Børnebøger Carlsen Klassiske børnebøger Peter Pedal

Den fantastiske historie om Peter Pedal

Historien om Peter Pedal og forfatterne bag, H. A. og Margret Rey, involverer både en flugt fra nazister og en hel del navneændringer.  

Bag historierne om den verdensberømte abe står ægteparret Margret og Hans Augusto Rey. Begge blev født i Hamburg, Hans i 1898, Margret i 1906. Hans voksede op tæt ved Hagenbeck zoo i Hamburg, hvor han lærte sig at tegne dyr, og efter at have tjent som soldat i 1. verdenskrig levede han af at illustrere cirkusplakater. I 1920’erne rejste Hans til Rio de Janeiro i Brasilien, hvor han levede af at sælge badekar.

Fra birolle i giraf-bog til Peter Pedal

Da Hitler blev kansler i Tyskland i 1933, flyttede Margret til London og videre derfra til Rio de Janeiro, hvor hun og Hans mødte hinanden og blev gift i 1935. Parrets bryllupsrejse gik bl.a. til Paris, som de forelskede sig i og senere slog sig ned i.

Parret boede i Paris i 1939, da deres første børnebog Rafi et les neuf singes (på dansk Giraffen og de ni aber, på engelsk Cecily G. and the Nine Monkeys) udkom på det franske forlag Gallimard. I bogen møder man bl.a. aben Jimmy og hans bror Fifi. Og denne Fifi besluttede parret at arbejde videre med og give sin helt egen bog – nu med navnet Curious George.

H.A og Margret på flugt: En hastig nedpakning af manuskript

Manuskriptet lå klar, men bogen nåede ikke at udkomme, før parret, begge jøder, i juni 1940 måtte flygte fra et Paris, der så ud til at blive invaderet af nazisterne. Hans byggede i al hast to cykler af gamle reservedele, og de pakkede kun det allermest nødvendige: lidt mad, lidt tøj og fem manuskripter. Et af dem var Curious George.

Parret flygtede ud af Paris, over Portugal og mod Brasilien og til sidst New York, hvor de bosatte sig. Curious George udkom i USA i 1941 på forlaget Houghton Mifflin. Bogen udkom i England samme år, men her hed aben Zozo for ikke at fornærme Kong George 6.

Ægteparret Rey skrev i alt syv historier om Curious George. Hans døde i 1977, Margret i 1996. Bøgerne om Curious George er solgt i 30 millioner eksemplarer verden over og oversat til 16 sprog, herunder japansk, fransk, afrikaans, portugisisk, svensk, tysk, kinesisk og norsk.

Peter Nysgerrig på dansk

Den tredje bog om Curious George, Curious George Rides a Bike, blev den første, der oversættes til dansk. Bogen udkom på engelsk i 1952 og på dansk i 1957. I bogen møder Peter et cykelbud, der synes, at den lille abe er en mester på en cykel og derfor kalder ham for Peter Pedal. Dette bliver også titlen på bogen, og på den måde får den nysgerrige abe sit danske navn.

I 1966 udkommer en Curious George-bog på dansk med titlen Peter Nysgerrig, og i 1999 kulminerer navneforvirringen, da Forlaget Carlsen får rettighederne til at udgive en række nye Curious George-udgivelser. Nu går det nemlig ikke længere at kalde aben for Peter Pedal, og de amerikanske rettighedshavere forlanger, at det danske navn skal ligge betydningsmæssigt tættere på Curious George, som de fx har gjort det i Norge og Sverige, hvor den lille abe hedder hhv. Nysgjerrige Nils og Nicke Nyfiken.

LÆS OGSÅ: 10 fakta om Peter Pedal: Verdens mest nysgerrige abe

Vi vil have “Peter Pedal” tilbage!

Navneforbuddet, eller navnepåbuddet, resulterer i otte bøger om Georg Nysgerrig, der udkommer i 1999 og 2000, men danskerne er forargede og vil have Peter Pedal tilbage! Navneændringen resulterede i tusindvis af protestmails, hvor folk kom med dybtfølte udbrud om, hvor skandaløst det var at ændre navnet på alle børns bedste abeven, og der opstod ligefrem en “Folkebevægelsen til bevarelse af Peter Pedal”.

I 2001 kunne danskerne imidlertid ånde lettet op, for Georg Nysgerrig blev lagt på hylden, og Forlaget Carlsens verdensberømte abe måtte igen kaldes Peter Pedal.

Peter Pedal

Nye skønne bøger om Peter Pedal


5 minutter i godnat: Peter Pedal

5 minutter i godnat, fem minutter i godnat, Peter Pedal

Peter Pedal er uden tvivl verdens mest nysgerrige abe!

Han er fascineret af verden og elsker at tage på eventyr, hvilket fører ham vidt omkring. I denne bog kan du følge Peter Pedal, når han besøger et akvarium og zoologisk have – ja, han tager sågar på en vild tur i rumraket!

5 minutter i godnat er historier, der passer perfekt til godnatlæsningen – og hvornår der nu lige ellers er fem minutter tilovers.

Fra ca. 4 år.

Du kan købe Fem minutter i godnat – Peter Pedal online eller i din nærmeste boghandel.



Hvor er Peter Pedal?

Hvor er Peter Pedal? er en skøn findebog fuld af overraskelser.

Tag med Peter Pedal på eventyr, når han drager til landet og til byen. Her besøger han bl.a. en legetøjsbutik, spiser is, leger på en ridderborg og besøger dyrene i zoologisk have.

Hvert opslag er fyldt med en masse sjove ting, man kan finde i fællesskab.

Fra ca. 2 år.

Du kan købe Hvor er Peter Pedal online eller i din nærmeste boghandel.



De allerbedste historier om Peter Pedal

Et stort, flot samlebind med de allerbedste historier om verdens bedste og nysgerrigste abe, der altid roder sig ud i ballade.

Bogen indeholder 12 dejlige godnathistorier.

Fra ca. 3 år.

Du kan købe De allerbedste historier om Peter Pedal online eller i din nærmeste boghandel.

Se flere Peter Pedal-bøger lige her.