Lækre retter fra Grøn mad let at lave. Rispapirruller med dipsauce

Vil du gerne spise mere grønt, men mangler du inspiration til nemme og lækre grønne retter? Så prøv disse rispapirruller med tilhørende dipsauce fra Grøn mad let at lave.


Vegetarisk mad behøver ikke være kedeligt – tværtimod. I Grøn mad let at lave, den vegetariske udgave af den ikoniske kogebog God mad let at lave, får du inspiration til et væld af velsmagende, grønne smagsoplevelser.

Mange af bogens retter er inspireret af de sydeuropæiske, mellemøstlige og asiatiske køkkener, som har rige traditioner for vegetarisk mad. Blandt bogens opskrifter er også denne opskrift på rispapirruller, som er let og hurtig at gå til.


Ingredienser

12-16 stk rispapir
200 g glas- el. risnudler
1 romainesalat
4 gulerødder
1 agurk
2 avocado
4 forårsløg
1 bdt frisk koriander el. mynteblade

Dipsauce

1½ dl hoisin-sauce
1 dl vand
2 tsk sukker
2 tsk vindruekerneolie el. anden neutral olie
Sweet chilisauce
2 spsk hakkede peanuts


Fremgangsmåde

Sæt en gryde over med vand og salt. Kog glasnudlerne efter anvisningen på pakken. Rør rundt med en gaffel så de bliver skilt ad. Hæld dem i en sigte og lad dem dryppe af, skyl dem med koldt vand.

Skyl salaten og skær den ud på den aflange led. Skræl gulerødderne og skyl agurken. Skær gulerødder og agurk i tynde stave.

Flæk avocadoerne, fjern stenen, skær kødet i terninger og skrab det ud med en spiseske. Skyl forårsløgene og skær dem i tynde skiver. Skyl koriander eller myntebladene og dup dem tørre på køkkenrulle.

Fyld en stor skål med koldt vand og dyp et ark rispapir ad gangen heri. Tag det straks op og læg det på en tallerken.

Læg salatblade, risnudler, gulerod, agurk, avocado, forårsløg og krydderurt på den ene halvdel af rispapiret. Rul stramt omkring fyldet og rul færdig. Skær evt. rullen over på midten.

Kog ingredienserne til dipsaucen sammen i en gryde. Smag til med chilisauce. Drys de hakkede peanuts i.

Server dipsaucen til rullerne




Grøn mad let at lave

Grøn mad let at lave, grøn mad, vegetarisk mad, sund mad, vegetariske opskrifter, rispapirruller

Få mere end 100 opskrifter på lækre, sunde og vegetariske retter uden hokus pokus i Grøn mad let at lave, den vegetariske lillesøster til bestsellerkogebogen God mad let at lave.

Bogen er inddelt efter årstider, så du altid får brugt sæsonens friske råvarer. Udgangspunktet for kogebogen er, at maden skal smage godt, samtidigt med at opskrifterne både skal være sunde og lette at gå til.

Bogen består både af helt nyudviklede opskrifter samt de bedste vegetariske opskrifter fra God mad let at lave.

Du kan finde Grøn mad let at lave som E-Bog eller på dit nærmeste bibliotek.





Jeg blev bogafhængig i en ung alder, hvor jeg var blandt det lokale biblioteks top tre mest lånende brugere. Siden har jeg tygget mig igennem krimier, kærlighedsbøger, tykke murstensromaner og alt derimellem – og jeg har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt! På Bog.dk skriver jeg artikler samt laver lister og læseprøver for at give den gode historie videre til andre bogorme.