Røverbruden af Margaret Atwood er en roman om kvinder og venindeskab, når det er bedst – og værst.
De tre meget forskellige kvinder Tony, Charis og Roz mødes til frokost én gang om måneden. Omdrejningspunktet for deres venskab er mindet om deres nu afdøde rivalinde Zenia, som manipulerede sig vej ind i deres liv, stjal deres mænd én efter én – og forsvandt.
Røverbruden af Margaret Atwood er en overraskende og medrivende roman – hvad man opdager allerede i optakten. Læs selv med herunder.
Du kan købe Røverbruden online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Margaret Atwood
Røverbruden
Oversat af Lisbeth Møller-Madsen
Historien om Zenia burde begynde, da Zenia begyndte. Det må have været et sted for længe siden og langt, langt borte, tænker Tony, et medtaget sted og meget kaotisk. Et europæisk stik, håndkoloreret, okkerfarvet, med støvet solskin og en masse buske på – buske med tykke blade og ældgamle, knudrede rødder, bag hvilke der, ude af syne i bundvegetationen og kun antydet ved en støvle, der stikker frem, eller en slap hånd, foregår noget almindeligt, men grufuldt.
Det er i hvert fald det indtryk, Tony sidder tilbage med. Men så meget er blevet slettet, så meget er blevet gemt under forbindinger, så meget med velberåd hu filtret sammen, at Tony ikke længere er sikker på, hvilken af Zenias fortællinger om sig selv, der var sand. Nu kan hun ikke så godt spørge, og selv om hun kunne, ville Zenia ikke svare. Eller også ville hun lyve. Hun ville lyve oprigtigt med en stemme, der var ved at knække over, bævede af undertrykt sorg, eller også ville hun lyve tøvende, som var det en tilståelse, eller også ville hun lyve med uanfægtet, trodsig vrede, og Tony ville tro på hende. Det har hun gjort før.
Vælg en ende og klip, og historien trævles op. Sådan begynder Tony en af sine mere indviklede forelæsninger, den om dynamikken i spontane massakrer. Metaforen går på at væve eller strikke og på broderesakse. Hun kan godt lide at benytte den. Hun kan godt lide det lidt chokerede udtryk i tilhørernes ansigter. Det er sammenstillingen af husflid og masseblodsudgydelse, der gør indtryk på dem, en sammenstilling, som Zenia ville have sat pris på, for hun elskede den form for tumult, den slags voldelige modsætninger. Mere end elskede: skabte. Hvorfor står stadig ikke klart.
LÆS OGSÅ: Margaret Atwood skriver historier om det at være menneske
Tony ved ikke, hvorfor hun synes, hun må vide det. Kan det ikke være lige meget så længe efter? En katastrofe er en katastrofe. De, der rammes af den, forbliver ramt, de, der bliver dræbt, forbliver dræbt, murbrokkerne forbliver murbrokker. Snak om årsager kommer ikke sagen ved. Zenia var en grim historie, man burde lade ligge. Hvorfor forsøge at dechifrere hendes motiver?
Men Zenia er også en gåde, en knude. Hvis blot Tony kunne finde en løs ende og trække i den, ville en masse løses op for alle, der var involverede, og også for hende selv. Det håber hun i hvert fald. Som historiker tror hun på, at forklaringer gavner.
Problemet er, hvor hun skal begynde, for intet begynder, hvor det begynder, og intet er forbi, når det er forbi, og alt har brug for et forord: et forord, et efterord, en oversigt over samtidige begivenheder. Historien er et tankeværk, siger hun til sine studerende. Alle indgangsvinkler er mulige, og alle valg er vilkårlige. Men der er afgørende øjeblikke, øjeblikke, vi bruger som referencepunkter, fordi de bryder vores følelse af kontinuitet, de ændrer tidens gang. Vi kan se på disse begivenheder, og vi kan sige, at efter dem var intet længere var det samme. De skaber begyndelser for os og også slutninger. Fødsler og dødsfald, for eksempel, og ægteskaber. Og krige.
Det er krigene, der interesserer Tony, på trods af hendes blondekraver. Hun kan godt lide klare udfald.
Det kunne Zenia også, eller det mente Tony i hvert fald engang. Nu har hun sværere ved at afgøre det.
Altså et vilkårligt valg, et afgørende øjeblik: den 23. oktober 1990. Det er en strålende, klar dag, usædvanlig varm for årstiden. Det er en tirsdag. Sovjetblokken smuldrer, de gamle kort er ved at gå i opløsning, de østlige stammer bevæger sig igen over de flyttede grænser. Der er ballade i Golfen, ejendomsmarkedet er ved at bryde sammen, og der har udviklet sig et stort hul i ozonlaget. Solen er på vej ind i Skorpionen, Tony skal spise frokost på Toxique med sine to veninder Roz og Charis, en svag brise driver ind over Ontariosøen, og Zenia genopstår fra de døde.
Lyst til at læse mere?
Tre meget forskellige kvinder – Tony, Charis og Roz – mødes til frokost én gang om måneden. Det usædvanlige venskabs omdrejningspunkt er mindet om deres nu afdøde rivalinde Zenia, som samvittighedsløst stjal deres mænd én efter én – og derefter forsvandt.
Men en dag under frokosten træder den smukke, charmerende og lyslevende Zenia ind på restauranten – på jagt efter mere.
Med Røverbruden sætter Margaret Atwood tingene på spidsen og i perspektiv uden nogen form for politisk korrekthed. En tankevækkende, tidløs og underholdende roman om kvinder og dynamikkerne imellem kvinder.
Røverbruden af Margaret Atwood er en roman om kvinder og venindeskab, når det er bedst – og værst.
De tre meget forskellige kvinder Tony, Charis og Roz mødes til frokost én gang om måneden. Omdrejningspunktet for deres venskab er mindet om deres nu afdøde rivalinde Zenia, som manipulerede sig vej ind i deres liv, stjal deres mænd én efter én – og forsvandt.
Røverbruden af Margaret Atwood er en overraskende og medrivende roman – hvad man opdager allerede i optakten. Læs selv med herunder.
Du kan købe Røverbruden online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Margaret Atwood
Røverbruden
Oversat af Lisbeth Møller-Madsen
Historien om Zenia burde begynde, da Zenia begyndte. Det må have været et sted for længe siden og langt, langt borte, tænker Tony, et medtaget sted og meget kaotisk. Et europæisk stik, håndkoloreret, okkerfarvet, med støvet solskin og en masse buske på – buske med tykke blade og ældgamle, knudrede rødder, bag hvilke der, ude af syne i bundvegetationen og kun antydet ved en støvle, der stikker frem, eller en slap hånd, foregår noget almindeligt, men grufuldt.
Det er i hvert fald det indtryk, Tony sidder tilbage med. Men så meget er blevet slettet, så meget er blevet gemt under forbindinger, så meget med velberåd hu filtret sammen, at Tony ikke længere er sikker på, hvilken af Zenias fortællinger om sig selv, der var sand. Nu kan hun ikke så godt spørge, og selv om hun kunne, ville Zenia ikke svare. Eller også ville hun lyve. Hun ville lyve oprigtigt med en stemme, der var ved at knække over, bævede af undertrykt sorg, eller også ville hun lyve tøvende, som var det en tilståelse, eller også ville hun lyve med uanfægtet, trodsig vrede, og Tony ville tro på hende. Det har hun gjort før.
Vælg en ende og klip, og historien trævles op. Sådan begynder Tony en af sine mere indviklede forelæsninger, den om dynamikken i spontane massakrer. Metaforen går på at væve eller strikke og på broderesakse. Hun kan godt lide at benytte den. Hun kan godt lide det lidt chokerede udtryk i tilhørernes ansigter. Det er sammenstillingen af husflid og masseblodsudgydelse, der gør indtryk på dem, en sammenstilling, som Zenia ville have sat pris på, for hun elskede den form for tumult, den slags voldelige modsætninger. Mere end elskede: skabte. Hvorfor står stadig ikke klart.
LÆS OGSÅ: Margaret Atwood skriver historier om det at være menneske
Tony ved ikke, hvorfor hun synes, hun må vide det. Kan det ikke være lige meget så længe efter? En katastrofe er en katastrofe. De, der rammes af den, forbliver ramt, de, der bliver dræbt, forbliver dræbt, murbrokkerne forbliver murbrokker. Snak om årsager kommer ikke sagen ved. Zenia var en grim historie, man burde lade ligge. Hvorfor forsøge at dechifrere hendes motiver?
Men Zenia er også en gåde, en knude. Hvis blot Tony kunne finde en løs ende og trække i den, ville en masse løses op for alle, der var involverede, og også for hende selv. Det håber hun i hvert fald. Som historiker tror hun på, at forklaringer gavner.
Problemet er, hvor hun skal begynde, for intet begynder, hvor det begynder, og intet er forbi, når det er forbi, og alt har brug for et forord: et forord, et efterord, en oversigt over samtidige begivenheder. Historien er et tankeværk, siger hun til sine studerende. Alle indgangsvinkler er mulige, og alle valg er vilkårlige. Men der er afgørende øjeblikke, øjeblikke, vi bruger som referencepunkter, fordi de bryder vores følelse af kontinuitet, de ændrer tidens gang. Vi kan se på disse begivenheder, og vi kan sige, at efter dem var intet længere var det samme. De skaber begyndelser for os og også slutninger. Fødsler og dødsfald, for eksempel, og ægteskaber. Og krige.
Det er krigene, der interesserer Tony, på trods af hendes blondekraver. Hun kan godt lide klare udfald.
Det kunne Zenia også, eller det mente Tony i hvert fald engang. Nu har hun sværere ved at afgøre det.
Altså et vilkårligt valg, et afgørende øjeblik: den 23. oktober 1990. Det er en strålende, klar dag, usædvanlig varm for årstiden. Det er en tirsdag. Sovjetblokken smuldrer, de gamle kort er ved at gå i opløsning, de østlige stammer bevæger sig igen over de flyttede grænser. Der er ballade i Golfen, ejendomsmarkedet er ved at bryde sammen, og der har udviklet sig et stort hul i ozonlaget. Solen er på vej ind i Skorpionen, Tony skal spise frokost på Toxique med sine to veninder Roz og Charis, en svag brise driver ind over Ontariosøen, og Zenia genopstår fra de døde.
Lyst til at læse mere?
Tre meget forskellige kvinder – Tony, Charis og Roz – mødes til frokost én gang om måneden. Det usædvanlige venskabs omdrejningspunkt er mindet om deres nu afdøde rivalinde Zenia, som samvittighedsløst stjal deres mænd én efter én – og derefter forsvandt.
Men en dag under frokosten træder den smukke, charmerende og lyslevende Zenia ind på restauranten – på jagt efter mere.
Med Røverbruden sætter Margaret Atwood tingene på spidsen og i perspektiv uden nogen form for politisk korrekthed. En tankevækkende, tidløs og underholdende roman om kvinder og dynamikkerne imellem kvinder.
Du kan købe Røverbruden online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: