CarlsenPuls Young Adult-romaner

Izzy + Tristan – Kapitel 2

Izzy + Tristan, Shannon Dunlap
Izzy + Tristan - Kapitel 2
Izzy + Tristan - Kapitel 2

Tristan er 16 år, genial til skak og bor hos sin tante i Brooklyn sammen med sin fætter Marcus. Marcus er pusher og styrer nabolaget med hård hånd. Da Izzy og hendes meget hvide familie flytter til den sorte bydel, forelsker hun og Tristan sig i hinanden. Men kærligheden giver dem store problemer – ikke kun fordi de kommer fra to forskellige miljøer, men også fordi Marcus er vild med Izzy og slet ikke vil have, at Tristan ser Izzy.

Izzy + Tristan - Kapitel 2
Izzy + Tristan - Kapitel 2

DRONNINGEN

Jeg havde tilbragt det meste af min tid i løbet af foråret og sommeren med at overveje, om mine forældre i virkeligheden var idioter. Jeg var træt af deres konstante optimisme og ens sandaler og kedelige, overintellektuelle venner og tro på, at musikhistorien ophørte med The White Album, deres øko-bulgur og hjemmerørte, ubrugelige tandpasta. Det er et halvt århundrede siden, vi var i 1960’erne, men det er, som om de ikke har modtaget det notat. For helvede, de var knap nok selv født i 1960’erne, men det stopper dem ikke. Selv under de bedste omstændigheder ville det være irriterende at bo sammen med sådan nogle mennesker, men det er især frustrerende, når de beslutter, at Lower East Side, hvor min tvillingebror Hull og jeg har tilbragt hele vores unge liv, ikke har nok sjæl længere, så vi er nødt til at rykke hele vores behagelige tilværelse op og flytte til Brooklyn efter det første år på highschool. Du skulle have set den lilla nuance, min brors ansigt fik, da de kom med nyheden under en familiemiddag på Shah Jalal, deres indiske yndlingsrestaurant. Måske er det nemmere at forestille sig, hvis jeg fortæller, at han råbte ”fuck den her lortefamilie” samtidig?

Man siger, at runde forældre får firkantede børn, og man finder ikke et klarere eksempel på det end Steinbach-klanen. Vi var fem år, da Hull udfyldte sit første Excel-ark. (Formålet var at holde styr på hans tøjdyr, som han var ret sikker på, at nogen stjal fra ham. Det gjorde jeg også). Allerede i femte klasse insisterede han på at gå med skjorter, selv i weekenden, og fik sit hår klippet hver tredje uge i en frisure, som min mor med et træt suk kaldte ’Mitt Romney-fritsen’. Han stillede hvert år op til elevrådet under sloganet ’Hull Steinbach, det ansvarlige valg’. Og det var så usædvanligt på vores lille alternative skole, at han vandt hvert år. Hull kunne være svær at omgås. Lidt vanskelig. Folk troede, han var arrogant, men sandheden var, at han var virkelig klog og særlig, og han gad ikke lade, som om han ikke selv vidste det. Jeg elskede ham højt på trods af, og på grund af, alt dette.

Og jeg selv var lige så anderledes fra mine forældre som Hull, men på en anden måde. Jeg tilbragte det meste af min barndom med at kurere min familie for imaginære sygdomme. Min far, der er professor i renæssancedrama på New York University, kunne ikke få lov at beholde noget, der var påført etiketten ’Dr. Steinbach’, for jeg nolede det straks til mit lægesæt. ”Hvorfor skal du overhovedet have sådan nogen, når du ikke er en rigtig læge?” spurgte jeg ham, og det syntes hans venner altid var kært og utrolig sjovt, når det blev fortalt til middagsselskaber. Når min mor tvang mig med til åndssvage workshops i keramik og kunst og fri dans, så sad jeg surmulende og gloede i Gray’s anatomi over den menneskelige krop på hele turen med subwayen. Hun var en smykkekunstner, der lavede store, ornamenterede smykker, som kun rige og excentriske mennesker havde råd til, og hun kunne simpelthen ikke fatte, hvordan hun kunne have født en datter med så få kunstneriske evner. Nå, men fat det, tænkte jeg, mens jeg halvhjertet foregav at være et træ i danseworkshoppen. Fat det. Da jeg som niårig fortalte mine forældre, at jeg havde tænkt mig at læse medicin, forsøgte de at tage det med ophøjet ro.

”Nå, men William Carlos Williams var jo også læge,” sagde min far håbefuldt. ”Og det samme var Tjekhov!” Og så sagde min mor, lidt for ivrigt: ”Det er dejligt, min skat!” og tændte for noget røgelse med sandeltræ, hvilket er det, hun gør, når hun er stresset.

Men nu blev jeg afledt fra pointen, som er, at mine forældres store nyhed om, at vi skulle flytte til Brooklyn og gå på en privatskole derovre, ikke blev så godt modtaget.

”Det bliver fantastisk,” kvidrede min mor. ”Huset, vi har fundet, er en lille perle. Har I ikke altid ønsket jer en rigtig have? Og Brooklyn er stedet, hvor alt det spændende sker for øjeblikket. Vi kommer til at være lige i smørhullet af, i, hvor det sker!”

”Hvad for noget spændende?” spurgte Hull. Han rev vredt sit naanbrød over i små bidder og rullede dem til kanonkugler. Et helt arsenal af dejhagl lå på hans tallerken. ”Hjemmesyltede agurker og ironisk skægvækst?” 

Mens Hull og min mor gik ind i en heftig ordudveksling om en masse samfundsemner, tyggede jeg på en skefuld biryani-ris og overvejede tingene. Her er de ting, der gik op for mig, i den rækkefølge, som de dukkede op: 1) Jeg havde ikke lyst til at forlade mine venner og lærere på Hope Springs Day School. Nogle af mine venner, som for eksempel Alma og Philip, havde jeg gået i klasse med siden børnehaven. 2) Min skole havde ikke de bedste lærere i videnskabsfagene, så der var en chance for, at den nye skole var stærkere i biologi. 3) Hull ville ikke stoppe med at flippe ud over det her, ikke i meget lang tid. Han havde brugt flere år på at støbe det politiske fundament, der havde sikret ham flere år som elevrådsformand, og han var rasende. Han hamrede endda en næve i bordet og kom til at vælte en lille skål med myntechutney.

”Har jeg slet ikke nogen form for vetoret?” råbte Hull, hvilket fik min far til at grine, hvilket så fik Hull til at smide f-bomben, og det var så der, hvor gæsterne ved nabobordene begyndte at skæve til os.

”Jeg tror ikke, der kommer til at gå mange måneder, før I kommer til at elske det derovre,” sagde min mor og begyndte at græde. Middagen var slut.

Det hus, mine forældre købte, var gammelt, meget gammelt. Det havde været en landejendom, dengang Brooklyn var fuld af bølgende marker og statelige ferievillaer. Nu var det klemt inde for enden af en række brownstone-huse. Jeg ville ikke kalde det en perle. Jeg ville nok nærmere kalde det et håndværkertilbud. Men det havde en bred veranda, en stor stue og en smuk, buet trappe, som førte op til en helt ny etage – den slags luksus, som folk på Manhattan lærer at leve uden. Og til mine forældres ros skal det siges, at de er gode til at fikse ting, så de hyrede Nicolas, en mild og venlig entreprenør, til at tage sig af den mere seriøse istandsættelse, mens de afhøvlede gulve og hev tapet ned og malede og anlagde have og lakerede løs. Det var sidst på foråret, lige da sommerferien begyndte, og nogle gange lykkedes det dem at slæbe mig med over for at hjælpe til, men Hull holdt fast. Han ville end ikke se stedet.

Til sidst var han dog nødt til det. Den andelslejlighed, mine forældre havde ejet i næsten tyve år, blev hurtigt solgt til en ung børsmægler og hans wannabe-skuespillerkæreste, og vi skulle flytte i begyndelsen af juli. ”Det er ikke så slemt,” forsøgte jeg at sige til Hull en uge eller to inden. ”Der er meget mere plads.” Han så vemodigt på mig, som om den enkle konstatering var et dybt forræderi, og rystede på hovedet.

Hull og min mor og jeg kravlede ind i vores gamle Volvo og kørte over til det nye sted med min far i flyttevognen bag os. Over the river and through the woods – jeg tænkte på den gamle børneremse, da vi kørte over Manhattan Bridge og ind i vores nye kommune. Da vi nåede frem, steg Hull ud af bilen med en sportstaske og en kasse med sine ting, låste sig inde på sit nye, tomme værelse og pjækkede fra alle andre flyttepligter. ”Jeg tror, han sørger,” sagde min mor til min far og mig, da vi sveddryppende slæbte den ene flyttekasse efter den anden ind i huset. ”Vi bør respektere hans emotionelle rejse.” 

”Jeg tror ikke, jeres søn kan lide Brooklyn særlig godt,” sagde Nicolas alvorligt, mens han hjalp min mor med at få spisebordet ind ad hoveddøren. ”Måske det ikke er stedet for ham.” Nicolas sagde nærmest aldrig noget, der var overflødigt, og derfor virkede alt, hvad han sagde, som en højtidelig og uigenkaldelig sandhed. Min mor tabte sin ende af spisebordet og slog det ind mod dørkarmen, hvilket lavede en revne i et af bordbenene, som aldrig kunne repareres.

Vi var alle så fokuserede på Hull og hans vrede, at jeg tror, vi måske overså nogle af de andre vanskeligheder ved flytningen, indtil vi stod lige midt i dem. Huset lå i en del af Bedford-Stuyvesant-kvarteret, som var ret cool, men også lidt mere flosset i kanten end vores kvarter på Manhattan. En nat var der nogle fulde (eller vrede) mennesker, der smadrede en del af den have, som mine forældre havde anlagt, og så måtte de gøre det hele om. Den tomme byggegrund på den anden side af gaden lugtede af tis, og hver morgen skød brugte kondomer op af jorden som svampe. Min mor fik mig til at gå rundt med en lille dåse peberspray i rygsækken. Hun så forlegen ud, da hun gav mig den. ”Ikke at nogen gør dig noget,” sagde hun. ”Men det er godt at være på den sikre side.”

Jeg var et newyorkerbarn, så det var ikke, fordi jeg ikke kendte mange sorte eller brune eller asiatiske mennesker. Men det, jeg ikke var vant til, var at være så tydeligt og flashende hvid i et kvarter, hvor de fleste ikke var det. Og derudover var det en sommer, der var fuld af den slags problemer, som jeg troede var blevet løst, årtier før jeg blev født: Aviserne bragte forfærdelige historier om sorte, der blev skudt af hvide politifolk, og overskrifterne lyste op i mine tanker, hver gang en politibil gled forbi. De fleste af naboerne, sagde Nicolas, var folk, der havde boet her længe, og mange var fra Caribien. Enten var de immigranter, der var kommet til landet for mange år siden, eller andengenerationsindvandrere, og jeg kunne mærke, at de tjekkede mig ud, når jeg kom gående. Lidt længere væk hjemmefra, på vej til isenkræmmeren eller supermarkedet, blev jeg et par gange kaldt Snowflake, og en anden gang var jeg nødt til at lade, som om jeg ikke kunne høre en meget fuld hjemløs fyr, der råbte, at alle hvide piger elsker at sutte. Men for det meste gik det helt fint.

Det var dog meget værre, når jeg var sammen med mine forældre. Min mor ville gerne snakke med alle, hun mødte, og forsøgte konstant at få nye venner, men det var frygtelig akavet. ”Min familie er fra Irland,” sagde hun, hver gang vi mødte nye mennesker, og kørte en hånd gennem sit krøllede, røde hår. ”Men jeg er født i Illinois.” Når jeg spurgte hende, hvorfor hun blev ved at sige noget så dumt, sagde hun: ”Jeg deler noget af min baggrund, så de kan føle sig trygge ved at dele deres. Det er sådan, folk lærer hinanden at kende, Izzy.” Det var totalt pinligt.

Jeg tilbragte et par uger i huset efter den store flyttedag og hjalp min far med at bejdse en ny træterrasse, som Nicolas havde bygget i baghaven, mens jeg talte dagene til, at jeg kunne tage af sted til mit sommerferiejob som vejleder på Camp Timbuktu i Catskills-bjergene. Der havde jeg været hver sommer som lille og elskede hvert minut. Det var en lidt nørdet version af sommerlejr, masser af undervisning, ud over de sædvanlige udendørslege og svømmeture. Jeg var allerede gået glip af de første seks uger på grund af flytningen, men mine forældre havde lovet, at jeg kunne få lov at tage de næste seks.

”Du kan tage med,” sagde jeg til Hull, når jeg en sjælden gang fik møffet mig ind på hans værelse. ”Du ved godt, at de hyrer alle tidligere elever. Især dem, der har karakterer som dine. Du kunne undervise i debatstrategier eller køre et kursus i statskundskab eller sådan noget.”

”Kan ikke,” sagde Hull. Vi sad midt i rodet på hans gulv. Fyldte flyttekasser og tøj, der lå spredt ud over det hele. Hans madras lå stadig på gulvet, fordi han ikke havde orket at samle sin seng og havde ignoreret mine forældres tilbud om at gøre det for ham. Hans hår så også længere og mere fedtet ud end normalt.

”Hvorfor ikke?”

”Jeg har for travlt med at overbevise mor og far om at sælge det her hul og flytte tilbage til Manhattan,” sagde han. Men så sendte han mig et lille smil, der forsikrede mig om, at han ikke var helt tabt.

”Her er faktisk ikke en dårlig udsigt, hvis du ellers ville trække dine persienner op. Mor og far er næsten færdige med haven.”

”Åh, Izzy,” sagde han. ”Jeg elsker, at du tror, at udsigten overhovedet kan fikse det, der er galt med det her sted.”

Hvis jeg havde vidst, hvor meget mere der kunne være galt, når jeg kom hjem fra sommerlejr, ville jeg måske være kommet med en lidt kraftigere reaktion end at himle med øjnene. Jeg ville måske have tryglet Hull om at være mere åben over for så stort og mangfoldigt et sted som Brooklyn. Jeg ville måske have advaret ham om, at nogle handlinger har uanede konsekvenser. I stedet sagde jeg: ”Bork”, hvilket var den sidste lille bid, der var tilbage af vores tvillingesprog, og som vi brugte til at udtrykke, hvad det end var, der trængte til at blive udtrykt på ethvert givet tidspunkt. Denne gang betød det: ”Alt skal nok gå. Du får se.”

”Bork,” sagde han, men jeg kunne ikke afkode hans tone, og det gjorde mig nervøs.


Izzy + Tristan - Kapitel 2
Izzy + Tristan - Kapitel 2
Izzy + Tristan - Kapitel 2


CarlsenPuls udgiver bøger, som kan mærkes – helt derind, hvor det betyder noget! Vi tror på, at store historier kan ændre verden. Vi udgiver de største, de bedste, de stærkeste og de vigtigste historier. Fordi litteratur betyder noget.