Læs de første kapitler af Sådan lærer du at danse af YA-forfatteren Nicola Yoon. En farverig og fængslende fortælling om at tro på kærligheden, selvom den kan gøre ondt.
Evie er helt holdt op med at tro på kærlighed. Så det her er ikke en kærlighedshistorie. Indtil det er …
Bestsellerforfatteren Nicola Yoon, som står bag Solen er også en stjerne og Alt eller intet, har med Sådan lærer du at danse skrevet en YA-roman om at håndtere skuffelser i livet og erfare, at der sagtens kan vokse roser og violer op midt i ukrudt.
Og at dansetræning sagtens kan betyde, at man lærer andet end nye dansetrin at kende.
Da Evie får at vide, at hendes forældre skal skilles, styrter hendes verden i grus. Alle hendes forestillinger om at møde den eneste ene virker pludselig naive og latterlige. Det er jo ikke andet end sorg og knuste hjerter.
Og snart kan hun kun se ulykkelig kærlighed omkring sig. Der er åbenbart en udløbsdato på romantik og forelskelse, og Evie vil hellere skånes end blive et offer for den.
For at få noget andet at tænke på melder Evie sig til dans. Men dans har sit eget sprog, og hvis man skal lære trinene, skal man også kunne åbne sit hjerte.
Bøger har ingen magisk virkning på mig længere. Engang var det sådan, at hvis jeg var lidt depri eller befandt mig i den golde ødemark mellem trist og vred, så kunne jeg bare snuppe en tilfældig bog på min yndlingshylde og sætte mig i min bløde, lyserøde stol for at læse. Når jeg nåede kapitel tre – eller allersenest kapitel fire – havde jeg fået det bedre.
Men nu er bøgerne bare bogstaver, der danner korrekt stavede ord i grammatisk korrekte sætninger og velordnede afsnit i tematisk sammenhængende kapitler. Der er ingen magi, og jeg bliver ikke ført nogen steder hen.
Engang i et tidligere liv var jeg bibliotekar, så alle mine bøger er stillet op efter genre. Afdelingen med Moderne kærlighedsromaner var størst, indtil jeg begyndte at forære dem væk. Min absolutte yndlings er Kys og kager. Jeg tager den fra hylden og bladrer for at give den en sidste chance for at være magisk. Den bedste scene er, da den skrappe køkkenchef har madkamp i køkkenet med den sexede, men dystre og grublende kok. De ender begge to med at være smurt ind i mel og glasur. De kysser, og der er en hel masse dessertinspirerede ordspil:
Sukkersøde kys.
Flødehvid hud.
Klistret som honning.
For et halvt år siden ville den scene have gjort mig varm og dampende indeni (se bare, jeg kan også tale bagesprog).
Men nu? Der sker intet.
Og eftersom teksten ikke har ændret sig, siden jeg læste den sidst, må jeg erkende, at det ikke er bogen, der er problemet.
Jeg er problemet.
Jeg lukker bogen og lægger den oven på de andre, jeg vil give væk. Efter en sidste tur til biblioteket i morgen har jeg ikke flere kærlighedsromaner.
Min mor stikker hovedet ind på mit værelse, da jeg står og pakker bøgerne ned i min rygsæk. Hun kigger fra mig, ned til bogtårnet, op til de tomme hylder og tilbage til mig.
Hun rynker brynene og ser ud, som om hun vil sige noget, men hun tager sig i det. I stedet rækker hun hånden frem og giver mig sin telefon. “Det er din far,” siger hun.
Jeg ryster så meget på hovedet, at mine fletninger pisker om ansigtet.
Hun stikker telefonen frem mod mig igen. “Tag den. Tag den nu,” hvisker hun næsten lydløst.
“Nej, nej, nej,” hvisker jeg tilbage uden lyd.
Jeg har aldrig set mimere skændes, men jeg forestiller mig, at det ser nogenlunde sådan ud.
Hun går fra døråbningen helt ind på værelset. Der er akkurat plads nok til at smutte rundt om hende, så det gør jeg. Jeg spurter ned ad den korte gang og låser mig inde på badeværelset.
Ti sekunder senere banker hun selvfølgelig på.
Jeg åbner døren.
Hun kigger på mig og sukker.
Jeg sukker tilbage.
Vi kommunikerer mest med små udåndinger for tiden. Hendes er Frustrerede og Lange Lidelsesfulde og Irriterede og Utålmodige og Skuffede.
Mine er Forvirrede.
“Yvette Antoinette Thomas,” siger hun. “Hvor længe har du tænkt dig at blive ved?”
Svaret på hendes spørgsmål – og jeg synes, det er et godt spørgsmål – er for evigt.
Jeg har tænkt mig at være vred på min far for evigt.
Men et bedre spørgsmål ville være: Hvorfor er hun ikke vred?
Hun stikker telefonen tilbage i sin forklædelomme. Hun har lidt mel i panden, og et drys i det korte afrohår, så det ser ud, som om hun pludselig er blevet gråhåret.
“Giver du flere bøger væk?” spørger hun.
Jeg nikker.
“Engang elskede du dem.” Når hun siger det sådan, lyder det, som om jeg brænder dem i stedet for at donere dem til biblioteket.
Jeg møder hendes blik. Det føles, som om vi har kontakt et øjeblik. Hvis hun er villig til at tale med mig om, at jeg giver mine bøger væk, er hun måske også villig til at tale med mig om noget vigtigt, som min far og skilsmissen, og hvordan alting har været siden.
“Mor …” begynder jeg.
Men hun kigger væk, tørrer hænderne i forklædet og afbryder mig. “Danica og jeg bager brownies,” siger hun. “Kom og hjælp os.”
Det med at bage er noget nyt. Hun begyndte den dag, min far flyttede ud af vores gamle hus, men hun er ikke holdt op endnu. Når hun ikke har vagt på hospitalet, så bager hun.
“Jeg skal mødes med Martin og Sophie og Cassidy i aften. Vi skal i gang med at planlægge vores roadtrip.”
“Du er mere ude af huset, end du er hjemme for tiden,” siger hun.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, når hun siger den slags. Det er hverken et spørgsmål eller en bebrejdelse, men det er lidt af begge dele. I stedet for at svare stirrer jeg på hendes forklæde. Der står Kys kokken, og der er en tegning af to store, røde læber i et smækkys.
Det er rigtigt, at jeg ikke er så meget hjemme for tiden. Tanken om at skulle bage sammen med hende og min søster Danica de næste par timer fylder mig med en følelse, der måske ikke ligefrem er fortvivlelse, men tæt på. Danica har sikkert klædt sig perfekt på til opgaven – et forklæde i vintagestil med en matchende kokkehue, der sidder midt i det opsatte afrohår. Hun vil sikkert tale om sin seneste kæreste, som hun er (meget) glad for. Min mor vil fortælle blodige anekdoter fra skadestuen og insistere på at spille reggaemusik, eller noget gammeldags som Peter Tosh eller Jimmy Cliff. Ellers – hvis Danica får lov til at bestemme – hører de trip-hop, mens Danica dokumenterer det hele på de sociale medier. De vil begge to opføre sig, som om alt bare er okay i vores familie.
Men det er overhovedet ikke okay.
Min mor sukker igen og gnider sig over panden. Meldrysset breder sig.
“Du har lidt mel,” siger jeg og rækker frem for børste det af.
Hun undviger min hånd. “Lad det være. Der kommer bare flere pletter.” Min mor er oprindeligt fra Jamaica. Hun flyttede hertil sammen med mine bedsteforældre, da hun var fjorten. Hun taler kun med jamaicansk accent, når hun er nervøs eller ked af det. Lige nu er der kun en lille smule accent, men den er der.
Hun vender sig om og går nedenunder igen.
Mens jeg tager tøj på, prøver jeg at lade være med at tænke på vores næsten-skænderi, men jeg kan ikke undgå det. Hvorfor gik det hende så meget på, at jeg ville give de sidste kærlighedsbøger væk? Det føles næsten, som om hun er skuffet over, at jeg ikke er den samme, som jeg var for et år siden.
Men selvfølgelig er jeg ikke den samme. Hvordan skulle jeg kunne være det? Jeg ville ønske, at jeg var lige så upåvirket af skilsmissen, som hun og Danica er. Jeg ville ønske, jeg kunne bage sammen med dem og være glad. Jeg ville ønske, jeg igen kunne være den pige, der ikke mente, hendes forældre kunne gøre noget forkert. Især ikke hendes far. Den pige, der håbede på at finde kærligheden, som de havde gjort, når hun selv blev voksen. Jeg troede, man kunne leve lykkeligt til sine dages ende, fordi de gjorde det.
Jeg vil tilbage til den tid og ikke vide alt det, jeg ved nu.
Men man kan ikke slette det, man ved.
Jeg kan ikke slette, at min far var min mor utro.
Jeg kan ikke slette, at han forlod os for at leve sammen med en anden kvinde.
Min mor savner den udgave af mig, der elskede de bøger.
Jeg savner hende også.
Kapitel 2 De bedste temaer i kærlighedsromaner (engang)
Moderne
1. Fra fjender til kærester – Stiller det evige spørgsmål: Kysser de? Eller slår de hinanden ihjel? De kysser, selvfølgelig.
2. Trekantsdrama – Alle elsker at hade trekantsdramaer, men i virkeligheden er de fantastiske. De betyder, at hovedpersonen kan vælge mellem flere udgaver af sig selv: Den, de var engang, eller den, de er på vej til at blive. Kommentar: Hvis du nogensinde skal vælge mellem en vampyr og en varulv, skal du vælge vampyren. Se #1 herunder for mere information om, hvorfor du (selvfølgelig) skal vælge vampyren.
3. En chance mere – Jeg har for nylig indset, at det her er den mest urealistiske type. Hvis du bliver såret, hvorfor skulle du så give nogen chancen for at gentage det?
Overnaturlige
1. Vampyrer – De er sexede, og de vil elske dig for evigt.
2. Engle – De har vinger, som de kan folde om dig. Eller de kan flyve dig væk herfra og få dig hen til det sted, du skal være.
3. Formskiftere – Mest jaguarer og leoparder, men faktisk alle store katte. Jeg prøvede engang at læse en om dinosaur-formskiftere. Tyrannosaurus rex, pterosaurus, apatosaurus, den slags. De er præcis så skræmmende, som man forestiller sig.
Kapitel 3 Giv en bog, tag en bog
Næste morgen er min mor allerede taget på arbejde på hospitalet, da jeg kommer nedenunder. Danica sidder ved spisebordet og fotograferer de brownies, hun bagte sammen med vores mor. De er stillet op i en pyramide på et af de nye, flotte kagefade. Danica er en af dem, der styler billeder i en fræk vinkel. Hun vipper telefonen på skrå og kredser rundt om pyramiden, mens hun tager det ene skæve billede efter det andet.
Jeg henter en skål mysli og sætter mig ved siden af hende. Vi har boet i lejligheden i et halvt år, men den føles stadig midlertidig, som om jeg er på besøg. Jeg venter bare på at komme tilbage til mit rigtige liv.
Lejligheden er lille, sammenlignet med vores gamle hus. Jeg savner vores egen baghave. Nu har vi en fællesgård med de tolv andre lejligheder. Der var to badeværelser i vores hus, men her er der kun et. Men mest af alt savner jeg, at alle værelserne var fulde af minder.
Danica vælger et billede og skubber telefonen over til mig, så jeg kan se hendes opslag. “Man kan ikke engang se, at de er brændt på,” siger hun stolt.
Hun har ret. De ser perfekte ud. Jeg bladrer hendes profil igennem. Der er en selfie af hende og vores mor, der har mel over det hele og holder en stor blok chokolade, mens de ler, så jeg ville ønske, at jeg var blevet hjemme for at være med. Jeg læser hashtagsene – #mordatterbageaften #sortepigersmagiskebageri #perfektebrownieserbareperfekt – før jeg skubber telefonen tilbage.
“Hvorfor er du ikke til brunch?” spørger hun.
Normalt tilbringer jeg søndag formiddag med mine bedste venner på Surf City Waffle, den suverænt bedste vaffelcafe i Los Angeles. Men her til formiddag havde de alle sammen andre planer.
“Der var ingen, der kunne,” siger jeg.
“Så du har bare tænkt dig at hænge ud her?” spørger hun, men lyder ikke, som om hun synes, det er hyggeligt, at jeg er hjemme.
Jeg lægger skeen ned i skålen og kigger lidt grundigere på hende. De fleste dage ligner hun en supermodel fra 70’erne med en enorm afro, skinnende blank makeup og vintagetøj.
Men lige nu er hun endnu smukkere, end hun plejer at være. Hvis jeg skulle komme med et gæt, ville jeg tro, det var til en date. Men jeg behøver ikke gætte, for i det samme ringer det på. Et stort smil breder sig over hendes ansigt, og hun løber ud til døren med et hvin.
Sidste år havde Danica mindst otte forskellige kærester med et gennemsnit på 0,667 kæreste pr. måned eller 0,154 kæreste pr. uge. Nå, men mit problem er hverken kæresternes kvantitet eller kvalitet (dog kunne kvaliteten være bedre. Jeg ved ikke, hvorfor hun vælger fyre, der er så meget mindre interessante og intelligente, end hun er), men mit problem er, at hun overhovedet dater. Hvordan kan jeg være den eneste, der har lært noget af vores forældres skilsmisse?
“Hej, Evie,” siger fyren. Han siger “hej”, som om ordet har flere stavelser.
“Hej,” svarer jeg, mens jeg prøver at komme i tanke om hans navn. Han er klædt i lange shorts og en tanktop, som om han er på vej til stranden eller lige har været der. Han er hvid, høj og muskuløs med langt, filtret blondt hår. Hvis han var et møbel, ville han være et pænt ryatæppe.
Vi står og glor lidt kejtet et par sekunder, før Danica hjælper os. “Ben og jeg har tænkt os at gå i biografen,” siger hun. “Du kan tage med, hvis du vil.”
Men deres ansigtsudtryk siger to ting:
#1: De har ikke tænkt sig at gå i biografen. De har tænkt sig at blive her. Alene. I lejligheden. Så de kan kysse.
Og:
#2: Hvis de skulle i biografen, ville de ikke have mig på slæb.
Hvorfor spørger hun overhovedet? Har hun ondt af mig?
“Jeg kan ikke. Men hyg jer,” siger jeg. Det eneste, jeg skal i dag, er en tur på biblioteket for at slippe af med mine bøger, men det ville lyde for ynkeligt, hvis jeg sagde det. Jeg går op og tager tøj på.
Da jeg tager af sted, siger jeg “hej”, som om ordet har flere stavelser.
Jeg er nået halvvejs hen til biblioteket på min cykel, da jeg kommer i tanke om, at det er søndag. Biblioteket er lukket om søndagen.
Jeg kan ikke køre hjem igen, fordi Danica og Ben “hænger ud”. Det er en smuk forårsdag, hvor morgendisen stadig hænger i luften, og der dufter fugtigt og frisk. Jeg beslutter at køre ud til parken ved La Brea Tar Pits, men med en omvej gennem Hancock Park.
Kvarteret ved Hancock Park ligger kun ti minutter fra vores lejlighed, men det kunne lige så godt være en anden verden. Husene ligner store slotte. Det eneste, de mangler, er voldgrave, faldgitre, drager og prinsesser i nød. Hver gang vi kører igennem det her kvarter, siger min mor, at det burde være forbudt med den slags huse i en by, hvor der er så mange hjemløse. Hun behandler mange af de hjemløse på skadestuen.
Jeg kører langsomt, slingrer gennem gaderne, mens jeg glor på de enorme, sirlige græsplæner og de vanvittigt dyre biler.
Til sidst kører jeg ind på en vej med jasminbuske på begge sider og kæmpestore jacarandatræer. Grenene hænger ud over vejen og danner en himmel af lilla blade. Jeg har det, som om jeg kører gennem en tunnel og ind i et eventyr.
En sky går for solen, og luften bliver pludselig køligere. Jeg trækker ind til siden og tager min jakke op af rygsækken. Da jeg vil køre videre, får jeg øje på et bogskab af træ, et af de små private biblioteker, hvor man kan bytte bøger. Det er malet i en klar, blå farve og ligner et miniaturehus med skråtag og afskallede hvide døre, der er lukket med en haspe. På et lille skilt står der Det Lille Bibliotek.
“Du har godt nok mange bøger med til os, min ven,” siger en kvinde, netop som jeg stiller cyklen fra mig.
Jeg snurrer rundt med et hvin. En gammel kvinde står bag mig, helt tæt på.
“Shit chok!” siger jeg og slår hånden for munden. “Undskyld, det var ikke min mening at bande. Jeg så dig slet ikke.”
Hun ler og kommer endnu tættere på. Hendes hud er lysebrun som gammelt papir.
“Pyt med bandeordene,” siger hun. “Men man kan da spekulere lidt over, hvad et shitchok mon er.”
Jeg smiler, men kigger forbi hende. Hvor kom hun fra?
“Er det dit bibliotek?” spørger jeg.
“Ja, jeg har lavet det, men alle må bruge det. Kender du bogskabe? Tanken er, at det skal få folk til at læse og faktisk snakke med deres naboer i stedet for bare at bo ved siden af hinanden.” Hun gnider sig i hænderne. “Nå, men hvad har du med til os i dag?”
Jeg svinger min rygsæk ned på jorden og tager en favnfuld bøger op.
Hun tager nogle af dem og knuger dem ind til brystet. “De er højt elskede,” siger hun og kigger ned på titlerne. Skal det være os?; Kys og kager; Hjertets hertug; Klar, parat, kærlighed; Tigerhjerte.
“De er alle sammen rigtig gode,” siger jeg. Min stemme lyder som en ru hvisken. Jeg rømmer mig. “Du burde læse dem.”
“Hvorfor giver du dem væk?” spørger hun.
Hun står endnu tættere på nu, mens hun stadig knuger de bøger, hun tog fra mig.
Jeg tager flere op af rygsækken og fortæller hende sandheden. At det ikke føles, som om bøgerne er mine længere. At kærlighedshistorier er som eventyr: Det er ikke meningen, man skal tro på dem for evigt.
Jeg holdt op med at tro på dem, dagen efter min far flyttede ud.
Det er underligt, hvordan en dag kan begynde som alle andre dage, men ende helt anderledes. Nogle gange ville jeg ønske, at der var en vejrudsigt for livet. I morgen er der almindeligt skolehalløj om morgenen, men om eftermiddagen trækker det sammen til dramatisk forældresvigt, og det ender med fortvivlelse og store følelser ud på aftenen. Se mere efter reklamerne.
Jeg gik rundt i en tilstand af chok hele skoledagen og havde svært ved at forstå, at min far ikke ville bo hos os længere, når jeg kom hjem. I spisefrikvarteret var jeg sikker på, at jeg ville kunne overbevise ham om, at han og min mor var i gang med at begå en fejl. Efter skole tog jeg bussen hele vejen til Santa Monica og cyklede gennem campus til Humaniora- bygningen, hvor hans kontor ligger. Jeg løb to trin ad gangen op ad trappen, mens jeg planlagde, hvad jeg skulle sige. Måske var problemet, at han ikke vidste, hvor højt min mor elskede ham. Hun var ikke altid så let at læse. Eller måske havde de brug for noget mere alene-tid sammen, en date om ugen eller noget. Eller måske skulle de få en hobby sammen, så de kunne “finde hinanden” igen, som parforholdseksperter altid siger.
Jeg løb ned ad gangen mod hans kontor, fordi jeg var overbevist om, at han ville forstå. Vi forstod altid hinanden.
Jeg bankede ikke på. Det skulle jeg have gjort, men det gjorde jeg ikke. Jeg brasede bare ind, i håb om at han ville være der. Det var han. Og han stod og kyssede en kvinde, der ikke var min mor.
Jeg kiggede fra den ene til den anden. Jeg forsøgte at forsikre mig om, at det måske var et nyt forhold, at de først havde mødt hinanden for to dage siden. Men det var selvfølgelig dumt. Det var ikke et første kys, og det var ikke det sidste.
Det kys afslørede, at deres forhold havde en lang historie. Det var et af mange kys, der splittede vores familie, knuste min mors hjerte og mit.
Min far kørte hånden ned over ansigtet. “Evie, skat,” sagde han. “Du bankede ikke på.”
Jeg var ikke klar over, om han skældte mig ud.
Han og min mor fortalte, at de blev separeret, fordi de var vokset fra hinanden. At de stadig elskede hinanden, og at de elskede os. Men det var løgn. Grunden til, at min far forlod os, stod lige her, i en jadegrøn kjole med store, runde øreringe, og hun pressede hånden mod læberne, som om hun kunne slette det, jeg havde set.
Jeg trådte tilbage og løb hen til døren, ned ad gangen og ned ad trappen, indtil jeg var udenfor. Min far kaldte på mig, men hvad kunne han sige? Der var ikke mere at sige.
Den aften fortalte min mor mig, at min far havde ringet til hende og fortalt, hvad der var sket. Hun sagde, hun var ked af, at jeg havde set det. Hun bad mig om ikke at fortælle det til Danica. Hun sagde, at vi aldrig skulle tale om det igen.
Alt det fortæller jeg selvfølgelig ikke den gamle dame. I stedet stiller jeg de sidste af bøgerne ind i Det Lille Bibliotek. Da jeg kigger på hende, ser hun medfølende ud, som om hun har hørt alt det, jeg ikke sagde.
Jeg lukker døren med haspen. “Nå, men hyg dig med at læse dem,” siger jeg.
Hun peger på biblioteket. “Skal du ikke tage en bog, min ven? Reglerne er ’giv en bog, tag en bog’.”
“Der er ikke nogen, jeg kan tage,” siger jeg.
“Er du sikker? Der var vist en, der stillede en bog derind tidligere.”
Jeg åbner døren igen og får øje på den bog, hun taler om, bagest i venstre hjørne.
Bogen hedder Sådan lærer du at danse. Det er en tynd paperback med vandskjolder og æselører. Under titlen er der en stregtegning af to sæt fodaftryk, der vender mod hinanden.
Jeg bladrer den igennem og læser kapiteloverskrifterne: “Salsa”, “Bachata”, “Vals”, “Tango”, “Merengue”, “East Coast Swing”, “Lindy Hop”. Hver dans har sit eget afsnit med tegninger, hvor pile peger fra et sæt fødder til et andet.
“Måske skal jeg lade den stå til en, der gerne vil lære at danse,” siger jeg og vil sætte bogen tilbage på hylden.
“Det kunne jo godt være dig, min ven.” Hun kommer nærmere. “Jeg insisterer,” siger hun.
Det er åbenbart vigtigt for hende, så jeg tager bogen og lægger den i rygsækken. “Det var hyggeligt at møde dig,” siger jeg og hopper på min cykel.
“I lige måde,” siger hun. “Pas godt på dig selv.”
For enden af vejen vender jeg mig for at vinke farvel.
Men da jeg kigger tilbage, er hun der ikke længere.
Jeg kommer ret langt, før jeg opdager, at jeg er på vej mod øst, i stedet for vestpå, der er vejen hjem. Hvordan er jeg blevet så forvirret? Jeg trækker ind til siden og tjekker telefonen. Klokken er allerede tre. Jeg har kørt rundt i fire timer. Min mave knurrer, som om den lige har opdaget, hvor sent det er blevet.
Jeg kører den mindre pæne vej hjem og træder til, men sørger for at være opmærksom. Bilisterne i L.A. kører nogle gange, som om der ikke findes cyklister. Jeg stiller cyklen, låser den og drejer om hjørnet til lejligheden. Danica og Ben står ved fortrappen. De er så opslugte af at stirre hinanden i øjnene, at de ikke opdager, at jeg kun er et par meter væk.
Der er ting, man helst vil være fri for at se. For eksempel at ens lillesøster står og kysser. Jeg skal lige til at rømme mig, så vi begge undgår traumet. Men jeg når det ikke, før hun læner sig frem og kysser ham.
Det bliver sort for mine øjne, som lige før en film skal begynde.
Og jeg ser.
Kapitel 4 Danica og Ben
Danica i vores skolekantine. Hun sidder ved sit stambord, omgivet af sine venner. Kantinen summer af de sædvanelige lyde. Nogle børn snakker, spiser, ler. Andre børn – dem, der altid er alene – snakker ikke, ler ikke. Danica er nærmest selvlysende i dag i en fuchsiafarvet kjole, som en eller anden sikkert engang har haft på som gallakjole til den store skoleafslutning.
En bakke glider over bordet fra højre og støder ind i hendes. Ben kommer lige efter bakken og smiler.
“Jeg har tænkt på at invitere dig ud,” siger han.
“Har du ikke en kæreste?” spørger Danica.
“Ikke længere,” siger han og læner sig ind mod hende. “Hvis jeg nu inviterede dig ud, hvad ville du så sige?”
Hun læner sig også ind mod ham. “Du er nødt til at spørge, før du kan finde ud af det.”
“Har du lyst til at gå ud med mig en dag?”
“Klart,” siger hun. “Hvorfor ikke?”
Lige nu, hvor de kysser på fortrappen, som om ingen kan se dem.
Danica på en strand om aftenen, omgivet af små bålsteder, og rundt om hvert bål sidder hendes venner, der fester eller varmer deres hænder og ansigter eller bare sidder og kigger på gnister, der hvirvler op og flyver væk. Hun snubler gennem sandet, væk fra det hele. Hun kigger sig rastløs omkring. Hun går forbi livreddertårn nummer treogtyve, og så nummer fireogtyve. Ved tårn nummer syvogtyve finder hun Ben, men han er ikke alene. Han kysser med sin ekskæreste, der viser sig alligevel ikke at være hans eks.
Danica ligger alene i sengen på sit værelse. Hun bladrer de sociale medier igennem, sletter billeder, opslag og kommentarer. Hun ændrer sin status til Single. Hun fjerner likes og unfollow’er, til der ikke længere er nogen beviser på, at hun har været sammen med Ben.
Hellere et ensomt hjerte end et knust hjerte!
Da Evies forældre skal skilles, stopper hun med at tro på kærligheden. Derfor skiller hun sig af med alle sine kærlighedsbøger på en byttecentral, hvor hun møder en mystisk kvinde, der synes at have en mærkelig påvirkning på Evie.
For da hun tager hjem, kan hun pludselig se udfaldet af alle forelskelser, hun er vidne til, og de ender alle ulykkeligt.
Hendes manglende tro på kærligheden ændrer sig heller ikke, da hun møder op til en dansetime, og bliver sat til at danse med X. Måske er det ikke alle andre, der ikke forstår Evies syn, måske er det Evie selv, der skal lære at forstå …
Natasha: Jeg er en pige, der tror på videnskab og fakta. Ikke skæbne. Eller drømme, der ikke går i opfyldelse. Jeg er helt klart ikke typen, der møder en sød fyr midt på gaden i New York og bliver forelsket. Ikke når min familie er tolv timer fra at blive udvist af landet. Min fortælling kommer ikke til at handle om at falde for ham.
Daniel: Jeg har altid været den gode søn, den dygtige elev, levet op til mine forældres høje forventninger. Aldrig digteren. Aldrig drømmeren. Men da jeg ser hende, glemmer jeg alt om det. Noget ved Natasha får mig til at tro, at skæbnen har meget større planer – for os begge to.
Madelines liv ligner ikke nogen andens: “Min sygdom er lige så sjælden, som den er berømt. Jeg er dybest set allergisk over for verden. jeg har ikke været uden for huset i 17 år. De eneste mennesker, jeg nogensinde ser, er min mor og min sygeplejerske.”
Alt det ændrer sig, da Olly flytter ind ved siden af. De mailer til hinanden, og da det ikke længere er nok, får han lov at besøge hende.
De forelsket sig hovedkulds i hinanden, og pludselig er livet i boblen ikke længere nok for Madeline. Men hvis hun begynder at sig uden for den er livsfarligt …
Nicola Yoon (f. 1972) er opvokset på Jamaica og senere i Brooklyn, men bor nu i Los Angeles med sin mand og datter. Hun debuterede i 2015 med den anmelderroste roman Alt eller intet, som blev filmatiseret i 2017.
Opfølgeren Solen er også en stjerne udkom i 2016 og modtog året efter den prestigefulde Printz Honour Award i USA, som blev filmatiseret i 2019.
Nicola Yoon betragter sig selv som en håbløs romantiker, der helt og holdent tror på kærlighed ved første blik, og på at kærligheden varer evigt.
Læs de første kapitler af Sådan lærer du at danse af YA-forfatteren Nicola Yoon. En farverig og fængslende fortælling om at tro på kærligheden, selvom den kan gøre ondt.
Evie er helt holdt op med at tro på kærlighed. Så det her er ikke en kærlighedshistorie.
Indtil det er …
Bestsellerforfatteren Nicola Yoon, som står bag Solen er også en stjerne og Alt eller intet, har med Sådan lærer du at danse skrevet en YA-roman om at håndtere skuffelser i livet og erfare, at der sagtens kan vokse roser og violer op midt i ukrudt.
Og at dansetræning sagtens kan betyde, at man lærer andet end nye dansetrin at kende.
LÆS OGSÅ: 5 grunde til hvorfor Sådan lærer du at danse er årets sommerbog
Da Evie får at vide, at hendes forældre skal skilles, styrter hendes verden i grus. Alle hendes forestillinger om at møde den eneste ene virker pludselig naive og latterlige. Det er jo ikke andet end sorg og knuste hjerter.
Og snart kan hun kun se ulykkelig kærlighed omkring sig. Der er åbenbart en udløbsdato på romantik og forelskelse, og Evie vil hellere skånes end blive et offer for den.
For at få noget andet at tænke på melder Evie sig til dans. Men dans har sit eget sprog, og hvis man skal lære trinene, skal man også kunne åbne sit hjerte.
Du kan købe Sådan lærer du at danse online, fx på Gucca.com, eller i din nærmeste boghandel.
Nicola Yoon
SÅDAN LÆRER DU AT DANSE
På dansk ved Lea Carlsen Ejsing
Kapitel 1
En bedre udgave af mig selv
Bøger har ingen magisk virkning på mig længere. Engang var det sådan, at hvis jeg var lidt depri eller befandt mig i den golde ødemark mellem trist og vred, så kunne jeg bare snuppe en tilfældig bog på min yndlingshylde og sætte mig i min bløde, lyserøde stol for at læse. Når jeg nåede kapitel tre – eller allersenest kapitel fire – havde jeg fået det bedre.
Men nu er bøgerne bare bogstaver, der danner korrekt stavede ord i grammatisk korrekte sætninger og velordnede afsnit i tematisk sammenhængende kapitler. Der er ingen magi, og jeg bliver ikke ført nogen steder hen.
Engang i et tidligere liv var jeg bibliotekar, så alle mine bøger er stillet op efter genre. Afdelingen med Moderne kærlighedsromaner var størst, indtil jeg begyndte at forære dem væk. Min absolutte yndlings er Kys og kager. Jeg tager den fra hylden og bladrer for at give den en sidste chance for at være magisk. Den bedste scene er, da den skrappe køkkenchef har madkamp i køkkenet med den sexede, men dystre og grublende kok. De ender begge to med at være smurt ind i mel og glasur. De kysser, og der er en hel masse dessertinspirerede ordspil:
Sukkersøde kys.
Flødehvid hud.
Klistret som honning.
For et halvt år siden ville den scene have gjort mig varm og dampende indeni (se bare, jeg kan også tale bagesprog).
Men nu? Der sker intet.
Og eftersom teksten ikke har ændret sig, siden jeg læste den sidst, må jeg erkende, at det ikke er bogen, der er problemet.
Jeg er problemet.
Jeg lukker bogen og lægger den oven på de andre, jeg vil give væk. Efter en sidste tur til biblioteket i morgen har jeg ikke flere kærlighedsromaner.
Min mor stikker hovedet ind på mit værelse, da jeg står og pakker bøgerne ned i min rygsæk. Hun kigger fra mig, ned til bogtårnet, op til de tomme hylder og tilbage til mig.
Hun rynker brynene og ser ud, som om hun vil sige noget, men hun tager sig i det. I stedet rækker hun hånden frem og giver mig sin telefon. “Det er din far,” siger hun.
Jeg ryster så meget på hovedet, at mine fletninger pisker om ansigtet.
Hun stikker telefonen frem mod mig igen. “Tag den. Tag den nu,” hvisker hun næsten lydløst.
“Nej, nej, nej,” hvisker jeg tilbage uden lyd.
Jeg har aldrig set mimere skændes, men jeg forestiller mig, at det ser nogenlunde sådan ud.
Hun går fra døråbningen helt ind på værelset. Der er akkurat plads nok til at smutte rundt om hende, så det gør jeg. Jeg spurter ned ad den korte gang og låser mig inde på badeværelset.
Ti sekunder senere banker hun selvfølgelig på.
Jeg åbner døren.
Hun kigger på mig og sukker.
Jeg sukker tilbage.
Vi kommunikerer mest med små udåndinger for tiden. Hendes er Frustrerede og Lange Lidelsesfulde og Irriterede og Utålmodige og Skuffede.
Mine er Forvirrede.
“Yvette Antoinette Thomas,” siger hun. “Hvor længe har du tænkt dig at blive ved?”
Svaret på hendes spørgsmål – og jeg synes, det er et godt spørgsmål – er for evigt.
Jeg har tænkt mig at være vred på min far for evigt.
Men et bedre spørgsmål ville være: Hvorfor er hun ikke vred?
Hun stikker telefonen tilbage i sin forklædelomme. Hun har lidt mel i panden, og et drys i det korte afrohår, så det ser ud, som om hun pludselig er blevet gråhåret.
“Giver du flere bøger væk?” spørger hun.
Jeg nikker.
“Engang elskede du dem.” Når hun siger det sådan, lyder det, som om jeg brænder dem i stedet for at donere dem til biblioteket.
Jeg møder hendes blik. Det føles, som om vi har kontakt et øjeblik. Hvis hun er villig til at tale med mig om, at jeg giver mine bøger væk, er hun måske også villig til at tale med mig om noget vigtigt, som min far og skilsmissen, og hvordan alting har været siden.
“Mor …” begynder jeg.
Men hun kigger væk, tørrer hænderne i forklædet og afbryder mig. “Danica og jeg bager brownies,” siger hun. “Kom og hjælp os.”
Det med at bage er noget nyt. Hun begyndte den dag, min far flyttede ud af vores gamle hus, men hun er ikke holdt op endnu. Når hun ikke har vagt på hospitalet, så bager hun.
“Jeg skal mødes med Martin og Sophie og Cassidy i aften. Vi skal i gang med at planlægge vores roadtrip.”
“Du er mere ude af huset, end du er hjemme for tiden,” siger hun.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, når hun siger den slags. Det er hverken et spørgsmål eller en bebrejdelse, men det er lidt af begge dele. I stedet for at svare stirrer jeg på hendes forklæde. Der står Kys kokken, og der er en tegning af to store, røde læber i et smækkys.
Det er rigtigt, at jeg ikke er så meget hjemme for tiden. Tanken om at skulle bage sammen med hende og min søster Danica de næste par timer fylder mig med en følelse, der måske ikke ligefrem er fortvivlelse, men tæt på. Danica har sikkert klædt sig perfekt på til opgaven – et forklæde i vintagestil med en matchende kokkehue, der sidder midt i det opsatte afrohår. Hun vil sikkert tale om sin seneste kæreste, som hun er (meget) glad for. Min mor vil fortælle blodige anekdoter fra skadestuen og insistere på at spille reggaemusik, eller noget gammeldags som Peter Tosh eller Jimmy Cliff. Ellers – hvis Danica får lov til at bestemme – hører de trip-hop, mens Danica dokumenterer det hele på de sociale medier. De vil begge to opføre sig, som om alt bare er okay i vores familie.
Men det er overhovedet ikke okay.
Min mor sukker igen og gnider sig over panden. Meldrysset breder sig.
“Du har lidt mel,” siger jeg og rækker frem for børste det af.
Hun undviger min hånd. “Lad det være. Der kommer bare flere pletter.” Min mor er oprindeligt fra Jamaica. Hun flyttede hertil sammen med mine bedsteforældre, da hun var fjorten. Hun taler kun med jamaicansk accent, når hun er nervøs eller ked af det. Lige nu er der kun en lille smule accent, men den er der.
Hun vender sig om og går nedenunder igen.
Mens jeg tager tøj på, prøver jeg at lade være med at tænke på vores næsten-skænderi, men jeg kan ikke undgå det. Hvorfor gik det hende så meget på, at jeg ville give de sidste kærlighedsbøger væk? Det føles næsten, som om hun er skuffet over, at jeg ikke er den samme, som jeg var for et år siden.
Men selvfølgelig er jeg ikke den samme. Hvordan skulle jeg kunne være det? Jeg ville ønske, at jeg var lige så upåvirket af skilsmissen, som hun og Danica er. Jeg ville ønske, jeg kunne bage sammen med dem og være glad. Jeg ville ønske, jeg igen kunne være den pige, der ikke mente, hendes forældre kunne gøre noget forkert. Især ikke hendes far. Den pige, der håbede på at finde kærligheden, som de havde gjort, når hun selv blev voksen. Jeg troede, man kunne leve lykkeligt til sine dages ende, fordi de gjorde det.
Jeg vil tilbage til den tid og ikke vide alt det, jeg ved nu.
Men man kan ikke slette det, man ved.
Jeg kan ikke slette, at min far var min mor utro.
Jeg kan ikke slette, at han forlod os for at leve sammen med en anden kvinde.
Min mor savner den udgave af mig, der elskede de bøger.
Jeg savner hende også.
Kapitel 2
De bedste temaer i kærlighedsromaner (engang)
Moderne
1. Fra fjender til kærester – Stiller det evige spørgsmål: Kysser de? Eller slår de hinanden ihjel? De kysser, selvfølgelig.
2. Trekantsdrama – Alle elsker at hade trekantsdramaer, men i virkeligheden er de fantastiske. De betyder, at hovedpersonen kan vælge mellem flere udgaver af sig selv: Den, de var engang, eller den, de er på vej til at blive. Kommentar: Hvis du nogensinde skal vælge mellem en vampyr og en varulv, skal du vælge vampyren. Se #1 herunder for mere information om, hvorfor du (selvfølgelig) skal vælge vampyren.
3. En chance mere – Jeg har for nylig indset, at det her er den mest urealistiske type. Hvis du bliver såret, hvorfor skulle du så give nogen chancen for at gentage det?
Overnaturlige
1. Vampyrer – De er sexede, og de vil elske dig for evigt.
2. Engle – De har vinger, som de kan folde om dig. Eller de kan flyve dig væk herfra og få dig hen til det sted, du skal være.
3. Formskiftere – Mest jaguarer og leoparder, men faktisk alle store katte. Jeg prøvede engang at læse en om dinosaur-formskiftere. Tyrannosaurus rex, pterosaurus, apatosaurus, den slags. De er præcis så skræmmende, som man forestiller sig.
Kapitel 3
Giv en bog, tag en bog
Næste morgen er min mor allerede taget på arbejde på hospitalet, da jeg kommer nedenunder. Danica sidder ved spisebordet og fotograferer de brownies, hun bagte sammen med vores mor. De er stillet op i en pyramide på et af de nye, flotte kagefade. Danica er en af dem, der styler billeder i en fræk vinkel. Hun vipper telefonen på skrå og kredser rundt om pyramiden, mens hun tager det ene skæve billede efter det andet.
Jeg henter en skål mysli og sætter mig ved siden af hende. Vi har boet i lejligheden i et halvt år, men den føles stadig midlertidig, som om jeg er på besøg. Jeg venter bare på at komme tilbage til mit rigtige liv.
Lejligheden er lille, sammenlignet med vores gamle hus. Jeg savner vores egen baghave. Nu har vi en fællesgård med de tolv andre lejligheder. Der var to badeværelser i vores hus, men her er der kun et. Men mest af alt savner jeg, at alle værelserne var fulde af minder.
Danica vælger et billede og skubber telefonen over til mig, så jeg kan se hendes opslag. “Man kan ikke engang se, at de er brændt på,” siger hun stolt.
Hun har ret. De ser perfekte ud. Jeg bladrer hendes profil igennem. Der er en selfie af hende og vores mor, der har mel over det hele og holder en stor blok chokolade, mens de ler, så jeg ville ønske, at jeg var blevet hjemme for at være med. Jeg læser hashtagsene – #mordatterbageaften #sortepigersmagiskebageri #perfektebrownieserbareperfekt – før jeg skubber telefonen tilbage.
“Hvorfor er du ikke til brunch?” spørger hun.
Normalt tilbringer jeg søndag formiddag med mine bedste venner på Surf City Waffle, den suverænt bedste vaffelcafe i Los Angeles. Men her til formiddag havde de alle sammen andre planer.
“Der var ingen, der kunne,” siger jeg.
“Så du har bare tænkt dig at hænge ud her?” spørger hun, men lyder ikke, som om hun synes, det er hyggeligt, at jeg er hjemme.
Jeg lægger skeen ned i skålen og kigger lidt grundigere på hende. De fleste dage ligner hun en supermodel fra 70’erne med en enorm afro, skinnende blank makeup og vintagetøj.
Men lige nu er hun endnu smukkere, end hun plejer at være. Hvis jeg skulle komme med et gæt, ville jeg tro, det var til en date. Men jeg behøver ikke gætte, for i det samme ringer det på. Et stort smil breder sig over hendes ansigt, og hun løber ud til døren med et hvin.
Sidste år havde Danica mindst otte forskellige kærester med et gennemsnit på 0,667 kæreste pr. måned eller 0,154 kæreste pr. uge. Nå, men mit problem er hverken kæresternes kvantitet eller kvalitet (dog kunne kvaliteten være bedre. Jeg ved ikke, hvorfor hun vælger fyre, der er så meget mindre interessante og intelligente, end hun er), men mit problem er, at hun overhovedet dater. Hvordan kan jeg være den eneste, der har lært noget af vores forældres skilsmisse?
“Hej, Evie,” siger fyren. Han siger “hej”, som om ordet har flere stavelser.
“Hej,” svarer jeg, mens jeg prøver at komme i tanke om hans navn. Han er klædt i lange shorts og en tanktop, som om han er på vej til stranden eller lige har været der. Han er hvid, høj og muskuløs med langt, filtret blondt hår. Hvis han var et møbel, ville han være et pænt ryatæppe.
Vi står og glor lidt kejtet et par sekunder, før Danica hjælper os. “Ben og jeg har tænkt os at gå i biografen,” siger hun. “Du kan tage med, hvis du vil.”
Men deres ansigtsudtryk siger to ting:
#1: De har ikke tænkt sig at gå i biografen. De har tænkt sig at blive her. Alene. I lejligheden. Så de kan kysse.
Og:
#2: Hvis de skulle i biografen, ville de ikke have mig på slæb.
Hvorfor spørger hun overhovedet? Har hun ondt af mig?
“Jeg kan ikke. Men hyg jer,” siger jeg. Det eneste, jeg skal i dag, er en tur på biblioteket for at slippe af med mine bøger, men det ville lyde for ynkeligt, hvis jeg sagde det. Jeg går op og tager tøj på.
Da jeg tager af sted, siger jeg “hej”, som om ordet har flere stavelser.
Jeg er nået halvvejs hen til biblioteket på min cykel, da jeg kommer i tanke om, at det er søndag. Biblioteket er lukket om søndagen.
Jeg kan ikke køre hjem igen, fordi Danica og Ben “hænger ud”. Det er en smuk forårsdag, hvor morgendisen stadig hænger i luften, og der dufter fugtigt og frisk. Jeg beslutter at køre ud til parken ved La Brea Tar Pits, men med en omvej gennem Hancock Park.
Kvarteret ved Hancock Park ligger kun ti minutter fra vores lejlighed, men det kunne lige så godt være en anden verden. Husene ligner store slotte. Det eneste, de mangler, er voldgrave, faldgitre, drager og prinsesser i nød. Hver gang vi kører igennem det her kvarter, siger min mor, at det burde være forbudt med den slags huse i en by, hvor der er så mange hjemløse. Hun behandler mange af de hjemløse på skadestuen.
Jeg kører langsomt, slingrer gennem gaderne, mens jeg glor på de enorme, sirlige græsplæner og de vanvittigt dyre biler.
Til sidst kører jeg ind på en vej med jasminbuske på begge sider og kæmpestore jacarandatræer. Grenene hænger ud over vejen og danner en himmel af lilla blade. Jeg har det, som om jeg kører gennem en tunnel og ind i et eventyr.
En sky går for solen, og luften bliver pludselig køligere. Jeg trækker ind til siden og tager min jakke op af rygsækken. Da jeg vil køre videre, får jeg øje på et bogskab af træ, et af de små private biblioteker, hvor man kan bytte bøger. Det er malet i en klar, blå farve og ligner et miniaturehus med skråtag og afskallede hvide døre, der er lukket med en haspe. På et lille skilt står der Det Lille Bibliotek.
“Du har godt nok mange bøger med til os, min ven,” siger en kvinde, netop som jeg stiller cyklen fra mig.
Jeg snurrer rundt med et hvin. En gammel kvinde står bag mig, helt tæt på.
“Shit chok!” siger jeg og slår hånden for munden. “Undskyld, det var ikke min mening at bande. Jeg så dig slet ikke.”
Hun ler og kommer endnu tættere på. Hendes hud er lysebrun som gammelt papir.
“Pyt med bandeordene,” siger hun. “Men man kan da spekulere lidt over, hvad et shitchok mon er.”
Jeg smiler, men kigger forbi hende. Hvor kom hun fra?
“Er det dit bibliotek?” spørger jeg.
“Ja, jeg har lavet det, men alle må bruge det. Kender du bogskabe? Tanken er, at det skal få folk til at læse og faktisk snakke med deres naboer i stedet for bare at bo ved siden af hinanden.” Hun gnider sig i hænderne. “Nå, men hvad har du med til os i dag?”
Jeg svinger min rygsæk ned på jorden og tager en favnfuld bøger op.
Hun tager nogle af dem og knuger dem ind til brystet. “De er højt elskede,” siger hun og kigger ned på titlerne. Skal det være os?; Kys og kager; Hjertets hertug; Klar, parat, kærlighed; Tigerhjerte.
“De er alle sammen rigtig gode,” siger jeg. Min stemme lyder som en ru hvisken. Jeg rømmer mig. “Du burde læse dem.”
“Hvorfor giver du dem væk?” spørger hun.
Hun står endnu tættere på nu, mens hun stadig knuger de bøger, hun tog fra mig.
Jeg tager flere op af rygsækken og fortæller hende sandheden. At det ikke føles, som om bøgerne er mine længere. At kærlighedshistorier er som eventyr: Det er ikke meningen, man skal tro på dem for evigt.
Jeg holdt op med at tro på dem, dagen efter min far flyttede ud.
Det er underligt, hvordan en dag kan begynde som alle andre dage, men ende helt anderledes. Nogle gange ville jeg ønske, at der var en vejrudsigt for livet. I morgen er der almindeligt skolehalløj om morgenen, men om eftermiddagen trækker det sammen til dramatisk forældresvigt, og det ender med fortvivlelse og store følelser ud på aftenen. Se mere efter reklamerne.
Jeg gik rundt i en tilstand af chok hele skoledagen og havde svært ved at forstå, at min far ikke ville bo hos os længere, når jeg kom hjem. I spisefrikvarteret var jeg sikker på, at jeg ville kunne overbevise ham om, at han og min mor var i gang med at begå en fejl. Efter skole tog jeg bussen hele vejen til Santa Monica og cyklede gennem campus til Humaniora-
bygningen, hvor hans kontor ligger. Jeg løb to trin ad gangen op ad trappen, mens jeg planlagde, hvad jeg skulle sige. Måske var problemet, at han ikke vidste, hvor højt min mor elskede ham. Hun var ikke altid så let at læse. Eller måske havde de brug for noget mere alene-tid sammen, en date om ugen eller noget. Eller måske skulle de få en hobby sammen, så de kunne “finde hinanden” igen, som parforholdseksperter altid siger.
Jeg løb ned ad gangen mod hans kontor, fordi jeg var overbevist om, at han ville forstå. Vi forstod altid hinanden.
Jeg bankede ikke på. Det skulle jeg have gjort, men det gjorde jeg ikke. Jeg brasede bare ind, i håb om at han ville være der. Det var han. Og han stod og kyssede en kvinde, der ikke var min mor.
Jeg kiggede fra den ene til den anden. Jeg forsøgte at forsikre mig om, at det måske var et nyt forhold, at de først havde mødt hinanden for to dage siden. Men det var selvfølgelig dumt. Det var ikke et første kys, og det var ikke det sidste.
Det kys afslørede, at deres forhold havde en lang historie. Det var et af mange kys, der splittede vores familie, knuste min mors hjerte og mit.
Min far kørte hånden ned over ansigtet. “Evie, skat,” sagde han. “Du bankede ikke på.”
Jeg var ikke klar over, om han skældte mig ud.
Han og min mor fortalte, at de blev separeret, fordi de var vokset fra hinanden. At de stadig elskede hinanden, og at de elskede os. Men det var løgn. Grunden til, at min far forlod os, stod lige her, i en jadegrøn kjole med store, runde øreringe, og hun pressede hånden mod læberne, som om hun kunne slette det, jeg havde set.
Jeg trådte tilbage og løb hen til døren, ned ad gangen og ned ad trappen, indtil jeg var udenfor. Min far kaldte på mig, men hvad kunne han sige? Der var ikke mere at sige.
Den aften fortalte min mor mig, at min far havde ringet til hende og fortalt, hvad der var sket. Hun sagde, hun var ked af, at jeg havde set det. Hun bad mig om ikke at fortælle det til Danica. Hun sagde, at vi aldrig skulle tale om det igen.
Alt det fortæller jeg selvfølgelig ikke den gamle dame. I stedet stiller jeg de sidste af bøgerne ind i Det Lille Bibliotek. Da jeg kigger på hende, ser hun medfølende ud, som om hun har hørt alt det, jeg ikke sagde.
Jeg lukker døren med haspen. “Nå, men hyg dig med at læse dem,” siger jeg.
Hun peger på biblioteket. “Skal du ikke tage en bog, min ven? Reglerne er ’giv en bog, tag en bog’.”
“Der er ikke nogen, jeg kan tage,” siger jeg.
“Er du sikker? Der var vist en, der stillede en bog derind tidligere.”
Jeg åbner døren igen og får øje på den bog, hun taler om, bagest i venstre hjørne.
Bogen hedder Sådan lærer du at danse. Det er en tynd paperback med vandskjolder og æselører. Under titlen er der en stregtegning af to sæt fodaftryk, der vender mod hinanden.
Jeg bladrer den igennem og læser kapiteloverskrifterne: “Salsa”, “Bachata”, “Vals”, “Tango”, “Merengue”, “East Coast Swing”, “Lindy Hop”. Hver dans har sit eget afsnit med tegninger, hvor pile peger fra et sæt fødder til et andet.
“Måske skal jeg lade den stå til en, der gerne vil lære at danse,” siger jeg og vil sætte bogen tilbage på hylden.
“Det kunne jo godt være dig, min ven.” Hun kommer nærmere. “Jeg insisterer,” siger hun.
Det er åbenbart vigtigt for hende, så jeg tager bogen og lægger den i rygsækken. “Det var hyggeligt at møde dig,” siger jeg og hopper på min cykel.
“I lige måde,” siger hun. “Pas godt på dig selv.”
For enden af vejen vender jeg mig for at vinke farvel.
Men da jeg kigger tilbage, er hun der ikke længere.
Jeg kommer ret langt, før jeg opdager, at jeg er på vej mod øst, i stedet for vestpå, der er vejen hjem. Hvordan er jeg blevet så forvirret? Jeg trækker ind til siden og tjekker telefonen. Klokken er allerede tre. Jeg har kørt rundt i fire timer. Min mave knurrer, som om den lige har opdaget, hvor sent det er blevet.
Jeg kører den mindre pæne vej hjem og træder til, men sørger for at være opmærksom. Bilisterne i L.A. kører nogle gange, som om der ikke findes cyklister. Jeg stiller cyklen, låser den og drejer om hjørnet til lejligheden. Danica og Ben står ved fortrappen. De er så opslugte af at stirre hinanden i øjnene, at de ikke opdager, at jeg kun er et par meter væk.
Der er ting, man helst vil være fri for at se. For eksempel at ens lillesøster står og kysser. Jeg skal lige til at rømme mig, så vi begge undgår traumet. Men jeg når det ikke, før hun læner sig frem og kysser ham.
Det bliver sort for mine øjne, som lige før en film skal begynde.
Og jeg ser.
Kapitel 4
Danica og Ben
Danica i vores skolekantine. Hun sidder ved sit stambord, omgivet af sine venner. Kantinen summer af de sædvanelige lyde. Nogle børn snakker, spiser, ler. Andre børn – dem, der altid er alene – snakker ikke, ler ikke. Danica er nærmest selvlysende i dag i en fuchsiafarvet kjole, som en eller anden sikkert engang har haft på som gallakjole til den store skoleafslutning.
En bakke glider over bordet fra højre og støder ind i hendes. Ben kommer lige efter bakken og smiler.
“Jeg har tænkt på at invitere dig ud,” siger han.
“Har du ikke en kæreste?” spørger Danica.
“Ikke længere,” siger han og læner sig ind mod hende. “Hvis jeg nu inviterede dig ud, hvad ville du så sige?”
Hun læner sig også ind mod ham. “Du er nødt til at spørge, før du kan finde ud af det.”
“Har du lyst til at gå ud med mig en dag?”
“Klart,” siger hun. “Hvorfor ikke?”
Lige nu, hvor de kysser på fortrappen, som om ingen kan se dem.
Danica på en strand om aftenen, omgivet af små bålsteder, og rundt om hvert bål sidder hendes venner, der fester eller varmer deres hænder og ansigter eller bare sidder og kigger på gnister, der hvirvler op og flyver væk. Hun snubler gennem sandet, væk fra det hele. Hun kigger sig rastløs omkring. Hun går forbi livreddertårn nummer treogtyve, og så nummer fireogtyve. Ved tårn nummer syvogtyve finder hun Ben, men han er ikke alene. Han kysser med sin ekskæreste, der viser sig alligevel ikke at være hans eks.
Danica ligger alene i sengen på sit værelse. Hun bladrer de sociale medier igennem, sletter billeder, opslag og kommentarer. Hun ændrer sin status til Single. Hun fjerner likes og unfollow’er, til der ikke længere er nogen beviser på, at hun har været sammen med Ben.
Hellere et ensomt hjerte end et knust hjerte!
Da Evies forældre skal skilles, stopper hun med at tro på kærligheden. Derfor skiller hun sig af med alle sine kærlighedsbøger på en byttecentral, hvor hun møder en mystisk kvinde, der synes at have en mærkelig påvirkning på Evie.
For da hun tager hjem, kan hun pludselig se udfaldet af alle forelskelser, hun er vidne til, og de ender alle ulykkeligt.
Hendes manglende tro på kærligheden ændrer sig heller ikke, da hun møder op til en dansetime, og bliver sat til at danse med X. Måske er det ikke alle andre, der ikke forstår Evies syn, måske er det Evie selv, der skal lære at forstå …
Du kan købe Sådan lærer du at danse online, fx på Gucca.com, eller i din nærmeste boghandel.
Se bogtraileren
Andre bøger af Nicola Yoon
Solen er også en stjerne
Historien om en pigen, en dreng og universet
Natasha: Jeg er en pige, der tror på videnskab og fakta. Ikke skæbne. Eller drømme, der ikke går i opfyldelse. Jeg er helt klart ikke typen, der møder en sød fyr midt på gaden i New York og bliver forelsket. Ikke når min familie er tolv timer fra at blive udvist af landet. Min fortælling kommer ikke til at handle om at falde for ham.
Daniel: Jeg har altid været den gode søn, den dygtige elev, levet op til mine forældres høje forventninger. Aldrig digteren. Aldrig drømmeren. Men da jeg ser hende, glemmer jeg alt om det. Noget ved Natasha får mig til at tro, at skæbnen har meget større planer – for os begge to.
Du kan købe Solen er også en stjerne online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Alt eller intet
Madelines liv ligner ikke nogen andens: “Min sygdom er lige så sjælden, som den er berømt. Jeg er dybest set allergisk over for verden. jeg har ikke været uden for huset i 17 år. De eneste mennesker, jeg nogensinde ser, er min mor og min sygeplejerske.”
Alt det ændrer sig, da Olly flytter ind ved siden af. De mailer til hinanden, og da det ikke længere er nok, får han lov at besøge hende.
De forelsket sig hovedkulds i hinanden, og pludselig er livet i boblen ikke længere nok for Madeline. Men hvis hun begynder at sig uden for den er livsfarligt …
Du kan købe Alt eller intet online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Om forfatteren
Nicola Yoon (f. 1972) er opvokset på Jamaica og senere i Brooklyn, men bor nu i Los Angeles med sin mand og datter. Hun debuterede i 2015 med den anmelderroste roman Alt eller intet, som blev filmatiseret i 2017.
Opfølgeren Solen er også en stjerne udkom i 2016 og modtog året efter den prestigefulde Printz Honour Award i USA, som blev filmatiseret i 2019.
Nicola Yoon betragter sig selv som en håbløs romantiker, der helt og holdent tror på kærlighed ved første blik, og på at kærligheden varer evigt.
Andre læste også: