CarlsenPuls Young Adult-romaner

Når presset bliver for stort – læs det første kapitel af Og så drukner jeg …

Og så drukner jeg, ditte wiese, provinspis, forventningspres, prestige, perfektionisme, angst, eksamen,, ya, young adult, ungdomsbog, ungdomsbøger

Har du nogensinde følt dig presset til at vælge den rigtige uddannelse, holde din snap streak med vennerne kørende eller følge de nyeste diæter? Det har hovedpersonen i Og så drukner jeg … af Ditte Wiese – en stærk og medrivende roman om forventningspres, prestige og perfektionisme. Her kan du læse bogens prolog og første kapitel.

Prolog

Et øjeblik tøvede jeg. Rommens varme bølgede gennem min krop i skarp kontrast til Vesterhavets kolde saltvand, som slikkede op om mine underben. Rommens mod skyllede gennem min krop og udvandede de fornuftige tanker, som forsøgte at få mig til at gå tilbage til sommerhuset og sætte mig blandt alle de voksne. Eller bare gå i seng og få en god nats søvn. Men rommens kådhed og sommernatten og bålet på stranden og en romantisk forestilling om, hvordan livet skulle leves, når man blev 15 om lidt, brusede gennem min krop og fik mig til at blive.

“Kom nu, Josse,” råbte Elliots silhuet ude fra vandet. “Lille Josse.” 

Nå ja, det og mit evige forsøg på at bevise over for min altid cool og lettere overbeskyttende storebror, at jeg i hvert fald ikke var lille længere.

“Luk røven!” råbte jeg tilbage og tog en dyb indånding.

Shit, hvor var vandet koldt. Mine forældre ville blive stiktossede, hvis de vidste, hvad jeg havde gang i.

“Sidste under er en rådden ost,” hvinede min kusine Nikoline og fløj forbi mig i et brus. To af mine fætre var allerede derude, der var kun Mads tilbage, som i slowmotion trak sin T-shirt af inde på stranden. Og mig.

“Lille Josse, lille Josse, lillebitte Jossemosse,” sang Elliot derude.

Idiot. Jeg var næsten lige så høj som ham, og jeg var den bedste svømmer af os alle sammen, og jeg skulle fandeme ikke være en rådden ost, så jeg tog et par hurtige skridt og bukkede mig forover og gled gennem vandet.

Følelsen af det kolde vand mod huden, som havde bagt i solen hele dagen, var frisk. Saltet, der nippede i læberne. Månen, som spejlede sig blinkende på vandet og i mine øjne. Vandet, der sendte en prikkende fornemmelse rundt i blodet, og som blandede sig med letheden fra sprutten og natten. Det var svært ikke at smile. Det var sådan her, sommernætter altid var i bøgerne.

“Hvem er lille nu?” grinede jeg og trak mig op på skuldrene af Elliot.

“Dig!” Han slog til vandet, så en kaskade stod op i ansigtet på mig. “Hundrede på, at jeg kommer først rundt om høfden.” Han trak mig ned fra skuldrene. 

“Man svømmer ikke rundt om høfder. Mor siger …”

“Mor siger,” vrængede han. “Bare indrøm, at du ikke kan følge med mig.”

“Som om!” råbte jeg så højt, at jeg overdøvede mors formaninger og stikket i hjertet.

Jeg satte fra på bunden og fik fart på. Lange, seje tag. Lyden fra de andre, som grinede og råbte, nåede mig gennem vandet. Jeg smilede ved tanken om sejren, mens jeg rundede spidsen af høfden. En bølge slog til mig. Jeg kom op igen, fik luft et øjeblik, før den næste skyllede over mig. Og den tredje trak i mig. Sugede i hele min underkrop. Shit. Jeg baskede med armene.

“Elliot!” skreg jeg. “Ell…” Ordene druknede, da vandet fyldte min mund. Jeg gjorde mine hænder så store som muligt og skubbede vand bag dem. Nedad, så jeg kunne komme op. Eller ned. Alt var et virvar af bobler og vand, som skubbede og hev og sugede. Shit. De høje grin var forsvundet. Der var ingen luft og intet lys. Der var kun en rasende, larmende brusen og bobler og min hjerne, der skreg. Jeg sparkede febrilsk. Min fod ramte noget hårdt og skarpt, men gled, så jeg ikke kunne skubbe fra. Luft, jeg skulle have luft. Op. Op, Josephine! OP! Tag dig så sammen, og kom op!

Igen ramte min fod noget hårdt. Det måtte være nede, jeg krummede mig sammen og forsøgte at strække mine ben i en krafteksplosion for at komme op. Til luften. Men vandet trak mig tilbage, en af de store sten hamrede ind i min ryg og slog den sidste smule ilt ud af mine lunger. 

“JOSSE! JOSSEEE!” vrælede Nikoline. Noget nev mig i øret, jeg havde lyst til at vifte det væk, men mine arme var for tunge.

“… ringe efter en ambulance?” sagde en stemme et sted. Var det Mads? Hvad skulle de bruge en ambulance til?

“Hun er her! Hun vågner,” hvinede Nikoline og lagde sin hånd på min kind.

Jeg åbnede øjnene og kiggede op i en masse ansigter.

“Josse, for fanden altså! Hvad helvede havde du gang i?” spurgte hun.

Langsomt drejede jeg hovedet og mødte Elliots øjne. Pupillerne var udspilede af skræk. Så kiggede han væk. Hele min krop rystede og i stedet for at svare Nikoline, brækkede jeg salt rom ud over mig selv.

“Ad!” Nikoline trak sig væk fra mig.

“Vi må hellere hente jeres forældre,” foreslog Mads, da ingen reagerede på hans forslag om en ambulance.

“Nej, hun er okay,” svarede Elliot og kiggede bestemt på mig.

Jeg ville gerne ånde lettet op, for selvom far sjældent brølede, så ville det her være en af de få gange. Er I blevet sindssyge? Drikker jer i hegnet og kaster jer ud i hestehuller. Og Elliot skulle ikke have ballade for noget, jeg havde gjort, så jeg nikkede. Og forsøgte at skjule min rystende krop og gispene efter ilt.

“Lad os få hende tilbage til sommerhuset.” Fætter Frederik trak mig op og holdt mig fast. Mine kolde fingre borede sig ind i hans skulder. “Kan du overhovedet gå? Det så rimelig voldsomt ud, da Elliot trak dig op over stenene.”

Tårerne pressede sig på, men de kom ikke ud. Der kom ingenting ud. Frederik og Elliot slæbte mig gennem marehalmen, som efterlod små snit på mine fødder. Det var ingenting i forhold til det sviende hul på mit skinneben og de allerede blålilla mærker på resten af min krop.

Elliot holdt sidedøren på huset, mens Frederik forsøgte at liste mig uset ind. Varmen og lyden af stemmerne gennem gangen ramte mig som en knytnæve i mellemgulvet, og jeg kastede op igen.

“For helvede, Josse,” fløj det arrigt ud af Elliot.

“Hvad sker der?” Mor stak hovedet ud fra stuen. Hun fik øje på mig, der hang halvt op ad Frederik, halvt op ad væggen. “Hvad i al verden er der sket? Josse, hvad har du lavet?”

“Hun faldt, mens hun løb i klitterne,” mumlede Elliot.

“Er du fuld? Er hun fuld? Har du ladet hende drikke sig fuld?” Mors stemme var skinger og skarp.

“Hun har drukket sig selv fuld,” hvæsede han. “Hun er ikke nogen baby. Jeg behøver faktisk ikke holde øje med hende fucking hele tiden.”

Mor sendte ham et af sine sædvanlige bistre Elliot-blikke. Jeg ville gerne forsvare ham. Forklare. Men jeg kunne ikke.

“Hvorfor er hun våd? Hvor er hendes tøj?” Elliot holdt det frem, men sænkede så hænderne med bylten igen. “Sig mig, er I gået i vandet, mens I er fulde? Med hende? Hvad helvede tænker I på?” Det bistre blik vandrede rundt på os alle, men landede tilbage på Elliot. “Tænker I overhovedet?”

Elliot smed mit tøj på gulvet foran mor. Frederik kiggede ned, men holdt mig fast nok til, at jeg ikke sank sammen oven i stakken. De andre sagde ikke noget.

“Det var ikke dem, mor, det var mig selv,” hviskede jeg. “Og vi sprøjtede bare med vand. Og så faldt jeg. Det var mig selv.”

“Du skuffer mig,” mumlede hun og samlede mit tøj op. “Få renset det sår på benet, og gå i seng, Josse. Og så kan du jo reflektere lidt over, hvorfor du ikke får lov til at rende ude om aftenen og til fester og den slags.”

Jeg svarede ikke. Mor vendte sig og gik. Elliot trak mig forsigtigt fri af Frederiks greb og fik mig ud på toilettet. Uden at sige noget begyndte han at skylle sårene på mine ben og ryg. Han rakte mig en varm klud.

“Du har noget bræk her,” sagde han og pegede på sin egen kind og hals. Jeg samlede mine kræfter og kørte kluden rundt.

“Undskyld,” hviskede jeg. Elliot skævede til mig og forsøgte at smile. Ikke det samme smil, som da han rakte mig flasken med rom nede på stranden. Det var ikke til at sige, om det her smil var til mig eller ham selv.

“Hun kan bare ikke lade være med at bekymre sig, andet er det ikke. Sådan er de bare,” sagde han. Jeg forsøgte at blinke tårerne væk. “Hey søs, du skal ikke tage dig af hende. Se, jeg tager mig ikke af det.” Han blinkede til mig. 

“Okay,” sagde jeg og lagde kluden på håndvasken.

“Du må hellere komme i seng.” Han rakte ud for at hjælpe mig op.

“Jeg kan godt selv.” Lyn og jag angreb alle steder på min krop, men han behøvede ikke slæbe mere rundt på mig.

“Selvfølgelig,” sagde han og trak vejret dybt. “Sov godt.” Så drejede han sig væk og samlede klude og plastersnipper sammen. 

Kapitel 1

Det er … hvordan kunne jeg glemme … hvad fanden sker der for mig?!

Mit hjerte slår ikke. Der er helt stille. Min hjerne er tom. Min krop er tom. Som om alt blodet har trukket sig væk. Som om jeg står på en strand, med fødderne i det hvide sand. I det våde, tunge, hvide sand. Naglet til stedet. Der er tomt. Så langt øjet rækker. Alt vandet er væk. Suget ud. Som blodet i min krop. Væk.

Så kommer vand og blod brølende ind i en hundrede meter høj tsunami. Jeg mærker en sitren fra jorden, der forplanter sig i hele min krop. Mine hænder ryster, min puls dirrer, mine øjenlåg plirrer, jeg kan ikke bevæge mig. Jeg. Kan. Ingenting. Og så drukner jeg …

“Josephine? You have prepared your presentation, haven’t you?” spørger Martin undrende.

På en eller anden måde trænger ordene ind, selvom mine ører er fyldt med en sindssyg, hamrende, brusende lyd. Min puls. Som slår mig omkuld og brænder. Huden på mine arme, mit bryst, min hals og mine kinder flammer. Selv mine ører, ved jeg, er misfarvede.

Og ikke nok med, at jeg har glemt at tage min betablokker før min præsentation for klassen, jeg har heller ikke taget den langærmede bluse på og tørklædet til at dække de tusinde søer af rødt på min hud. Jeg havde ellers planlagt det, allerede da vi fik opgaven for. Det sejler for mig. På alle måder. Vandet følger blodet op i mit hoved og truer med at løbe ud af mine øjne.

“Jeg er lige nødt til … jeg skal …” Jeg tumler ud af klassen og flår min taske med mig. Den hænger fast i min stol, som kører ud midt på gulvet og opfører en piruet.

Nervøsiteten ruller for fuld kraft gennem mig bag den lukkede toiletdør. Tårerne løber som en loopet gif. Op. Over. Ned. Op. Over. Ned. Op. Over. Ned. De drypper på blisterpakningen, der rasler i mine hænder, selvom jeg forsøger at holde den stille. Jeg sitrer som overfladen på en vandpyt i sommerregn. Og pillernes raslen lyder som en klapperslange i hvert deres lille rum af metalfolie.

Jeg ved det jo. Det har været sådan her i noget, der føles som hundrede år. Engang var det vist anderledes. Det er bare blevet sådan. Uanset hvor meget jeg har læst på mine ting, så bliver jeg så latterligt nervøs, når jeg skal fremlægge noget for klassen.

Eller til eksamen. Eller dengang jeg skulle til køreprøve. Plamager af skarlagensrødt breder sig over min krop, og det er simpelthen ikke min farve. Voldsomt uklædelig.

Tak videnskaben for betablokkere. De hjælper. De giver mig ro. Sætter en grænse i min krop. Hertil, nervøsitet, og ikke længere. Men de hjælper jo kun, hvis jeg husker at tage dem. Hvordan kunne jeg glemme det? Jeg må virkelig stramme op! Kun klumpen i halsen forhindrer mig i at skrige.

Den tunge dør ind til toiletterne slår op i væggen. En velkendt klikken af hæle bevæger sig over gulvet.

“Josse? Er du dårlig, Musse?” Miriam banker forsigtigt på døren. Jeg lukker øjnene og trækker vejret dybt. Den glatte pille er lige ved at slå smut fra mine fingre, men jeg når at fange den. Jeg må bare have den ned, selvom min mund er tør og min tunge føles kæmpestor. Til sidst dumper den ned i hulrummet i min tomme mave. Nu skal den bare lige have tid. Tid jeg ikke har. “Er du der? Josse, for fanden!” Hun slår hårdere på døren.

“Ja,” kvækker jeg.

“Hva’?” råber hun. Jeg skyller ud for effektens skyld og låser op. “Fuck, Josse, er du syg?” Hun lægger en hånd på min pande.

“Jeg tror måske, det er noget, jeg har spist,” mumler jeg og vakler over til vasken med den ene hånd på maven. Miriam følger efter.

“Det er garanteret det der spiraltang, du putter i alt …”

“Spirulina. Det er alger. Ikke tang,” retter jeg hende.

“Alger,” vrænger hun. “Hvis det var meningen, vi skulle spise alger og tang, så levede vi nok i havet!” Bare tanken om alt det vand sender en rystelse gennem hele min krop. “Musse, for fanden!” Hendes hånd føles varm på min ryg. “Du skal sgu da hjem. Skal jeg få Oliver til at køre dig?” Hun smiler til mig i spejlet.

“Nej!” Hvis ikke det var for ham, så havde jeg haft tjek på det hele. Så havde jeg ikke glemt alt det, jeg havde planlagt.

“Jeg er sikker på, at han gerne vil hygge lidt om dig.” Hun fniser. Jeg får faktisk kvalme.

“Jeg pjækker ikke for at hygge med nogen.”

“Nu er det jo ikke pjæk, hvis man er syg.”

“Det sker ikke. Jeg er ikke syg,” siger jeg skarpt, “Og hvis jeg var, så skulle han da slet ikke se mig.”

Endnu en dyb indånding. Jeg trækker elastikken ud af mit hår. En tot har forladt den stramme hestehale. Jeg laver en ny. Højt på baghovedet som altid. Fikserer hvert eneste af de lyse hårstrå. Glatter det en enkelt gang med hånden.

“Jeg er okay nu. Kom, så får jeg leveret det oplæg.”

“Aj, slap dog af! Det er jo bare Martins fjollede måde at markere læseferien på. Your plans for the summer in a global, social perspective,” griner hun. “Og om …” hun kigger på sit ur, “37 minutter skal du kun se ham til eksamen og så aldrig igen.”

Døren brager op, og en af pigerne fra 1. g kommer hurtigt ind. Hun ligner et rådyr fanget i forlygter en mørk nat, da hun ser os. Så hikster hun og låser sig inde i en bås.

Selv gennem den lukkede dør er hendes hulk tydelige. Miriam trækker på skuldrene. Hvis ikke de sidder og tuder herinde, så er det på den tomme gang ved fysiklokalet. Det gør jeg ikke. Døren til depotrummet er aldrig låst.

Jeg svarer ikke på Miriams kommentar, tværer bare en stribe vådt ud på min kind.

“Så!” siger jeg med så meget overbevisning, at jeg selv tror på det. Jeg tager hendes hånd og giver den et klem. Hendes varme stråler over i mig, og jeg ignorerer den lille gnist af bekymring i hendes blik.

“Du kører simpelthen dig selv alt for hårdt. Bare du ikke er ved at få stres…”
“Pjat med dig” afbryder jeg hende. “Det er noget, jeg har spist. Nu er det ude. Bum. Og så er det oplægstid. Kom.”

“Det er edderdulme godt, jeg har kendt dig for altid og ved, at du også har en blød side, ellers var du simpelthen uudholdelig,” hvæser hun, men kysser mig på kinden og trækker mig med ud gennem døren.

“Tak, i lige måde!” svarer jeg, men er oprigtigt taknemmelig for hendes venskab. Uden hende holdt jeg ikke.

“Kids! That’s all. From now on the responsibility is all yours.” Martin kigger rundt i klassen. “You’re on your own. I’m looking forward to seeing you again in a month for the exam. I expect you to succeed.” Han thumbs upper hele hesteskoen rundt. Vi hujer og klapper alle sammen. Følelsen af klam håndflade, der klasker mod klam håndflade er alt for velkendt.

Nu er ansvaret på mine skuldre. Mine skuldre alene. Nervøsiteten når lige at accelerere, men rammer så den kemiske metoprololmur. Jeg kan det hele. Jeg skal kunne det. Jeg skal have de 12-taller, især efter et par enkelte uheldige 10-taller.

Og så det unævnelige syvtal fra årskarakteren i 1. g, som stadig holder mig vågen. Mor tog det forbavsende roligt, men hendes og fars blikke efterlod ingen tvivl om, det ikke var, hvad de havde forventet. At jeg ikke levede op til deres forventninger.

Hele min krop ryster igen. Jeg fatter stadig ikke, hvad der skete. Det er en gåde, at jeg kunne glemme både tøj og pille. Det er aldrig sket før. Men Oliver er selvfølgelig heller aldrig sket før. Og selvom han er den rigtige, så er jeg nødt til at pause ham, til jeg har fået hue på, hvis han skal rode så meget i min orden. Jeg er nødt til at prioritere min eksamen.

Han opdager, at jeg kigger på ham. Hans perfekte ansigt sender mig et perfekt smil. Han blinker til mig på tværs af klassen og vender så tilbage til sin samtale med Martin, der går rundt til alle og giver hånd. Who am I kidding? Ham der, han venter ikke. Jeg må bare finde en måde at få det til at gå op. Det skal være ham. Det har jeg jo selv planlagt.

“Miss Josephine,” starter Martin på engelsk, “jeg kommer til at savne dit vid og din vilje. Du kan. Og du vil. Din målrettethed er uden sidestykke. Det kunne flere lære noget af,” han ser sig rundt i klassen, men de fleste er allerede gået.

“Tak,” smiler jeg. Stolt.

“Og du kunne lære noget af et par af dem,” siger han og bliver alvorlig. Jeg bliver ved med at smile, men jeg er helt blank på, hvad han mener. Han kan se det. Pis ogs’. “Du skal lære at give slip. Du kommer til at møde nogen, der er dygtigere end dig. En dag.”

Han smiler igen. “Og så må det ikke ramme dig. Det er alle de ting, man ikke gør, man fortryder senere. Gå nu ud, og giv den gas. Du behøver ikke redde hele verden. Vær åndssvag. Glem en aftale. Kys nogen i stedet for at læse. Altså lige undtaget til min eksamen, da forventer jeg intet mindre end en pragtpræstation.” Nu griner han højt.

“Okay,” siger min mund uden helt at vide, hvilke af hans krav jeg lover mig til. Martin slår armene om mig i et akavet knus.

“Det var i øvrigt et flot oplæg. Som altid. Der er ingen grund til at blive så nervøs, som du gør. Fik du ikke arbejdet med det, vi talte om?” Jeg nikker. Jo, jeg fik talt med skolens psykolog. Men det var en sær samtale, og et sikke-du-klarer-dine-fag-godt og et forslag om at arbejde med mindfulness og begynde til yoga hjalp ikke det store.

Jeg aner simpelthen ikke, hvornår jeg skal nå til yoga også, og uanset hvor mange gange jeg siger pyt, så kan jeg ikke mærke det. Og hun havde jo ret, jeg klarer mig godt i fagene, så hvad er det egentlig, mit problem er?

“Det er godt. Arbejd du videre med det.” Han klapper mig på skulderen, tager sin taske og går. Han ved ingenting. Uanset hvor klog han er, så ved han ingenting.

LÆS OGSÅ: Fem stærke historier om venskab og kærlighed

Og så drukner jeg … af Ditte Wiese

Og så drukner jeg, ditte wiese, provinspis, forventningspres, prestige, perfektionisme, angst, eksamen,

Hvis ikke du præsterer perfekt, er du en taber! Sådan tænker den 18-årige Josephine, der forsøger at være ligeså perfekt og dygtig som sine venner.

Hun har lagt en plan for sit liv. Det er godt, og det er perfekt. Men der er noget, der sitrer i hende. Små bølger af noget forkert, der presser på og holder hende vågen. Hvad er der galt med hende? Hvorfor kan hun ikke bare følge planen?

Presset er så stort, at Josephine er ved at drukne. Hun kan slet ikke få luft, men hun tør ikke råbe om hjælp. For hvis ikke hun kan alting, er hun jo ingenting.

Køb Og så drukner jeg … her eller hos din lokale boghandler

Se bogtraileren

Om Ditte Wiese

Ditte Wiese (Winther-Rasmussen) er født i 1978. Hun er opvokset i provinsen og kender alt til bøhlandsblues og rastløshed. I flere år har hun arbejdet med unge på forskellige typer ungdomsudannelser og kan nikke genkendende til det liv og de udfordringer, de unge forsøger at navigere i.

Ditte Wiese har altid arbejdet med ord i forskellige afskygninger, og hun er uddannet inden for kommunikation og markedsføring. Det uperfekte, ærlige og rå har en særlig plads hos forfatteren, som samtidig er håbløs romantiker og evig optimist – en svær balancegang, men ingen lovede, at livet var nemt.