Amerikanske romaner Fiktion Historiske romaner Klassikere

En gribende international bestseller – smuglæs i Sophies valg

Du kender måske filmatiseringen af William Styrons roman Sophie’s Choice fra 1979, men du bør ikke snyde dig selv for den originale læseoplevelse, der nu genudgives på dansk.

»En fremragende roman. Gør som millioner allerede har gjort rundt om i verden: læs den.« – Politiken
»En gribende roman« – Weekendavisen
»En funklende og strålende roman, der i et utroligt tempo fortæller historien om svinehunden på begge sider af pigtråden.« – Berlingske

Sådan skrev anmelderne om romanen Sophies valg, der handler om den håbefulde unge forfatter Stingo, der bliver inspireret til at skrive sin første roman af det par, der bor ovenpå: Sophie og hendes elsker Nathan, deres knirkende seng og deres voldsomme skænderier. Skænderier der altid handler om den skyld, de hver især bærer på. Sophie på grund af den måde hun overlevede nazisternes dødslejre på. Nathan fordi han som amerikansk jøde har levet et trygt liv i USA.

Glæd dig til at læse denne gribende historiske roman – her får du første kapitel.

Du kan købe Sophies valg online på f.eks. Saxo.com eller find den hos din lokale boghandler fra d. 15. maj 2020


1.

I de dage var billige lejligheder næsten umulige at opdrive i Manhattan, så jeg måtte flytte til Brooklyn. Dette var i 1947, og en af de behageligere sider ved den sommer som jeg så levende erindrer var vejret, som var solrigt og mildt, blomsterduftende, næsten som om dagene var blevet sat i stå i et tilsyneladende uendeligt forår.

Jeg var taknemlig for det om ikke for andet, eftersom min ungdom, følte jeg, var inde i en bølgedal. Toogtyve år gammel, kæmpende for at blive en slags forfatter, fandt jeg at den skabende ild som da jeg var atten næsten havde fortæret mig med sin pragtfulde, utrættelige flamme var sygnet hen til et svagt vågeblus, der registrerede lidet mere end en symbolsk glød i mit bryst eller hvor nu mine mest forsultne aspirationer en gang residerede.

Det var ikke fordi jeg ikke længere ønskede at skrive, jeg længtes stadig lidenskabeligt efter at producere den roman som så længe havde været fange i min hjerne. Det var bare det, at efter at have skrevet de første få fremragende sætninger ned, kunne jeg ikke producere flere, eller – for at tillempe Gertrude Steins bemærkning om en af de mindre forfattere af den fortabte generation – jeg havde sirup’en men den ville ikke løbe ud.

For at gøre det hele værre havde jeg ikke noget job, meget få penge, og var gået i frivillig eksil i Flatbush – som andre af mine landsmænd, endnu en mager og ensom sydstatsmand på vandring i jødernes rige.
Kald mig Stingo, som var det øgenavn jeg var kendt under på den tid, når jeg da blev kaldt noget overhovedet.

Navnet stammer fra mine kostskoledage nede i min fødestat Virginia. Denne skole var en tiltalende institution som jeg blev sendt til som fjortenårig af min forvildede far, som havde vanskeligt ved at styre mig efter min mors død.

Blandt mine andre sjuskede karakteristika var åbenbart en vis efterladenhed i den personlige hygiejne, hvorfor jeg snart blev kendt som Stinke. Men årene gik. Tidens slibearbejde, sammen med en radikal ændring af mine vaner (jeg blev faktisk så beskæmmet, at det gjorde mig næsten manisk renlig), sled gradvis de skurrende stavelsers bryskhed ned, slørede dem til det mere tiltrækkende, eller mindre utiltrækkende, i hvert fald smartere, Stingo.

LÆS OGSÅ: Smugkig: Her er de nye bøger, vi glæder os til at læse i 2020

På et eller andet tidspunkt mellem mit tredivte og fyrretyvende år gik øgenavnet og jeg hver til sit på mystisk vis. Stingo forsvandt simpelthen som et gustent spøgelse ud af min tilværelse uden at jeg et øjeblik savnede ham. Men Stingo var jeg stadig på den tid jeg skriver om.

Hvis det imidlertid virker forvirrende at navnet er fraværende i den første del af denne beretning, så lad det da være sagt at jeg beskriver en sygelig og ensom periode i mit liv hvor jeg, som den gale eneboer i klippehulen, sjældent blev kaldt ved noget navn overhovedet.

Jeg var glad for at blive berøvet mit job – den første og eneste lønnede stilling, militæret undtaget, i mit liv – selv om tabet af det alvorligt underminerede min allerede begrænsede likviditet.

Det var også, tror jeg, konstruktivt at lære så tidligt i livet at jeg aldrig ville kunne tilpasse mig et kontorjob, på noget tidspunkt eller noget sted. Faktisk var jeg, i betragtning af hvor meget jeg fra først af havde attrået dette job, ret overrasket over den lettelse, ja ligefrem beredvillighed, hvormed jeg modtog min afsked kun fem måneder senere.

I 1947 var der langt mellem jobbene, især jobs på forlag, men et slumpetræf havde skaffet mig ansættelse på et af de største bogforlag, hvor jeg blev „junior redaktør“ – en eufemisme for manuskriptlæser.

At arbejdsgiveren bestemte farten i de tider, da en dollar var et langt mere værdifuldt betalingsmiddel end det er nu, lader sig aflæse i mine meget knappe lønvilkår – fyrre dollars om ugen.

Efter tilbageholdt skat betød det at den anæmiske blå check, anbragt på mit skrivebord hver fredag af den pukkelryggede lille kvinde som ordnede lønningerne, repræsenterede en indkomst der beløb sig til lidt over halvfems cents i timen.

Men jeg havde ikke været det mindste alarmeret over det faktum at disse kulilønninger udbetaltes af en af de mest magtfulde og velhavende forlæggere i verden; ung og ukuelig gik jeg til mit arbejde – i hvert fald i den første begyndelse – med en følelse af ophøjet målbevidsthed; og desuden, som kompensation indebar jobbet strejf af glamour: frokost på „21“, middag med John O’Hara, velafbalancerede og åndrige men varmblodige kvindelige forfattere, der smeltede ved mit redaktionelle skarpsyn, og så videre.

Det viste sig snart at intet af dette skulle blive til noget. For det første, selv om forlaget – som hovedsagelig havde vokset sig stort via lærebøger og faglige håndbøger og dusinvis af tekniske fagblade på områder så varierende som griseopdræt, begravelsesteknik og formpresset plastik – ganske vist udgav romaner og nonfiktion som en nebengeschæft, hvilket gav dem behov for junior æsteter som jeg selv, ville dets forfatterliste næppe fange opmærksomheden hos nogen der beskæftigede sig seriøst med litteratur.

På den tid da jeg kom til, for eksempel, var de to mest prominente forfattere der var i stald hos dem en pensioneret flådeadmiral fra Anden Verdenskrig og en ualmindelig tvivlsom ekskommunistisk lokkedue hvis kraftigt redigerede mea culpa klarede sig jævnt godt på bestseller-listen.

Af forfattere af John O’Haras statur (skønt jeg havde langt mere berømte litterære idoler, repræsenterede O’Hara for mig den slags forfattere en ung redaktør kunne gå ud og drikke sig fuld med) var der intet spor.

Endvidere var der det deprimerende problem med det arbejde, jeg var blevet tildelt. På den tid savnede McGraw-Hill & Company (for det var min arbejdsgivers navn) enhver litterær éclat og havde så længe og succesrigt været leverandør af mastodontværker om teknologi, at det lille litteraturforlag jeg arbejdede på, og som aspirerede til en Scribnersk eller Knopfsk berømmelse, blev betragtet som lidt af en vittighed i branchen.

Det virkede nærmest som hvis et kæmpestort lavprisforetagende som Montgomery Ward eller Masters havde haft den frækhed at åbne en intim boutique der solgte mink og chinchilla som alle i faget vidste var farvet bæver fra Japan.

LÆS OGSÅ: 10 gode romaner du kan hygge dig med indendørs

Så i min egenskab af underste træl i kontorhierarkiet blev jeg ikke alene nægtet mulighed for at læse manuskripter af bare forbigående interesse, men var tvunget til dagligt at pløje mig vej gennem fiktion og nonfiktion af den mest tarvelige kvalitet – kaffeplettede og fedtfingrede stakke af Hammermill Bond papir hvis slidte, hærgede udseende straks forkyndte deres forfatters (eller agents) frygtelige desperation og Mc Graw-Hills funktion som sidste forlæggerinstans.

Men i min alder, som Matthew Arnold i min fordring om at det skrevne ord skulle eksemplificere ikkun den højeste alvor og sandhed, behandlede jeg disse ynkelige produkter af tusind fremmedes ensomme og usikre higen med samme myndige, åndsfraværende væmmelse som en abe der piller utøj ud af pelsen.

Jeg var benhård, skarp, ubarmhjertig, uudholdelig. Højt i mit glasindfattede aflukke på tyvende etage af McGraw-Hill bygningen – et arkitektonisk imponerende, men psykisk enerverende grønt tårn på West Forty-second Street – udøste jeg al den foragt som kun lader sig mønstre af den som netop har afsluttet læsningen af William Empson’s Seven Types of Ambiguity over alle disse triste udgydelser der lå stablet op på mit skrivebord, alle så tynget af håb og klumpfodet syntaks.

Det var min opgave at skrive en rimeligt fyldig beskrivelse af hvert bidrag, uanset hvor dårlig en bog. I begyndelsen var det en ren fornøjelse, og jeg nød virkelig de spydigheder og forhånelser, hvormed jeg kunne overøse disse manuskripter.

Men efter en tid mistede jeg interessen for deres ufortrødne middelmådighed, og jeg blev træt af arbejdets monotoni, træt også af at kæderyge, og af den smog-indhyllede udsigt over Manhattan, og af at klapre ufølsomme konsulentudtalelser ned som de følgende, som jeg har bjærget intakt fra denne golde og nedslående tid. Jeg citerer verbatim, uden forskønnelse.

Højt vokser bændeltangen, af Edmonia Kraus Biersticker, Fiktion.
Kærlighed og død i sandklitterne og tranebærmoserne i det sydlige New Jersey. Den unge helt, Willard Strathaway, arving til en stor tranebærkonservesformue og nybagt kandidat fra Princeton University, forelsker sig vildt i Ramona Blaine, datter af Ezra Blaine, venstrefløjsveteran og leder af en strejke blandt tranebærplukkere.

Plottet er udspekuleret og indviklet, idet det for størstedelen drejer sig om en påstået sammensværgelse fra Brandon Strathaways – Willards magtfulde faders – side for at skaffe gamle Ezra af vejen, og det grusomt tilredte lig findes da også en morgen i det indre af en mekanisk tranebærplukker.

Dette fører til næsten uoprettelige gensidige beskyldninger mellem
Willard – beskrevet som havende „en vidunderlig princetoniansk rejsning over sit hoved, foruden en betydelig katteagtig ynde“ – og den faderløse Ramona, „hendes slanke smækkerhed skjulte næppe den fyldige, yppige bølgen, der lurede bag.“

Uendeligt forfærdet her i skrivende stund kan jeg kun sige, at dette meget vel kan være den værste roman nogensinde forfattet af kvinde eller dyr. Afslå med størst mulig hast.

Ak, kløgtige, indbildske unge mand! Hvor jeg dog godtede mig og kluklo mens jeg dissekerede disse hjælpeløse, ynkværdige, ignorante små lam. Ejheller var jeg bange for at give McGraw-Hill et lille stød i ribbenene for deres forkærlighed for at udgive underlødige „morsomme“ bøger som kunne blive bragt i uddrag i Det Bedste og lignende steder for et klækkeligt forskud (skønt min harceleren måske har bidraget til mit fald).

Blikkenslagerens frække taske, af Audrey Wainwright Smilie. Nonfiktion.
Det eneste gode ved denne bog er dens titel, som er fængende og vulgær nok til at være lige McGraw-Hills stil. Forfatteren er en ægte levende kvinde, gift – som titlen så koket antyder – med en blikkenslager der bor i en forstad til Worcester, Mass.

Håbløst uvittig, omend med anstrengte forsøg på at være morsom på hver eneste side, er disse analfabetiske dagdrømme et forsøg på at romantisere noget, der må være en afskyelig eksistens; forfatteren sidestiller med stor iver de komiske omskiftelser i sit familieliv med dagligdagen i en hjernekirurgs husholdning.

Som lægen, påpeger hun, har blikkenslageren vagt døgnet rundt, ligesom lægens er blikkenslagerens arbejde temmeligt indviklet og medfører at han bliver udsat for bakterier, begge kommer ofte hjem og lugter ilde.

Kapiteloverskrifterne demonstrerer bedst kvaliteten af humoren som er for tynd til bare at kunne beskrives som virkelig obskøn: „Avra for Laura, blondinens trusser flagrer“ „Afløb for ærgrelser.“ (Afløb, ikke sandt?) „Et smukt træk.“ „Studie i brunt.“ Osv.

Dette manuskript ankom specielt lurvet og æseløret efter at have været indsendt til – ifølge et brev fra forfatterinden – Harper, Simon & Schuster, Knopf, Random House, Morrow, Holt, Messner, William Sloane, Rinehart og otte andre. I samme brev omtaler forfatterinden sin desperation over dette MS – hvorom hele hendes liv nu drejer – og tilføjer (ja, jeg spøger, ikke) en dulgt trussel om selvmord.

Jeg ville bestemt ikke bryde mig om at være ansvarlig for nogens død, men det er bydende nødvendigt, at denne bog aldrig bliver udgivet.

Afslå! (Hvorfor skal jeg dog blive ved med at læse sådan noget lort?)
Jeg ville aldrig have kunnet fremsætte bemærkninger som ovenstående, ejheller hentyde med så stor uforskammethed til firmaet McGraw-Hill, havde det ikke været fordi senior redaktøren over mig som læste alle mine responsa var en mand der delte min desillusionering over vor arbejdsgiver og alt hvad dette kæmpemæssige og sjælløse imperium stod for.

En intelligent, slagen, men på bunden elskværdig irer med søvnige øjne, der hed Farrel, og som havde arbejdet i årevis på McGraw-Hill publikationer som for eksempel Skumgummi Magasinet, Prostetikkens Verden, Nyt om Pesticider og Amerikansk Strip Mining, indtil han, i en alder af fem og halvtreds eller så, var blevet sat på græs i de blidere, mindre hektisk faglige omgivelser i litteraturafdelingen, hvor han fik tiden til at gå på sit kontor med at patte på en pibe, læse Yeats og Gerard Manley Hopkins, skimme mine rapporter med et overbærende øje og, tror jeg, ivrigt overveje førtidspensionering i Ozone Park.

LÆS OGSÅ: 5 helt nye bøger til dit forår

Langt fra at støde ham morede mine hib til McGraw-Hill ham sædvanligvis, ligesom også den almindelige tone i mine rapporter. Farrel var længe før blevet offer for den ambitionsløse, summmende stilstand, hvori firmaet, som i et mammutbistade, lidt efter lidt hendyssede sine ansatte, selv de ambitiøse; og eftersom han vidste at chancen for at jeg ville finde et manuskript der var værd at udgive var mindre end en ud af ti tusind, tror jeg han følte, at det ikke var nogen skade til at jeg morede mig lidt.

Et af mine længere (om ikke mit længste) responsa holder jeg særligt meget af stadigvæk, mest fordi det meget vel kan have været det eneste jeg skrev som indeholdt noget der mindede om medfølelse.

Harald Haarfager, en saga, af Gundar Firkin. Poesi.
Gundar Firkin er ikke et pseudonym, men et rigtigt navn. Mange af de dårlige forfatteres navne lyder sære eller hjemmelavede, indtil man opdager de er ægte.

Kan dette have nogen signifikans? MS’et om Harald Haarfager, en saga, kom hverken pr. pakkepost eller fra en agent, men blev lagt i mine hænder af forfatteren selv. Firkin kom anstigende for omtrent en uge siden til forhallen bærende på en manuskriptæske og to kufferter.

Miss Meyers sagde, han ville tale med en redaktør. En gut på omkring 60, ville jeg tro, noget skrutrygget, men stærk, middelhøj; et vind-og vejrbidt, furet ansigt med buskede grå bryn, blid mund og de mest triste, gamle og vemodige øjne, jeg nogensinde har set.

Klædt i en sort læder bondekasket, den slags med opknappede klapper, som kan gå ned over ørerne, og en tyk vindjakke med ulden krave. Han havde kæmpestore hænder med store hudløse røde knoer.

Hans næse dryppede lidt. Sagde han gerne ville aflevere et MS. Så temmeligt træt ud, og da jeg spurgte ham, hvor han kom fra, sagde han at han netop i det øjeblik var ankommet til N.Y. efter at have kørt i bus i tre dage og fire nætter fra et sted, der hed Turtle Lake, North Dakota. Bare for at aflevere. MS’et? spurgte jeg, hvortil han svarede ja.

Han oplyste så ganske uopfordret, at McGraw-Hill var det første forlag han havde besøgt. Det forbløffede mig noget, forsåvidt som dette firma sjældent er det foretrukne forlæggervalg, selv blandt forfattere der er så forholdsvis uerfarne som Gundar Firkin.

Da jeg forhørte mig om hvordan han var kommet frem til dette usædvanlige valg, svarede han at det faktisk skyldtes et lykketræf. Han havde ikke tiltænkt McGraw-Hill førstepladsen på sin liste.

Han fortalte mig at da bussen gjorde adskillige timers ophold i Minneapolis gik han til telefonkompagniet, hvor han havde hørt de havde nogle eksemplarer af Manhattan fagbogen.

Da han ikke ville gøre noget så udannet som at rive en side ud, tilbragte han en time eller så med at skrive navne og adresser på alle de snesevise af forlæggere i New York City af med blyant.

Det havde været hans agt at gå alfabetisk frem – begyndende, tror jeg nok, med Appleton – og køre listen igennem til Ziff-Davis. Men da han her samme morgen efter rejsen kom ud af Port Authority Rutebilstationen, kun en blok længere mod øst, så han op, og der på himlen så han gamle McGraw-Hills smaragdgrønne monolit med dens ærefrygtindgydende skilt: McCRAW-HILL. Og så gik han lige her op.

Den gamle fyr virkede så udmattet og forvildet – han sagde senere, at han aldrig før havde været øst for Minneapolis – at jeg besluttede, at det mindste jeg kunne gøre for ham var at tage ham med ned til en kop kaffe i cafeteriet. Mens vi sad der fortalte han mig om sig selv.

Han var søn af norske immigranter – det oprindelige navn havde været „Firking“, men på en eller anden måde var „g“ blevet skåret væk – og hele sit liv havde han været hvededyrker nær denne by; Turtle Lake. For tyve år siden, da han var omkring fyrre, havde et mineselskab opdaget mægtige kulaflejringer under hans jord, og selv om de ikke gravede, sluttede de en kontrakt om langtidsleje af ejendommen som klarede alle pengeproblemer for ham resten af livet.

Han var ungkarl og alt for sat i sine vaner til at holde op med at dyrke jorden, men nu kunne han desuden få tid til at starte et projekt han altid havde drømt om. Nemlig at begynde at skrive et episk digt der skulle bygge på en af hans norske forfædre, Harald Haarfager, som var jarl eller prins eller sådan noget i det trettende århundrede.

Det siger sig selv at mit hjerte på en gang sank og brast ved denne frygtelige meddelelse. Men jeg sad der uden at lade mig mærke med noget mens hans blev ved med at klappe manuskriptæsken og sige: „Jaha. Tyve års arbejde. Det ligger der her. Det gør der.“

Og så skiftede min sindsstemning. Trods hans bondske udseende var han intelligent og meget velartikuleret. Virkede som om han havde læst en del – fortrinsvis nordisk mytologi – skønt hans yndlingsforfattere var folk som Sigrid Undset, Knut Hamsun og de to firkantede midwesterners, Hamlin Garland og Willa Cather. Ikke destomindre, tænk om jeg skulle opdage et slags uslebet geni? Trods alt har selv en stor digter som Whitman ført sig frem som en klodset original, der falbød sit fjollede manus alle vegne.

Nå, men efter en lang snak (jeg var begyndt at kalde ham Gundar), sagde jeg at jeg med glæde ville læse hans værk, selv om jeg måtte advare ham om at McGraw-Hill ikke var særlig „stærk“ når det gjaldt poesien, og så tog vi elevatoren op igen. Så skete der noget frygteligt.

Mens jeg var ved at tage afsked og fortælle ham at jeg godt forstod hvor opsat han måtte være på at få en udtalelse efter tyve års arbejde, og at jeg ville prøve at læse manuskriptet omhyggeligt og have et svar i løbet af et par dage, lagde jeg mærke til at han beredte sig på at gå med kun den ene af de to kufferter.

Da jeg nævnte det, smilede han og vendte de alvorlige, vemodige, besværede baglandsøjne mod mig og sagde: „Åh, det troede jeg De havde forstået – den anden kuffert indeholder resten af min saga.“
Det er alvor, det må være det længste litterære værk nogen sinde nedskrevet af menneskehånd.

Jeg tog det over til postrummet og fik drengen der til at veje det – 16 kg, syv Hammermill Bond æsker på over 2 kg hver, i alt 3.850 maskinskrevne sider. Sagaen selv er i et sprog, så man skulle tro den var skrevet af Dryden i parodisk efterligning af Spenser hvis man ikke kendte den frygtelige sandhed; nætter og dage og tyve år på den isnende Dakota steppe, drømmende om forne tiders Norge tjærer han det ned, mens de vilde vinde fra Saskatchewan hyler gennem den vuggende hvede.

„Og du store leder, HARALD, hvor stor er din sorg!
Hvor ere de blomsterkoste hun pryded eder med?“
Den aldrende ungkarl nærmer sig strofe 4.000, mens den elektriske vifte sætter lidt bevægelse i den kvælende præmievarme.
„Synger nu, I trolde og nibelunger, synger ej mere
De sange som HARALD gjorde til hendes pris,

Men til sørgesang gør jer forne kvad. Oh sorteste forbandelse!
Nu er det tid at dø, dog nej, tid var det for længst:
Oh sorgfulde vers!“

Mine læber dirrer, mit blik sløres, jeg mægter ej at fortsætte. Gundar Firkin er på Hotel Algonquin (hvor han tog et værelse på mit hjerteløse forslag) afventende en telefonopringning som jeg er for stor en kryster til at foretage. Beslutningen må blive at afslå med beklagelse, endda med noget der ligner sorg.

Det kan være mine idealer var så høje eller bøgernes kvalitet så grufuld, men hvad enten det var det ene eller det andet mindes jeg ikke at have anbefalet et eneste indsendt værk i løbet af mine fem måneder hos McGraw-Hill. Men sandelig er der en vis ironi i at den ene bog jeg forkastede og som – i det mindste så vidt jeg ved – senere fandt en forlægger, var et værk som ikke sygnede hen ukendt og ulæst.

Siden den tid har jeg ofte fantaseret mig til reaktionen hos Farrel eller en af de andre af mine overordnede da den bog udkom under en Chicago forlæggers mærke, et år eller så efter at jeg længst havde forladt McGraw-Hills knugende bygning.

For min rapport må da have fæstnet sig i erindrindringen hos en eller anden på ledelsesniveau, og lige så sikkert må denne gamle rotte i faget være gået tilbage i arkiverne og med Gud ved hvilke grumt blandede følelser af forfærdelse og spild have genlæst min overlegne afvisning med dens skråsikre, selvgode og katastrofale kadencer.

… så det er lidt af en lettelse efter disse bitre måneder at opdage et manuskript holdt i en prosastil der ikke afføder feber, hovedpine eller brækfornemmelser, og som sådant fortjener værket betinget ros. Ideen med mænd drivende på en tømmerflåde har også en vis appeal.

Men for størstedelen er dette en lang, alvorsfuld og kedsommelig rejse over Stillehavet, bedst egnet, ville jeg tro, til en eller anden form for beskæring i et blad som National Geographic. Måske et universitetsforlag ville købe den, den er bestemt ikke noget for os.

Det var den medfart jeg gav den store klassiker i moderne opdagelsesrejser, Kon-Tiki. Måneder senere, da jeg måtte se denne bog holde sig som nummer et på bestsellerlisten ufatteligt uge efter uge, var jeg i stand til at bortforklare min blindhed ved at sige til mig selv at hvis McGrawHill havde betalt mig mere end 90 cents i timen havde jeg måske været mere følsom for korrelationen mellem gode bøger og ussel mammon.

Hjemme var for mig på denne tid en trang kabine, to en halv gange fem meter, i en bygning på West Eleventh Street i the Village som kaldtes the University Residence Club.

Jeg var blevet lokket til dette sted ved min ankomst til New York, ikke alene af dets navn – som fremmanede et billede af akademisk samvær, filtdækkede rygeborde oversået med numre af the New Republic og Partisan Review, og ældre tjenende ånder i skødefrakker der tog sig omsorgsfuldt af beskeder og opfyldte alle ens behov – men af dets beskedne priser; ti dollars om ugen.

Det akademiske var, naturligvis, en tåbelig illusion. The University Residence Club stod kun et lille trin over natteherberget, adskilte sig kun fra Boweryslummen ved et nominelt privatliv i form af en låst dør.

Næsten alt andet, deriblandt huslejen, lod sig kun skelne fra natteherberget ved de mest hårfine distinktioner.

Paradoksalt nok var beliggenheden storartet, næsten mondæn. Fra det enlige vindue, dækket med skorper af snavs, i min baggårdskabine på fjerde sal kunne jeg glo ned i den henrivende have til et hus på West Twelfth Street, og af og til fik jeg et glimt af hvad jeg antog var ejerne af haven – en yngre skødesløs mand, som jeg fantaserede mig til at være en kommende stjerne på The New Yorker eller Harper’s og hans livlige og utroligt velproportionerede kone som sprang rundt i haven i slacks eller badedragt, tumlede sig fra tid til anden med en latterlig, urimeligt velplejet afghaner, eller lå og flød i en Abercombie & Fitch hængekøje, hvor jeg kneppede hende sønder og sammen med stive, lydløse, langsomme, præcise spyd af begær.

For sex, eller rettere mangelen på det, og denne uforskammede og pragtfulde lille have – sammen med de mennesker, der beboede den – alt syntes at smelte sammen til et symbol der gjorde den degenererede stil i the University Residence Club endnu mere uudholdelig og understregede min fattigdom og min ensomme outsidertilværelse.

Det rent mandlige klientel, de fleste midaldrende eller ældre, Village dagdrivere og sutter hvis næste trin nedad var slummen, udsendte en sur lugt af spiritus og håbløshed når vi kantede os forbi hinanden i de trange afskallede gange.

Ingen hengiven gammel concierge men en række krybdyragtige portnere, alle spanskgrønne i kuløren som væsener berøvet dagens lys, stod vagt over lobbien hvor en lille lyspære dirrede mat, de betjente også den enlige knirkende elevator, og de hostede meget og kradsede sig i hæmoridisk elendighed under den uendelige opstigning til fjerde sal og mit hummer hvor, aften efter aften det forår, jeg murede mig inde som en halvgal anakoret.

Nødvendigheden tvang mig hertil, ikke bare fordi jeg ikke havde penge til overs til at more mig for, men fordi jeg, som nyankommen til metropolis, ikke så meget genert som simpelthen stolt tilbagetrukken, savnede både lejlighed og initiativ til at skaffe mig venner.

For første gang i mit liv, som i årevis havde været til tider næsten vidløst selskabeligt, opdagede jeg smerten ved uønsket ensomhed. Som en forbryder kastet i isoleringscelle måtte jeg pludselig drage næring af det uforbrændte fedt fra indre ressourcer jeg næppe vidste jeg ejede.

I the University Residence Club i maj måneds skumring, mens jeg så den største kakerlak jeg nogen sinde havde set gå mit eksemplar af The Complete Poetry and Prose of John Donne efter i sømmene, stod jeg pludselig overfor ensomhedens åsyn, og besluttede at dette åsyn så vist var både stygt og ubarmhjertigt.

Så i disse måneder varierede mit aftenprogram sjældent. Når jeg gik fra McGraw-Hill Bygningen klokken fem tog jeg undergrundsbanen på Eighth Avenue (5 cents) til Village Square, hvor jeg, efter udstigningen, gik direkte til en delikatesseforretning på hjørnet og købte de tre dåser Rheingold min strenge og økonomiske samvittighed tillod mig.

Derfra til mit kammer, hvor jeg strakte mig på den runkne madras med dens Cloroxduftende lager, forvaskede til gennemskinnelighed, og læste til den sidste af mine øller blev lunken – et spørgsmål om halvanden times tid. Barmhjertigvis var jeg i en alder hvor læsning stadig er en lidenskab og således, bortset fra et lykkeligt ægteskab, i den bedst mulige situation til at holde den totale ensomhed i skak.

Jeg kunne ikke være kommet igennem de aftener ellers. Men jeg var en umættelig læser og desuden eventyrligt eklektisk, med en dragning mod det skrevne ord – næsten ethvert skreven ord – som var så heftig at det grænsede til det erotiske.

Jeg mener dette helt bogstaveligt, og var det ikke fordi jeg kender andre som har tilstået at have delt denne specielle følsomhed med mig i deres ungdom, ved jeg at jeg nu ville risikere hån eller vantro ved at erklære at jeg kan mindes den tid da udsigten til en halv times fjas med fagbogen medførte en svag men ikke destomindre mærkbar svulmen.

I hvert fald læste jeg – Under vulkanen var bare en af de bøger jeg husker holdt mig fangen det forår – og klokken otte eller ni gik jeg ud og spiste. Sikke nogle middage! Hvor levende dvæler stadig på min gane den fedtede eftersmag fra Salisbury steak’en hos Bickford, eller Rikers western omelet, i hvilken jeg en aften, nærved at dåne, fandt en grønlig, næsten ulegemlig fjer og et lillebitte embryo af et næb.

Eller brusken indlejret som en indeklemt svulst i lammekoteletterne i the Athens Chop House, koteletterne selv smagte af gammelt får, kartoffelmosen var klæbrig, harsk og åbenbart blandet op af de fiffige grækere med tørret regeringsoverskud hugget i et eller andet pakhus. Men jeg var uerfaren i New York’sk gastronomi, som jeg var i så meget andet, og det skulle vare længe før jeg fik lært at det bedste måltid i byen til under en dollar var et par hamburgers og et stykke pie i en White Tower.

Tilbage i min kabine kastede jeg mig ivrigt over en bog og fordybede mig atter i fantasiens verden, læste til de tidlige morgentimer. Ved flere lejligheder var jeg dog tvunget til at lave det jeg i min modvilje var kommet til at betragte som min „lektie“, nemlig at skrive klaptekst til kommende McGraw-Hill bøger.

Faktisk husker jeg at jeg fra først af var blevet ansat mest på grundlag af en prøvetekst jeg havde skrevet til et allerede udsendt McGraw-Hill værk, Beretningen om Chrysler Bygningen.

Min lyriske og dog djærve skrivestil havde gjort et sådant indtryk på Farrel, at det ikke alene var en betydningsfuld faktor da jeg fik jobbet, men tydeligvis fik ham til at mene at jeg kunne udrette lignende undere for bøger som stod for at skulle udgives.

Jeg tror det var en af hans største skuffelser over mig at jeg ikke kunne gøre det igen, ikke en eneste gang; for uden Farrels vidende, og kun delvist åbenbart for mig selv, havde McGraw-Hill syndromets håbløshed og nedslidning sat ind.

Uden at være villig til helt at indrømme det, var jeg begyndt at afsky min parodi af et job.

Jeg var ikke redaktør, men forfatter – forfatter med samme glød og vingefang som Melville eller Flaubert eller Tolstoy eller Fitzgerald, som ejede evnen til at flå hjertet ud af kroppen på mig og beholde et stykke af det og som hver nat, hver for sig og sammen, bød mig at følge sig i deres uforlignelige kald.

Mine forsøg på omslagsskriverier fyldte mig med en følelse af fornedrelse, især fordi de bøger jeg blev tildelt til forherligelse repræsenterede ikke litteratur, men det antipodiske modstykke; handel.

Her er et fragment af en af de tekster jeg var ude af stand til at gøre færdig.
Som eventyret om papiret er central i beretningen om den amerikanske drøm, således er navnet Kimberley-Clark central i beretningen om papiret. Begyndt som et ydmygt enmandsforetagende i den søvnige by Neenah på en søbred i Wisconsin er Kimberley-Clark Corporation, nu en af de virkelige verdensgiganter i papirindustrien med fabrikker i 13 stater og 8 lande uden for USA.

Opfylder af en mangfoldighed af menneskelige behov er mange af dens produkter – hvoraf det mest berømte uden tvivl er Kleenex – blevet så velkendte at selve deres navne er gået over i sproget …

Sådan et stykke tog flere timer. Skulle jeg sige „uden tvivl Kleenex“ eller „utvivlsomt“? „Mangfoldighed“ af menneskelige behov eller „hobetal“? „Mængde“? „Overflødighed“? Mens jeg komponerede det gik jeg op og ned i min celle helt ude af mig selv, fremsagde sagte meningsløse gloser ud i luften mens jeg kæmpede med prosarytmerne og bekæmpede den fortvivlede trang til at masturbere der altid ledsagede denne opgave.

Til sidst, overvældet af raseri hørte jeg mig selv sige „Nej! Nej“ højt til krydsfinersvæggene og så kaste mig over skrivemaskinen hvor jeg, ondskabsfuldt gnækkende, klaprede en hurtig, studentikos, men velsignet purgativ variation ned.

Kimberley-Clark statistik er forunderlig at betragte:
– Det anslås at hvis alt det snot der, i løbet af en eneste vintermåned, pudses ud i Kleenex lommetørklæder i USA og Canada spredtes ud over spillefladen i the Yale Bowl, ville det nå en dybde af en halv meter …

– Det er blevet udregnet at hvis antallet af vaginaer der benytter Kotex i en enkelt firedagesperiode i USA blev stillet op åbning mod åbning, ville man have et hul langt nok til at nå fra Boston til White River Junction, Vermont …

Næste dag ville Farrel så, altid velvillig og overbærende studere sådanne forslag med et skævt smil tyggende på sin Yello-Bole og efter at have bemærket at „dette er vist ikke helt hvad vi havde tænkt os“ flire forstående og bede mig være så venlig at prøve igen.

Og fordi jeg endnu ikke var helt fortabt, måske fordi den presbyterianske etik stadig havde et eller andet rudimentært hold i mig, prøvede jeg igen samme aften – prøvede af al magt og ildhu, til ingen nytte. Efter at have svedt over det i timevis opgav jeg og vendte tilbage til Bjørnen eller Notes from the Underground eller Billy Budd, eller ofte stod jeg bare og hang længselsfuldt ved vinduet, mens jeg stirrede ned i den fortryllede have.

Dér i Manhattans gyldne forårsmørkning, i en atmosfære af kultur og upretentiøs velstand som jeg vidste jeg for evigt ville være udelukket fra, ville en soiré tage sin begyndelse hos Winston Hunnicutts, for det var det flotte navn jeg havde givet dem.

Alene et øjeblik ville blonde Mavis Hunnicutt komme til syne i haven, klædt i bluse og stramme blomstrede slacks, standse for at kaste et blik på den opaliserende aftenhimmel, gøre et sært og besnærende kast med sit dejlige hår og så bøje sig ned for at plukke tulipaner fra blomsterbedet.

I denne henrivende positur kunne hun ikke vide, hvad hun gjorde mod den mest ensomme junior redaktør i New York. Min liderlighed var utrolig – noget håndgribeligt; en snagende tryne af begær der gled ned ad de snavsede vægge i det elendige gamle hus, rullede ud over et hegn, bevægede sig med slangeagtig og uanstændig hast til et punkt lige før hendes opadvendte numse, hvor den i stille brændende metamorfose foldede sig ud i legemliggørelse af mig selv, priapisk, glubende, alligevel under hårfin kontrol. Blidt indfangede mine arme Mavis, og jeg rundede mine hænder om hendes fulde, fritbølgende melonbryster.

„Er det dig, Winston?“ hviskede hun. „Nej, det er mig,“ sagde jeg, hendes elsker, som svar. „Lad mig tage dig på hundevis.“ Hvortil hun ufravigelig svarede: „Åh, elskede, ja – senere.“

I disse forrykte fantasier blev jeg kun forhindret i øjeblikkelig kopulation på Abercombie & Fitch hængekøjen ved den pludselig tilsynekomst af Thornton Wilder i haven. Eller e.e. cummings.

Eller Katherine Ann Porter. Eller John Hersey. Eller Malcolm Cowley. Eller John P. Marquand. På hvilket tidspunkt jeg – bragt tilbage til fornuft med et punkteret libido – genfandt mig selv ved vinduet, nydende festlighederne dernede med længselsfuldt hjerte.

For det forekom mig fuldstændigt logisk at Winston Hunnicutts, dette livlige og gæstfri unge par (hvis stue ud til haven forresten gav mig et skinsygt glimt af Danish Design reoler proppet med bøger) havde det fantastiske held at leve i en verden befolket med forfattere, digtere, kritikere og andre skønånder; og disse aftener mens skumringen blødt faldt på og terassen begyndte at fyldes med snakkende, smukt klædte sophisticates, øjnede jeg i skyggerne ansigterne på alle de umulige helte og heltinder jeg nogen sinde havde drømt om fra det øjeblik min ulyksalige sjæl blev indfanget af det trykte ords magi.

Jeg havde endnu til gode at møde en eneste forfatter af en udgivet bog – med mindre man da undtager den lurvede gamle ekskommunist, jeg har omtalt, som en gang forvildede sig ind på mit kontor hos McGraw-Hill ved en fejltagelse, stinkende af hvidløg og fordums bryderiers overgemte sved – og således gav Hunnicutts selskaber, som var hyppige og langvarige det forår, min fantasi lejlighed til den vildeste himmelflugt som nogen sinde har hjemsøgt forstanden hos en elskovssyg afgudsdyrker.

Der var Wallace Stevens! Og Robert Lowell! Den herre med overskægget, der kiggede så underfundigt henne fra døren. Kunne det virkelig være Faulkner? Rygtet ville vide at han var i New York. Kvinden med den yppige skikkelse, håret samlet i en knude, det evindelige grin. Det måtte da være Mary McCarthy.

Den lavstammede mand med det ironiske rødmossede, sardoniske ansigt kunne kun være John Cheever. En gang i skumringen kaldte en skinger kvindestemme „Irwin!“ og da navnet nåede op til min snuskede lyttepost mærkede jeg min puls springe et slag over.

Det var faktisk for mørkt til at det lod sig afgøre, og han havde ryggen til mig, men kunne manden, der skrev „The girls in Their Summer Dresses“ være den brede djærve bryder, indrammet af to piger med de beundrende ansigter opadvendte som blomster?

Alle disse aftengæster hos Hunnicutts må, indser jeg nu, have været i reklamebranchen; eller Wall Street eller en lignende overfladisk profession, men dengang forblev jeg urokket i min vildfarelse.

En aften lige inden min bortvisning fra McGraw-Hill imperiet, oplevede jeg dog et voldsomt omslag i mine følelser, som medførte at jeg aldrig mere kiggede ned i haven.

Jeg havde da indtaget min sædvanlige post ved vinduet og havde øjnene fæstnet på Mavis Hunnicutts velkendte bagdel, mens hun gjorde de små bevægelser, hvormed hun havde vundet min hengivenhed – trak ned i sin bluse, skød en blond lok tilbage med fingeren, mens hun sludrede med Carson McCullers og en bleg overlegen, engelsk udseende person, der havde et nærsynet blik og tydeligvis var Aldous Huxley.

Hvad i himlens navn talte de dog om? Sartre? Joyce? Årgangsvine? Sommersteder i Sydspanien? Bhagavad gita’en? Nej, tydeligvis talte de om miljøet – dette miljø – for over Mavis’ ansigt lå et udtryk af glæde og liv, alt imens hun gestikulerede, pegede på de vedbendklædte mure rundt om haven, den minimale grønsvær, det boblende springvand, det mirakuløse tulipanbed, anbragt her med sit strålende flamske farvespil midt i storbyens dystre indre.

„Hvis bare …“ syntes hun at sige, mens hendes minespil blev anspændt af ærgrelse. „Hvis bare …“ og så svingede hun sig rundt i en halvcirkel, strakte en rasende lille knytnæve ud mod the University Residence Club, en kær vred knytnæve, så fremstrakt, så blodløst ophidset, at det syntes umuligt, at det ikke var få centimeter fra min næse hun svingede den.

Jeg følte det som jeg blev belyst af en projektør, og i min dunkende krænkelse var jeg sikker på, at jeg kunne aflæse hendes mund: „Hvis bare ikke den afskyelige rædsel lå der, med alle de underlige mennesker der glor ned på os.“

Men mine pinsler på Eleventh Street skulle ikke blive langvarige. Det ville have været en tilfredsstillelse at tro at min ansættelse blev bragt til ophør på grund af Kon-Tiki episoden.

Men mit fald i yndest hos Mc Graw-Hill begyndte med ankomsten af en ny forlagsdirektør, som jeg hemmeligt kaldte Væselen – et tilnærmet anagram over hans rigtige navn.

Væselen blev bragt ind for at give stedet lidt højst tiltrængt stil. På den
tid var han bedst kendt i forlagsverdenen for sin forbindelse med Thomas Wolfe, han var blevet Wolfes forlægger efter at han forlod Scribner og Maxwell Perkins, og efter forfatterens død havde han hjulpet med at samle den kolossale mængde af stof som stadig var upubliceret i en slags tidsmæssig og litterær orden.

Skønt Væselen og jeg begge var fra sydstaterne – en forbindelse som i de fremmede omgivelser i New York ofte synes indledningsvis at befæste forholdet mellem sydstatsmænd – fattede vi øjeblikkelig modvilje mod hinanden. Væselen var en lille, halvskaldet, lidet indtagende mand sidst i fyrrerne.

Jeg ved ikke præcis hvad han mente om mig – uden tvivl havde den respektløse, uregerlige stil i mine konsulentudtalelser noget at gøre med hans negative reaktion – men jeg syntes, han var kold, utilnærmelig, humorforladt, med et oppustet ego og en afvisende facon som en mand der i dum selvtilfredshed overvurderer sin egen indsats.

Ved de redaktionelle stabsmøder holdt han af at fremføre sådanne vendinger som „Wolfe sagde så ofte til mig …“ Eller, „Som Wolfe så malende skrev til mig lige før sin død …“

Hans identifikation med Wolfe var så fuldstændig, at det var som om han var forfatterens alter ego – og det var ulideligt for mig, eftersom jeg, som utallige unge mænd i min generation, havde været igennem en Wolfe-forgudelses kvaler, og jeg ville have givet alt hvad jeg ejede for at tilbringe en kammeratlig, afslappet aften sammen med en mand som Væselen og pumpe ham for nye friske anekdoter om mesteren, udtale sætninger som „Åh, Gud dog, Sir, den er helt ubetalelig!“ om en eller anden pragtfuld skrøne om den tilbedte kæmpe og hans luner og eskapader og hans centnertunge manuskripter.

Men Væselen og jeg gik helt fejl af hinanden. Blandt andet var han rigoristisk konventionel og havde hurtigt tilpasset sig McGraw-Hills velordnede, farveløse og ærkekonservative form.

Jeg derimod var stadig meget selvbevidst, i alle dette udtryks betydninger, og måtte anlægge en anstrengt spøgefuld holdning, ikke bare overfor hele tanken om den redaktionelle side af bogudgivelse som mit udmattede øje nu så helt klart som uglorværdigt slavearbejde, men overfor stilen, skikkene og artifakterne i selve forretningsverdenen.

For McGraw-Hill var, trods alt, trods den oprigtige litterære fernis, et monstrøst paradigme på American Business. Og med denne kolde firmaets mand, Væselen, ved roret, vidste jeg jo nok at det ikke ville vare så længe før problemerne meldte sig, og at mine dage var talte.

En dag, kort efter at han havde overtaget kommandoen, kaldte Væselen mig ind på sit kontor. Han havde et ovalt, velpolstret ansigt og små uvenlige, lidt væselagtige øjne, som, forekom det mig, umuligt kunne have vundet tilliden hos nogen så påvirkelig af nuancerne i fysisk fremtoning som Thomas Wolfe.

Han gjorde tegn til mig om at sætte mig, og efter at have fremført et par anstrengt høflige bemærkninger kom han lige til sagen, nemlig de åbenbare mangler set fra hans synspunkt i min tilpasning til visse sider af McGraw-Hill „profilen“.

Det var første gang jeg nogen sinde havde hørt det ord brugt som andet end en beskrivelse af et menneskes ansigt set fra siden, og mens Væselen talte og bevægede sig frem til enkeltheder blev jeg mere og mere rådvild over hvor jeg dog havde fejlet, eftersom jeg var sikker på at gode gamle Farrel ikke havde talt ondt om mig eller mit arbejde.

Men det viste sig at mine forsyndelser var både ekviperingsmæssige og, i hvert fald flygtigt, politiske.

„Jeg har bemærket, at De ikke går med hat,“ sagde Væselen.
„Hat?“ svarede jeg. „Næh, nej.“ Jeg havde altid haft et lunkent forhold til hovedbeklædning, følte kun at hatte kunne være på sin plads. Efter at jeg havde forladt marinen to år før, havde jeg i hvert fald aldrig tænkt på hovedbeklædning som noget tvungent.

Det var min demokratiske ret at vælge, og jeg havde ikke skænket problemet en tanke før i dette øjeblik.

„Alle hos McGraw-Hill går med hat,“ sagde Væselen.
„Alle?“ spurgte jeg.
„Alle,“ sagde han tonløst.

Og selvfølgelig, nu da jeg tænkte over det han sagde, indså jeg at det var sandt; alle gik faktisk med hat. Om morgenen, om aftenen og ved frokosttid var elevatorerne og gangene et vippende hav af strå- og filthatte, alle anbragt på de ensartet klippede, tæt studsede skalpe på McGraw-Hills tusinde ensrettede lydige tjenere.

Det passede i hvert fald for mændenes vedkommende, for kvindernes – mest sekretærer – lod det til at være valgfrit. Væselens påstand var altså indiskutabelt korrekt.

Hvad jeg indtil da ikke havde opfattet, og først i dette øjeblik opfattede, var at det at gå med hat ikke bare var en modesag, men faktisk obligatorisk, lige så meget en del af McGraw-Hill antrækket som de button-down Arrow skjorter og Weber & Heilbroner flannels jakkesæt af overdrevent snit som alle i det grønne tårn gik med, fra lærebogssælgerne til de bekymringsplagede redaktører af Affaldsproblemer.

I min uskyld havde jeg ikke indset at jeg til stadighed havde været ureglementeret påklædt, men selv da jeg nu forstod det vakte det i mig en blanding af fortrydelse og overgivenhed, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere på Væselens alvorsfulde insinuation.

Hurtigt hørte jeg mig selv forespørge Væselen i en tone så ubarmhjertigt som hans egen, „Må jeg spørge på hvilke andre områder jeg ikke har tilpasset mig profilen?“

„Jeg kan ikke diktere Dem Deres avislæsningsvaner, ejheller ønsker jeg at gøre det,“ sagde han, „men det er ikke klogt af en McGraw-Hill medarbejder at lade sig se med The New York Post“ Han gjorde en pause.

„Dette er simpelthen et råd til Deres eget bedste. Det siger sig selv at De kan læse hvad De lyster i Deres fritid og privat. Det virker bare ikke – passende for en McGraw-Hill redaktør at læse radikale publikationer på kontoret.“

„Hvad skulle jeg så læse?“ Det havde været min vane ved frokosttid at gå ned på Forty-second Street og hente den tidlige eftermiddagsudgave af The Post samt en sandwich, hvorefter jeg indtog begge dele i mit kontor i løbet af den time der var mig tilmålt.

Det var min eneste avislæsning dagen igennem. På det tidspunkt var jeg ikke så meget politisk uerfaren, som politisk neutrum, en kastrat, og når jeg læste The Post var det ikke så meget for dens radikale ledere eller for Max Lerners faste column – hvilket alt sammen kedede mig – men for dens friskfyragtige storbyjournalistiske stil og dens besnærende reportager fra le haut monde, især Leonard Lyons.

Og dog vidste jeg, da jeg svarede Væselen, at jeg ikke havde i sinde at opgive den avis, ligesom jeg ejheller agtede at gå inden om Wanamakers og lade mig udstyre med en filthat. „Jeg kan nu godt lide The Post,“ fortsatte jeg en anelse tirret. „Hvad synes De, jeg burde læse i stedet?“

„Herald Tribune var måske mere passende,“ sagde han med sin Tennessee dræven, så forunderligt blottet for varme. „Eller endda The News.“
„Jamen de udkommer om morgenen.“
„Så kunne De prøve World-Telegram. Eller Journal-American. Sensationalisme er at foretrække for ekstremisme.“

Selv jeg vidste at The Post næppe kunne kaldes ekstremistisk, og jeg var på nippet til at sige det, men forholdt mig tavs. Stakkels Væsel.

Så kold en fisk han end var, fik jeg pludselig lidt ondt af ham, indså i det samme at den trense hvormed han søgte at tøjle mig ikke var hans egen opfindelse, for noget i hans væremåde (kunne der være den svageste antydning af noget undskyldende, en sydstatsmand der rækker ud mod en anden i usikker, nølende sympati?) sagde mig, at han i virkeligheden ikke brød sig om disse tåbelige og lumpne restriktioner.

Jeg så også, at i hans alder og stilling var han for alvor McGraw-Hills fange, uløseligt bundet til dets forretningskneb og småtskårne stil og dets ensidige optagethed af mammon – en mand der aldrig kunne vende om igen – mens jeg i det mindste havde friheden til den verden som bredte sig foran mig.

Jeg mindes at da han fremsatte det håbløse edikt „Sensationalisme er at foretrække for ekstremisme,“ mumlede jeg for mig selv et næsten overstadigt adieu: „Farvel Væsel, adjø McGraw-Hill.“

Jeg sørger stadig over at jeg manglede modet til at sige op på stedet. I stedet for gik jeg i en slags slowdown strejke – arbejdsstandsning ville være et mere præcist udtryk. I de næste par dage, skønt jeg kom til tiden om morgenen og gik præcis klokken fem, dyngede manuskripterne sig op på mit skrivebord, ulæste.

Ved middagstid kiggede jeg ikke længere The Post igennem, men gik over til en aviskiosk nær Times Square og købte et eksemplar af Daily Worker som jeg uden at være demonstrativ – ja, med værdig nonchalance – læste, eller prøvede at læse, ved mit skrivebord på min sædvanlige måde, mens jeg tyggede på en kosher saltagurk eller en pastramisandwich og nød hvert øjeblik jeg i denne hvide anglosaksiske magtens højborg kunne spille den dobbelt-rolle som imaginær kommunist og fiktiv jøde.

Jeg formoder jeg var blevet lidt skør efterhånden, for på min sidste dag som ansat stillede jeg på arbejde iført min gamle falmede grønne marine „piscutter“ (den slags matroshue John Wayne havde på i Heltene fra Iwo Jima) som ledsagende hovedbeklædning til mit crepon jakkesæt, og jeg sikrede mig at Væselen fik et glimt af mig i dette absurde antræk, ligesom jeg er sikker på, at jeg selv magede det så, den samme eftermiddag, at han skulle gribe mig i min afsluttende frafaldsgestus …

En af de få acceptable sider af livet hos McGraw-Hill havde været min udsigt fra tyvende etage – et storslået udsyn over Manhattan, over monolit og minaret og spir, som aldrig undlod at genoplive mine bedøvede sanser med alle de banale, men alligevel ægte spasmer af opstemthed og sød forjættelse, som traditionelt har overvældet amerikansk provinsungdom.

Vilde vinde susede om brystværnet på McGraw-Hill, og en af mine yndlingsforlystelser havde været at lade et papir falde fra vinduet og se dets ekstatisk tumlende flugt mens det jagede hen over tagryggene og ofte forsvandt langt nede i slugterne omkring Times Square, stadig trimlende og svajende.

Den eftermiddag havde jeg fået den indskydelse sammen med min Daily Worker at købe en tube plastik ballon materiale – den slags der er almindeligt brugt blandt børn nu, men dengang en nyhed på markedet – og vel tilbage på mit kontor havde jeg blæst en halv snes af disse sarte yndigt farvespillende kugler op, alt imens jeg så frem til deres dristige flugt på vinden med samme grådige spænding, som en der står overfor en seksuel fryd der længe har været ham forment.

Sluppet løs en efter en i det smoggede dyb var de endnu bedre end jeg havde turdet håbe, de opfyldte enhver begravet infantil lyst til at lade balloner flyve ud til de fjerneste egne af jorden.

De glødede i eftermiddags-sollyset som Jupiters satelitter og var så store som basketbolde. En lunefuld hvirvelvind sendte dem svirrende højt over Eighth Avenue; der blev de hængende i som det syntes uendelige øjeblikke, og jeg sukkede af fryd.

Så hørte jeg hvin og tøselatter og så en flok McGraw-Hill sekretærer der, tiltrukket af forestillingen, hang ud ad vinduerne i de tilstødende kontorer. Det må have været deres larmen der henledte Væselens opmærksomhed på min luftbårne opvisning.

For jeg hørte hans stemme bag mig netop som pigerne kom med et sidste jubelråb og ballonerne fløj eksalteret mod øst ned i Forty-second Streets prangende flodleje.

Jeg syntes Væselen beherskede sit raseri overordentligt godt. „De er afskediget fra dags dato,“ sagde han med anstrengt røst. „De kan hente Deres sidste lønningscheck klokken fem.“

„Op i røven, Væsel, De fyrer en mand der vil blive lige så berømt som Thomas Wolfe.“ Det sagde jeg ikke, er jeg sikker på, men ordene dirrede så påtageligt på min tunge at jeg til denne dag har bevaret indtrykket af, at de blev udtalt.

Jeg tror slet ikke jeg sagde noget, så bare til mens den lille mand drejede rundt på sine små fødder og slentrede ud af min tilværelse.

Så kom en sær følelse af lettelse, som strømmede igennem mig, en fysisk fornemmelse næsten som velbehag, som om jeg havde fjernet varme kvælende lag af klæder.

Eller for at være mere præcis; som om jeg havde været nedsænket i mørke dyb for længe og havde kæmpet mig op til overfladen og nu inddrak den friske luft i velsignede drag.

„Det var i sidste øjeblik,“ sagde Farrel senere og forstærkede min metafor med ubevidst præcision. „Man har hørt om folk der druknede her på stedet. Og ligene bliver aldrig fundet.“

Det var længe efter fem. Jeg var blevet der sent den eftermiddag for at pakke mine ejendele, hvad der nu var, og sige farvel til den eller de par redaktører med hvem jeg havde gjort et vagt venskabeligt bekendtskab, indkassere mine sidste $ 36,50, og endelig for at sige et som det skulle vise sig, forbavsende smerteligt og trist farvel til Farrel, som blandt meget andet afslørede hvad jeg kunne have haft mistanke om hele tiden havde jeg virkelig været interesseret eller havde jeg bare været mere opmærksom – at han var en ensom og modløs dranker.

Han kom ind på mit kontor, let slingrende, netop som jeg stod og stoppede gennemslag af nogle af mine mere tankevækkende manuskriptrapporter i min mappe.

Jeg havde fjernet dem fra arkiverne, da jeg følte en lidt vemodig svaghed for mit stykke om Gundar Firkin og en særlig trang til at eje mine betragtninger over Kon-Tiki, om hvilke jeg havde den mærkværdige formodning at de en dag ville udgøre et interessant eksempel på litterære randbemærkninger.

„Og ligene bliver aldrig fundet,“ gentog Farrel. „Tag dig en dram.“ Han rakte et glas og en halvliterflaske Old Overholt rye, halvt fuld, frem imod mig. Rugen lå tungt aromatisk over Farrels ånde, faktisk lugtede han lidt som et stykke pumpernickel.

Jeg afslog drammen, ikke ud fra nogen egentlig afstandtagen, men fordi jeg på den tid kun indtog billig amerikansk øl.

„Nå, du var ikke skabt til dette her sted alligevel,“ sagde han og hældte en slurk Overholt i sig. „Det her var ikke et sted for dig.“
„Det var jeg ved at indse,“ nikkede jeg.

„Om fem år ville du have været firmaets mand. Om ti år ville du have været et fossil. En forstenet gammel skiderik i trediverne. Det er hvad McGraw-Hill ville have gjort dig til.“

„Jah, jeg er egentlig glad for at skulle herfra,“ sagde jeg. „Men jeg kommer nu til at savne pengene. Selv om man ikke ligefrem kan kalde det en guldgrube.“

Farrel kluklo og udstødte et fordringsløst lille bøvs. Hans ansigt var i den grad den langagtige irske prototype med overbid, at det var lige ved at være en vittighed, og han udstrålede tungsind – noget uhåndgribeligt pjusket, udslidt og resigneret, som fik mig til at tænke med et stik i hjertet på disse ensomme kontordrikketure, tusmørketimerne med Yeats og Hopkins, den triste togtur til Ozone Park.

Jeg vidste pludselig, at jeg aldrig ville få ham at se igen.
„Så du vil skrive,“ sagde han. „Så du vil være forfatter. En storartet ambition, én jeg en gang selv delte. Jeg håber og be’r til, at du må blive det, og at du vil sende mig et eksemplar af din første bog. Hvor tager du hen når du begynder at skrive?“

„Det ved jeg ikke,“ sagde jeg. „Jeg ved jeg ikke kan blive i det hul jeg bor i længere. Jeg må se at komme væk derfra.“

„Åh, hvor jeg dog ønskede at blive forfatter,“ filosoferede han. „Jeg mener, skrive digte. Essays. En god roman. Ikke en stor roman, forstår du – jeg vidste godt jeg ikke havde geni og ambition til det – men en god roman med en vis ægte elegance og stil.

En roman så god som, lad os sige, San Louis Rey Broen, eller Døden henter Ærkebiskoppen – noget upretentiøst men med et vist præg af det næsten perfekte.“ Han tav, sagde så, „åh, men på en eller anden måde blev jeg afledt.

Jeg tror det var de lange år med redaktionsarbejde, fortrinsvis af ret teknisk art. Jeg blev ledt over i at arbejde med andre menneskers ideer og ord, i stedet for mine egne, og det er næppe fremmende for den kreative indsats.

I det lange løb.“ Igen tav han, mens han betragtede den ravgyldne bundskjuler i sit glas. „Eller måske var det dette her, der afledte mig,“ sagde han bittert. „Sprutten. Dette et hundrede procents drømmenes bæger.

I hvert fald blev jeg ikke forfatter. Jeg blev ikke romanforfatter eller digter, og hvad essay’ene angår, så skrev jeg kun et i hele mit liv.

Ved du, hvad det var?“
„Nej, hvad da?“
„Det var til Saturday Evening Post. En lille beretning jeg sendte ind om en ferie min kone og jeg holdt i Quebec. Ikke værd at beskrive.

Men ham og hans stemme døde hen. „Jeg blev afledt,“ mumlede han.
Jeg vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle reagere på hans sindsstemning, som syntes faretruende nær sorg, og kunne kun sige, mens jeg fortsatte med at proppe ting i min mappe, „Nå, jeg håber vi kan holde forbindelsen med hinanden.“

„Det gør jeg også,“ sagde Farrel. „Jeg ville ønske vi havde lært hinanden bedre at kende.“ Stirrende ned i glasset henfaldt han til en tavshed, der blev så langvarig, at det begyndte at gøre mig nervøs.

„Jeg ville ønske, vi havde lært hinanden bedre at kende,“ gentog han endelig langsomt. „Jeg har ofte tænkt på at invitere dig ud til mit hjem i Queens til middag, men jeg udsatte det altid. Afledt igen. Du minder mig meget om min søn, forstår du.“„Jeg vidste ikke, De havde en søn,“ sagde jeg temmeligt overrasket.

Jeg havde en gang hørt Farrel henkastet og bittert hentyde til sin „barnløse stand“ og havde uden videre antaget at han ikke var blevet velsignet med afkom, som man siger, men min nysgerrighed var endt der.

I McGraw-Hill atmosfæren af kølig upersonlighed blev det anset for en uforskammethed, om ikke ligefrem tarveligt, at give udtryk for bare den vageste interesse for andres privatliv. „Jeg troede, De –“ begyndte jeg.

„Jo, jeg havde en søn!“ Hans stemme blev pludselig et skrig, som opskræmte mig med sin klang af raseri og klage i forening. Overholt’en havde frigjort alle de keltiske furier i ham, som han havde omgåedes dagligt i den trøstesløse tid efter fem om eftermiddagen.

Han rejste sig og vandrede hen til vinduet og stirrede gennem tusmørket ned på det ufattelige drømmesyn som Manhattan er, sat i brand af den nedgående sol. „Jo, jeg havde en søn!“ sagde han igen.

„Edward Christian Farrel. Han var lige jævnaldrende med dig, han var lige toogtyve, og han ville være forfatter. Han var … han var en prins med sproget, min søn.

Han havde et talent som kunne have besnæret Djævelen selv, og nogle af de breve han skrev – nogle af de lange, kloge, morsomme, intelligente breve – var de dejligste der nogen sinde er skrevet. Jo han var en prins med sproget, den dreng!“

Tårer steg op i hans øjne. For mig var det et lammende pinligt øjeblik, noget man kommer ud for nu og da livet igennem, skønt barmhjertighedsvis kun med lange mellemrum.

Med sorg i stemmen omtaler en næsten fremmed et eller andet elsket menneske i datid, hensætter sin tilhører i forlegenhed. Han mener bestemt, at den bortgangne er død.

Men tøv lidt! Kan han ikke være løbet væk, offer for hukommelsestab, eller en misdæder på flugt? Eller henslæber nu sit triste liv på en sindssygeanstalt, så brugen af datid simpelthen er sorgfuldt eufemistisk?

Da Farrel begynder at tale igen, stadig uden at give mig noget fingerpeg om sin søns skæbne, vendte jeg mig væk i forlegenhed og fortsatte med at rydde op i mine ejendele.

„Måske kunne jeg bedre have klaret det, hvis han ikke havde været mit eneste barn. Men Mary og jeg kunne ikke få flere børn efter at Eddie blev født.“ Han standsede pludselig.

„Men du har ikke lyst til at høre …“
Jeg vendte mig mod ham igen. „Nej, fortsæt,“ sagde jeg. „Fortsæt endelig.“ Han syntes at lide under et presserende behov for at tale, og siden han var en venlig mand som jeg holdt af, og desuden én som på en eller anden måde havde identificeret mig med sin søn, følte jeg at det ville have været uanstændigt af mig ikke at opmuntre ham til at lette sit hjerte.

„Fortsæt endelig,“ sagde jeg igen.

Farrel skænkede sig et stort glas til. Han var temmelig fuld, og hans tale var lidt utydelig, det fregnede stueansigt var trist og furet i det svindende lys. „Jo, det er sandt at en mand kan virkeliggøre sine egne ambitioner gennem sit barns liv. Eddie gik på Coloumbia, og en af de ting der frydede mig var den måde han kastede sig over bøgerne på, hans sans for ord.

Som nittenårig – nitten år, tænk på det – fik han en skitse offentliggjort i The New Yorker, og Whit Burnett havde taget en fortælling til Story. En af de yngste bidragydere, tror jeg, i bladets historie.

Det var hans øje, forstår du, hans øje.“ Farrel jagede pegefingeren op mod sit øje. „Han så tingene, forstår du, så ting, som vi andre ikke ser, og gjorde dem nye og levende. Mark van Doren skrev et dejligt brev – ja, det dejligste brev – til mig om at Eddie var et af de største naturtalenter til at skrive af alle de elever han nogen sinde havde haft.

Mark Van Doren, tænk på det! Lidt af en fjer i hatten, synes du ikke?“ Han så på mig, som søgte han bekræftelse.

„Lidt af en fjer i hatten,“ bekræftede jeg.
„Og så – og så i 1943 lod han sig hverve til Marine Corps. Sagde han hellere ville lade sig hverve end blive indkaldt. Han elskede virkelig flådens glamour, selv om han på bunden var for fintmærkende til at have nogen illusioner om krig. Krig!“

Han udtalte ordet med dybeste afsky, som en sjældent brugt sjofelhed, og tav et øjeblik for at lukke øjnene og nikke i smerte. Så så han på mig og sagde, „Krigen førte ham til Stillehavet og han var med i nogle af de værste kampe. Du skulle læse hans breve, pragtfulde, muntre, udtryksfulde breve, uden antydning af selvmedlidenhed.

Han tvivlede aldrig et øjeblik på, at han ville komme hjem og gå i gang på Coloumbia igen og afslutte, og så blive den forfatter han var skabt til at blive. Og så for to år siden var han på Okinawa og blev ramt af en snigskytte. I hovedet.

Det var i juli, og de var ved at rense ud for fjendtlige tropper. Jeg tror, han må have været en af de sidste marinesoldater, der døde i krigen. Han var blevet korporal. Han havde fået the Bronze Star.

Jeg ved ikke hvorfor det skete. Min Gud, jeg ved ikke hvorfor det skete. Åh, Gud, hvorfor?“

Farrel græd, ikke anmassende, men med glitrende ærlige tårer, der vældede op ved randen af hans øjenlåg, og jeg vendte mig bort med en sådan følelse af skam og ydmygelse at jeg år efter kan genkalde mig den lidt febrile, vagt kvalmende følelse der fejede ind over mig.

Det kan nu være vanskeligt at forklare, for de forgangne tredive år og den træthed og kynisme som flere barbariske amerikanske krige har fremavlet, vil måske få min reaktion til at fremstå som håbløst gammeldags og romantisk.

Men faktum er at også jeg havde været i flåden som Eddie Farrel, havde, som Eddie, brændt efter at blive forfatter og havde sendt breve hjem fra Stillehavet som var prentet med mit hjerteblod, skrevet i den samme sære sammensmeltning af passion, humor, fortvivlelse og heftigt håb, som kun kan nedfældes af meget unge mænd, oprevet over dødens truende nærhed.

Endnu mere pinefuldt at genkalde sig var også jeg ankommet til Okinawa kun få dage efter at Eddie var omkommet (hvem ved, har jeg ofte tænkt på, måske kun få timer efter at han fik sit banesår) for at møde ingen fjende, ingen frygt, ingen fare overhovedet, men takket være historiens gunst et ødelagt og dog fredfyldt orientalsk landskab igennem hvilket jeg kunne vandre uskadt og utruet i de sidste få uger før Hiroshima.

Jeg havde, det er den bitre sandhed, ikke hørt et skud affyret i vrede, og selv om jeg, når det gjaldt mit skind i hvert fald, var en lykkens pamfilius om nogen var, kunne jeg aldrig overvinde en følelse jeg havde af at være blevet snydt for noget frygteligt og storslået.

I hvert fald var der i forbindelse med denne erfaring – eller min mangel på den – intet der nogen sinde skar mig så dybt i hjertet som Farrels korte trøstesløse beretning om sin søn Eddie, som for mig syntes ofret på Okinawas jord for at jeg kunne leve – og skrive.

Mens Farrel sad grædende i skumringen, følte jeg mig skåret ned, skrumpet ind, og kunne intet sige.

Farrel rejste sig, duppede øjnene og stillede sig ved vinduet og kiggede ned på den solluende Hudsonflod, hvor de snuskede omrids af to store skibe dovent bevægede sig ud mod havet gennem indløbet.

Forårsvinden piftede med dæmoniske lyde om McGraw-Hills grønne ufølsomme tagskæg. Da han talte, kom Farrels stemme langt borte fra, vibrerende af en uudsigelig fortvivlelse.

„Everything that man esteems
Endures a moment or a day …
The herald’s cry, the soldier’s tread
Exhaust his glory and his might:
Whatever flames upon the night
Man’s own resinous heart has fed.“

Så vendte han sig mod mig og sagde, „Søn, skriv til blodet springer frem under neglene.“ Og vaklende ned ad gangen forsvandt han for altid ud af mit liv.

Jeg blev længe tilbage, overvejede fremtiden, som nu syntes så tåget og dunkel som de smogfyldte horisonter som strakte sig bag New Jerseys enge. Jeg var for ung til at være virkelig bange for ret meget, men ikke så ung at jeg kunne være upåvirket af visse bange anelser. De latterlige manuskripter jeg havde læst var på en eller anden måde en advarsel, viste mig hvor trist var al ambition – især når det gjaldt litteratur.

Jeg ønskede ud over håb eller drøm at blive forfatter, men af en eller anden grund havde Farrels beretning ramt mig så dybt i hjertet, at jeg for første
gang i mit liv blev mig den store tomhed jeg bar inden i mig bevidst.

Det var sandt, at jeg havde rejst over store afstande for en så ung, men min sjæl var forblevet landfast, ubekendt med kærligheden og nærmest en fremmed overfor døden.

Jeg kunne ikke den gang vide, hvor snart jeg skulle møde begge dele, legemliggjort i den menneskelige lidenskab og den menneskelige krop jeg havde lagt afstand til i min bekvemme luftløse selvfornægtelse.

Ejheller indså jeg da, at min opdagelsesrejse også skulle blive en rejse til et sted så mærkeligt som Brooklyn. Indtil videre vidste jeg bare at jeg ville begive mig ned fra tyvende etage for sidste gang, tage den aseptiske grønne elevator ned til de kaotiske Manhattan gader og der fejre min befrielse med dyr kanadisk ale og den første oksesteg jeg havde spist siden jeg kom til New York.



Willam Styron: Sophies valg

Willam styron
Sophies valg

»En fremragende roman. Gør som millioner allerede har gjort rundt om i verden: læs den.« Politiken

»En gribende roman« Weekendavisen

Det er sommeren 1947 på et billigt pensionat i Brooklyn. Den unge og håbefulde forfatter, Stingo, skriver på sin første roman. Hans fantasi stimuleres af en voldsomt knirkende seng i værelset ovenpå.

Dér elsker den smukke polske Sophie med sin amerikanske kæreste Nathan – når de da ikke skændes, så det brager. Skænderierne handler altid om den skyld, de hver især bærer på. Sophie, på grund af den måde hun overlevede nazisternes dødslejre på. Nathan, fordi han som amerikansk jøde har levet et trygt liv i USA.

Du kan købe den nye udgave af Sophies valg online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra d. 15. maj 2020