Rigets Frue er en smuk og underholdende roman om magt og kærlighed. Bogen tager udgangspunkt i Margrete 1. og er en enestående historie om en begavet og viljestærk kvindes vej til magten i 1300-tallets Danmark.
I Rigets Frue hører vi om den lille piges opvækst på Vordingborg Slot med de fraværende forældre – den sindsforvirrede dronning Helvig og den magtfulde Valdemar Atterdag – og barneægteskabet med kong Håkon af Norge.
Senere følger vi den voksne kvinde og regents erfaringer med kærlighed og krig, til hun i 1397 lader sin adoptivsøn Erik af Pommern krone til konge over sit imperium – dog uden at afgive magten.
LÆS OGSÅ: 15 historiske romaner til din læsning
Rigets Frue stiller skarpt på de menneskelige ofre, Margrete måtte yde for at vinde og bevare sin suveræne position.
“Et hellebergsk mesterværk” – Søndag
“Historisk underholdningsroman i højt tempo” – Politiken
Maria Helleberg
RIGETS FRUE
I
Dronningebarnet
Margrete krøb op i vinduet og gemte sig. Inde i vinduet var der bænke med puder, hvis hun krøb op bag puderne, kunne de ikke finde hende. Vinduerne havde klart glas, og hun kunne åbne dem, men hun måtte ikke.
Det regnede, og hun var vred. Solen var borte og der skete ingenting. Og hun havde haft så ondt i maven her til morgen, og nu larmede det i hendes hoved. Selv om hun havde sovet længe, var hun så træt at hun kunne lægge sig på gulvet og sove.
De havde været på Vordingborg i evigheder, syntes hun, uden far og uden mor. Hver morgen stod hun op, tog det samme tøj på, fik den samme grød at spise, og blev overladt til sig selv.
Mor var der ikke. Far heller ikke. Selv Kristoffer manglede. Og han var endda rask nu, så vidt hun vidste.
Det var lige før hun begyndte at savne Ingeborg. Godt nok skændtes hun altid med sin storesøster, men hvis Ingeborg havde været på Vordingborg, var der da sket noget.
Ingeborg var sendt væk til Mecklenburg, det glemte Margrete hver nat og vågnede og savnede sin storesøster. Ingeborg ville nok aldrig vende tilbage.
Hun kunne snige sig ned til klerkene, men sidste gang væltede hun et blækhus på gulvet og blev forment adgang. Hun kunne gå ned i staldene, men hestene var så store, når man ikke sad på ryggen af dem, det var farligt. Hun kunne også gemme sig for at se hvornår de begyndte at savne hende. Så det var hvad hun gjorde nu. Men det kedede hende også, så hun begyndte at nynne og synge hvor hun sad.
Og så fandt de hende.
Hun blev løftet ud af vinduet, og den store kvinde, som hun ikke kendte, følte på hendes kolde, næsten stivnede hænder.
– Du fryser jo til marv og ben, barn! sagde kvinden og tog hende i stedet om kinderne, de ru hænder var skrækkeligt kolde og lukkede hende inde. Som lille ville hun have bidt sig fri, nu gøs hun bare. Hænderne var endnu koldere end hendes kinder.
– Kæreste Gud, sagde kvinden og tog hende ind i sin favn, men hendes tøj var også koldt, og kåben kradsede hendes hals, – det forvinder hun aldrig.
Kvinden bar hende, med sin ene hånd om hendes nakke, så hun næsten ikke kunne trække vejret. Hun lukkede øjnene og håbede at hun snart ville blive sat ned, for hendes ene fod dinglede mod kvindens mave. Hun var seks år og alt for stor til at blive båret. Det var kun far som bar hende, og kun fordi hun var så lille og let af sin alder.
Omsider blev hun lagt på en stor seng, og kvinden lagde varme mursten ind under tæpperne. Hun kom til at ryste alene ved tanken om de klamme, blanke, isnende lagener og tæpper. Men kvinden lagde straks sin pelsforede kåbe ind over hende og løftede hendes fødder op og svøbte dem ind.
Det var mærkeligt sådan at blive passet og plejet som et sygt spædbarn.
Mor havde fået to små, syge børn som døde. De havde skreget meget, og så var de forsvundet ned i små kister. Og så var der pesten, som hun aldrig havde set, kun sporene. Far ønskede ikke at nogen talte om pesten, det lokkede. Men hun havde set døde på vejene. Det var hans spor.
De kom med en balje varmt vand og trak tøjet af hende og anbragte hende i baljen, øste vand over hende og trykkede hende ned i vandet, der gjorde hende stakåndet og døsig på samme tid.
– Han tilgiver os aldrig hvis hun dør, hørte hun den store kvinde sige mens de lagde flere sten i sengen. De rullede hende ind i et pelstæppe og lagde hende under mange tæpper og gav sig til at rede hendes lange, sorte hår, som altid filtrede. Ellers plejede hun at græde af smerte, men den fremmede var så varsom at hun blev søvnig og tryg.
– Du lille pige, sagde kvinden, – du må ikke være syg. Vi har sendt bud efter din far. Vi tør ikke sende bud til din mor før vi ved om du kommer dig.
Hun var ligeglad. Men hun kunne ikke længere huske hvad hun hed eller hvor hun var, kun hånden som strøg hende over kinden var vigtig.
Forrige gang hendes far var kommet på besøg, havde hun set dem hejse fanen med løvebanneret fra tårnet. Kristoffer havde lige fortalt hende hvad det betød. Hun var løbet fra salshuset ned ad den ydre trappe og ud i borggården. Midtvejs var der en lille højderyg, som man kaldte Svinekammen, dér snublede hun.
Fars hest stejlede over hende, men han ramte hende ikke. Han bar hende op til Kristoffer og mor. Allerede næste dag rejste han. Hun kunne ikke huske hvor lang tid der var gået. Længselen var både syrnet og blegnet i hende, og nu var kun den mindste rest tilbage.
Alligevel satte hun sig op i sengen da hun hørte hans stemme. Lyden af mange heste i borggården havde vækket hende, det måtte være far. Især fordi der blev råbt og spillet derude, men hun kunne ikke genkende signalet. Måske var det kun Kristoffer. Lige nu var Kristoffer også nok.
Den store kvinde åbnede døren og nejede hurtigt og begyndte at tale med en helt anden stemme end den hun ellers havde brugt. Hun jappede ord af sig som om det var livet om at gøre at forklare hvad der var sket.
Far bøjede sig i døren og kom ind, han lyttede ikke, han gik hen til sengen og løftede hende op i armene og trak hele det tunge tæppe med, det svøbte han om hende og bar hende ud.
– Hun er jo det rene skind og ben, sagde han, – hvad har I gjort ved hende?
Den store kvinde fulgte efter ham ned ad den snævre trappe imens hun forklarede at de havde gjort det eneste rigtige, vasket hende og lagt hende i seng, men hun havde ingen bylder og ingen pletter, så pest var det ikke.
Først da hendes far havde nået enden af trappen vendte han sig og fik derved kvinden til at standse – og tie. Han bar Margrete over borggården og ind i træhuset ved muren. Lukkede døren bag sig og satte hende fra sig på bordet.
– Lad os nu se hvad der er i vejen med dig, sagde han og trak tæppet af hende, tog hendes ene hånd og arm og vendte og drejede den for at undersøge hende for pletter og andre tegn på sygdom.
– Ja, lille er du jo, men det kan rette sig, sagde han.
Først nu huskede hun at han slet ikke havde hilst på hende, ikke engang givet hende et kys. Han havde behandlet hende som var hun en hest, han kunne bruge.
Døren gik, og den store kvinde kom ind og blev stående ved døren.
– Tak du din Gud for at hun ikke er syg, sagde far med ryggen til hende, han vidste åbenbart hvem det var, – hent hendes tøj, og lad mig se Ingeborgs hvide kjole, vi får brug for den.
– Men hun er jo så meget kortere, indvendte kvinden, og lukkede sig alligevel ud.
Hun vidste det jo, det var hendes største fejl. Hun var så lille og så mørk. Far elskede Ingeborg, som lignede ham. Ingeborg var lang og høj, fyldig og stærk.
Da Ingeborg var seks, havde hun allerede kunnet tumle en hest, hun brugte sin pisk og sine sporer og især sin vilje. Margrete turde ikke ride alene. Når hun skulle fra sted til sted, sad hun enten foran en af damerne på hesten eller lukket inde i en vogn der skumplede langsomt af sted.
Far tog hendes ene hånd og åbnede den med sine lange, ru fingre.
– Hvordan er du dog blevet så lille og fin? spurgte han, – man tror jo et vindpust kan blæse dig omkuld. Men dér tager vi vist fejl.
Endelig kyssede han hende på panden og tog i hendes hår, der var uvasket og tungt.
– Som en ravnevinge, sagde han med et smil.
Men det varede kun et øjeblik, så var han oppe igen og hans tanker alle mulige andre steder henne end hos hende. Hun blev stående i sin særk midt på bordet og frøs, men turde ikke bøje sig for at svøbe sig ind i tæppet.
Hun sov det meste af den første dags rejse selv om hun sad i armene på den store kvinde, hvis navn hun stadig ikke kendte.
Kvinden talte hele tiden om hende, aldrig med hende. Det undrede hende ikke, sådan behandlede de fleste hende. Så kunne hun lige så godt sove.
Hun lod sig bære og håndtere som en lille pakke, ligeglad med hvor hun var på vej hen. Når de nåede frem, ville hendes tøj og legetøj blive pakket ud, som altid. Egentlig var det godt at slippe ud af Vordingborg, hvor hun havde været helt alene.
Men hun var uforberedt da hendes far kom ridende hen og uden videre tog hende fra den navnløse kvinde. Han holdt hende alt for hårdt med armen ind om hendes bryst. Hun ville klage sig, men vidste at det ikke nyttede. Når han red fra sted til sted, havde han den skællede brynje på, sat sammen af mange, små led jern. Selv hans arm og handske var af jern, der føltes iskoldt mod hende, kulden gik til marv og ben.
Han beholdt hende i armene mens han gled ned fra hesten, og stivbenet af ridt og tyngde gik han op ad trappen til et tårn og anbragte hende på et bord, ganske som i Vordingborg. Fremmede mennesker tog kappen og begyndte at løsne alt jernet på hans krop så han igen kom til at ligne hendes far. Men hun kendte ham. Han så hende ind i øjnene. Døren stod åben så lyset faldt ind på dem, et tindrende sollys.
– Du er da ikke syg mere? spurgte han, og hun vidste at der kun var ét svar på det spørgsmål. Endelig havde han befriet sig for alt jernet og kom hen til hende, og han var så høj at hun kunne omfavne ham, som hun stod på bordet.
– Nej, du er sandelig ikke vokset meget, var alt hvad han sagde. Han løsnede hendes arme og tog hende under hagen.
– Så lille du er. Dig skal vi passe godt på. Eberstein har sendt bud efter Ingeborgs fineste kjole, de er ved at sy den om til dig. I overmorgen kommer vi til København. Du skal giftes, min pige. Ingen jeg kender er blevet gift så ung. Vi må håbe at svenskerne vil nøjes med én der er så lille.
Hun så ham hele tiden ind i øjnene for at forstå, men han tav, smilede og strøg hende over ansigtet med sin ene hånd. Den var så stor at den dækkede hele hendes ansigt, og den var ru. Eberstein, tænkte hun, hvem var det? En stor, ru og kold sten. Som hendes fars hånd. Han ville vist gerne gøre det godt for hende, men det kneb.
Så var han borte, og hun stod alene tilbage på bordet og anede ikke om hun skulle klatre ned eller blive.
Far var så stor. Det var det første hun havde lagt mærke til ved ham. Han var højere end alle andre, og hun havde aldrig set en dør der var høj nok til ham, han måtte altid bøje sig forover, så man kunne se alt hans lyse, krøllede hår. Håret og øjnene lignede Ingeborgs, men Margrete lignede sin mor. Det var hendes største fejl. Hvis hun havde lignet Ingeborg og sin far mere, og hvis hun voksede hurtigere, ville alting være anderledes. Ingeborg talte han med som han talte med voksne.
Tiden gik, og ingen kom. Hun hoppede ned fra bordet og gik hen til den åbne dør. Udenfor var det stadig solskin, men koldt, så hun gik ikke videre, stillede sig i læ og så ned på græsbanken.
Dér var Kristoffer! Hun havde længtes sådan efter ham på Vordingborg, og her var han, hun ville løbe ned til ham. Men han stod sammen med far, og han havde sin hjelm i hånden. Ikke den store turneringshjelm som han brugte under træning. Og han havde det slidte, brune brystpanser af læder på, som var alt for rummeligt til ham.
Hun satte sig på det øverste trin af trappen, hvor den åbne dør gav hende læ for blæsten, og så ned på sin far og bror.
Kristoffer var som hun, for lille og svag til at gøre nytte. Enhver sygdom bed på ham, og han voksede ikke. De lignede hinanden, de to mænd med hvert sit sværd, men ikke for det gode.
Engang havde hun set en munk male et billede af en konge i en kirke. Han var så stolt af sit billede, lige til far trådte hen ved siden af ham og spurgte om munken aldrig havde set en rigtig konge. Billedet viste en lille, tynd mand med krone. Hendes far bar aldrig krone. Hun tvivlede på om han ejede en. Værdigheden var overalt, sådan skulle en konge se ud.
Hvorfor skulle Kristoffer ikke giftes først? Han var så meget ældre, selv om han ikke var meget højere end hun. Hun kendte ingen der var blevet gift kun seks år gammel. Måske skulle hun så flytte hjemmefra. Far og mor var gift, men de var sjældent sammen, og det var godt.
– Sidder du her og fryser! lød en høj stemme nedefra, og den store kvinde løftede op i alle sine skørter og skyndte sig op ad trappen til hende. Hun ville ikke bæres og trådte baglæns ind i tårnet for at blive fri.
– Jeg er ikke syg, og jeg kan gå selv, sagde hun vredt, – og hvem er du?
Den store kvinde stirrede på hende med sine kuglerunde øjne.
– Du er vist blevet rask, kan jeg høre, sagde hun så og nejede, – jeg er Margarethe af Eberstein, og din far har overdraget mig ansvaret for din person.
Min person, tænkte Margrete. Det ville hendes far aldrig have sagt. Hun skred lige forbi Eberstein og ned ad trappen og blev demonstrativt stående og betragtede sin far og Kristoffer – hendes bror havde et lille, rundt skjold, som han brugte til at parere huggene. Hun kunne se at far ikke lagde alle sine kræfter i huggene, men gav Kristoffer mulighed for at forsvare sig. Det gik trægt, og Kristoffer svedte, gav ondt af sig, sank ned på det ene knæ og strøg sveden væk fra øjnene mens han holdt sværdet dirrende foran sig.
Eberstein var nået ned ad trappen og tog forpustet opstilling bag Margrete. Det var godt, så stod hun helt i læ og kunne støtte sig til Ebersteins tykke ben.
Måske skulle der være turneringer til hendes bryllup. Måske var det derfor far var begyndt at træne med Kristoffer. For sidste gang havde han i raseri slynget sværdet fra sig så det borede sig ned i den bløde jord og stod og dirrede. Det var i Vordingborg.
– Hvorfor skal Kristoffer ikke giftes først? spurgte hun Eberstein, der vist var helt uforberedt på at få stillet sådan et spørgsmål.
– Det er op til kongen at vælge for sine børn, sagde hun, og det var tydeligt at det ikke var det rette svar, men noget hun sagde for ikke at måtte opgive at svare. Sådan var det med mange af de voksne. De troede ikke at hun ville forstå hvis de sagde sandheden.
Hun blev lukket ind i den lille sal med de spidse vinduer, det rum kunne hun huske fra før, men ellers anede hun ikke hvor de opholdt sig.
Det første hun så var det dækkede bord, i dag skulle hun spise sammen med sine forældre og ikke alene med Eberstein. Så fik hun øje på sin mor.
Der var gået næsten et år siden de to havde været sammen. Hun huskede sin egen afrejse med forvirring og smerte: en mørk aften, fakler og råben og skrigen, store heste der skræmte hende, og hendes far der løftede hende op til en rytter.
Det var den nat hendes små søskende døde.
– Gå du ind nu, sagde Eberstein stille bag hende og gav hendes ryg et lille puf.
– Din mor er rask nu, tilføjede hun, – gå ind og hils på dronning Helvig.
Alligevel vidste hun ikke om hun turde gå lige hen til sin mor.
– Gå hen og hils på din mor og husk at bøje dig dybt, hviskede Eberstein. Nu måtte hun så vælge. Lidt tøvende fortsatte hun over det fine gulv, som hun også kunne huske, smukke sten med billeder af liljer og løver.
Det var herfra hun var blevet ført til Vordingborg. Hvordan kunne hun have glemt det?
Hendes mor sad midt for bordet, der var ikke andre i rummet end hende. Mor var som før, lille og spinkel, og helt dækket af tøj. Kun ansigtet og hænderne var nøgne, og ansigtet var blegt, smalt, med to smalle øjne, helt mørke, og en lille, rund, malet mund.
Omsider vovede Margrete at tage de sidste skridt hen til sin mor, hun gik om bag bordet og nærmede sig hende og hilste ved at neje som Eberstein, i god afstand.
– Så fin du er blevet, sagde hendes mor, – er du min døde Margrete eller min levende Margrete?
Margrete var opkaldt efter sin afdøde storesøster og sin afdøde faster. Men hendes mor måtte da kunne se at hun var levende. Hun havde også helt glemt at mor havde denne mærkelige stemme. Alle voksne kunne gemme sig bag ord man ikke forstod. Far havde lovet at lære hende tysk, sidste gang de var sammen her. Så kom alt det andet, og Vordingborg. Mor og far talte kun dansk når hun var sammen med dem.
– Så stor du er blevet, sagde hendes mor. Det hvide hovedlin var foldet stramt om hendes kinder og bryst, og på hendes isse knejsede en stor, sort ring, der holdt et sort klæde fast. Det sorte klæde faldt ud over hendes skuldre så hun lignede en nonne. Men på tæt hold kunne man se at ringen var broderet som en krone. Hun ville så gerne røre ved den mærkelige krone.
– Sæt dig hos mig, sagde hendes mor, hvis hænder stadig lå på bordet, på hver side af spisebrikken, som om hun var en træstatue.
Margrete måtte røre ved sin mor, rakte ud og lagde forsigtigt hånden mod den smalle, voksne hånd med alle ringene.
– Nej! Lad mig være! kom det hvæsende fra kvinden, der ikke flyttede hånden men blikket.
Margrete lystrede med det samme og tog plads.
Kristoffer havde forsøgt at forklare hende det. Vores mor er syg, sagde han, derfor har far sendt hende bort. Det skete den nat tvillingerne døde.
Men det var stadig kun ord for hende.
– Jeg har ventet så længe på at se dig igen, sagde hendes mor. Margrete vendte ansigtet mod hende og forsøgte at fange sin mors blik, men det var som om de smalle, sorte øjne ikke længere rummede noget blik.
Det skete lige her. Hun ville ikke for nogen pris huske, men det skete lige her.
Døren gik, og hendes far og Kristoffer kom ind, de hilste begge på Helvig og satte sig. Så blev der serveret mad, ret efter ret. Hun havde aldrig før spist alene sammen med sine forældre og sin storebror, og der var meget stille omkring dem. Kristoffer skar ud for hende og smagte for en sikkerheds skyld på de forskellige retter, for hun var kræsen. Rødbederne nægtede hun at spise så dem nedsvælgede Kristoffer.
– Måske vokser man af rødbeder, hviskede han til hende. Det ville være godt, tænkte hun, så ville far blive tilfreds med ham. Så kunne han måske også blive gift.
Det var ikke velset at børnene talte højrøstet sammen når de spiste sammen med deres forældre, men de havde været så længe adskilt at ingen lod til at bryde sig om deres forseelse. Kristoffer lykønskede hende med at hun skulle giftes.
– Har far husket at fortælle hvem det er du skal giftes med? spurgte han mens de spiste postej. Hun rystede på hovedet. Det havde hun heller ikke selv tænkt over, alting var jo afgjort i forvejen.
– Kan du huske Håkon? spurgte han stille, – min ven Håkon? Han er meget højere end mig, og han er ældre. Blankas Håkon, tilføjede han.
Hvor skulle hun huske ham fra? Mennesker kom og gik. Hun genkendte dem når hun mødte dem igen, men navnene i sig selv sagde hende ingenting. Det var ligesom med Kristoffers fortælling om de døde tvillinger og deres mors sygdom. Hun vidste egentlig godt hvad han talte om, men for hende, i hende, så det helt anderledes ud.
Hun havde set sin mor halvnøgen og med det lange, sorte hår hængende som slanger om skuldre og arme. Mor havde båret på et dødt, nøgent spædbarn. Hun holdt barnet i den ene arm, svingede barnet frem og tilbage foran sig, og ikke en lyd kom fra barnet. På gulvet lå det andet barn, lille og stille.
Hun havde først troet at det var dukker, men nej. Det var hendes nyfødte søskende, hun havde set dem ligge i hver sin vugge, to små drenge. De havde endda fået navne, de var døbt og små kristne mennesker man godt kunne røre ved. Nu lå de så på det kolde gulv, eller mor bar rundt på dem. Fra hendes mund kom en sær, hvinende lyd, hun gik og trampede, men kun med højre fod, og talte med sig selv på et fremmed sprog. Så lod hun barnet falde og fortsatte hen mod vinduet og lagde sig på knæ.
Margrete havde ikke set mere, for så var andre mennesker kommet strømmende til. De dækkede de små, tavse spædbørn og tog hende med sig ud. De skjulte hendes øjne, hun skreg og bed i hånden der blindede hende. Først i sin fars arme blev hun rolig og lagde armene fast bag om hans nakke. Hun havde været så sikker på at han ville beskytte hende og fjerne alt ondt og uforståeligt.
Men nej. Han havde løsnet hendes arme og givet hende til andre, og så havde der været larm og heste, mørke og fakler omkring hende mens hun skreg og græd. Kristoffer havde så forsøgt at forklare. Når de to små var døde, var der fare for hendes liv. Far havde sendt hende bort for at redde hende.
Nu sad de her, i den samme sal. Men intet var som før, hun kunne ikke røre sin mor, og moderen havde ingen rigtige øjne mere. Hendes mor kunne nok både spise og drikke, men hendes far vogtede på hendes mindste bevægelse. Han fyldte hendes bæger og han hjalp hende med at skære kødet ud i små firkanter. Hver gang hun førte højre hånd til munden, fulgte han bevægelsen med blikket.
– Vi tager videre i morgen, sagde hendes far mens hendes mor forsigtigt tørrede ansigtet efter den sidste ret, og igen og igen vaskede sine fingre. Det var den første bemærkning han var kommet med, ud over hilsener og anvisninger, og hun lagde mærke til at hendes mor stivnede og lagde begge hænder foran sig på bordet selv om de stadig var våde.
– Hvorfor har du ikke fundet en hustru til Kristoffer? sagde hun. Stemmen var fremmed, som om hun havde glemt hvordan hun selv lød og ledte efter sin egen stemme. Kristoffer sad helt stille, som om han håbede at de glemte ham hvis han ikke gav lyd fra sig.
– Se på ham, sagde far, – før han har forbedret sig, kan jeg ikke komme slæbende med ham til kejser Karl.
– Men Margrete kan du forære bort, seks år gammel, bemærkede deres mor.
Hun så godt efter og skelnede en slags smil på sin mors ansigt. Mens hendes far hele tiden betragtede hende, så hendes mor lige ud i luften.
– Og til de mennesker! tilføjede hun og lo, – der er ikke den synd de kan sige sig fri for. Så sent som forrige år talte du om at indklage Magnus for paven for at få ham lyst i band, og nu skal vi modtage ham og hans vanartede sønner og forære vore børn bort til dem. Tager han sine elskere med, tror du? Hvad med den søn han er i krig med? Hvordan kan du så meget som overveje at trække os ind i det syndige, svenske rod og de hæslige mennesker –.
– Magnus forstår kun direkte handlinger, rettet mod ham, sagde far, som om han talte til et barn, – og endnu er intet afgjort. Vi beholder hende, og vi kan tilbageholde hende hvis de ikke lever op til kravene.
– Du har slet ikke i sinde at gøre alvor af traktaten? spurgte deres mor. Og hun drejede hovedet skarpt og så lige på sin mand, som om hun alene kunne se durk gennem ham.
– Du har altså slet ikke i sinde at udlevere hende? Tænkte jeg det ikke nok! Alle de der kan narres, skal narres. Alle de der kan udnyttes, skal udnyttes. Tror du ikke jeg kender dig? Alle er kun til for din skyld. Og går det ikke som du vil, slår du. Mig vil du vel ikke skille dig af med, som med de tre du lod myrde ved Middelfart.
– Jeg myrdede ingen! råbte Margretes far og blev siddende med åben mund og hånden, der endnu holdt kniven, strakt frem foran sig så bladet strittede opad. Det så ud som om hans hånd modsagde det han lige havde bedyret.
Margretes mor rejste sig med megen raslen mens han fortsatte at forklare sig, det lignede en flugt. Hun ledte med blikket efter hjælp, og Kristoffer rejste sig, men for sent, hendes ene fod var allerede på afveje, og hun gled og måtte gribe for sig. Hendes mand rørte sig ikke. Hun viftede Kristoffer til side og trådte ud på gulvet, og stående var hun langt mindre imponerende end den stive støtte ved bordet havde været.
Først nu rejste hendes mand sig og gav tegn til den dreng, som havde stået parat ved dørene. Hun forlod dem, og derefter myldrede det ind med mennesker som tog af bordet. Hendes far forlod dem uden et ord. Margrete så op på Kristoffer, der sad bleg og tavs og spiste brød, men kun krummen, skorpen lå tilbage på bordet, han havde så ømme tænder, og gummerne brast og blødte.
Lidt efter kom Eberstein tilbage og hentede hende, men denne gang tog hun hende i hånden, det var meget bedre. De skulle prøve hendes fine tøj til morgendagen.
– I morgen kommer vi til København, sagde Eberstein mens de klædte hende af og målte og prøvede. De havde en tynd særk af stift stof, som de iklædte hende og riede sammen igen og igen, sikkert for at undgå at ødelægge den fine kjole som fire piger sad og syede på. Det var Ingeborgs prægtige trolovelsesdragt hun skulle arve. Ingeborg havde kun båret den en eneste gang og havde vist regnet med at hun også skulle bære den til sit bryllup.
Da Ingeborg fik kjolen, havde Margrete været syg og ulykkelig af misundelse. Hendes far ejede ikke en kongekrone, og hans børn bar vadmelstøj til daglig og gik med skoene til de var slidt i stykker. De spiste grød og anden enkel mad og drak øl fortyndet med vand. Kun ved særlige lejligheder spiste de postejer og drak vin. Der var ikke råd til mere.
Hun havde altid undret sig over at hun og Ingeborg og Kristoffer levede så meget ringere end stormændenes børn. Når de besøgte de store klostre eller stormændenes gårde, så hun børn klædt i fine stoffer som hendes mor. De spiste som til fest hver dag og troede vist at sådan var det også i kongens hus.
– Der kan du se hvor fattig kongen er, havde hendes far engang sagt da de red ud af en stormands gård. Og hun havde ikke vidst om han mente det var godt eller skidt. Men hun ville så gerne have haft fint tøj, smykker og pynt. Selv hendes legetøj var gammelt.
Ingeborgs hvide kjole med sølvvæv og perler var kommet hele vejen fra Italien som en rulle stof og var så forvandlet til en fin kjole af dronning Helvigs damer. Ingeborg var blevet målt på kryds og tværs og tøjet forsigtigt klippet ud og formet på hende som på en dukke. Til sidst havde hun lignet en engel med det lange, lyse hår redt ud over skuldrene. Fra domkirken i Lund havde far lånt Vorfrues blomsterkrans i guld og juveler, den havde Ingeborg båret på sit udslåede hår.
Hun havde ikke hørt noget om at de havde hentet kransen i Lund denne gang. Men måske var det en overraskelse.
Omsider iførte de hende en helt ny, ganske tynd særk, og derefter lukkede de kjolen om hende, Ingeborgs vidunder af en kjole. Den duftede tørt og svagt af forår, men den lagde sig om hende som et silkebur. Ærmerne var så snævre at hun ikke kunne bøje armene. Kjolen forærede hende den positur hun skulle indtage under hele brylluppet: med let bøjede arme der hang ind foran hende så hun kunne holde noget tungt, selv om hun skulle stå op længe. Kjolens liv var stift som et etui, det skulle hjælpe hende til at holde sig oprejst.
Hun var lukket inde i et fornemt bur. Som om kjolen var en streng opdrager, strengere end Eberstein og mere krævende end hendes far.
Hun havde før måttet stå sammen med sine forældre ved store møder på tingene, og da var hun dejset omkuld efter en times forløb. Sidste gang var far alene, og han havde løftet hende op i mors tomme stol hvor hun var faldet i dyb søvn.
– Vi kan lægge den ind så meget vi har lyst til, men vi får den aldrig lagt ud igen, sagde Eberstein og drejede hende mellem hænderne, det fik hende til at le og blive ved med at dreje rundt, hun forsøgte at holde sig for øjnene, men kunne ikke få armene så højt op, og mange forskrækkede hænder standsede hende.
– Jamen pigebarn dog, så pas dog på! Se, der trillede en af perlerne! råbte de og holdt hende fast mens de fortvivlet rykkede kjolen af hende. Det var som at trække huden af hendes krop, hun våndede sig og strittede imod.
– Hun er så lille, sagde en af kvinderne.
– Og det sorte hår ser helt anderledes ud mod den hvide kjole, sagde en anden.
– Sort som en ravnevinge, sagde en tredje. Det var hvad hendes far plejede at sige, når han strøg hende over håret. Hendes hår havde samme farve som hendes mors, men det havde hun ikke set siden tvillingernes død.
Og det ville hun ikke huske, ikke mere.
Den gamle, velkendte vadmelskjole lagde sig om hende, og de redte hendes hår og flettede det. Nu lignede hun slet ikke kongens datter, nu kunne hun gå for at være hvem som helst.
Hun kunne kende lugten af by på lang afstand.
Borge lugtede ikke, kun voldgraven. Og klostre duftede. Men byer udsendte en frygtelig hørm, en blanding af al tænkelig ildelugt. Hun var sikker på, at det var derfor borgene i byerne lå for sig selv. Riberhus var bedst. København kunne hun ikke huske.
Men da hun red ind i byen, huskede hun alligevel: hørmen havde en særlig biduft af fisk. Sild og salt. Den trængte også ind på borgen, lugten var overalt, hang også i sengetøjet.
Tilmed regnede det så vandet drev af ryttere og heste. Hun tog sig selv i at længes tilbage til Vordingborg, især da Eberstein klædte hende af i den klamme kulde og undersøgte hendes krop for tegn på sygdom.
Næste morgen opdagede hun at der ikke ville blive hverken fest eller turnering. Den slags skete vist kun til rigtige bryllupper, og hun skulle kun troloves. Hendes forældre lod sig ikke se, og ingen lod til at have brug for hende, så hun gik rundt på må og få. Pladsen var så meget trangere her end på Vordingborg, men desto flere mennesker myldrede til og fra.
Nogen måtte dog være kommet, tænkte hun, nogen måtte have aftalt med hendes far at hun skulle troloves. Hvorfor havde de ellers syet Ingeborgs kjole om? Nogen måtte være kommet for at se hende. Men hende selv havde de altså ikke brug for.
Hun kunne ikke finde Kristoffer, selv om hun havde ledt overalt, så hun gik ind i kapellet, dér var som regel ganske tyst. Der var ingen steder at sidde, men hun kunne altid finde en krog ved et vindue. Så kunne hun samtidig holde øje med om far skulle komme. Han var på borgen, det havde hun set på banneret med løven der vajede over det højeste af tårnene.
Men aldrig så snart havde hun fundet sig en krog, før en høj, hvidklædt mand med munkehår kom styrtende hen mod hende.
– Kan du komme ud! råbte han rasende, – nu er venderungerne herinde igen! Vi må have hende ud, ellers er der lus overalt!
En anden munk kom løbende til, han holdt kutten oppe fortil med begge hænder så hun fik et glimt af hans behårede ben. Også han skrålede i vilden sky: – Ud med dig, snavsede tiggerunge!
Hun rørte sig ikke. Dette var hendes hus, som det var hendes fars. Han havde engang forklaret hende at i kirken kunne alle komme, fra konge til tigger. Borgen var kongens hus, men kirken var Guds og åben for alle.
Det forstod de vist ikke, munkene, den ene tog hende i det flettede hår og trak hende efter sig, og hun gjorde modstand, gjorde sig tung og lod sig slæbe. Smerten i hovedbunden døvede alt andet, hun lukkede øjnene og forsøgte ikke at skrige, sparkede ud efter munken og greb med sine små hænder om hans kutte.
– Hvad foregår her? spurgte en kvindestemme. Døren stod åben og den kolde, regnfulde vind slog ind mod hende, omsider vovede hun at skrige af smerte, og tårerne sprang hende af øjnene. Men munken slap hende så hun faldt ned på alle fire, hvilken lettelse. Gennem gråd og ydmygelse så hun op på Eberstein, som fyldte hele døråbningen. Målt med hende var munkene nogle smådrenge, der rødmede i skam.
– Vi troede hun var nede fra byen, forsøgte den ene at forklare.
Hun rejste sig og tog med begge hænder til issen, det føltes som om hendes ansigt var strakt til bristepunktet. Eberstein tog hende i hånden og lagde sine store, hvide hænder på hendes skuldre.
– Dette er dronningebarnet, kong Håkons trolovede, sagde hun, – se godt efter og lær hendes træk at kende. Når I bliver voksne abbeder, vil hun være Norges dronning. Vær I glade for at jeg ikke har i sinde at fortælle kongen om jeres fejltagelse.
Hun blev iført den hvide kjole og løftet ned på gulvet. Dér stod hun helt stille mens de kæmmede hendes hår og anbragte en blomsterkrans om hendes tindinger. Det var ikke en almindelig blomsterkrans, opdagede hun, den var flettet med jerntråd så den ikke skulle løsne sig eller fælde. Men det var ikke Vorfrues guldkrans fra domkirken, som Ingeborg havde lånt.
Måske ville hun få den til sit bryllup.
Hun blev også skuffet over selve festen. Eberstein fulgte hende ind i den store sal, og godt nok rejste alle sig da hun kom ind, men der var ingen musik og ingen brudgom. Hun kunne ikke bøje sine arme, men måtte sidde helt stille mens far skar maden ud til hende og madede hende som et spædbarn.
Det var slet ikke hvad hun havde forventet.
Det eneste som fangede hendes blik, var Eberstein der nejede dybt foran hendes far, så dybt at man kunne se hendes store, hvide bryster, for hovedklædets brystdug skiltes, og hendes bryster lignede vældige, spættede duer. Da hun rettede sig, så hun på Margretes far, og Margrete fulgte blikket mod sin fars ansigt. Han var rød i kinderne, og munden stod åben, men han sagde intet til Eberstein, han rakte ud efter bægeret og kom til at vælte det, men det var tomt og blev straks fyldt med vin af en page. Så drak han og så væk fra Eberstein, og Margrete glemte dem.
Hun fik et glas vin fortyndet med vand og sødet med honning, og så trådte en ukendt mand hen foran hende og læste et langt brev højt, hvorefter hendes far gjorde det samme, og hun fik en ring udleveret. Den var alt for stor til hendes finger så far gemte den i et skrin. Bagefter anbragte han sit segl under et brev, og den fremmede mand gjorde det samme.
Hende havde de næsten ikke brug for.
Mor sad helt tavs og spiste kun lidt. Far vogtede på hende. De havde ikke tid til at lægge mærke til Margrete, der vinkede til Kristoffer, og han smilede og vovede at vinke tilbage, men som altid, når de var ude blandt fremmede, var han bange for at virke for ung. Deres far havde slynget det ud som en anklage mod Kristoffer: en ung kongesøn behøver ikke at være bange for noget, alt hvad han gør, har han ret til.
Ved lyden af sin fars stemme vågnede hun i sin seng. Han var vred. Så huskede hun hvor de var, og at hun var trolovet, men alt var som før.
– Jeg slipper dig ikke, sagde han, ganske nær i mørket, og hun vendte sig i sengen og krøb sammen for at skjule sig, for midt på gulvet stod de, hendes far og mor. Hendes mor i den lange, hvide særk og hendes far helt nøgen.
– Jeg lader dig ikke flygte igen, sagde han og forsøgte at tage om hende, men hun viklede sig fri, sloges tavst og indædt, lige til han vred begge hendes arme om på ryggen, så brast hendes mund i en mærkelig, halvkvalt lyd, og hun knækkede sammen. Han fulgte med, og hans lange, lyse arme foldede sig om hende.
– Jeg slipper dig ikke, gentog han, – der er ikke noget, jeg ikke kan. Der er ingen jeg ikke kan nå.
– Du kan nå Eberstein, sagde Margretes mor og kastede hovedet tilbage. Det lange, sorte hår fejede hen over stengulvet, og hun lod sig falde, lå på ryggen med udbredte arme der fejede gulvet mens hendes hoved rokkede fra side til side og hun lo. Han lagde sin hånd over hendes mund og tyssede på hende, strakte sig ved siden af hende og lagde hånden om hendes nakke, trak hende ind mod sig og lå og hviskede til hende mens den ene voldsomme trækning efter den anden gik gennem hendes krop. Til sidst var det kun hendes ene lille, nøgne fod der rykkede.
Så byltede han hende op i sine arme og bar hende hen til sengen, og hun måtte være tungere end hun virkede, for han lod hende falde og blev selv stående.
– Men flere døde børn vil jeg ikke have, sagde han så, vendte sig om og gik hen mod døren. Øjeblikket efter var alt igen tyst.
Rigets Frue er fortællingen om den danske dronning der samlede norden i 1300-tallet.
Margrete 1. var en viljestærk og intelligent kvinde, der for at opnå og bevare magten, måtte tage menneskelige ofre. Først i 1397 lader hun sin adoptivsøn Erik af Pommern krone til konge af hendes imperium, men stadig uden at give slip på magten.
I romanen følger man hende gennem opvæksten på Vordingborg Slot med forældrene Valdemar Atterdag og dronning Helvig, og hendes barneægteskab med kong Håkon af Norge.
Rigets Frue fortæller legenden om Margretes oplevelser med ensomhed, magtkampe, krig og kærlighed.
Rigets Frue er en smuk og underholdende roman om magt og kærlighed. Bogen tager udgangspunkt i Margrete 1. og er en enestående historie om en begavet og viljestærk kvindes vej til magten i 1300-tallets Danmark.
I Rigets Frue hører vi om den lille piges opvækst på Vordingborg Slot med de fraværende forældre – den sindsforvirrede dronning Helvig og den magtfulde Valdemar Atterdag – og barneægteskabet med kong Håkon af Norge.
Senere følger vi den voksne kvinde og regents erfaringer med kærlighed og krig, til hun i 1397 lader sin adoptivsøn Erik af Pommern krone til konge over sit imperium – dog uden at afgive magten.
LÆS OGSÅ: 15 historiske romaner til din læsning
Rigets Frue stiller skarpt på de menneskelige ofre, Margrete måtte yde for at vinde og bevare sin suveræne position.
“Et hellebergsk mesterværk” – Søndag
“Historisk underholdningsroman i højt tempo” – Politiken
Du kan købe Rigets Frue online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Maria Helleberg
RIGETS FRUE
I
Dronningebarnet
Margrete krøb op i vinduet og gemte sig. Inde i vinduet var der bænke med puder, hvis hun krøb op bag puderne, kunne de ikke finde hende. Vinduerne havde klart glas, og hun kunne åbne dem, men hun måtte ikke.
Det regnede, og hun var vred. Solen var borte og der skete ingenting. Og hun havde haft så ondt i maven her til morgen, og nu larmede det i hendes hoved. Selv om hun havde sovet længe, var hun så træt at hun kunne lægge sig på gulvet og sove.
De havde været på Vordingborg i evigheder, syntes hun, uden far og uden mor. Hver morgen stod hun op, tog det samme tøj på, fik den samme grød at spise, og blev overladt til sig selv.
Mor var der ikke. Far heller ikke. Selv Kristoffer manglede. Og han var endda rask nu, så vidt hun vidste.
Det var lige før hun begyndte at savne Ingeborg. Godt nok skændtes hun altid med sin storesøster, men hvis Ingeborg havde været på Vordingborg, var der da sket noget.
Ingeborg var sendt væk til Mecklenburg, det glemte Margrete hver nat og vågnede og savnede sin storesøster. Ingeborg ville nok aldrig vende tilbage.
Hun kunne snige sig ned til klerkene, men sidste gang væltede hun et blækhus på gulvet og blev forment adgang. Hun kunne gå ned i staldene, men hestene var så store, når man ikke sad på ryggen af dem, det var farligt. Hun kunne også gemme sig for at se hvornår de begyndte at savne hende. Så det var hvad hun gjorde nu. Men det kedede hende også, så hun begyndte at nynne og synge hvor hun sad.
Og så fandt de hende.
Hun blev løftet ud af vinduet, og den store kvinde, som hun ikke kendte, følte på hendes kolde, næsten stivnede hænder.
– Du fryser jo til marv og ben, barn! sagde kvinden og tog hende i stedet om kinderne, de ru hænder var skrækkeligt kolde og lukkede hende inde. Som lille ville hun have bidt sig fri, nu gøs hun bare. Hænderne var endnu koldere end hendes kinder.
– Kæreste Gud, sagde kvinden og tog hende ind i sin favn, men hendes tøj var også koldt, og kåben kradsede hendes hals, – det forvinder hun aldrig.
Kvinden bar hende, med sin ene hånd om hendes nakke, så hun næsten ikke kunne trække vejret. Hun lukkede øjnene og håbede at hun snart ville blive sat ned, for hendes ene fod dinglede mod kvindens mave. Hun var seks år og alt for stor til at blive båret. Det var kun far som bar hende, og kun fordi hun var så lille og let af sin alder.
Omsider blev hun lagt på en stor seng, og kvinden lagde varme mursten ind under tæpperne. Hun kom til at ryste alene ved tanken om de klamme, blanke, isnende lagener og tæpper. Men kvinden lagde straks sin pelsforede kåbe ind over hende og løftede hendes fødder op og svøbte dem ind.
Det var mærkeligt sådan at blive passet og plejet som et sygt spædbarn.
Mor havde fået to små, syge børn som døde. De havde skreget meget, og så var de forsvundet ned i små kister. Og så var der pesten, som hun aldrig havde set, kun sporene. Far ønskede ikke at nogen talte om pesten, det lokkede. Men hun havde set døde på vejene. Det var hans spor.
De kom med en balje varmt vand og trak tøjet af hende og anbragte hende i baljen, øste vand over hende og trykkede hende ned i vandet, der gjorde hende stakåndet og døsig på samme tid.
– Han tilgiver os aldrig hvis hun dør, hørte hun den store kvinde sige mens de lagde flere sten i sengen. De rullede hende ind i et pelstæppe og lagde hende under mange tæpper og gav sig til at rede hendes lange, sorte hår, som altid filtrede. Ellers plejede hun at græde af smerte, men den fremmede var så varsom at hun blev søvnig og tryg.
– Du lille pige, sagde kvinden, – du må ikke være syg. Vi har sendt bud efter din far. Vi tør ikke sende bud til din mor før vi ved om du kommer dig.
Hun var ligeglad. Men hun kunne ikke længere huske hvad hun hed eller hvor hun var, kun hånden som strøg hende over kinden var vigtig.
Forrige gang hendes far var kommet på besøg, havde hun set dem hejse fanen med løvebanneret fra tårnet. Kristoffer havde lige fortalt hende hvad det betød. Hun var løbet fra salshuset ned ad den ydre trappe og ud i borggården. Midtvejs var der en lille højderyg, som man kaldte Svinekammen, dér snublede hun.
Fars hest stejlede over hende, men han ramte hende ikke. Han bar hende op til Kristoffer og mor. Allerede næste dag rejste han. Hun kunne ikke huske hvor lang tid der var gået. Længselen var både syrnet og blegnet i hende, og nu var kun den mindste rest tilbage.
Alligevel satte hun sig op i sengen da hun hørte hans stemme. Lyden af mange heste i borggården havde vækket hende, det måtte være far. Især fordi der blev råbt og spillet derude, men hun kunne ikke genkende signalet. Måske var det kun Kristoffer. Lige nu var Kristoffer også nok.
Den store kvinde åbnede døren og nejede hurtigt og begyndte at tale med en helt anden stemme end den hun ellers havde brugt. Hun jappede ord af sig som om det var livet om at gøre at forklare hvad der var sket.
Far bøjede sig i døren og kom ind, han lyttede ikke, han gik hen til sengen og løftede hende op i armene og trak hele det tunge tæppe med, det svøbte han om hende og bar hende ud.
– Hun er jo det rene skind og ben, sagde han, – hvad har I gjort ved hende?
Den store kvinde fulgte efter ham ned ad den snævre trappe imens hun forklarede at de havde gjort det eneste rigtige, vasket hende og lagt hende i seng, men hun havde ingen bylder og ingen pletter, så pest var det ikke.
Først da hendes far havde nået enden af trappen vendte han sig og fik derved kvinden til at standse – og tie. Han bar Margrete over borggården og ind i træhuset ved muren. Lukkede døren bag sig og satte hende fra sig på bordet.
– Lad os nu se hvad der er i vejen med dig, sagde han og trak tæppet af hende, tog hendes ene hånd og arm og vendte og drejede den for at undersøge hende for pletter og andre tegn på sygdom.
– Ja, lille er du jo, men det kan rette sig, sagde han.
Først nu huskede hun at han slet ikke havde hilst på hende, ikke engang givet hende et kys. Han havde behandlet hende som var hun en hest, han kunne bruge.
Døren gik, og den store kvinde kom ind og blev stående ved døren.
– Tak du din Gud for at hun ikke er syg, sagde far med ryggen til hende, han vidste åbenbart hvem det var, – hent hendes tøj, og lad mig se Ingeborgs hvide kjole, vi får brug for den.
– Men hun er jo så meget kortere, indvendte kvinden, og lukkede sig alligevel ud.
Hun vidste det jo, det var hendes største fejl. Hun var så lille og så mørk. Far elskede Ingeborg, som lignede ham. Ingeborg var lang og høj, fyldig og stærk.
Da Ingeborg var seks, havde hun allerede kunnet tumle en hest, hun brugte sin pisk og sine sporer og især sin vilje. Margrete turde ikke ride alene. Når hun skulle fra sted til sted, sad hun enten foran en af damerne på hesten eller lukket inde i en vogn der skumplede langsomt af sted.
Far tog hendes ene hånd og åbnede den med sine lange, ru fingre.
– Hvordan er du dog blevet så lille og fin? spurgte han, – man tror jo et vindpust kan blæse dig omkuld. Men dér tager vi vist fejl.
Endelig kyssede han hende på panden og tog i hendes hår, der var uvasket og tungt.
– Som en ravnevinge, sagde han med et smil.
Men det varede kun et øjeblik, så var han oppe igen og hans tanker alle mulige andre steder henne end hos hende. Hun blev stående i sin særk midt på bordet og frøs, men turde ikke bøje sig for at svøbe sig ind i tæppet.
Hun sov det meste af den første dags rejse selv om hun sad i armene på den store kvinde, hvis navn hun stadig ikke kendte.
Kvinden talte hele tiden om hende, aldrig med hende. Det undrede hende ikke, sådan behandlede de fleste hende. Så kunne hun lige så godt sove.
Hun lod sig bære og håndtere som en lille pakke, ligeglad med hvor hun var på vej hen. Når de nåede frem, ville hendes tøj og legetøj blive pakket ud, som altid. Egentlig var det godt at slippe ud af Vordingborg, hvor hun havde været helt alene.
Men hun var uforberedt da hendes far kom ridende hen og uden videre tog hende fra den navnløse kvinde. Han holdt hende alt for hårdt med armen ind om hendes bryst. Hun ville klage sig, men vidste at det ikke nyttede. Når han red fra sted til sted, havde han den skællede brynje på, sat sammen af mange, små led jern. Selv hans arm og handske var af jern, der føltes iskoldt mod hende, kulden gik til marv og ben.
Han beholdt hende i armene mens han gled ned fra hesten, og stivbenet af ridt og tyngde gik han op ad trappen til et tårn og anbragte hende på et bord, ganske som i Vordingborg. Fremmede mennesker tog kappen og begyndte at løsne alt jernet på hans krop så han igen kom til at ligne hendes far. Men hun kendte ham. Han så hende ind i øjnene. Døren stod åben så lyset faldt ind på dem, et tindrende sollys.
– Du er da ikke syg mere? spurgte han, og hun vidste at der kun var ét svar på det spørgsmål. Endelig havde han befriet sig for alt jernet og kom hen til hende, og han var så høj at hun kunne omfavne ham, som hun stod på bordet.
– Nej, du er sandelig ikke vokset meget, var alt hvad han sagde. Han løsnede hendes arme og tog hende under hagen.
– Så lille du er. Dig skal vi passe godt på. Eberstein har sendt bud efter Ingeborgs fineste kjole, de er ved at sy den om til dig. I overmorgen kommer vi til København. Du skal giftes, min pige. Ingen jeg kender er blevet gift så ung. Vi må håbe at svenskerne vil nøjes med én der er så lille.
Hun så ham hele tiden ind i øjnene for at forstå, men han tav, smilede og strøg hende over ansigtet med sin ene hånd. Den var så stor at den dækkede hele hendes ansigt, og den var ru. Eberstein, tænkte hun, hvem var det? En stor, ru og kold sten. Som hendes fars hånd. Han ville vist gerne gøre det godt for hende, men det kneb.
Så var han borte, og hun stod alene tilbage på bordet og anede ikke om hun skulle klatre ned eller blive.
Far var så stor. Det var det første hun havde lagt mærke til ved ham. Han var højere end alle andre, og hun havde aldrig set en dør der var høj nok til ham, han måtte altid bøje sig forover, så man kunne se alt hans lyse, krøllede hår. Håret og øjnene lignede Ingeborgs, men Margrete lignede sin mor. Det var hendes største fejl. Hvis hun havde lignet Ingeborg og sin far mere, og hvis hun voksede hurtigere, ville alting være anderledes. Ingeborg talte han med som han talte med voksne.
Tiden gik, og ingen kom. Hun hoppede ned fra bordet og gik hen til den åbne dør. Udenfor var det stadig solskin, men koldt, så hun gik ikke videre, stillede sig i læ og så ned på græsbanken.
Dér var Kristoffer! Hun havde længtes sådan efter ham på Vordingborg, og her var han, hun ville løbe ned til ham. Men han stod sammen med far, og han havde sin hjelm i hånden. Ikke den store turneringshjelm som han brugte under træning. Og han havde det slidte, brune brystpanser af læder på, som var alt for rummeligt til ham.
Hun satte sig på det øverste trin af trappen, hvor den åbne dør gav hende læ for blæsten, og så ned på sin far og bror.
Kristoffer var som hun, for lille og svag til at gøre nytte. Enhver sygdom bed på ham, og han voksede ikke. De lignede hinanden, de to mænd med hvert sit sværd, men ikke for det gode.
Engang havde hun set en munk male et billede af en konge i en kirke. Han var så stolt af sit billede, lige til far trådte hen ved siden af ham og spurgte om munken aldrig havde set en rigtig konge. Billedet viste en lille, tynd mand med krone. Hendes far bar aldrig krone. Hun tvivlede på om han ejede en. Værdigheden var overalt, sådan skulle en konge se ud.
Hvorfor skulle Kristoffer ikke giftes først? Han var så meget ældre, selv om han ikke var meget højere end hun. Hun kendte ingen der var blevet gift kun seks år gammel. Måske skulle hun så flytte hjemmefra. Far og mor var gift, men de var sjældent sammen, og det var godt.
– Sidder du her og fryser! lød en høj stemme nedefra, og den store kvinde løftede op i alle sine skørter og skyndte sig op ad trappen til hende. Hun ville ikke bæres og trådte baglæns ind i tårnet for at blive fri.
– Jeg er ikke syg, og jeg kan gå selv, sagde hun vredt, – og hvem er du?
Den store kvinde stirrede på hende med sine kuglerunde øjne.
– Du er vist blevet rask, kan jeg høre, sagde hun så og nejede, – jeg er Margarethe af Eberstein, og din far har overdraget mig ansvaret for din person.
Min person, tænkte Margrete. Det ville hendes far aldrig have sagt. Hun skred lige forbi Eberstein og ned ad trappen og blev demonstrativt stående og betragtede sin far og Kristoffer – hendes bror havde et lille, rundt skjold, som han brugte til at parere huggene. Hun kunne se at far ikke lagde alle sine kræfter i huggene, men gav Kristoffer mulighed for at forsvare sig. Det gik trægt, og Kristoffer svedte, gav ondt af sig, sank ned på det ene knæ og strøg sveden væk fra øjnene mens han holdt sværdet dirrende foran sig.
Eberstein var nået ned ad trappen og tog forpustet opstilling bag Margrete. Det var godt, så stod hun helt i læ og kunne støtte sig til Ebersteins tykke ben.
Måske skulle der være turneringer til hendes bryllup. Måske var det derfor far var begyndt at træne med Kristoffer. For sidste gang havde han i raseri slynget sværdet fra sig så det borede sig ned i den bløde jord og stod og dirrede. Det var i Vordingborg.
– Hvorfor skal Kristoffer ikke giftes først? spurgte hun Eberstein, der vist var helt uforberedt på at få stillet sådan et spørgsmål.
– Det er op til kongen at vælge for sine børn, sagde hun, og det var tydeligt at det ikke var det rette svar, men noget hun sagde for ikke at måtte opgive at svare. Sådan var det med mange af de voksne. De troede ikke at hun ville forstå hvis de sagde sandheden.
Hun blev lukket ind i den lille sal med de spidse vinduer, det rum kunne hun huske fra før, men ellers anede hun ikke hvor de opholdt sig.
Det første hun så var det dækkede bord, i dag skulle hun spise sammen med sine forældre og ikke alene med Eberstein. Så fik hun øje på sin mor.
Der var gået næsten et år siden de to havde været sammen. Hun huskede sin egen afrejse med forvirring og smerte: en mørk aften, fakler og råben og skrigen, store heste der skræmte hende, og hendes far der løftede hende op til en rytter.
Det var den nat hendes små søskende døde.
– Gå du ind nu, sagde Eberstein stille bag hende og gav hendes ryg et lille puf.
– Din mor er rask nu, tilføjede hun, – gå ind og hils på dronning Helvig.
Alligevel vidste hun ikke om hun turde gå lige hen til sin mor.
– Gå hen og hils på din mor og husk at bøje dig dybt, hviskede Eberstein. Nu måtte hun så vælge. Lidt tøvende fortsatte hun over det fine gulv, som hun også kunne huske, smukke sten med billeder af liljer og løver.
Det var herfra hun var blevet ført til Vordingborg. Hvordan kunne hun have glemt det?
Hendes mor sad midt for bordet, der var ikke andre i rummet end hende. Mor var som før, lille og spinkel, og helt dækket af tøj. Kun ansigtet og hænderne var nøgne, og ansigtet var blegt, smalt, med to smalle øjne, helt mørke, og en lille, rund, malet mund.
Omsider vovede Margrete at tage de sidste skridt hen til sin mor, hun gik om bag bordet og nærmede sig hende og hilste ved at neje som Eberstein, i god afstand.
– Så fin du er blevet, sagde hendes mor, – er du min døde Margrete eller min levende Margrete?
Margrete var opkaldt efter sin afdøde storesøster og sin afdøde faster. Men hendes mor måtte da kunne se at hun var levende. Hun havde også helt glemt at mor havde denne mærkelige stemme. Alle voksne kunne gemme sig bag ord man ikke forstod. Far havde lovet at lære hende tysk, sidste gang de var sammen her. Så kom alt det andet, og Vordingborg. Mor og far talte kun dansk når hun var sammen med dem.
– Så stor du er blevet, sagde hendes mor. Det hvide hovedlin var foldet stramt om hendes kinder og bryst, og på hendes isse knejsede en stor, sort ring, der holdt et sort klæde fast. Det sorte klæde faldt ud over hendes skuldre så hun lignede en nonne. Men på tæt hold kunne man se at ringen var broderet som en krone. Hun ville så gerne røre ved den mærkelige krone.
– Sæt dig hos mig, sagde hendes mor, hvis hænder stadig lå på bordet, på hver side af spisebrikken, som om hun var en træstatue.
Margrete måtte røre ved sin mor, rakte ud og lagde forsigtigt hånden mod den smalle, voksne hånd med alle ringene.
– Nej! Lad mig være! kom det hvæsende fra kvinden, der ikke flyttede hånden men blikket.
Margrete lystrede med det samme og tog plads.
Kristoffer havde forsøgt at forklare hende det. Vores mor er syg, sagde han, derfor har far sendt hende bort. Det skete den nat tvillingerne døde.
Men det var stadig kun ord for hende.
– Jeg har ventet så længe på at se dig igen, sagde hendes mor. Margrete vendte ansigtet mod hende og forsøgte at fange sin mors blik, men det var som om de smalle, sorte øjne ikke længere rummede noget blik.
Det skete lige her. Hun ville ikke for nogen pris huske, men det skete lige her.
Døren gik, og hendes far og Kristoffer kom ind, de hilste begge på Helvig og satte sig. Så blev der serveret mad, ret efter ret. Hun havde aldrig før spist alene sammen med sine forældre og sin storebror, og der var meget stille omkring dem. Kristoffer skar ud for hende og smagte for en sikkerheds skyld på de forskellige retter, for hun var kræsen. Rødbederne nægtede hun at spise så dem nedsvælgede Kristoffer.
– Måske vokser man af rødbeder, hviskede han til hende. Det ville være godt, tænkte hun, så ville far blive tilfreds med ham. Så kunne han måske også blive gift.
Det var ikke velset at børnene talte højrøstet sammen når de spiste sammen med deres forældre, men de havde været så længe adskilt at ingen lod til at bryde sig om deres forseelse. Kristoffer lykønskede hende med at hun skulle giftes.
– Har far husket at fortælle hvem det er du skal giftes med? spurgte han mens de spiste postej. Hun rystede på hovedet. Det havde hun heller ikke selv tænkt over, alting var jo afgjort i forvejen.
– Kan du huske Håkon? spurgte han stille, – min ven Håkon? Han er meget højere end mig, og han er ældre. Blankas Håkon, tilføjede han.
Hvor skulle hun huske ham fra? Mennesker kom og gik. Hun genkendte dem når hun mødte dem igen, men navnene i sig selv sagde hende ingenting. Det var ligesom med Kristoffers fortælling om de døde tvillinger og deres mors sygdom. Hun vidste egentlig godt hvad han talte om, men for hende, i hende, så det helt anderledes ud.
Hun havde set sin mor halvnøgen og med det lange, sorte hår hængende som slanger om skuldre og arme. Mor havde båret på et dødt, nøgent spædbarn. Hun holdt barnet i den ene arm, svingede barnet frem og tilbage foran sig, og ikke en lyd kom fra barnet. På gulvet lå det andet barn, lille og stille.
Hun havde først troet at det var dukker, men nej. Det var hendes nyfødte søskende, hun havde set dem ligge i hver sin vugge, to små drenge. De havde endda fået navne, de var døbt og små kristne mennesker man godt kunne røre ved. Nu lå de så på det kolde gulv, eller mor bar rundt på dem. Fra hendes mund kom en sær, hvinende lyd, hun gik og trampede, men kun med højre fod, og talte med sig selv på et fremmed sprog. Så lod hun barnet falde og fortsatte hen mod vinduet og lagde sig på knæ.
Margrete havde ikke set mere, for så var andre mennesker kommet strømmende til. De dækkede de små, tavse spædbørn og tog hende med sig ud. De skjulte hendes øjne, hun skreg og bed i hånden der blindede hende. Først i sin fars arme blev hun rolig og lagde armene fast bag om hans nakke. Hun havde været så sikker på at han ville beskytte hende og fjerne alt ondt og uforståeligt.
Men nej. Han havde løsnet hendes arme og givet hende til andre, og så havde der været larm og heste, mørke og fakler omkring hende mens hun skreg og græd. Kristoffer havde så forsøgt at forklare. Når de to små var døde, var der fare for hendes liv. Far havde sendt hende bort for at redde hende.
Nu sad de her, i den samme sal. Men intet var som før, hun kunne ikke røre sin mor, og moderen havde ingen rigtige øjne mere. Hendes mor kunne nok både spise og drikke, men hendes far vogtede på hendes mindste bevægelse. Han fyldte hendes bæger og han hjalp hende med at skære kødet ud i små firkanter. Hver gang hun førte højre hånd til munden, fulgte han bevægelsen med blikket.
– Vi tager videre i morgen, sagde hendes far mens hendes mor forsigtigt tørrede ansigtet efter den sidste ret, og igen og igen vaskede sine fingre. Det var den første bemærkning han var kommet med, ud over hilsener og anvisninger, og hun lagde mærke til at hendes mor stivnede og lagde begge hænder foran sig på bordet selv om de stadig var våde.
– Hvorfor har du ikke fundet en hustru til Kristoffer? sagde hun. Stemmen var fremmed, som om hun havde glemt hvordan hun selv lød og ledte efter sin egen stemme. Kristoffer sad helt stille, som om han håbede at de glemte ham hvis han ikke gav lyd fra sig.
– Se på ham, sagde far, – før han har forbedret sig, kan jeg ikke komme slæbende med ham til kejser Karl.
– Men Margrete kan du forære bort, seks år gammel, bemærkede deres mor.
Hun så godt efter og skelnede en slags smil på sin mors ansigt. Mens hendes far hele tiden betragtede hende, så hendes mor lige ud i luften.
– Og til de mennesker! tilføjede hun og lo, – der er ikke den synd de kan sige sig fri for. Så sent som forrige år talte du om at indklage Magnus for paven for at få ham lyst i band, og nu skal vi modtage ham og hans vanartede sønner og forære vore børn bort til dem. Tager han sine elskere med, tror du? Hvad med den søn han er i krig med? Hvordan kan du så meget som overveje at trække os ind i det syndige, svenske rod og de hæslige mennesker –.
– Magnus forstår kun direkte handlinger, rettet mod ham, sagde far, som om han talte til et barn, – og endnu er intet afgjort. Vi beholder hende, og vi kan tilbageholde hende hvis de ikke lever op til kravene.
– Du har slet ikke i sinde at gøre alvor af traktaten? spurgte deres mor. Og hun drejede hovedet skarpt og så lige på sin mand, som om hun alene kunne se durk gennem ham.
– Du har altså slet ikke i sinde at udlevere hende? Tænkte jeg det ikke nok! Alle de der kan narres, skal narres. Alle de der kan udnyttes, skal udnyttes. Tror du ikke jeg kender dig? Alle er kun til for din skyld. Og går det ikke som du vil, slår du. Mig vil du vel ikke skille dig af med, som med de tre du lod myrde ved Middelfart.
– Jeg myrdede ingen! råbte Margretes far og blev siddende med åben mund og hånden, der endnu holdt kniven, strakt frem foran sig så bladet strittede opad. Det så ud som om hans hånd modsagde det han lige havde bedyret.
Margretes mor rejste sig med megen raslen mens han fortsatte at forklare sig, det lignede en flugt. Hun ledte med blikket efter hjælp, og Kristoffer rejste sig, men for sent, hendes ene fod var allerede på afveje, og hun gled og måtte gribe for sig. Hendes mand rørte sig ikke. Hun viftede Kristoffer til side og trådte ud på gulvet, og stående var hun langt mindre imponerende end den stive støtte ved bordet havde været.
Først nu rejste hendes mand sig og gav tegn til den dreng, som havde stået parat ved dørene. Hun forlod dem, og derefter myldrede det ind med mennesker som tog af bordet. Hendes far forlod dem uden et ord. Margrete så op på Kristoffer, der sad bleg og tavs og spiste brød, men kun krummen, skorpen lå tilbage på bordet, han havde så ømme tænder, og gummerne brast og blødte.
Lidt efter kom Eberstein tilbage og hentede hende, men denne gang tog hun hende i hånden, det var meget bedre. De skulle prøve hendes fine tøj til morgendagen.
– I morgen kommer vi til København, sagde Eberstein mens de klædte hende af og målte og prøvede. De havde en tynd særk af stift stof, som de iklædte hende og riede sammen igen og igen, sikkert for at undgå at ødelægge den fine kjole som fire piger sad og syede på. Det var Ingeborgs prægtige trolovelsesdragt hun skulle arve. Ingeborg havde kun båret den en eneste gang og havde vist regnet med at hun også skulle bære den til sit bryllup.
Da Ingeborg fik kjolen, havde Margrete været syg og ulykkelig af misundelse. Hendes far ejede ikke en kongekrone, og hans børn bar vadmelstøj til daglig og gik med skoene til de var slidt i stykker. De spiste grød og anden enkel mad og drak øl fortyndet med vand. Kun ved særlige lejligheder spiste de postejer og drak vin. Der var ikke råd til mere.
Hun havde altid undret sig over at hun og Ingeborg og Kristoffer levede så meget ringere end stormændenes børn. Når de besøgte de store klostre eller stormændenes gårde, så hun børn klædt i fine stoffer som hendes mor. De spiste som til fest hver dag og troede vist at sådan var det også i kongens hus.
– Der kan du se hvor fattig kongen er, havde hendes far engang sagt da de red ud af en stormands gård. Og hun havde ikke vidst om han mente det var godt eller skidt. Men hun ville så gerne have haft fint tøj, smykker og pynt. Selv hendes legetøj var gammelt.
Ingeborgs hvide kjole med sølvvæv og perler var kommet hele vejen fra Italien som en rulle stof og var så forvandlet til en fin kjole af dronning Helvigs damer. Ingeborg var blevet målt på kryds og tværs og tøjet forsigtigt klippet ud og formet på hende som på en dukke. Til sidst havde hun lignet en engel med det lange, lyse hår redt ud over skuldrene. Fra domkirken i Lund havde far lånt Vorfrues blomsterkrans i guld og juveler, den havde Ingeborg båret på sit udslåede hår.
Hun havde ikke hørt noget om at de havde hentet kransen i Lund denne gang. Men måske var det en overraskelse.
Omsider iførte de hende en helt ny, ganske tynd særk, og derefter lukkede de kjolen om hende, Ingeborgs vidunder af en kjole. Den duftede tørt og svagt af forår, men den lagde sig om hende som et silkebur. Ærmerne var så snævre at hun ikke kunne bøje armene. Kjolen forærede hende den positur hun skulle indtage under hele brylluppet: med let bøjede arme der hang ind foran hende så hun kunne holde noget tungt, selv om hun skulle stå op længe. Kjolens liv var stift som et etui, det skulle hjælpe hende til at holde sig oprejst.
Hun var lukket inde i et fornemt bur. Som om kjolen var en streng opdrager, strengere end Eberstein og mere krævende end hendes far.
Hun havde før måttet stå sammen med sine forældre ved store møder på tingene, og da var hun dejset omkuld efter en times forløb. Sidste gang var far alene, og han havde løftet hende op i mors tomme stol hvor hun var faldet i dyb søvn.
– Vi kan lægge den ind så meget vi har lyst til, men vi får den aldrig lagt ud igen, sagde Eberstein og drejede hende mellem hænderne, det fik hende til at le og blive ved med at dreje rundt, hun forsøgte at holde sig for øjnene, men kunne ikke få armene så højt op, og mange forskrækkede hænder standsede hende.
– Jamen pigebarn dog, så pas dog på! Se, der trillede en af perlerne! råbte de og holdt hende fast mens de fortvivlet rykkede kjolen af hende. Det var som at trække huden af hendes krop, hun våndede sig og strittede imod.
– Hun er så lille, sagde en af kvinderne.
– Og det sorte hår ser helt anderledes ud mod den hvide kjole, sagde en anden.
– Sort som en ravnevinge, sagde en tredje. Det var hvad hendes far plejede at sige, når han strøg hende over håret. Hendes hår havde samme farve som hendes mors, men det havde hun ikke set siden tvillingernes død.
Og det ville hun ikke huske, ikke mere.
Den gamle, velkendte vadmelskjole lagde sig om hende, og de redte hendes hår og flettede det. Nu lignede hun slet ikke kongens datter, nu kunne hun gå for at være hvem som helst.
Hun kunne kende lugten af by på lang afstand.
Borge lugtede ikke, kun voldgraven. Og klostre duftede. Men byer udsendte en frygtelig hørm, en blanding af al tænkelig ildelugt. Hun var sikker på, at det var derfor borgene i byerne lå for sig selv. Riberhus var bedst. København kunne hun ikke huske.
Men da hun red ind i byen, huskede hun alligevel: hørmen havde en særlig biduft af fisk. Sild og salt. Den trængte også ind på borgen, lugten var overalt, hang også i sengetøjet.
Tilmed regnede det så vandet drev af ryttere og heste. Hun tog sig selv i at længes tilbage til Vordingborg, især da Eberstein klædte hende af i den klamme kulde og undersøgte hendes krop for tegn på sygdom.
Næste morgen opdagede hun at der ikke ville blive hverken fest eller turnering. Den slags skete vist kun til rigtige bryllupper, og hun skulle kun troloves. Hendes forældre lod sig ikke se, og ingen lod til at have brug for hende, så hun gik rundt på må og få. Pladsen var så meget trangere her end på Vordingborg, men desto flere mennesker myldrede til og fra.
Nogen måtte dog være kommet, tænkte hun, nogen måtte have aftalt med hendes far at hun skulle troloves. Hvorfor havde de ellers syet Ingeborgs kjole om? Nogen måtte være kommet for at se hende. Men hende selv havde de altså ikke brug for.
Hun kunne ikke finde Kristoffer, selv om hun havde ledt overalt, så hun gik ind i kapellet, dér var som regel ganske tyst. Der var ingen steder at sidde, men hun kunne altid finde en krog ved et vindue. Så kunne hun samtidig holde øje med om far skulle komme. Han var på borgen, det havde hun set på banneret med løven der vajede over det højeste af tårnene.
Men aldrig så snart havde hun fundet sig en krog, før en høj, hvidklædt mand med munkehår kom styrtende hen mod hende.
– Kan du komme ud! råbte han rasende, – nu er venderungerne herinde igen! Vi må have hende ud, ellers er der lus overalt!
En anden munk kom løbende til, han holdt kutten oppe fortil med begge hænder så hun fik et glimt af hans behårede ben. Også han skrålede i vilden sky: – Ud med dig, snavsede tiggerunge!
Hun rørte sig ikke. Dette var hendes hus, som det var hendes fars. Han havde engang forklaret hende at i kirken kunne alle komme, fra konge til tigger. Borgen var kongens hus, men kirken var Guds og åben for alle.
Det forstod de vist ikke, munkene, den ene tog hende i det flettede hår og trak hende efter sig, og hun gjorde modstand, gjorde sig tung og lod sig slæbe. Smerten i hovedbunden døvede alt andet, hun lukkede øjnene og forsøgte ikke at skrige, sparkede ud efter munken og greb med sine små hænder om hans kutte.
– Hvad foregår her? spurgte en kvindestemme. Døren stod åben og den kolde, regnfulde vind slog ind mod hende, omsider vovede hun at skrige af smerte, og tårerne sprang hende af øjnene. Men munken slap hende så hun faldt ned på alle fire, hvilken lettelse. Gennem gråd og ydmygelse så hun op på Eberstein, som fyldte hele døråbningen. Målt med hende var munkene nogle smådrenge, der rødmede i skam.
– Vi troede hun var nede fra byen, forsøgte den ene at forklare.
Hun rejste sig og tog med begge hænder til issen, det føltes som om hendes ansigt var strakt til bristepunktet. Eberstein tog hende i hånden og lagde sine store, hvide hænder på hendes skuldre.
– Dette er dronningebarnet, kong Håkons trolovede, sagde hun, – se godt efter og lær hendes træk at kende. Når I bliver voksne abbeder, vil hun være Norges dronning. Vær I glade for at jeg ikke har i sinde at fortælle kongen om jeres fejltagelse.
Hun blev iført den hvide kjole og løftet ned på gulvet. Dér stod hun helt stille mens de kæmmede hendes hår og anbragte en blomsterkrans om hendes tindinger. Det var ikke en almindelig blomsterkrans, opdagede hun, den var flettet med jerntråd så den ikke skulle løsne sig eller fælde. Men det var ikke Vorfrues guldkrans fra domkirken, som Ingeborg havde lånt.
Måske ville hun få den til sit bryllup.
Hun blev også skuffet over selve festen. Eberstein fulgte hende ind i den store sal, og godt nok rejste alle sig da hun kom ind, men der var ingen musik og ingen brudgom. Hun kunne ikke bøje sine arme, men måtte sidde helt stille mens far skar maden ud til hende og madede hende som et spædbarn.
Det var slet ikke hvad hun havde forventet.
Det eneste som fangede hendes blik, var Eberstein der nejede dybt foran hendes far, så dybt at man kunne se hendes store, hvide bryster, for hovedklædets brystdug skiltes, og hendes bryster lignede vældige, spættede duer. Da hun rettede sig, så hun på Margretes far, og Margrete fulgte blikket mod sin fars ansigt. Han var rød i kinderne, og munden stod åben, men han sagde intet til Eberstein, han rakte ud efter bægeret og kom til at vælte det, men det var tomt og blev straks fyldt med vin af en page. Så drak han og så væk fra Eberstein, og Margrete glemte dem.
Hun fik et glas vin fortyndet med vand og sødet med honning, og så trådte en ukendt mand hen foran hende og læste et langt brev højt, hvorefter hendes far gjorde det samme, og hun fik en ring udleveret. Den var alt for stor til hendes finger så far gemte den i et skrin. Bagefter anbragte han sit segl under et brev, og den fremmede mand gjorde det samme.
Hende havde de næsten ikke brug for.
Mor sad helt tavs og spiste kun lidt. Far vogtede på hende. De havde ikke tid til at lægge mærke til Margrete, der vinkede til Kristoffer, og han smilede og vovede at vinke tilbage, men som altid, når de var ude blandt fremmede, var han bange for at virke for ung. Deres far havde slynget det ud som en anklage mod Kristoffer: en ung kongesøn behøver ikke at være bange for noget, alt hvad han gør, har han ret til.
Ved lyden af sin fars stemme vågnede hun i sin seng. Han var vred. Så huskede hun hvor de var, og at hun var trolovet, men alt var som før.
– Jeg slipper dig ikke, sagde han, ganske nær i mørket, og hun vendte sig i sengen og krøb sammen for at skjule sig, for midt på gulvet stod de, hendes far og mor. Hendes mor i den lange, hvide særk og hendes far helt nøgen.
– Jeg lader dig ikke flygte igen, sagde han og forsøgte at tage om hende, men hun viklede sig fri, sloges tavst og indædt, lige til han vred begge hendes arme om på ryggen, så brast hendes mund i en mærkelig, halvkvalt lyd, og hun knækkede sammen. Han fulgte med, og hans lange, lyse arme foldede sig om hende.
– Jeg slipper dig ikke, gentog han, – der er ikke noget, jeg ikke kan. Der er ingen jeg ikke kan nå.
– Du kan nå Eberstein, sagde Margretes mor og kastede hovedet tilbage. Det lange, sorte hår fejede hen over stengulvet, og hun lod sig falde, lå på ryggen med udbredte arme der fejede gulvet mens hendes hoved rokkede fra side til side og hun lo. Han lagde sin hånd over hendes mund og tyssede på hende, strakte sig ved siden af hende og lagde hånden om hendes nakke, trak hende ind mod sig og lå og hviskede til hende mens den ene voldsomme trækning efter den anden gik gennem hendes krop. Til sidst var det kun hendes ene lille, nøgne fod der rykkede.
Så byltede han hende op i sine arme og bar hende hen til sengen, og hun måtte være tungere end hun virkede, for han lod hende falde og blev selv stående.
– Men flere døde børn vil jeg ikke have, sagde han så, vendte sig om og gik hen mod døren. Øjeblikket efter var alt igen tyst.
Rigets Frue er fortællingen om den danske dronning der samlede norden i 1300-tallet.
Margrete 1. var en viljestærk og intelligent kvinde, der for at opnå og bevare magten, måtte tage menneskelige ofre. Først i 1397 lader hun sin adoptivsøn Erik af Pommern krone til konge af hendes imperium, men stadig uden at give slip på magten.
I romanen følger man hende gennem opvæksten på Vordingborg Slot med forældrene Valdemar Atterdag og dronning Helvig, og hendes barneægteskab med kong Håkon af Norge.
Rigets Frue fortæller legenden om Margretes oplevelser med ensomhed, magtkampe, krig og kærlighed.
Du kan købe Rigets Frue online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: