Han har kastet sit hårdtslående makkerpar Lene Jensen og Michael Sander ind blandt ondskabsfulde menneskejægere, selvmordsbombere, militante miljøforkæmpere og en hensynsløs olieindustri og i armene på en forskruet, genmanipulerende mangemilliardær.
Nu spiller han dem ud imod en medicinalindustri med flere hundrede milliarder dollars på spil …
Men hvor kommer historierne egentlig fra? Hvordan er det at arbejde med gennemgående karakterer i romanerne? Og hvordan arbejder Steffen Jacobsen med plot og fremdrift i sine bøger? Det har vi taget en snak med ham om.
I Ghostwriter spiller medicinalindustrien en stor rolle for plottet. Har du brugt dine egne erfaringer som læge?
”Helt sikkert. F.eks. Thomas (en af bogens hovedpersoner, red.), de ting han bedriver i Afrika, dem har jeg selv stået med på Grønland – ikke de medicinske tests, men kirurgien i det. Det kan jeg selvfølgelig. Og i det hele taget: de mere bloddryppende detaljer. Obduktioner – der er sikkert krimiforfattere, der researcher på det og taler med retsmedicinere. Det behøver jeg jo ikke. Jeg har allerede set voldelig død i alle dens afskygninger. I mange år som læge. Og det har jeg brugt i alle mine bøger.”
I dine krimier om Sander/Jensen arbejder du med gennemgående figurer. Hvordan er det?
”Altså; man får jo meget forærende med karakterer, man allerede kender: tiden, lokaliteten – hus, hund, datteren – og på den måde er det jo nemt, fordi meget er givet. Men det er også en spændetrøje. Der skal ny dynamik ind i det. Og de skal jo også udvikle sig. I Ghostwriter kan man sige, at Michael Sander er blevet rundere. Han er med tiden blevet farvet af Lene. I Ghostwriter har han sin egen lille … nebengeschäft. Tidligere ville han måske nok have gjort hvad som helst for penge – men han ville til gengæld aldrig have drømt om at gøre noget som helst uden at blive betalt for det. Og det gør han her.”
Uden at plotspoile kan det afsløres, at Michael Sander har besluttet sig for at tage retfærdigheden i egen hånd i forhold til en specielt gruppe kriminelle.
Hvordan driver du plottet fremad?
”En spændingsroman skal have konstant fremdrift. Forfatteren James Patterson har sagt (som måske det eneste fornuftige), at hvis en historie går i stå, så synker den. Og det er i virkeligheden også en afspejling af det, jeg selv har læst – bøger som Navarones kanoner og Ørneborgen; det er måske ikke stor kunst, men det er medrivende.
Et andet eksempel er Dan Browns Da Vinci mysteriet: ingen er dybest set begejstrede for den bog, men den har solgt 90 millioner eksemplarer. Og mange har været ude og synes, det er noget lort, og det kan da GODT være, det er det – men plottet er fucking formidabelt godt! Jesus har efterkommere – og det er jo ikke engang hans egen idé, den har været ude mange gange. Men det er en vildt god idé, fordi kristendom er noget, vi alle sammen kan forholde os til.
Men så kommer man bagefter og siger: ’Jamen hans figurer er todimensionelle og papagtige’ og ja – men der er fuld, vild flugt over feltet fra første til sidste side.
Og hvorfor ikke have respekt for plot? For mig er plottet hovedpersonen. Jeg vil selvfølgelig gerne tegne tredimensionelle karakterer, men de skal heller ikke tegnes så grundigt, at alt går i stå.
Specielt i vore dage. Vi er en mtv-generation, og det kan man også se på film: der er 200 klip i minuttet – så det skal man også have med i spændingslitteraturen: du er nødt til at skrive korte kapitler – du SKAL klippe.”
Det filmiske element spiller faktisk også på en anden måde ind på din skriveproces?
”Ja, det hænger sammen med, at jeg ville være manuskriptforfatter i Hollywood. Når jeg skriver, leger jeg derfor, at jeg skriver et manuskript. Jeg skriver en synops, en outline af bogens handling, typisk omkring 100 sider, ret skematisk og i store linjer – men med dialogerne skrevet ud.
På den måde får jeg et kortere format, som er lettere at overskue – og den software, jeg skriver manuskriptet i, er endda så avanceret, at man let kan bytte om på scenerne.
I synopsen kan jeg let se, om scenerne virker, om noget virker flow-stoppende. Det gør det lettere at kill your darlings: hvis du har scener, hvor energien er den samme i slutningen som i begyndelsen, hvis der ikke er sket noget, så skal de væk.”
Starter dine bøger med en grundlæggende idé eller har du plottet klar fra begyndelsen?
”Mine bøger starter med en ambition og en fornemmelse.
Og så skriver jeg typisk tre akter: i første akt jager jeg personerne op i et træ, anden akt kaster jeg sten efter dem for at gøre deres virkelighed så plagsom som muligt, i tredje akt får de lov at komme ned igen. Den struktur ligger rimeligt fast.
Jeg ved, at jeg vil udsætte mine hovedpersoner for alt muligt frygteligt – de skal bare males til støv. De skal smadres og torpedoanskydes og angribes af vilde dyr – altså, de skal virkelig udslettes for så at genopstå.
Mine helte skal være larger than life – jo større udfordringer, jo mere ressourcestærke skal de være.”
Ghostwriter er 5. selvstændige bind i Steffen Jacobsens serie om makkerparret Michael Sander og Lene Jensen.
De fire første bøger i serien – Trofæ, Gengældelse, Et bjerg af løgne og Enhjørningen – kan du finde her eller hos din lokale boghandler.
Har du læst Steffen Jacobsens nye krimiserie? De stumme piger er ude lige om lidt!
Da den dømte voldtægtsforbryder Gordon Nimb bliver brutalt myrdet, tvinges efterforsker Tanya Nielsen til at grave i Nimbs mørke fortid. Køen af ofre med motiv til at hævne sig er lang – og omfatter også alle de uopklarede sager og ofre, som Nimb gerne pralede med; de, som han kaldte de “stumme piger”.
Blandt de mistænkte for drabet er desuden Tanyas overordnede og mentor Jakob Nordsted. For at fange morderen og rense Nordsteds navn, må Tanya derfor opspore Nimbs usynlige ofre.
De stumme piger er Steffen Jacobsens selvstændige fortsættelse til bestselleren Proxy.
Han har kastet sit hårdtslående makkerpar Lene Jensen og Michael Sander ind blandt ondskabsfulde menneskejægere, selvmordsbombere, militante miljøforkæmpere og en hensynsløs olieindustri og i armene på en forskruet, genmanipulerende mangemilliardær.
Nu spiller han dem ud imod en medicinalindustri med flere hundrede milliarder dollars på spil …
Men hvor kommer historierne egentlig fra? Hvordan er det at arbejde med gennemgående karakterer i romanerne? Og hvordan arbejder Steffen Jacobsen med plot og fremdrift i sine bøger? Det har vi taget en snak med ham om.
I Ghostwriter spiller medicinalindustrien en stor rolle for plottet. Har du brugt dine egne erfaringer som læge?
”Helt sikkert. F.eks. Thomas (en af bogens hovedpersoner, red.), de ting han bedriver i Afrika, dem har jeg selv stået med på Grønland – ikke de medicinske tests, men kirurgien i det. Det kan jeg selvfølgelig. Og i det hele taget: de mere bloddryppende detaljer. Obduktioner – der er sikkert krimiforfattere, der researcher på det og taler med retsmedicinere. Det behøver jeg jo ikke. Jeg har allerede set voldelig død i alle dens afskygninger. I mange år som læge. Og det har jeg brugt i alle mine bøger.”
I dine krimier om Sander/Jensen arbejder du med gennemgående figurer. Hvordan er det?
”Altså; man får jo meget forærende med karakterer, man allerede kender: tiden, lokaliteten – hus, hund, datteren – og på den måde er det jo nemt, fordi meget er givet. Men det er også en spændetrøje. Der skal ny dynamik ind i det. Og de skal jo også udvikle sig. I Ghostwriter kan man sige, at Michael Sander er blevet rundere. Han er med tiden blevet farvet af Lene. I Ghostwriter har han sin egen lille … nebengeschäft. Tidligere ville han måske nok have gjort hvad som helst for penge – men han ville til gengæld aldrig have drømt om at gøre noget som helst uden at blive betalt for det. Og det gør han her.”
Uden at plotspoile kan det afsløres, at Michael Sander har besluttet sig for at tage retfærdigheden i egen hånd i forhold til en specielt gruppe kriminelle.
Hvordan driver du plottet fremad?
”En spændingsroman skal have konstant fremdrift. Forfatteren James Patterson har sagt (som måske det eneste fornuftige), at hvis en historie går i stå, så synker den. Og det er i virkeligheden også en afspejling af det, jeg selv har læst – bøger som Navarones kanoner og Ørneborgen; det er måske ikke stor kunst, men det er medrivende.
Et andet eksempel er Dan Browns Da Vinci mysteriet: ingen er dybest set begejstrede for den bog, men den har solgt 90 millioner eksemplarer. Og mange har været ude og synes, det er noget lort, og det kan da GODT være, det er det – men plottet er fucking formidabelt godt! Jesus har efterkommere – og det er jo ikke engang hans egen idé, den har været ude mange gange. Men det er en vildt god idé, fordi kristendom er noget, vi alle sammen kan forholde os til.
Men så kommer man bagefter og siger: ’Jamen hans figurer er todimensionelle og papagtige’ og ja – men der er fuld, vild flugt over feltet fra første til sidste side.
Specielt i vore dage. Vi er en mtv-generation, og det kan man også se på film: der er 200 klip i minuttet – så det skal man også have med i spændingslitteraturen: du er nødt til at skrive korte kapitler – du SKAL klippe.”
Det filmiske element spiller faktisk også på en anden måde ind på din skriveproces?
”Ja, det hænger sammen med, at jeg ville være manuskriptforfatter i Hollywood. Når jeg skriver, leger jeg derfor, at jeg skriver et manuskript. Jeg skriver en synops, en outline af bogens handling, typisk omkring 100 sider, ret skematisk og i store linjer – men med dialogerne skrevet ud.
På den måde får jeg et kortere format, som er lettere at overskue – og den software, jeg skriver manuskriptet i, er endda så avanceret, at man let kan bytte om på scenerne.
I synopsen kan jeg let se, om scenerne virker, om noget virker flow-stoppende. Det gør det lettere at kill your darlings: hvis du har scener, hvor energien er den samme i slutningen som i begyndelsen, hvis der ikke er sket noget, så skal de væk.”
Starter dine bøger med en grundlæggende idé eller har du plottet klar fra begyndelsen?
”Mine bøger starter med en ambition og en fornemmelse.
Og så skriver jeg typisk tre akter: i første akt jager jeg personerne op i et træ, anden akt kaster jeg sten efter dem for at gøre deres virkelighed så plagsom som muligt, i tredje akt får de lov at komme ned igen. Den struktur ligger rimeligt fast.
Mine helte skal være larger than life – jo større udfordringer, jo mere ressourcestærke skal de være.”
Ghostwriter er 5. selvstændige bind i Steffen Jacobsens serie om makkerparret Michael Sander og Lene Jensen.
De fire første bøger i serien – Trofæ, Gengældelse, Et bjerg af løgne og Enhjørningen – kan du finde her eller hos din lokale boghandler.
Ghostwriter kan købes online her eller i din lokale boghandel.
Steffen Jacobsen er desuden forfatter til den historiske spændingsroman, Da blev jeg døden om Manhattanprojektet og udviklingen af atombomben – samt bestselleren Hvis de lige vil sidde helt stille, frue, dr. Jacobsen er ny på afdelingen om det danske sundhedssystem.
Har du læst Steffen Jacobsens nye krimiserie? De stumme piger er ude lige om lidt!
Da den dømte voldtægtsforbryder Gordon Nimb bliver brutalt myrdet, tvinges efterforsker Tanya Nielsen til at grave i Nimbs mørke fortid. Køen af ofre med motiv til at hævne sig er lang – og omfatter også alle de uopklarede sager og ofre, som Nimb gerne pralede med; de, som han kaldte de “stumme piger”.
LÆS OGSÅ: Steffen Jacobsen er tilbage med hæsblæsende nyt krimiunivers i Proxy
Blandt de mistænkte for drabet er desuden Tanyas overordnede og mentor Jakob Nordsted. For at fange morderen og rense Nordsteds navn, må Tanya derfor opspore Nimbs usynlige ofre.
De stumme piger er Steffen Jacobsens selvstændige fortsættelse til bestselleren Proxy.
Du kan købe De stumme piger i paperback her.
Andre læste også: