Den tredje bog i Öland-serien, Mørkeskov, afslører afgørende hemmeligheder fra fortiden. Læs et uddrag her
I Mørkeskov forsvandt 19-årige Mikael sporløst under en studenterfest og hans skelet er nu blevet fundet 20 år senere i Mittlandsskoven på Öland.
Efterforsker Hanna Duncker bliver tilkaldt for at finde ud af, hvad der skete med Mikael den skæbnesvangre sommeraften, og det viser sig, at Mikaels studenterklike har hemmeligheder, som de gerne vil holde skjult.
LÆS OGSÅ: Det siger læserne om Natsangeren af Johanna Mo
I Mørkeskov kommer Hanna Duncker tættere på sandheden om sin fars forbrydelse, og det bringer hende i livsfare. Forfatteren Johanna Mo drager paralleller til sit eget liv i Ölands-serien, da hun i sin ungdom var pårørende til nogle unge mænd, der blev dømt for mordet på en taxachauffør i hendes hjemby.
Mørkeskov er den tredje bog i Öland serien efter Natsangeren og Skyggeliljen, og det er en krimiserie, der handler om at leve i skyggen af sin fars forbrydelse og ikke kunne slippe forbindelsen til sin hjemstavn.
Læs første kapitel i Mørkeskov herunder.
Mørkeskov
Johanna Mo
Kapitel 1
Sengen var varmere end sofaen i stueetagen, så Hanna Duncker var krøbet ned under dynen og lå lænet op ad en bunke store puder med iPad’en på skødet. Det var forår, da hun flyttede til Kleva. Nu var det vinter og minusgrader, og huset føltes koldt og fuldt af træk, selvom termometeret påstod, at der var tyve grader indendørs.
Hanna gabte og trykkede et nyt afsnit af Downton Abbey frem. Egentlig skulle hun have været hjemme hos Isak i aften. Det var endda luciadag. Men Isak havde sms’et i morges og sagt, at han både havde ondt i halsen og hovedpine. I stedet for en overdådig treretters menu var det blevet til rester fra fryseren, og bagefter lidt slik og seriemaraton i sengen.
Hun var snart færdig med tredje sæson, og hun forstod ikke, hvordan hun havde kunnet gå glip af den serie. Bedst var Maggie Smith i rollen som lady Violet, den britiske overklassefamilies skrappe overhoved.
Hannas fokus gled væk fra skærmen. Behovet for fiktiv kærlighed i smukke omgivelser var blevet mindre, siden Isak kom ind i hendes liv. I forgårs havde de været til middag hjemme hos Rebecka og Petri. Det var første gang, hun og Isak havde mødtes med Rebecka som et par, og veninden havde været så glad på hendes vegne.
Livet rullede videre for Rebecka, trods tabet. Det var nu syv måneder siden, hendes barn Joel døde. Rebecka lod ofte høre fra sig og ville ses. Vennen havde brug
for hende, og egentlig var der ikke noget, Hanna hellere ville end at værdsætte relationen. Alligevel sagde hun oftest nej. Det, hun burde fortælle Rebecka, stod i vejen. Det, hun havde fået at vide i efteråret, da hendes bror Kristoffer pludselig var dukket op uden for hendes dør.
Hanna trykkede på pause og rakte ud efter mobilen. Fandt Rebeckas nummer frem. Stirrede længe på det, inden hun klikkede det væk. Hun kunne ikke ringe på dette tidspunkt. Klokken var næsten ti, og hun ville ikke risikere at vække Molly. I stedet fandt hun nogle billeder frem, som Rebecka havde sms’et til hende tidligere i dag.
Molly stod i sit hvide luciakostume med lyskrans i håret og smilede lykkeligt ind i kameraet. Billedet var taget uden for Gårdby Skole, der, hvor hun og Rebecka også havde gået, da de var små.
Længslen efter Isak fik tag i hende, men hun kunne heller ikke ringe til ham. Eftersom han havde det skidt, sov han sikkert allerede. Er du vågen? sms’ede hun. Da der var gået nogle minutter, uden at hun havde fået svar, trodsede Hanna sit bankende hjerte og lagde telefonen fra sig.
Efter endnu et gab havnede iPad’en også på natbordet. Så træt som hun var, skulle hun nok kunne sove. Hun skubbede de store pyntepuder væk. Kinden mod det hvide, bløde. Forhåbentlig ville Isak have det bedre i morgen.
Isak stod lænet mod en af søjlerne uden for politihuset. Hvad laver han på mit arbejde? tænkte Hanna. Glad og overrasket løb hun hen imod ham, fødderne nåede knap nok jorden, men hun standsede brat, da hun så hans ansigt. Han gloede på hende med smalle øjne, der lyste af irritation.
Isaks ansigt gled over i Kristoffers. Hendes bror åbnede munden, og hun vidste, hvad han ville sige. Hun kunne samtalen udenad. Den samtale, de havde haft, efter at hun modvilligt havde sluppet ham ind i sin stue.
Jeg var der, da Ester Jensen døde.
Kroppen blev lige så chokeret som dengang. På en underlig måde var Hanna bevidst om, at hun drømte, og det var, som om drømmen fjernede al beskyttelse. Hun kunne i det hele taget ikke forsvare sig, og hun ville væk. I drømmen lukkede hun øjnene hårdt i.
Da hun åbnede dem igen, sad hun stadig i sofaen med Kristoffer. Præcis som de havde gjort. Det halvtomme vandglas stod endda på pallen, som hun brugte som sofabord.
Hvad mener du med, at du var der? spurgte hun. Slog du hende ihjel?
Kristoffer skjulte ansigtet i hænderne. Hans fortælling blev afbrudt af hulken. Hvorfor var her så varmt? Kroppen var klistret af sved. Der var noget, der ikke stemte. Så varmt havde der ikke været, da Kristoffer var hos hende. Hanna både ville og ville ikke blive i drømmen. En del af hende håbede, at hans beretning ville forandre sig, blive til en, der var lettere at holde ud.
Drømmen var væk. Hun lå og stirrede op i loftet, som ikke kunne ses. Den trætte hjerne forsøgte at forstå indtrykkene: varmen, den knitrende lyd, den skarpe, stikkende lugt.
For helvede. Huset brænder.
Hanna ramte skråvæggen, da hun kastede sig ud af sengen. Værelset snurrede rundt, men det lykkedes for hende at komme hen til døren. Den var ikke helt lukket, og hun skubbede den op med albuen. Tyk røg væltede op fra stueetagen. Den vej ville hun ikke kunne komme ud. Hun vendte sig om og styrtede hen til natbordet og hev mobilen til sig. Behøvede hun andet?
Gulvet var varmt under fødderne, og der var ikke tid til at tænke. Det eneste, hun vidste, var, at hun måtte ud herfra. Hun skubbede vinduet op, som vendte mod bagsiden. Den kolde luft gjorde hende bevidst om, at hun kun havde undertrøje og trusser på, og hun rev morgenkåben til sig. Tog den på, samtidig med at hun kiggede ned.
Flammerne slikkede op ad husmuren. Hun ville ikke kunne hænge i vindueskarmen for at gøre faldet mindre. Hun var tvunget til at springe.
At forsøge at smide madrassen eller noget andet blødt ud ad vinduet var der ikke tid til. Hanna stoppede telefonen i lommen, løftede stolen derhen og smed tøjet, som hang på den, ud. Så klatrede hun op og satte den ene fod i vindueskarmen, fik fat i kanten.
Jorden var dækket af sne, men sneen var ikke mere end ti-tyve centimeter dyb. Lige under hende var verandaen, som var et par meter bred – uden for den begyndte græsset. Det var dér, hun måtte forsøge at nå hen.
Hanna sank en klump i halsen og kastede sig ud.
Allerede i luften forstod hun, at hun ikke kunne nå græsplænen. Verandaen var i det mindste af træ, ikke af sten som naboen Ingrids. Hun forsøgte at gøre sig lille og blød. Morgenkåben gled op, da hun ramte verandaen og rullede rundt. Sneen var overalt. En iskold omfavnelse, som tømte hende for luft og bedøvede smerten. Faldet blev dæmpet af sneen, og hun troede ikke, at noget var brækket.
Hanna vendte sig mod huset. Flammerne nåede hele vejen op til vinduet nu. Hun havde ikke haft mange sekunder at give af. Hurtigt skyndte hun sig hen og hev sine jeans til sig. Et vindpust måtte have blæst den tynde trøje hen imod huset, for hun kunne se, at den brændte. Heden mod ansigtet var ulidelig. Da hun var kommet tilstrækkeligt langt væk, tog hun sine jeans på, fik telefonen frem og ringede til alarmcentralen.
Flammerne mødte hinanden oven over taget, som venner, der ikke har set hinanden længe. Huset stod ikke til at redde. Nu slipper jeg for at fryse derinde, tænkte hun, et sekund efter kom gråden. Huset i Kleva havde reddet hende, da hun flyttede hjem til Öland efter årene i Stockholm.
Den uge, hvor hun var blevet student, var hendes far blevet anholdt for drab, og det havde fået hende til at flygte. Savnet og tvivlen havde drevet hende tilbage, og hun havde haft ret. Selvom hendes far var dømt, havde han ikke været skyldig. I hvert fald ikke i drab.
Hanna stirrede mod flammerne, men det var ikke længere dem, hun så, kun sin far, Lars. Hans plagede ansigt, da han sad over for hende i besøgsrummet i fængslet. I stedet for at stole på sin intuition havde hun presset ham.
Hvorfor dræbte du Ester Jensen?
Svaret, som dengang havde gjort hende så vred:
Det var ikke meningen.
Hun ville ønske, at hun havde givet ham et knus, hjulpet ham med at åbne sig. I stedet havde hun rejst sig og var gået.
Johanna Mo: Mørkeskov
Juni 1999. Mikael er nitten år gammel og lige blevet student, da han forsvinder sporløst til et studentergilde. Tyve år senere findes hans skelet i Mittlandsskoven på Öland. Det er tydeligt, at han er blevet dræbt. Efterforsker Hanna Duncker bliver tilkaldt for at finde ud af, hvad der skete med Mikael den skæbnesvangre sommeraften.
Samtidigt kæmper Hanna stadig med sin fortid. Hun lever nemlig med uvisheden om, hvad der rent faktisk skete, da hendes far for mange år siden blev dømt for mord.
Mørkeskov er tredje selvstændige bind i Ölandsserien, en krimiserie om at leve i skyggen af forbrydelser og ikke kunne slippe forbindelsen til sin hjemstavn.
Er du på jagt efter endnu en stor læseoplevelse? Så har vi en masse krimier til dig.
Den tredje bog i Öland-serien, Mørkeskov, afslører afgørende hemmeligheder fra fortiden. Læs et uddrag her
I Mørkeskov forsvandt 19-årige Mikael sporløst under en studenterfest og hans skelet er nu blevet fundet 20 år senere i Mittlandsskoven på Öland.
Efterforsker Hanna Duncker bliver tilkaldt for at finde ud af, hvad der skete med Mikael den skæbnesvangre sommeraften, og det viser sig, at Mikaels studenterklike har hemmeligheder, som de gerne vil holde skjult.
LÆS OGSÅ: Det siger læserne om Natsangeren af Johanna Mo
I Mørkeskov kommer Hanna Duncker tættere på sandheden om sin fars forbrydelse, og det bringer hende i livsfare. Forfatteren Johanna Mo drager paralleller til sit eget liv i Ölands-serien, da hun i sin ungdom var pårørende til nogle unge mænd, der blev dømt for mordet på en taxachauffør i hendes hjemby.
Mørkeskov er den tredje bog i Öland serien efter Natsangeren og Skyggeliljen, og det er en krimiserie, der handler om at leve i skyggen af sin fars forbrydelse og ikke kunne slippe forbindelsen til sin hjemstavn.
Læs første kapitel i Mørkeskov herunder.
Mørkeskov
Johanna Mo
Kapitel 1
Sengen var varmere end sofaen i stueetagen, så Hanna Duncker var krøbet ned under dynen og lå lænet op ad en bunke store puder med iPad’en på skødet. Det var forår, da hun flyttede til Kleva. Nu var det vinter og minusgrader, og huset føltes koldt og fuldt af træk, selvom termometeret påstod, at der var tyve grader indendørs.
Hanna gabte og trykkede et nyt afsnit af Downton Abbey frem. Egentlig skulle hun have været hjemme hos Isak i aften. Det var endda luciadag. Men Isak havde sms’et i morges og sagt, at han både havde ondt i halsen og hovedpine. I stedet for en overdådig treretters menu var det blevet til rester fra fryseren, og bagefter lidt slik og seriemaraton i sengen.
Hun var snart færdig med tredje sæson, og hun forstod ikke, hvordan hun havde kunnet gå glip af den serie. Bedst var Maggie Smith i rollen som lady Violet, den britiske overklassefamilies skrappe overhoved.
Hannas fokus gled væk fra skærmen. Behovet for fiktiv kærlighed i smukke omgivelser var blevet mindre, siden Isak kom ind i hendes liv. I forgårs havde de været til middag hjemme hos Rebecka og Petri. Det var første gang, hun og Isak havde mødtes med Rebecka som et par, og veninden havde været så glad på hendes vegne.
Livet rullede videre for Rebecka, trods tabet. Det var nu syv måneder siden, hendes barn Joel døde. Rebecka lod ofte høre fra sig og ville ses. Vennen havde brug
for hende, og egentlig var der ikke noget, Hanna hellere ville end at værdsætte relationen. Alligevel sagde hun oftest nej. Det, hun burde fortælle Rebecka, stod i vejen. Det, hun havde fået at vide i efteråret, da hendes bror Kristoffer pludselig var dukket op uden for hendes dør.
Hanna trykkede på pause og rakte ud efter mobilen. Fandt Rebeckas nummer frem. Stirrede længe på det, inden hun klikkede det væk. Hun kunne ikke ringe på dette tidspunkt. Klokken var næsten ti, og hun ville ikke risikere at vække Molly. I stedet fandt hun nogle billeder frem, som Rebecka havde sms’et til hende tidligere i dag.
Molly stod i sit hvide luciakostume med lyskrans i håret og smilede lykkeligt ind i kameraet. Billedet var taget uden for Gårdby Skole, der, hvor hun og Rebecka også havde gået, da de var små.
Længslen efter Isak fik tag i hende, men hun kunne heller ikke ringe til ham. Eftersom han havde det skidt, sov han sikkert allerede. Er du vågen? sms’ede hun. Da der var gået nogle minutter, uden at hun havde fået svar, trodsede Hanna sit bankende hjerte og lagde telefonen fra sig.
Efter endnu et gab havnede iPad’en også på natbordet. Så træt som hun var, skulle hun nok kunne sove. Hun skubbede de store pyntepuder væk. Kinden mod det hvide, bløde. Forhåbentlig ville Isak have det bedre i morgen.
Isak stod lænet mod en af søjlerne uden for politihuset. Hvad laver han på mit arbejde? tænkte Hanna. Glad og overrasket løb hun hen imod ham, fødderne nåede knap nok jorden, men hun standsede brat, da hun så hans ansigt. Han gloede på hende med smalle øjne, der lyste af irritation.
Isaks ansigt gled over i Kristoffers. Hendes bror åbnede munden, og hun vidste, hvad han ville sige. Hun kunne samtalen udenad. Den samtale, de havde haft, efter at hun modvilligt havde sluppet ham ind i sin stue.
Jeg var der, da Ester Jensen døde.
Kroppen blev lige så chokeret som dengang. På en underlig måde var Hanna bevidst om, at hun drømte, og det var, som om drømmen fjernede al beskyttelse. Hun kunne i det hele taget ikke forsvare sig, og hun ville væk. I drømmen lukkede hun øjnene hårdt i.
Da hun åbnede dem igen, sad hun stadig i sofaen med Kristoffer. Præcis som de havde gjort. Det halvtomme vandglas stod endda på pallen, som hun brugte som sofabord.
Hvad mener du med, at du var der? spurgte hun. Slog du hende ihjel?
Kristoffer skjulte ansigtet i hænderne. Hans fortælling blev afbrudt af hulken. Hvorfor var her så varmt? Kroppen var klistret af sved. Der var noget, der ikke stemte. Så varmt havde der ikke været, da Kristoffer var hos hende. Hanna både ville og ville ikke blive i drømmen. En del af hende håbede, at hans beretning ville forandre sig, blive til en, der var lettere at holde ud.
Drømmen var væk. Hun lå og stirrede op i loftet, som ikke kunne ses. Den trætte hjerne forsøgte at forstå indtrykkene: varmen, den knitrende lyd, den skarpe, stikkende lugt.
For helvede. Huset brænder.
Hanna ramte skråvæggen, da hun kastede sig ud af sengen. Værelset snurrede rundt, men det lykkedes for hende at komme hen til døren. Den var ikke helt lukket, og hun skubbede den op med albuen. Tyk røg væltede op fra stueetagen. Den vej ville hun ikke kunne komme ud. Hun vendte sig om og styrtede hen til natbordet og hev mobilen til sig. Behøvede hun andet?
Gulvet var varmt under fødderne, og der var ikke tid til at tænke. Det eneste, hun vidste, var, at hun måtte ud herfra. Hun skubbede vinduet op, som vendte mod bagsiden. Den kolde luft gjorde hende bevidst om, at hun kun havde undertrøje og trusser på, og hun rev morgenkåben til sig. Tog den på, samtidig med at hun kiggede ned.
Flammerne slikkede op ad husmuren. Hun ville ikke kunne hænge i vindueskarmen for at gøre faldet mindre. Hun var tvunget til at springe.
At forsøge at smide madrassen eller noget andet blødt ud ad vinduet var der ikke tid til. Hanna stoppede telefonen i lommen, løftede stolen derhen og smed tøjet, som hang på den, ud. Så klatrede hun op og satte den ene fod i vindueskarmen, fik fat i kanten.
Jorden var dækket af sne, men sneen var ikke mere end ti-tyve centimeter dyb. Lige under hende var verandaen, som var et par meter bred – uden for den begyndte græsset. Det var dér, hun måtte forsøge at nå hen.
Hanna sank en klump i halsen og kastede sig ud.
Allerede i luften forstod hun, at hun ikke kunne nå græsplænen. Verandaen var i det mindste af træ, ikke af sten som naboen Ingrids. Hun forsøgte at gøre sig lille og blød. Morgenkåben gled op, da hun ramte verandaen og rullede rundt. Sneen var overalt. En iskold omfavnelse, som tømte hende for luft og bedøvede smerten. Faldet blev dæmpet af sneen, og hun troede ikke, at noget var brækket.
Hanna vendte sig mod huset. Flammerne nåede hele vejen op til vinduet nu. Hun havde ikke haft mange sekunder at give af. Hurtigt skyndte hun sig hen og hev sine jeans til sig. Et vindpust måtte have blæst den tynde trøje hen imod huset, for hun kunne se, at den brændte. Heden mod ansigtet var ulidelig. Da hun var kommet tilstrækkeligt langt væk, tog hun sine jeans på, fik telefonen frem og ringede til alarmcentralen.
Flammerne mødte hinanden oven over taget, som venner, der ikke har set hinanden længe. Huset stod ikke til at redde. Nu slipper jeg for at fryse derinde, tænkte hun, et sekund efter kom gråden. Huset i Kleva havde reddet hende, da hun flyttede hjem til Öland efter årene i Stockholm.
Den uge, hvor hun var blevet student, var hendes far blevet anholdt for drab, og det havde fået hende til at flygte. Savnet og tvivlen havde drevet hende tilbage, og hun havde haft ret. Selvom hendes far var dømt, havde han ikke været skyldig. I hvert fald ikke i drab.
Hanna stirrede mod flammerne, men det var ikke længere dem, hun så, kun sin far, Lars. Hans plagede ansigt, da han sad over for hende i besøgsrummet i fængslet. I stedet for at stole på sin intuition havde hun presset ham.
Hvorfor dræbte du Ester Jensen?
Svaret, som dengang havde gjort hende så vred:
Det var ikke meningen.
Hun ville ønske, at hun havde givet ham et knus, hjulpet ham med at åbne sig. I stedet havde hun rejst sig og var gået.
Johanna Mo: Mørkeskov
Juni 1999. Mikael er nitten år gammel og lige blevet student, da han forsvinder sporløst til et studentergilde. Tyve år senere findes hans skelet i Mittlandsskoven på Öland. Det er tydeligt, at han er blevet dræbt. Efterforsker Hanna Duncker bliver tilkaldt for at finde ud af, hvad der skete med Mikael den skæbnesvangre sommeraften.
Samtidigt kæmper Hanna stadig med sin fortid. Hun lever nemlig med uvisheden om, hvad der rent faktisk skete, da hendes far for mange år siden blev dømt for mord.
Mørkeskov er tredje selvstændige bind i Ölandsserien, en krimiserie om at leve i skyggen af forbrydelser og ikke kunne slippe forbindelsen til sin hjemstavn.
Du kan købe Mørkeskov online fx hos Bog&idé eller i din nærmeste boghandel.
Er du på jagt efter endnu en stor læseoplevelse? Så har vi en masse krimier til dig.
Andre læste også: