I Mine 30 år som livvagt fortæller Torben Vigh om sin karriere hos PET og i det danske politi, hvor han har haft muligheden for at opleve nogle af verdens største kriser helt tæt på. Læs bogens forord herunder.
Mine 30 år som livvagt er et særligt indblik i en ellers lukket verden, hvor PET og politiet holder sine kort helt tæt på kroppen.
Torben Vigh har i sin tid som livvagt passer på hele tre generationer af det danske kongehus, flere udenlandske og danske toppolitikere og Muhammed-kritikere.
Hans job har taget ham verden rundt på alt fra store statsbesøg til private ferier med sine VIP’er. Og han har været på nært hold af verdenskriser som 9/11 og Muhammedtegningerne.
Søndag den 31. december 2017 vil for altid stå tilbage i min erindring som en helt særlig dag. Det var ikke kun årets allersidste dag på springbrættet til et helt nyt og ukendt år, hvilket i udpræget grad gjaldt for mig selv. Det var nemlig også den dag, hvor jeg stoppede min karriere i dansk politi og hos Politiets Efterretningstjeneste, PET. Efter i alt over 38 års tro tjeneste for Danmark gik jeg kort og godt på pension.
I dagene op til havde jeg først og fremmest deklareret min afsked i min allersidste interne mail sendt under PET-fanens velkendte og bekronede logo, hvor jeg ønskede glædelig jul og takkede mine kolleger. Jeg havde måttet indlevere alt mit politi- og livvagtsudstyr som håndjern, peberspray, politistav, pistol, hylster, ammunition og min skudsikre vest.
Som det allersidste blev mit politiskilt, der har fulgt mig alle steder igennem årene, og selvfølgelig mit adgangskort til PET afleveret i vagten, da jeg endelig kørte ud gennem porten fra hovedkvarteret på Klausdalsbrovej for sidste gang.
Min eneste trøst var, at jeg i det mindste fik lov at beholde min Gamma-nål, emblemet, som alle livvagter bærer med stolthed, og som i alle årene har fulgt mig trofast på tjeneste i Livvagtsstyrken ved at sidde diskret i blazerens knaphul. Jeg tør derfor godt indrømme, at dagen for mig var lige dele historisk og vemodig, og da jeg kørte hjemad i bilen, måtte jeg på et tidspunkt lige holde ind til siden for at kapere øjeblikket.
Det, jeg valgte at sige farvel til med en tidlig pension som 60-årig, var ikke kun gode kolleger, en unik karriere og et spændende og varierende arbejdsliv, der har udspillet sig over hele verden på første klasse. Det var – og er til dels stadigvæk – også en stor del af min identitet. Jeg blev ansat i politiet i 1979, var medlem af Aktionsstyrken fra 1984 til 1989 og var siden 1987 til netop denne dag en fast del af PET’s Livvagtsstyrke.
Torben Vigh på arbejde som livvagt for Dronning Margrethe, hvis familie han har arbejdet for i tre generationer.
Med samlet 30 år af mit arbejdsliv dedikeret til livvagtsopgaven er det den dag i dag svært ikke at betragte mig selv som en firmaets mand. Faktisk kan jeg bryste mig af at være den som – ved min pension i hvert fald – har opereret allerlængst i professionen. Igennem hvad der reelt svarer til halvdelen af min levetid, har jeg stået på vagt for dronningen og adskillige andre medlemmer af det danske kongehus.
Med vagtsomme øjne og ører som sikkerhed på bl.a. dronningens store karetture har jeg sammen med mine kolleger flankeret vognen, når den rullede gennem København. Sådan var det, da regenten fyldte både 50, 60 og 70 år for ikke at nævne mange andre royale regeringsjubilæer, særlige begivenheder og rejser.
En livvagts opgaver er brogede og utallige. Men en af de fornemmeste er at operere som fast ’skygge’ for sin VIP (Very Important Person). Som livvagt er man derfor altid tæt på sit objekt, VIP’en, og står i skudlinjen hver eneste dag. Man opererer i vidt forskellige situationer, i vidt forskellige lande og under meget varierende forhold. Uagtet hvor eller hvornår er det altid ud fra grundpræmissen om, at det er med livet som indsats.
Hverdagens risiko til trods er det for intet at regne i forhold til, hvad livvagter kommer ud for i fiktionens verden. Uanset om livvagten optræder i en bog, en tv-serie eller en film, er de fiktive livvagter næsten i angreb hele tiden. Der er action hele vejen igennem, og livvagten kan ofte nå at redde både sin VIP og skyde ti terrorister på samme tid. Sådan er virkeligheden naturligvis ikke.
Rigtig ofte er der meget basal ventetid forbundet med en helt almindelig rutineopgave på Amalienborg, Fredensborg eller i Folketinget, fordi der ikke ’sker noget’ – et faktum, som hverken læsere eller seere i modsætning til virkelighedens livvagter dog tvinges til at deltage i. Til gengæld er det en af årsagerne til, at man skal have fem års anciennitet som politimand, før man kan blive optaget i styrken.
Man skal simpelthen have løbet ’blå-blink- hornene’ af sig og have den fornødne ro og erfaring. Fiktionens livvagt kan ofte meget mere end menneskeligt muligt, og selvom vi er godt uddannede og kan vores kampsport og våbentræning, så er ingen livvagt en supermand i forklædning.
Anders Fogh Rasmussen er en af de mange danske og udenlandske politikere, Torben Vigh har arbejdet som livvagt for.
Men hvad er det så for forhold og udfordringer, jeg har arbejdet under og stået overfor i opgaven med over tid at beskytte hele tre generationer af kongefamilien i både ind- og udland? Og hvilken betydning har de generelle og globale sikkerhedsrisici haft for mit arbejde med at beskytte folketingsmedlemmer, ambassadører og kulturpersonligheder igennem årene?
Det er den verden – virkelighedens verden – jeg gerne vil portrættere i denne bog. Det gælder både faglige og personlige oplevelser af forskellig karakter – der er gengivet, som jeg erindrer det – men også større som mindre opgaver fra min spæde opstart i politiet til min træning og tid i Aktionsstyrken (AKS) samt i Liv- vagtsstyrken under PET.
At være livvagt var på mange måder slet ikke det samme, fra jeg tiltrådte og fik overdraget min Gamma-nål i 1987, til jeg afleverede mit politiskilt den decemberdag i 2017. Undervejs i min karriere skete en parallel udvikling, både samfundsmæssigt og fagligt, som forhåbentlig vil være interessant for læserne at få foldet ud fra den plads, jeg har haft. For undervejs skete der store ændringer i verden.
Det gælder omfanget og graden af kriminalitet i almindelighed og udviklingen af terror i særdeleshed. Her står angrebet på World Trade Center den 11. september 2001, Danmarks deltagelse i de militære indsatser i Afghanistan og Irak fra 2002, Muhammedkrisen i 2005-2008 og senest terrorangrebet ved Krudttønden og synagogen i København i 2015 som helt centrale for måden at være livvagt på i Danmark.
Derfor dykker bogen også ned i en periode, hvor især islamisk terror afgørende ændrede ikke kun verden, men også måden at lave personbeskyttelse på, hvad angår opgradering af mandskab, bedre taktisk træning og udstyr i alt fra våben til biler og elektronik.
Det er den virkelighed – og ønsket i vores profession om at kunne gøre en forskel, så kongefamilie, politikere og helt almin- delige danskere kan leve deres liv med følelsen af at være i trygge hænder – som jeg gerne vil dele og give et kvalificeret indblik i. Jeg begrænser mig dog til kun at inddrage terrorangreb og sager, der har haft direkte eller indirekte indflydelse på mine egne opgaver og ansvarsområder i ind- og udland.
At være livvagt handler blandt andre kvalifikationer om at kunne begå sig i en branche fuld af hemmeligstemplede og fortrolige informationer. Derfor giver det nok sig selv, at denne bog nødvendigvis er underlagt visse forbehold og begrænsninger. Som livvagt og ansat i PET har man officielt 25 års tavshedspligt på al information og viden, der er klassificeret som ’fortroligt’, ’hemmeligt’ eller ’yderst hemmeligt’. Men uofficielt dækker tavshedskodekset resten af livet.
Der vil derfor være specifikke navne, steder og andre detaljer, jeg af sikkerhedsmæssige hensyn ikke ønsker at kompromittere, hvorfor visse begivenheder og referencer omtales mere overordnet, og nogle informationer er udeladt. Nogle vil måske betragte dette som opskruet hemmelighedskræmmeri i en institution, der i forvejen er kendt for at lukke sig om sig selv. Det mener jeg, er en forkert anskuelse.
Torben Vigh arbejdede som livvagt på mange af sine VIP’ers private ferie. Her ses han med Prins Henrik på ferie.
Har man arbejdet i den verden, jeg har været en del af, er der nogle taktiske måder – detaljer om, hvordan man planlægger en livvagtsopgave, om nødprocedurer, evakueringsruter eller antallet af finskytter eller mandskab – som kan udnyttes af folk, der vil gøre andre ondt. Det gælder også, selvom jeg af indlysende årsager kun gengiver opgaver og missioner, der er afsluttede.
Noget handler også om helt basalt at respektere privatlivets fred. Som livvagt har jeg været fast skygge for utrolig mange mennesker igennem mange år. Episoder og dialoger, der har udspillet sig i fagligt eller måske helt privat regi er og skal i min optik forblive et fortroligt rum mellem VIP’en og livvagten både dengang, nu og i fremtiden.
Forholdet mellem en livvagt og en VIP baseres på gensidig tillid, for livvagtens opgave kræver at være helt tæt på, at se alt og høre alt, der sker tæt på. Hvis ikke VIP’en kan stole på, at der er et frirum, og at den private samtale efterfølgende ikke bliver offentliggjort overfor hele Danmark, risikerer jeg at skade mange års opbygget tillid til faget og til de både nuværende og fremtidige relationer mellem livvagter og dem, de passer på.
Husk på, at mange af dem, vi beskytter, sjældent selv har bedt om det og helst ville være fri for overhovedet at have os på nakken. For mig handler det om at værne om den personlige frihed for de mennesker, der har lagt deres liv i mine hænder, og det har jeg stor respekt for.
Både kongehuset og PET er underrettede om denne bog, men for at læserne bedre skal kunne forstå det uskrevne loyalitetsbånd til metieren, til mine forhenværende VIP’er samt den tavshedspligt, der påhviler en livvagt, vil jeg gerne afsløre, at der er informationer, polititaktiske detaljer og oplevelser af både privat og sikkerhedsmæssig karakter, som jeg aldrig har fortalt til nogen! End ikke til kolleger. Eller min hustru.
Jeg ser det som en faglig konsekvens af at have været meget tæt på mange mennesker i over 30 år, og det er en loyalitet, jeg agter at opretholde. Med andre ord er der informationer og viden, jeg simpelthen tager med mig i graven.
Med et job som livvagt har det alle årene været vigtigt for mig at have opbakning fra familien. Min hustru og jeg fik vores første datter i 1989, vores anden kom i 1994, og kun med min hustrus fulde støtte og mine børns forståelse kunne jeg udføre mit job. Jeg kunne være hjemme kl. 17 eller kl. 02 uden at vide det på forhånd, mens nogle vagter kom med blot en dags varsel, hvis jeg eksempelvis skulle overtage for en syg kollega.
Mine udlandsrejser kunne desuden variere fra to til 30 dage, hvor jeg ikke kunne deltage i familiens dagligdag. Det var og er et hverv, som virkelig kan tære på en familie, men som min egen har accepteret og været indstillet på, selvom jeg blev en mindre del af fødselsdage, weekender og helligdage, afhentning i børnehave og skole, legeaftaler og fritidsaktiviteter for ikke at nævne almindelige daglige og familiære pligter.
Det har været svært at vægte den hårfine balance mellem familieliv og karriere, da begge har været så stor en del af min drivkraft, min identitet og mit liv, at også helt lavpraktiske sikkerhedsmæssige rutiner den dag i dag stadig hænger ved. Det personlige aspekt vil jeg derfor inddrage sporadisk i bogen for at give et omend begrænset billede af, hvordan jeg både skulle være omsorgsfuld far og en hård agent, uanset hvilken tid og hvilket rum jeg befandt mig i.
I det hele taget har min familie affundet sig med at vide meget lidt om og været tvunget til at følge det meste af mit arbejde fra sidelinjen. Noget, vi altid har grinet lidt af, fordi størstedelen af Danmarks befolkning i mange tilfælde samtidig kunne følge min færden i direkte og timelange tv-transmissioner eller som fast, alvorlig statist bag kronprins Frederik, paven eller Salman Rushdie på diverse fotos i pressen.
Selvom jeg altså i årtier har været vant til at håndtere det at være eksponeret i offentlighedens rampelys, er det på flere planer trods alt en anelse angstprovokerende med disse linjer at træde ind på en scene, hvor det er mig selv, der er i fokus. For med denne bog træder jeg officielt ud af min rolle som ’skygge’. Til gengæld har jeg intentionen og håbet om, at jeg ved at lukke op for min personlige historie ikke kun vil underholde læseren, men også tilføre fornyet perspektiv på et arbejde, der samtidig er en livsstil.
Rigtig god læselyst.
Få et unikt indblik i Torben Vighs arbejde med personbeskyttelse – for politikere, Muhammed-kritikere og ikke mindst det danske kongehus. Bogen dykker ned i en periode, hvor måden at lave personbeskyttelse på ændrede sig i stor grad.
Torben Vigh tiltrådte i 1987 som livvagt i PET og blev der i 30 år. De sidste 30 år har budt på store forandringer i Danmark og verden omkring os.
Angrebet på World Trade Center, Muhammed-krisen og terrorangrebet ved Krudttønden og synagogen i 2015 har været centrale begivenheder for livvagtsstyrken.
I Mine 30 år som livvagt fortæller Torben Vigh om sin karriere hos PET og i det danske politi, hvor han har haft muligheden for at opleve nogle af verdens største kriser helt tæt på. Læs bogens forord herunder.
Mine 30 år som livvagt er et særligt indblik i en ellers lukket verden, hvor PET og politiet holder sine kort helt tæt på kroppen.
Torben Vigh har i sin tid som livvagt passer på hele tre generationer af det danske kongehus, flere udenlandske og danske toppolitikere og Muhammed-kritikere.
LÆS OGSÅ: True crime. 12 bøger om forbrydelser fra virkelighedens verden
Hans job har taget ham verden rundt på alt fra store statsbesøg til private ferier med sine VIP’er. Og han har været på nært hold af verdenskriser som 9/11 og Muhammedtegningerne.
Læs et uddrag af Mine 30 år som livvagt herunder.
Du kan købe Mine 30 år som livvagt online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 10 marts.
Mine 30 år som livvagt
Torben Vigh
FORORD
Søndag den 31. december 2017 vil for altid stå tilbage i min erindring som en helt særlig dag. Det var ikke kun årets allersidste dag på springbrættet til et helt nyt og ukendt år, hvilket i udpræget grad gjaldt for mig selv. Det var nemlig også den dag, hvor jeg stoppede min karriere i dansk politi og hos Politiets Efterretningstjeneste, PET. Efter i alt over 38 års tro tjeneste for Danmark gik jeg kort og godt på pension.
I dagene op til havde jeg først og fremmest deklareret min afsked i min allersidste interne mail sendt under PET-fanens velkendte og bekronede logo, hvor jeg ønskede glædelig jul og takkede mine kolleger. Jeg havde måttet indlevere alt mit politi- og livvagtsudstyr som håndjern, peberspray, politistav, pistol, hylster, ammunition og min skudsikre vest.
Som det allersidste blev mit politiskilt, der har fulgt mig alle steder igennem årene, og selvfølgelig mit adgangskort til PET afleveret i vagten, da jeg endelig kørte ud gennem porten fra hovedkvarteret på Klausdalsbrovej for sidste gang.
Min eneste trøst var, at jeg i det mindste fik lov at beholde min Gamma-nål, emblemet, som alle livvagter bærer med stolthed, og som i alle årene har fulgt mig trofast på tjeneste i Livvagtsstyrken ved at sidde diskret i blazerens knaphul. Jeg tør derfor godt indrømme, at dagen for mig var lige dele historisk og vemodig, og da jeg kørte hjemad i bilen, måtte jeg på et tidspunkt lige holde ind til siden for at kapere øjeblikket.
Det, jeg valgte at sige farvel til med en tidlig pension som 60-årig, var ikke kun gode kolleger, en unik karriere og et spændende og varierende arbejdsliv, der har udspillet sig over hele verden på første klasse. Det var – og er til dels stadigvæk – også en stor del af min identitet. Jeg blev ansat i politiet i 1979, var medlem af Aktionsstyrken fra 1984 til 1989 og var siden 1987 til netop denne dag en fast del af PET’s Livvagtsstyrke.
Med samlet 30 år af mit arbejdsliv dedikeret til livvagtsopgaven er det den dag i dag svært ikke at betragte mig selv som en firmaets mand. Faktisk kan jeg bryste mig af at være den som – ved min pension i hvert fald – har opereret allerlængst i professionen. Igennem hvad der reelt svarer til halvdelen af min levetid, har jeg stået på vagt for dronningen og adskillige andre medlemmer af det danske kongehus.
Med vagtsomme øjne og ører som sikkerhed på bl.a. dronningens store karetture har jeg sammen med mine kolleger flankeret vognen, når den rullede gennem København. Sådan var det, da regenten fyldte både 50, 60 og 70 år for ikke at nævne mange andre royale regeringsjubilæer, særlige begivenheder og rejser.
En livvagts opgaver er brogede og utallige. Men en af de fornemmeste er at operere som fast ’skygge’ for sin VIP (Very Important Person). Som livvagt er man derfor altid tæt på sit objekt, VIP’en, og står i skudlinjen hver eneste dag. Man opererer i vidt forskellige situationer, i vidt forskellige lande og under meget varierende forhold. Uagtet hvor eller hvornår er det altid ud fra grundpræmissen om, at det er med livet som indsats.
Hverdagens risiko til trods er det for intet at regne i forhold til, hvad livvagter kommer ud for i fiktionens verden. Uanset om livvagten optræder i en bog, en tv-serie eller en film, er de fiktive livvagter næsten i angreb hele tiden. Der er action hele vejen igennem, og livvagten kan ofte nå at redde både sin VIP og skyde ti terrorister på samme tid. Sådan er virkeligheden naturligvis ikke.
Rigtig ofte er der meget basal ventetid forbundet med en helt almindelig rutineopgave på Amalienborg, Fredensborg eller i Folketinget, fordi der ikke ’sker noget’ – et faktum, som hverken læsere eller seere i modsætning til virkelighedens livvagter dog tvinges til at deltage i. Til gengæld er det en af årsagerne til, at man skal have fem års anciennitet som politimand, før man kan blive optaget i styrken.
Man skal simpelthen have løbet ’blå-blink- hornene’ af sig og have den fornødne ro og erfaring. Fiktionens livvagt kan ofte meget mere end menneskeligt muligt, og selvom vi er godt uddannede og kan vores kampsport og våbentræning, så er ingen livvagt en supermand i forklædning.
Men hvad er det så for forhold og udfordringer, jeg har arbejdet under og stået overfor i opgaven med over tid at beskytte hele tre generationer af kongefamilien i både ind- og udland? Og hvilken betydning har de generelle og globale sikkerhedsrisici haft for mit arbejde med at beskytte folketingsmedlemmer, ambassadører og kulturpersonligheder igennem årene?
Det er den verden – virkelighedens verden – jeg gerne vil portrættere i denne bog. Det gælder både faglige og personlige oplevelser af forskellig karakter – der er gengivet, som jeg erindrer det – men også større som mindre opgaver fra min spæde opstart i politiet til min træning og tid i Aktionsstyrken (AKS) samt i Liv- vagtsstyrken under PET.
At være livvagt var på mange måder slet ikke det samme, fra jeg tiltrådte og fik overdraget min Gamma-nål i 1987, til jeg afleverede mit politiskilt den decemberdag i 2017. Undervejs i min karriere skete en parallel udvikling, både samfundsmæssigt og fagligt, som forhåbentlig vil være interessant for læserne at få foldet ud fra den plads, jeg har haft. For undervejs skete der store ændringer i verden.
Det gælder omfanget og graden af kriminalitet i almindelighed og udviklingen af terror i særdeleshed. Her står angrebet på World Trade Center den 11. september 2001, Danmarks deltagelse i de militære indsatser i Afghanistan og Irak fra 2002, Muhammedkrisen i 2005-2008 og senest terrorangrebet ved Krudttønden og synagogen i København i 2015 som helt centrale for måden at være livvagt på i Danmark.
Derfor dykker bogen også ned i en periode, hvor især islamisk terror afgørende ændrede ikke kun verden, men også måden at lave personbeskyttelse på, hvad angår opgradering af mandskab, bedre taktisk træning og udstyr i alt fra våben til biler og elektronik.
Det er den virkelighed – og ønsket i vores profession om at kunne gøre en forskel, så kongefamilie, politikere og helt almin- delige danskere kan leve deres liv med følelsen af at være i trygge hænder – som jeg gerne vil dele og give et kvalificeret indblik i. Jeg begrænser mig dog til kun at inddrage terrorangreb og sager, der har haft direkte eller indirekte indflydelse på mine egne opgaver og ansvarsområder i ind- og udland.
At være livvagt handler blandt andre kvalifikationer om at kunne begå sig i en branche fuld af hemmeligstemplede og fortrolige informationer. Derfor giver det nok sig selv, at denne bog nødvendigvis er underlagt visse forbehold og begrænsninger. Som livvagt og ansat i PET har man officielt 25 års tavshedspligt på al information og viden, der er klassificeret som ’fortroligt’, ’hemmeligt’ eller ’yderst hemmeligt’. Men uofficielt dækker tavshedskodekset resten af livet.
Der vil derfor være specifikke navne, steder og andre detaljer, jeg af sikkerhedsmæssige hensyn ikke ønsker at kompromittere, hvorfor visse begivenheder og referencer omtales mere overordnet, og nogle informationer er udeladt. Nogle vil måske betragte dette som opskruet hemmelighedskræmmeri i en institution, der i forvejen er kendt for at lukke sig om sig selv. Det mener jeg, er en forkert anskuelse.
Har man arbejdet i den verden, jeg har været en del af, er der nogle taktiske måder – detaljer om, hvordan man planlægger en livvagtsopgave, om nødprocedurer, evakueringsruter eller antallet af finskytter eller mandskab – som kan udnyttes af folk, der vil gøre andre ondt. Det gælder også, selvom jeg af indlysende årsager kun gengiver opgaver og missioner, der er afsluttede.
Noget handler også om helt basalt at respektere privatlivets fred. Som livvagt har jeg været fast skygge for utrolig mange mennesker igennem mange år. Episoder og dialoger, der har udspillet sig i fagligt eller måske helt privat regi er og skal i min optik forblive et fortroligt rum mellem VIP’en og livvagten både dengang, nu og i fremtiden.
Forholdet mellem en livvagt og en VIP baseres på gensidig tillid, for livvagtens opgave kræver at være helt tæt på, at se alt og høre alt, der sker tæt på. Hvis ikke VIP’en kan stole på, at der er et frirum, og at den private samtale efterfølgende ikke bliver offentliggjort overfor hele Danmark, risikerer jeg at skade mange års opbygget tillid til faget og til de både nuværende og fremtidige relationer mellem livvagter og dem, de passer på.
Husk på, at mange af dem, vi beskytter, sjældent selv har bedt om det og helst ville være fri for overhovedet at have os på nakken. For mig handler det om at værne om den personlige frihed for de mennesker, der har lagt deres liv i mine hænder, og det har jeg stor respekt for.
Både kongehuset og PET er underrettede om denne bog, men for at læserne bedre skal kunne forstå det uskrevne loyalitetsbånd til metieren, til mine forhenværende VIP’er samt den tavshedspligt, der påhviler en livvagt, vil jeg gerne afsløre, at der er informationer, polititaktiske detaljer og oplevelser af både privat og sikkerhedsmæssig karakter, som jeg aldrig har fortalt til nogen! End ikke til kolleger. Eller min hustru.
Jeg ser det som en faglig konsekvens af at have været meget tæt på mange mennesker i over 30 år, og det er en loyalitet, jeg agter at opretholde. Med andre ord er der informationer og viden, jeg simpelthen tager med mig i graven.
Med et job som livvagt har det alle årene været vigtigt for mig at have opbakning fra familien. Min hustru og jeg fik vores første datter i 1989, vores anden kom i 1994, og kun med min hustrus fulde støtte og mine børns forståelse kunne jeg udføre mit job. Jeg kunne være hjemme kl. 17 eller kl. 02 uden at vide det på forhånd, mens nogle vagter kom med blot en dags varsel, hvis jeg eksempelvis skulle overtage for en syg kollega.
Mine udlandsrejser kunne desuden variere fra to til 30 dage, hvor jeg ikke kunne deltage i familiens dagligdag. Det var og er et hverv, som virkelig kan tære på en familie, men som min egen har accepteret og været indstillet på, selvom jeg blev en mindre del af fødselsdage, weekender og helligdage, afhentning i børnehave og skole, legeaftaler og fritidsaktiviteter for ikke at nævne almindelige daglige og familiære pligter.
Det har været svært at vægte den hårfine balance mellem familieliv og karriere, da begge har været så stor en del af min drivkraft, min identitet og mit liv, at også helt lavpraktiske sikkerhedsmæssige rutiner den dag i dag stadig hænger ved. Det personlige aspekt vil jeg derfor inddrage sporadisk i bogen for at give et omend begrænset billede af, hvordan jeg både skulle være omsorgsfuld far og en hård agent, uanset hvilken tid og hvilket rum jeg befandt mig i.
I det hele taget har min familie affundet sig med at vide meget lidt om og været tvunget til at følge det meste af mit arbejde fra sidelinjen. Noget, vi altid har grinet lidt af, fordi størstedelen af Danmarks befolkning i mange tilfælde samtidig kunne følge min færden i direkte og timelange tv-transmissioner eller som fast, alvorlig statist bag kronprins Frederik, paven eller Salman Rushdie på diverse fotos i pressen.
Selvom jeg altså i årtier har været vant til at håndtere det at være eksponeret i offentlighedens rampelys, er det på flere planer trods alt en anelse angstprovokerende med disse linjer at træde ind på en scene, hvor det er mig selv, der er i fokus. For med denne bog træder jeg officielt ud af min rolle som ’skygge’. Til gengæld har jeg intentionen og håbet om, at jeg ved at lukke op for min personlige historie ikke kun vil underholde læseren, men også tilføre fornyet perspektiv på et arbejde, der samtidig er en livsstil.
Rigtig god læselyst.
Få et unikt indblik i Torben Vighs arbejde med personbeskyttelse – for politikere, Muhammed-kritikere og ikke mindst det danske kongehus. Bogen dykker ned i en periode, hvor måden at lave personbeskyttelse på ændrede sig i stor grad.
Torben Vigh tiltrådte i 1987 som livvagt i PET og blev der i 30 år. De sidste 30 år har budt på store forandringer i Danmark og verden omkring os.
Angrebet på World Trade Center, Muhammed-krisen og terrorangrebet ved Krudttønden og synagogen i 2015 har været centrale begivenheder for livvagtsstyrken.
Du kan købe Mine 30 år som livvagt online, eller i din lokale boghandler.
Andre læste også: