Aktuelt Danske romaner Historiske romaner Leif Davidsen

Leif Davidsen: Der går en lige linje fra Lenin til Putin

lenins bodyguard, leif davidsen

Leif Davidsens ny roman Lenins bodyguard er skrevet langt før krigen i Ukraine brød ud, men bogens virkelige historiske begivenheder er siden blevet “sørgeligt aktuelle”, vurderer forfatteren.


”Der går en lige linje fra Lenin til Putin,” siger Leif Davidsen:

”Ruslands historie byder på en lang række af despoter, og min roman er desværre blevet sørgeligt aktuel, fra jeg skrev den og til nu.”

LÆS OGSÅ: Historisk roman om Lenin og danskeren, der blev hans livvagt. Læs et uddrag af Lenins bodyguard

Forfatterens nye bog, Lenins bodyguard, udspiller sig i 1910, hvor København er en rede for spioner, reportere og revolutionære fra hele verden, mens Europa vakler på kanten af Første Verdenskrig og Den Russiske Revolution.

Hør Leif fortælle om inspirationen til Lenins bodyguard



”Det, jeg ser lige nu, minder mig mere om optakten til Første Verdenskrig end Den Kolde Krig. Alle stormagterne positionerer sig, og selv om de egentlig ikke vil krig, så virker det som om, de går ind i konflikterne som søvngængere,” siger Leif Davidsen.

Vidne til verdenshistorien

I romanen ankommer sønderjyden Oskar Madsen til København fra Amerika efter år i den amerikanske hær og som vicesherif. Han installerer sig på et lille pensionat i København, hvor der også bor en russer, som studerer den danske andelsbevægelse på Det Kgl. Bibliotek.

LÆS OGSÅ: Lenins bodyguard. Med Leif Davidsen på første række til verdenshistorien

En mørk aften redder Oskar tilfældigt sin medlogerende, Vladimir Uljanov, fra to overfaldsmænd, der er udsendt af Zaren. Og dermed indleder han et fortrolighedsforhold til den mand, verden senere skal kende som Lenin.

Da Oskar rager uklar med ordensmagten, flygter han og forsøger at genoptage sit frie liv i Amerika. Men i 1917 får han en henvendelse fra den anden side af Atlanten: Lenin har brug for ham i Rusland, og Oskar bliver således førstehåndsvidne til verdenshistorien som Lenins bodyguard.

Russiske agenter i København

Vladimir Lenin opholdt sig et par måneder i København i efteråret 1910. Dette historiske faktum er udgangspunktet for Leif Davidsens stort anlagte roman.

LÆS OGSÅ: Bøger på vej: Se vores liste med kommende bøger

”Jeg har gået med ideen til bogen i flere år. Jeg har undret mig over, at Lenin gik den tur hver dag fra sit pensionat på Vesterbrogade ind til Det Kongelige Bibliotek, uden at der var nogen, som forsøgte at tage livet af ham og smide ham i havnen. Der var jo masser af russiske agenter i byen, fordi Dronning Dagmars skib tit lagde til i København,” fortæller han:

”På den måde har det været en meget længere proces for mig med den her roman – der skete hele tiden noget andet, som kaldte på en nutidig roman. Som for eksempel giftattentatet i Salisbury.”

Her blev Sergej Skripal og hans datter forgiftet med Novitjok af russiske agenter – en britisk politibetjent blev også alvorligt syg, hvilket inspirerede Davidsen til romanen Forræderens børn.

Skrev første kapitel i 2012

Leif Davidsen (f. 1950) er en af Danmarks mest populære forfattere. I over 20 år arbejdede han som journalist, blandt andet som DRs udenrigskorrespondent i Moskva. Med sikker sans for detaljerne inviterer Davidsen i sin ny roman også læseren med på værtshus i Pisserenden, ud på prærien i Montana og på flugt fra et vinterkoldt Gorki syd for Moskva, hvor Lenin havde sit landsted.

Hør Leif fortælle om handlingen i Lenins bodyguard



Davidsen begyndte researcharbejdet til Lenins bodyguard allerede i 2012.

”Fortællingen har en blanding af både historiske og fiktive personer. Jeg bryder mig egentlig ikke om kontrafaktiske romaner, men overfaldet på Lenin i København er selvfølgelig opdigtet,” siger Davidsen:

”Jeg var i USA i 2012 og besøge Little Big Horn. Her så jeg en gravsten for danskeren Oscar Madson, hvilket inspirerede mig til at skrive første kapitel til bogen. Han var nødt til at komme fra Sønderjylland, som dengang var besat af Tyskland, så han kunne tale tysk med Lenin. Det var i det hele taget en højspændt periode af danmarks- og verdenshistorien.”


Lenins bodyguard

Leif Davidsen: Der går en lige linje fra Lenin til Putin

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – “Et overbevisende tidsbillede” – JYLLANDS-POSTEN

❤️❤️❤️❤️❤️ – “Flot og flamboyant roman” – POLITIKEN

Lenins bodyguard er en historisk roman, der foregår i den højspændte politiske periode, som skabte Sovjetstaten og den kommunisme som også præger Rusland i dag.

I 1910 befinder Sovjetstatens grundlægger Vladimir Lenin sig en måned i København. Han er et oplagt mål for agenter fra det russiske zarstyre, som gerne vil deres ærkefjende til livs.

På sin daglige spadseretur fra Vesterbrogade til Det Kongelige Bibliotek bliver han en dag overfaldet. Lenin reddes på et hængende hår af den unge dansk-amerikaner, Oskar Madsen. De to knytter et særligt bånd, og Oskar Madsen bliver efterfølgende Lenins bodyguard under den blodige russiske revolution og borgerkrig i 1917.

Du kan købe Lenins bodyguard online, eller i din lokale boghandel.