Læseprøve og uddrag Skønlitteratur

Hvor skoven møder stjernerne er en medrivende fortælling om fortiden og kærlighed. Tyvstart din læsning her

hvor skoven møder stjernerne, glendy vanderah

Hvor skoven møder stjernerne er en sårbar og bjergtagende roman om at vælge kærligheden til, selvom livet er svært. Smuglæs i romanen her.


Hvor skoven møder stjernerne fortæller historien om Jo, som er en ung forsker, der laver feltarbejde dybt inde i Illinois’ skove. En dag dukker et slemt tilredt barn op ved den hytte, hun har lejet over sommeren. Pigen, Ursa, er barfodet og iklædt en lilla pyjamas, og fortæller en mystisk historie om sig selv.

LÆS OGSÅ: 23 forslag til gode romaner du kan læse

Jo og den lokale landmand Gabe tager sig af Ursa, mens de forsøger at finde frem til sandheden om hendes fortid. Men både Jo og Gabe har ar på sjælen, som de konfronteres med undervejs.

Du kan købe Hvor skoven møder stjernerne online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 1. februar.




Hvor skoven møder stjernerne

Glendy Vanderah


KAPITEL 1

Pigen kunne være en skifting. Hun var næsten usynlig, sådan som hendes blege ansigt, hættetrøje og bukser gik i ét med den dunkle skov bag hende. Hun havde bare fødder. Hun stod ubevægelig med den ene arm omkring stammen på et valnøddetræ, og hun rørte sig ikke, da bilen knasede hen ad indkørslen og standsede et par meter væk.

Da Jo slukkede bilen, kiggede hun væk fra pigen for at samle kikkert, rygsæk og dataark sammen fra passagersædet. Måske ville pigebarnet vende tilbage til feernes rige, hvis hun undlod at kigge på hende.

Men pigen stod der stadig, da Jo steg ud af bilen. “Jeg kan godt se dig,” sagde Jo til skyggen ved nøddetræet.

“Det ved jeg godt,” sagde pigen.

Jos vandrestøvler efterlod flager af indtørret mudder på den cementerede gangsti. “Ville du noget?”

Pigen svarede ikke.

“Hvorfor er du på min ejendom?”

“Jeg forsøgte at kæle med din hundehvalp, men det ville han ikke have.”

“Det er ikke min hund.”

“Hvis er han?”

“Ingens.” Hun åbnede døren til den afskærmede veranda.

“Du burde gå hjem, mens det stadig er lyst nok til, at du kan se noget.” Hun tændte for den udendørs insektlampe, gik tilbage til trædøren og låste den. Pigen var kun omkring ni år gammel, men hun kunne alligevel godt være ude på noget.

Et kvarter senere havde Jo været i bad og taget T-shirt, træningsbukser og badesandaler på. Hun tændte lyset i køkkenet, hvilket tiltrak en lydløs gruppe af insekter til de mørke vinduer. Mens hun gjorde klar til at grille, vendte hendes tanker tilbage til pigen under nøddetræet. Hun måtte være for bange for mørket til at være blevet hængende. Hun måtte være gået hjem.

Jo tog marineret kyllingebryst og tre grillspyd med grønt- sager med ud til en bålplads, der lå på et stykke græsplæne fuld af ukrudt, som adskilte det gule træhus fra en månebelyst græsmark, der strakte sig over et par tønder land. Det lejede hus fra 40’erne var kendt som Kinney Cottage, lå oppe på en bakke og vendte ud mod skoven.

Bag huset lå en lille prærie, som ejeren jævnligt afbrændte for at forhindre skoven i at brede sig. Jo tændte ild i midten af stencirklen og stillede grillstativet hen over det. Idet hun lagde kylling og grillspyd over flammerne, blev hun anspændt, da en mørk skikkelse rundede hushjørnet. Det var pigen. Hun standsede først få meter fra ilden og iagttog Jo lægge det sidste grillspyd på grillristen. “Har du ikke et komfur?” spurgte hun.

“Jo, det har jeg.”

“Hvorfor laver du så mad udenfor?”

Jo satte sig i en af fire vakkelvorne havestole. “Fordi jeg godt kan lide det.”

“Det dufter godt.”

Hvis hun var kommet for at tigge mad, ville hun blive slemt skuffet over de tomme skabe hos en feltbiolog, der ikke havde tid til at købe ind. Hun talte med den lokale landlige dræven, og hendes bare fødder var bevis på, at hun var kommet fra en nærliggende ejendom. Hun kunne for pokker da gå hjem og spise aftensmad.

Pigen rykkede tættere på, så ilden farvede hendes æblekinder og lyse hår, men ikke hendes øjne, der stadig var skjult i sorte skiftingagtige huller i hendes ansigt.

“Tror du ikke, det er på tide, du går hjem?” sagde Jo.

Hun kom nærmere. “Jeg har ikke noget hjem på Jorden. Jeg kommer derfra.” Hun pegede mod himlen.

“Hvorfra?”

“Ursa Major, også kaldet Store Bjørn.”

“Stjernebilledet?”

Pigen nikkede. “Jeg kommer fra Møllehjulsgalaksen. Den ligger ved Store Bjørns hale.”

Jo vidste ikke noget om galakser, men navnet lød som noget, et barn ville finde på. “Jeg har aldrig hørt om Møllehjulsgalaksen,” sagde Jo.

“Det er, hvad dit folk kalder det, men vi kalder det noget andet.”

Jo kunne se pigens øjne nu. Hendes intelligente blik var underlig skarpsindigt i forhold til hendes barnlige ansigt, og Jo tog det som et tegn på, at hun godt vidste, det hele var ment for sjov. “Hvis du er et rumvæsen, hvorfor ser du så menneskelig ud?”

“Jeg bruger bare denne piges krop.”

“Siger du så ikke lige til hende, at hun skal gå hjem, nu hvor du alligevel er derinde?”

“Det kan hun ikke. Hun var død, da jeg tog hendes krop. Hvis hun gik hjem, ville hendes forældre blive forskrækkede.”

Det var altså en zombie-ting. Jo havde godt hørt om den slags lege. Men pigen var kommet til det forkerte hus, hvis hun ledte efter nogen at lege alien-zombie med. Jo havde aldrig været god til børn og fantasilege, ikke engang da hun selv havde været på pigens alder.

Jos forældre, der begge var videnskabsfolk, sagde ofte, at hendes dobbelte dosis af analytiske gener havde skabt hende sådan. De plejede at lave sjov med, at hun allerede havde set målrettet ud, dengang hun kom ud af livmoderen – som om hun udformede hypoteser om, hvor hun var, og hvem alle de mennesker på fødestuen var.

Rumvæsnet i menneskekroppen betragtede Jo vende kyllingebrystet.

“Du må hellere se at komme hjem til aftensmad,” sagde Jo. “Dine forældre bliver bekymrede.”

“Jeg sagde lige til dig, at jeg ikke har …”

“Har du brug for at ringe til nogen?” Jo tog mobilen op af bukselommen.

“Hvem skulle jeg ringe til?”

“Hvad med om jeg ringer? Giv mig dit nummer.” “Hvordan kan jeg have et nummer, når jeg kommer fra stjernerne?”

“Hvad med hende pigen, hvis krop du tog? Hvad er hendes nummer?”

“Jeg ved ingenting om hende, ikke engang hendes navn.” Uanset hvad hun var ude på, var Jo for træt til det. Hun havde været vågen siden klokken fire den morgen og havde trasket gennem mark og skov i varmt og fugtigt vejr i mere end 13 timer. Det havde været hendes rutine næsten hver eneste dag i ugevis, og i de få timer hun tilbragte i huset hver aften, var det vigtigt at slappe af. “Hvis ikke du går, så ringer jeg til politiet,” sagde hun og forsøgte at lyde streng.

“Hvad vil politiet gøre?” sagde hun, som om hun aldrig havde hørt ordet før.

“De vil slæbe dig med hjem til dig selv.”

Pigen lagde armene over kors foran sin tynde krop. “Hvad vil de gøre, når jeg fortæller dem, at jeg ikke har noget hjem?”

“Så vil de tage dig med på politistationen og finde dine forældre, eller hvem det nu er, du bor hos.”

“Hvad vil de gøre, når de ringer til de mennesker og finder ud af, at deres datter er død?”

Denne gang behøvede Jo ikke at simulere vrede. “Det er skam ingen spøg at være alene i denne verden. Du burde tage hjem til, hvem det end er, der bekymrer sig om dig.”

Pigen strammede armene foran brystet, men sagde in- genting.

Det pigebarn havde hårdt brug for et realitetstjek. “Hvis du virkelig ingen familie har, så placerer politiet dig hos en plejefamilie.”

“Hvad er det?”

“Du kommer til at bo hos fuldkommen fremmede, og nogle gange er de ondskabsfulde, så du må hellere se at komme hjem, før jeg ringer til strisserne.”

Pigen rørte sig ikke.

“Jeg mener det.”

Den halvvoksne hund, der havde tigget efter mad ved Jos ildsted de sidste par aftner, luskede ind i den ydre cirkel af skæret fra ilden. Pigen satte sig på hug, holdt hånden frem og forsøgte at lokke den til sig med en lys stemme, så hun kunne klappe den.

“Den kommer ikke nærmere,” sagde Jo. “Den er vild. Den er sikkert født i skoven.”

“Hvor er hans mor?”

“Hvem ved?” Jo lagde mobilen fra sig og vendte grillspyddene. “Er der en grund til, at du er bange for at tage hjem?”

“Hvorfor vil du ikke tro på, at jeg kommer fra stjernerne?”

Den røvstædige unge vidste ikke, hvornår man skulle sige stop. “Der er jo ingen, der vil tro på, at du er et rumvæsen.” Pigen gik hen til kanten af prærien, vendte ansigtet mod stjernehimlen, løftede armene og messede en eller anden form for volapyk, der skulle lyde som noget overjordisk. Hendes ord flød som et fremmed sprog, hun kendte godt, og da hun var færdig, vendte hun sig selvtilfreds mod Jo med hænderne i siderne.

“Jeg håber, du bad dit rumfolk om at komme og hente dig tilbage,” sagde Jo.

“Det var en hyldest.”

Hyldest – godt ord.”

Pigen vendte tilbage til skæret fra ildstedet. “Jeg kan ikke tage tilbage endnu. Jeg er nødt til at blive på Jorden, indtil jeg har set fem mirakler. Det er en del af vores træning, når vi når en vis alder – lidt ligesom at gå i skole.”

“Du kommer til at være her et stykke tid. Vand er ikke blevet forvandlet til vin de sidste par årtusinder.”

“Jeg mener ikke bibelske mirakler.”

“Hvilken slags mirakler mener du så?”

“Hvad som helst,” sagde pigen. “Du er et mirakel, og hunden er. Det her er en hel ny verden for mig.”

“Godt, så har du allerede to.”

“Nej, jeg vil gemme dem til de rigtig gode ting.”

“Nå, tak skal du have.”

Pigen satte sig i en havestol tæt på Jo. Der dryppede fedtet marinade fra kyllingebrystet på grillristen ned i ilden, så der bredte sig en liflig, røget duft i aftenluften. Pigebarnet gloede på det. Hendes sult var ægte, den var der ikke noget opdigtet ved. Måske havde hendes familie ikke råd til mad. Det overraskede Jo, at hun ikke havde tænkt på det med det samme.

“Hvad med, om jeg giver dig noget at spise, før du tager hjem?” sagde hun. “Kan du lide kalkunburger?”

“Hvordan skulle jeg kunne vide, hvordan en kalkunburger smager?”

“Vil du have en eller ej?”

“Jeg vil gerne have en. Det er meningen, jeg skal prøve nye ting, mens jeg er her.”

Jo flyttede kyllingebrystet ud til siden, hvor der ikke var så meget varme, før hun gik ind for at hente en frossen kalkunbøf, noget dressing og en bolle. Hun kom i tanke om den sidste skive ost i køleskabet og tilføjede den til pigens aftensmad. Pigebarnet havde sandsynligvis mere brug for den, end hun selv havde.

Jo vendte tilbage til ildstedet, lagde kalkunbøffen over ilden og lagde resten på den tomme stol ved siden af sig. “Jeg håber, du kan lide ost i din burger.”

“Jeg har hørt om ost,” sagde pigen. “De siger, det smager godt.”

“Hvem siger, det smager godt?”

“Dem, der allerede har været her. Vi lærer lidt om Jorden, før vi kommer.”

“Hvad hedder din planet?”

“Det er svært at sige på jeres sprog – lidt ligesom Nehdroej. Har du nogen skumfiduser?”

“Lærte nehdroejanerne dig om skumfiduser?”

“De sagde, at børn stikker pinde i dem og smelter dem over ilden. De siger, det smager rigtig godt.”

Endelig havde Jo en undskyldning for at åbne den pose skumfiduser, som hun havde impulskøbt, lige da hun var flyttet ind i huset. Hun tænkte, at hun lige så godt kunne bruge dem, før de blev for gamle. Hun hentede skumfiduserne i køkkenskabet og lod posen dumpe ned i skødet på rumvæsnet. “Du skal spise aftensmad, før du åbner dem.”

Rumvæsnet fandt en pind og satte sig i stolen igen med skumfiduserne i skødet og sit mørke blik stift rettet mod kalkunbøffen, mens den grillede. Jo varmede bollen og lagde et grillspyd med stegte kartofler, broccoli og champignoner ved siden af kalkunburgeren på en tallerken. Hun hentede to glas med drikkevarer. “Kan du lide æblecider?”

Pigen tog imod glasset og smagte på det. “Det smager rigtig godt!”

“Godt nok til at være et mirakel?”

“Nej,” sagde rumvæsnet, men hun skyllede mere end det halve af glasset ned i løbet af få sekunder.

Pigen var næsten færdig med sin burger, da Jo endelig tog sin første bid. “Hvornår har du sidst spist?” spurgte hun.

“På min planet,” sagde rumvæsnet med den ene kind fuld af mad.

“Hvornår var det?”

Hun sank maden. “I aftes.”

Jo lagde gaflen fra sig. “Har du ikke spist noget hele dagen?”

Pigen stak en kartoffel i munden. “Jeg havde ikke lyst til at spise før nu. Jeg havde sådan lidt kvalme – efter turen til Jorden og af at skifte krop og alt det der.”

“Hvorfor spiser du så, som om du er ved at dø af sult?”

Pigen brækkede det sidste stykke af sin burger midt over og smed den ene halvdel hen til den tiggende hundehvalp, sikkert for at bevise, at hun ikke var ved at dø af sult. Hunden slugte det lige så hurtigt, som pigen havde gjort. Da rumvæsnet rakte den sidste bid hen mod hunden, luskede hvalpen fremad, snuppede den ud af fingrene på hende og trak sig tilbage, mens den spiste. “Så du det?” sagde pigen. “Han tog den fra min hånd.”

“Jeg så det godt.” Hvad Jo så, var et barn, der måske havde store problemer. “Er det pyjamasbukser, du har på?”

Pigen kastede et blik ned på sine tynde bukser. “Det er vel det, I mennesker kalder dem.”

Jo skar endnu et stykke kød af sit kyllingebryst. “Hvad hedder du?”

Pigen lagde sig ned på knæ og prøvede at krybe tættere på hvalpen. “Jeg har ikke et jordisk navn.”

“Hvad er dit rumnavn?”

“Det er svært at sige …”

“Bare sig det til mig.”

“Det er lidt ligesom Earpood-na-ahsroo.” “Ear poo …?”

“Nej, Earpood-na-ahsroo.”

“Okay, Earpood, jeg vil gerne have, du fortæller mig sandheden om, hvorfor du er her.”

Hun opgav den sky hund og rejste sig op. “Må jeg åbne skumfiduserne nu?”

“Spis broccolien først.”

Hun kiggede på tallerkenen, som hun havde stillet på stolen. “Det grønne stads?”

“Ja.”

“Vi spiser ikke grønt stads på min planet.”

“Du sagde, det var meningen, at du skulle prøve nye ting.” Pigen skubbede tre stykker broccoli ind i munden lige efter hinanden. Mens hun tyggede på broccolien, flåede hun posen med skumfiduser op.

“Hvor gammel er du?” spurgte Jo.

Pigen slugte det sidste broccoli med en kraftanstrengelse. “Min alder ville ikke give mening for et menneske.”

“Hvor gammel er den krop, du tog?”

Hun stak enden af sin pind ind i en skumfidus. “Det ved jeg ikke.”

“Jeg bliver virkelig nødt til at ringe til politiet,” sagde Jo. “Hvorfor?”

“Du ved godt hvorfor. Hvor gammel er du, ni … ti år? Du må ikke være alene ude om aftenen. Der er nogen, som ikke behandler dig ordentligt.”

“Hvis du ringer til politiet, så løber jeg bare min vej.” “Hvorfor? De kan hjælpe dig.”

“Jeg vil ikke bo hos fremmede.”

“Jeg sagde det for sjov. Jeg er sikker på, de finder nogle rare mennesker.”

Pigen pressede en tredje skumfidus på sin pind. “Tror du, Lille Bjørn ville kunne lide skumfiduser?”

“Hvem er Lille Bjørn?”

“Jeg har opkaldt hvalpen efter Ursa Minor eller Lille Bjørn – stjernebilledet ved siden af mit. Synes du ikke, han ligner en bjørneunge?”

“Du skal ikke give ham skumfiduser. Det er ikke sukker, han har brug for.” Jo tog de sidste stykker kyllingebrystkød og smed dem hen til hunden; hun var for distraheret til at spise færdig. Da kødet forsvandt ind i gabet på køteren, gav hun ham de resterende grøntsager fra sine to grillspyd.

“Du er rar,” sagde pigen.

“Jeg er tåbelig. Nu slipper jeg aldrig af med ham.” “Hov!” Der var gået ild i pigens skumfiduser, så hun tog pinden væk og pustede ilden ud.

“Lad dem køle lidt ned først,” sagde Jo.

Hun ventede ikke, men trak den varme, hvide, klæbrige masse op til munden. Skumfiduserne forsvandt meget hurtigt, og pigen gik i gang med en portion mere, mens Jo bar bestik og tallerkener ind i køkkenet. Mens hun hurtigt vaskede op, besluttede hun sig for en ny strategi. At være bad cop virkede tydeligvis ikke. Hun måtte vinde pigens tillid for at få noget som helst ud af hende.

Jo fandt hende siddende på jorden med benene over kors, mens Lille Bjørn lystigt slikkede skumfidus af hendes hånd.

“Jeg ville aldrig have troet, at den hund ville spise af et menneskes hånd,” sagde Jo.

“Selvom det er en menneskelig hånd, ved han godt, jeg er fra Nehdroej.”

“Hvad skulle det hjælpe?”

“Vi har særlige kræfter. Vi kan få gode ting til at ske.” Stakkels barn. Det var uden tvivl ønsketænkning.

“Må jeg bruge din pind?”

“Til skumfiduser?”

“Nej, til at jage dig væk fra min ejendom.”

Pigen smilede og fik et dybt smilehul i venstre kind. Jo stak pinden igennem to skumfiduser og holdt dem ind over ilden. Pigen vendte tilbage til sin havestol med hunden liggende ved sine fødder, som om hun mirakuløst havde tæmmet den. Da skumfiduserne var blevet perfekt brune på alle sider og tilstrækkeligt nedkølede, spiste Jo dem direkte fra pinden.

“Jeg vidste ikke, at voksne spiste skumfiduser,” sagde pigen.

“Det er en hemmelighed, som børn fra Jorden ikke ken- der.”

“Hvad hedder du?” spurgte pigen.

“Joanna Teale. Men de fleste kalder mig Jo.”

“Bor du her helt alene?”

“Bare sommeren over. Jeg lejer huset.”

“Hvorfor?”

“Hvis du bor længere henne ad vejen – som jeg er sikker på, du gør – så ved du godt hvorfor.”
“Jeg bor ikke henne ad vejen. Fortæl mig hvorfor.”

Jo modstod trangen til at anfægte løgnen. Hun måtte prøve at vinde pigens tillid. “Huset og de 50 tønder land omkring det ejes af doktor Kinney. Han lader professorer bruge det til undervisning, og kandidatstuderende kan bruge det til at lave research.”

“Hvorfor vil han ikke bo i det?”

Jo stillede skumfiduspinden op ad bålstenene. “Han købte det, da han var i 40’erne. Han og hans kone brugte det som sommerhus, og han lavede insektresearch nede i åen, men for seks år siden holdt de op med at komme her.”

“Hvorfor?”

“De er i 70’erne, og hans kone er nødt til at være i nærheden af et sygehus på grund af sit helbred. Nu bruger de huset som en indtægtskilde, men de lejer det kun ud til forskere.”

“Er du forsker?”

“Ja, men stadig bare kandidatstuderende.”

“Hvad betyder det?”

“Det betyder, at jeg er færdig med de første fire år af college, og nu har jeg undervisning, arbejder som undervisningsassistent og laver research, så jeg kan få en ph.d.”

“Hvad er en ph.d.?”

“En doktorgrad. Når først jeg har den, kan jeg få et job som professor ved et universitet.”

Pigen slikkede sine snavsede, oversavlede fingre og skrubbede dem mod de sorte skumfidusflager, der sad fast på hendes kind. “En professor er en lærer, ikke sandt?”

“Ja, og de fleste indenfor mit felt laver også research.”

“Hvilken research?”

Sikke en utrættelig nysgerrighed. Hun kunne blive en god videnskabsmand. “Mit felt er fugleøkologi og fuglebevarelse.” “Hvad er det præcis, du laver?”

“Ikke flere spørgsmål, Ear poo …”

“Earpood!”

“Det er tid til, at du skal gå hjem. Jeg skal tidligt op, så jeg har brug for at komme i seng.” Jo tændte for vandhanen og trak vandslangen hen til ilden.

“Er du nødt til at slukke den?”

“Det siger brandvæsnet, at jeg skal.” Ilden hvæsede og dampede, da vandet kvalte den.

“Det er sørgeligt,” sagde pigen.

“Hvad er?”

“Lugten af våd aske.” Hendes ansigt så blåligt ud i lyset fra lysstofrørene inde i køkkenet, som om hun igen var blevet til en skifting.

Jo slukkede for den knirkende vandhane. “Hvad med om du fortæller mig sandheden om, hvorfor du er herude?”

“Det har jeg fortalt dig,” sagde pigen.

“Kom nu. Jeg går indenfor, og jeg har det ikke godt med at efterlade dig herude.”

“Jeg skal nok klare mig.”

“Tager du hjem?”

“Kom, så går vi, Lillebjørn,” sagde pigen, og hunden adlød underligt nok.

Jo iagttog rumvæsen-skiftingen og hendes gadekryds gå afsted; synet af dem, der fortonede sig i den mørke skov, var lige så trist som lugten af våd aske.




Hvor skoven møder stjernerne

hvor skoven møder stjernerne, glendy vanderah, gode bøger

“En rørende og hjertevarm kærlighedshistorie” – Litteratursiden

Jo er en ung forsker, der er på feltarbejde i Illinois’ dybe skove, da et slemt tilredt barn dukker op ved den hytte, hun har lejet hen over sommeren.

Den barfodede pige i den lilla pyjamas kalder sig Ursa, og hun fortæller en mystisk historie om sig selv. Sammen med den lokale landmand Gabe tager Jo sig af Ursa, imens de forsøger at finde frem til sandheden om pigens fortid. Jo og Gabe har dog deres egne ar på sjælen, som de må slås med undervejs.

Hvor skoven møder stjernerne er en varm og bjergtagende fortælling om at leve med det svære i livet og alligevel vælge kærligheden til.

Du kan købe Hvor skoven møder stjernerne online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.