New York Times har kaldt ham som “et enormt essayistisk talent”. Nu er Karl Ove Knausgård aktuel med den nye essaysamling I kyklopernes land – læs essayet “Litteraturens nytte” fra bogen her.
Karl Ove Knausgård er en eminent essayist, og det essayistiske kan også ses som en rød tråd igennem hele hans forfatterskab.
LÆS OGSÅ: Derfor skriver Karl Ove Knausgård – selvom han nogle gange ikke vil
I kyklopernes land er en alsidig essaysamling bestående af tekster fra både en rejse gennem Amerika og en operationsstue i Albanien såvel som tekster om litteratur, maleri og fotografi. Særligt prominent er Karl Ove Knausgårds overvejelser om kunstens tilblivelse og kunstnerens vilkår om at skabe.
Karl Ove Knausgård
“Om litteraturens nytte” fra I kyklopernes land
På dansk ved Sara Koch
Vi bliver født frie. Men det øjeblik vi åbner øjnene og møder vores første blik, hvad end det tilhører vores mor eller far eller bare en sygeplejerske som tilfældigvis er på vagt, er det sket. Så tilhører vi kollektivet. Af kollektivet får vi mad og tøj, tryghed og varme, men også sprog og adgang til al den viden og information der findes akkumuleret i kulturen.
Hvad kræver det til gengæld? Ikke meget. Men intet af det kollektivet har opnået, opretholder sig selv, hverken maden eller tøjet, varmen eller trygheden, sproget, viden eller information. Det er det enkelte kollektivmedlems ansvar og pligt efter bedste evne at sørge for at det opretholdes.
Nogle bliver nødt til at indhente al tilgængelig information om bilmotorer, så de kan skabes og repareres, således at det at skabe og reparere bilmotorer ikke er noget der går i glemmebogen. Nogle bliver nødt til at indhente alle oplysninger om skosåler og om de gummidutter der omslutter metalstolebenenes nederste del, og som ligner små klove. Nogle bliver nødt til at indhente information om hvordan en trappe laves, og lære det.
Nogle bliver nødt til at indhente alle oplysninger om kaffesorter, blinklys, broer, gulerødder, sokker, hegn, plastikbolde, mursten, ledninger, knive, kjoler, elevatorer, lader, nyrer, hamburgere, postkasser, askebægre, vinduesglas, fly, hjerner, hjerter, aber, vindmøller, radioer, jordtyper, geværer, mobiltelefoner, regnfrakker, kufferter og asfalt. Nogle bliver også nødt til at finde alternativer til bilmotorer eftersom de foruden alle deres fordele også har ulemper, som har vist sig at få store konsekvenser for miljøet.
Nogle bliver samtidig nødt til at skabe plads til det arbejde, hvad end det nu er ved finansiering eller lovregulering, og til dem der forsker, og til dem der fører forskningen ud i praksis, og til dem der fejer gulvene i de lokaler det foregår i. Nogle bliver nødt til at passe disse menneskers børn, og der skal være nogle til at passe dem hvis de bliver syge eller kommer ud for en ulykke.
Sådan er det i alle områder af samfundet. En plisseret nederdel kræver sit, en computermus sit, et glas sit, en toiletkumme sit, en lyspære sit. For mange er samfundet ensbetydende med summen af sådanne arbejdsopgaver, som går ud på at få alt det praktiske til at løbe rundt, at få tog og sporvogne til at komme til tiden, at få mad på bordet og varme i husene, mens alt som ikke direkte vedrører det, som for eksempel kunst, litteratur, film og fotografi, historie og arkæologi, regnes som noget sekundært, vi kan interessere os for når vi har råd, men som ikke er essentielt, og som derfor ikke er vigtigt, i bedste fald måske hyggeligt, at bruge tid på.
Langt hen ad vejen er det en rigtig vurdering. Vi læser bøger for at hygge os, komme væk fra virkeligheden i nogle timer, uden måske at lære så meget andet end at begæret er en stærk kraft som skaber mange problemer. Vi ser film for at hygge os, og hvis filmen har større ambitioner end at fortælle en historie hvor hovedpersonen, efter at have mødt modstand af næsten uoverstigelig karakter, får det han vil have, lader de ambitioner sig oftest sammenfatte i banale indsigter som alle alligevel allerede vidste i forvejen.
Kunst kan være forfriskende at se på, men hvad er kunst egentlig, bortset fra et tilfældigt produkt af et menneske der aldrig rigtig har lært at tilpasse sig samfundet, som tror han eller hun er så speciel at han eller hun ikke behøver at bidrage til fællesskabet, men i stedet bruger sin tid på at gestalte mødet mellem sit værdifulde indre og dette fællesskabs ydre, i form af jord på et gulv, en stiv pik tegnet med tusch på en metalplade, en motorcykel der hænger under loftet eller simpelthen bare et rodet værelse med en uredt seng rekonstrueret i en gallerisal? Det giver muligvis betragteren noget at tænke på for en stund, men er ikke andet end en leg, og strengt taget bare fjollet, i hvert fald set i forhold til en nordsøfiskers hverdag i havet uden for Senja eller en sygeplejers virkelighed på skadestuen på et af de store regionshospitaler.
De allerfleste af jer som læser det her, vil gætte at jeg som skriver denne artikel, ikke mener at det forholder sig sådan, og måske sidder I nu og venter på at vendepunktet i teksten skal indtræffe, der hvor den begynder at opbygge argumenter for det modsatte syn, at kunst og litteratur er det egentlig vigtige i samfundet, og at alt det andet som hidtil er blevet beskrevet, er afhængig af kunst og litteratur, ikke på en overfladisk, fra dag til dag-agtig måde, men på helt grundlæggende eksistentiel vis.
Det kan være I har ret. Men det gør jer ikke til clairvoyante. For den måde at argumentere for en sag på, ved at begynde med at beskrive den på en måde der viser forståelse for modstanderens syn, er en del af den klassiske retorik og en metode alle taleskrivere og debattører bruger. Det handler om at komme publikum i møde. Ved at give dem ret, tager man dem alvorligt, deres syn er værdifuldt, og hvis publikum først føler det, møder de taleren eller skribenten med sympati og er mere åbne over for at høre på det der følger, end hvis de egentlige argumenter var kommet først. De ville være blevet mødt med afstand. Og det er den afstand taleren eller skriveren først må forsøge at overvinde. Vejen dertil går gennem følelserne, ikke gennem fornuften.
Få kan lære os mere om det end Adolf Hitler. Han skriver rigtig godt om hvad der skal til for at vinde et modvilligt publikum for sin sag. Han skriver at det næsten er umuligt at gøre skriftligt, for der er det de rationelle argumenter der gælder, og dem har folk en holdning til på forhånd. Ingen bliver altså nazist af at læse Mein Kampf. Det er han indforstået med. Så højt sætter han det mundtlige over det skriftlige når det kommer til overbevisningskraft, at han kan beskrive alle sine metoder, alle sine tricks, hele sit repertoire af manipulationer uden at det truer hans troværdighed.
Det han vidste, var at alt handlede om mødet. Hvis han først stod på en scene eller et podie, og hvis hans folk først var til stede, ville han kunne overbevise dem, uanset hvor skeptiske de var. Hvis de stod med armene foldet over brystet når mødet begyndte, rakte de dem op over hovedet når det var forbi.
Det han skulle gøre, var at skabe en identifikation, en følelse af tilhørighed, at de delte samme verden. For at kunne det måtte han vide hvem de var, hvordan de tænkte, hvad de følte. Arbejdere, husmødre, soldater, universitetsansatte. Så snart han havde etableret sig som en af dem, begyndte de at høre efter – han beskriver det selv som at trænge gennem deres forsvar, som var det samme som at nå ind til følelserne – og så kunne han trække dem med hvorhen han ønskede.
Så meget stærkere er følelserne end fornuften at denne metode, uanset hvor enkel og gennemskuelig den er, ikke virker manipulerende, den er ligesom klædt i virkelighed, som er det eneste vi ser, eftersom følelserne fører os tættere på, mens det der er brug for, for at se metoden eller formen, er afstand.
Hvad var det Adolf Hitler brugte denne enorme manipulationsbegavelse til? Hvad var det han fik folk med til? Det var at skabe en fiktion, dybt romantisk, om et stort folk og et stort land. Det var at overføre denne fiktion til virkelighed, ligesom spille den frem, som et teater alle var med i. Først og fremmeste visuelt, for det visuelle går lige til følelserne, men også skriftligt ved en redefinering af ordene og en udstrakt brug af eufemismer, hvor ordene ligesom skjulte det der egentlig foregik som en følge af dem, altså igen følelserne først.
En triade opstod, af formen, følelserne og virkeligheden: formen der vakte følelserne, følelserne der fortrængte, farvede eller omskabte virkeligheden.
Hvad kan vi lære af det?
At det der rører os til tårer, at det der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på os, at det der får os til at føle os store, ikke er kunst, men følelsesmanipulationer?
Hvad er i så fald forskellen? For vi har alle sådan nogle følelser, det hører med til det menneskelige, og eftersom kunsten og litteraturen har det menneskelige som tema, er det en selvfølgelig del af den.
Forskellen er at disse følelser, når de optræder i vores liv, ikke har noget mål. Sorgen skal ikke føre til noget. Glæden skal ikke føre til noget. Stoltheden skal ikke føre til noget. Følelserne kommer over os, de farver vores sindsstemninger, og vi betragter verden gennem dem. De er en del af os, og eftersom vi altid føler noget, er de en del af måden vi er i verden på. De kommer ikke vilkårligt, der er altid noget, kendt elle ukendt, der vækker dem.
Det betyder at de er manipulerbare, og at nogle kan vække dem for at opnå noget ved dem. På den måde bliver følelserne nyttige. Hitler, som var en del af en tid hvor massekommunikation var et nyt fænomen, udnyttede dem politisk. I vores tid er der få ting vi frygter mere end det, så når politikere spiller på følelser, som det så dækkende hedder, som om følelserne var strenge inde i os som visse fænomener sætter i bevægelse, er det altid dæmpet og forsigtigt; ingen stadioner, ingen vækkelsesmødelignende seancer, ingen faner og uniformer, fakler eller mægtige kollektive råb.
Men følelsesmanipulation er ikke fremmed for os af den grund, den har bare flyttet sig til en hverdagsarena som vi knap nok opfatter som arena, hvor der kontinuerligt fremføres skuespil som kun har ét mål for øje, at vække vores følelser. Jeg tænker på reklamen og dens livsindgribende sprog, i hvis vold følelserne tjener en hensigt ud over sig selv: De skal få os til at købe. Vi skal føle glæde, så vi køber. Vi skal føle stolthed, så vi køber. Vi skal føle begær, så vi køber. Vi skal føle skam, så vi køber. Vi skal føle misundelse, så vi køber.
Vi skal tilmed føle sorg, så vi køber, for hele nyhedsindustrien lever af ulykker og katastrofer, og har et formidlingsapparat der kan skildre hændelser i panorama, det store jordskælv hvor halvtreds tusind mennesker døde, og også gå helt tæt ind på den enkelte skæbne – drengen der blev mobbet i skolen så han hængte sig – noget de gladelig gør under dække af at skulle informere os. Men vi betaler for det, og eftersom næsten intet af det vi bliver informeret om, har nogen praktisk nytte for os, betaler vi egentlig ikke for andet end at følelserne i os skal vækkes.
Hvis ikke det var sådan, kunne nyhederne komme i telegrammer uden billeder eller film, nøgternt, tørt og sagligt. Det ville være information, og det ville ikke interessere os synderligt, for det vi vil have, er den saftige, billedrige, herlige ulykke. Jo saftigere den er, desto mere får den os til at føle.
På den måde bliver følelserne belejrede: På den ene side af alle dem der vil have at vi skal købe noget, og som for at få det til at ske, bliver nødt til at manipulere os, det vil sige, gå gennem følelserne, og på den anden side af medierne, som også vil have at vi skal føle noget, men ikke for at vi skal købe noget, for der sluttes cirklen, vi vil selv føle, og betaler medierne for at de skal få os til at gøre det. Filmindustrien er en del af det samme kompleks, fordi ni ud af ti film og tv-serier er lavet for at vække følelser i os – spænding, glæde, sorg, medlidenhed – og det er målet med dem, der findes ingen anden grund til at de er lavet. Vi betaler, for vi vil føle disse store følelser. Rundt omkring alt det her har der udviklet sig en kultur, som næsten udelukkende er visuel; som Hitler vidste, er det i billedet og lyden det følelsesmanipulerende potentiale er størst.
Hvad er der så galt med det? Hvis de følelser der vækkes, er af samme karakter som dem Hitler engang vakte i det tyske folk, og det er de jo, følelser er følelser, så vækkes de ikke kollektivt, men i én og én – og de fører ikke til noget, det er ikke sådan at vi dræber eller går i krig på grund af dem. De er uskyldige, harmløse, noget der gør livet lidt lettere og giver det glæde. Vi får små stød af stimuli gennem dagen, de er som små gaver til sjælen.
Retorik er læren om talekunsten, den handler om hvordan man bedst muligt kan overbevise andre mennesker om noget, og det at kunne det, er det samme som at have magt. Den magt kan bruges ideologisk eller idealistisk eller religiøst, eller den kan bruges til at tjene penge.
Disse penge, kunne man sige, forsvinder jo ikke, men er med til at opretholde produktionen, smøre samfundsmaskineriet, som det hedder, og det kommer os alle sammen til gode: Kapitalismen er det vi lever i, det er os, ingen andre, og det at købe og sælge, den såkaldte kommercialisme, gennemtrænger alle dele af vores liv og er en så stor del af vores identitet at vi ikke længere ser det: Hvem tænker på at tandbørsten, tandpastaen, skyllevandet, tandtråden, ja tilmed vandglasset er kommercielle produkter, en del af det kapitalistiske system, når de står og børster tænder om aftenen? Jeg gør ikke, og det skulle ikke undre mig hvis sygeplejersken på skadestuen og fiskeren på havet uden for Senja i Nordnorge heller ikke ofrer det en tanke. Måske tjekker de tilmed nyheder på telefonen mens de står der? Det plejer jeg nemlig at gøre. En sidste lille gave til sjælen før søvnen.
Nu, tænker I måske, må det vendepunkt i teksten da komme? Samfundet som et lille kollektiv hvor alle har opgaver, ansvar og pligter er beskrevet. Dette kollektivs forhold til følelser, som kontinuerligt vækkes på uforpligtende, men rigt belønnede måder, er beskrevet. Og selvom jeg ikke har været det bevidst, er der noget næsten dystopisk over den beskrivelse, en slags søvngængerstat, hvor drømmebillederne ikke længere kun dominerer natten, men også dagen, og hvor alt handler om ved følelsernes hjælp at være i noget andet end det vi er i.
Så ja, et vendepunkt havde virkelig været på sin plads. Et muligt lys i mørket, en lille utopi som man kunne klynge sig til i håb om at den skal vokse sig stor – for det kan vel umuligt kun være mig der føler et ubehag over at alt er billeder, over at alt er til salg, over at verden i hele sin materielle vælde langsomt forsvinder?
Det nægter jeg at tro.
Skulle litteraturen være et sådan lys, en sådan utopi, et sådant alternativ?
Nej, for litteraturen er ikke det andet, det udenfor, det hinsides. Litteraturen er os, på samme måde som kapitalismen er os. Den tilhører kollektivet på samme måde som sproget gør, og er noget vi fødes ind i, forholder os til og dør fra. Litteraturen er der tilsyneladende uafhængig af den enkelte, samtidig med at det er i den enkelte den opretholdes og vedligeholdes. Litteraturen skabes af nogen, men tilhører alle, og det den gør, gør den kollektivt: Én bog er en selvmodsigelse, det ville være som et sprog talt af ét menneske.
Men hvorfor litteratur? Vi har film, tv-serier, nyheder, reklame og musik til at underholde os, med dem kan vi slippe væk fra vores eget liv et øjeblik, og opleve ting og sager som vi ellers ikke ville have gjort, på måder der er uovertrufne for disse medier. Og ikke mindst på måder der ikke ekskluderer nogen, her kan alle være med.
Hvorfor bøger, hvorfor sætninger, hvorfor ord?
Sproget er levende i den forstand at ord vi ikke længere har brug for, forsvinder i glemsel, mens nye kommer til når der er behov for det. Og sproget er først og fremmest et praktisk middel, med det benævner vi virkeligheden, identificerer alt i den, således at den bliver mulig at overskue og håndtere.
Vil du ikke gå ud og fylde kanden med vand? siger jeg til min datter, så tager hun kanden, går ud i køkkenet og fylder den med vand. Eller også siger hun nej, det vil jeg ikke, og i den følgende diskussion kommer den enkle handling det er at fylde vand i en kande til at repræsentere en magtstruktur – far der bestemmer, datter der adlyder – som datteren protesterer imod. Hvorfor gør hun det? Årsagerne er mange, og de befinder sig alle sammen inde i hende, skjult for mig. Men gennem det hun siger, afdækkes nogle af dem, og gennem alt jeg har erfaret, forstår jeg, eller mener jeg at forstå, flere af dem.
Noget af det vigtigste et barn skal lære når det vokser op, er at håndtere sine følelser. Bære sorgen selv, bære skuffelserne selv, men også glæden og spændingen. Skelne mellem sit indre og det ydre, skelne mellem sig selv og andre. At benævne er en måde at skille sig ud på, at benævne er at isolere og identificere. Det er ikke den eneste måde, men det er den vigtigste. Her tænker jeg ikke på det psykologiske begrebsapparat, som er et analytisk metasprog, jeg tænker på det i sproget vi selv ikke ser eller tænker på, fordi det er en så naturlig del af os og vores identitet, det vi lever i, det vi er så tæt omsluttet af at vi ikke kan forestille os selv uden.
Dette indre, eget sprog er litteraturens område, kun der, i litteraturen, kan det manifesteres uden for selvet og blive synligt for alle. Litteraturen har mange andre områder, det sociale, det historiske, det politiske, og den har mange andre former, hvoraf fortællingen måske er den mest fremtrædende, men kun dette gælder litteraturen, kun den kan holde det indre, særegne sprog oppe og gøre det synligt.
Hvorfor skal det gøres synligt?
Sproget er først og fremmest praktisk: Tænk på en arbejdsplads, hvordan alt har et navn som alle er enige om, så der aldrig er tvivl om hvad der er hvad, og derfor sjældent om hvad der skal gøres. En hammer, et søm, en bjælke, en gipsvæg, en pensel, en malerspand, maling. En skalpel, en sav, latexhandsker, kittel, maske, lampe. Et rat, en gearstang, kobling, håndbremse. Opvaskemaskine, skærebræt, køleskab, agurk, kasserolle, piskeris, paletkniv. Tænk på en arbejdsplads som tiden er løbet fra, som ikke længere er i funktion, fordi der ikke længere er behov for det der blev fremstillet eller gjort der. Tænk hvis det er så længe siden at ordene som engang betegnede de forskellige redskaber ikke længere er kendte. Det ville bare have været objekter, nogle navnløse ting der lå og flød et sted, tilsyneladende uden mål og mening. Man kunne have givet dem et navn, kaldt det ene for en trudit, det andet for en linge, det tredje for en grøb, men uden at vide hvad de blev brugt til, hvilken sammenhæng de indgik i, ville ordene være meningsløse.
Tænk så på et område af det menneskelige som på tilsvarende måde ligger brak, noget som engang var selvfølgeligt og havde sin naturlige plads, men som nu er forladt fordi ingen længere har brug for det der fandtes der. Den religiøse ekstase, for eksempel – hvis man læser tekster fra middelalderen eller renæssancen, kan de beskrive følelser og stemninger som er ukendte, i hvert fald for mig, det er som om de sætter ord på noget der ikke findes i mig, men som alligevel åbenlyst tilhører den indremenneskelige erfaring. Og det er her det begynder at blive kompliceret. For er det et tab? Vi klarer os åbenbart fint uden både ekstasen og dens sprog.
På tilsvarende måde kan vi spørge om det nye indres sprog, det som blev indført af Freud og psykologien ved århundredeskiftet, og som gik lige ind i sproget og selvforståelsen på en grundlæggende måde – det underbevidste, id, ego, fortrængning, projicering – engang kommer til at ligge brak, være uforståelig, og hvis det i så fald gør noget – tyder det så ikke bare på at sproget benævner det vi har brug for, åbner det vi har behov for og lukker det vi ikke har behov for? At der er en slags evolutionistisk princip på spil her som varetager det for os, lader det der skal dø, dø, og det der skal leve, leve?
Jo, sådan tror jeg at det er. Men gerningsstedet for det som således lever og således dør, er alligevel litteraturen. Det som tilhører det indre, og som er usynligt for alle andre end os selv, er fælles for alle, og det er det der gør litteratur både mulig og vigtig. At læse er en intim ting, det er noget vi gør alene, og det er en mærkelig ting, for ved at lade blikket glide hen over siden opstår en anden stemme i os. Hvad sker der så? Vores måde at tænke på, og vores måde at føle på, følger i nogle timer helt andre baner, og vi ser os på en og samme tid både udefra og indefra. Følelserne vækkes, ikke for at opfylde noget uden for sig selv, men for at blive erkendt.
Hvorfor er det vigtigt?
Ja, er det vigtigt?
Vi klarer os jo fint uden at læse litteratur. Jeg kender mange der aldrig har læst en bog i hele sit liv, og de er hverken bedre eller dårligere mennesker end mig, der har læst tusindvis af bøger, og det er heller ikke sådan at deres liv mangler noget eller ikke er komplette – tværtimod havde jeg nær sagt, det er mig der mangler noget, og det er også derfor jeg læser – så endnu engang: Hvorfor litteratur?
I det kollektiv vi fødes ind i, råder bestemte forestillinger, bestemte verdensanskuelser, bestemte opfattelser af hvordan virkeligheden er, og disse former er færdige, de står ligesom og venter på os, at vi skal gå ind i dem. Det gør vi. Af og til når de store ideologier opstår, kan man få øje på det, at måden vi ser verden, samfundet og kollektivet på, er en form vi ligesom presser ned over virkeligheden. Det ser vi fordi formen ikke passer, for livet er noget andet, det er altid i sin begyndelse, altid ufærdigt, aldrig afsluttet.
Disse to størrelser, forestillingen om livet og selve livet, skraber kontinuerligt mod hinanden og har gjort det så længe der har eksisteret mennesker. Alle planer, alle systemer og teorier hører til forestillingerne om livet og skal kontinuerligt revurderes og forandres, eftersom de tilhører det afsluttede, mens det liv de beskriver og styrer, altid er i sin begyndelse og i sig selv ikke kender grænser. I naturen findes der ingen grænser, alle ting og fænomener glider over i hinanden, jorden er rund, universet er uendeligt og tiden er evig.
Hvad det indebærer, er det ingen givet at forstå, for det at være menneske er at kategorisere, inddele, identificere og definere, begrænse og indramme. Det gælder vores egne liv, som vi tilbringer i vores hjem, nøje adskilt fra resten af verden med loft, gulv, vægge og uden for det, hvis det er en villa vi bor i, selve grunden. Det gælder vores egne selv, som vi forbinder med kroppen og dens grænser, og med et bestemt system af tanker, forestillinger, ideer, meninger og erfaringer. Og det gælder vores virkelighed, det vi kalder verden og som vi deler op i genstande, grupper af genstande, fænomener og grupper af fænomener, som vi forstår ud fra måderne de adskiller sig fra andre genstande og fænomener på. Denne forskel er en ramme, den skaber et indenfor og et udenfor, og er selv ikke erkendt som en del af den sete eller den forståede virkelighed.
Disse rammer, som hverken vi eller verden kan tænkes foruden, findes i alle dele af eksistensen, de gælder ikke kun for det som er, men også for det som bør være, for også måden vi opfører os på, har klare rammer. Eftersom livet netop er i bevægelse, opstår der med jævne mellemrum et misforhold mellem det vi bør gøre og det vi vil gøre, som manifesteres i en længsel efter at overskride de etablerede rammer. Bliver der givet udløb for den længsel, opstår der en periode af grænseløshed, før nye rammer for livet sættes. Sådan er det i den enkeltes liv, det kaldes teenageoprør eller midtlivskrise, og i kulturens liv, det kaldes generationsoprør eller revolution eller krig.
Kunsten og litteraturen er et af de få områder i det store kollektiv hvor det forudsigelige er ophævet eller forsøgt ophævet. Kunstens og litteraturens rum er det mellem forestillingen om virkeligheden og virkeligheden, som det forsøger at holde åbent for at nå, eller tilmed bestemme, de øjeblikke hvor forestillingen om virkeligheden og virkeligheden stemmer overens, er et og det samme. Det sker stort set aldrig, og når det sker, bliver det straks til form, og med det genoprettes en afstand.
Så hvorfor fortsætte og fortsætte, hvorfor prøve og prøve, hvorfor udgive alle disse tusindvis af bøger år ud og år ind? Det er meningsløst, en idiotisk kraftanstrengelse der ikke fører til noget, men det er smukt, på sin egen mærkelige måde, og det ligner livet – og deri ligger, måske, litteraturens berettigelse?
Litteraturen er ufærdig som livet, meningsløs som livet, mangfoldig som livet, retningsløs som livet, og kan af og til, ligesom livet, fortætte sig i enorme klynger af meningsfuldhed og verdensnærvær. Disse klynger er som store lys, de breder sig ud til alle, direkte og indirekte, ophøjer os, men til det vi er, ikke til det vi skulle have været eller kunne have været. Deri, at al litteratur stræber mod disse klynger, som er gode fordi de er sande, og som lyser hele kollektivet op, men næsten aldrig formår at komme derhen, ligger litteraturens berettigelse: Litteraturens værdi ligger i forsøget på lyset, ikke i lyset.
New York Times har kaldt ham som “et enormt essayistisk talent”. Nu er Karl Ove Knausgård aktuel med den nye essaysamling I kyklopernes land – læs essayet “Litteraturens nytte” fra bogen her.
Karl Ove Knausgård er en eminent essayist, og det essayistiske kan også ses som en rød tråd igennem hele hans forfatterskab.
LÆS OGSÅ: Derfor skriver Karl Ove Knausgård – selvom han nogle gange ikke vil
I kyklopernes land er en alsidig essaysamling bestående af tekster fra både en rejse gennem Amerika og en operationsstue i Albanien såvel som tekster om litteratur, maleri og fotografi. Særligt prominent er Karl Ove Knausgårds overvejelser om kunstens tilblivelse og kunstnerens vilkår om at skabe.
Du kan købe I kyklopernes land online, fx på Saxo.com, eller i din lokale boghandel fra den 13. februar.
Karl Ove Knausgård
“Om litteraturens nytte” fra I kyklopernes land
På dansk ved Sara Koch
Vi bliver født frie. Men det øjeblik vi åbner øjnene og møder vores første blik, hvad end det tilhører vores mor eller far eller bare en sygeplejerske som tilfældigvis er på vagt, er det sket. Så tilhører vi kollektivet. Af kollektivet får vi mad og tøj, tryghed og varme, men også sprog og adgang til al den viden og information der findes akkumuleret i kulturen.
Hvad kræver det til gengæld? Ikke meget. Men intet af det kollektivet har opnået, opretholder sig selv, hverken maden eller tøjet, varmen eller trygheden, sproget, viden eller information. Det er det enkelte kollektivmedlems ansvar og pligt efter bedste evne at sørge for at det opretholdes.
Nogle bliver nødt til at indhente al tilgængelig information om bilmotorer, så de kan skabes og repareres, således at det at skabe og reparere bilmotorer ikke er noget der går i glemmebogen. Nogle bliver nødt til at indhente alle oplysninger om skosåler og om de gummidutter der omslutter metalstolebenenes nederste del, og som ligner små klove. Nogle bliver nødt til at indhente information om hvordan en trappe laves, og lære det.
Nogle bliver nødt til at indhente alle oplysninger om kaffesorter, blinklys, broer, gulerødder, sokker, hegn, plastikbolde, mursten, ledninger, knive, kjoler, elevatorer, lader, nyrer, hamburgere, postkasser, askebægre, vinduesglas, fly, hjerner, hjerter, aber, vindmøller, radioer, jordtyper, geværer, mobiltelefoner, regnfrakker, kufferter og asfalt. Nogle bliver også nødt til at finde alternativer til bilmotorer eftersom de foruden alle deres fordele også har ulemper, som har vist sig at få store konsekvenser for miljøet.
Nogle bliver samtidig nødt til at skabe plads til det arbejde, hvad end det nu er ved finansiering eller lovregulering, og til dem der forsker, og til dem der fører forskningen ud i praksis, og til dem der fejer gulvene i de lokaler det foregår i. Nogle bliver nødt til at passe disse menneskers børn, og der skal være nogle til at passe dem hvis de bliver syge eller kommer ud for en ulykke.
Sådan er det i alle områder af samfundet. En plisseret nederdel kræver sit, en computermus sit, et glas sit, en toiletkumme sit, en lyspære sit. For mange er samfundet ensbetydende med summen af sådanne arbejdsopgaver, som går ud på at få alt det praktiske til at løbe rundt, at få tog og sporvogne til at komme til tiden, at få mad på bordet og varme i husene, mens alt som ikke direkte vedrører det, som for eksempel kunst, litteratur, film og fotografi, historie og arkæologi, regnes som noget sekundært, vi kan interessere os for når vi har råd, men som ikke er essentielt, og som derfor ikke er vigtigt, i bedste fald måske hyggeligt, at bruge tid på.
Langt hen ad vejen er det en rigtig vurdering. Vi læser bøger for at hygge os, komme væk fra virkeligheden i nogle timer, uden måske at lære så meget andet end at begæret er en stærk kraft som skaber mange problemer. Vi ser film for at hygge os, og hvis filmen har større ambitioner end at fortælle en historie hvor hovedpersonen, efter at have mødt modstand af næsten uoverstigelig karakter, får det han vil have, lader de ambitioner sig oftest sammenfatte i banale indsigter som alle alligevel allerede vidste i forvejen.
Kunst kan være forfriskende at se på, men hvad er kunst egentlig, bortset fra et tilfældigt produkt af et menneske der aldrig rigtig har lært at tilpasse sig samfundet, som tror han eller hun er så speciel at han eller hun ikke behøver at bidrage til fællesskabet, men i stedet bruger sin tid på at gestalte mødet mellem sit værdifulde indre og dette fællesskabs ydre, i form af jord på et gulv, en stiv pik tegnet med tusch på en metalplade, en motorcykel der hænger under loftet eller simpelthen bare et rodet værelse med en uredt seng rekonstrueret i en gallerisal? Det giver muligvis betragteren noget at tænke på for en stund, men er ikke andet end en leg, og strengt taget bare fjollet, i hvert fald set i forhold til en nordsøfiskers hverdag i havet uden for Senja eller en sygeplejers virkelighed på skadestuen på et af de store regionshospitaler.
De allerfleste af jer som læser det her, vil gætte at jeg som skriver denne artikel, ikke mener at det forholder sig sådan, og måske sidder I nu og venter på at vendepunktet i teksten skal indtræffe, der hvor den begynder at opbygge argumenter for det modsatte syn, at kunst og litteratur er det egentlig vigtige i samfundet, og at alt det andet som hidtil er blevet beskrevet, er afhængig af kunst og litteratur, ikke på en overfladisk, fra dag til dag-agtig måde, men på helt grundlæggende eksistentiel vis.
Det kan være I har ret. Men det gør jer ikke til clairvoyante. For den måde at argumentere for en sag på, ved at begynde med at beskrive den på en måde der viser forståelse for modstanderens syn, er en del af den klassiske retorik og en metode alle taleskrivere og debattører bruger. Det handler om at komme publikum i møde. Ved at give dem ret, tager man dem alvorligt, deres syn er værdifuldt, og hvis publikum først føler det, møder de taleren eller skribenten med sympati og er mere åbne over for at høre på det der følger, end hvis de egentlige argumenter var kommet først. De ville være blevet mødt med afstand. Og det er den afstand taleren eller skriveren først må forsøge at overvinde. Vejen dertil går gennem følelserne, ikke gennem fornuften.
Få kan lære os mere om det end Adolf Hitler. Han skriver rigtig godt om hvad der skal til for at vinde et modvilligt publikum for sin sag. Han skriver at det næsten er umuligt at gøre skriftligt, for der er det de rationelle argumenter der gælder, og dem har folk en holdning til på forhånd. Ingen bliver altså nazist af at læse Mein Kampf. Det er han indforstået med. Så højt sætter han det mundtlige over det skriftlige når det kommer til overbevisningskraft, at han kan beskrive alle sine metoder, alle sine tricks, hele sit repertoire af manipulationer uden at det truer hans troværdighed.
Det han vidste, var at alt handlede om mødet. Hvis han først stod på en scene eller et podie, og hvis hans folk først var til stede, ville han kunne overbevise dem, uanset hvor skeptiske de var. Hvis de stod med armene foldet over brystet når mødet begyndte, rakte de dem op over hovedet når det var forbi.
Det han skulle gøre, var at skabe en identifikation, en følelse af tilhørighed, at de delte samme verden. For at kunne det måtte han vide hvem de var, hvordan de tænkte, hvad de følte. Arbejdere, husmødre, soldater, universitetsansatte. Så snart han havde etableret sig som en af dem, begyndte de at høre efter – han beskriver det selv som at trænge gennem deres forsvar, som var det samme som at nå ind til følelserne – og så kunne han trække dem med hvorhen han ønskede.
Så meget stærkere er følelserne end fornuften at denne metode, uanset hvor enkel og gennemskuelig den er, ikke virker manipulerende, den er ligesom klædt i virkelighed, som er det eneste vi ser, eftersom følelserne fører os tættere på, mens det der er brug for, for at se metoden eller formen, er afstand.
Hvad var det Adolf Hitler brugte denne enorme manipulationsbegavelse til? Hvad var det han fik folk med til? Det var at skabe en fiktion, dybt romantisk, om et stort folk og et stort land. Det var at overføre denne fiktion til virkelighed, ligesom spille den frem, som et teater alle var med i. Først og fremmeste visuelt, for det visuelle går lige til følelserne, men også skriftligt ved en redefinering af ordene og en udstrakt brug af eufemismer, hvor ordene ligesom skjulte det der egentlig foregik som en følge af dem, altså igen følelserne først.
En triade opstod, af formen, følelserne og virkeligheden: formen der vakte følelserne, følelserne der fortrængte, farvede eller omskabte virkeligheden.
Hvad kan vi lære af det?
At det der rører os til tårer, at det der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på os, at det der får os til at føle os store, ikke er kunst, men følelsesmanipulationer?
Hvad er i så fald forskellen? For vi har alle sådan nogle følelser, det hører med til det menneskelige, og eftersom kunsten og litteraturen har det menneskelige som tema, er det en selvfølgelig del af den.
Forskellen er at disse følelser, når de optræder i vores liv, ikke har noget mål. Sorgen skal ikke føre til noget. Glæden skal ikke føre til noget. Stoltheden skal ikke føre til noget. Følelserne kommer over os, de farver vores sindsstemninger, og vi betragter verden gennem dem. De er en del af os, og eftersom vi altid føler noget, er de en del af måden vi er i verden på. De kommer ikke vilkårligt, der er altid noget, kendt elle ukendt, der vækker dem.
Det betyder at de er manipulerbare, og at nogle kan vække dem for at opnå noget ved dem. På den måde bliver følelserne nyttige. Hitler, som var en del af en tid hvor massekommunikation var et nyt fænomen, udnyttede dem politisk. I vores tid er der få ting vi frygter mere end det, så når politikere spiller på følelser, som det så dækkende hedder, som om følelserne var strenge inde i os som visse fænomener sætter i bevægelse, er det altid dæmpet og forsigtigt; ingen stadioner, ingen vækkelsesmødelignende seancer, ingen faner og uniformer, fakler eller mægtige kollektive råb.
Men følelsesmanipulation er ikke fremmed for os af den grund, den har bare flyttet sig til en hverdagsarena som vi knap nok opfatter som arena, hvor der kontinuerligt fremføres skuespil som kun har ét mål for øje, at vække vores følelser. Jeg tænker på reklamen og dens livsindgribende sprog, i hvis vold følelserne tjener en hensigt ud over sig selv: De skal få os til at købe. Vi skal føle glæde, så vi køber. Vi skal føle stolthed, så vi køber. Vi skal føle begær, så vi køber. Vi skal føle skam, så vi køber. Vi skal føle misundelse, så vi køber.
Vi skal tilmed føle sorg, så vi køber, for hele nyhedsindustrien lever af ulykker og katastrofer, og har et formidlingsapparat der kan skildre hændelser i panorama, det store jordskælv hvor halvtreds tusind mennesker døde, og også gå helt tæt ind på den enkelte skæbne – drengen der blev mobbet i skolen så han hængte sig – noget de gladelig gør under dække af at skulle informere os. Men vi betaler for det, og eftersom næsten intet af det vi bliver informeret om, har nogen praktisk nytte for os, betaler vi egentlig ikke for andet end at følelserne i os skal vækkes.
Hvis ikke det var sådan, kunne nyhederne komme i telegrammer uden billeder eller film, nøgternt, tørt og sagligt. Det ville være information, og det ville ikke interessere os synderligt, for det vi vil have, er den saftige, billedrige, herlige ulykke. Jo saftigere den er, desto mere får den os til at føle.
På den måde bliver følelserne belejrede: På den ene side af alle dem der vil have at vi skal købe noget, og som for at få det til at ske, bliver nødt til at manipulere os, det vil sige, gå gennem følelserne, og på den anden side af medierne, som også vil have at vi skal føle noget, men ikke for at vi skal købe noget, for der sluttes cirklen, vi vil selv føle, og betaler medierne for at de skal få os til at gøre det. Filmindustrien er en del af det samme kompleks, fordi ni ud af ti film og tv-serier er lavet for at vække følelser i os – spænding, glæde, sorg, medlidenhed – og det er målet med dem, der findes ingen anden grund til at de er lavet. Vi betaler, for vi vil føle disse store følelser. Rundt omkring alt det her har der udviklet sig en kultur, som næsten udelukkende er visuel; som Hitler vidste, er det i billedet og lyden det følelsesmanipulerende potentiale er størst.
Hvad er der så galt med det? Hvis de følelser der vækkes, er af samme karakter som dem Hitler engang vakte i det tyske folk, og det er de jo, følelser er følelser, så vækkes de ikke kollektivt, men i én og én – og de fører ikke til noget, det er ikke sådan at vi dræber eller går i krig på grund af dem. De er uskyldige, harmløse, noget der gør livet lidt lettere og giver det glæde. Vi får små stød af stimuli gennem dagen, de er som små gaver til sjælen.
Retorik er læren om talekunsten, den handler om hvordan man bedst muligt kan overbevise andre mennesker om noget, og det at kunne det, er det samme som at have magt. Den magt kan bruges ideologisk eller idealistisk eller religiøst, eller den kan bruges til at tjene penge.
Disse penge, kunne man sige, forsvinder jo ikke, men er med til at opretholde produktionen, smøre samfundsmaskineriet, som det hedder, og det kommer os alle sammen til gode: Kapitalismen er det vi lever i, det er os, ingen andre, og det at købe og sælge, den såkaldte kommercialisme, gennemtrænger alle dele af vores liv og er en så stor del af vores identitet at vi ikke længere ser det: Hvem tænker på at tandbørsten, tandpastaen, skyllevandet, tandtråden, ja tilmed vandglasset er kommercielle produkter, en del af det kapitalistiske system, når de står og børster tænder om aftenen? Jeg gør ikke, og det skulle ikke undre mig hvis sygeplejersken på skadestuen og fiskeren på havet uden for Senja i Nordnorge heller ikke ofrer det en tanke. Måske tjekker de tilmed nyheder på telefonen mens de står der? Det plejer jeg nemlig at gøre. En sidste lille gave til sjælen før søvnen.
Nu, tænker I måske, må det vendepunkt i teksten da komme? Samfundet som et lille kollektiv hvor alle har opgaver, ansvar og pligter er beskrevet. Dette kollektivs forhold til følelser, som kontinuerligt vækkes på uforpligtende, men rigt belønnede måder, er beskrevet. Og selvom jeg ikke har været det bevidst, er der noget næsten dystopisk over den beskrivelse, en slags søvngængerstat, hvor drømmebillederne ikke længere kun dominerer natten, men også dagen, og hvor alt handler om ved følelsernes hjælp at være i noget andet end det vi er i.
Så ja, et vendepunkt havde virkelig været på sin plads. Et muligt lys i mørket, en lille utopi som man kunne klynge sig til i håb om at den skal vokse sig stor – for det kan vel umuligt kun være mig der føler et ubehag over at alt er billeder, over at alt er til salg, over at verden i hele sin materielle vælde langsomt forsvinder?
Det nægter jeg at tro.
Skulle litteraturen være et sådan lys, en sådan utopi, et sådant alternativ?
Nej, for litteraturen er ikke det andet, det udenfor, det hinsides. Litteraturen er os, på samme måde som kapitalismen er os. Den tilhører kollektivet på samme måde som sproget gør, og er noget vi fødes ind i, forholder os til og dør fra. Litteraturen er der tilsyneladende uafhængig af den enkelte, samtidig med at det er i den enkelte den opretholdes og vedligeholdes. Litteraturen skabes af nogen, men tilhører alle, og det den gør, gør den kollektivt: Én bog er en selvmodsigelse, det ville være som et sprog talt af ét menneske.
Men hvorfor litteratur? Vi har film, tv-serier, nyheder, reklame og musik til at underholde os, med dem kan vi slippe væk fra vores eget liv et øjeblik, og opleve ting og sager som vi ellers ikke ville have gjort, på måder der er uovertrufne for disse medier. Og ikke mindst på måder der ikke ekskluderer nogen, her kan alle være med.
Hvorfor bøger, hvorfor sætninger, hvorfor ord?
Sproget er levende i den forstand at ord vi ikke længere har brug for, forsvinder i glemsel, mens nye kommer til når der er behov for det. Og sproget er først og fremmest et praktisk middel, med det benævner vi virkeligheden, identificerer alt i den, således at den bliver mulig at overskue og håndtere.
Vil du ikke gå ud og fylde kanden med vand? siger jeg til min datter, så tager hun kanden, går ud i køkkenet og fylder den med vand. Eller også siger hun nej, det vil jeg ikke, og i den følgende diskussion kommer den enkle handling det er at fylde vand i en kande til at repræsentere en magtstruktur – far der bestemmer, datter der adlyder – som datteren protesterer imod. Hvorfor gør hun det? Årsagerne er mange, og de befinder sig alle sammen inde i hende, skjult for mig. Men gennem det hun siger, afdækkes nogle af dem, og gennem alt jeg har erfaret, forstår jeg, eller mener jeg at forstå, flere af dem.
Noget af det vigtigste et barn skal lære når det vokser op, er at håndtere sine følelser. Bære sorgen selv, bære skuffelserne selv, men også glæden og spændingen. Skelne mellem sit indre og det ydre, skelne mellem sig selv og andre. At benævne er en måde at skille sig ud på, at benævne er at isolere og identificere. Det er ikke den eneste måde, men det er den vigtigste. Her tænker jeg ikke på det psykologiske begrebsapparat, som er et analytisk metasprog, jeg tænker på det i sproget vi selv ikke ser eller tænker på, fordi det er en så naturlig del af os og vores identitet, det vi lever i, det vi er så tæt omsluttet af at vi ikke kan forestille os selv uden.
Dette indre, eget sprog er litteraturens område, kun der, i litteraturen, kan det manifesteres uden for selvet og blive synligt for alle. Litteraturen har mange andre områder, det sociale, det historiske, det politiske, og den har mange andre former, hvoraf fortællingen måske er den mest fremtrædende, men kun dette gælder litteraturen, kun den kan holde det indre, særegne sprog oppe og gøre det synligt.
Hvorfor skal det gøres synligt?
Sproget er først og fremmest praktisk: Tænk på en arbejdsplads, hvordan alt har et navn som alle er enige om, så der aldrig er tvivl om hvad der er hvad, og derfor sjældent om hvad der skal gøres. En hammer, et søm, en bjælke, en gipsvæg, en pensel, en malerspand, maling. En skalpel, en sav, latexhandsker, kittel, maske, lampe. Et rat, en gearstang, kobling, håndbremse. Opvaskemaskine, skærebræt, køleskab, agurk, kasserolle, piskeris, paletkniv. Tænk på en arbejdsplads som tiden er løbet fra, som ikke længere er i funktion, fordi der ikke længere er behov for det der blev fremstillet eller gjort der. Tænk hvis det er så længe siden at ordene som engang betegnede de forskellige redskaber ikke længere er kendte. Det ville bare have været objekter, nogle navnløse ting der lå og flød et sted, tilsyneladende uden mål og mening. Man kunne have givet dem et navn, kaldt det ene for en trudit, det andet for en linge, det tredje for en grøb, men uden at vide hvad de blev brugt til, hvilken sammenhæng de indgik i, ville ordene være meningsløse.
Tænk så på et område af det menneskelige som på tilsvarende måde ligger brak, noget som engang var selvfølgeligt og havde sin naturlige plads, men som nu er forladt fordi ingen længere har brug for det der fandtes der. Den religiøse ekstase, for eksempel – hvis man læser tekster fra middelalderen eller renæssancen, kan de beskrive følelser og stemninger som er ukendte, i hvert fald for mig, det er som om de sætter ord på noget der ikke findes i mig, men som alligevel åbenlyst tilhører den indremenneskelige erfaring. Og det er her det begynder at blive kompliceret. For er det et tab? Vi klarer os åbenbart fint uden både ekstasen og dens sprog.
På tilsvarende måde kan vi spørge om det nye indres sprog, det som blev indført af Freud og psykologien ved århundredeskiftet, og som gik lige ind i sproget og selvforståelsen på en grundlæggende måde – det underbevidste, id, ego, fortrængning, projicering – engang kommer til at ligge brak, være uforståelig, og hvis det i så fald gør noget – tyder det så ikke bare på at sproget benævner det vi har brug for, åbner det vi har behov for og lukker det vi ikke har behov for? At der er en slags evolutionistisk princip på spil her som varetager det for os, lader det der skal dø, dø, og det der skal leve, leve?
Jo, sådan tror jeg at det er. Men gerningsstedet for det som således lever og således dør, er alligevel litteraturen. Det som tilhører det indre, og som er usynligt for alle andre end os selv, er fælles for alle, og det er det der gør litteratur både mulig og vigtig. At læse er en intim ting, det er noget vi gør alene, og det er en mærkelig ting, for ved at lade blikket glide hen over siden opstår en anden stemme i os. Hvad sker der så? Vores måde at tænke på, og vores måde at føle på, følger i nogle timer helt andre baner, og vi ser os på en og samme tid både udefra og indefra. Følelserne vækkes, ikke for at opfylde noget uden for sig selv, men for at blive erkendt.
Hvorfor er det vigtigt?
Ja, er det vigtigt?
Vi klarer os jo fint uden at læse litteratur. Jeg kender mange der aldrig har læst en bog i hele sit liv, og de er hverken bedre eller dårligere mennesker end mig, der har læst tusindvis af bøger, og det er heller ikke sådan at deres liv mangler noget eller ikke er komplette – tværtimod havde jeg nær sagt, det er mig der mangler noget, og det er også derfor jeg læser – så endnu engang: Hvorfor litteratur?
I det kollektiv vi fødes ind i, råder bestemte forestillinger, bestemte verdensanskuelser, bestemte opfattelser af hvordan virkeligheden er, og disse former er færdige, de står ligesom og venter på os, at vi skal gå ind i dem. Det gør vi. Af og til når de store ideologier opstår, kan man få øje på det, at måden vi ser verden, samfundet og kollektivet på, er en form vi ligesom presser ned over virkeligheden. Det ser vi fordi formen ikke passer, for livet er noget andet, det er altid i sin begyndelse, altid ufærdigt, aldrig afsluttet.
Disse to størrelser, forestillingen om livet og selve livet, skraber kontinuerligt mod hinanden og har gjort det så længe der har eksisteret mennesker. Alle planer, alle systemer og teorier hører til forestillingerne om livet og skal kontinuerligt revurderes og forandres, eftersom de tilhører det afsluttede, mens det liv de beskriver og styrer, altid er i sin begyndelse og i sig selv ikke kender grænser. I naturen findes der ingen grænser, alle ting og fænomener glider over i hinanden, jorden er rund, universet er uendeligt og tiden er evig.
Hvad det indebærer, er det ingen givet at forstå, for det at være menneske er at kategorisere, inddele, identificere og definere, begrænse og indramme. Det gælder vores egne liv, som vi tilbringer i vores hjem, nøje adskilt fra resten af verden med loft, gulv, vægge og uden for det, hvis det er en villa vi bor i, selve grunden. Det gælder vores egne selv, som vi forbinder med kroppen og dens grænser, og med et bestemt system af tanker, forestillinger, ideer, meninger og erfaringer. Og det gælder vores virkelighed, det vi kalder verden og som vi deler op i genstande, grupper af genstande, fænomener og grupper af fænomener, som vi forstår ud fra måderne de adskiller sig fra andre genstande og fænomener på. Denne forskel er en ramme, den skaber et indenfor og et udenfor, og er selv ikke erkendt som en del af den sete eller den forståede virkelighed.
Disse rammer, som hverken vi eller verden kan tænkes foruden, findes i alle dele af eksistensen, de gælder ikke kun for det som er, men også for det som bør være, for også måden vi opfører os på, har klare rammer. Eftersom livet netop er i bevægelse, opstår der med jævne mellemrum et misforhold mellem det vi bør gøre og det vi vil gøre, som manifesteres i en længsel efter at overskride de etablerede rammer. Bliver der givet udløb for den længsel, opstår der en periode af grænseløshed, før nye rammer for livet sættes. Sådan er det i den enkeltes liv, det kaldes teenageoprør eller midtlivskrise, og i kulturens liv, det kaldes generationsoprør eller revolution eller krig.
Kunsten og litteraturen er et af de få områder i det store kollektiv hvor det forudsigelige er ophævet eller forsøgt ophævet. Kunstens og litteraturens rum er det mellem forestillingen om virkeligheden og virkeligheden, som det forsøger at holde åbent for at nå, eller tilmed bestemme, de øjeblikke hvor forestillingen om virkeligheden og virkeligheden stemmer overens, er et og det samme. Det sker stort set aldrig, og når det sker, bliver det straks til form, og med det genoprettes en afstand.
Så hvorfor fortsætte og fortsætte, hvorfor prøve og prøve, hvorfor udgive alle disse tusindvis af bøger år ud og år ind? Det er meningsløst, en idiotisk kraftanstrengelse der ikke fører til noget, men det er smukt, på sin egen mærkelige måde, og det ligner livet – og deri ligger, måske, litteraturens berettigelse?
Litteraturen er ufærdig som livet, meningsløs som livet, mangfoldig som livet, retningsløs som livet, og kan af og til, ligesom livet, fortætte sig i enorme klynger af meningsfuldhed og verdensnærvær. Disse klynger er som store lys, de breder sig ud til alle, direkte og indirekte, ophøjer os, men til det vi er, ikke til det vi skulle have været eller kunne have været. Deri, at al litteratur stræber mod disse klynger, som er gode fordi de er sande, og som lyser hele kollektivet op, men næsten aldrig formår at komme derhen, ligger litteraturens berettigelse: Litteraturens værdi ligger i forsøget på lyset, ikke i lyset.
Andre læste også: