Aktuelt Biografi Fagbøger

Min største kamp – Frank Arnesen fortæller: Da hele Europa fik øje på os

I Min største kamp fortæller nuværende og pensionerede danske fodboldstjerner om deres absolut største fodboldøjeblik. Læs et uddrag her, hvor Frank Arnesen fortæller om EM-gruppekampen mod Jugoslavien i 1984.


Min største kamp, fodbold, fodboldbog, fodboldbøger, bøger om fodbold,

Du har helt sikkert en fodboldkamp, som står lysende klart i erindringen. Men hvilke kampe har betydet noget helt særligt for spillerne?

For Frank Arnesen er der ingen tvivl – EM-gruppekampen mod Jugoslavien i 1984 står for ham hen som noget helt særligt. Sammen med en række andre danske fodboldstjerner beretter han i bogen Min største kamp om sin bedste kamp set fra grønsværen. Helt eksklusivt kan du læse Frank Arnesens historie nedenfor.

Min største kamp samler dermed historier fra de største danske fodboldspillere gennem tiden – fra Brian Laudrup, Peter Schmeichel og Jon Dahl Tomasson til Kasper Schmeichel, Christian Eriksen og mange flere. Aldrig før har så mange fodboldstjerner optrådt i en bog sammen.

Læs bl.a. om Christian Eriksens sparketræning inden hattrickkampen mod Irland i 2017, få John “Faxe” Jensens egen historie om at “ramme den lige i røven” i EM-finalen, og kom tilbage til en anden fodboldtid, da Sepp Piontek skulle dække verdensstjernen Pelé op i en landskamp i Brasilien.

Min største kamp er den perfekte gave til Fars Dag eller som ekstra forkælelse til alle danske fodboldfans.

Du kan købe Min største kamp online her eller i din lokale boghandel fra den 3. juni.





Min største kamp

Frank Arnesen

Danmark – Jugoslavien, 16. juni 1984



Frank Arnesen frygtede selv, at karrieren nærmede sig en alt for tidlig udløbsdato på grund af skader, men han sled sig tilbage og blev udtaget til Danmarks første slutrunde i 1984. Gruppekampen mod Jugoslavien blev hans store comeback. Modstanderen blev sprængt i stykker på banen, så det gav ekko i hele Europa.



Jeg ringede til landstræneren omkring et halvt år før EM.

“Jeg bliver ikke klar, Sepp. Du skal finde en anden spiller til truppen,” sagde jeg til ham.

Jeg var blevet skiftet ind i et par minutter, da vi kvalificerede os til slutrunden ved at slå Grækenland på udebane, men jeg var ikke startet inde i en landskamp i halvandet år.

I maj 1982 havde vi mødt Belgien i Idrætsparken, hvor jeg gik op i en hovedstødsduel, og det næste, jeg kan huske, er, at jeg vågner op i omklædningsrummet med en hjernerystelse. Jeg rejste tilbage til Valencia, hvor jeg spillede, og så blev jeg skadet i mit højre knæ.

En dag skulle jeg rejse mig fra en liggestol ved swimmingpoolen, og så lød der et højt knæk. Det gjorde lidt ondt i knæet, men jeg glemte det, indtil jeg skulle træne for anden gang den dag, hvor jeg begyndte at mærke smerter under opvarmningen. Det blev værre den næste uges tid, og jeg besluttede mig for at få en operation. Efter operationen fik jeg høj feber i tre uger, og jeg tabte mig seks kilo. Infektionen udviklede sig over de følgende måneder til knogleskader. Jeg blev opereret igen og har stadig en metalpind og skrue i knæet. Jeg nåede ikke at spille flere kampe for Valencia.

Jeg skiftede til Anderlecht i sommeren 1983, blev skadet igen og fik endnu en operation i knæet. Der blev kigget på det kort før jul. Jeg holdt pause, prøvede at komme i gang igen, men jeg kunne ikke komme i kampform. Jeg frygtede for min karriere. Det var i januar eller februar 1984, at jeg ringede til Sepp for at melde fra til EM-truppen.

Men Sepp så heldigvis anderledes på det.

“Nej, nej,” sagde han, “jeg kan godt vente på dig.”

Sepp stolede meget på nogle bestemte spillere. Han foretrak en fast stamme på holdet. Så vi aftalte at se tiden an. Jeg løbetrænede i februar og marts og gik til forskellige behandlinger, men der skete ikke rigtig nogen forbedring med knæet. I april begyndte jeg at træne med bold igen. Jeg kunne mærke smerter i knæet, men pludselig fra den ene dag til den anden, var de bare væk.

“Nå, nå,” tænkte jeg, “måske er jeg endelig på vej tilbage.”

Jeg havde altid haft en god kondition, og det gik hurtigt med at komme i kampform. Jeg spillede et par kampe for Anderlechts andethold og en enkelt for førsteholdet og talte så med Sepp igen.

“Okay, jeg tager dig med,” sagde han.

Jeg var tilbage i truppen til træningskampene frem mod EM. I maj blev jeg skiftet ind mod Tjekkoslovakiet på udebane efter to års fravær. Jeg spillede en halvleg. Jeg havde gode pasninger og masser af fart. Jeg kom på banen i stedet for min gode ven Søren Lerby, som jeg havde spillet med i Fremad Amager og Ajax. Han var en type, som fyldte meget på og uden for banen, og da kampen blev fløjtet af, kom han ud til mig på grønsværen med et stort grin.

“Jeg har udtaget dig. Tillykke,” sagde han.

Sepp var enig. I de to sidste træningskampe før EM startede jeg inde og kom med til Frankrig.

***

Dagen før åbningskampen mod Frankrig i Paris hev Sepp mig til side sammen med Ole Rasmussen og Klaus Berggreen ude på banen efter den sidste træning for at fortælle os om sine taktiske overvejelser.

“Jeg vil kun bruge to af jer, så en af jer kommer ikke til at spille,” sagde han.

Sepp valgte Klaus Berggreen til at dække den franske stjerne Michel Platini på midtbanen, men han fandt også plads til mig, som kunne spille i begge sider og på den offensive midtbane, og valgte altså en mere offensiv indstilling, end hvis han havde peget på Ole Rasmussen, som var back. For Sepp var det de små ting og mavefornemmelsen, der gjorde udslaget, når han skulle sætte hold. Han gik ofte med mavefornemmelsen, og jeg synes, at det er flot at være åben om sine overvejelser til spillerne.

Jeg følte, at jeg var blevet bedre og bedre og stærkere og stærkere i optakten til EM. Og jeg blev aldrig ramt af lejrkuller på landsholdet eller i klubben. Jeg elskede at være i træningslejr, hvor der var fodbold på programmet 24 timer i døgnet. Jeg trænede gerne meget, ville snakke fodbold med holdkammeraterne og kunne lide at være en del af et fællesskab, hvor alle arbejdede hen mod et mål.

***

Før kampen mod Frankrig sad jeg i omklædningsrummet under Parc des Princes og skulle til at snøre mine støvler, og så havde jeg sådan et kort øjeblik, hvor en stemme i mit hoved talte til mig: “Okay, du sidder her og binder dine støvler. For to måneder siden troede du ikke, at du kunne spille fodbold mere. Nu skal du spille den vigtigste kamp i din karriere. Hvor er det fantastisk.”

Så var jeg der. Så var jeg i flow. Vi tabte godt nok 1-0, men vi havde gjort en god figur mod et utrolig stærkt hold, som var på hjemmebane og senere vandt EM. De scorede et heldigt mål mod os, da Platinis skud blev rettet af, så Ole Qvist var chanceløs i målet. Med lidt mere held havde vi fået et point. Jeg blev taget ud 10 minutter før tid og var tosset over det indeni, for jeg var sulten efter at spille, men det var godt set af Sepp. Jeg kunne nok ikke have klaret en hel kamp efter mit lange skadesforløb og så være klar igen tre dage senere, når vi skulle møde Jugoslavien.

Og netop den kamp skulle komme til at stå tilbage som noget helt særligt for mig.

Optakten til Jugoslavien-kampen var speciel, fordi Allan Simonsen var kommet slemt til skade mod Frankrig. Han var vores største stjerne. I 1977 var han blevet kåret til Europas bedste spiller. Allan var lille, men frygtløs, og som angriber havde han ikke behøvet at gå ind i den tackling med Le Roux, men han ville vise, at vi var der, at vi var Danmark og klar til at kæmpe, og så sagde det klask! Han brækkede skinnebenet. Det var forfærdeligt. Allan betød meget for alle på landsholdet, men på en måde bragte hans skade os tættere sammen som hold.

Vi besluttede at lave en sang til ham, som skulle sendes på tv hjemme i Danmark, hvor han lå på hospitalet. DBU’s pressemand, Frits Ahlstrøm, skrev teksten, en af vores sikkerhedsvagter kunne spille guitar, og vi spillere stod for at synge. Vi stillede op på rækker foran hotellet og gik i gang:

Allan, du er vores ven
Vi på dig, igen, igen
Tænker, synger dig en pris
Vi vil se dig i Paris

***

Det skulle være et sjovt indslag, men vi var ikke useriøse. Vi ville vinde kampene. Ellers er det jo ikke sjovt. Det var også derfor, vi ville se ham i Paris. Til finalen. Sangen viste, at vi stod sammen som hold. Vi havde opbygget en respekt for hinanden og en accept af, at vi alle var forskellige. Den ene råbte op, den anden var stille, den tredje skulle være alene. Vi havde mange væremåder. Det kunne man også se inde på banen.

Preben Elkjær var egoistisk, hvilket gjorde ham til en fantastisk spiller. Han scorede i snit i hver anden landskamp. Modstanderne var bange for ham. Han var bomstærk og kunne score ud af ingenting. Han arbejdede til gengæld ikke så meget defensivt. Det var det samme med Michael Laudrup, som aldrig vandt en tackling. Men sådan var de, og vi vidste, at vi havde brug for det, de var gode til offensivt, og så måtte vi andre dække af for dem.

Vi kendte hinandens styrker og svagheder. Folk ofrede sig for holdets bedste. Jeg spillede, hvor jeg blev sat til at spille, om det så var højre, venstre eller centralt. Eller tag Lerby: Han var midtbanemaestro i en storklub som Bayern München, men på landsholdet spillede han ofte venstre back, hvis det var bedst taktisk. Han krævede ikke at være chef på midtbanen, selvom han var det i Tyskland.

Mandskaber med mindre holdånd ville måske have fået et knæk efter et uheldigt nederlag og en grim skade til den største stjerne i truppen, men vi bevarede vores humør og tro på tingene.

Det var første gang, at Danmark var med til en slutrunde. DBU var ikke rigtig gearet til det endnu og havde ingen erfaring med planlægning i det omfang. I klubberne var vi vant til førsteklasseshoteller, men der var vi ikke helt på landsholdet, så vi boede på nogle bittesmå værelser, og maden var flere gange katastrofal. Der var nogle, som råbte og skreg over forholdene, men samtidig kunne vi også grine af det. Det hele var nyt og spændende, og det gav en god energi i truppen.

***

Stadion i Lyon var fyldt med danske fans i rød-hvide farver til kampen mod Jugoslavien. Mange tusinde danskere var rejst ned til slutrunden, hvor de drak en masse øl, var festlige og fredelige og skabte en super stemning. Vi kunne mærke dem nede på grønsværen. Da jeg gik ind på banen, var jeg virkelig optændt.

“Vi skal vinde, vi SKAL vinde,” sagde jeg til mig selv.

Det skulle vi også for at gå videre fra gruppen, men Jugoslavien var favoritter og et hold med fantastiske spillere som Safet Sušić på midtbanen. De var kendt for at være teknisk stærke, men kunne også spille med en kniv mellem tænderne. Det var et stort land, før borgerkrigen senere kom og splittede det hele ad. De kunne vælge mellem bosniere, kroater, serbere, slovenere …

Det sætter det lidt i relief, at et lille land som Kroatien vandt VM-sølv i 2018. De er dygtige sportsfolk på Balkan. Nu er der helt vildt mange af dem i europæisk fodbold. Alene i Anderlecht, hvor jeg er teknisk direktør, har vi femseks stykker i vores system.

Dengang var det anderledes. Der måtte jugoslavere først skifte væk fra deres hjemlige klubber, når de var 27 år, fordi landet var halvkommunistisk og ikke ville have, at for mange forsvandt til vestlige lande. Det betød, at nogle af dem kæmpede for en kontrakt i udlandet, når de stillede op for landsholdet. De ville vise sig frem for omverdenen og kunne spille for sig selv. De var generelt individualister og optrådte ikke altid som et hold, og det er en af grundene til, at de aldrig gik hele vejen, selvom de var virkelig gode. Det var vi også, og vi havde vores sammenhold. Derfor troede vi på en sejr, da kampen blev sat i gang.

Jugoslaverne lod os spille bolden rundt i de første minutter. Jeg tror, at de havde respekt for os. De havde set os spille godt mod den store favorit, Frankrig. De havde også tabt deres første kamp til Belgien og kunne heller ikke tåle at tabe. Den forsigtige start betød, at vi fik vores pasninger til at flyde og kom godt ind i kampen. Jeg spillede højre midtbane. Efter otte minutter fik jeg bolden fra Laudrup på Jugoslaviens banehalvdel. Der var plads ude hos mig, og jeg løb ned mod deres back.

Jeg driblede aldrig rigtigt. Jeg løb forbi mine modstandere. Min force var timingen i mine træk. Jeg kunne løbe lige så hurtigt med bold som uden bold, og den var klistret til mine fødder. Jeg kunne vente med at tage et træk forbi modstanderen, til lige før han satte en tackling ind. Derfor blev der også lavet mange frispark og straffespark på mig. Jeg havde også et ekstra gear, og når en modstander troede, at jeg havde nået min topfart, så kunne jeg give mig selv et lille turboboost.

Jeg kunne se, at den jugoslaviske back stod stille, da jeg nærmede mig, så jeg prikkede bare bolden højre om ham med tåen og rykkede indenom og forbi ham ind i feltet. Han blev sat helt af, og jeg nåede bolden igen helt nede ved baglinjen ude i højre side af feltet. Og så skød jeg på mål. Jeg ramte ikke bolden ret godt, men målmanden blev fanget på det forkerte ben på vej ud i det lille målfelt, fordi han forventede et indlæg, og han fumlede bolden ind over stregen. Fantastisk start.

Min største kamp, fodbold, fodboldbog, fodboldbøger, bøger om fodbold, Frank Arnesen, Preben Elkjær
Klaus Berggreen og Preben Elkjær i flyvende jubel over den jugoslaviske målmand, da Frank Arnesen har gjort det til 1-0 i den anden puljekamp ved EM i 1984. Photo credit: Fodboldbilleder.dk

***

Jeg ved godt, at min gode kammerat Svend Gehrs oppe i kommentatorboksen kaldte det for et indlæg, men det var ikke et indlæg. Det var et spark på mål. I Belgien scorede jeg flere gange ved at skyde fra en spids og uventet vinkel. Jeg ville altid gerne finde nye tricks, jeg kunne udvide mit spil med, og jeg forsøgte altid at lægge mærke til små detaljer i spillet, som jeg kunne bruge.

I Ajax “stiftede” jeg mange bolde: Jeg løftede dem over målmændene, når de kom ud mod mig, for de kastede sig ofte ned mod bolden i stedet for at blive stående på benene. Senere tænkte jeg over, at målmænd ofte stod nogle skridt ude fra målstregen, når kampen blev fløjtet i gang. Så i en kamp med PSV’s andethold sagde jeg til min holdkammerat, at han skulle trille bolden en meter frem, når vi gav den op. Det gjorde han, og jeg skød på mål. Jeg stod allerede med armene i vejret, inden den gik ind.

Jeg kan også huske Idrætsparken i 1981, da vi slog de senere VM-vindere Italien. Det blev et vendepunkt for landsholdet, fordi vi første gang viste, at vi kunne slå de helt store nationer. Der scorede jeg på frispark lige ude foran feltet. Jeg sagde til Jens Jørn Bertelsen, at han skulle lægge bolden og vente ved den, så man kunne tro, at han ville skyde eller trille den. Flere medspillere kredsede også om bolden. Målmanden dirigerede på sin mur ved den ene stolpe, da dommeren sagde okay til at sparke, og han nåede nok ikke helt på plads inden mit skud, som gik forbi muren og ind ved den modsatte stolpe. Jeg tror, at vi fik skabt lidt forvirring for italienerne i situationen. Sådan nogle små trick gik jeg ofte og tænkte på. Jeg vendte dem med mine holdkammerater. Også efter træning. Jeg snakkede meget fodbold og fik aldrig nok af det.

Efter føringsmålet mod Jugoslavien fortsatte vi derudad med vores flydende spil. Klaus Berggreen bragte os foran 2-0 efter 16 minutter. Jugoslaverne var frustrerede. Hvis vi kunne holde dem fra at reducere hurtigt, så vidste vi, at de ville begynde at falde sammen og gøre tingene hver for sig med dribleture og løb med bolden. Det havde de også typerne til, så vi måtte ikke begynde at spille for galleriet efter sådan en drømmestart, for en pludselig reducering, og så var alt åbent igen. De var ved at blive farlige et par gange, men Morten Olsen, Ivan Nielsen og Søren Busk lukkede af i forsvaret, og vi holdt koncentrationen. Jeg var virkelig oppe at køre. Jeg tacklede, løb, afleverede.

I anden halvleg lagde jeg en bold i dybden til Preben Elkjær. Den lå i hans løbebane, og han tog den med brystkassen videre med sig ind i feltet, hvor han blev ramt af en modstander, da han ville tage et træk. Der var ikke meget kontakt, men han faldt, og dommeren gav os et tyndt straffespark.

Jeg skulle sparke det. En af de jugoslaviske spillere prøvede at tirre mig, inden jeg løb til bolden, men det var lige meget. Jeg satte bolden ind i venstre side af målet. Målmanden var gået til højre.

***

Jeg brugte altid den samme teknik, når jeg sparkede straffe. Jeg begyndte mit tilløb helt uden for feltet og kiggede på målmanden hele vejen ind til bolden. Jeg satte tempoet ned i et lille sekund inden skuddet, så jeg kunne nå at se på målmandens kropsbevægelser, hvilken side han ville kaste sig til. Hvis han blev stående midt i målet, skød jeg altid hårdt i venstre side. Jeg lærte det af Johan Cruyff, da jeg var hos Ajax i begyndelsen af min karriere. I de år spillede han i USA efter at have været i Barcelona, men når han havde ferie i to-tre måneder, fordi den amerikanske sæson var anderledes, kom han hjem til Amsterdam og Ajax og trænede med os. Han røg sine cigaretter og delte ud af sine betragtninger til os unge spillere.

“Nu skal du høre, Frank. Alle spillere er nervøse, når de skal sparke straffe. For alle forventer af dig, at du scorer. Men målmænd er også nervøse. De bevæger sig altid før tid med overkroppen. 100 procent. Læg mærke til det. Du skal træne det hver dag,” sagde han engang til mig.

Det gjorde jeg i Ajax. Jeg scorede på mange straffespark. Den eneste gang, jeg kiggede ned på bolden i stedet for på målmanden, brændte jeg. Dengang skulle målmændene stå stille på stregen, til skuddet faldt, men i dag må de bevæge sig fra side til side. Det giver selvfølgelig et helt andet spil.

Cruyff var en fantastisk læremester. Derfor fik han også en meget flot karriere som spiller og træner og er en af de største legender i fodbold. Han var genial. Dengang spillede vi 4-3-3 i Ajax, det gjorde de fleste hold. Og jeg lå ofte fremme i angrebet. Jeg kan huske, at han en dag trak mig til side, fordi han havde lagt mærke til, at jeg mange gange løb ned i banen for at modtage bolden fra en forsvarer eller midtbane.

“Hvorfor gør du det?” spurgte han og fortsatte: “For det første: Synes du ikke, at dine medspillere kan spille fodbold, siden du løber ned mod dem for at få bolden fra dem? De kan godt spille fodbold. De kan godt føre bolden frem i banen. For det andet: Hvor er du god henne?”

“Jamen jeg er god på modstanderens banehalvdel. I nærheden af straffesparksfeltet,” svarede jeg.

“Præcis,” sagde han. “Men du løber 20 meter tilbage og 20 meter frem igen. Det er 40 meter for at komme tilbage, hvor du startede. Hvorfor blev du ikke bare deroppe, min kære ven? Du bruger dine kræfter forkert.”

Jeg skulle løbe mere på tværs af banen oppe foran eller i dybden, mente Cruyff. Når jeg søgte ned for at modtage bolden som angriber, trak jeg en modstander med mig og gjorde på den måde banen mindre for boldholderen. Jeg lukkede rum i stedet for at åbne dem. Der var også en større risiko ved at spille mig nede i banen end oppe foran, for hvis jeg mistede afleveringen, var vores modstandere tættere på vores mål.

Johan Cruyff havde en logisk måde at se og sige tingene på. Når han fortalte mig noget, tænkte jeg: “Ja, selvfølgelig. Det er oplagt”. Men jeg kunne ikke selv være kommet på det. Han havde en stor indflydelse på mig, som 3-0-målet på straffe mod Jugoslavien også viste.

Sepp skiftede mig ud med et lille kvarter tilbage af kampen for at spare mine kræfter til den sidste gruppekamp mod Belgien. Men Preben Elkjær og John Lauridsen var ikke helt færdige endnu. De scorede til 4-0 og 5-0. Vi spillede en nærmest perfekt kamp. Hele Europa fik øjnene op for os efter den sejr. Det var første gang, at vi var til en slutrunde, og vi havde vist, hvor gode vi var på allerhøjeste niveau. Det var en succes for det danske landshold og et personligt comeback for mig.

I den sidste gruppekamp ved EM vandt Danmark 3-2 over Belgien efter at have været bagud 2-0. Frank Arnesen (født 1956) scorede igen på straffe og lagde også op til et mål. I semifinalen tabte Danmark til Spanien efter straffesparkskonkurrence. Efter sin spillerkarriere har Frank Arnesen haft topstillinger i en række europæiske klubber, blandt andre Tottenham, Chelsea, Hamburger SV og Anderlecht.

Min største kamp, fodbold, fodboldbog, fodboldbøger, bøger om fodbold,