Danske romaner Maren Uthaug Prisbelønnede romaner Skønlitteratur Slægtsromaner

Maren Uthaug: Jeg er tit i tvivl om, hvorfor jeg skriver – men jeg er nødt til det!

maren uthaug, 11%, 11 %, 11 procent

Forfatteren Maren Uthaug er kendt for sin stribe Ting jeg gjorde i Politiken, men i høj grad også for sine prisbelønnede bøger om dysfunktionelle familier, der – i en humoristisk og sarkastisk tone –tager provokerende og grænsesøgende emner under behandling.

For Maren Uthaug er det en kæmpe præstation at skrive en roman. Hun føler sig nærmest udtømt og forslået bagefter.

”Det er ufatteligt, at jeg gør det, jeg orker det ikke. Så snart jeg er færdig med en roman, hænger den mig ud af halsen. Jeg glæder mig ikke en gang til, at den bliver udgivet. Men jeg er nødt til det. Jeg er nødt til at skrive. Og så gør jeg det”, siger Maren Uthaug, der er aktuel med romanen 11 %.

Det var aldrig et mål for Maren Uthaug at blive forfatter. Som barn læste hun meget, og hun skrev små historier, og når hun rejste med familien brugte hun tiden på at skrive små teaterstykker og fortællinger. Hun tænkte, at det kunne være blæret at være forfatter, men på intet tidspunkt planlagde hun, at det skulle hun være.

LÆS OGSÅ: Hele mit liv har jeg været imod at skulle castes som den søde pige

”Jeg har netop ryddet op min afdøde mors ting, og der har jeg fundet en masse små noter og postkort. Jeg skulle altid skrive noter; det kunne bare være om, at jeg var gået hen til naboen eller købmanden, og så tilføjede jeg en vits eller en tegning af mig, der væltede på cykel, eller faldt – et eller andet underholdende – ligesom min mor. Min søster gjorde det også”.

Fra Nordnorge til Sønderjylland

Maren Louise Uthaug blev født i 1972 i Kautokeino i Finnmarken i Nordnorge, hvor hun boede de første otte år af sit liv. Hendes mor var norsk, faderen var same.

Men forældrene blev skilt, og i 1980 flyttede moderen ned til sin danske kæreste i Haderslev i Sønderjylland, hvor Maren og hendes søster voksede op – med sprogvanskeligheder og en følelse af at være anderledes og ikke at høre hjemme.

Maren var ikke vild med at gå i skole, de lange skoledage kedede hende, men hun klarede sig godt – især til eksaminerne, og hun tog da også gymnasiet med.

LÆS OGSÅ: From Uthaug with love. På rejse til Norge med Maren Uthaug

Efter studentereksamen på Haderslev Katedralskole i 1991 begyndte Maren Uthaug at studere teologi i Aarhus, men da hun i 1997 vandt en talentkonkurrence udskrevet af et reklamebureau, sprang hun fra studiet og flyttede til København for at studere på Den Danske Reklameskole, hvor hun uddannede sig i 1998.

Efter nogle år som fastansat tekstforfatter blev Maren Uthaug i 2001 selvstændig freelance-tekstforfatter og klummeskribent for blandt andre Jyllands-Posten og magasinet ”Vi forældre” og blev tilknyttet tegnestuen Pinligt Selskab på Nørrebro, hvilket hun stadig er.

Meldte sig hemmeligt til tegneseriekonkurrence

Maren Uthaug fik sin første fanskare, da hun i 2009 oprettede bloggen Marensblog.dk. Her delte hun gavmildt og morsomt ud af sine tanker og gøren og laden med familien, Allan Højen og døtrene Kamille, Mynte og Anemone.

I 2013 meldte hun sig til Politikens tegneseriekonkurrence, hvor avisen skulle finde en erstatning for Nikoline Werdelin. Maren vandt med striben ”Ting jeg gjorde”, som siden har dagligt kan ses i Politikens kultursektion.

”Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg meldte mig, og jeg holdt det for mig selv. Jeg er jo ikke tegner – jeg er mere en doodler – og der var andre på tegnestuen, der havde meldt sig til konkurrencen, og som var langt bedre tegnere. Så det kom som en stor overraskelse for alle, at jeg vandt”, husker Maren Uthaug.

Maren Uthaug

Debutromanen, der kom ud til alle danskere

Det var også i 2013, Maren debuterede som skønlitterær forfatter. Forinden havde hun på bestilling udgivet flere grafiske romaner og selvudgivelsen 2012 Ellers går det godt.

Debutromanen Og sådan blev det blev godt modtaget af læsere og anmeldere, og den blev senere udvalgt til sammen med fire andre titler at blive uddelt gratis landet over i forbindelse med Danmark Læser Dagen på Verdens Bogdag den 23. april 2015. Det blev også kåret som repræsentant for Danmark ved den internationale debutant-kongres i Kiel.

LÆS OGSÅ: Man skal virkelig heller ikke prøve på at være perfekt

Der skulle gå fire år, før den næste roman, Hvor der er fugle, udkom i 2017. Måske ikke så sært, når man betænker, hvordan forfatteren har det, mens hun skriver. For den modtog Maren Uthaug DR Romanprisen, og anmelderne skrev ”Ibsen og Strindberg ville være imponerede”.

”Jeg bliver aldrig stresset over at skulle lave en stribe. Men skrive…, sukker Maren Uthaug, der dog uden tøven svarer til spørgsmålet om, hvad hun helst vil, tegne eller skrive:

”Skrive! Hvis jeg skulle tvinges til at vælge, vil jeg skrive. Jeg kan leve godt og uden stress af at lave mine striber, men jeg må bare skrive.

Forældrene talte ikke sammen fra hun var otte

I 2019 kom så En lykkelig slutning, der ligesom Hvor der er fugle gav læserne noget at tænke over. Begge slægtsromaner handler om dysfunktionelle familier og berører emner og tabuer som incest, indavl, nekrofili, medlidenhedsdrab, overtro, teosofi og nazisme, for bare at nævne nogle.

”Jeg kommer selv fra en dysfunktionel familie. Mine forældre talte aldrig mere ikke sammen, fra jeg var otte år, og bortset fra nogle forkølede forsøg lige efter, jeg var flyttet til Danmark, besøgte jeg først min far, da jeg var 19 år. Så jeg fik aldrig opbygget en relation til ham”, fortæller Maren Uthaug, og fortsætter:

”Det er jo lidt underligt slet ikke at kunne tale sammen. Jeg er sådan et menneske, der har en time limit. Hvis jeg har et problem, kan jeg sige til mig selv: Okay, du kan gruble over det til på tirsdag, men så er det slut, uanset om det er løst eller ej. Eller: Jeg er vred på dig, og det er jeg i den næste måned, men så ikke længere”.

LÆS OGSÅ: Maren Uthaug og Thomas Korsgaard er nominerede til EU’s litteraturpris

2019 var også året, hvor Maren Uthaug fik Otto B. Lindhardt-prisen med blandt andet følgende ord fra administrerende direktør Lars Boesgaard med på vejen: “Du er grænsesøgende i din litteratur. Og adskillige gange går du også over grænsen. Du udforsker sindets bizarre dybder, og som læser bliver man ofte provokeret”. 

Maren Uthaug: Jeg er tit i tvivl om, hvorfor jeg skriver – men jeg er nødt til det!

Familiens forhold til romanerne

Maren Uthaug udøver meget selvcensur. Men kun i striberne Ting jeg gjorde.

”Jeg peger ikke fingre ad andre mennesker – kun ad mig selv. Jeg udstiller mig selv – og ind imellem min mand – og laver grin med mig selv. Aldrig af andre. Men i romanerne er der ingen censur”, slår Maren Uthaug fast.

Selv om romanerne er fiktion, er udgangspunktet slægten og dens historie. Og hvordan ser familien på de tabunedbrydende romaner?

LÆS OGSÅ: Uthaug raser over Uthaug

”Det ved jeg egentlig ikke. Både min lille norske og store samiske familie er delt; der er dem, der hader mig og dem, der elsker mig. Nogen har læst mine bøger, andre har ikke. Min søster har for eksempel ikke, siger Maren Uthaug og uddyber:

”De, der har læst bøgerne, har kun talt pænt om dem, men på samisk siger man ”den, der tier, samtykker ikke”. Altså omvendt af dansk. Så om det er, fordi de ikke har læst bøgerne, eller de bare tier, ved jeg ikke.

”Men samer er stolte af deres slægt, så når det går nogen godt i familien, falder det af på slægten, og det er man glad for. Så de er stolte af mig, det ved jeg”.

Maren, fædreland og familie

Maren Uthaug tager glad både dansk, norsk og samisk på sig, og hun føler sig hjemme både i Danmark og Norge. Det samiske blod, fornemmer man, fylder godt i årene, selv om hun mistede det meste af det samiske sprog, da hun flyttede til Danmark.  

Men Maren har for eksempel sin samiske kofte, mens moderens norske nationaldragt, bunaden, som Maren ikke kunne lide, men arvede, på mystisk vis er blevet væk.

Maren Uthaug er mor til Kamille på 19 år, Mynte på 16 og Anemone på 14, og de bor på Frederiksberg sammen med Allan Højen, der er teknisk illustrator og far til de to yngste piger.

Følg også Maren Uthaug på Instagram.

Når Maren går død i at skrive og har ”glemt, hvordan man gør”, tager hun Per Pettersons Ud og stjæle heste frem.

”Jeg skal bare læse den første side, så er jeg på sporet igen. Det er fantastisk inspirerende”

Det får mig til at spørge, hvilken bog hun ville ønske, hun havde skrevet, og svaret falder prompte:

Det store stilehæfte af Agota Kristof.


Maren Uthaug: Jeg er tit i tvivl om, hvorfor jeg skriver – men jeg er nødt til det!

★★★★★ – Berlingske
❤️❤️❤️❤️❤️ – Politiken
★★★★★ – Kristeligt Dagblad
★★★★★ – Dagbladenes bureau

Vinder af De Gyldne Laurbær 2022

“Du kan jo overveje, hvorfor der er så mange ord, der aldrig er lavet i feminin form. Som drabsmand og voldtægtsmand. Eller krigsherre.”Citat fra bogen

I den nye tid er der ingen mænd tilbage i samfundet. Ud over en lille flok hanner, man opbevarer på et avlscenter på Lolland.

Fire kvinders liv vikles ufrivilligt ind i hinanden, men de bliver tvunget til at samarbejde, da der pludselig dukker en dreng op ude i det fri.

Spørgsmålet er, hvornår han indeholder så meget testosteron, at han bliver en trussel for dem alle?

Du kan købe 11% online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.


Maren Uthaug: Jeg er tit i tvivl om, hvorfor jeg skriver – men jeg er nødt til det!

Da Knut forelsker sig i den danske kvinde Grete, bliver det startskuddet på en ny tilværelse for Knuts datter Risten.

Risten bliver rykket fra hendes samiske mor og med Knut til Sønderjylland for at forhindre morens psykotiske og barnløse søster i at kidnappe Risten.

LÆS OGSÅ: Maren Uthaug: Hele mit liv har jeg været i mod at skulle castes som den søde pige

Hos Grete i Sønderjylland møder Risten en vietnamesisk flygtningedreng, der bor i kælderen med sin familie, og som et slags værn mod verden danner de et venskab.

Og sådan blev det er skrevet med Maren Uthaugs neutrale og nøgterne sprog, der skaber en bidende debutroman om at være ensom i en verden, hvor man føler sig fremmedgjort.

Du kan købe Og sådan blev det online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Maren Uthaug: Jeg er tit i tvivl om, hvorfor jeg skriver – men jeg er nødt til det!

Vinder af DR Romanprisen, 2018!

Hvor der er fugle er Maren Uthaug anden roman og en stærk slægtsroman om kærlighed og indavl. 

For at redde sin mor må Johan gifte sig med Marie, selv om han elsker Hannah. De bosætter sig på et fyrtårn to havmil fra byen Uthaug i Norge, hvor det blæser så meget, at deres børn må bindes fast for ikke at blæse i havet. Sønnen tror, han er en kalv, datteren er besat af mænd, Marie lugter forkert, og Johan sidder i toppen af fyrtårnet og føler sig bedraget af livet. Men som historien skrider frem, bliver det mindre og mindre sikkert, hvem der egentlig bedrager hvem.

Du kan købe Hvor der er fugle online hos Bog & Idé eller i din lokale boghandel.



En lykkelig slutning, Maren Uthaug

Vinder af Læsernes Bogpris 2020!

En lykkelig slutning handler om Nicolas, der er seneste skud på stammen i en familie med syv generationer af bedemænd. Nicolas har dog fået et problem: Lig er begyndt at tiltale ham på en ny – og muligvis forkert – måde.

I et forsøg på at forstå sig selv og sine egne skyggesider begynder Nicolas derfor at optrevle slægtens utrolige historie.

En lykkelig slutning handler om døden i dens mange afskygninger – om nekrofili og medlidenhedsdrab, om overtro og kremering, om spøgelser og OCD, om teosofi og nazisme. Det er en rejse gennem historien, hvor døden altid er en trofast følgesvend.

Maren Uthaug leverer en stærk roman, der med rablende fantasi og en stædig logik truer med at sprænge virkeligheden, som vi kender den, i luften.

Du kan købe En lykkelig slutning online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Striber på højkant, kærlighed

“Fik at vide, han ikke elskede mig mere … og det er præcis lige så svært at forstå, som det var, at han rent faktisk gjorde!”

Maren Uthaugs første bog i Striber på højkant-serien handler om kærlighed – med både følsomme og sorte striber om det at elske.

Den perfekte veninde- og værtindegave til en, du elsker – eller bare til alle, der nærer en kærlighed til Maren Uthaugs striber.

Du kan købe Striber på højkant 1: Kærlighed online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.