Aktuelt Fiktion

“Hele mit liv har jeg været imod at skulle castes som den søde pige”

Maren og jeg havde en aftale om, at der skulle tages billeder til interviewet og forsiden. Det var hun helt med på, men svarede også ret kortfattet “bare det ikke bliver nuttet”. Og sådan begynder vores samtale en regnfuld morgen på Frederiksberg.

Hvorfor må det ikke være nuttet?

”Hele mit liv har jeg været imod at skulle castes som den søde pige. Som kvinde skal man være flink, likeable og please. Og hvis nogen ikke kan lide én, er det en katastrofe. Vi kan ikke skeje ud uden pludselig at være sur eller hysterisk. Og jeg har altid hadet det! For jeg er virkelig ikke særlig sød. Men jeg prøver at tage et vist hensyn til mine medmennesker. Jeg lærer mine børn, at de ikke må genere andre mennesker. De behøver ikke at overholde nogle regler. De behøver ikke engang overholde loven – de må bare ikke genere nogen.

Alt det her med at være nuttet startede jo med, at jeg skulle have taget fotos til et andet interview. Et photo shoot, hvor både journalist og fotograf blev ved med at fortælle, at jeg ikke kan have bare arme i en novemberudgave – og om jeg ikke også skulle have krøllet håret? Og selvfølgelig også have en lille strik på, så de der arme var dækket. 

Det er ligesom dét, man forventer. Men jeg vil sgu ikke sidde der med krøller og en lille strik, jeg ikke engang ejer. Og på en eller anden måde, så bliver det bare værre med alderen; den der forventning til, at man er sådan en med en lille strik. Jeg endte jo så alligevel i en lille jakke og med krøller.”

” Ja, jeg ved ikke hvem fanden, jeg lignede. Men så er det jo heldigt, at jeg ikke skal leve af mit udseende.”

En lykkelig slutning er titlen på Maren Uthaugs nyeste bog. Og trods den sobre titel er indholdet alt andet. Da slet ikke nuttet. Og så alligevel. I bogen følger vi en sorgfuld nekrofils kamp med livet og døde(n), mens vi i bogstavelige og litterære sidespring ledsages gennem dødens kulturhistorie i de københavnske stræder. Vi tages også ved hånden af syv generationer af bedemænd, der fører dig ind og ud af deres både hede og kistekolde affærer.

Bliver du nysgerrig? Så tryk her og læs en forsmag på En lykkelig slutning

Jeg fik lidt dumt spurgt Maren “hvorfor hun da ikke bare skriver en helt almindelig kærlighedsroman” og fik godt selvforskyldt igen, at “det var det da i den grad også – og har du overhovedet læst den?” Og heldigt nok for det videre forløb, så havde jeg faktisk det.

”Det er da en kærlighedshistorie!? Han er dybt forelsket. Og jeg synes, at scenerne med de døde var helt fantastiske at prøve og skrive, som var det erotik og kærlighed. Hvis man nu tager ud af det, at det er en død, det handler om, så kunne det faktisk godt stå i enhver anden kærlighedsroman. Han kysser jo hendes hånd, fortæller hvor smuk hun er og hvisker undskyld. Og så er der selvfølgelig det med, at hun er død. Detalje”.

Hvordan kommer man på at skrive om en sorgfuld nekrofil?

”Da jeg begyndte, vidste jeg blot, at det skulle handle om bedemænd og dødens kulturhistorie. Men en dag, mens jeg tegnede striber, så jeg en dokumentar om en flok pædofile, der i en gruppe talte sammen med en psykolog. Og jeg har jo altid tænkt ‘pædofile er assholes’. De skal ud. De skal have pikken af; væk med dem. Men her var nogle, der aldrig havde rørt et barn og alligevel var helt utroligt kede af det. Én af dem sagde ‘det ødelægger hele mit liv, og jeg har aldrig gjort noget. Jeg har aldrig nogensinde forgrebet mig på et barn, jeg ønsker ikke at forgribe mig på et barn. Jeg håber aldrig nogensinde, det kommer til at ske’. Og pludselig blev de til mennesker for mig, og idéen om den sorgfulde nekrofile opstod.

Det er jo en enorm udfordring at tage én, som alle vrænger på næsen af, og så gøre ham sympatisk. Og vi har jo at gøre med et ellers ordentligt og ansvarsbevidst menneske. Men prædikatet ‘nekrofil’ står ud på en måde, hvor han vil være én, som langt de fleste vil pege fingre af.

På den måde er vi nådesløse. Både dem, der tænder på at kæresten ligger lidt stille i soveværelset og dem, der graver lig op og sidder og sutter på en knogle, bliver sidestillet. Alle får de stemplet nekrofile. 

I vores kultur burde det i sagens natur ikke være et problem at have sex med døde. Dem brænder vi ofte, fordi vi netop betragter det sådan, at når man er død, så er sjælen væk. Så er det et tomt hylster. Så hvad er det egentlig, man forbryder sig mod? Man kan jo ikke selv planlægge, hvem man forelsker sig i. Du kan jo ikke sige “det er også fordi, at min mor var sådan her og gjorde det her”. Så hvor er jeg dog lykkelig for, at mine egne seksuelle præferencer ligger inden for lovens rammer.”

‘Inden for lovens rammer’ er til gengæld ikke en gængs fællesnævner i det karaktergalleri, du finder i Marens forfatterskab. Her er både incestiøse forhold, nekrofili, lidt for ung kærlighed og alt det midt imellem.

Er der en grænse for, hvad man kan skrive om?

”Altså, nu har folk jo ikke læst den her endnu. Men jeg har forsøgt at gøre nekrofilien i den her bog spiselig. Det er virkelig tonet ned – og der er slettet meget, som I skal være glade for, at I ikke får – og som nu bare skal bo inde i mit hoved, hvor det bidrager med en konstant snert af kvalme. Men jeg synes jo, at det skal være en bog, som alle kan læse, som samtidig godt må bide lidt fra sig.

Da jeg skrev Hvor der er fugle var jeg faktisk lidt bange for modtagelsen, fordi der er incest i – og måske i højere grad fordi, at jeg ikke gør det store melodrama ud af incestforholdet. Jeg lader ikke pigen blive til et offer, og hun får på sin vis også noget ud af det selv. Og der er man jo altid bange for at få skudt i skoene, at man går ind for den slags – eller at det bliver fremstillet som om offeret jo selv spillede op. Og det er jo ikke dét, jeg siger.

Men jeg mener, at man altid har et valg. Og nogle gange er det så et lortevalg, som i min anden roman: Vil jeg knalde min far, så han kan sweettalkes til en billet væk? Eller vil jeg blive her?”

Læs mere om tilblivelsen af Hvor der er fugle her

Hvorfor går familiedrama igen i alle dine bøger?

”Alle kan jo genkende sig selv i det dysfunktionelle i familien. Jeg prøver jo selv at skabe min egen lille perfekte en af slagsen, men efter at have haft børn i over 17 år må jeg også bare se i øjnene, at alle familier er dysfunktionelle. Også vores. Det er bare nogle steder, hvor man må sige:

“okay, det her magter vi så tydeligvis ikke”

Det værste er, at det bliver sådan noget, man ikke må tale om. At man skal lade som om, at der ikke er et stort skrummel af en elefant i rummet. Specielt som barn kan man sidde ved aftensbordet, mens det eneste der bliver sagt er,“nå, men hvordan går det så med arbejdet og alt det”. Og det er rædselsfuldt. Jeg prøver at se mine egne fejl i øjnene. Og jeg prøver at fortælle mine børn, at de ikke skal lade sig tricke af det og i stedet fortælle mig, at jeg skal tage mig sammen, hvis det er min opførsel, der udgør elefanten. Så tror jeg, at man bliver stærkere.”


Maren Uthaug

At begrave de ensomme og udstødte har altid været en tradition i min familie. Helt siden den første af os, min tiptiptipoldefar tog sig af uønskede spædbørn, der blev smidt i et hul for at græde sig ud af livet alene, har vi haft en forkærlighed for at tage os af fortabte sjæle.

EN LYKKELIG SLUTNING er
Maren Uthaugs tredje roman. Gennem syv generationer af bedemænd fortælles dødens kulturhistorie i København. Nicolas bliver sidste bedemand i ubrudt linje. For efter at have levet for og af og med de døde i 150 år har seneste slægtled udviklet en lyst, som er helt uforenelig med at føre familiens livsværk videre.


Du kan købe En lykkelig slutning af Maren Uthaugh online på Saxo.dk eller i din lokale boghandler.