Aktuelt Bestsellere Danske romaner Fiktion Historiske romaner Maren Uthaug Prisbelønnede romaner Slægtsromaner

Maren Uthaug har skrevet en slægtsroman om 7 generationer af bedemænd. Smuglæs i “En lykkelig slutning”

Maren Uthaug har skrevet en slægtsroman om 7 generationer af bedemænd. Smuglæs i "En lykkelig slutning"

Bliv opslugt af Maren Uthaugs nye roman, der er en tour de force gennem dødens kulturhistorie. Her kan du læse et uddrag af En lykkelig slutning.

En lykkelig slutning er Maren Uthaugs tredje roman. Hvis du var vild med Hvor der var fugle – som meget fortjent vandt DR Romanprisen i 2018 – så kan du godt glæde dig til den nye roman. Den handler blandt andet om døden i dens mange afskygninger og om 7 generationer af bedemænd – om nekrofili og medlidenhedsdrab, om overtro og kremering, om spøgelser og OCD, om teosofi og nazisme.

Du kan købe En lykkelig slutning af Maren Uthaug online på Saxo.com eller i din lokale boghandler.

____________________________________________________________________________

Maren Uthaug

En lykkelig slutning

CHRISTIAN 1

Det meste, jeg ved om vores slægt, har min morfar fortalt mig. Da jeg var lille, overnattede jeg ofte hos ham. Han boede i lejligheden ved siden af den, hvor jeg boede sammen med min mor og tante Em.

Vi har boet den yngre generation over for den ældre, lige fra koleraens mange dødsfald gav mine forfædre nok penge til at købe først den ene lejlighed og efter den russiske influenza også den anden. Siden den spanske syge har vi ejet hele bygningen. Så fik jeg lyst til at besøge min morfar, var det bare at åbne døren og løbe de få skridt over til hans dør, jeg behøvede ikke engang at tage sko på.

Foran døren var jeg instrueret i at banke på med tre korte bank og vente på, at der blev sagt ‘kom ind’. Når jeg havde lukket døren bag mig, stod jeg stille, til min morfar havde hostet tre gange i samme rytme som mine bank på døren. Herefter stod det mig frit for at gå, ikke løbe, hen til ham, hvor end han befandt sig i lejligheden. Der var ikke så mange muligheder, for ud over køkkenet og en lille stue var der kun hans soveværelse.

Lejligheden havde et værelse mere, og der boede min far, men ham så jeg kun til måltiderne hjemme hos min mor og tante Em. Resten af tiden tilbragte han steder, hvor han var mindst i vejen.

Når jeg overnattede hos min morfar, fortalte han vores slægts historie som godnathistorie for mig. Den var så lang, at det tog flere uger at komme igennem den. Jeg fik historien om én Christian ad gangen. De få gange jeg følte mig modig nok til at bede ham fortælle om noget andet, sagde han nej. Han brugte altid de samme ord, altså ikke bare cirka de samme, men helt de samme. Derfor var det heller ikke tilladt at afbryde ham, for så kunne han blive forvirret over, hvor han var kommet til.

Historien om den første Christian begyndte med, at han i begyndelsen af 1800-tallet tumlede i land på Stillehavsøen Tikopia. Det skib, han var om bord på, forliste, mens natten var mørkest. Hele besætningen gik til bunds, og netop som Christian 1 var ved at give op og følge de andre i døden, fik han i det fjerne øje på Tikopias rev og palmebevoksede bakker. Han fik fat i noget af vraget, som han krampagtigt holdt fast i, til det splintredes mod et af de yderste rev.

Mens døden gjorde, hvad den kunne, for at trække ham ned, brugte han alle de kræfter, kroppen havde gemt til alderdommen, på at holde sig i live i bølgerne.

Min morfar tilføjede altid, at det var derfor, Christian 1
døde i en forholdsvis ung alder. Og at det kun er noget, vi har en formodning om, fordi Christian 4 over et århundrede senere fik besøg af hans afdøde sjæl. Med fremtidens kræfter trodsede Christian 1 både bølger og rev, der stadig den dag i dag beskytter Tikopia mod folk, der ikke har respekt for naturens luner og de lokale guder.

Tikopianerne fandt ham halvdød på deres strand, hvor han klamrede sig til den sidste lille flis fra vraget. Han gled ud og ind af bevidstheden, mens han rallede efter vand, men talte et sprog, ingen havde hørt før. Faktisk vidste de ikke, det var et sprog, men troede, det var lyde fra et fremmedartet dyr i en bleg, menneskelignende krop med gennemsigtige øjne og hud, der var lysere end sandet de steder, vandet havde revet hans tøj af.

Det eneste, vi ved om Christian 1’s fortid, er, at han var fra Danmark. Hvad han lavede på det skib, der gik ned, er stadig en gåde. Måske var han en af de kriminelle, der blev sendt fra europæiske havne tværs over verdenshavene for at befolke Australien. At overleve forliset som den eneste fik Christian 1 til at tro på både Gud og mirakler. Før havde han ikke haft så meget fidus til Gud, men nu var han overbevist om, at det var en af Guds engle, der havde båret ham i land.

Så enten nedstammer vi fra en eventyrer, der var så vigtig, at selveste Gud valgte at spare hans liv, eller også er vi efterkommere af en kriminel, der velsagtens skubbede andre væk fra vragdelene for at redde sig selv.

Tikopia – Stillehavsøen, Christian 1 var kravlet i land på – var så lille, at oceanet kunne høres selv midt inde på øen. Øen var beboet af en høvding og 989 mennesker. Ikke én mere, ikke én mindre. I mange tusinde år havde der levet præcis 990 mennesker på Tikopia. Det var det antal, høvdingen og høvdingerne før ham havde vurderet, at øen kunne brødføde.

Det var forbudt at have hunde eller andre former for kæledyr, der skulle fodres. Høvdingen fordelte nøje fiskeområderne, jordlodder og banantræer mellem befolkningen. Det var derfor heller ikke tilladt at få børn uden tilladelse fra høvdingen. Skulle en kvinde pludselig stå med et uønsket barn, forventedes det, at det ikke levede, til det havde tænder og kunne gøre krav på fisk eller afgrøder. Det var kun den ældste søn i familien forundt at få børn. De yngre sønner blev opdraget til at leve i cølibat eller i hvert fald til at se det som en stor synd at fuldføre en kønsakt. Og pigerne lærte, hvordan de kunne lægge glohede sten mod maven inden nedkomsten for at få et dødfødt barn.

Skulle barnet alligevel overleve, blev det ikke anset som en forbrydelse at slå et spædbarn ihjel, men noget, der blev gjort for fællesskabets bedste. Hvilket også afspejlede sig i, at det ord, de brugte om at slå nyfødte ihjel, var det samme, som de brugte om at fjerne ukrudt på deres små jordlodder.

Når hvirvelstorme eller tørke ødelagde en forventet høst, besluttede mange sig for den hurtige død frem for langsomt at sulte ihjel. Ugifte kvinder hængte sig eller svømmede ud på det åbne hav. Fædre tog sammen med deres sønner på sørejser i åbne kanoer, de aldrig vendte tilbage fra.

En tikopianer elskede livet, men var ikke bange for at dø. Et menneskeliv indgik i naturens cyklus, fortalte de hinanden. Og så længe den døde bare ikke blev brændt, men lagt hel i graven, ville deres sjæle for evigt gå igen i naturen.

Med et ønske om en befolkningstilvækst på lige præcis nul var det med skeptisk blik og korslagte arme, Christian 1 blev betragtet, mens han langsomt kom sig på mad, der egentlig var tiltænkt nogle af de yngste børn. Der i øvrigt var så vant til, at det var dem, der måtte sulte som de første, at de kun græd lidt mere end sædvanligt. Det må have været fristende for mange af øboerne at smide denne store mand tilbage i havet, hvor han kom fra.

Men øens shaman var overbevist om, at det var guderne, der havde sendt dem denne underlige skabning, der viste sig at være et menneske. Bare større og hvidere. Shamanens tanker gik især på, at man med så blå øjne måtte kunne se noget andet, end øboerne kunne med deres brune. Måske kunne den hvide mand se helt ind i gudernes verden.

Så Christian 1 fik lov til at blive. Da han var kommet så meget til hægterne, at han kunne være til hjælp i de små plantager, var alle enige om, at han var sin mad ration værd. Han kunne bære dobbelt så meget som de andre og ragede da også et godt stykke op over de polynesiske mænd, der alle var små og spinkle.

Kort tid efter besluttede øens ældste beboer sig derfor for at sætte sig i en kano og under sang blive skubbet fra bredden. Christian 1 stod sammen med alle de andre på bredden og vinkede farvel. På det tidspunkt var hans polynesisk stadig så dårligt, at han ikke forstod, at hun aldrig ville komme tilbage igen. Og at det var på grund af ham. Christian 1 startede og sluttede hver dag med at bede til den Gud, der havde reddet ham. Siden han ikke havde været religiøs før forliset, måtte han selv stykke en bøn sammen af de få fraser, han huskede fra sin barndoms bibellære. Han rodede det sammen med de ting, han lærte af shamanen, som han hjalp med at udføre den daglige ofring af frugt og fisk for at sikre, at høsten ville blive god. Han hjalp med velsignelse af ægteskaber og begravelser af de døde.

Hver gang et voksent eller ældre menneske døde, brød hele øen sammen i sorg, gråd og klynkesang et helt døgn. Hvorefter glæden langsomt overtog festen, og samtlige 989 mennesker endte med jubel og lovprisning af livet, fordi der nu kunne blive født en ny. Det par, der var så heldigt at være udvalgt af høvdingen, blev båret på hænder til deres hytte, hvor det forventedes, at de straks gik i gang med akten.

Det tog noget tid, før det gik op for Christian 1, at over halvdelen af de gravide maver, han så gå rundt på øen, aldrig resulterede i noget barn. At mødrene, i stedet for at lægge den lille til brystet, lagde den nyfødte med ansigtet mod jorden, så den blev kvalt og døde. Nogle fyldte de små næser og munde med græs for at få livet til at ebbe hurtigere ud af dem. Bagefter blev den lille, livløse krop smidt i et hul og dækket med et tyndt lag jord. Der var ingen, der græd, ingen, der sang.

I sin nyfundne tro var Christian 1 bestyrtet over, at tikopianerne kun så de nyfødte som væsener, der potentielt kunne blive mennesker. At det bare blev set som et afbrudt samleje at aflive dem. Christian 1 lagde vejen forbi hullet, så ofte han kunne. Var der en ny bunke jord, satte han sig på knæ, smed et par håndfulde jord på og bad Gud tage den fortabte sjæl til sig. Undskyldte øens beboere for ikke at vide bedre.

En dag han knælede ved hullet med hænderne foldet foran sig, hørte han nogle hulk fra buskadset. Han så sig forvirret rundt med en følelse af at være afsløret. At vise sorg over et dødt spædbarn blev anset som både upassende og latterligt.

Nysgerrigheden fik ham dog lokket hen til busken, og bag grenene kunne han skimte en ung tikopiansk kvinde. Hun tørrede hurtigt sine øjne og bed sig i underlæben. “Hvad er der i vejen?” spurgte Christian 1, der efterhånden beherskede øens sprog godt nok til at føre simple samtaler.

Hendes maveskind bar tegn på, at det ikke var længe siden, hun havde født. Hendes blik hang ved en bunke jord i hullet. Modsat øboerne var det ikke svært for Christian 1 at regne ud, hvorfor hun kæmpede med gråden. “Jeg siger det ikke til nogen,” sagde han og aede hende kejtet over håret. Pigen hed Konkylie, eller det har min morfar altid kaldt hende.

Først da jeg var elleve, var der en aften, hvor et skænderi med min mor bragte ham så meget ud af fatning, at han mistede overblikket over, hvor meget vin han havde drukket. Min morfar drak præcis fire deciliter vin hver lørdag aften. Det var ifølge ham det, han kunne tåle uden at blive uklar i hovedet. Men den aften var han så vred, at han kom til at drikke fire deciliter to gange.

Alkoholen fik min morfars kinder til at blusse, og da han senere satte sig ved min sengekant og fortalte historien, fraveg han den sædvanlige monolog, da han kom til introduktionen af Konkylie. “Jeg ved faktisk ikke, hvad hun hedder,” snøvlede han. “Da min far fortalte mig historien, syntes jeg, at det var synd, hun ikke havde et navn, så jeg kaldte hende i al hemmelighed Konkylie.

En aften, da jeg fortalte dig historien, kom jeg ved en fejl til at kalde hende Konkylie, og næste gang insisterede du på, at det var det, hun hed.” Selv om jeg er klar over, at navnet Konkylie ikke er rigtigt, har jeg svært ved at reducere hende til pigen, som hun har været kaldt i generationerne før mig. Derfor: Konkylie satte sig på knæ ved siden af Christian 1 og tillod sig selv, modsat alt, hun var opdraget til, at lade sorgen over sit døde barn dryppe ned på de nøgne knæ. Konkylie var sytten år gammel og havde været i en slags forhold med en fra den sydlige side af øen. Han var ældste søn i sin familie, og derfor havde hun ikke været så påpasselig med ikke at blive gravid. Der var ingen tvivl om, at de var et par, der ville få tilladelsen hurtigt.

Da hun opdagede, hun var gravid, havde hun glædestrålende fortalt ham det og var i sit stille sind begyndt at udse sig, hvilken hytte hun og hendes kommende lille familie skulle bede høvdingen om at få. Verden har altid været fyldt med naive piger og med drenge, der løber fra deres ansvar, når en menstruation udebliver.

Tikopia var ingen undtagelse. Drengen var begyndt at se en anden pige, der var i familie med høvdingen, og var ikke interesseret i at medvirke i Konkylies planer for deres fælles fremtid. Måske var det, fordi hun var den første pige, Christian 1 var tæt på, efter han kom til øen; måske var det, fordi hun også viste omsorg for de døde spædbørn, i hvert fald forelskede han sig i hende på stedet. Hun var ti år yngre end ham, med en tyk, lang fletning og som de andre kvinder med bare bryster og et lille skørt. Han havde ikke fundet de polynesiske kvinder smukke – før nu.

Han så pludselig på hende med et begær, han ellers havde efterladt hos en prostitueret i den sidste havneby, han besøgte.

Konkylie og Christian 1 gik til landsbyens høvding og bad om at blive velsignet som par. Høvdingen så ikke noget problem i, at de fik hinanden. Han påpegede dog, at Christian 1 havde et besynderligt udseende med sine blå øjne og sit lyse hår, og spurgte Konkylie, om hun alligevel ville være villig til eventuelt at avle børn med ham. “Ja,” svarede Konkylie og så forelsket på Christian 1, “vi vil meget gerne have børn.”

Høvdingen vidste, at shamanen var overbevist om, at Christian 1 havde et nært forhold til guderne, så han vurderede, det ville være en god idé at lade flere af hans slags befolke øen. “I kan påbegynde en familie umiddelbart efter tredje dødsfald på øen. De to første er allerede lovet bort,” sagde han.

Ceremonien blev afholdt to uger senere, og herefter gav de sig til at vente på, at nogen skulle dø, så de kunne fuldbyrde et samleje. Eller bare i det hele taget have et samleje. Konkylie var afvisende, hun skulle ikke nyde noget af at gennemgå en sorg som den, barnet havde voldt hende. Så Christian 1, en ung, viril mand, der endelig havde en kvinde ved sin side, måtte gå lange ture ved vandet og sparke til bølgerne i frustration over ikke at kunne få lov til at bestige hende. Han havde stadig sin daglige gang ved hullet med jordbunkerne, og Konkylie hjalp ham. Side om side sad de på knæ og bad for de uønskede sjæle.

Det rygtedes på øen, at Christian 1 og Konkylie tog sig af spædbørnene. De, der startede rygtet, havde ikke fantasi til at forestille sig, at de var der for at bede for de små, men troede, de sad der for at sikre sig, at de nyfødte nu også var helt døde. Derfor begyndte folk snart at komme til dem med de små for at få hjælp til at slå dem ihjel. I begyndelsen afviste Christian 1
dem bestyrtet, men så talte Gud til ham og sagde, at det i det mindste ville være bedre, at aflivningen skete i Guds navn, end den koldblodige ugudelighed, øboerne gjorde det med.

Det blev sådan, at Konkylie holdt den lille i sine arme, og mens hun sang en stille klagesang, lagde Christian 1 nænsomt sin hånd over barnets mund og næse, til der ikke var flere spjæt tilbage. Han mente ikke selv, han havde noget valg. Hvis han ikke gjorde det, gjorde andre. Og de ville ikke gøre det med så meget kærlighed som ham. Derfor var han, øens nye barnemorder, faktisk en helt.

Christian 1 og Konkylie ventede utålmodigt på, at nogen på øen skulle blive færdige med livet. For Christian 1 var det med en forventningens glæde, men for Konkylie var det en mere alvorlig affære. Hendes mave var som et stort, åbent sår, der kun ville hele, i det øjeblik et nyt barn tog bolig i hende. Hun græd om natten, når Christian 1 og de andre på øen sov, bange for at blive set på som uegnet til at få lov at sætte et barn i verden. Når hun sad ved hullet, tillod hun også tårerne at få frit løb.

Christian 1 var stolt over, hvor stor en sorg hun, hans kone, havde over de døde børn, og holdt stoisk armen om hende, når han førte hendes hikstende krop tilbage til hytten. Én ting var Konkylies sorgfulde nætter. Noget andet var, at den mand, der havde svigtet hende, kort efter havde giftet sig med en anden og var blevet bevilget at få et barn.

Konkylie var jaloux. Når hun så dem med deres lille søn, blev hendes øjne rødsprængte af vrede. Det var ikke en nem tid for Konkylie, for tiderne på øen var desværre gode, og Stillehavsstormene nænsomme. I et helt år døde ingen, og Konkylie, der vidste, at hun var nummer tre i køen, kunne se ham, der svigtede, lære sit barn at gå i vandkanten og sige de første ord.

Sorgen og vreden bosatte sig i hende og grænsede snart til vanvid. Ondskabsfulde planer om at slå deres lille søn ihjel satte sig som en rød ring omkring iris. Hun ville drukne ham. Give ham noget stort at tygge på, som han fik i den gale hals. Tage ham med ned til hullet, som var han en af de uønskede, og lægge en hånd over luftvejene. Hun begyndte at besøge de ældste i deres hytter. Havde gerne frugt med eller en blomst, hentede vand til dem, der hostede, og hørte på, hvordan det hele var bedre i gamle dage.

Folk begyndte at tale om, hvor god hun var af sig. Men selv vidste hun, hvorfor hun var der. Hver gang hun trådte ind under taget af palmeblade, håbede hun, at den gamle ville have det dårligere end sidst. At hosten ville være lidt værre, at håndtrykket ville være slappere, og huden mere gul.

Desværre livede de gamle op af hendes besøg, og hende, alle havde regnet med ville forlade livet som den første, begyndte igen at gå ud af sin hytte og sidde i skyggen. Konkylie ærgrede sig, men syntes ikke, hun pludselig kunne stoppe sine besøg, uden at folk ville undre sig. I stedet tog hun næste gang frugt, der var ved at gå i forrådnelse, og blan- dede den sammen med lidt vand fra det vandhul, alle vidste, at man ikke skulle drikke fra. Alle de ældre, hun besøgte den dag, madede hun med frugtmosen.

Næste dag, da Konkylie kom, sad den gamle ikke foran hytten i skyggen. I stedet lå hun i sin seng og jamrede over et mave onde. Hun var død, inden solen gik ned. Der var en svag rød ring om Konkylies iris, da hun roligt lagde sig til at sove den aften. Da den næste af de ældre også måtte bukke under for diarreen, åd ringen sig ind på lidt mere af det brune i øjnene. Og da den tredje efter en uge også åndede ud, var Konkylies øjne så røde, at Christian 1 tog hende med til shamanen for at høre, om han havde noget mod øjenbetændelse.

Shamanen dryppede hendes øjne med udtræk fra en af øens særlige planter og ønskede dem tillykke med, at det nu var deres tur. Den aften lagde Christian 1 og Konkylie sig ned på deres leje. Idet hun lod ham trænge ind i sig, fortog det røde sig, og ni måneder senere kunne Konkylie lægge en velskabt lille dreng til sit bryst.

Christian 2 var en sund og glad lille dreng. Han var mørkere end sin far, men lysere end de andre børn. Til shamanens store skuffelse havde han ikke øjne, der kunne se ind i gudernes verden, men brune som alle andre. Konkylie og Christian 1 levede i harmoni med hinanden, Christian 2, naturen og dens påhit. De fortsatte som dem, der sang de uønskede ud af livet og lagde dem i hullet.

Christian 2 var med til det hele og lærte derfor i en tidlig alder, at døden var noget, han og hans familie var forpligtet til at tage sig af. Han lærte, at alle var forbundne, og så længe sjælen ikke blev brændt, var døden ikke farlig. Da Christian 2 var ni år, blev Konkylie gravid igen. Uden at have fået tilladelse til det. Det var ikke ofte, hun lod sin mand komme til, og når hun gjorde, var det med den største forsigtighed.

Fra generation til generation havde øens mænd og kvinder fået overleveret, hvordan man undgik graviditet. Manden trak sig inden udløsning, eller parrene hjalp hinanden på andre måder. Og intet kunne derfor få et ægteskab til at blomstre op, som når kvinden gik i overgangsalderen. Men Christian 1 var ikke fra øen, og Konkylie var stadig ung. Alle de følelser, hun havde haft, da hun måtte stoppe sin førstefødtes åndedræt, kom tilbage, og hun vidste, at hun ikke kunne klare det igen. Uden sin mands vidende, gik hun til høvdingen for at forhandle. “Jeg dør, når jeg føder,” sagde hun med overbevisning. Hvilket ikke var et dårligt bud, da en stor del af kvinderne på øen gik til i barselssengen. “Det kan du ikke vide,” svarede høvdingen med korslagte arme.

Kvinder, der ikke havde fået tilladelse til at få et barn, skulle ikke have den frækhed at lade, som om et uønsket kunne være ønsket. “Hvis jeg ikke dør, så bliver der ikke noget barn,” lovede hun. Høvdingen, der vidste, at den blåøjede gjorde guderne venligsindede, accepterede tilbuddet. Så længe regnskabet med munde, der skulle mættes, i sidste ende gik op, var han tilfreds.

Under hele svangerskabet forberedte Konkylie sig på, at dette var hendes sidste tid. Hun sørgede for at give Christian 2 ekstra meget kærlighed, viste sin mand, hvordan han skulle varetage hendes pligter. Selvfølgelig skar det hende i hjertet at skulle forlade sin søn og det endnu ufødte barn, men alternativet var værre. Christian 1 var bestyrtet over den aftale, hans kone havde lavet med høvdingen, og gik til shamanen, der afviste at kunne forhandle bedre forhold til dem. Herefter prøvede Christian 1 at forberede sig på den sorg, der om nogle måneder ville ramme ham. Enten skulle hans kone dø, eller også skulle hans barn. Han vidste bare endnu ikke, hvem af dem han skulle græde over.

Da den første ve meldte sig, kaldte Konkylie sin søn til sig og holdt om ham, indtil den næste ve tvang hende til at slippe taget. Da hun igen fik vejret, bad hun ham om at huske på, at han var noget særligt. “Du skal være en god dreng og gøre mig stolt og tage dig kærligt af de levende og døde,” sagde hun stakåndet. Den tiårige Christian 2, der ikke anede, hvad der var på spil, og desuden var rædselsslagen over at se sin mor med så mange smerter, lovede, alt hvad han kunne.

Da hans mor lagde sig ned og snappede efter vejret, løb han efter sin far, der kort tid efter kunne sætte sig mellem Konkylies ben og uden komplikationer tage imod sin datter. Han lagde hende til Konkylies bryst, og af skuffelse og desperation over at have overlevet fødslen græd hun så meget, at den lilles dunede hår blev helt fugtigt af tårer. “Hvorfor døde jeg ikke?” råbte hun arrigt til Christian 1, der tog sig til hovedet og vidste, at den lettelse, han følte, ved at de begge levede, var en stakket frist. “Du må ikke sige til nogen, at jeg har født. Jeg vil ikke slå hende ihjel, jeg tager livet af mig. Jeg går i vandet, så snart jeg har givet hende næring,” græd Konkylie og mærkede forelskelsen i barnet blande sig med vanviddet bagerst i sindet.

Det lagrede sig som rødme i hendes øjne. “Vi må finde en løsning,” sagde Christian 1. Konkylie rystede på hovedet. “Høvdingen går aldrig med til det. Det var en klar aftale.” Ingen af dem tænkte på Christian 2, der sad i hjørnet af hytten og lyttede til sine forældres samtale, mens han betragtede sin nyfødte lillesøster, som han allerede elskede højere end noget andet. Før det blev lyst, vidste Christian 2, hvad det var, han havde lovet sin mor.

Da den lille og forældrene udmattede var faldet i søvn, pakkede han den smule mad, de havde, ind i et tæppe, med vished om, at selv om det at stjæle mad hørte til en af øens største synder, ville hans mor alligevel tilgive ham. Han listede ud af hytten, ned ad skråningen til kanoerne, de brugte til at fiske med. Med alle de kræfter, han havde i sine spinkle arme, fik han hevet den hen til vandet. Han roede med friske tag helt ud til brændingen, hvorefter havet førte ham væk, mens han betragtede den ø, hvor han havde levet hele sit liv, forsvinde i horisonten.


NICOLAS

Når man dør, har man nogle særlige spasmer i anus. Derfor trak russiske soldater bukserne ned på både sig selv og de døende tyrkere på slagmarken i krige for hundrede år siden. Bare for at trænge ind i dem og nyde deres sidste dødskramper.

Jeg er opfostret med den slags informationer og er så hærdet, at jeg knap nok hæver et øjenbryn, uanset hvor drabeligt og ulækkert det bliver. Min mor har altid haft en stor interesse for al form for bizar opførsel, hvad angår døden og de døende.

Da hun fortalte om de russiske soldater ved aftensmaden, var jeg ti år. Hun havde netop læst om det og var voldsomt begejstret. Hun gav sig til at diskutere med sig selv om, hvorvidt anusspasmerne var en slags dødsorgasme, og det derfor var en barmhjertighedsgerning, voldtægtsmanden udførte.

“Hvem ved, måske gik de netop derfor ind i døden med et hengivent smil på læberne.”

“Helt ærligt, Nana, Nicolas sidder her altså også. Jeg er ikke sikker på, han synes, han behøver vide den slags,” sagde tante Em og så stramt på min mor.

Min mor trak bare på skuldrene og fortalte, at kineserne gjor- de det samme med gæs.

“Kinesermanden kvæler langsomt gåsen, og idet den er ved at udånde, penetrerer han den og venter på, at dødens sidste kramper skal tilfredsstille ham,” sagde hun og skar sin frikadelle ud i små bidder og skovlede dem ind.

“Sateme ikke noget at sige til, at man kun er til kvinder,” smaskede hun. Frikadellestykkerne kværnede rundt inde i kæften på hende.

Jeg kunne se, at tante Em havde lyst til at grine, og hun har garanteret udspurgt min mor om analspasmerne senere inde i soveværelset, og så ville de le højt, som de plejede. Der er altid blevet leet meget bag den dør.

“Nu stopper du, Nana.” Hun pegede påtaget truende ad min mor med sin gaffel hen over de hvide roser på bordet.

Min far har sikkert også siddet med ved bordet, men jeg kan ikke huske det. Sådan var det med min far. Han var der, men det betød ikke rigtig noget. Spørgsmålet er også, om han ville have forstået ord som ‘spasmer’, ‘anus’ og ‘slagmark’, hvis han overhovedet hørte efter. Min far var ikke så kvik – sagt på en pæn måde.

“Men han har aldrig gjort nogen noget,” tilføjede min mor, når hun og tante Em havde haft en af deres fniseture over noget dumt, min far gjorde eller sagde. Jeg har aldrig taget del i det, når de har gjort grin med ham bag hans ryg, selvom hans stupi- diteter kunne være underholdende. ‘Stupiditeter’, endnu et ord, min far ikke ville forstå. Jeg var fem år, da jeg blev gammel nok til at opdage, at min far var dum.

Hver tirsdag og fredag gik han og jeg ud for at handle. Med os havde vi en udførlig indkøbsliste skrevet af tante Em og nøje optalte penge. Men tante Em måtte den dag have forregnet sig.

“Der mangler treogtyve kroner og femogtyve øre,” sagde damen bag kassen.

“Hvad?” sagde min far og så forvirret på hende, “pengene passer altid.”

“Se her,” sagde hun og pegede på kassebonen. “Kaffe, brød, mælk, ost, det giver treoghalvfjerds kroner og femogtyve øre. Men du gav mig kun halvtreds.” Hun rakte hånden frem og viste min far, hvad hun havde modtaget.

“Jeg ved det ikke,” sagde min far fortvivlet. Jeg så pinligt be- rørt på ham og over på kassedamen.

“Du har ikke nok penge,” sagde hun med høj stemme.

Min far begyndte at trippe på stedet, og tårerne steg op i øjnene på ham. Damerne i køen bag os strakte hals for at få hele optrinnet med. Nogle af dem sagde noget til hinanden og nikkede. Jeg var vant til at blive gloet på. Allerede fra en meget ung alder vidste jeg, at vi var den familie. Men dette var anderledes. Vi plejede at bære vores særhed med værdighed. Nu græd min far åbenlyst og knugede handleposen ind til sig.

“Så-så, Ejvind,” sagde kassedamen alt for højt, “vi kender dig jo, du betaler bare de penge næste gang. Se her,” hun vendte bonen om og skrev noget ned på bagsiden, “den kan du aflevere derhjemme, så får du det sendt med i pungen.” Hun smilede sukkersødt til mig, og jeg hadede hende af hele mit hjerte.

Min far hikstede hele vejen hjem og begyndte igen at græde, da han overrakte tante Em bonen med beskeden bagpå.

“Nå da,” sagde tante Em og lagde krøllejernet fra sig. Hun var ved at bukke sit hår i enderne. Hendes hår sad altid perfekt, selv om hun bare gik hjemme. “Det må du undskylde.” Hun fandt sin pung frem. “Hér, læg dem i allerede nu, så vi ikke glemmer det.”

Min far gik hjem til sig selv i min morfars lejlighed. Han brugte det meste af sin tid på sit værelse, hvor han talte til sine planter. De stod over det hele. I vindueskarmen, på bordet, hylderne og gulvet.

“Hvorfor kan far ikke tælle?” spurgte jeg tante Em, da vi var alene. Hun tog sig først tid til at spraye sit hår med lak. Vi ho- stede begge.

“Kom.” Hun trak mig med ud i køkkenet, hvor vi igen fik vejret. Vi hejste os op på køkkenbordet, på hver sin side af vasken. Min mor hadede, at vi sad der, og vi gjorde det kun, når vi vidste, at hun ikke kom tilbage foreløbig.

“Kan du nå saften i køleskabet?” spurgte tante Em.

Jeg lænede mig frem, fik åbnet lågen og med et øvet tag hevet kartonen ud. Hun hældte saft i to glas, dobbelt så meget som man egentlig skulle. Tante Em kunne lide det stærkt. Hun fyldte op med vand og gav mig det ene glas.

“Din far er det, der hedder mindre begavet,” sagde hun og tømte glasset i ét drag. “Det betyder, at han ikke er så klog, men det betyder ikke, at han ikke elsker dig. Han kunne aldrig finde på at være ond mod nogen. Du kan selv se, at han er sød selv ved blomster og planter. Det skal du bare huske på, for det er som regel vigtigere end at være klog.”

“Okay,” sagde jeg. “Må jeg få et glas til?”
Hun nikkede. Håret rykkede sig ikke en tomme.
“Ja, lad os dele resten. Vi skal have skyllet den hårspray ned.”

Der er kø ved Storebæltsbroen. Måske har der været en ulykke. Jeg tør ikke tænde for radioen. Selv den mindste lyd forstyrrer min datter Lilianes søvn. Jeg er i forvejen bekymret for, at det vækker hende, at vi nu holder stille. Sådan var det, da de var små. Nogle gange kørte jeg rundt i timevis, for at hun kunne få noget søvn. Jeg havde en særlig rute, jeg kørte hver gang, fordi den havde færrest lyskryds, der kunne tvinge mig til at stoppe. Holdt bilen stille mere end tyve sekunder, slog Liliane øjnene op og skreg. Efter at min kone døde, havde jeg også Christian med i bilen om natten. Han har ellers altid sovet som en sten. Men jeg kunne jo ikke lade ham være alene tilbage i lejligheden.

Det ser ud til, at jeg har fået givet Liliane så meget beroligende, at det sløver hendes tilbøjelighed til at vågne. I hvert fald sover hun stadig, selv om vi har holdt stille i flere minutter. Af gammel vane gasser jeg op hvert tiende sekund. Jeg har undladt at køre alt for tæt på bilen foran mig, så jeg har to-tre meter til at køre frem og tilbage på. Måske er det slet ikke nødvendigt, men jeg er ikke i en situation, hvor jeg synes, jeg kan tage chancer.

Kvinden i bilen ved siden af glor på mig. Jeg smiler til hende. Hun vender sig mod sin mand og siger noget, der får ham til at læne sig frem og se på mig. Han rynker brynene. Jeg tager blikket til mig og ser ud ad forruden. Hvis bare jeg kunne tænde for radioen. Det er ikke godt for mig at have for meget tid til at tænke. Det gør mig paranoid. Min telefon vibrerer, og jeg fisker den op af lommen. Det er Bjørn.

“Tag en flaske med, jeg får nok brug for lidt at styrke mig på.”

Jeg har en halv flaske med. Det var det eneste, jeg havde i skabet, og jeg må hente mere, når jeg er kommet frem og har afleveret børnene. Det er for risikabelt at lade dem være alene, mens jeg løber ind på en tank.

Jeg vender mig halvt om og ser på dem. Når de sover, ser de helt normale ud. Altså ud over Lilianes hår. Det plejer at være langt og tykt, men da jeg måtte aflive Lucy, klippede hun store totter af det i vrede. Hun holder sin brune bamse tæt ind til sig. Selv om hun fik den, da hun var fem, har hun passet så godt på den, at den næsten ser ny ud. Ofte har den tøj på for at skåne pelsen. Det vigtigste for Liliane er hendes bamser og kæledyr. Ud over Lucy, en stor, godmodig sanktbernhardshund, har vi haft adskillige små dyr. Hamster, marsvin, undulat, kanin, kat, mus og sikkert også et par stykker, jeg har glemt. Vi har aldrig haft dem særlig længe, for små dyr har haft svært ved at overleve hjemme hos os.

Du kan købe En lykkelig slutning af Maren Uthaugh online på Saxo.dk eller i din lokale boghandler.