Kogebøger med sund mad Mad og drikke Madværkstedet

Rugbrødssandwich med avokado, gedeost og råsyltede rødløg

Rugbrødssandwich med avokado, gedeost og råsyltede rødløg

Juleferien er slut, og hverdagen har ramt os igen. For mange betyder det, at der skal smøres madpakker, noget som ofte kræver både tid og kreativitet, hvis det skal være bare en smule spændende.

Heldigvis kan madpakken opgraderes, uden at det hverken behøver at være dyrt, tidskrævende eller særligt avanceret. Nedenfor får du opskriften på en lækker rugbrødssandwich med avokado, gedeost og råsyltede rødløg.

rugbrødssandwich, sund madpakke, nem madpakke, madpakkeide

Rugbrødssandwich med avokado, gedeost og råsyltede rødløg

Opskriften er til 4 personer.

Du skal bruge:

1 rødløg
Lidt sukker
Havsalt
2 spsk. æbleeddike
2 avokadoer
8 skiver godt rugbrød
60 g god gedeost
10-15 blade basilikum
Friskkværnet peber

Sådan gør du:
Pil rødløget, halver det, og skær det ud i helt tynde strimler. Kom løgstrimlerne i en skål, drys med lidt salt og sukker og dryp med eddike, vend rundt, og lad løgene stå på køkkenbordet i 30 min. og marinere.

Del avokadoerne i to, fjern sten og skal, og skær avokadoerne i skiver. Fordel avokadoen på de fire rugbrødsskiver. Fordel stykker af gedeost, basilikum og syltet rødløg over avokadoen, krydr med lidt salt og friskkværnet peber, og klap til sidst sandwichene sammen.

Pak dine sandwich i papir – og så er madpakken klaret!

Om bogen SPIS af Mikkel Karstad

SPIS, Mikkel Karstad, kogebog, lækker mad, opskrift, madpakke inspiration

I denne nye, flotte og store udgave af kokken Mikkel Karstads anmelderroste kogebog SPIS findes opskrifter til enhver lejlighed. Ved at bruge skønne råvarer giver bogen inspiration til at lave god mad til venner og familier inspireret af årstidernes skiften.

Mikkel Karstad er en af landets mest eftertragtede madstylister. Han har fra begyndelsen været med i Claus Meyers succes med det nordiske køkken, og han har blandt andet været inde over udviklingen af klassikeren Almanak. 

Du kan købe SPIS af Mikkel Karstad online her eller i din lokale boghandel.

Jeg blev bogafhængig i en ung alder, hvor jeg var blandt det lokale biblioteks top tre mest lånende brugere. Siden har jeg tygget mig igennem krimier, kærlighedsbøger, tykke murstensromaner og alt derimellem – og jeg har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt! På Bog.dk skriver jeg artikler samt laver lister og læseprøver for at give den gode historie videre til andre bogorme.