Bogen Et budskab fra Ukraine er præsident Zelenskyjs opråb til verden om at støtte Ukraine. Vi har bedt forfatterne og Ruslands-kenderne Anne-Cathrine Riebnitzsky og Leif Davidsen om at give deres bud på, hvilken statsleder Zelenskyj er – og hvad udsigterne er til, at krigen får en ende.
I Et budskab fra Ukraine har præsident Volodymyr Zelenskyj personligt udvalgt seksten af sine vigtigste taler. Bogen fortæller historien om en nation, der tappert forsvarer sig mod russisk aggression. Zelenskyj reflekterer desuden over, hvad han har lært om sig selv og om Ukraine, siden den russiske invasion begyndte i februar 2022.
Vi har bedt de Ruslands-kyndige forfattere Anne-Cathrine Riebnitzsky og Leif Davidsen om at dykke ned i Zelenskyjs rolle som statsleder, Putins ambitioner og udsigterne til fred mellem ukrainerne og russerne.
LÆS OGSÅ: 12 citater fra præsident Zelenskyjs største taler
Anne-Cathrine Riebnitzsky er uddannet russisk sprogofficer og har arbejdet på den danske ambassade i Moskva, mens Leif Davidsen i en årrække var Ruslandskorrespondent for Danmarks Radio.
Hvilken statsleder har Zelenskyj vist sig at være siden invasionen i februar?
LEIF DAVIDSEN: Zelenskyj har vist sig at være den rette mand på det rette tidspunkt. Man kan kalde ham Ukraines Churchill.
Inden invasionen var hans popularitet helt i bund. Hans meningsmålinger var nede på 10 procent, og folk var skuffede over, at han ikke havde formået at gøre noget ved landets korruption og oligarkvælde.
Men under krigen er han blevet landets samlende faktor. Han er billedet på Ukraines modstand og på den stærke nationalfølelse, som krigen har skabt blandt ukrainere.
ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY: Zelenskyj blev i krigens begyndelse berømt for at sige, at han ikke havde brug for et lift ud af landet, men for våben. Han er dybt engageret i sit folk og taler til dem morgen, middag og aften. I modsætning til Putin har han faktisk besøgt soldaterne ved fronten – blandt andet for nylig da Kherson blev befriet. Han stod i byens gader dagen efter generobringen.
Man kan altså sige, at Zelenskyj er en mere moderne leder end Putin, og at han er i langt bedre berøring med sin egen befolkning.
Hvilken rolle har hans taler spillet i krigen, for eksempel i forhold til omverdenens engagement?
ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY: Uden hans taler er der en risiko for, at krigen ville være gået i glemmebogen i Vesten. Talerne har nemlig været fuldstændig afgørende for, at Vesten har ydet så stor en våbenmæssig hjælp til Ukraine. Gennem dem formår Zelenskyj at sætte ord på, hvilken betydning krigen og ukrainernes kamp for demokratiet har for Ukraine og for verdens frie lande.
LEIF DAVIDSEN: Zelenskyj er en fantastisk kommunikator, hvilket nok skyldes hans baggrund som skuespiller og standupkomiker. Han kan noget helt særligt med sin mimik og sprog.
Når man så sammenligner ham med Putin, der i sine taler sidder som en indebrændt tudse og klamrer sig til sit skrivebord, står det klart, hvem der vinder omverdenens opbakning og sympati.
– Leif Davidsen
Her får jeg igen lyst til at sammenligne ham med Churchill. Ikke fordi de egentlig minder særligt meget om hinanden som mennesker, men fordi de er kommet til at spille den samme rolle for deres folk i krigstid.
Da Tyskland forsøgte at underkue Storbritannien under 2. Verdenskrig, var briterne meget alene i verden. Frankrig var faldet, og USA var endnu ikke gået ind i krigen. I den periode var det især gennem sine taler, at Churchill formåede at styrke og opmuntre den britiske befolkning.
Det samme gør Zelenskyj i Ukraine. Han styrker sit folks motivation og fællesskabsfølelse, selvom de dagligt bliver udsat for terrorbombning af russerne.
Hvilke historiske bånd har russerne og ukrainerne til hinanden?
ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY: Russerne og ukrainerne er vokset ud af det samme folkeslag og deler sprogstamme og historie. Men der er også meget, der skiller dem ad. Nogle siger, at russere og ukrainere stort set taler det samme sprog, men det er forkert. Der er faktisk en betydelig forskel på russisk og ukrainsk – det ved jeg, fordi jeg har prøvet at tolke det.
Ukrainerne var de første til at erklære sig selvstændige, da Sovjetunionen brød sammen. De var gennem mange år blevet voldsomt undertrykt, udnyttet og udbyttet af Sovjetunionen. Blandt andet måtte ukrainerne i perioder sulte, mens deres kornkamre leverede mad til Sovjetunionen. Der er altså historisk set stærke spændinger mellem de to lande.
Samtidig siger man, at hver fjerde russer har familie eller venner i Ukraine. Så der er bestemt også tætte bånd, der knytter de to lande sammen.
LÆS OGSÅ: Leif Davidsen: Der går en lige linje fra Lenin til Putin
LEIF DAVIDSEN: Der er – eller måske nærmere var – stor forskel på det østlige og det vestlige Ukraine. I øst taler man fortrinsvis russisk og har en lang historie med russerne, som man har delt både sprog, religion og kultur med gennem århundreder. I det vestlige Ukraine taler befolkningen ukrainsk, er katolsk og har historisk haft tættere bånd til nationer som Østrig-Ungarn og Polen.
Ukraine og Rusland har et tumultarisk, modsætningsfyldt forhold. I perioder har ukrainerne følt sig meget undertrykte af russerne, blandt andet i 1930’erne, hvor Stalin mere eller mindre forsøgte at sulte dem til underkastelse. Samtidig har millioner af russere og ukrainere familie og venner på tværs af grænsen. Derfor kan man også sige, at det er to brodernationer, der er i krig med hinanden.
Med invasionen i februar er det fællesskab selvfølgelig gået i opløsning. Nu er der kun raseri og had fra ukrainerne til Rusland, mens russerne forsøger at smadre Ukraine med missiler og bomber.
Er det disse historiske bånd, der gør, at Rusland føler et ejerskab over Ukraine?
ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY: Putin er personligt besat af tanken om Ukraine. Han har skrevet store, pseudoakademiske afhandlinger om emnet, og hans mål er at få Ukraine tilbage i det russiske rige. Derudover er der store mineralressourcer i det østlige Ukraine, så der er også klare økonomiske fordele ved at invadere Donbass-regionen.
LEIF DAVIDSEN: Mange russere betragter især det østlige Ukraine som en del af Rusland, mens de ser det ukrainske sprog som en lidt underlig russisk dialekt. Putins mål er at gøre Ukraine til en ikke-stat, som en del af Rusland. Det er derfor, ukrainerne er så motiverede for at vinde denne her krig – hvis de taber, ophører deres land med at eksistere.
Kan Putin slippe godt ud af krigen på nogen måde?
LEIF DAVIDSEN: Med denne krig har Putin begået sit livs monumentalt største fejltagelse. Hans land er en pariastat og er sendt 30-40 år tilbage i tiden. Verden vil ikke have noget med ham at gøre, og han lever udelukkende på kinesernes nåde.
Derfor er det ren overlevelse for Putin lige nu. Jeg kan egentlig ikke se, hvordan han kan slippe godt ud af det her. Der er meget, meget store spændinger i hans land, og mange betragter Rusland som en fejlslagen nation. Det er kun et spørgsmål om tid, tror jeg, før han bliver væltet eller kuppet eller Ruslands økonomi bryder sammen.
Kort og godt er han en presset mand – selvom han påstår det modsatte.
ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY: Jeg tror godt, Putin kan komme ud på den anden side af denne situation med magten i behold – også selvom han taber krigen. Hjemme i Rusland har han nemlig total kontrol over mediebilledet, og det betyder, at han groft sagt selv bestemmer, hvilken version af virkeligheden, russerne præsenteres for.
Hvis Putin siger, at russerne er lykkedes med at slå alle nazisterne ihjel i Ukraine, så er det sandheden i Rusland. På den måde kan han vende et russisk nederlag til en sejr.
Men han kommer ikke til at sidde på magten for evigt. Russernes levestandard har været dalende i lang tid, også før invasionen. Det betyder, at unge mennesker i Rusland ikke kan regne med at få et bedre liv, end deres forældre havde. Den udvikling er ikke sund for et samfund, og den skaber utilfredshed.
Der skal generelt meget til, før russere gør oprør, og Putin holder al kritik nede med hård hånd. Men han er ikke purung længere, der bliver flere og flere sprækker i systemet omkring ham.
Skal vi være bange for, at situationen udvikler sig til atomkrig?
LEIF DAVIDSEN: Det tror jeg ikke. Kineserne har for længst gjort det meget klart for russerne, at det vil de ikke have. Men derfor kan krigen stadig eskalere. Selvom hverken Putin eller NATO ønsker at gå i direkte krig med hinanden, kan det jo ske alligevel.
Det var sådan, 1. verdenskrig startede. Stormagterne vaklede søvngængeragtigt ind i krigen. Gnisten, der antændte det hele, var mordet på ærkehertug Franz Ferdinand og hans hustru i Sarajevo, og pludselig var Europa i krig.
Da et missil ramte Polen for nylig, stod vi i en potentielt meget farlig situation, der kunne have antændt en større konflikt mellem NATO og Rusland. Men jeg var lettet over at se, at politikerne både i NATO’s hovedkvarter og i Moskva holdt hovedet koldt. Det var betryggende, at de ikke straks affyrede alle kanonerne.
LÆS OGSÅ: Anne-Cathrine Riebnitzsky: Min første tanke var ’Åh nej. Ikke en historisk roman!´
ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY: Nej, det skal vi ikke. Hvis Putin starter en atomkrig, vil han blive stoppet helt utroligt hurtigt. Det ved han godt selv, og det er han ikke interesseret i. Han ville ikke få noget militært ud af det, og man kan også se, at det er en anden vej, han har valgt at gå.
Russerne bomber nemlig ukrainernes infrastruktur i stor stil, og de håber, at det kan være nok til at knække dem – selvom det historisk set ikke har været en effektiv strategi.
Hvis I nu skulle kigge ind i krystalkuglen – med alle forbehold selvfølgelig – hvad tror I så udsigterne er til, at krigen får en ende?
ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY: Folk vil måske grine lidt af mig og kalde mig alt for optimistisk, men jeg tror ikke, at krigen varer længere end til foråret. Der er opstået store sprækker i det russiske system, der er intern kritik af ledelsen, og ufattelig mange russiske soldater mister livet hver dag.
Hvis jeg nu skulle gætte, kunne jeg godt forestille mig, at den 8. marts næste år bliver en skelsættende dag i Rusland. Det er Kvindernes Internationale Kampdag, og det er en væsentlig mærkedag i landet. Jeg tror ikke, at mødre og hustruer til soldater ønsker at få blomster den dag, som traditionen ellers byder.
Mange russiske kvinder er kede af krigen, og i takt med at flere russiske soldater dør og flere historier om ringe uddannelse og udrustning kommer frem, bliver det sværere for Putin at holde sammen på sin fortælling. Men nu må vi se, om jeg får ret eller ej.
– Anne-Cathrine Riebnitzsky
LEIF DAVIDSEN: Så længe Putin sidder i Kreml, får krigen ikke en ende. Så enkelt er det.
Man kan spekulere på, om Rusland ender i et økonomisk sammenbrud eller i en borgerkrig. Men foreløbig tror jeg, at vinteren vil sætte en bremse for krigsaktiviteten. Russerne vil nok forsøge at holde de linjer, de har nu, og gå ind i en offensiv til foråret, hvis de har kræfterne til det. Ukrainerne vil til gengæld forsøge at presse russerne yderligere, for det er dem, der har teten på slagmarken.
Så krigen stopper ikke. Ikke her og nu i hvert fald.
Denne artikel er skrevet i november 2022 og afspejler krigen på det tidspunkt.
Et budskab fra Ukraine af Volodymyr Zelenskyj
“En dag inden længe vil vi være sammen med vores kære igen. Vores flag vil vaje over de besatte byer igen. Vores nation vil blive genforenet, og der vil igen være fred. Og verden vil ikke længere drømme i sort og hvidt. Den vil kun drømme i blåt og gult.” Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj
Præsident Volodymyr Zelenskyj har personligt udvalgt seksten vigtige taler, der belyser Ukraines historie siden 2019, samt skrevet en gribende introduktion om hvad han har lært om sig selv og om Ukraine, siden begyndelsen af den russiske invasion. Det er historien om en nation, der forsvarer sig mod russisk aggression. Og det er historien om et folk, der på vegne af verden kæmper for demokrati. Frem for alt er det et kampråb om at rejse os og kæmpe for frihed. Hvis ikke nu, hvornår så?
Volodymyr Zelenskyj blev valgt som præsident i 2019 og har stået i spidsen for kampen mod den russiske invasion siden februar 2022. Dette er den eneste bog, der er autoriseret af præsident Zelenskyj. Alle præsidentens indtægter fra bogen går ubeskåret til United24, hans eget initiativ til at skaffe donationer til Ukraine.
Læs også om Leif Davidsen og få overblik over hans forfatterskab.
Bogen Et budskab fra Ukraine er præsident Zelenskyjs opråb til verden om at støtte Ukraine. Vi har bedt forfatterne og Ruslands-kenderne Anne-Cathrine Riebnitzsky og Leif Davidsen om at give deres bud på, hvilken statsleder Zelenskyj er – og hvad udsigterne er til, at krigen får en ende.
I Et budskab fra Ukraine har præsident Volodymyr Zelenskyj personligt udvalgt seksten af sine vigtigste taler. Bogen fortæller historien om en nation, der tappert forsvarer sig mod russisk aggression. Zelenskyj reflekterer desuden over, hvad han har lært om sig selv og om Ukraine, siden den russiske invasion begyndte i februar 2022.
Vi har bedt de Ruslands-kyndige forfattere Anne-Cathrine Riebnitzsky og Leif Davidsen om at dykke ned i Zelenskyjs rolle som statsleder, Putins ambitioner og udsigterne til fred mellem ukrainerne og russerne.
LÆS OGSÅ: 12 citater fra præsident Zelenskyjs største taler
Anne-Cathrine Riebnitzsky er uddannet russisk sprogofficer og har arbejdet på den danske ambassade i Moskva, mens Leif Davidsen i en årrække var Ruslandskorrespondent for Danmarks Radio.
Hvilken statsleder har Zelenskyj vist sig at være siden invasionen i februar?
LEIF DAVIDSEN: Zelenskyj har vist sig at være den rette mand på det rette tidspunkt. Man kan kalde ham Ukraines Churchill.
Inden invasionen var hans popularitet helt i bund. Hans meningsmålinger var nede på 10 procent, og folk var skuffede over, at han ikke havde formået at gøre noget ved landets korruption og oligarkvælde.
Men under krigen er han blevet landets samlende faktor. Han er billedet på Ukraines modstand og på den stærke nationalfølelse, som krigen har skabt blandt ukrainere.
ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY: Zelenskyj blev i krigens begyndelse berømt for at sige, at han ikke havde brug for et lift ud af landet, men for våben. Han er dybt engageret i sit folk og taler til dem morgen, middag og aften. I modsætning til Putin har han faktisk besøgt soldaterne ved fronten – blandt andet for nylig da Kherson blev befriet. Han stod i byens gader dagen efter generobringen.
Man kan altså sige, at Zelenskyj er en mere moderne leder end Putin, og at han er i langt bedre berøring med sin egen befolkning.
Hvilken rolle har hans taler spillet i krigen, for eksempel i forhold til omverdenens engagement?
ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY: Uden hans taler er der en risiko for, at krigen ville være gået i glemmebogen i Vesten. Talerne har nemlig været fuldstændig afgørende for, at Vesten har ydet så stor en våbenmæssig hjælp til Ukraine. Gennem dem formår Zelenskyj at sætte ord på, hvilken betydning krigen og ukrainernes kamp for demokratiet har for Ukraine og for verdens frie lande.
LEIF DAVIDSEN: Zelenskyj er en fantastisk kommunikator, hvilket nok skyldes hans baggrund som skuespiller og standupkomiker. Han kan noget helt særligt med sin mimik og sprog.
Her får jeg igen lyst til at sammenligne ham med Churchill. Ikke fordi de egentlig minder særligt meget om hinanden som mennesker, men fordi de er kommet til at spille den samme rolle for deres folk i krigstid.
Da Tyskland forsøgte at underkue Storbritannien under 2. Verdenskrig, var briterne meget alene i verden. Frankrig var faldet, og USA var endnu ikke gået ind i krigen. I den periode var det især gennem sine taler, at Churchill formåede at styrke og opmuntre den britiske befolkning.
Det samme gør Zelenskyj i Ukraine. Han styrker sit folks motivation og fællesskabsfølelse, selvom de dagligt bliver udsat for terrorbombning af russerne.
Hvilke historiske bånd har russerne og ukrainerne til hinanden?
ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY: Russerne og ukrainerne er vokset ud af det samme folkeslag og deler sprogstamme og historie. Men der er også meget, der skiller dem ad. Nogle siger, at russere og ukrainere stort set taler det samme sprog, men det er forkert. Der er faktisk en betydelig forskel på russisk og ukrainsk – det ved jeg, fordi jeg har prøvet at tolke det.
Ukrainerne var de første til at erklære sig selvstændige, da Sovjetunionen brød sammen. De var gennem mange år blevet voldsomt undertrykt, udnyttet og udbyttet af Sovjetunionen. Blandt andet måtte ukrainerne i perioder sulte, mens deres kornkamre leverede mad til Sovjetunionen. Der er altså historisk set stærke spændinger mellem de to lande.
Samtidig siger man, at hver fjerde russer har familie eller venner i Ukraine. Så der er bestemt også tætte bånd, der knytter de to lande sammen.
LÆS OGSÅ: Leif Davidsen: Der går en lige linje fra Lenin til Putin
LEIF DAVIDSEN: Der er – eller måske nærmere var – stor forskel på det østlige og det vestlige Ukraine. I øst taler man fortrinsvis russisk og har en lang historie med russerne, som man har delt både sprog, religion og kultur med gennem århundreder. I det vestlige Ukraine taler befolkningen ukrainsk, er katolsk og har historisk haft tættere bånd til nationer som Østrig-Ungarn og Polen.
Ukraine og Rusland har et tumultarisk, modsætningsfyldt forhold. I perioder har ukrainerne følt sig meget undertrykte af russerne, blandt andet i 1930’erne, hvor Stalin mere eller mindre forsøgte at sulte dem til underkastelse. Samtidig har millioner af russere og ukrainere familie og venner på tværs af grænsen. Derfor kan man også sige, at det er to brodernationer, der er i krig med hinanden.
Med invasionen i februar er det fællesskab selvfølgelig gået i opløsning. Nu er der kun raseri og had fra ukrainerne til Rusland, mens russerne forsøger at smadre Ukraine med missiler og bomber.
Er det disse historiske bånd, der gør, at Rusland føler et ejerskab over Ukraine?
ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY: Putin er personligt besat af tanken om Ukraine. Han har skrevet store, pseudoakademiske afhandlinger om emnet, og hans mål er at få Ukraine tilbage i det russiske rige. Derudover er der store mineralressourcer i det østlige Ukraine, så der er også klare økonomiske fordele ved at invadere Donbass-regionen.
LEIF DAVIDSEN: Mange russere betragter især det østlige Ukraine som en del af Rusland, mens de ser det ukrainske sprog som en lidt underlig russisk dialekt. Putins mål er at gøre Ukraine til en ikke-stat, som en del af Rusland. Det er derfor, ukrainerne er så motiverede for at vinde denne her krig – hvis de taber, ophører deres land med at eksistere.
Kan Putin slippe godt ud af krigen på nogen måde?
LEIF DAVIDSEN: Med denne krig har Putin begået sit livs monumentalt største fejltagelse. Hans land er en pariastat og er sendt 30-40 år tilbage i tiden. Verden vil ikke have noget med ham at gøre, og han lever udelukkende på kinesernes nåde.
Derfor er det ren overlevelse for Putin lige nu. Jeg kan egentlig ikke se, hvordan han kan slippe godt ud af det her. Der er meget, meget store spændinger i hans land, og mange betragter Rusland som en fejlslagen nation. Det er kun et spørgsmål om tid, tror jeg, før han bliver væltet eller kuppet eller Ruslands økonomi bryder sammen.
Kort og godt er han en presset mand – selvom han påstår det modsatte.
ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY: Jeg tror godt, Putin kan komme ud på den anden side af denne situation med magten i behold – også selvom han taber krigen. Hjemme i Rusland har han nemlig total kontrol over mediebilledet, og det betyder, at han groft sagt selv bestemmer, hvilken version af virkeligheden, russerne præsenteres for.
Hvis Putin siger, at russerne er lykkedes med at slå alle nazisterne ihjel i Ukraine, så er det sandheden i Rusland. På den måde kan han vende et russisk nederlag til en sejr.
Men han kommer ikke til at sidde på magten for evigt. Russernes levestandard har været dalende i lang tid, også før invasionen. Det betyder, at unge mennesker i Rusland ikke kan regne med at få et bedre liv, end deres forældre havde. Den udvikling er ikke sund for et samfund, og den skaber utilfredshed.
Der skal generelt meget til, før russere gør oprør, og Putin holder al kritik nede med hård hånd. Men han er ikke purung længere, der bliver flere og flere sprækker i systemet omkring ham.
Skal vi være bange for, at situationen udvikler sig til atomkrig?
LEIF DAVIDSEN: Det tror jeg ikke. Kineserne har for længst gjort det meget klart for russerne, at det vil de ikke have. Men derfor kan krigen stadig eskalere. Selvom hverken Putin eller NATO ønsker at gå i direkte krig med hinanden, kan det jo ske alligevel.
Det var sådan, 1. verdenskrig startede. Stormagterne vaklede søvngængeragtigt ind i krigen. Gnisten, der antændte det hele, var mordet på ærkehertug Franz Ferdinand og hans hustru i Sarajevo, og pludselig var Europa i krig.
Da et missil ramte Polen for nylig, stod vi i en potentielt meget farlig situation, der kunne have antændt en større konflikt mellem NATO og Rusland. Men jeg var lettet over at se, at politikerne både i NATO’s hovedkvarter og i Moskva holdt hovedet koldt. Det var betryggende, at de ikke straks affyrede alle kanonerne.
LÆS OGSÅ: Anne-Cathrine Riebnitzsky: Min første tanke var ’Åh nej. Ikke en historisk roman!´
ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY: Nej, det skal vi ikke. Hvis Putin starter en atomkrig, vil han blive stoppet helt utroligt hurtigt. Det ved han godt selv, og det er han ikke interesseret i. Han ville ikke få noget militært ud af det, og man kan også se, at det er en anden vej, han har valgt at gå.
Russerne bomber nemlig ukrainernes infrastruktur i stor stil, og de håber, at det kan være nok til at knække dem – selvom det historisk set ikke har været en effektiv strategi.
Hvis I nu skulle kigge ind i krystalkuglen – med alle forbehold selvfølgelig – hvad tror I så udsigterne er til, at krigen får en ende?
ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY: Folk vil måske grine lidt af mig og kalde mig alt for optimistisk, men jeg tror ikke, at krigen varer længere end til foråret. Der er opstået store sprækker i det russiske system, der er intern kritik af ledelsen, og ufattelig mange russiske soldater mister livet hver dag.
Hvis jeg nu skulle gætte, kunne jeg godt forestille mig, at den 8. marts næste år bliver en skelsættende dag i Rusland. Det er Kvindernes Internationale Kampdag, og det er en væsentlig mærkedag i landet. Jeg tror ikke, at mødre og hustruer til soldater ønsker at få blomster den dag, som traditionen ellers byder.
LEIF DAVIDSEN: Så længe Putin sidder i Kreml, får krigen ikke en ende. Så enkelt er det.
Man kan spekulere på, om Rusland ender i et økonomisk sammenbrud eller i en borgerkrig. Men foreløbig tror jeg, at vinteren vil sætte en bremse for krigsaktiviteten. Russerne vil nok forsøge at holde de linjer, de har nu, og gå ind i en offensiv til foråret, hvis de har kræfterne til det. Ukrainerne vil til gengæld forsøge at presse russerne yderligere, for det er dem, der har teten på slagmarken.
Så krigen stopper ikke. Ikke her og nu i hvert fald.
Denne artikel er skrevet i november 2022 og afspejler krigen på det tidspunkt.
Et budskab fra Ukraine af Volodymyr Zelenskyj
“En dag inden længe vil vi være sammen med vores kære igen. Vores flag vil vaje over de besatte byer igen. Vores nation vil blive genforenet, og der vil igen være fred. Og verden vil ikke længere drømme i sort og hvidt. Den vil kun drømme i blåt og gult.” Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj
Præsident Volodymyr Zelenskyj har personligt udvalgt seksten vigtige taler, der belyser Ukraines historie siden 2019, samt skrevet en gribende introduktion om hvad han har lært om sig selv og om Ukraine, siden begyndelsen af den russiske invasion. Det er historien om en nation, der forsvarer sig mod russisk aggression. Og det er historien om et folk, der på vegne af verden kæmper for demokrati. Frem for alt er det et kampråb om at rejse os og kæmpe for frihed. Hvis ikke nu, hvornår så?
Volodymyr Zelenskyj blev valgt som præsident i 2019 og har stået i spidsen for kampen mod den russiske invasion siden februar 2022. Dette er den eneste bog, der er autoriseret af præsident Zelenskyj. Alle præsidentens indtægter fra bogen går ubeskåret til United24, hans eget initiativ til at skaffe donationer til Ukraine.
Du kan købe Et budskab fra Ukraine online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Læs også om Leif Davidsen og få overblik over hans forfatterskab.
Andre læste også: