i held på det sidste og er blevet bedre og bedre i løbet af sommeren. Sidste sommer, da Marcus og jeg begyndte på de her numre, spillede jeg mest mod de gamle fyre i kvarteret. Fyre, der bruger det meste af dagen på at hænge ud og spille skak. Først var de ret svære at slå, men så gik det op for mig, at de var afhængige af nogle få tricks, som de havde lært sig i løbet af årene. Når man har fået færten af de tricks, er det nemt at få dem ned med nakken. Det var det, jeg efterhånden gjorde. Nu vil de gamle knarke ikke engang spille med mig. De verfer bare Marcus væk, siger, de gerne vil beholde deres penge, fortsætter med at drikke deres eftermiddagsbajer. Den her sommer har jeg spillet mod yngre fyre, der er blevet rekrutteret af Antoine eller en af de andre hårde typer. De yngre spiller mere frit og kreativt end de gamle, men de er også meget grønne i det, de er ikke taktisk stærke. Jeg kan altid fornemme det øjeblik, hvor de begynder at gå i panik. Kan næsten mærke, hvordan mit ry vokser, i takt med at jeg nedlægger den ene efter den anden. Igennem de seneste par uger har det nærmest føltes uundgåeligt at vinde.

Så jeg tror godt, jeg kan slå Hull, men det er ikke en sikker sejr. Han er god, og alle heldige perioder får en ende. Også min. Men jeg har en fordel: Jeg genkendte Hull, og jeg kan tjekke hans statistik på nettet i aften. Måske endda finde en liste over hans træk fra nogle gamle kampe. Han kunne teoretisk set gøre det samme med mig, men jeg tror ikke, han genkendte mig. For det første kalder Marcus mig altid T i stedet for Tristan, og for det andet spillede vi ikke mod hinanden til turneringen sidste år. Jeg ved allerede, hvad Marcus ville sige, hvis jeg nævnte det for ham: ”Den idiot tænker, at vi alle sammen ser ens ud.” Og jeg ved ikke. Måske har Marcus ret.


 

CarlsenPuls er Danmarks nye YA-forlag. Vi udgiver bøger, som kan mærkes – helt derind, hvor det betyder noget! Vi tror på, at store historier kan ændre verden. For dig, der læser – og for dem, du møder på din vej. Vi udgiver de største, de bedste, de stærkeste og de vigtigste historier. Fordi vi ikke kan lade være.