I år er det 100 år siden, at Retsplejeloven trådte i kraft. Men hvad er det egentlig, Retsplejeloven betyder? I Kampen for retsstaten tager Preben Wilhjelm os med på en tour de force gennem retsplejens historie og fortæller, hvorfor det er så vigtigt, at vi stadig kæmper for vores retssikkerhed.
Enhver er uskyldig, til
det modsatte er bevist.
Det blev slået fast i
Retsplejeloven i 1919. Loven sætter rammerne for, hvordan politi, domstole,
advokater og fængsler må agere overfor borgerne. For eksempel blev
varetægtsfængsling set som et stort indgreb i folks frihed og måtte derfor kun
bruges som en sidste udvej.
“Retssikkerhed står
for mig som den helt afgørende indikator for, om et samfund er acceptabelt
eller ej. […] Dvs. hvordan det enkelte menneske er beskyttet mod overgreb
eller vilkårlighed fra statens side, hvordan mindretal er beskyttet mod
overgreb eller vilkårlighed fra majoriteten,” skriver Preben Wilhjelm i Kampen
for retsstaten.
De 70 år der gik fra Grundloven i 1849 til retsreformen i 1919 viste klart, at demokrati er en tynd fernis, hvis ikke det understøttes af en velfungerende retsstat.
Provisorietiden
Trods mange løfter blev
der ikke vedtaget nogen retsplejelov i årtierne efter 1849. Og i 1880’erne
bevægede Danmark sig endnu længere væk fra demokrati, da Provisorietiden
begyndte. Her udstedte Højre-regeringen med J. B. S. Estrup som statsminister
gang på gang foreløbige finanslove, selvom den havde et flertal i Folketinget
imod sig.
Det var ikke nemt at være en del af oppositionen i den periode. Da Viggo Hørup lancerede Politiken i 1884, blev han straks anklaget for “indirekte majestætsfornærmelse”. På samme måde endte stort set alle, der kritiserede systemet, med fængselsstraffe. Derfor begyndte oppositionens aviser hurtigt at bruge stråmænd som redaktører, så de kunne afsone de mulige straffe, mens aviserne kunne arbejde videre. Socialdemokraten hyrede i 1879 typografen Hertz til dette formål.
“Hertz blev en
fortræffelig Ansvarshavende, for saa vidt som han vandrede i Fængsel Gang paa
Gang i det bedste Humør af Verden, naar han hjemmefra havde en rigelig
Forsyning af Pølser og stegt Flæsk indsyet i Foret paa sit Tøj,” skrev
Borgbjerg i Socialdemokratiets Aarhundrede i 1904.
Retsstaten
under pres
Heldigvis fik
provisorietiden en ende og Danmark blev en retsstat. Men hvordan ser det så ud
med retssikkerheden i dag?
Ifølge Preben Wilhjelm er
det slet ikke vores egen fortjeneste, at vi bor i et af de lande i verden med
den bedste retssikkerhed. Det kan vi takke vores forfædre for.
I dag har stort set alle partiers retspolitiske ordførere svært ved at skelne mellem at være sigtet og skyldig, mener Preben Wilhjelm.
“Noget sådant var fuldstændig utænkeligt i de tidligere debatter om retsplejereformen. […] Man havde sig hele tiden det fundamentale princip for øje, at enhver skal betragtes som uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Det var derfor, og ikke for at beskytte forbrydere, at man gjorde adgangen til tvangsindgreb så restriktiv. Af hensyn til muligheden for fejlgreb,” skriver han.
Kampen for retsstaten er
altså langt fra forbi, fastslår Preben Wilhjelm.
Læs mere:
Kampen for retsstaten er et personligt og brændende forsvar for vores retskulturelle arv. Preben Wilhjelm er uddannet jurist, og vores fundamentale demokratiske rettigheder har altid optaget ham.
Under 2. Verdenskrig oplevede han som ung dreng, hvordan retsikkerheden hurtigt kan blive sat over styr. I Kampen for retsstaten argumenterer han for, at vi igen er ved at opleve et skred i de fundamentale dyder, som vores samfund bygger på, i en moderne verden hvor vi har glemt hvad retssikkerhed betyder.
I år er det 100 år siden, at Retsplejeloven trådte i kraft. Men hvad er det egentlig, Retsplejeloven betyder? I Kampen for retsstaten tager Preben Wilhjelm os med på en tour de force gennem retsplejens historie og fortæller, hvorfor det er så vigtigt, at vi stadig kæmper for vores retssikkerhed.
Enhver er uskyldig, til det modsatte er bevist.
Det blev slået fast i Retsplejeloven i 1919. Loven sætter rammerne for, hvordan politi, domstole, advokater og fængsler må agere overfor borgerne. For eksempel blev varetægtsfængsling set som et stort indgreb i folks frihed og måtte derfor kun bruges som en sidste udvej.
“Retssikkerhed står for mig som den helt afgørende indikator for, om et samfund er acceptabelt eller ej. […] Dvs. hvordan det enkelte menneske er beskyttet mod overgreb eller vilkårlighed fra statens side, hvordan mindretal er beskyttet mod overgreb eller vilkårlighed fra majoriteten,” skriver Preben Wilhjelm i Kampen for retsstaten.
De 70 år der gik fra Grundloven i 1849 til retsreformen i 1919 viste klart, at demokrati er en tynd fernis, hvis ikke det understøttes af en velfungerende retsstat.
Provisorietiden
Trods mange løfter blev der ikke vedtaget nogen retsplejelov i årtierne efter 1849. Og i 1880’erne bevægede Danmark sig endnu længere væk fra demokrati, da Provisorietiden begyndte. Her udstedte Højre-regeringen med J. B. S. Estrup som statsminister gang på gang foreløbige finanslove, selvom den havde et flertal i Folketinget imod sig.
Det var ikke nemt at være en del af oppositionen i den periode. Da Viggo Hørup lancerede Politiken i 1884, blev han straks anklaget for “indirekte majestætsfornærmelse”. På samme måde endte stort set alle, der kritiserede systemet, med fængselsstraffe. Derfor begyndte oppositionens aviser hurtigt at bruge stråmænd som redaktører, så de kunne afsone de mulige straffe, mens aviserne kunne arbejde videre. Socialdemokraten hyrede i 1879 typografen Hertz til dette formål.
“Hertz blev en fortræffelig Ansvarshavende, for saa vidt som han vandrede i Fængsel Gang paa Gang i det bedste Humør af Verden, naar han hjemmefra havde en rigelig Forsyning af Pølser og stegt Flæsk indsyet i Foret paa sit Tøj,” skrev Borgbjerg i Socialdemokratiets Aarhundrede i 1904.
Retsstaten under pres
Heldigvis fik provisorietiden en ende og Danmark blev en retsstat. Men hvordan ser det så ud med retssikkerheden i dag?
Ifølge Preben Wilhjelm er det slet ikke vores egen fortjeneste, at vi bor i et af de lande i verden med den bedste retssikkerhed. Det kan vi takke vores forfædre for.
I dag har stort set alle partiers retspolitiske ordførere svært ved at skelne mellem at være sigtet og skyldig, mener Preben Wilhjelm.
“Noget sådant var fuldstændig utænkeligt i de tidligere debatter om retsplejereformen. […] Man havde sig hele tiden det fundamentale princip for øje, at enhver skal betragtes som uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Det var derfor, og ikke for at beskytte forbrydere, at man gjorde adgangen til tvangsindgreb så restriktiv. Af hensyn til muligheden for fejlgreb,” skriver han.
Kampen for retsstaten er altså langt fra forbi, fastslår Preben Wilhjelm.
Læs mere:
Kampen for retsstaten er et personligt og brændende forsvar for vores retskulturelle arv. Preben Wilhjelm er uddannet jurist, og vores fundamentale demokratiske rettigheder har altid optaget ham.
Under 2. Verdenskrig oplevede han som ung dreng, hvordan retsikkerheden hurtigt kan blive sat over styr. I Kampen for retsstaten argumenterer han for, at vi igen er ved at opleve et skred i de fundamentale dyder, som vores samfund bygger på, i en moderne verden hvor vi har glemt hvad retssikkerhed betyder.
Køb Kampen for retsstaten her eller i din lokale boghandel.
Andre læste også: