Fiktion Historiske romaner Leif Davidsen

Historisk roman om Lenin og danskeren, der blev hans livvagt. Læs et uddrag af Lenins bodyguard

Lenins bodyguard

Leif Davidsen er tilbage med en ny historisk roman, og som altid er den velskrevet, dramatisk og fuld af spænding. Mød Oskar Madsen der i 1917 blev Lenins personlige bodyguard.


“København var et sted, hvor det vrimlede med spioner og reportere fra alle lande. Det var derfra, at hele verdens sladder, opdigtede historier og prøveballoner blev sendt afsted.
Det var generelt en grim scene.”
Alexandr Sjljapnikov, bolsjevistisk aktivist

Med dette citat starter Leif Davidsen sin nye historiske roman. Vi befinder os i året 1910 i København, hvor vi følger Oskar Madsen, der endelig er vendt hjem til Danmark, efter flere år i den amerikanske hær. Europa er på kanten af Første Verdenskrig og Den Russiske Revolution.

LÆS OGSÅ: Fra Den Kolde Krig til Putins Rusland: Tag med på tidsrejse i Leif Davidsens forfatterskab

En mørk aften hvor Oskar Madsen er på vej til sit pensionat, ser han en russisk mand blive overfaldt af to angrebsmænd. Manden er ingen mindre en ham, som verden senere skal kende som Lenin.

Oskar bliver mandens redningsmand, og herefter bliver de gode venner. Syv år senere får Oskar en besked fra Rusland – Lenin har brug for ham som bodyguard. Det bliver startskuddet til Oskar Madsens nye liv som førstehåndsvidne til verdenshistorien.

Læs et uddrag af romanen herunder.

Du kan købe Lenins bodyguard online, eller i din nærmeste boghandler fra d. 21 marts.





Leif Davidsen

Lenins bodyguard



1

Jeg så mit fædreland dukke frem en tidlig morgen. Landet var en smal bræmme badet i lys. Ingen bjerge, ingen prærier, ingen dræbende hede, som havde domineret mit liv de seneste år. Danmark lå grønt og genkendeligt med sine bøgeskove og små, nydelige marker; græsset gult af solen. Jeg indsnusede den salte luft og genkendte den sarte skønhed, som vi danskere elskede ved vores landskab. Landet var som danskernes sind, uden de store udsving og kontraster.

Nederlaget til Tyskland lå efterhånden en del år tilbage, men jeg fornemmede, at det stadig gjorde sig gældende, fik os til at dukke nakken og gjorde danskerne ydmyge. Så anderledes end den nye nation, jeg havde levet i de seneste år. Ikke at fortiden ikke spillede en rolle i USA. Det gjorde den; især den blodige borgerkrig, der blev udkæmpet samtidig med Danmarks nederlag. Den broderstrid havde amerikanerne langtfra lagt bag sig.

Havde vi vænnet os til vores nye lidenhed efter at have mistet en tredjedel af befolkningen og landet i 1864? Jeg forlod Danmark i slipstrømmen på mange tusinder, der ikke længere så en fremtid i et forarmet, gældsat nederlagsland.

Vi drog over havet for at søge lykken i Amerika og rejste væk fra de kyster, som jeg nærmede mig, og hvor vi ikke regnede med, at vi havde en fremtid.

Kronborg lå til højre, da vi sejlede ind i Øresund med Sverige til venstre. Der var fiskefartøjer og små fragtskibe, der lignede legetøjsbåde ved siden af den store passagerdamper. I bugen kunne fyrbøderne nu lade skovlene hvile. Vi satte farten ned, og jeg så byen dukke frem. På højre hånd de nybyggede rigmandsvillaer mellem små, beskedne fiskerlejer, der ligesom trykkede sig ned mod Øresund. Jeg kunne skimte net, der hang til tørre, og kuttere, der var ved at losse fisk. Jeg havde gode øjne, der var blevet styrket af at se langt fra hestens ryg ud over den endeløse prærie mod en horisont, der var så fjern og uendelig som havets.

Man sagde, at det store skibsværft B&W var tæt på at kunne præsentere et skib, der skulle drives med dieselolie. Det fortalte kaptajnen mig, da vi røg en cigar sammen ved rælingen i går.

“Det vil øge lastkapaciteten, når man ikke længere skal fylde skibets bug med kul. Det bliver en revolution af skibsfarten,” sagde han og var stolt over, at Danmark stod fadder til opfindelsen.

Kaptajn Teodor Ludvigsen kom fra Marstal og var en vidende og flink mand. Han var interesseret i at høre om mine eventyr som kavalerist i det vestlige USA. I over tre år tjente jeg i det 7. korps, som mest var berygtet for nederlaget ved Little Big Horn den 25. juni 1876, hvor general Custer og hans mænd mistede livet i kamp mod sioux- og cheyennestammerne. Det var dengang. I min tid var de for længst drevet sammen i usle reservater, og vi forfulgte dem nådesløst, hvis de brød ud fra deres tildelte land. De stolte stammer var reduceret til små, forpinte grupper.

Jeg huskede datoen for nederlaget, fordi den var prentet med det 7. kavaleris blod, men også fordi jeg har fødselsdag den 25. juni. Jeg var atten år, da jeg indrullerede, og jeg var ikke den yngste.

Kaptajnen og jeg blev en slags gode bekendte under overfarten. Jeg havde tjent solide penge i Amerika og rejste på 1. klasse. Jeg spiste ved kaptajnens bord den første aften, og vi faldt naturligt i snak.

Jeg masede mig helt frem til rælingen, da damperen langsomt gled ind mod Amerikakajen i København, som jeg ikke havde set i fire år.

Jeg stævnede ud en regnfuld forårsdag 1906 på 3. klasse med en noget mindre og beskeden damper. Jeg ville fylde atten år i juni og havde tjent penge i et omrejsende cirkus, som jeg brugte til billetten og senere togrejsen fra New York ud vestpå. Jeg havde læst om den berømte amerikanske avismand Horace Greely i Danmark. Jeg havde annammet mig hans ord: Go West, young man. Go West. Det gjorde jeg. Småjobs, indtil jeg mødte et hvervekontor i Denver og meldte mig som kavalerist. Jeg var vokset op på en gård i Sønderjylland og kunne ride, nærmest før jeg kunne gå.

Det var nu august. Året var 1910. Hovedstaden lå solbeskinnet og fredelig i det skære sommerlys. Jeg kunne lugte byen. Affaldet, røgen, latrinrenderne, lugten af ko og hestepærer. En kakofoni af lugte, som bragte minder tilbage. Jeg syntes ligefrem at kunne høre de bankende lyde fra tusinder af små værksteder i baggårdenes dunkelhed.

De mange mennesker på kajen var forventningsfulde og opstemte over at modtage skibet fra Amerika. Det havde fragtet drømme til det fjerne land. Det bragte bristede forhåbninger med sig hjem, men også folk som mig, der havde gjort deres lykke, omend den kunne være nok så beskeden. 1. klasse var en luksus, som jeg egentlig ikke burde tillade mig, hvis jeg skulle have en lidt større opsparing med i land, men jeg ønskede at rejse standsmæssigt efter de lange år på de amerikanske sletter. På prærien, hvor den hvide mand havde drevet rødhuderne væk og skudt de stolte bisonokser. Takanka, som siouxindianerne kaldte de store dyr.

Indianerne sagde, at de engang fyldte hele præriens horisont, når millioner af dyr satte sig i bevægelse. Det var svært at forestille sig i dag. På bare halvtreds år udryddede den hvide mand dem næsten. Jeg vidste ikke, om der var andre dyr tilbage andet end nogle småflokke, som vi en sjælden gang mødte på vores patruljer. Soldaterne kaldte indianerne for barbarer, men det var den hvide mand, der var indbegrebet af ondskab. Jeg ved det. Jeg var en af dem. Brutalitet avler brutalitet. Man tuder blandt de ulve, som udgør flokken.

Jeg stod ved rælingen og kiggede ned på mændenes hatte og kvindernes kyser og tørklæder. Blæsten fik de lange kjoler til at bevæge sig som lette slør. Deres ansigter var vendt mod os. Vi vinkede. Børn hoppede og pegede. Et par store betjente i deres sorte uniformer og høje hjelme stod og holdt øje med, at alt gik for sig, som det skulle.

Jeg havde taget det lyse sæt tøj på, som jeg købte i New York City dagen før afrejsen. Det var ganske givet for tyndt til den danske kulde, når vi kom ind i efteråret, men på en sådan lun og solbeskinnet dag i København var det perfekt. Jeg vidste, at jeg så godt ud i det. Det sad, som det skulle, og fremhævede mine brede skuldre, smalle hofter og lange ben. Jeg havde ikke et gram fedt for meget på kroppen. Mine muskler var stadig stærke efter de strabadserende år ved kavaleriet. Jeg lærte at slås. Jeg lærte at slå indianere ihjel, og derfor ønskede jeg ikke at forlænge min kontrakt.

Jeg satte min elegante amerikanske hat på mit lyse hår, strøg mig over min moustache og bevægede mig ned mod landgangen for at tage mit gamle fædreland i besiddelse. På Ellis Island gav de mig navnet Oscar Madson, men nu vendte jeg tilbage til mit gamle navn: Oskar Madsen. Jeg tilhører begge verdener, tænkte jeg, da jeg trådte ned ad landgangen med min vadsæk over skulderen. Det var hele min bagage. Ingen ventede mig, og jeg ejede kun det, jeg kunne bære.

Jeg var dansk statsborger med danske papirer, og pasbetjenten og tolderne lukkede mig ind i landet uden større formaliteter. “Velkommen hjem,” sagde den alvorlige mand endog. Han gennemrodede ikke min bagage og fandt dermed ikke min Colt 45-revolver, som jeg havde taget med hjem.

Jeg havde intet sted at bo. Jeg havde intet med min familie at gøre. “Jeg er en fri mand,” sagde jeg halvhøjt, da jeg gik ind mod byen. Det var måske forkert af mig at sige, at jeg var vendt hjem til København. Jeg kendte faktisk ikke hovedstaden særlig godt. Var her kun en uge, inden jeg rejste til Amerika.

Jeg var provinsdreng. Jeg var dansk, selv om det sted, hvor min far og mor var født, nu var tysk. Min mor rejste nord for den nye grænse til Kolding, da hun skulle føde mig, og blev hos en søster nogen tid. Jeg var dansk statsborger, men også tysk. Jeg havde tre statsborgerskaber. Havde jeg også tre identiteter?

At sige jeg var kommet hjem, var en falsk påstand. Jeg var ikke kommet hjem. Jeg skyldte ikke Danmark noget. Jeg voksede op hos min bondefar og mor nær Aabenraa. De var så danske, at de kun nødtvunget lærte sig tysk. Det gjorde jeg derimod ubesværet i skolen. De hyldede i skjul den danske konge og det danske flag. De talte henført om det gamle land. Eller far gjorde. Mor tav. Mor tav også, når far fandt bæltet frem og slog løs, fordi man kom til at sige et tysk ord ved middagsbordet. Eller ikke havde muget tilstrækkelig ordentligt ud under kreaturerne. Han slog også min søster, og en aften hørte jeg hendes pinefulde stønnen, da han tog hende i laden bag kostalden. Det var ikke sidste gang. Jeg lærte at holde mig for ørerne, og min søster blev lille og stille og vred altid sine hænder i forklædet. Min mor var grå og tavs og som os børn skræmt fra vid og sans. De fik to børn mere, men de døde alle inden for det første leveår. Gud tog dem, sagde far. Gud frelste dem, sagde mor.

Far ville så gerne hejse Dannebrog, men det måtte han ikke. Han havde et lille flag på en stang, som vi forsamlede os omkring hver søndag efter gudstjenesten i den tyske kirke. Vi havde af og til besøg af den tyske præst, der ikke i sin hellighed kunne se, at min far i sit sorte tøj lignede satan, der havde taget bopæl i vores hus. Pastor Bartolomow tænkte på sin kage og sin kaffe og sendte lange, lystne blikke efter min mor, der var smuk under alt det grå. Præsten selv var lige så brutal som min far og forsøgte at tæve Gud ind i os stakkels konfirmander. Pastor Blom derimod var en venlig dansk præst, der ofte kom i vores hjem og bad fadervor på dansk. Han måtte ikke prædike på dansk i kirken.

Jeg ville slå min far ihjel. Jeg drømte om det om natten. Jeg dagdrømte om metoderne, men jeg havde ikke modet. I dag ville jeg ikke havet tøvet et sekund. Amerika lærte mig, at det at slå ihjel ikke var særlig svært. Ofte var det ham eller dig. Første gang var slem. En fuld indianer, der ikke ville lægge sin kniv, men kom mod mig med mord i blikket. Sergenten råbte: “Skyd den satan,” og det gjorde jeg med min Colt 45. To skud lige i hjertet. Han faldt som en sten med et ansigt fuld af forbløffelse og angst. Jeg var en helt. Det var ingenting, når man var vågen, men når drømmene kom i nattens mørke, var det en anden sag.

Jeg var en mand på træk, og når jeg vendte tilbage til Danmark, var det ikke for at blive, men for at pisse på min fars grav, og jeg skulle se min søster, som var mit sidste levende familiemedlem.

København lugtede anderledes end de amerikanske byer ude vestpå. Der havde alle kvindernes lange kjoler nederst ofte en rand af skidt, der stammede fra mudderet på de uasfalterede gader og fortov. Ikke som København eller det New York, som jeg udskibede fra. Der løb skidtet i rendestenene, men man sagde, at København var ved at blive kloakeret. Jeg vidste, at baggårdene og gyderne var mørke og stinkende som gyderne og baggårdene i alle store byer i verden, men i øjeblikket nød jeg bare at være tilbage i det fine vejr.

Der var mange gående. Der var hestevogne og mænd med høje hatte og kvinder med kyser eller brede hatte og lange sommerkjoler. Der var unge drenge, der bar tunge byrder, og en kakofonisk støj fra råb og skramlende kærrer, som voksede i styrke, jo længere ind mod centrum jeg kom. Der var bestemt flere biler, end da jeg rejste, selv om antallet overhovedet ikke kunne måle sig med bilstrømmen i den nye verdens voksende storbyer. Jeg følte fremskridtet i luften. En ny tid var begyndt.

Det var også godt at være i København. Det var godt at lægge brutaliteten og rædslerne fra tiden i kavaleriet bag mig. Heller ikke kedsomheden og de lange dage sammen med mænd fra det meste af Europa ville jeg savne. I min deling var kun fire mænd født i USA. Resten kom andre steder fra. De fleste var brutale og uuddannede mænd, der kun havde respekt for nævernes sprog. Lærte man at slå fra sig, fik man lov at være i fred.

Jeg kiggede diskret på mine landsmænd. Eller var de stadig det? Jeg var amerikansk statsborger. Det blev jeg, da jeg kom ind i landet på Ellis Island og helt sikkert, da jeg meldte mig til det 7. kavaleri. Men jeg var også dansker. Dansk statsborger i det lille slagne land, og jeg havde ikke tænkt mig at fortælle kongeriget, at jeg nu var den lykkelige ejer af både amerikanske og danske rejsedokumenter.

Jeg gik selvbevidst og nød, at flere kvinder i deres smukke kjoler sendte mig stjålne blikke. Jeg var mere elegant klædt end de fleste danskere. Jeg kunne jo se, at selv de velhavende var klædt i mørke, tunge jakkesæt med grå eller sorte hatte og sorte sko. De lignede bedemænd. Jeg vidste, at jeg lignede en levemand. En gentleman. De fattige, der slæbte, var i grå bukser, slidte jakker og tunge sko og fedtede kasketter. De lignede hinanden over hele verden. Jeg ville ikke være en del af den fattige hob. Jeg ville være blandt dem, der bestemte.

Det var varmt, og jeg blev træt af at gå og hyrede en hestedroske. Inde i byen så jeg en sporvogn trukket af en brun hest med hvide sokker. Det var gammeldags. I New York og Chicago var det nu elektricitet, der drev sporvognene, og man var i gang med at bygge undergrundsbaner, der med tiden skulle bringe folk i rivende fart fra sted til sted under jorden. København kunne nu også være med, for skinnerne på vejen og ledningerne i luften viste, at der var flere forskellige linjer med elektriske sporvogne. De skramlede afsted blandt utallige cykler, der kørte på kryds og tværs mellem sporvogne, fodgængere, drosker og indimellem biler. Der var ingen orden og intet system i den kaotiske trafik.

Kusken sad rank foran mig. Han var en velbygget, lidt svær mand i en sort jakke og en mørk hat. Han havde tillagt sig et solidt overskæg som en panserbasse i min barndom og var ubarberet på hagen. Han havde en bred pande og en kraftig, lidt blålig næse. Hans øjne var blå og sammenknebne, som om hans øjenlåg var for tunge.

Jeg havde nogle danske penge og håbede, at det var nok, ellers måtte jeg bede ham om at køre til en bank eller spørge, om han ville tage mod de fremmede dollars. Det antog jeg ikke, at han ville. Og dog. Droskekuske så og oplevede både det ene og andet over hele verden og havde ofte mere viden om dagligdagens penge end den fedeste børsspekulant.

Han sad med pisken i venstre hånd og et afslappet greb om tømmerne med højre. Hans hest så velnæret og rolig ud.

Jeg tænkte på min fremtid. Jeg var en ung mand. Hvorfor var jeg kommet tilbage? Jeg vidste ikke andet, end at jeg gerne ville gense min storesøster en sidste gang nede i det besatte land, inden jeg udvandrede, og denne gang for bestandig. Nu kunne jeg besøge hende i det gamle danske Nordslesvig, fordi jeg ikke længere behøvede at se den djævel, som kaldte sig min far. Han lå i sin kiste, og det gav mig en stor glæde at tænke på ham der i mørket og fugtigheden, ligesom det frydede mig at se for mit indre øje, hvordan ormene var i gang med at tilintetgøre ham. Hvis min gudstro havde været større, ville jeg frydes ved tanken om, at hans sjæl lige nu brændte i helvede.

Jeg havde fået et afgørende brev i Montana. Det havde været længe undervejs, men det amerikanske postvæsen fungerede trods alt. Jeg arbejdede i nogle måneder som vicesherif i byen Taft i Montana, der var fuld af spillere, svindlere og jernbanebørster, som byggede den transkontinentale jernbane mellem oceanerne. Lønnen var ikke stor, men det var procenterne, som jeg fik fra pokerbordene for at sørge for lov og orden. Det betalte 1. klasse på damperen til Danmark og noget mere.

Brevet nåede mig med min storesøsters fine håndskrift via hæren, som sørgede for vores post, og som hun altid adresserede sine breve til. Jeg meldte mig så til det lokale hvervekontor eller på fortet og fik mine breve dirigeret derhen. Hun skrev på dansk og uden at forfalde til de tyske gotiske bogstaver, som hun var tvunget til at lære og skrive i skolen.

Det var et kort, men smukt brev:

Min kære broder
Jeg håber, at mit brev finder dig vel og ved godt helbred.
Jeg er ked af at måtte fortælle dig, at vor fader er død efter en kortere, men temmelig smertefuld sygdom. Jeg har det godt, som man nu kan have det under det tyske åg, som vi
er tvunget til at leve under. Vi beder til, at vi kan vende til­bage til vort rette fædreland. Vor fader er for længst lagt i jorden, når dette brev når dig, men jeg nærer et håb om at se dig igen. Så fra din søster, som elsker dig, sender jeg Guds håb og ønske om, at du har midler til at vende tilbage til det sted, der engang var dit fædreland. Hvis ikke, så beder jeg den gode Gud om at give dig lykke og held i det fjerne Amerika. Gud bevare dig, Oskar.
Din hengivne søster
Karen

Jeg havde brevet i min inderlomme. Jeg elskede min søster, og det martrede mig at tænke på, at jeg var en kujon, der ikke forsvarede hende og vores mor, når far forgreb sig på dem på den ene eller anden måde. Så vidt jeg vidste, havde min storesøster ikke giftet sig, men passede sin dont som lærer i den tyske skole, som hun var tvunget til, hvis hun ville have smør på brødet. Vores far indpodede hende en dyb afsky og angst for mandskønnet. Også et liv med børn tog han fra hende.

Jeg var væk i mine egne tanker, da kusken trak i tømmerne og udstødte en høj lyd, så hesten slog med hovedet og trampede hårdt, inden vognen stoppede. Vi var kommet helt ind i byen. Jeg så et stort optog med mange mænd, der bevægede sig roligt afsted midt på kørebanen, hvor de nymodens sporvognsskinner også her var lagt ned i vejen under ledningsnettet. Et par store panserbasser flankerede demonstranterne. En del af mændene bar på hvide plakater med politiske budskaber, der var skrevet med store, sorte bogstaver.

Proletarer i alle lande foren jer.
Arbejdernes Internationale vil tilintetgøre kapitalismen.
2. Internationale vil skaffe verdensfreden.
Aldrig mere krig mellem arbejdere.

Jeg kunne høre deres solide sko og støvler på brostenene. Forrest gik en høj, statelig mand med en bredskygget hat. Han var i mørkt jakkesæt med vest og opknappet frakke. Han havde et stort fuldskæg. Mændene ved siden af ham var også i mørkt tøj. Hovedparten havde ikke frakke på. Flere af dem bar en paraply i hånden, som de gik med, som var det en elegant spadserestok. De måtte frygte, at de skyer, der lå i horisonten over Sverige, da vi gik ned gennem Øresund, havde regn i sig. De havde stivede skjorter på med mørkt slips eller butterfly. Næsten alle mændene havde skæg. Jeg kunne regne ud, at det måtte være socialister, der også marcherede i USA, men de så ikke ud som arbejdere. Tværtimod lignede de med deres bowlerhatte eller høje, sorte hatte velaflagte borgere i en skytteforening på vej til årets fugleskydning. Der var også enkelte kvinder i forsamlingen i lange kjoler og fornuftige brede hatte, som beskyttede deres skære hud mod solens stråler.

Kusken rettede sig op og spyttede ud over siden af vognen; ramte næsten en frue, der også stod stille og betragtede den store forsamling. Der måtte være næsten tusind, tænkte jeg, da de gik forbi os.

“Socialistisk pak,” sagde kusken og vendte sig halvt om mod mig og fortsatte:

“De fleste kom i går. Avisen skrev, at det er Den 2. Internationale, der skal holde møde her i vores by. Manden forrest med den bredskyggede hat hedder Thorvald Stauning. Han er formand for Socialdemokratiet, og det er vel godt nok. Men avisen skrev, at folk som revolutionære russere, der kalder sig Lenin og Trotskij, tyske kvindfolk som Rosa Luxemburg og en tysk syndikalist ved navn Karl Liebknecht og andre samfundsomstyrtere er kommet hertil. Russerne er smidt ud af deres eget land som forbrydere efter forsøget på oprør for fem år siden, men må gerne komme her. Vor kære Dagmar er jo enkekejserinde derovre, og hun vil da forståeligt nok ikke have noget at gøre med den gudløse flok. Det er den nye Venstreregering, der har givet lov. Socialisterne prøvede at holde kongres i 1907, men da sagde justitsminister Alberti sgu nej, og pakket fik tolv timer til at forlade landet. De tog til Sverige og fik senere lov til at rejse gennem vores land og med båden til England.”

Det var en lang tale. Jeg troede, at en lille kusk regnede med, at demonstranterne vel ville kæmpe for hans sag, men han var ligesom mig, fornemmede jeg. Han kæmpede sine egne kampe. Han havde ikke brug for flokdyrene og deres svaghed. Jeg kendte typen fra Amerika, der var fuld af fattige mennesker, men alligevel havde socialisterne ingen særlig succes, selv om de råbte højt, og arbejdskampene kunne være hårde. USA bestod først og fremmest af indvandrere. Mange var stærke mennesker med tro på sig selv og individet. De troede på, at ved hårdt arbejde kunne de blive til noget. Det var landets drivkraft. Måske var min kusk også religiøs og havde ingen brug for de ateistiske socialister.

Han var en underlig fætter, som ikke passede ind i mit billede af droskekuske i København. Han talte også et pænt sprog. Han var meget høflig. Var han en tidligere selvstændig, der var gået fallit? En af de mange landmænd, som krisen havde drevet ind til byerne? En tjenestemand, der var faldet i unåde i den mærkelige provisorietid, som mit gamle land havde gennemlevet, og som min søster havde skrevet til mig om?

Jeg tænkte på det, mens demonstrationen langsomt bevægede sig afsted. Statelige herrer i deres høje hatte, men også mænd med arbejdernes kasket og slidt tøj og unge kvinder med beslutsomme blikke. En høj kvinde i en grå kjole og en blå, lille hat bar et skilt, der krævede stemmeret til kvinder. Jeg opdagede, at det mest var de mænd, som gik forrest, der virkede velklædte, mens der var en del af de øvriges klædedragt, der forekom noget mere luvslidt. Men åbenbart ligegyldigt fra hvilket land man kom, så var mænds yndlingsfarver grå, blå og sort. Så var der trods alt lidt mere farve på kvindernes kjoler og især hatte.

“Hvad synes De om sådan noget?” spurgte kusken.
“Ikke noget. Jeg blander mig ikke i politik.”
“Næh. Det behøver De vel ikke. Mon ikke De kommer udenlands fra? Med en af amerikabådene, der lagde til her til morgen?” Jeg kunne ikke lade være med at grine.
“De er en skarpsindig mand, min gode kusk. Det er rigtigt. Jeg bor i Amerika.”
“Tænkte det nok. Der er noget stilfuldt over Dem, hvis De tillader, at jeg siger det. Er der også syndikalister i Amerika?”
“Ja, for søren. De kaldes også anarkister. En af dem skød og dræbte præsident Garfield for knap ti år siden. Og sidste år var der et attentatforsøg mod præsident Taft.”
“Der kan De se.”
“Hvad mener De?”
“Ingenting, min herre, men jeg vil lige sige, at socialisterne har taget mange af hotelværelserne, hr. Har De en reservation?” “Hvor skal demonstrationen hen?”
“De skal holde et stort møde i Søndermarken og en kongres i Odd Fellow Palæet. Det er en ordentlig flok. Hver for sig er de flinke nok. Jeg har kørt med nogle af dem, men det er ikke sædvanligt, at vi her i Kongens By hører så mange fremmede sprog. Tænk Dem bare. Engelsk, tysk, spansk, russisk og italiensk og sikkert et par stykker mere. Det plejer vi ikke.”

“Det er jo en hel verdensrevolution,” sagde jeg.
Kusken lo.
“Det håber de folk vist. Hotelværelse, hr.?”
“De siger jo, at det ikke er til at finde?”
Kusken vendte blikket væk fra mig et øjeblik og betragtede med de tunge, grå øjenbryn løftet under den sorte hat de forbidefilerende mennesker. Han viftede sin pisk op og ned. Tænkte. Så besluttede han sig.

“Det er sådan, hr., at min kære søster har et udmærket værelse til leje i nummer 112 på Vesterbrogade. Det er ikke luksus, men det er rent og pænt.”

“Det er det sikkert.”

“Min søster er en proper kvinde. Værelset koster ti kroner om måneden, og for fem kroner ekstra vil De kunne få morgenkaffe med franskbrød og syltetøj og ofte et æg med videre. Hun vil også kunne lave et måltid til Dem, hvis De ønsker det. Vaske Deres tøj. Hvis De skal være en tid i byen, er det økonomisk en fin forretning.”

“Er Vesterbrogade centralt?”
“Meget, hr. Ikke langt fra Frihedsstøtten og det nye rådhus.” Det vidste jeg trods alt hvor lå. I hvert fald Frihedsstøtten. De var ved at bygge rådhuset, da jeg rejste til Amerika.
Hans hest skrabede utålmodigt. De sidste rester af demonstrationen mere luntede end gik forbi os. Kusken sagde, som om han læste mine tanker:
“Det er også tæt på Carstensens gamle have og meget nær den gamle banegård. De er i fuld gang med at bygge en ny. Der sker så meget med byen nu.”

“Det lyder godt. Kør mig endelig derhen,” sagde jeg blot.
“Så gerne, hr.”
Jeg fortrød, at jeg havde været lidt studs, og sagde:
“Det er pænt af Dem. Hvad hedder De? Jeg hedder Oskar Madsen.”
“En fornøjelse, hr. Madsen. Laurits Hermansen, til tjeneste.” “De er meget høflig.”
“Det følger med arbejdet, og så er jeg godt opfostret,” sagde han og klikkede med tungen og fik gang i sin hest igen. “Får De brug for transport, har jeg en fast stadeplads ved Tivoli.”


2

Jeg fik et simpelt, men fint værelse til de ti kroner for værelset om måneden og de fem kroner ekstra for kaffe og et rundstykke med ost hver morgen, som Laurits Hermansen havde lovet mig. Jeg gav ham danske kroner for turen plus en dollarmønt, som han blev glad for. I Amerika lærte jeg, at drikkepenge kunne være godt givet ud, hvis man senere havde brug for en tjeneste.

Fru Petersen var en livlig kvinde i midten af tyverne; langt yngre end hendes storebror, som måske i virkeligheden ikke var så gammel, som jeg havde antaget ham for at være. Som så mange danskere var han sikkert slidt før tid. Måske havde han en broget fortid med nederlag og tab, forestillede jeg mig.

Hans lillesøster havde et ungt ansigt med en lille opstoppernæse med fregner og en sød mund med let til smil. Hendes øjne var blågrønne og mindede mig om farven på en dyb sø i Rocky Mountains, hvor vi rastede med regimentet. Hun duftede svagt af sæbe, så måske havde hun haft travlt med at vaske tøj tidligere i dag. Hun talte ikke det arbejderkøbenhavnske, som man hørte på gaden, men sang, som var hun rundet af Fyn eller Lolland. Hun tog imod mig i en læglang, blomstret kjole med et hvidt forklæde, så jeg kunne se hendes smukke ankler, flade praktiske sko og et blondt, krøllet hår, som hun forsøgte at holde på plads ved at sætte det op i en noget forvirret knude.

Hun havde sikkert lige taget et tørklæde af. Jeg lærte hurtigt, at det var hendes daglige uniform, og fattede straks sympati for hende. Som hendes storebror havde fortalt mig, så sejlede hendes mand på de syv have for det voksende danske dampskibsselskab ØK.

En lille pige med blå øjne gemte sig bag hendes kjole, men kiggede frem bag hendes lår. I en stue kunne jeg se en kravlegård, hvor en dreng på vel et år stod og kiggede på os med store øjne. Man kunne ikke se på hende, at hun havde født to børn.

“Der er en anden lejer foruden Dem, hr.,” sagde hun. “En udenlandsk gentleman, der rykkede ind i går.” Hendes stemme var som hendes ansigt, lys og klar. Hun burde synge i et kor, tænkte jeg og smilede til hende, så hun kiggede ned i gulvet.

Lejligheden lå i en mindre ejendom i første baggård med lokummerne til højre og en åben port til den næste baggård, hvor en bødker holdt til. Længere inde i halvmørket kom lugten af fattigdom strømmende mig i møde fra den inderste baggård. Husmurene var gullige og skallede et par steder ved de mørktbejsede små vinduer, der var delt i et kors. Blomstrede køkkengardiner bevægede sig langsomt i den lune sommervind fra halvåbne vinduer, da jeg stod et øjeblik og kiggede på huset.

Værelset, som hun viste mig, var ikke stort, men duftede rent. Et blomstret tapet i en rosa farve på væggen. Der hang kun et enkelt maleri af en mark med et lille hus og Dannebrog, der vajede fra den hvide flagstang. Der var en seng med rent sengetæppe og et bord med en højrygget stol. Der var også en kommode, hvor der stod en servante med en kande til vaskevandet, og under sengen skimtede jeg natpotten. Hun åbnede et klædeskab og viste med hånden, at her kunne jeg anbringe mit tøj. Der var rigelig plads. Jeg havde kun medbragt et sæt tøj mere, et par skjorter og sokker og noget undertøj foruden min trøje.

Jeg havde sovet i en del, der var langt værre, så jeg sagde tak og betalte hende forud for en måned. Det var mine sidste danske penge.

Jeg smilede til hende, da jeg lagde pengene i hendes hånd, og hun slog øjnene ned. Hun bemærkede, at jeg målte hende fra fødderne og op til det kønne ansigt under den sjuskede knude, som jeg havde lyst til at løsne, så håret kunne falde ned på hendes skuldre som et smukt vandfald. Hun så, at jeg kortvarigt kiggede fra hende til sengen. Hun var meget indtagende, da hun med lette skridt forlod værelset og lukkede døren bag sig. Hun måtte være alene i måneder ad gangen, mens sømanden sejlede på de syv have.

Nu måtte jeg finde en bank for at veksle nogle dollars til danske kroner. Jeg havde planer om at tilbringe nogle dage i København, inden jeg tog til Slesvig. Jeg var i tvivl, om jeg allerede nu skulle booke en overfart til USA eller vente, indtil jeg vidste, hvor længe jeg blev i det besatte land.

Først pakkede jeg ud.

Jeg tog den lyse, lette sommerhabit af og hængte den på skabets enlige, gule træbøjle og lagde mit undertøj og sweateren på en hylde øverst i skabet. Jeg ville købe en ordentlig frakke, når efteråret satte ind, hvis jeg stadig var i Danmark eller Slesvig. I USA var det meget varmt om sommeren, men iskoldt om vinteren på prærien og i bjergene. Min blå uniformsfrakke havde jeg efterladt i Montana. Min ridejakke, som den de kvægdrivende cowboys bruger, og andet tøj lå i et depot i New York.

De kraftige arbejdsbukser, som amerikanerne kalder bluejeans, efterlod jeg også i garderoben på Grand Central Station. Tøjet passede ikke til Danmark. Jeg ville stikke for meget ud. Alene det, at jeg tog en kakiskjorte uden slips på under min grå habit, regnede jeg med var ret usædvanligt i Danmark. Alligevel bandt jeg et tyndt tørklæde om halsen, som det var blevet en vane fra min tid vestpå. Jeg ville gerne tages for en sofistikeret udlænding, der besøgte Kongens København.

Jeg tog min revolver op af min vadsæk. Det var en Colt-tromlerevolver med plads til seks patroner. Det var den nyeste model fra 1892, som vi fik udleveret, da kavaleriet skulle have en afløser for den gamle single action Colt. De gamle veteraner syntes ikke om den nye model. De mente ikke, at 0.38 kaliberpatronen havde samme effektive stopkraft som de 0.45 kaliberpatroner, de var vant til. Jeg var ikke enig. Den var hurtigere at genlade og affyrede et projektil, flyttede tromlen og var klar igen med blot ét aftrækkertryk. Jeg fik den med for et beskedent beløb, da jeg modtog min ærefulde afsked.

Jeg havde rejst med den adskilt: Piben for sig, tromlen og skæftet for sig. Jeg havde pakket delene ind i et stykke klæde og sejldug. Patronerne lå i en grå æske for sig. Der var ikke mange håndvåben i omløb i Danmark. Ikke engang politiet var bevæbnet. Jeg lagde revolveren og patronæsken ind bagest på klædeskabets hylde og dækkede det med en skjorte. Jeg fortrød et øjeblik, at jeg havde taget revolveren med til Danmark. Det havde været klogere at lade den blive i Amerika, men i fire år havde den stort set aldrig været uden for min synsvidde, og den havde reddet mit liv et par gange eller tre. Jeg var ikke sikker på, at jeg turde tage den med til det besatte land. Jeg frygtede, at den tyske grænsekontrol ville være temmelig effektiv.

Det var heller næppe nødvendigt. Danmark var sammenlignet med de steder, som jeg havde befundet mig de sidste fire år, et fredsommeligt sted. Et ubevæbnet land på nær de jagtvåben, som man fandt i provinsen, og selvfølgelig i hærens arsenal. De blå gendarmer med deres sabler og geværer var nedlagt. I Danmark ordnede civile sagerne med næverne og politiet med en knippel.

Desuden havde jeg betalt en måned forud, og så længe regnede jeg bestemt ikke med at blive i Slesvig. På overfarten havde jeg selvfølgelig tænkt en del over, hvordan det ville være at komme hjem. Det var udtrykket, som jeg havde brugt, når jeg om aftenen stod ved rælingen med en cigar og betragtede det uendelige ocean, mens røgfanerne fra skorstenene drev bagud og opløste sig i den mørknende himmel. Det ville ikke være rigtigt hjem, ligegyldigt hvilket udtryk jeg valgte at bruge.

I et andet brev havde min søster Karen skrevet, at det var lykkedes hende at afhænde gården til en tysk bonde for en rimelig sum. Hun underviste på latinskolen i Aabenraa og havde købt et lille hus i byens centrum. Hun håbede, at jeg kom hjem omend blot for en stund, og skrev, at jeg ikke skulle opsøge den fædrene gård, der nu var på tyske hænder. Det ønsker du vel heller næppe, kære broder, når man tænker på, hvor mange onde minder stedet uundgåeligt vil vække i dig, som det også vækker i mig.

Jeg kiggede på de lange rullende dønninger, der kun fik det store skib til at duve blidt, og var splittet i tankerne om netop at opsøge gården eller holde mig langt væk. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at ved at gense arnestedet for barndommens forbrydelser ville jeg kunne få dæmonerne på afstand og for alvor se fremad og skabe mig en tilværelse i Amerika.

Graven ved landsbykirken uden for Aabenraa skulle jeg i hvert fald besøge. Det var helt sikkert. Far skulle ikke få lov til at hvile i fred. Mine forbandelser skulle trænge ned til ham og ormene.

For en sikkerheds skyld ville jeg betale for én måned mere, så jeg kunne blive hængende i København. Når jeg tog afsted, ville jeg efterlade min revolver og mit lyse sæt tøj i værelset. Fru Petersen ville ganske givet respektere mit privatliv og ikke leje det ud i mit fravær. Jeg ville også sørge for ikke at give hende en dato for min tilbagekomst. Det kunne være et par dage eller en smule længere. Jeg ville lade det hænge i luften.

Jeg tog min hat. Stod lidt med den i hånden. Kiggede mig omkring i det nydelige værelse og besluttede, at jeg ville se lidt på byen i det gode vejr, få mig en barbering og en studsning af min lyse moustache, inden jeg fandt en jævn knejpe, hvor jeg kunne få stillet min sult. Hvis ikke alt havde ændret sig siden 1906, vidste jeg også, hvor jeg kunne finde en beværtning og senere en kvinde, som for penge kunne stille den anden sult, som min kønne værtinde havde vakt.





Lenins bodyguard

Lenins bodyguard er en historisk roman, der foregår i den højspændte politiske periode, som skabte Sovjetstaten og den kommunisme som også præger Rusland i dag.

I 1910 befinder Sovjetstatens grundlægger Vladimir Lenin sig en måned i København. Han er et oplagt mål for agenter fra det russiske zarstyre, som gerne vil deres ærkefjende til livs.

På sin daglige spadseretur fra Vesterbrogade til Det Kongelige Bibliotek bliver han en dag overfaldet. Lenin reddes på et hængende hår af den unge dansk-amerikaner, Oskar Madsen. De to knytter et særligt bånd, og Oskar Madsen bliver efterfølgende Lenins bodyguard under den blodige russiske revolution og borgerkrig i 1917.

Du kan købe Lenins bodyguard online, eller i din lokale boghandel.