når ulve hersker, king of scars, fantasy, young adult, leigh bardugo

Når ulve hersker er anden bog i Leigh Bardugos King of Scars-serie om den unge regent, Nikolai Lantsov. Følg med, når han kæmper en evig kamp med sine indre dæmoner og fjerne fjender, og lad dig opsluge af Grishaverse-universet.


Nikolai Lantsov, den unge regent, der gennemgik mange rædsler under borgerkrigen, kæmper i King of Scars (2) – Når ulve hersker fortsat med den dæmon, som har besat ham. Men i sin kamp mod dæmonen har Nikolai opdaget flere styrker fra udyret, som han kan bruge til at besejre sine fjender. Og det er nødvendigt, fordi fjenden rykker nærmere hele tiden.

LÆS OGSÅ: Glæd dig til disse nye fantastiske YA-bøger

Men Nikolai kan ikke stå alene i kampen, og han får derfor hjælp af sin hærfører og gode ven, Zoya. Hun er viljestærk, og beriget med en særlig evne, som hun skal lære at acceptere og håndtere. Sammen får de hjælp af spionen Nina, der har infiltreret hovedstaden for at hjælpe i Nikolai i kampen.

En konge, en general og en spion. De må enten skabe en fremtid i mørket, eller se deres land gå til grunde. Lad kampen begynde.

King of Scars (2) – Når ulve hersker er andet og sidste bind i King of Scars-serien. Bogen indgår som en brik i Grishaverse, som er et fantastisk univers, der danner ramme om flere af Leigh Bardugos enestående fortællinger.

Læs et uddrag fra bogen herunder.

Du kan købe King of Scars (2) – Når ulve hersker online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 16 september.




Leigh Bardugo

King of Scars (2) – Når ulve hersker

Kapitel 1

DRONNING MAKHI

Makhi Kir-Taban, født af himlen, var dronning og nedstammede fra en lang række af dronninger.

Og de var nogle fjolser alle sammen, tænkte hun, mens hendes puls steg, i takt med at hun læste indbydelsen i sin hånd. Havde de ikke været fjolser, havde jeg ikke lige nu befundet mig i denne knibe.

Der var ingen vrede at spore i hendes ansigt. Ingen rødmen i hendes glatte kinder. Hun var dronning, og hun agerede som så med rank ryg, stiv positur og et stålsat blik. Hendes fingre skælvede ikke, skønt hver eneste muskel i hendes krop længtes efter at krølle papiret med den elegante skrift sammen til en lillebitte kugle.

Kong Nikolai Lantsov, storhertug af Udova, enehersker af det store Ravka-rige, og prinsesse Ehri Kir-Taban, datter af Himlen, den mest guddommelige af Taban-slægten, indbyder hermed dronning Makhi Kir-Taban til en fejring af ægteskabets indgåelse i Os Altas royale kapel.

Brylluppet skulle finde sted om en måned. Tid nok til, at Makhis tjenere kunne nå at pakke de passende kjoler og smykker ned, samle hendes royale følge, klargøre hendes trop af tavgharader, elitesoldaterne, der havde bevogtet hendes familie, siden den første Taban-dronning indtog tronen.

Tid nok til at foretage rejsen til lands eller i det nye luksusluftskib, som hendes ingeniører havde bygget.

Tid nok for en dygtig dronning til at indlede en krig.

Men lige nu skulle Makhi optræde for rækken af ministre, der havde taget opstilling foran hende i rådets sal. Det var kun en måned siden, hendes mor var gået bort. Kronen kunne være blevet givet tilbage til Makhis mormor, men Leyti Kir-Taban var næsten firs år gammel og havde fået nok af besværet med at stå i spidsen for en nation. Det eneste, hun havde lyst til nu, var at beskære sine roser og tilbringe tid i selskab med en række vanvittigt smukke elskere, så derfor havde hun givet Makhi sin velsignelse og trukket sig tilbage på landet. Makhi blev kronet få dage efter sin mors begravelse. Hun var ny i rollen som hersker, men var fast besluttet på, at den skulle vare længe. Hun ville indvarsle en ny æra af velstand og suverænitet for sit folk – og det krævede støtte fra de royale ministre, der nu stod og kiggede forventningsfuldt på hende.

“Jeg kan ikke se nogen personlig besked fra Ehri,” sagde hun og lænede sig tilbage på tronen. Hun lagde indbydelsen i skødet og tillod sig at rynke panden. “Det er bekymrende.”

“Vi burde juble,” sagde minister Nagh. Han bar bureaukratstandens mørkegrønne jakke med messingknapper og Shus to korslagte nøgler på reverset, sådan som alle ministrene gjorde. De lignede en skov af fyrretræer. “Er det ikke det resultat, vi håbede på? Et bryllup, der forsegler alliancen mellem vores nationer?”

Det resultat, du håbede på. Hvis det stod til dig, krøb vi i ly bag vores bjerge til evig tid.

“Jo,” sagde hun med et smil. “Det var derfor, vi satte vores dyrebare prinsesse Ehri på spil i så barbarisk et land. Men hun burde selv have skrevet et brev til os og givet os et tegn på, at alt er godt.”

Minister Zihun rømmede sig. “Deres Agtværdigste Himmelske Højhed, det er muligt, at Ehri ikke ligefrem er lykkelig, men blot har accepteret dette. Hun har aldrig ønsket sig et liv i offentligheden, og slet ikke et liv, der ligger fjernt fra det eneste hjem, hun nogensinde har kendt.”

“Vi er Taban-slægten. Vi ønsker det, vores land har brug for.”

Ministeren bøjede hovedet i ærbødighed. “Naturligvis, Deres Majestæt. Skal vi skrive Deres svar?”

“Jeg gør det selv,” sagde dronningen. “Som tegn på respekt. Det er bedst, at vi kommer rigtigt fra start i dette nye partnerskab.”

“Glimrende, Deres Majestæt,” sagde Nagh, som om Makhi havde nejet på en særlig elegant måde.

Ministerens anerkendelse forekom på en eller anden måde Makhi at være endnu mere irriterende end hans modstand.

Hun rejste sig op, og ministrene fulgte protokollen og trådte i samlet flok ét skridt tilbage. Hun steg ned fra sin trone, og hendes tavgharad-vag- ter fulgte trop, da hun begav sig ned ad den lange gang til dronningens gemakker. Slæbet på hendes silkekjole sukkede mod marmorgulvet og lød som en af hendes pirrelige rådgivere. Makhi vidste præcis, hvor mange skridt der var fra rådets sal og ned til hendes private gemakker. Hun havde gået turen utallige gange med sin mor og, før hende, med sin mormor. Nu talte hun ned – seksoghalvtreds, femoghalvtreds – mens hun prøvede at slippe sin frustration og tænke klart.

Hun kunne fornemme minister Yerwei bagved, skønt lyden af hans slippers blev overdøvet af tavgharadernes rytmiske støvletramp. Det var ligesom at blive forfulgt af et spøgelse. Hvis hun bad sine vagter om at skære halsen over på ham, ville de gøre det uden tøven. Og når hun så blev anklaget for mord, og det kunne ske for selv en dronning i Shu Han, ville de vidne imod hende.

Da de var fremme ved dronningens gemakker, gik Makhi gennem en forgyldt hvælving og ind i et lille forværelse i lysegrønt marmor. Hun vinkede de ventende tjenere væk og vendte sig om mod tavgharaderne. “Vi vil ikke forstyrres,” sagde hun.

Yerwei fulgte efter hende ind i rummet og videre gennem musikværelset, indtil de nåede den store opholdsstue, hvor Makhi engang havde siddet på sin mors skød og lyttet til historier om de første Taban-dronninger; krigere, der var steget ned fra Sirkuzois højeste bjerge i følgeskab med deres tamme falke for at herske over shuerne. Taban yenok-yun blev de kaldt. Stormen, der tog bolig.

Det var de dronninger, der havde opført slottet, som stadig var et mesterværk udi ingeniørkunst og skønhed. Det tilhørte Taban-dynastiet. Det tilhørte folket, og i dette flygtige øjeblik, der kun udgjorde få taktfaste skridt i Taban-slægtens lange march, tilhørte det Makhi. Hun mærkede humøret stige, da de gik ind i Den Gyldne Vinges Sal. Det var et rum med forgyldt lys, rindende vand og en terrasse omgivet af slanke søjlebuer, der dannede ramme om de velplejede hække og boblende springvand i det royale haveanlæg nedenfor, og for enden af haven lå Ahmrat Jens blommeplantage, hvor træerne stod på lige rækker som et soldaterregiment. Det var vinter i Ravka, men her i Shu Han, i dette velsignede land, skinnede solen stadig varmt.

Makhi gik ud på terrassen. Det var et af de få steder, hvor hun følte, hun trygt kunne tale uden tjenernes og spionernes borende blikke og nysgerrige ører. Der stod et grønt glasbord med vin- og vandkarafler og en tallerken med friske figner. Hun fik øje på sin niece Akeni, der legede nede i haven sammen med en af gartnernes drenge. Makhi havde besluttet, at Akeni skulle arve tronen, hvis ikke Makhi undfangede piger med en af sine ægtefæller. Akeni var ikke den ældste af Taban-pigerne, men hun var, på trods af sine kun otte år, den åbenlyst kvikkeste. Overraskende nok, eftersom hendes mor ikke just havde opfundet den dybe tallerken.

“Tante Makhi!” råbte Akeni. “Vi har fundet en fuglerede!”

Gartnerens søn sagde ikke noget og kiggede heller ikke direkte på dronningen, men stod tavst ved siden af sin legekammerat med blikket rettet mod sine nedslidte sandaler.

“Du må ikke røre ved æggene,” råbte Makhi ned til dem. “Se, men ikke røre.”

“Det gør jeg heller ikke. Vil du have nogle blomster?”
“Giv mig en gul blomme.”
“Men de er sure!”
“Bring mig en, så fortæller jeg en historie.” Hun kiggede efter børnene, mens de løb ned mod havens sydvendte mur. Frugterne sad højt oppe i træerne, og det ville tage tid og snilde at nå dem.

“Hun er er godt barn,” sagde Yerwei henne fra søjlebuen bag hende. “Måske for føjelig til at blive en god dronning.”

Makhi ignorerede ham.
“Prinsesse Ehri er i live,” sagde han.
Hun greb fat om kanden og kylede den ned i gulvet.
Hun flåede gardinerne ned fra vinduerne og rev dem i strimler med sine negle.

Hun begravede ansigtet i silkepuderne og skreg.
Hun gjorde ingen af delene.
I stedet smed hun indbydelsen på bordet og tog den tunge krone af. Den var af rent platin og fyldt med smaragder, og hun fik altid ondt i nakken af den. Hun placerede den ved siden af fignerne og skænkede sig selv et glas vin. Det var en opgave for tjenerne, men hun ønskede ikke at have dem i nærheden lige nu.

Yerwei smuttede ud på balkonen og tog noget vin uden at spørge. “Det var ikke meningen, at din søster skulle være i live.”

Prinsesse Ehri Kir-Taban var den mest elskede blandt folket, den dyrebareste, noget, som Makhi aldrig havde forstået. Hun var hverken klog eller smuk eller interessant. Hun kunne ikke andet end at smile dumt og spille khatuur. Og alligevel blev hun forgudet.

Det var meningen, at Ehri skulle være død. Hvad var gået galt? Makhi havde lagt en udførlig plan. Den skulle munde ud i, at både Nikolai og prinsesse Ehri døde – og at Fjerda fik skylden for mordene. Derefter ville Makhi, under påskud af at ville hævne mordet på sin elskede søster, marchere ind i et land uden en konge, uden nogen ved roret, gøre krav på deres grishaer til sit khergud-program og bruge Ravka som base for en krig mod Fjerda.

Hun havde nøje udvalgt sin agent: Mayu Kir-Kaat var en af prinsessens egne tavgharad-vagter. Hun var en ung, talentfuld kriger og sværdkvinde, og frem for alt var hun sårbar. Hendes tvillingbror var forsvundet fra sin hær, og hans familie havde fået at vide, at han var blevet dræbt i kamp. Men Mayu havde gættet sandheden: Han var blevet udvalgt til khergud og indlemmet i Jernhjerte-programmet, der ville gøre ham stærkere og mere dødbringende og ikke fuldt ud menneske længere. Mayu havde tryglet om at få ham løsladt, inden forvandlingen fandt sted, og sendt tilbage i tjeneste som menig soldat.

Dronning Makhi vidste, at det var en smertefuld proces at blive khergud. Den indebar, at man fik knoglerne forstærket med grisha-stål og sat mekaniske vinger på ryggen. Men der var snak om, at processen førte noget mere med sig; at de soldater, der blev indlemmet i programmet, kom ud på den anden side og var forandrede på grusomme måder, at kherguderne mistede en grundlæggende del af sig selv i forvandlingen, som om smerten brændte noget af det, der havde gjort dem til menneske, væk. Og det ønskede Mayu Kir-Kaat naturligvis ikke for sin bror. De var tvillinger, kebben. Der fandtes ikke noget tættere bånd. Mayu var villig til at tage sit eget og kongens liv for at redde ham.

Dronning Makhi satte vinen fra sig og skænkede et glas vand i stedet. Hun måtte være klar i hovedet til næste skridt. Hendes barnepige havde engang fortalt hende, at hun skulle have været tvilling, og at hendes bror havde været dødfødt. “Du åd hans kræfter,” havde hun hvisket, og allerede da havde Makhi vidst, at hun en dag ville blive dronning. Hvad ville der være sket, hvis hendes bror var blevet født? Hvem ville Makhi så være blevet?

Det gjorde ingen forskel nu.
Ravkas konge var stadig lyslevende.
Og det var hendes søster også.
Det var slemt, det her. Men hvor slemt det var, vidste dronning Makhi ikke. Kendte Nikolai Lantsov til sammensværgelsen imod ham? Var Mayu blevet bange og havde afsløret planen for prinsesse Ehri? Nej. Det kunne ikke være tilfældet. Det nægtede hun at tro. Det var kebbens bånd for stærkt til.

“Indbydelsen føles som en fælde,” sagde hun.
“Det kan man sige om de fleste ægteskaber.”
“Fri mig for dine morsomheder, Yerwei. Hvis kong Nikolai ved …”

“Hvad kan kongen bevise?”
“Ehri kan fortælle en hel del. Afhængigt af hvad hun ved.”
“Din søster er en mild sjæl. Hun ville aldrig tro, at du var i stand til at gøre dette, og hun ville med sikkerhed aldrig tale ondt om dig.”
Makhi daskede til indbydelsen på bordet. “Så forklar denne her!” “Måske forelskede hun sig. Jeg har hørt, at kongen er ret charmerende.”

“Vær nu ikke absurd.”
Prinsesse Ehri havde overtaget Mayus plads i tavgharaden. Mayu havdeklædt sig ud som prinsesse Ehri. Mayus opgave var at komme tæt på kong Nikolai, myrde ham og derefter tage sit eget liv. Det ville være enden på det, så vidt prinsesse Ehri vidste. Men i forbindelse med den efterfølgende invasion ville der uvægerligt være tab af liv, og tavgharaden havde fået ordrer om at sikre, at Ehri blev en af de faldne. De var blevet udpeget til Ehris hofholdning, men fulgte udelukkende dronningens ordre. Makhis ministre skulle ikke have kendskab til den plan, hun havde iværksat. Så hvad var gået galt?

“Du tager med til brylluppet,” formanede Yerwei. “Det vil alle dine ministre forvente. Dette er virkeliggørelsen af deres fredsplaner. De synes, du burde være begejstret.”

“Udviste jeg ikke begejstring nok?”

“Du var, som du altid er: en perfekt dronning. Jeg var den eneste, der så tegnene.”

“Mænd, der ser for meget, har for vane at tabe overblikket.”
“Og dronninger, der ikke viser tillid nok, har for vane at miste tronen.” Makhi drejede lynhurtigt hovedet. “Hvad mener du med det?”

Yerwei var den eneste, der kendte sandheden – og ikke kun detaljerne i hendes plan om at myrde Ravkas konge og sin egen søster. Han havde tjent som personlig læge for hendes mor og hendes mormor. Han havde bevidnet, dengang hendes mor, dronning Keyen Kir-Taban, født af Himlen, på sit dødsleje havde valgt Ehri som tronarving i stedet for Makhi. Det var en Taban-dronnings ret at vælge sin efterfølger, men det tilfaldt næsten altid den ældste datter. Sådan havde det været i mange hundrede år. Det var meningen, at Makhi skulle være dronning. Hun var født og opfostret til det, hun var et stærkt medlem af tavgharaden, en dygtig rytter, en fremragende strateg og snu som en edderkop. Og så havde hendes mor alligevel valgt Ehri. Søde, milde, elskelige Ehri, som folket forgudede.

“Lov mig det,” havde hendes mor sagt. “Lov mig, at du adlyder mit ønske. Sværg på De Seks Soldater.”

“Jeg lover,” havde Makhi hvisket.

Yerwei havde hørt det hele. Han var den rådgiver, der havde tjent hendes mors længst, og var så gammel, at Makhi ikke havde nogen anelse om, hvor mange år han havde været på jorden. Det var, som om han ikke ældedes. Hun havde kigget på ham, på de rindende øjne i hans rynkede ansigt, og spekuleret på, om han havde fortalt hendes mor om det arbejde, de udførte sammen, de hemmelige eksperimenter, khergud-programmets fødsel. Hvilket alt sammen ville slutte med Ehri på tronen.

“Men Ehri vil ikke regere …” havde Makhi indvendt.

“Kun fordi hun altid har regnet med, at du ville.”

Makhi havde taget sin mors hånd i sin. “Men det bør jeg også. Jeg har uddannet mig. Jeg har trænet.”

“Og dog har ingen form for undervisning nogensinde lært dig venlighed. Ingen lærer har nogensinde lært dig barmhjertighed. Du har et hjerte, der hungrer efter krig, og jeg ved ikke hvorfor.”

“Det er falkens hjerte,” havde Makhi stolt svaret. “Shu Hans hjerte.”

“Det er falkens vilje. Det er noget andet. Sværg, at du vil gøre dette. Du er en Taban. Vi ønsker det, som landet har brug for, og nationen har brug for Ehri.”

Makhi havde hverken grædt eller modsagt det; hun havde blot afgivet sit løfte.

Derefter drog hendes mor sit sidste åndedrag. Makhi bad sine bønner til De Seks Soldater og tændte lys for den afdøde Taban-dronning. Hun redte hendes hår og strøg hænderne hen over hendes silkekjole. Hun ville snart skulle bære blåt, sorgens farve. Og hun havde rigeligt at sørge over – tabet af sin mor, tabet af sin trone.

“Vil du fortælle Ehri det, eller skal jeg?” havde hun spurgt Yerwei. “Fortælle hende hvad?”
“Min mor …”
“Jeg hørte ikke noget. Jeg er glad for, at hun drog herfra med fred.” Sådan blev deres pagt født, hen over hendes mors lunkne lig.

Nu støttede Makhi armene mod balkonen og snusede havens dufte ind – jasmin og søde appelsiner. Hun lyttede til latteren fra sin niece og gartnerens søn.

Da hun tog sin søsters trone, vidste hun ikke, hvor lidt det ville løse, og at hun til evig tid skulle konkurrere med søde, naive Ehri. Kun én ting kunne sætte en stopper for de lidelser.

“Jeg vil se min søsters vielse. Men først må jeg sende en besked.”

Yerwei rykkede nærmere. “Hvad er din hensigt? Du ved, at dine ministre læser brevet, selvom det er forseglet.”

“Jeg er ikke idiot.”
“Man kan være idiotisk uden at være idiot. Hvis …” Yerwei gik pludselig i stå.
“Hvad?” spurgte Makhi og fulgte hans blik.

En skygge bevægede sig gennem blommeplantagen på den anden side af slottets mure. Makhi kiggede op og forventede at se et luftskib, men himlen var klar. Skyggen voksede og bredte sig som en plamage i fuld fart mod dem. De træer, den berørte, væltede omkuld, og bladene blev sorte og forsvandt uden at efterlade sig andet end grå jord og en røgsøjle.

“Hvad er det?” gispede Yerwei.

“Akeni!” skreg dronningen. “Kom ned fra det træ, Akeni! Kom væk derfra med det samme!”

“Jeg plukker blommer!” råbte pigen og lo.
“Straks, sagde jeg!”
Akeni kunne ikke se, at dødens sorte tidevandsbølge kom rullende omme på den anden side af muren uden en lyd.
“Vagter!” råbte dronningen. “Hjælp hende!”
Men det var for sent. Skyggen bevægede sig ind over slottets mure, efterlod de gyldne mursten sorte, og lagde sig over blommetræet. Det var et sort slør, der gled ned over Akeni og gartnerens dreng og fik deres latter til at forstumme.

“Nej!” råbte Makhi.
“Min dronning,” sagde Yerwei indtrængende. “Du må væk.”
Men fordærvet var standset ved kanten af springvandet og var lige så tydeligt aftegnet som tidevandets streg i sandet. Alt, hvad den havde rørt ved, var gråt og dødt. Alt, hvad der befandt sig på den anden side, var frodigt og grønt og fuldt af liv.

“Akeni,” hviskede dronningen hulkende.

Kun vinden svarede, da den blæste ind fra frugtplantagen og spredte de sidste, svage slyngtråde af mørke. Det var intet andet tilbage end den søde duft af blomster, der glade og intetanende havde ansigterne vendt mod solen.



Kapitel 2

NINA

Nina smagte den salte luft på sin tunge og lod lydene fra mar- kedspladsen skylle ind over sig; sælgerne, der højlydt falbød deres varer, mågerne i Djerholms havn, råbene fra sømændene ombord på deres skibe. Hun skævede op mod klippetoppen, hvor Isfortet knejsede med sine høje, hvide mure, der strålede som blotlagte knogler, og undertrykte en gysen. Det var godt at være ude i det fri, væk fra de afsondrede værelser på Den Hvide Ø, men hun havde det, som om den ældgamle bygning iagttog hende, som om hun kunne høre den hviske: Jeg ved, hvad du er. Du hører ikke til her.

“Hold venligst kæft,” mumlede hun.
“Hmm?” sagde Hanne, mens de spadserede hen ad kajen.
“Ikke noget,” svarede Nina hurtigt.
Det var ikke et godt tegn, at hun talte med døde bygninger. Hun havde været indespærret for længe, ikke kun i Isfortet, men i Mila Janderdats krop, og hendes ansigt og krop var forarbejdet til at skjule hendes sande identitet. Nina kastede endnu et olmt blik på Isfortet. Murene skulle forestille at være uigennemtrængelige og var aldrig blevet forceret af en angribende hær. Men hendes venner havde snildt klaret det. De havde sprængt hul i de store mure med en af Fjerdas egne kampvogne. Og nu?

Nu var Nina nærmere en mus – en stor, blond mus i for tunge skørter – der gnavede i Isfortets fundament.

Hun standsede ved en uldsælgers bod med stativer, der var fulde af de traditionelle veste og tørklæder, man havde på til Vinetkälla. På trods af alle hensigter var Nina blevet charmeret af Djerholm ved første øjekast. Byen var nydelig, som kun en fjerdansk by kunne være det, med lyserøde og blå og gule huse og forretninger, der lå side om side ved vandet, tæt op ad hinanden som for at holde varmen. De fleste af de byer, Nina havde set – hvor mange havde det været? Hvor mange forskellige sprog havde hun begået sig på i dem? – var bygget op omkring et torv eller en hovedgade, men ikke Djerholm. Saltvandet var byens livsnerve, og markedet vendte ud mod havet og bredte sig ned langs kajen med forretninger og vogne og boder, der solgte frisk fisk, tørret kød og dej, der var viklet om varme jernstænger og bagt over kul og derefter strøet med sukker. Isfortets stensale var mægtige og kolde, men her var der rodet og livligt.

Overalt hvor Nina så, var der påmindelser om Djel. Hans hellige askegrene var knyttet sammen til knuder og hjerter i forberedelserne til Vinetkällas vinterfester. I Ravka var de ved at forberede sig til sankt Nikolai-festen. Og til krig. Visheden tyngede hendes hjerte hver aften, når hun lagde sig til at sove. Den slyngede sig om hendes hals og var dagligt ved at kvæle hende. Hendes folk var i fare, og hun vidste ikke, hvordan hun skulle hjælpe dem. I stedet gik hun her, bag fjendens linjer, og kiggede på grovvævede hatte og tørklæder.

Ved siden af hende gik Hanne, klædt i en rødviolet frakke, der fik hendes gyldenbrune hud til at gløde, selvom det var en overskyet dag, og en elegant strikkasket trukket ned over det kortklippede hår for ikke at tiltrække opmærksomhed. Nok hadede Nina at være indespærret i Isfortet, men Hanne led endnu mere under det. Hun havde brug for at løbe og ride; hun havde brug for den friske duft af sne og fyrretræ og for trygheden i skoven. Hun var fulgt frivilligt med Nina til Isfortet, men der var ingen tvivl om, at de lange dage med høflig samtale over kedsommelige måltider havde kostet dyrt. Selv denne lille smule frihed – en tur på markedet med forældre og vagter på slæb – var nok til at give hende farve i kinderne igen og få hendes øjne til at stråle.

“Mila! Hanne!” råbte Ylva. “Gå ikke for langt væk.”

Hanne rullede med øjnene og tog et blåt garnnøgle op fra sælgerens vogn. “Som om vi er børn.”

Nina kastede et blik over skulderen. Hannes forældre, Jarl og Ylva Brum, holdt sig et par meter bag dem og høstede beundrende blikke, mens de spadserede af sted langs kajen. Begge var høje og slanke. Ylva var svøbt i varm, brun uld og rød rævepels, og Brum havde den sorte uniform på, der fyldte Nina med væmmelse, og med drüskellernes sølvulv på ærmet. Bag dem gik to unge heksejægere med nybarberede ansigter og langt, gyldent hår. De fik først tilladelse til at lade skægget vokse, når de havde fuldført deres uddannelse og hørt Djels ord i Hringkälla. Derefter kunne de drage fornøjet ud i verden og myrde grishaer.

“Far, de er ved at gøre klar til en eller anden forestilling,” sagde Hanne og gjorde tegn mod en interimistisk scene, der var blevet sat op længere henne ad kajen. “Må vi gå hen og kigge?”

Brum rynkede panden let. “Det er ikke en af de der kerchiske trupper, vel? Med deres masker og sjofle vittigheder?”

Gid det var, tænkte Nina dystert. Hun længtes efter Ketterdams vilde gader. Hun ville til hver en tid vælge hundrede af Komedie Bruts sjofle og larmende forestillinger frem for de fem endeløse fjerdanske opera-akter, hun havde været tvunget til at udholde den foregående aften. Hanne havde hele tiden måttet puffe hende i siden, så hun ikke faldt i søvn.

“Du er lige ved at snorke,” havde Hanne hvisket med tårerne trillende ned ad kinderne, mens hun forsøgte ikke at le.

Da Ylva så sin datters røde ansigt og våde kinder, havde hun klappet Hanne på knæet. “Det er et rørende stykke, ikke?”

Hanne havde ikke kunnet gøre andet end at nikke og klemme Ninas hånd.

“Åh, Jarl,” sagde Hannes mor nu til sin mand. “Jeg er sikker på, at det er ganske ufarligt.”

“Udmærket.” Brum indvilligede, og så forlod de den skuffede uldsælger og begav sig hen mod scenen. “Men man forbløffes over, hvordan stedet har forandret sig. Korruption. Kætteri. Lige her i vores hovedstad. Har du set det der?” Han pegede på en nedbrændt butiksfacade, som de passerede. Det så ud, som om det engang havde været en slagterforretning, men nu var vinduerne knust og væggene sodplettede.

“Butikken blev plyndret for kun to nætter siden. De fandt et alter for den formodede solhelgen og ét for … hvad er det nu, hun hedder? Linnea af Vandene.”

“Leoni,” rettede Hanne ham stille.

Nina havde hørt om plyndringen gennem sine kontakter i Hringsa, et spionnetværk, der arbejdede for at befri alle Fjerdas grishaer. Slagterens varer var blevet smidt ud på gaden, og skabe og hylder var blevet smadret for at afdække skjulte relikvier – en fingerknogle fra Solhelgenen og et ikon, der var malet af en amatør og tydeligt forestillede den smukke Leoni med flettet hår og armene i vejret for at trække gift op af en flod og redde en by.

“Det er værre end bare helgendyrkelse,” fortsatte Brum og viftede med pegefingeren i luften, som om den personligt havde fornærmet ham. “De påstår, at grishaerne er Djels foretrukne børn. At deres styrke er et udtryk for hans velsignelse.”

Nina fik et stik i hjertet ved hans ord. Det havde Matthias også sagt. Inden han døde. Hendes venskab med Hanne havde hjulpet med at hele det sår. Det hjalp med denne mission, dette mål, men smerten var der stadig, og det ville den nok altid være, tænkte hun. Han var blevet frarøvet sit liv, og Matthias havde aldrig fået chancen for at finde sit eget formål. Jeg sonede det, min elskede. Jeg beskyttede dig. Til det allersidste.

Nina sank klumpen, der havde formet sig i hendes hals, og tvang sig selv til at sige: “Hanne, skal vi hente noget honningvand?” Hun ville have foretrukket vin, måske noget stærkere, men fjerdanske kvinder måtte ikke drikke alkohol, og slet ikke offentligt.

Honningvandssælgeren smilede til dem og måbede, da han fik øje på Brums uniform. “Kommandør Brum!” sagde han. “Noget varmt at drikke til Dem og Deres familie? Noget styrkende på denne kolde dag?”

Manden var bredskuldret og tyknakket og havde et langt, rødt overskæg. Han havde cirkelformede bølger tatoveret på hænderne, der tydede på, at han måske havde været sømand. Eller noget mere.

Nina fik en sær trang til at stikke af, da hun så Jarl Brum trykke sælgeren i hånden. For næsten to år siden havde hun, kun få meter herfra, kæmpet mod denne mand. Hun havde stået over for drüskelle-kommandøren som den, hun virkelig var, som Nina Zenik, med stoffet jurda parem rullende i sit blod. Stoffet havde gjort det muligt at bekæmpe hundredvis af soldater og gjort hende uimodtagelig for kugler. Det havde ændret hendes grisha-evner for altid og givet hende magt over de døde frem for de levende. Hun havde skånet Brums liv den dag, men hun havde taget hans skalp. Nina var årsagen til hans skaldede hoved og arret, der lå som en lyserød rottehale rundt om det nederste af hans kranie.

Matthias havde tryglet om nåde – for sit folk og for manden, der havde været som en far for ham. Nina var stadig ikke sikker på, om hun havde gjort ret i at skænke ham den. Hvis hun havde dræbt Brum, havde hun aldrig mødt Hanne. Hun var måske aldrig kommet tilbage til Fjerda. Matthias ville måske stadig være i live. Hvis hun tænkte for meget på for- tiden, fortabte hun sig i den og i alle de ting, der kunne have været. Og det kunne hun ikke tillade. På trods af det falske navn, hun benyttede, og det kunstige ansigt, som Genya havde formet med sin kyndige hånd, var Nina grisha, hun var soldat i Den Anden Hær og spion for Ravka.

Så hør nu efter, Zenik, skændte hun på sig selv.

Brum forsøgte at betale honningvandssælgeren, men manden nægtede at tage imod hans penge. “En gave i anledning af Vinetkälla, kommandør. Må Deres nætter være korte og Deres kop altid fuld.”

Fra scenen lød der muntre fløjtetoner og trommer, som varslede, at forestillingen skulle begynde, og tæppet gik op og afslørede en malet klip- petop med en miniature-markedsplads nedenunder. Publikum klappede betaget. Det var Djerholm, de kiggede på, den selvsamme by, som de stod i, og et banner med påskriften HISTORIEN OM ISFORTET.

“Der kan du se,” sagde Ylva. “Ingen sjofle numre. En sand patriotisk fortælling.”

Brum virkede distræt og tjekkede sit lommeur. Hvad venter du på? spekulerede Nina. Der var stadig gang i de diplomatiske samtaler mellem Fjerda og Ravka, og Fjerda havde endnu ikke erklæret krig. Men Nina var sikker på, at en kamp var uundgåelig. Brum ville ikke acceptere andet. Hun havde videregivet de få oplysninger, hun havde været i stand til at opsnappe ved at smuglytte ved dørene og til middagene. Det var ikke nok.

Bækkenerne rungede som indledning til historien om vidunderbarnet Egmond, der som lille havde både tegnet og opført imponerende slotte og storslåede bygningsværker. Akrobaterne trak i nogle lange baner af silkestof for at skabe et prægtigt palæ med grå spir og funklende buer. Publikum klappede begejstret, men en arrogant udseende skuespiller, der skulle forestille en adelsmand, som ikke ville betale for sit fornemme, nye hjem, forbandede Egmond, og den smukke, unge arkitekt blev lagt i lænker og slæbt væk til det gamle fort, som engang havde ligget på klippetoppen, der knejsede over havnen.

Scenen skiftede nu til Egmond i sin celle under en voldsom storm, der kom med buldrende trommer. Blå silkebølger rullede hen over scenen som den flodbølge, der havde opslugt fortet med kongen og dronningen af Fjerda indeni.

Arbejdet som hemmelig agent bestod ikke blot i at mestre et nyt sprog eller kende de lokale skikke, så Nina var også velbevandret i fjerdanske myter og legender. Dette var den del af historien, hvor Egmond skulle lægge hænderne om rødderne på et træ, der var vokset ind gennem muren til hans celle, og med Djels hjælp bruge asketræets kraft til at bryde fortets mure, redde kongen og dronningen og bygge fundamentet til det store Isfort.

I stedet trådte tre personer ind på scenen: en kvinde svøbt i røde pa- pirroser, en ung pige med et gevir om halsen og en sorthåret kvinde i en blå kjole.

“Hvad er nu det?” knurrede Brum.

Men publikums gisp sagde alt: sankta Lizabeta af Roserne, Solhelgenen Alina Starkov og – et genialt træk, hvis Nina selv skulle sige det – stormheksen Zoya Nazyalensky, var trådt ind i stykket.

Helgenerne lagde hænderne på Egmonds skuldre og derefter på fængselscellens vægge, hvorefter stofstykkerne, som skulle symbolisere Djels aske, bredte sig og foldede sig ud som rødder, der borede sig op gennem jorden.

“Så er det nok,” sagde Brum højt og gennemtrængende. Han lød rolig nok, men Nina kunne høre skarpheden i hans stemme, da han trådte frem. De to drüskeller fulgte efter og havde allerede hænderne om køllen og pisken i deres bælte. “Der er et vejrskifte på vej. Forestillingen kan fortsætte senere.”

“Lad dem være!” råbte en mand fra flokken.
Et barn begyndte at græde.
“Er det her en del af forestillingen?” spurgte en forvirret kvinde.
“Vi bør gå,” sagde Ylva og forsøgte at genne Hanne og Nina væk. Men mængden stod for tæt omkring dem og pressede op mod scenen.

“Enten spreder I jer,” sagde Brum myndigt. “Eller også bliver I anholdt og pålagt bøder.”

Pludselig lød der torden – rigtig torden, ikke de bittesmå trommer, der var en del af forestillingen. Det var, som om mørket faldt på, da sorte skyer hurtigt trak ind over havnen. Havet blev pludselig levende, der kom skum på vandet, og bølgerne, der rullede ind, fik skibenes master til at svaje.

“Djel er vred,” sagde nogen.
“Helgenerne er vrede,” sagde en anden.
“Spred jer!” råbte Brum gennem den buldrende lyd af stormen, der nærmede sig.
“Se!” råbte en stemme.
En bølge havde direkte kurs mod havnen og voksede sig større og større.

I stedet for at brydes mod havdiget væltede den ind over kajen. Den rejste sig over menneskemængden som en mur af sydende vand. Folk skreg. Det var, som om bølgen vred sig i luften og derefter væltede ned på kajen og direkte ind over Brum og hans soldater, så de blev kastet ned mod brostenene i en byge af vand.

Menneskemængden gispede og brød derefter ud i latter.
“Jarl!” råbte Ylva og forsøgte at komme hen til ham.
Hanne holdt hende tilbage. “Bliv her, mor. Han vil ikke opfattes som svag.”
“Sankta Zoya!” råbte nogen. “Hun påkaldte stormen!”
Enkelte i forsamlingen faldt på knæ.
“Helgenerne!” råbte en anden. “De ser, og de beskytter de troende.” Havet buldrede, og det var, som om bølgerne dansede.
Brum kom vaklende på benene, han var rød i ansigtet, og hans tøj var gennemblødt af havvand. “Op,” snerrede han og hev sine unge soldater op at stå. Og så var han ude i folkemængden og trak de angrende op ved kraverne. “Rejs jer op, eller jeg anholder jer for at tilskynde til oprør og for kætteri.”

“Tror du, vi gik for langt?” hviskede Hanne, idet hun lod sin hånd glide ind i Ninas og gav den et klem.

“Ikke langt nok,” mumlede Nina.

For forestillingen og bølgen havde blot været en afledningsmanøvre. Det var hringsa-netværket, der havde sat stykket op. Bølgen var skabt af en bølgerejser, der opholdt sig hemmeligt på et af skibene i havnen. Og mens Jarl Brum og hans mænd nu stormede gennem forsamlingen, sendte honningvandssælgeren, som var smuttet ind i en gyde, da forestillingen gik i gang, et hurtigt tegn op i luften, så skyerne spredte sig.

Solen strømmede ned fra himlen, ned på slagterbutikken, der blot få nætter forinden var blevet plyndret. Der var intet at se på muren, før sælgeren hev proppen af den flaske, Nina havde ladet glide ned i hans vogn, og kastede en sky af ammoniak ud over malingen, hvorefter en besked på nærmest magisk vis dukkede frem med disse ord på butikkens facade: Linholmenn fe Djel ner werre peje.

Djels børn er iblandt jer.

Det var et billigt trick, som hun og de andre forældreløse børn havde benyttet sig af til at sende hinanden hemmelige beskeder, men et godt fupnummer handlede i virkeligheden om at skabe et scenarie. Det havde Nina for ikke så længe siden lært i Ketterdam. Overalt omkring sig så hun Djerholms indbyggere måbe over beskeden, der stod skrevet på facaden, og pege mod havet, der nu havde lagt sig, og op mod skyerne, der trak sig tilbage, mens honningvandssælgeren henkastet tørrede sine hænder og vendte tilbage til sin bod.

Ville det gøre nogen forskel? Det vidste Nina ikke, men der havde været små mirakler som disse over hele Fjerda. I Hjar havde en beskadiget fiskerbåd været tæt på at synke, hvorefter bugten frøs til is, og sømændene kunne trygt gå tilbage til bredden uden at miste deres fangst. Næste morgen var et murmaleri af sankt Vladimirs hellige fyrtårn kommet til syne på kirkemuren.

I Felsted havde en æbleplantage pludselig båret frugt på trods af det kolde vejr, som om sankt Feliks havde lagt en varm hånd på træerne. Kvistene var blevet pyntet med askegrene – et symbol på Djels velsignelse.

Halvdelen af indbyggerne i byen Kjerek var blevet syge med ildkopper, den næsten visse død. Men næste morgen havde en landmand i et syn set sankt Anastasia svæve over byen med en krans af askeblade i håret, og indbyggerne var vågnet op og havde været raske, uden knopper på huden og uden feber.

Det ene mirakel efter det andet, der var skabt af hringsaerne og spioner fra Den Anden Hær. Bølgerejsere havde frosset bugten til is, men de havde også skabt den storm, der ødelagde fiskerbådene. Stormrejsere havde frembragt den tidlige frost i Felsted, men solsoldaterne havde fået træerne til at blomstre. Og selvom ildkopperne ikke var hringsa-agenternes værk, havde de sørget for, at der kom grisha-corporalkier og helbredte ofrene. Med hensyn til Anastasias åbenbaring var det forbløffende, hvor langt man kom med lidt teaterbelysning og en rød paryk.

Og så var der det besynderlige fordærv, der havde ramt området nord for Djerholm. Den vidste Nina ikke, hvor kom fra, måske var det et naturligt fænomen eller en eller anden uberegnelig hringsa-agents gerning. Men hun vidste, at der gik rygter om, at det var Den Stjerneløse Helgens værk og en gengældelse for de religiøse plyndringer og anholdelser, der blev foretaget af Brums mænd.

I begyndelsen havde Nina tvivlet på, at deres mirakler gjorde nogen som helst forskel, og frygtet, at deres anstrengelser ikke udmøntede sig i meget andet end barnlige skarnsstreger, der ikke ville føre til noget. Men Brum havde brugt flere og flere ressourcer på at komme helgendyrkelsen til livs, og det gav hende håb.

Brum kom trampende tilbage mod dem i en sky af vrede. Det var svært at tage ham særlig alvorligt, når han var fuldstændig gennem- blødt, og det så ud, som om der når som helst ville springe en fisk op af hans støvler. Alligevel holdt Nina hovedet bøjet, undgik hans blik og så neutral ud. Brum var farlig nu, som en bombe, der kunne gå af hvert øjeblik. Én ting var at være hadet eller blive angrebet, noget ganske andet var at være til grin. Men det var præcis det, Nina ønskede: at Fjerda holdt op med at betragte Brum og hans drüskeller som mænd, man skulle frygte, og så dem som det, de var: nogle bange bøller, der skulle foragtes og ikke smigres.

“Jeg følger min familie tilbage til Isfortet,” mumlede han til sine soldater. “Skaf navnene. På alle de optrædende, på alle, der var på markedspladsen.”

“Men antallet …”

Brum kneb øjnene sammen. “Navne. Det her lugter langt væk af hringsaerne. Hvis der er grishaer i mine gader, i min hovedstad, så vil jeg vide det.”

Der er grishaer i dit hjem, tænkte Nina hoverende.
“Nu skal du ikke blive overmodig,” mumlede Hanne. “For sent.”

De steg op i den store vogn. Kongen og dronningen havde foræret Brum en af de nye, larmende køretøjer, der ikke krævede heste, men Ylva foretrak en vogn, der ikke udstødte sort røg og ikke risikerede at bryde sammen på den stejle vej op til Isfortet.

“Jarl,” forsøgte Ylva, da de var sunket ned i veloursæderne. “Hvilken skade gør det? Jo voldsommere du reagerer over for disse forestillinger, jo mere opildnede bliver de.”

Nina forventede, at Brum ville eksplodere, men han var længe tavs og stirrede ud ad vinduet på det grå hav under dem.

Da han atter sagde noget, var han afmålt og havde tøjlet sin vrede. “Jeg skulle have taget det roligt.” Han rakte ud og klappede Ylvas hånd.

Nina bemærkede den virkning, den lille gestus havde på Hanne, og det bekymrede, skyldbetonede udtryk, der hvilede som en skygge over hendes blik. Det var nemt for Nina at hade Brum og kun se ham som en skurk, der skulle dø. Men han var Hannes far, og i øjeblikke som disse, hvor han var venlig, hvor han var fornuftig og mild, virkede han mindre som et uhyre og mere som en mand, der ville sit land det bedste.

“Men dette drejer sig ikke om et par mennesker, der laver ballade på markedspladsen,” fortsatte Brum træt. “Hvis folk begynder at opfatte vores fjender som helgener …”

“Der findes også fjerdanske helgener,” sagde Hanne, næsten håbefuldt. “Men de er ikke grishaer.”
Nina bed sig i tungen. Måske var de, måske var de ikke? Sënj Egmond, den store arkitekt, havde efter sigende bedt til Djel om at forstærke Isfortet mod stormen. Men ifølge andre fortællinger havde han bedt til helgenerne. Og der var nogle, der mente, at Egmonds mirakler intet havde med guddommelig indgriben at gøre, men at de ganske enkelt var et resultat af hans grisha-evner, og at han havde været en talentfuld fabrikator, der kunne manipulere med metal og sten efter forgodtbefindende.

“De fjerdanske helgener var hellige mænd,” sagde Brum. “De havde Djels velvilje, ikke … disse dæmoner. Men det er mere end det. Genkendte I den tredje helgen, der kom svansende hen over scenen? Det var Zoya Nazyalensky, general i Den Anden Hær. Der er intet helligt eller naturligt ved den kvinde.”

“En kvinde, der tjener som general?” spurgte Hanne uskyldigt.

“Hvis man kan kalde den slags væsen en kvinde. Hun er helt igennem frastødende og fæl. Grishaerne er Ravka. Fjerdanere, der tilbeder disse falske helgener … sværger troskab til en fremmed magt, en magt, som vi snart er i krig mod. Denne nye religion er en betydeligt større trussel, end en sejr på slagmarken er det. Hvis vi mister folket, har vi tabt kampen, før den er begyndt.”

Hvis jeg udfører mit arbejde ordentligt, tænkte Nina.

Hun håbede bare, at den almindelige indbygger i Fjerda ikke hadede grishaer mere, end de elskede deres egne sønner og døtre, og at de fleste af dem kendte nogen, der var forsvundet. En ven, en nabo eller en slægt- ning. En kvinde, der var blevet tvunget til at opgive sit levebrød og forlade sin familie af frygt for at hendes evner blev opdaget. En dreng, der var blevet bortført fra sit hjem om natten og tortureret og dræbt af Brums heksejægere. Måske kunne Nina med sine små mirakler give Fjerda noget at samles om, en grund til at sætte spørgsmålstegn ved hadet og frygten, som i så lang tid havde været Brums våben.

“Apparatets tilstedeværelse her underminerer alt, vi har arbejdet for,” fortsatte Brum. “Hvordan skulle jeg kunne rense vores landsbyer og byer for fremmed indflydelse, når der er en kætter i regeringens midte? Vi ligner de værste hyklere, og han har spioner overalt.”

Ylva gøs. “Han er så frygteligt foruroligende.”

“Det er bare facade. Skægget. De mørke rober. Han kan godt lide at skræmme damerne med sine sære udtalelser og sin lurende facon, men han er ikke meget mere end en skræppende fugl. Og vi har brug for ham, hvis vi skal have indsat Demidov på tronen. Præstens opbakning har betydning for ravkaerne.”

“Han lugter af kirkegård,” sagde Hanne.

“Det er bare røgelse.” Brum trommede med fingrene mod vinduesrammen. “Det er svært at sige, hvad manden egentlig tror på. Han siger, at den ravkanske konge er besat af dæmoner, at det er selveste helgenerne, der har udpeget Vadik Demidov til at herske.”

“Hvor kom Demidov egentlig fra?” spurgte Nina. “Jeg håber sådan, vi møder ham.”

“Vi holder ham godt beskyttet, i tilfælde af at ravkanske snigmordere skulle forsøge at skyde ham.”

Ærgerligt nok.
“Er han virkelig en Lantsov?” blev hun ved.
“Han har mere ret til tronen end horeungen Nikolai.”
Vognen standsede brat, og de steg ud, men inden Ninas fødder havde ramt grusstien, kom en soldat løbende op til Brum med et foldet papir i hånden. Nina fik et glimt af det royale segl, et sølvvoksstempel med den kronede Grimjer-ulv.

Brum brød forseglingen og læste brevet, og Nina fik en klump i maven, da han kiggede op igen, og hun så hans udtryk. Han strålede, på trods af sit våde tøj og den ydmygelse, han havde været udsat for på havnen.

“Tiden er inde,” sagde han.

Nina så Ylva smile sørgmodigt. “Så forlader du os altså. Og jeg må vente hver nat med bange hjerte.”

“Der er ikke noget at frygte,” sagde Brum og puttede papiret ned i sin frakkelomme. “De kan ikke yde os modstand. Vores tid er endelig kommet.” Han havde ret. Fjerda havde kampvogne. De havde grisha-fanger, der var afhængige af parem. Sejren var i hus. Særligt hvis Ravka var hjælpeløs og uden allierede. Jeg burde være der. Jeg hører hjemme i den kamp.
“Skal du rejse langt?” spurgte Nina.
“Overhovedet ikke,” sagde Brum. “Du ser så bange ud, Mila! Har du så lidt tiltro til mig?”
Nina fremtvang et smil. “Nej, hr. Jeg frygter blot for Deres sikkerhed, ligesom vi alle gør,” sagde hun. “Lad mig tage Deres frakke, så alle kan komme ind og få varmen. I skal have mest mulig tid sammen som familie, inden kommandør Brum rejser.”

“Du er en sand velsignelse,” sagde Ylva kærligt.

Nina tog hendes og Hannes frakker, og også Brums, som hun allerede havde stukket hånden i lommen på for at få fat i brevet.

Krigen var under opsejling.
Hun måtte sende besked til sin konge.




King of Scars (2) – Når ulve hersker

King of Scars, Leigh bardugo, ya, young adult, fantasy

Nikolai Lantsov kæmper stadig en kamp med den dæmon, der har besat ham, og som truer med at tage livet af ham. Men i sin evige kamp oplever Nikolai også styrker hos dæmonen, som måske kan anvendes mod fjenden, der rykker nærmere.

Nikolai får hjælp af sin hærfører og gode ven, den viljestærke Zoya, der er blevet beriget med en evne, hun skal lære at acceptere og håndtere. Og til sidst er der Nina, der planlægger at infiltrere hovedstaden.

En konge, en general og en spion. Sammen skal de skabe en fremtid i mørket. Eller se deres land gå til grunde.

Du kan købe Når ulve hersker online, eller i din nærmeste boghandel.




King of Scars (1) – Den besatte konge

all the feels, den besatte konge, king of scars, nikolai lantsov, grisha, grishaverse, ya, young adult, ungdomsbog, ungdomsbøger, bog, bøger, læs, læsning, ungdomsroman, leigh bardugo

Nikolai Lantsov er en hemmelighedsfuld prins. Ingen kender til de rædsler, han gennemgik under borgerkrigen i hans land. Og han har ingen planer om at afsløre dem for nogen.

Nikolai er tvunget til at søge nye alliancer, da en voksende trussel mod den svækkede Grisha-hær nærmer sig.

Imens kæmper Nikolai selv med en mørk magi, der spreder sig inden i ham dag for dag, og som truer med at tilintetgøre det, han har kæmpet for.

Men nogle hemmeligheder bør forblive hemmelige, og nogle sår kan aldrig heles.

Du kan købe Den besatte konge online eller i din nærmeste boghandel.