Fiktion Historie

Smugkig: Nye bøger vi glæder os til i 2020

Du har læst alt, hvad der udkom i 2019. I hvert fald alt det, du havde på din læseliste. Eller måske TRÆNGER du bare til noget NYT. Her er i hvert fald et smugkig på nogle af de bøger, vi glæder os til i 2020.


Anne Mette Hancock: Pitbull

Anne Mette Hancock
Pitbull

Årets første bog! Pitbull  er tredje bog i krimiserien om journalisten Heloise Kaldan og efterforskeren Erik Schäfer.

Denne gang foregår handlingen i Sønderjylland, forfatterens egen hjemstavn. Det er der kommet en spændende og særdeles velskrevet krimi ud af.

LÆS OGSÅ: Dobbeltprismodtager Anne Mette Hancock udgiver nu 3. bog på blot 3 år – smuglæs i ‘Pitbull’

Du kan bestille Pitbull online på f.eks. Saxo.com eller hos din lokale boghandler.


Anna Grue: Mysteriet i Genbrugsen

Mysteriet i Genbrugsen
Anna Grue

Ja. Nyt fra Anna Grue. Forfatter til Dan Sommerdahl-krimierne og til Italiensvej. Glæd dig til en rigtig hyggekrimi i bedste Agatha Christie-stil.

I Mysteriet i Genbrugsen sker der en række dødsfald blandt en flok frivillige i en af Nykøbing Sjællands genbrugsbutikker. Først ét, så et andet af de ældre mennesker mister livet. Politiet mener, det er af naturlige årsager, men det tror efterlønneren Anne-Maj Mortensen ikke på.

Stædigt går hun i gang med selv at opklare sagen midt i hverdagslivet med familiemiddage, slankekure, hundeopdragelse og havearbejde.

Glæd dig til at Mysteriet i Genbrugsen udkommer d. 28. marts 2020


Leif Davidsen: Forræderens børn

Leif Davidsen
Forræderens børn

I Forræderens børn  vender Leif Davidsen tilbage til Laila og Tor, de to søskende, vi i 2016 mødte i Djævelen i hullet.

LÆS OGSÅ: Leif Davidsen om novellegenren

Forræderens børn er en af de bøger, som vi næsten ikke kan vente på. Leif is good!

Glæd dig til at Forræderens børn udkommer d. 1. maj 2020



Jesper Clemmensen: Afhopperne

Jesper Clemmensen
Afhopperne

Det her er måske årets historiske udgivelse. Det er i hvert fald en af de nye bøger vi glæder os meget til at læse.

Afhopperne er den utrolige historie om at overleve nazisternes uhyrligheder i udryddelseslejren i Auschwitz, blive fanget bag Jerntæppet i Prag og til sidst undslippe kommunismen via Danmark.

Søndag den 24. juli 1960 hoppede Jan Rocek sammen med sin kone, svigermor og to små drenge over rælingen på den østtyske færge “Seebad Ahlbeck” og ned i vandet i Gedser Havn, hvorfra de blev reddet i land. Dagen efter gjorde familiens gode venner dem kunststykket efter og sluttede årtiers undertrykkelse af to jødiske familier i Østeuropa. 

Glæd dig til af Afhopperne udkommer d. 20. marts 2020

LÆS OGSÅ: Plejefamilien skjulte hende fra nazisterne. 40 år senere brød de al kontakt


Søren Flott: Rejsen mod Syd

Hvis du har læst Ole Sønnichsens bøger om de danske udvandrere til USA – eller hvis du selv har familie, der er udvandret til Sydamerikan, så glæd dig til denne velresearchede bog om de danske udvandrere til Sydamerika.

Da udvandringsfeberen rasede i Danmark i 1800-tallet, var USA den helt store magnet. Men over 15.000 danskere blev tiltrukket af endnu mere eksotiske egne og slog sig ned i Sydamerika.

Rejsen mod syd tager Søren Flott læseren med til Argentina, som var danskernes foretrukne destination i det sydamerikanske. Udvandrerne slog sig ned og skabte en danskerkoloni med danske forretninger, dansk skole og dansk kirke, så man kunne opretholde den danske kultur langt væk hjemmefra. Det betyder, at der stadig i dag tales dansk flere steder i Argentina, hvor der er over 50.000 danske efterkommere.

Glæd dig til at Rejsen mod syd udkommer d. 13. marts 2020

LÆS OGSÅ: Spioner, krig og hemmelige kort – opmålingen af Danmark var en farverig affære


Sønderjylland

Sønderjylland

Ny smuk bog i Danmarksserien, som tidligere har præsenteret os for fotos og tekster fra og om Bornholm og Limfjorden.

Sønderjylland har natur og landskaber som ingen andre steder i Danmark. Den sønderjyske mentalitet er også helt sin egen efter en omflakkende tilværelse gennem århundreder.

Bogen har bidrag af bl.a. Hans Jørgen Bonnichsen, Bertel Haarder, Gretelise Holm og Søren Ryge Petersen.

Glæd dig til at Sønderjylland udkommer d. 29. maj 2020


Åsa Hellberg: Velkommen til Flanagans

Så er sommerlæsningen reddet. Velkommen til Flanagans er første bog i en ny, historisk romanserie med masser af drama, kærlighed og intriger. Bogen er skrevet af en af Sveriges store bestsellerforfattere med næsten 1 mio. bøger solgt.

Vi er i London, 1960’erne. På Hotel Flanagans er gæsterne rige og berømte, og alle stræber de efter at blive indbudt til hoteldirektør Linda Lansings famøse og overdådige fester på hotellet. Men i virkeligheden trives Linda ikke helt i rollen som hotelejer. Hun er egentlig bare en meget almindelig og jordnær kvinde fra Fjällbacka i Sverige, som har arvet Flanagans efter sin engelske far. 

Anden bog om livet på Hotel Flanagans, dets ejere og gæster foregår i 1980’erne og tredje og sidste bog er nutidig.

LÆS OGSÅ: Når kærlighed bliver til sygelig besættelse. Dukkeværkstedet er en stærk og urovækkende historie fra Victoriatidens London

Glæd dig til at Velkommen til Flanagans udkommer d. 28. maj 2020


Camilla Grebe: Skyggejægeren

Camilla Grebe
Skyggejægeren

Hvis du ikke allerede har læst de første tre krimier i Camilla Grebes serie, så skynd dig. Snart kommer den fjerde bog i serien og den er efter sigende helt fantastisk. Faktisk blev den valgt til årets krimi i Sverige i 2019.

Skyggejægeren er en spændende krimi om en uopklaret sag og de kvindelige efterforskere, der i årenes løb beskæftiger sig med sagen – Britt-Marie i 70’erne, Hanne i 80’erne og Malin i 2019.

Glæd dig til at Skyggejægeren udkommer d. 12. marts 2020


Jeffrey Archer: Øjet der ser

Jeffrey Archer
Øjet der ser

Har du binge-læst Clifton-krøniken? Så er der godt nyt, for Jeffrey Archer er nu i gang med en ny spændende serie. En af de mange nye bøger vi glæder os til.

Øjet der ser er første bind i serien om den unge mand William Warwick, der på trods af sin fars ønske beslutter sig for at søge optagelse i Metropolitan Police i stedet for at arbejde i familiens advokatfirma.

Warwick indleder sin karriere som ordensbetjent i starten af 1980’erne, men rykker snart videre i systemet. Under efterforskningen af sin første store sag, røveriet af et uvurderligt maleri, møder han Beth Rainsford, som er assistent på museet, og han forelsker sig hovedkulds i hende. Men Beth har en hemmelighed, som hun for alt i verden ikke vil have afsløret.

LÆS OGSÅ: Storslået og medrivende familiesaga af Jeffrey Archer

Glæd dig til at Øjet der ser udkommer d. 10. marts 2020


Paul Auster: Samtaler med fremmede

Paul Auster
Samtaler med fremmede

Til de mange danske Auster-fans er der her en lækkebidsken: Samtaler med fremmede er en samling af tekster af den amerikanske forfatter Paul Auster, skrevet og samlet gennem de seneste halvtreds år.

De i alt 44 tekster giver et bredt og mangefacetteret billede af Paul Auster, hans tanker og refleksioner over en bred vifte af emner: korte filosofiske meditationer, politiske tekster, der berører emner som hjemløshed, 9/11 og sammenhængen mellem fodbold og krig samt tekster om hans lange livsrejse med den højtelskede skrivemaskine.

Glæd dig til at Samtaler med fremmede udkommer d. 4. marts 2020