Om elefanten i rummet og modet til at handle på den

De fleste kender udtrykket ‘elefanten i rummet’. Elefanten i rummet refererer til det, som er indlysende for alle. Det, som alle ved, kan se og mærke, men som ingen adresserer eller taler om, fordi det på en eller anden måde er svært at bringe på banen. Elefanten på briksen i striben af Dan Piraro ovenfor er en skøn illustration af elefanten i rummet som det åbenlyse, der ignoreres og undgås. Elefanten forbindes ofte med noget besværligt og konfliktfyldt, som vi bevidst eller ubevidst lukker øjnene for. Det gør vi for at sortere det fra, som foruroliger os og får os til at føle os skrøbelige, sårbare og forvirrede.

I ‘Elefanten i rummet’ beskriver Lotte Svalgaard et bevidst valg om blindhed, som hun refererer til som mindful undgåelse. Mindful undgåelse tuner ind på det eksakte øjeblik, hvor vi giver køb på det, som vi ser og mærker i os selv og i andre, og skubber det til side. Det gør vi ganske enkelt fordi dét føles mere belejligt og sikkert , og dermed tillader os at blive i den velkendte komfortzone.

Når vi praktiserer mindful undgåelse, undlader vi at handle på det, vi mærker, selv om vi tænker, at det vil være rigtig hjælpsomt for det samarbejde eller den opgaveløsning, som vi er en del af, at adressere det. Fx som det er tilfældet ved et ofte oplevet mødefænomen: Vi taler om alt det, der ikke fungerer i det møde, som vi er til, når vi står to og to ved kaffemaskinen i kaffepausen, hvorefter vi går ind og fortsætter som før og lader den kritiske stemme blive i korridoren. På den måde tillader vi det, der ikke virker, at fortsætte.

Når vi praktiserer mindful undgåelse, forveksles det ofte af andre som mindlessness – uopmærksomhed. Der tilbydes ingen adfærdsmæssige data at navigere efter, og det giver rig mulighed for at ‘blive i sit eget hoved’ og foretage tolkninger uden særligt mange data at bygge på. Et typisk eksempel kan være: ‘Hvis ingen andre siger noget, tager det op, peger på det, så er det nok kun mig, der synes, det er svært … Og hvis det kun er mig, er det nok ikke så vigtigt. Jeg vil heller ikke være besværlig eller sinke gruppen …’ På den måde kan flere medlemmer af en gruppe vurdere en rutine, en handling eller en beslutning som dysfunktionel; uden at det på noget tidspunkt bliver sagt højt i gruppen.

Praktisering af mindful undgåelse nedsætter gennemsigtighed og gennemskuelighed og er derfor i sig selv en dynamik, der aktiverer og bidrager til endnu mere praktisering af mindful undgåelse. I ‘Elefanten i rummet’ arbejdes der refleksivt og konkret med bevægelsen fra undgåelse til engagement: Hvordan du kan begynde at adressere de elefanter du mærker – til gavn for både arbejdsglæde, kreativitet og produktivitet.

Start fx med at reflektere over din egen erfaring med og praktisering af mindful undgåelse:

• Tænk over, hvornår og i hvilke situationer du praktiserer mindful undgåelse: Hvilke små og store elefanter, som det kunne være hjælpsomt at adressere, lader du passere?
• Hvilke følelser er hos dig forbundet med praktiseringen af mindful undgåelse?
• Kan du skelne mellem de situationer, hvor du primært benytter dig af undgåelse som selvbeskyttelse, og de situationer, hvor du dybest set tænker, at hvis du turde, eller hvis du kunne, ville det være godt for dig/din gruppe/opgaven, hvis du handlede på det, du mær- kede?
• Hvordan ville det være hjælpsomt for dig, hvis mennesker omkring dig ikke praktiserede mindful undgåelse?

For som Gianpiero Petriglieri (Associate Professor, INSEAD) siger om bogens budskab: “Hvis vi ikke kan sætte ord på elefanten i rummet, så bliver vi selv  – inden længe – en af elefanterne. ”

Du kan finde bogen lige her – god fornøjelse.