Bøger til unge CarlsenPuls Young Adult-romaner

Derfor har YA taget læserne med storm

YA

For nogen betyder en bog noget helt særligt. For andre er det en hel kategori af bøger. Sådan har fem læsere det med YA, og det kan du læse meget mere om her. 

Vigtige temaer gennem hele livet

“Jeg læser ungdomslitteratur (YA), da jeg synes, at det er i de bøger, de mest interessante fortællinger er. Det er udviklingen fra barn til voksen, hvor man blandt andet oplever mange ting for første gang. Jeg elsker, at personerne udvikler sig gennem historien, og at temaerne ofte behandler tabuer og emner, som unge har brug for at tale om eller tænke over, men som måske ikke bliver belyst andre steder end i bøgerne.

Ungdomslitteratur er fantastisk, fordi man identificerer sig med mange af problemstillingerne, og det giver plads til refleksion – både for de unge, men også her i voksenlivet. Selvom jeg er voksen, så læser jeg ungdomslitteratur, da det bliver ved med at være spændende og interessant, og så er jeg generelt bare stor fan af karakterudvikling, som jeg mener er størst i lige den genre. Jeg læser YA, fordi jeg slet ikke kan lade være.”

– Rikke Simonsen, studerende og bogblogger
på @flyvmedmig og Flyvmedmig

  Derfor har YA taget læserne med storm Derfor har YA taget læserne med storm Derfor har YA taget læserne med storm

At være blandt venner

“Jeg har flere grunde til at elske young adult-bøger. Selvom jeg elsker at læse fantasy, er young adult noget jeg tyr til, når jeg trænger til noget let spiseligt. Misforstå mig ikke, mange YA-bøger omhandler stadig tunge emner som at miste, sorgbearbejdelse, og hvordan man tackler den svære kærlighed. Jeg siger let spiseligt, fordi det er bøger, der ofte er hurtigt læst, og som jeg slapper af med, mens jeg læser.

Her lærer jeg personer at kende, som jeg kan spejle mig selv i, som jeg (på nogle punkter) kan relatere til. Det er en af grundene til, at jeg elsker young adult. Den anden grund er, at det ofte føles, som om jeg er blandt venner: Jeg kan grine med dem, græde med dem og kæmpe med dem. Det er ekstremt levende fortællinger om en svær tid med mange svære valg, man skal træffe.

Den tredje grund er, at de ofte får mig til at føle en masse – ikke kun rare ting, men også vrede og håbløshed. Young adult repræsenterer alle former for følelser, og det er ofte på en virkelighedstro måde, der gør, at historien føles levende – nogle gange så levende, at man drømmer videre på historien om natten. Derfor elsker jeg young adult – også selvom jeg er rundet de 30 – og jeg håber, at jeg, selv når jeg bliver 40, stadig vil elske det.”

– Line Dalbro, bibliotekar og bogblogger på
@linedalbro og Forestilling om paradis

  Derfor har YA taget læserne med storm Derfor har YA taget læserne med storm Derfor har YA taget læserne med storm

Giver aldrig slip

“Jeg er 23 år, mor og vel efterhånden ved at være sådan nogenlunde voksen. Alligevel læser jeg nærmest udelukket YA-litteratur. For selvom jeg ikke længere selv er en del af målgruppen, får jeg rigtig meget ud af historierne alligevel. Jeg kan jo stadig huske, hvordan det er at være teenager, med alt hvad det indebærer af forvirrende valg, den første kærlighed og al den usikkerhed, det hele fører med sig.

Desuden oplever jeg stadig det meste i en eller anden form – bare på en lidt anden måde. Derfor tror jeg heller aldrig, jeg vil give slip på YA-litteraturen. For uanset om jeg er 14, 23 eller 84, så er jeg sikker på, jeg kan finde noget i den, som rammer plet. Ydermere nyder jeg den lethed og underholdningsværdi, som rigtig meget YA-litteratur indeholder – samtidig med at der alligevel ikke bliver lagt skjul på de tungere emner.”

– Simone Hagemann, bogblogger på
@boghjørnet og Boghjørnet

 Derfor har YA taget læserne med storm Derfor har YA taget læserne med storm Derfor har YA taget læserne med storm

Tårer, smil, vrede – YA har det hele

”Jeg elsker YA. Hvorfor? Fordi young adult-genren er for alle. Når jeg siger alle, så mener jeg vitterligt alle. Den favner bredt – alt lige fra søde kærlighedsromaner til magiske fantasyhistorier og spændende dystopier.

Men vigtigst af alt, så gør YA det uperfekte helt og aldeles perfekt. For i YA-litteraturen er det okay at være anderledes og skille sig ud fra mængden. Den har en evne til at samle folk i alle aldre, fra alle samfundslag og med forskellige interesser og trække os ind i en fælles verden, som vi alle kan relatere til og forstå.

Selvom jeg af og til tager en afstikker til biografiland eller et poesiunivers, så vender jeg altid tilbage til YA. For jeg ved, at når jeg åbner en YA-roman, ender det med et kæmpe smil. Tårer, vrede, had og frustration er ofte en del af rejsen, men det slutter med glæde. Det lover jeg. Derfor elsker jeg YA.”

– Julie Schuster Lapp, bogblogger på
@book.fever og B O G F E B E R

Derfor har YA taget læserne med storm Derfor har YA taget læserne med storm Derfor har YA taget læserne med storm

Det handler om følelser

“Selvom jeg måske ikke længere er teenager, så er YA alligevel den slags bøger, jeg læser mest. Personligt føler jeg, at jeg kan relatere så meget mere til en ung hovedperson end til f.eks. en mere voksen hovedperson. Ungdomsbøger fokuserer, efter min mening, meget mere på følelser, spænding og oprigtighed. Derfor virker de meget mere appellerende end en bog, som kun handler om sex, penge, magt osv.

Jeg siger ikke, at alle “voksenbøger” udelukkende handler om den slags ting, men det er stort set det eneste, jeg tænker på, når jeg hører om såkaldte “voksenbøger”. Jeg synes ikke, jeg kan mærke karaktererne lige så meget, som jeg kan med ungdomsbøger.

Det føles mest, som om at “voksenbøger” udelukkende fokuserer på en vigtig handling frem for karakterer. Derudover er ungdomsbøger med til at guide og inspirere unge, som er i de mest følsomme og dannende år af deres liv. Og det, synes jeg, er ret badass. Altså, hvis folk spørger, hvorfor YA er fedt, er det så ikke bare nok at nævne Harry Potter?”

– Cathrine Rossen, bogblogger på
@cathrinereads og Cathrine Rossen

  Derfor har YA taget læserne med storm Derfor har YA taget læserne med storm Derfor har YA taget læserne med storm

☞ Læs også indlægget: “YA er bøger, der griber og giver plads”